HVEM TROR PÅ NOGET SÅ TÅBELIGT?

— Afslutning

Med denne føljeton håber jeg at have kastet en smule lys over hvorfor selv højt begavede mennesker både kan lade sig rekruttere af en kult, men også hvorfor det er langt sværere end man ved første øjekast skulle tro at finde rationalet, modet og forståelsen, der resulterer i at man til sidst – og relativt ubesværet – bryder med en sekt man har tilhørt gennem mange årtier.

Jeg håber også at jeg har bidraget til en mindre karikeret fremstilling af de mennesker der forbliver i en skruppelløs, tåbelig og uverhæftig dommedagskult som f.eks. Jehovas Vidner, men det kunne også være Scientology, Mormonkirken, Moon-bevægelsen, Faderhuset, Evangelist, Pinsekirken, og tusinder af andre evangeliske, missionerende sekter, som alle har nogle få grundlæggende men velafprøvede og velfungerende virkemidler.

Vigtigst af alt håber jeg at denne føljeton har vist at begavelse ikke er en betingelse for hverken at blive, forblive eller ophøre med at være et medlem af Jehovas Vidner. Der er højt begavede mennesker som ikke kan forløse den kognitive dissonans der opstår når holdninger og handlinger kolliderer, mens der er middelmådigt begavede mennesker som straks de opdager manipulationen tager deres gode tøj og forlader kulten. Man kan sige at billedet af en uløseligt fastlåst kult-tilhænger i vore dage er underkastet den samme problematik som de stereotyper man for 50-100 år siden havde om f.eks. homoseksuelle. I dag ved vi at man ikke ud fra specifikke karakteristika kan definere samtlige homoseksuelle. Nogle har en meget synlig seksualitet, mens andre er fuldstændig stilfærdige omkring den. Det er langtfra alle der har et behov for at erklære eller kommunikere deres seksualitet til omverden, hvad enten de gør det ved en direkte italesættelse, eller gennem mere indirekte tilkendegivelser af deres seksualitet gennem en påklædning med stærke signalværdier der kommunikerer dit tilhørsforhold til en gruppe med en specifik seksualitet. Samtidig er der formentlig homoseksuelle, biseksuelle, panseksuelle, transeksuelle, osv. i din omgangskreds hvis seksuelle orientering og præference du slet ikke er bekendt med. Måske er du endda i familie med en person hvis seksualitet er en helt anden end du tror. Statistisk set er det i hvert fald højst sandsynligt.

Vi har for længst anerkendt at der ikke findes en “arketypisk homoseksuel”. Det vi nu skal begynde at erkende er, at der heller ikke findes et “arketypisk kultmedlem”. Kultmedlemmer er kultmedlemmer af alle de mange grunde der har været beskrevet i denne føljeton, men den væsentligste grund til deres fortsatte tilhørsforhold til en kult – måske endda en kult hvis bedrag og manipulation de allerede selv har gennemskuet – er, at de er mennesker på godt og ondt, præcis som dig og mig. De har alle en hjerne der gennem titusindvis af år har udviklet sig til at reagere på bestemte måder i bestemte sammenhænge, og det er der nogle dygtige kultledere der har fundet ud af at udnytte.

Det vigtigste jeg håber man kan tage med fra denne føljeton er en viden om hvilke sider af din menneskelighed som kultledere vil forsøge at udnytte når de forsøger at rekruttere dig, og dermed være så godt forberedt og rustet den dag nogen forsøger at tilbyde dig en bedre fremtid, et lykkeligere liv, et bedre parforhold, et personlighedsudviklende kursus, en terapi der løser alle dine problemer, den endegyldige kur mod stress, overvægt, alkoholisme, osv. osv.

Denne viden kan du nemlig bruge i mange af livets forhold for det er ikke kun en viden som udnyttes af kulter og deres ledere. De udnyttes dagligt af svindlere der vil sælge dig et særligt abonnement på ekstra sikkerhed på din computer. De står i supermarkedets vindfang og vil sælge dig billigere varme, “hvis du skynder dig at skrive under nu”. De ringer fra et hemmelig nummer med et tilbud om at du kan spare næsten 50% på din elregning, hvis du ved at sige ja i telefonen under den samtale der optages, bekræfter at du vil skifte til deres el-selskab. Og så hoben af de tusindvis af andre svindlere, som også udelukkende har til hensigt at udnytte din hjernes “svagheder” (eller rettere: naturlige reaktionsmønstre) til deres fordel.

Foruden min tak for din opmærksomhed gennem dennem omfattende føljeton vil jeg efterlade dig med ordene af manden der – om ikke opdagede så – italesatte og konkretiserede den mentale udfordring der får os som mennesker til hele tiden at træffe de forkerte valg i pressede situationer, nemlig Kognitiv dissonans. Manden var Dr. Leon Festinger (s.d.), og de forhenværende Jehovas Vidner der har formået at kappe båndene til den kult der tidligere ødelagde og kontrollerede deres liv, har grundlæggende formået at forløse denne kognitive dissonans på en hensigtsmæssig måde hvor de efter kortere eller længere tid formåede at ændre deres handlinger i stedet for konstant at tilpasse deres holdninger til den forkerte kurs de allerede befandt sig på. For nogen tog det en uge – for andre tog det et halvt liv.

—   Det vigtige er at det lykkedes!   —

Herfra skal lyde en kæmpe lykønskning til alle der har fundet vejen ud af mørket og tilbage til friheden fra en altdominerende, destruktiv dommedagskult.





Sider: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20

3 kommentarer

  1. Jeg er selv gået i gang med at lave et site, der sammenligner klassisk kristendom med Jehovas vidner.
    Jeg vil meget gerne have kommentarer på det, hvis der noget i analysen i Jehovas vidners teologi I mener jeg skildre forkert
    site: https://vagttårnet.dk

    Christian

    1. Udvikler

      Kære Christian,
      Beklager – der har været en fejl på min server så mails blev omdirrigeret til en forkert adresse, så jeg ikke fik opdateringer hvis der kom kommentarer på artikler.
      Jeg kan se du har skrevet for 10 måneder siden, men du er velkommen til at skrive til mig på admin@jvinfo.nu såfremt du stadig har et ønske om at jeg ser på nogle af de accentueringer der findes mellem JV og konventionel kristendom – og her vil jeg nok føle mig på sikrest grund såfremt vi taler den Luthersk/Protestantiske kristendom, da det er her jeg kender flest kilder der kan hjælpe mig med at verificere min forståelse af konventionel kristendom, såfremt der er spidsfindige detaljer jeg ikke er bevidst om.
      (Som eksempel kan jeg nævne at jeg havde glemt at “gendåb” i konventionel kristendom er en synd, og i et spørgsmål om JV betragter gendåb som en synd, fik jeg sagt at de ikke praktiserer “gendåb” og derfor ikke har udtalt sig om dette, men det er jo faktuelt forkert da de jo døber masser der tidliger har været medlemmer af andre kristne trossamfund, og dermed forbryder sig mod troen om at “gendåb” er en synd set med konventionelle kristne briller).
      Endelig skal jeg understrege at det aldrig vil kunne blive en holdningsdebat for mig, men alene en faktuel da jeg personligt er ateist. Men det ændrer ikke ved min interesse for kirke- og religionshistorie så derfor har jeg visse kvalifikationer til at give faktuelle svar på dine spørgsmål vedr. accentueringer, og jeg ser gerne på din hjemmeside hvis det stadig har interesse.
      Lad mig høre på admin@jvinfo.nu hvis du stadig er interesseret i min kommentar.

      Rigtig glædelig Jul

      Bedste hilsener
      Beninu Andersen, ansv. red.


Skriv et svar