HVEM TROR PÅ NOGET SÅ TÅBELIGT?

— Del 2: Hvorfor denne føljeton blev til

Et af de spørgsmål der oftest møder alle os der engang har været med i Jehovas Vidner, og som mange der har været i en kult sandsynligvis mødes med af udenforstående der aldrig har oplevet hvad det vil sige at blive hvervet eller vokse op i en kult er:

»Hvordan kan godt begavede mennesker falde for noget så tåbeligt?«

Langt størstedelen af de mennesker der i dag kender os som fornuftige mennesker med normal eller god begavelse og en nogenlunde sund og afbalanceret fornemmelse for hvad der er rigtigt og forkert, har ganske enkelt umuligt ved at forstå hvordan vi dog kunne lade os overtale til at være med i noget der – set med deres øjne – er så indlysende gennemskueligt og åbenlyst menneskeskabt opspind.

Spørgsmål man ofte må lægge øre til er, f.eks. spørgsmål som:

“Hvordan kan højt begavede mennesker dog falde for … ?” (indsæt selv fra nedenstående liste):

• “sådan en omgang varm luft”
• “sådan noget tåbeligt vrøvl”
• “noget der er så uvidenskabeligt”
• “sådan et svindelnummer”
• “sådan en åbenlys pengemaskine”
• “sådan en perverteret udlægning af kristendommen”
• “noget der er så gennemskueligt”
• “så indlysende en manipulation”
• osv. osv.

Det er især svært for andre at forstå at fornuftige, selvstændigt tænkende, voksne mennesker, kan falde for en så åbenlys manipulation og hvilket selvbedrag det må kræve, at lukke øjnene for de gennemskuelige kult-taktikker. Men endog medlemmer der har været indoktrineret fra den spæde barndom, mødes af og til med stærk undren over, hvordan det dog kan være, at de ikke – efterhånden som de blev voksne og modne mennesker – evnede at se gennem røgsløret og løgnene. Og det er alt sammen meget forståeligt, for sommetider kæmper vi der engang var fanget i kult-vanviddet endda selv med at forstå, hvad der kunne drive os til – enten at lade os hverve eller vedblive med – at klamre os til en dommedagskult, der ville styre og kontrollere selv de mest bagatelagtige områder af vores liv. Dette sidste fænomen vil jeg berøre til sidst i artiklen med en personlig beretning om hvor meget kulten havde formået at få mig til at tvivle på mine egne evner, og hvilke skridt jeg følte mig nødsaget til at tage.

---

Det er ikke fordi spørgsmålet i sig selv er urimeligt, at det undertiden kan forekomme monotont høre det gentaget, for det er et fuldstændig forståeligt spørgsmål — hvis altså man aldrig nogensinde har fået en forklaring. Faktisk er der et væld af spørgsmål som alle er meget rimelige at stille til mennesker der enten har været eller stadig er en del af en destruktiv dommedagskult som Jehovas Vidner.

Andre rimelige spørgsmål er f.eks:

• Hvordan kan tilsyneladende fornuftige mennesker finde på at afvise en livreddende Blodtransfusion?
• Hvordan kan kærlige forældre forbyde at deres barn modtager en livreddende Blodtransfusion?
• Hvad får tilsyneladende kærlige forældre til at slå hånden af børn der ikke længere vil være Jehovas Vidner – eller børn til at bryde kontakten til forældre der forlader sekten?
• Hvordan kan man tro at hele Bibelen er bevaret ufejlbarlig gennem 4000 år uden at der har indsneget sig en eneste fejl?
• Hvordan kan man tage alt i Bibelen bogstaveligt, som f.eks. historien om Noa og vandfloden?
• Hvorfor spilde hele sit liv på at gå fra hus til hus og få den ene dør efter den anden smækket i hovedet når ingen alligevel gider høre dit budskab?
• osv.

Der er ingen ende på disse spørgsmål, som alle sammen er både gode og rimelige, og de fortjener alle sammen et svar, men når disse udtryk for undren har det med, som en insisterende korkprop, at blive ved med at “vende tilbage til overfladen”, er det fordi både spørgsmål og svar udveksles på fora hvor det er en del af kulturen at “snakke i overskrifter”. Internettet er fantastisk! Det er kulternes værste fjende fordi en af grundpillerne i alle kulter – herunder Vagttårns-kulten – er at skærme medlemmer mod ekstern information — og der har sociale medier været et “lammende stød i mellemgulvet” på alle kulter. Men det er også et tveægget sværd, for ligesom diverse grupper på f.eks. Facebook har været oversvømmet med varianter af ovenstående spørgsmål eller udtryk for dyb undren, har der heller ikke været mangel på kvitteringer i form af hurtige og overfladiske skud fra hoften med “smarte” ord og “lyn-forklaringer” som f.eks. bekræftelsesbias, Kognitiv dissonans, kulters virkemidler og frygt for ensomhed (i kølvandet på en udstødelse), osv. – og undertegnede skal ikke frasige mig en del af ansvaret for dette – så det er til dels “selvforskyldt”, at disse udtryk for undren, dukker op igen og igen.

I denne erkendelse ligger også en klar tilkendegivelse af, at denne artikel så afgjort ikke langer ud efter dem der bliver ved med at spørge, hvordan det lykkes for højt begavede mennesker at gå gennem et helt liv i en kult som Jehovas Vidner, uden at gennemskue det åbenlyse bedrag. Kundskab, viden og forståelse er vejen til et bedre samfund, både i det nære og familiære, men også det globale, perspektiv. Så er der ting man undres over, skal man så afgjort ikke holde op med at spørge, uanset hvor mange gange man har fået svar, hvis de svar man har fået indtil nu, stadig ikke har har fået de sidste brikker til at falde på plads.

Der er også mange der oplever den indirekte virkning af kulters påvirkning af mennesker, når de pludselig får enten nuværende eller tidligere kultmedlemmer som naboer, klassekammerater, studiekammerater, kolleger, venner – ja endog kærester og partnere. Jo tættere relationen til et nuværende eller tidligere kultmedlem er, jo større bliver behovet for at forstå hvad det er denne nye relation har været – eller måske stadig er – påvirket af, og hvad denne påvirkning har af betydning for det pågældende menneskes verdensbillede, så man skaber vej for en kommunikation der ikke går i hårdknude fordi vi misforstår hinanden. Jeg ved selv hvor vigtigt det var for min nuværende hustru (og hendes familie) at forstå min baggrund — men også hvor vigtigt det på et tidspunkt blev for mig selv, at få forklaret nogle ting om min fortid, om mit fravær af barndomsvenner, om min manglende forældrekontakt, og mange andre besynderligheder i mit liv, der afveg fra normen, og som alle var et direkte resultat af min opvækst i en destruktiv dommedagskult.

Som et tidligere medlem af en kult hvor jeg ofte fik chancen for at kigge dybt ind i “maskinrummet” på den “supertanker” der hedder Vagtårnsselskabet, ligger jeg også inde med en unik erfaring og viden som man kun kan få med denne baggrund kombineret med min senere detaljerede research i såvel historien om som mekanismerne i en manipulerende dommedagskult. Derfor føler jeg mig også – med fare for at lyde “krukket” – drevet af en pligtfølelse. Både over for de udenforstående eller pårørende – til at viderebringe såvel min erfaring som min viden – så de kan opnå et mere alsidigt billede af hvad det er, deres nye ven, kæreste, kollega, studiekammerat, osv. har været udsat for. Men min forpligtelse rækker i tilsvarende grad ud til mine ligesindede – andre tidligere kultmedlemmer – fordi jeg samtidig ønsker at bidrage til et opgør med nogle af de stereotyper og klichéer man ofte må leve med som tidligere kultmedlem, så man ikke drives ud i en følelse af at være så ensom og så anderledes at man måske ender med at leve i risiko for at blive genrekrutteret— en fuldstændig realistisk risiko som overgår tusinder hvert år, hvis de da ikke ender som de mange ex-Vidner der i stedet begår selvmord. Endelig motiveres jeg af muligheden for at udruste dem der måtte føle sig draget mod Jehovas Vidner med en viden der kan hjælpe dem til, enten slet ikke at blive rekrutteret eller – såfremt de insisterer på at involvere sig i Jehovas Vidner – at basere deres medlemskab på en nuanceret indsigt i dette trossamfunds virkemidler og dets historie.

Men over alle disse gode intentioner, rangerer stadig ét simpelt men uhyre vigtigt budskab, som jeg – mere end noget andet – håber at efterlade alle læsere med — og det budskab er …

Om jeg formår at bringe større klarhed over nogle af de spørgsmål der stadig cirkulerer i det store univers af sociale medier, kan kun tiden og læsernes reaktion jo vise. Men uanset om jeg lykkes eller ej, så vil jeg i det mindste afgive ét højtideligt løfte til alle der læser denne artikel — og det løfte er …

Nu vil vi gå grundigt til værks!

Først vil vi slå fast at der er to persongrupper der er interessante i denne sammenhæng:

1. Dem der bliver Jehovas Vidner gennem hvervning^[1]
2. Dem der bliver født ind i en familie af Jehovas Vidner

Det er nok ikke den store overraskelse at gruppe 1 tilhører en meget lille minoritet, og hvor lille, vil vi se nærmere på i næste kapitel. På samme måde er det næppe en overraskelse at gruppe 2 udgør langt størstedelen af vækstpotentialet i en sekt som Jehovas Vidner.

Vil vil endevende en række af de begreber der så ofte høres på de sociale medier men som ikke underbygges med saglig argumentation eller lødig research. Det er på tide “at få skilt skidt fra kanel”, og som et start på denne målsætning, vil jeg tage udgangspunkt i de umiddelbart indlysende grunde til at nogle få tilsyneladende begavede mennesker bliver Jehovas Vidner som vi først skal have ryddet af vejen, inden vi begiver os ud på “det dybe vand”. Og i den forbindelse er det unægteligt sværest for de fleste at forstå hvordan det lykkes at overbevise voksne mennesker om det fornuftige i at tilslutte sig en dommedagskult – altså gruppe 1 – men det vil vi gøre et forsøg på at blive klogere på.

Og det vil vi gøre i del 3 af denne føljeton (tryk NÆSTE »)

---

Fodnoter

---