Barndommens rædsel – fremtidens dæmon

Jeg ser denne verdens lys, første gang, den 10. august 1959, da jeg kommer til verden på St. Josef Hospital på Nørrebro i København. Min mor er datter at Thorvald og Karen, som begge er nidkære Jehovas Vidner. Mine forældre Ulla og Johnny er også begge døbte Jehovas Vidner, men af grunde som jeg aldrig har fået forklaret, er de blevet skilt umiddelbart før jeg bliver født. At dømme ud fra det man har fortalt mig, er min far en tvivlsom karakter, som bl.a. på bryllupsnatten vælger at gå på værtshus i stedet for at blive hjemme hos min mor.

Johnny er klejnsmed, men er desværre også svært glad for de våde varer og kommer ofte beruset hjem fra arbejde og behandleder i det hele taget ikke min mor særlig godt. Det står hurtigt klart, at ægteskabet ikke står til at redde, og de bliver hurtigt skilt. Min mor har svært ved at håndtere dagligdagen som udearbejdende enlig mor og lider formentlig under hvad man i dag kalder voldsom depression. Min mor har mere end almindeligt svært ved at overskue en hverdag hvor hun kæmper med at få enderne til at nå sammen, med ansvaret for mig, hendes job som sygehjælper på Kommunehospitalet med skiftende vagter og de psykiske udfordringer hun kæmper med. Undertiden finder hun lindring for sine problemer i et for stort forbrug af alkohol, som hun bruger som en form for selvmedicinering. Selvom det føles som en umiddelbar løsning er de langsigtede effekter blot at problemerne hober sig op foran min mor.

Under et værtshusbesøg møder hun Poul, som netop var afmønstret fra sin tjeneste som sømand i marinen, og min mor flytter hurtigt ind hos ham i Frederik d. VII’s gade. At min mor flytter sammen med en verdslig mand mens hun stadig ikke er lovformeligt skilt fra min biologiske far er trods alt mere end de ældste kan acceptere, hvorfor min mor nu bliver udstødt af menigheden. Det stresser min mor at have ansvaret for mig nu hvor hun er udstødt, ikke længere har hjælpen fra menigheden, skal passe sit job og samtidig er ved at udvikle et egentligt alkoholmisbrug. Jeg er derfor ved at være lidt af et irritationsmoment, og det er derfor mere end velkomment at min morfar og mormor tilbyder at træde til og lade mig bo hos dem på foreløbig ubestemt tid. På det pågældende tidspunkt forekommer det som en kærkommen hjælp og en fornuftig beslutning. At dette skulle vise sig at være alt andet end tilfældet ville de kommende år vise. Allerede nu fornemmer man begyndelsen på et livslangt drama – og historien er kun lige begyndt.

Min mormor og morfar vil ikke have nogen som helst kontakt med min mor, og min mor kan blandt andet berette om en hjerteskærende episode hvor hun efter ikke at have set sine forældre i et år, støder på min mormor på Nørrebrogade. I gensynsglæden løber hun efter min mormor og standser hende med ordene: ”Mor! Kan du ikke se det er mig, din datter?”, men min mormor reagerer kun med et koldt blik der ser lige igennem min mor og svarer hende ikke med et ord. I desperation løber min mor efter min mormor og prøver igen: ”Jamen mor, det er mig! Ulla!”, men forgæves. Hun fik ingen reaktion.

Efter episoden på Nørrebrogade skulle der gå 2-3 år før mine bedsteforældre begynder at kontakte min mor. Det er dog ikke en kontakt der har et socialt formål, men udelukkende en praktisk foranstaltning der iværksættes for at tilbyde min mor muligheden for passe mig en gang imellem. Derfor er minderne om samvær med min mor i min tidlige barndom også sparsomme, mens jeg tydeligt husker stunder fra min barndom hvor jeg stadig er meget lille og er på ferie med min mormor og morfar. Blandt de få erindringer jeg har fra samvær med min mor og Poul, husker jeg at jeg undertiden er hjemme og besøge dem i deres hjem. Jeg kan også huske at min mor og Poul af og til kommer og henter mig, om vinteren for at tage mig med ud på kælkebakken. Jeg har mange tydelige erindringer fra min tidligste barndom, men bortset fra disse få episoder med kontakt til min biologiske mor og Poul, bor jeg nu fast hos min mormor og morfar.

Min mormor bliver med tiden mere og mere syg, og jeg finder senere ud af at lige netop dette faktum bliver brugt som løftestang af min morfar til at gennemtvinge en adoption af mig. Min morfar får overbevist min mor om at det vil påvirke min mormors sygdom så voldsomt at hun vil dø, hvis jeg flytter tilbage til min mor og Poul! Den trussel er mere end min mor kan bære, så hun giver efter for presset og indvilliger i en overdragelse af forældremyndigheden til mine bedsteforældre. Nu er jeg for alvor ”på Herrens mark” – overdraget i hænderne på to nidkære Jehovas Vidner.

Ind i ilden

Jeg husker tydeligt at jeg som lille dreng er med til møder om aftenen og bliver båret op af trapperne når vi kommer sent hjem. Jeg husker søndagene med de lange kedelige foredrag jeg ikke forstår – og at jeg skal sidde helt stille. Jeg må ikke læse andre blade end Vagttårnet og Vågn Op! Jeg må dog gerne kigge billeder i en orange bog der bliver kaldt ”Paradisbogen”. Dens rigtige titel er ”Fra det tabte Paradis til det Genvundne Paradis”. Den er vildt skræmmende. Jeg husker de uhyggelige billeder af Kain der slår Abel ihjel, forfærdelige billeder af Harmagedon og skrækslagne mennesker der får nedstyrtende huse over sig. Jeg er rædselsslagen og mit lille barnehjerte fryser til is ved disse grafiske fremstillinger af rædslerne i Harmagedon. I det hele taget er jeg et ængsteligt barn – let at gøre bange. Og rædslen kommer jeg til at opleve tidligt.

Min mormor insisterer på at hun nu er min rigtige mor og at jeg skal kalde hende ”mor”, for – som hun forklarer – hendes frafaldne datter Ulla, vil ikke længere have mig. På samme måde forlanger de at jeg kalder min morfar for ”far”, fordi han nu er min ”rigtige far”. Tonen i hjemmet er hård, og en sætning jeg hører igen og igen er: ”Var det ikke for os var du havnet i rendestenen, for det var dér din ’mor’ ville have smidt dig.” Jeg er 4-5 år gammel og kan slet ikke forstå hvorfor nogen ville smide mig i en rendesten …

Som alle andre børn kan jeg lide at lege og er mindre begejstret for at rydde op. Så for at få mig til at rydde op, prygler min mormor mig med træbørsten som altid hænger på sin plads i entréen. Endefuld på endefuld. Det er en flad rødbrun børste, og jeg husker stadig tydeligt den sviende smerte af den flade børste mod min ende. Når min mormor synes det er for vanskeligt at få mig til at makke ret, har hun en trussel parat som skal få mig til at lystre: ”Hvis du ikke gør som jeg siger, kommer du på børnehjem!”. Jeg ved ikke hvad et børnehjem er, så min morfar forklarer mig at det er et sted hvor forældre sender uartige børn hen.

Tanken om at blive sendt bort skræmmer mig fra vid og sans. Så i det næste stykke tid virker truslen åbenbart, for der går længe før jeg hører den igen. Men da jeg bliver 5-6 år gammel og tiden hvor jeg skal begynde i skole nærmer sig, beslutter min mormor sig for at lære mig at læse, og lærebogen vi skal bruge, er Bibelen. Jeg vil hellere læse andre ting og jeg får fortalt min mormor at jeg synes Bibelen er kedelig. Det får min mormors tålmodighed til at slippe op, og hun griber telefonen med ordene: ”Nu ringer jeg til børnehjemmet, så de kan komme og hente dig!” Grebet af panik skriger jeg mens jeg flår telefonledningen ud af væggen. Så bliver børsten hentet i entréen og jeg får slag så hårde som aldrig før, og det er formentlig den dag malingen begynder at skalle af børsten. Tanken om at skulle væk fra mine bedsteforældre fyldte mig med rædsel. Hvor utroligt det end kan lyde, så er mit barndomshjem med den omfattende fysiske og psykiske vold stadig det sted jeg ikke vil bort fra. Det er en virkelighed jeg kender og det giver mig en følelse af tryghed. Det er en kunstig tryghed, men det er den eneste jeg kender til.

I Rigssalen ser jeg hvad det ville sige at blive ”sendt væk”, for samtidig med truslerne i hjemmet oplever jeg medlemmer der bliver udstødt ved møderne. Jeg ser deres ansigter når de forlader menigheden. Tilbage i 1965-67 bliver man udstødt mens man er til stede ved mødet, og bagefter skal man rejse sig og forlade salen i stilhed. Jeg ser de udstødtes smerte. Jeg ser sorgen i ansigtet på både de udstødte og deres familier. Det er næsten ikke til at bære. Jeg når at overvære disse scener mange gange, både i Rigssalen på Blegdamsvej på Nørrebro og senere i salene på Ulrik Birchs Allé og Kretavej efter vi flytter til Amager.

Jeg har for længst forstået at jeg er et vanskeligt barn. Det får jeg konstant at vide af mine bedsteforældre. Jeg mærker det også utallige gange på min krop og i min sjæl. Nogle af mine bedsteforældres venner fra menigheden fortæller mig at de beder for mig, så jeg kan blive et ordentligt barn igen. Jeg lever i konstant angst for at blive smidt på børnehjem, og nu hvor jeg er begyndt at forstå hvad der sker i Rigssalen, er jeg også konstant angst for at blive udstødt. Der er ingen der fortæller mig at det kun er døbte Jehovas Vidner der kan blive udstødt. Det eneste jeg har forstået er, at Jehova ser alt, og at Han sørger for at de ældste får det at vide, og det er på den måde man bliver udstødt.

Længere ind i ilden

Da min mormor allerede har lært mig at læse, falder læsning mig også betydeligt lettere end mine klassekammerater, og bøger får hurtigt min store interesse. Jeg får lånerkort til skolebiblioteket og hér starter en spirende interesse for at læse andet end Bibelen, og de kommende år bliver mine gode læsefærdigheder også drivkraften der får mig til at læse bøger der undertiden præsenterer et andet univers end det jeg er vokset op i. Jeg får skærpet min evne til kritisk tænkning, og det får ikke mindst betydning for min skepsis overfor de ting jeg bliver præsenteret for i Bibelen, hvilket mine bedsteforældre snart vil komme til at tage fortrydeligt op, fordi de tolker denne almindelige sunde skepsis og min skærpede retoriske begavelse som et udtryk for at jeg er et uopdragent og oprørsk barn.

Men udover skolen skal jeg også bruge tid på at forkynde. Min morfar tager mig med ud i forkyndelsen fra dør til dør. Det finder jeg utrolig ubehageligt, især i tiden omkring 8-9-års alderen, hvor jeg går i anden og tredje klasse. Jeg bliver iført et hæsligt jakkesæt, og instrueret i at præsentere Vagttårnet ved dørene. Af en eller anden grund er jeg ofte så uheldig at vi skal gå i distrikter hvor mine skolekammerater bor, og jeg gør min morfar opmærksom på hvor meget jeg bliver drillet som et af Jehovas Vidner og at det ikke bliver bedre af at jeg støder ind i mine klassekammerater hvis jeg ringer på deres dør. Men mine ønsker om at slippe for at ringe på døre hvor mine kammerater bor, preller fuldstændig af på min morfar. Han mener tværtimod det er en vigtig oplæring i frimodig fremholdelse af budskabet. Og selvfølgelig rammer vi de døre hvor mine klassekammerater boede, og da jeg ser deres fnisende ansigt når de åbner døren, er jeg allerede klar over at det bliver et helvede at møde dem næste gang jeg skal i skole. Næste dag er der søndagsmøde, hvor jeg skal sidde og kede mig gennem to timers foredrag og Vagttårnsstudium. Men som om det ikke er nok, bliver den rædselsfulde weekend rundet af om mandagen, hvor mine klassekammerater som jeg har mødt i forkyndelsen om lørdagen mobber mig. De har fundet en salmebog og synger nu grinende salmer som de laver om ved at indsætte mit navn forskellige steder i salmerne. Det er en utrolig pinlig oplevelse og jeg føler mig rædsomt flov.

Som om det ikke er nok at mine klassekammerater mobber mig, så bidrager mine forældres religion også til at jeg føler mig udenfor. Jeg må ikke komme til kammeraternes fødselsdage. Jeg kan ikke tage imod det omdelte slik. Jeg må ikke synge med på fødselsdagssange. Jeg er ikke med til at klippe Julehjerter. Senere skal jeg igen holdes væk fra klassen når resten af mine klassekammerater har seksualundervisning. Altid skal jeg stå udenfor døren – udelukket af kammeraternes fællesskab – indtil de er færdige med at hygge sig.

Men mit ugeprogram er slet ikke forbi når skolen er slut. To hverdage om ugen skal vi spise allerede klokken 16 fordi der er møde med de andre Jehovas Vidner om aftenen. Om tirsdagen skal vi til menighedsbogstudium. Det foregår i et privat hjem, og vi kommer ofte en halv time før mødet skal starte kl. 19.00. Så varer selve mødet en time – og det går ofte over tiden. Bagefter sidder folk ofte og snakker og sommetider giver værtsparret kaffe og småkager og så kan snakken nemt fortsætte i flere timer, så vi først er hjemme kl. 22 om aftenen. Om torsdagen skal vi så til teokratisk Skole og Tjenestemøde. Det er to møder der bliver holdt i forlængelse af hinanden og som hver varer en time. Vi skal helst være i Rigssalen kl. 18.30. Mødet varer fra 19-21. Herefter hygger de voksne sig med at snakke sammen en halv times tid, så det ender med at vi også den aften først er hjemme omkring kl. 22. På de dage har jeg sjældent haft tid til at lave lektier om eftermiddagen, så efter mødet skal jeg hjem og lave lektier sent om aftenen, og kommer ofte først i seng tæt på midnat, og skal op igen kl. 7 næste morgen så jeg kan blive klar til skole. Hele dette massive program påvirker mig så voldsomt at det lægger grunden til det der skal udvikle sig til et af min skoletids største og vedvarende problemer. Jeg lider af konstant søvnmangel.

En søndag i Rigssalen holder taleren et skræmmende foredrag om hvordan dæmoner kan gøre frygtelige ting ved helt almindelige mennesker, og at de er særligt vrede på Jehovas Vidner fordi Satan ved at de har ”sandheden”. Taleren fortæller at dæmonerne vil prøve at skræmme os, og f.eks. kan finde på at hive dynen af dig om natten. Det forskrækker mig så meget, at jeg begynder krampagtigt at folde dynen ind under mig, hver eneste nat i mange år – en tvangshandling der skal vise sig at fortsætte langt ind i mit voksenliv. Først inden for de seneste år, har jeg givet slip på min dyne om natten, men undertiden tager jeg mig selv i stadig at holde godt fast i den.

Frygt og trods

Jeg er nu blevet  omkring 10 år gammel. Mine præstationer i skolen er meget svingende. Regning er et af de fag jeg aldrig nogensinde får greb om, og det har jeg stadig ikke i dag. Til gengæld er jeg stærk i Dansk og nogle år senere skulle jeg vise mig at have lige så let ved at lære Engelsk. Jeg er i stand til at genfortælle en historie næsten ordret, bare jeg har læst en bog en enkelt gang.

Men jeg er konstant træt. Alt begynder at irritere mig. Jeg falder oftere og oftere i søvn i timen og hver gang river min lærer mig hårdt i håret. Min irritation udvikler sig og langsomt men sikkert vokser den til en vrede inde i mig, som en underjordisk lava der er kommet i kog og nu truer med at eksplodere som en vulkan i udbrud.

Jeg oplever for første gang kærligheden da jeg forelsker mig i Joan. Hun er min første barndomskæreste, som jeg selvfølgelig aldrig tør fortælle mine stærkt religiøse forældre om. Hun er ny i klassen og den første pige jeg holder i hånden og vi har kysset hinanden meget uskyldigt. Det hele føles rigtigt og dejligt, og det er en skøn kontrast til alle drillerierne fra mine klassekammerater. Men alt går i stykker en dag jeg ender med at forråde hende. Mine klassekammerater driller mig næsten dagligt med at jeg skal ud og forkynde fra dør til dør, så da mine klassekammerater en dag finder et andet offer er det den nye pige Joan som jeg er forelsket i. Jeg lader mig lokke til at deltage i drilleriet, selvom hun er min første spæde kærlighed – det er en kærkommen afveksling, at det ikke er mig det går ud over, så jeg er nem at lokke. Men pludselig står jeg lige overfor Joan og vi får øjenkontakt og hun kigger mig lige i øjnene og siger: ”Og du – af alle!”. Den dag i dag får jeg kuldegysninger over dette øjeblik som jeg stadig tænker på som et utilgiveligt svigt. Efter episoden skifter Joan skole, og hun lukker aldrig mere op for mig når jeg ringer på hendes forældres dør.

På dette tidspunkt er jeg 10 år, og jeg har en brændende lyst til at være med når drengene i gården leger cowboys og indianere. Og min lyst til at deltage i legen med pistoler er trods alt større end min frygt for Jehova. Jeg er ved at være vred på Jehova, for han er skyld i alt det lort jeg må stå model til. Så jeg udfordrer Jehova og går ned i det nærmeste supermarked og stjæler to legetøjspistoler. Jeg sniger dem ned i cykelkælderen og gemmer dem i et hul i væggen, så jeg kan hente dem der, når jeg sammen med drengene skal ”skyde indianerne” fra den anden gård.

Der er ingen fra personalet der opdager at jeg stjæler pistolerne i butikken. Men Jehova har jo set det. Og hvad mon der sker med en der stjæler? Og tilmed noget så frygteligt som våben? Jeg er sikker på at jeg vil blive udstødt, sådan som jeg har set andre blive det i menigheden. I flere år går jeg og frygter at Jehova ville sladre til de ældste i menigheden. Mine bedsteforældre er samtidig mere og mere trætte af, at de ikke kan få mig til at lystre, straks de kommanderer med mig, så de går til de ældste i forhåbning om at de vil irettesætte mig og gøre mig til en lydig dreng.

Jeg er stadig kun 10 år gammel da min morfar en mandag fortæller mig at jeg skal gå ned i Rigssalen fordi ”nogen” vil tale med mig. Det er alt hvad jeg får at vide. Jeg går ned til Rigssalen som ikke ligger langt fra vores hjem. Der sidder der fire ældste som alle har placeret sig på samme side af et konferencebord, som et panel af dommere. En af dem henvender sig til mig og siger: ”Sæt dig ned, Michael”, og anviser samtidig med en håndbevægelse, den stol de har tiltænkt mig.

Jeg er sikker på at Jehova har sladret til de ældste om pistolerne jeg har stjålet og gemt i kælderen. Men det er ikke Jehova der har sladret — det er mine bedsteforældre. De har fortalt de ældste hvor ”oprørsk et barn” jeg er og at det er helt umuligt for dem at tale med mig. Så de håber nu at de ældste vil hjælpe dem og gøre mig til et bedre, mere velopdragent barn. Men glem ikke, at min mormor har lært mig at læse og den virkelige årsag er ganske enkelt at det at begave mig med evnen til at læse har vist sig at være et tveægget sværd, for det har også været med til at skærpe min retoriske begavelse, og selv med den tiåriges begrænsede univers er det allerede ved at gå op for mig, at der er nogle modsigelser i Bibelen der er svære at forklare, og da jeg forelægger min mormor mine observationer, er det mere end hun kan kapere. Så nu har mine bedsteforældre fået malet sig selv op i en krog, og i afmagt har de hidkaldt ”kavaleriet” i form af en gruppe ældste der skal sørge for at bringe mig på ret kurs.

De ældste sidder nu på skift og bombarderer mig med skriftsteder der fortæller hvordan en klog søn lytter til sin far og ærer sin far og mor. Men det preller af på mig som vand på en gås. Om noget gør det mig bare mere irritabel, for jeg kan mærke den velkendte vrede der igen begynder at ulme inde i mig og true med at koge over. Men jeg formår heldigvis at beherske mig. Én af de ældste anbefaler sig selv som en slags mentor for mig, og man gør det nærmest umuligt for mig at takke nej. Så oveni alle de mange ugentlige møder og forkyndelsen, skal jeg nu også én gang om ugen efter skole møde op hos denne ældste og fortælle hvordan det går. Det varer kun ganske få gange før jeg begynder at blive væk fra mine aftaler. De ældste kan ikke længere nå mig på nogen måde.

Jeg har for længst fundet ud af at Jehova ikke sladrer til de ældste. Jeg er efterhånden 13 år og er begyndt at kysse med en pige i skolen, og Jehova siger stadig ingenting til de ældste. Min mormor er også holdt op med at true mig med at sende mig på børnehjem. I stedet begynder hun nu at true mig med at smide mig ud af hjemmet og ”tilbage til den rendesten jeg burde være havnet i fra starten”. Ikke desto mindre er jeg stadig hundeangst for at blive udstødt, og selvom Jehova tydeligvis ikke har sladret til de ældste, går jeg og forestiller mig at han bare noterer sig alle mine handlinger så han kan aflægge en samlet rapport om alle mine synder på én gang.

Intet provokerer min angst mere end det evige pres for at blive et bedre Jehovas Vidne. Jeg er ca. 13 år gammel og min stemme, som er i overgang, knækker konstant. Hver gang jeg siger noget, skifter mit toneleje konstant mellem falset og bas. I skolen morer en ondskabsfuld lærerinde sig over at få mig til at læse højt for hele klassen af bøger eller artikler. Hun fortæller mig at min stemme ”har godt af at blive brugt”. Rigssalen bliver som en forlængelse af klasseværelsets ondskab, og man spørger igen og igen om jeg ikke snart skal på Den teokratiske Skole. Klog af skade vægrer jeg mig længe mod at gå direkte ind i en situation der føles som en gentagelse af ydmygelserne i klasseværelset på skolen. Men pludselig en dag bliver det, med mine bedsteforældres mellemkomst, besluttet at det nu er tiden at gøre et respektabelt ”Vidne” ud af mig, og jeg bliver derfor tilmeldt Den teokratiske Skole.

Kort efter kommer Tilsynsmanden for Den teokratiske skole og afleverer en lille seddel der er udfyldt med et kapitel i Bibelen jeg skal læse højt og efterfølgende føje mine kommentarer til. Jeg forklarer mine bedsteforældre om problemet med min stemme der er ganske frygteligt i overgang, men jeg får bare at vide at det jo er ganske naturligt og ikke noget jeg skal tage mig af. Det vigtige er at jeg springer ud i det og lærer at være ”frimodig” når jeg fortæller andre om ”Jehovas glade løfter for fremtiden”. Mine bedsteforældre hjælper mig med at udarbejde et manuskript med de linjer jeg skal sige som indledning og afslutning før og efter oplæsning af passagen fra Bibelen.

Torsdagen hvor det bliver min tur til at komme på podiet og tale foran en sal fyldt med Jehovas Vidner oprinder. Da det bliver tid til at vi skal afsted, bliver jeg iført mit pæneste sæt tøj og vi sætter kurs mod Rigssalen. Mødet starter og jeg kan mærke panikken brede sig i hele min krop som jeg sidder der på rækken i Rigssalen og tiden for at det skal blive min tur nærmer sig. Endelig kommer tidspunktet hvor jeg skal introduceres. Det føltes frygteligt i min krop og alt indeni mig vender og drejer sig, alt imens skoletilsynsmanden annoncerer min debut som en glædelig begivenhed. Det føles ikke spor glædeligt som jeg rejser mig og mine ben knapt vil bære mig.

Jeg sveder tran på vej op mod podiet, og jeg føler mig mest af alt som en dødsdømt på vej til skafottet for at blive henrettet. Jeg kigger rædselsslagen ud på de mange mennesker i salen der alle sidder og ser forventningsfuldt op imod mig, mens en assistent retter mikrofonen til så den passer til min højde. Da jeg åbner munden for at fremsige min indledning, bliver jeg forskrækket over at høre min egen kvækkende stemme forstærket gennem alle Rigssalens højttalere. Det er næsten ikke til at holde ud, og som jeg begynder at læse de tildelte vers fra Bibelen svinder min stemme ind til det rene ingenting. Jeg er tør i munden og føler mig hudløs i halsen. Sveden hagler ned ad min ryg og mine briller glider ned af min våde næseryg. Jeg føler mig som om jeg befinder mig i Helvedes forgård.

Endelig får jeg fremstammet de sidste ord fra det manuskript mine forældre har sammensat til mig og går med rystende ben hen mod trappen ned fra podiet. På et sekund bliver stilheden pludselig erstattet af et larmende bifald fra alle i salen. Jeg har ingen idé om hvad de klapper af. Jeg er fuldstændig gennemblødt og skynder mig bare ned mod min plads for at komme tilbage til den relative sikkerhed i min stol nede i salen. Min skjorte og min våde jakke klæber til den hårde stoleryg og føles kolde mod huden. Men prøvelsen er endelig overstået.

Jeg ved med det samme, at jeg aldrig mere vil stå på et podie. Og med tilpas megen stædighed lykkes det mig at sige fra når emnet igen bliver bragt på bane. Det har været en helt igennem frygtelig oplevelse som jeg aldrig vil glemme. Jeg er ked af det og jeg er skamfuld efter at min pinlige stemme er blevet blæst ud over salens højttalere. Intet menneske skal tvinges op på en platform for at optræde for andre menneskers tilfredsstillelse, sådan som jeg lige har gjort det, stik imod mit eget ønske, og helt uden at have hjertet med i den kunstigt opstillede forestilling. Det har fremprovokeret alle mine værste indre dæmoner som fortæller mig at jeg skal måles og vejes, og ikke er god nok, og de skal siden vise sig at stortrives og fortsætte med at plage mig resten af min tid i Jehovas Vidner.

Da jeg bliver 15 år, får jeg fingrene i en gammel radio jeg kan have stående på mit eget værelse. Jeg opdager nu en ny verden af musik og vellyd som tænder en ild i mig. Rock og popmusik bliver en dybt integreret del af mig og min ungdom. Til mine forældres store fortrydelse pryder jeg væggen på mit værelse med idolplakater med grupper som Sweet, Status Quo, ABBA og – kongerne over dem alle – Deep Purple. Jeg ligger om natten og drømmer mig væk, mens jeg lytter til den vidunderlige musik fra Radio Luxembourg. Den tunge rock fra Deep Purple sammen med ABBAs vemodige popballader, taler til noget der ligger et sted dybt i min sjæl. Rockens oprør mod snærende normer og popmusikkens åbne fortællinger om forelskelsens smerte.

Men mine bedsteforældre er helt åbenlyst utrygge ved denne ”idoldyrkelse” som de kalder min udsmykning af værelsets vægge med plakater af mine yndlingsgrupper. Jeg forstår ikke problemet og synes ikke jeg ”dyrker” noget eller nogen. Jeg er blot fascineret af mennesker der tør træde ud af mængden og som er ligeglade med om de forarger den konservative masse. Det virker dragende og tillokkende på mig. Mænd der tillader sig at bryde alle normer ved at bære makeup og gå i højhælede sko, og kvinder så uopnåeligt smukke der synger om alt det jeg ubevidst går og savner i mit eget liv – forelskelse og kærlighed.

Men plakaterne bliver selvfølgelig gjort til et nyt ”stridsspørgsmål”. Min morfar og mormor har for længst opgivet at opdrage på mig, så nu er det de ældste der overtager rollen som dem der vil kontrollere hele mit liv, og de fortæller mig at mine plakater er en form for ”afgudsdyrkelse” og at jeg ”ikke må have andre guder end Jehova”. Grupperne på plakaterne er ifølge de ældstes egen visdom, inspireret af Satan så ved at hænge dem op på min væg, tilbeder jeg i virkeligheden djævelen. Ja faktisk er det Satan selv jeg har hængt op på mine vægge. Men jeg har heldigvis nået en alder hvor oprøret i mit pubertære sind får lov til at vinde over deres argumenter. Deres formaninger preller af på mig og har ikke længere nogen mærkbar effekt. Men mit parallelle univers er under konstant angreb. Og ”fjenden” optrapper nu konflikten og tager stærkere og langt mere ubehagelige midler i brug.

En dag arrangerer nogle af de unge i menigheden en fælles biograftur, og bagefter er det meningen at vi skal hjem til én fra selskabet og drikke en kop kaffe. Jeg er glad for at være inviteret med og glæder mig til aftenen, og jeg støder endelig til flokken af de unge det sted på Amager hvor vi har aftalt at mødes. Da jeg ankommer, kommer alle hen og giver mig hånd og hilser høfligt. Til sidst spørger en fra flokken: ”Nå, Nørring. Har du så fået fjernet plakaterne fra dit værelse?”

Jeg er lamslået over denne overrumpling og forstår slet ikke hvor de har den oplysning om plakaterne fra. Jeg spørger hvorfra han kender til mine plakater, men han svarer blot med en undvigende bemærkning om at “det er noget han har fået at vide”. Jeg er naturligvis ærlig og siger: ”Nej – jeg har stadig plakater med Sweet og ABBA på min væg derhjemme.” Stemningen skifter på én og samme tid i hele flokken. ”Så kan vi desværre ikke være i selskab med dig”, lyder det fra ham der har spurgt, hvorefter flokken i samlet trop går deres vej mens jeg får lov at blive stående alene tilbage. Det hele virker som et planlagt og indstuderet ”baghold”.

Der står jeg så, helt alene og ser dem forsvinde ud i aftenmørket med ryggen til mig. Jeg føler mig fuldstændig klædt af, forrådt og dolket i ryggen. Jeg er rystet og ufattelig ked af det. Følelser af sorg og vrede bølger frem og tilbage i mit følsomme indre, og jeg er klar over at jeg igen er blevet svigtet af dem jeg skulle kunne stole mest på. Mine bedsteforældre har igen sladret og nu har de sikret at alle de unge i menigheden står sammen om at fryse mig ud. De ældste ser mig som dårligt selskab og det er nu næsten alle i menigheden der undgår mig som om jeg har en smitsom sygdom. Selvom det ikke er officielt, er jeg blevet ”udstødt” uden overhovedet at være blevet døbt.

Men vanviddet er på ingen måde forbi.

Foruden musikken er jeg vild med motorcykler. Jeg har en særlig forkærlighed for de fine engelske Triumph maskiner. Det er min store drøm at komme til selv at eje sådan en motorcykel en dag, så jeg giver efter for presset og tager plakaterne med rockgrupperne ned af væggen og erstatter dem med nogle fantastisk flotte Triumph motorcykelplakater. Modsat plakaterne med bands, kan mine forældre sagtens acceptere plakater med flotte motorcykler. Det overgår min forstand at motorcykler åbenbart ikke er ”afguder”? Både de ældste og mine forældre forklarer mig, at det jo naturligvis er fordi ”motorcykler ikke er skabt fordi man skal tilbede dem”. De ældste ser min udskiftning af plakater som et udtryk for at jeg ”gør gode fremskridt på vejen til åndelig modenhed”, og jeg får ros fordi jeg har skilt mig af med mine ”falske afguder”.

For mig er rytmisk musik og motorcykler bare to forskellige interesser, og da jeg er teenager synes jeg bare at plakater med begge dele er helt naturlige hvis man har en dyb fascination for enten musik eller motorcykler. Man kan jo med samme ret argumentere mod ophængning af plakater med dyre flotte motorcykler som ”falsk tilbedelse” fordi det er en stræben efter materielle og kostbare ting, som ikke bør tage pladsen fra de ”åndelige værdier”. Jeg synes naturligvis at begge argumenter er lige åndssvage, men jeg kan bare ikke se hvordan man kan opstille en så tilfældig grænse for hvad der er rigtigt og forkert for alle medlemmer af religionen. Når jeg skal forklare om min fascination af Triumph motorcyklerne forklarer jeg bare, at jeg synes de er fantastisk flotte og når jeg ser på dem kan jeg næsten dufte benzinen.

Jeg sidder tit og beundrer mine Triumph plakater og drømmer om den dag jeg selv kan få sådan en fantastisk maskine. Dem må jeg åbenbart godt ”tilbede. De ældstes holdning til mig bliver – i hvert fald for en stund – mere anerkendende og imødekommende. De unge i menigheden derimod, tilgiver mig aldrig. Heller ikke selvom de ældste rent faktisk har ”orienteret dem om”, at jeg ikke længere ”tilbeder Satan”, hvilket en af de ældste – helt uden skam i livet – fortæller mig.

Hele denne opvækst med frygt for at fejle, blive vurderet, eksamineret, smidt ud, udstødt, sendt bort, forladt, m.m. udvikler sig til et mønster der kommer til at følge mig langt ind i mit voksenliv. Det er blevet et fast tema der resulterer i krampagtige fastholdelser af umulige parforhold og tilfælde af stærk depression når jeg ikke bliver valgt til en stilling blandt en gruppe af jobansøgere.

Vejen ud af ilden

Ingen opdager nogensinde at jeg har stjålet de to legetøjspistoler, så efterhånden ophører de ældstes forsøg på at bedre min karakter – i hvert fald for nu. Det bliver en chokerende oplevelse for min mormor at opdage hvor rap i replikken jeg er blevet da min morfar taber en diskussion med mig og i frustration og raseri slår mig hårdt på skulderen. Det er nemlig lige det der mangler for at vulkanen skal koge over og raseriets lava komme væltende ud. Jeg tænker slet ikke før jeg griber mig selv i af al min kraft at returnere min morfars slag i form af et knytnæveslag mod hans egen skulder med så voldsom en kraft at han mister balancen. Jeg fortrækker til mit værelse og smækker døren hårdt i men den vil ikke lukke helt, så jeg lægger hele min vægt i og læner mig mod døren, fordi jeg er sikker på at det er min morfar som læner sig mod døren fra den anden side for at prøve at komme ind. Han skriger som en vanvittig og jeg opdager først hvorfor da jeg ser hans fingre der sidder i klemme mellem døren og karmen.

Denne episode bliver katalysatoren der vækker vulkanen med min indestængte vrede af sin dvale, og jeg kan ikke længere beherske mig. Vold bliver en del af min dagligdag, og jeg tæsker alt og alle der generer eller provokerer mig. Når lærere kommer løbende på gangene i skolen, er den faste replik fra dem der overværer det blevet: ”Nå, så slås Nørring igen…”. Jeg har ladet vreden ulme i lang tid og nu bryder den ud i lys lue, for nu skal alle ydmygelser hævnes.

Jeg har ingen sejre. Ingen rigtige sejre. Intet der lykkes, sådan rigtigt. Jeg er blevet vant til at leve i forbud, af forbud, og på grund af forbud. Og med trusler fra flere sider om bortvisning, slår jeg nu korporligt fra mig. Og en dag ender jeg med at smide mig selv ud hjemmefra.

Fra vinduerne i lejligheden på første sal på Amager, kan jeg se mine kammerater på deres knallerter nede i gården. De kalder på mig, og det gør min far rasende: ”Hvis du går ned til dem, skal du ikke bryde dig om at komme tilbage!”. ”Tak!”, er mit korte svar, og så springer jeg uden yderligere omtanke ned fra altanen. Jeg lander heldigvis uden at brække noget. Kort efter er jeg og vennerne væk. Gashåndtaget i bund og bag mig ligger trusler, mange års bank og – ikke mindst – Jehovas ”fucking” Vidner. Men jeg er endelig væk! Jeg er fri!

En ny verden — og dog

Efter et par uger i frihed, kommer det mig for øre at min morfar ønsker at tale med mig. Uden den ringeste anelse om hvad der skal ske, kører jeg hjem til mine bedsteforældre i lejligheden på Amager. Gensynet er temmelig køligt.

Min morfar som arbejder som varmemester i ejendommen, har underskrevet en lejekontrakt på en lille ét-værelses lejlighed som jeg kan få lov at flytte ind i. Jeg er ubeskriveligt glad, og selvom min morfar tydeligt viser at han ikke er begejstret for denne løsning, og kun ser den som en sidste udvej, takker jeg ham oprigtigt for denne enestående mulighed. Men lige under overfladen og aftalen om at jeg skal flytte hjemmefra, lurer endnu engang følelsen af at blive udstødt – sendt bort af mine bedsteforældre, som har opgivet mig.

I de uger der er gået siden opgøret med min morfar hvor jeg endte med at stikke af fra mine bedsteforældres hjem sammen med mine kammerater, har jeg ikke skænket menigheden en eneste tanke. Så da samtalen var ved at være slut og aftalen om at jeg skal flytte er på plads, udbryder min mormor pludselig: ”Jamen, så ser vi dig vel heller ikke i Rigssalen mere?”. I et sekund kommer spørgsmålet helt bag på mig, men så er det som om jeg ser min fremtid badet i klarhedens lys og jeg udbryder spontant: ”Nej – det har du fuldstændig ret i.” Efter denne ordveksling med min mormor, går jeg min vej, over til min nye lejlighed, som jeg allerede samme dag flytter ind i. Mit eneste inventar er min seng og et gammelt bord.

Selvom jeg har givet udtryk for at jeg ikke længere vil have med Jehovas Vidner at gøre, går der alligevel en periode hvor jeg ikke er helt færdig med menigheden. Jeg har taget mit pæne tøj med mig da jeg flytter, og det er så indgroet en vane for mig at dukke op til møderne, så selvom jeg er flyttet, fortsætter jeg med at komme til alle møderne i et stykke tid.

En dag spørger en af de ældste om jeg vil følges med ham i forkyndelsen den følgende lørdag. Da han er en af de få ældste jeg rent faktisk bryder mig om, siger jeg ja til en aftale og da lørdagen kommer banker jeg på døren til hans hjem hvor vi har aftalt at mødes. Da vi skal til at gå peger han på mig og spørger: ”Hvor er dit slips, Michael?” Jeg må tilstå at jeg ikke har skænket det den store tanke, for jeg kan ikke fordrage at gå med slips, og hvis sandheden skal frem så er jeg også elendig til at binde et slips rigtigt. Inden jeg overhovedet når at svare ham fortsætter han: ”Jeg går ikke ud og forkynder med én der ikke har slips på. Nu går du hjem og tager et slips på og så venter jeg på dig her.”

At han – den ældste som jeg faktisk sætter allermest pris på – kun kan acceptere mig hvis jeg bærer slips, bliver dråben der får bægeret til at flyde over. Jeg siger bare ”Okay”, og går tilbage til min lejlighed. Jeg har ingen planer om at iføre mig et slips eller komme tilbage til ham, så jeg tager blot mit pæne tøj af og lader ham vente mens jeg bliver hjemme resten af den dag. Aldrig før har jeg følt mig så skuffet over et menneske jeg holder af som den dag. Han kalder sig min ”bror”, men han er ikke længere ”min bror”. Jeg tænker at han er en idiot – et fattigt menneske der går mere op i overflade end indhold. Tænk at min værdi som menneske afhænger af om jeg bærer en klud om halsen. Jeg er da vel mere værd end det? Er jeg ikke?

Min tid hos Jehovas Vidner er nu definitivt slut. Og nu – nu er jeg endelig fri. Aldrig mere vil jeg iføre mig jakkesæt og slips. Det er slut med tvang og forbud. Nu skal livet leves fuldt ud. Jeg drømmer om alle de ”forbudte” ting jeg aldrig har prøvet. Måske får jeg endda lov at opleve hvad det vil sige at holde Jul. At fejre fødselsdag. Sex. Piger. Forelskelse. Jeg vil simpelthen prøve at være fuld. Jeg vil prøve at ryge cigaretter. Livet ligger foran mig og venter på at jeg tager hul på det.

Jeg er nu omkring 17 år gammel og min omgangskreds må siges at være markant anderledes end den jeg har haft mens jeg stadig kom sammen med Jehovas Vidner. Jeg begynder at deltage i flere og flere aktiviteter der knytter sig til dette miljø og som ofte befinder sig på den forkerte side af loven. Vold og trusler bliver en del af dagligdagen. Men en dag er det pludselig mig der er den jagede, og fordi alle kender til min lejlighed, går der næsten et år hvor jeg må skjule mig hos venner der kan låne mig en sofa eller en seng for nogle dage eller uger ad gangen.

Dæmoner og engle

Med tiden finder jeg motivationen til at komme ud af det betændte miljø som har tiltrukket mig i mine tidlige teenageår. Jeg genfinder kontakten med min biologiske mor. Da jeg fylder 18 giver hun mig mit livs første fødselsdagsgave. Det er albummet “A New World Record” med Electric Light Orchestra, hvis musik kommer til at betyde meget for mig. Samme år oplever jeg for første gang en juleaften som jeg fejrer hjemme hos min biologiske mor og hendes mand Poul.

Den første lange tid af mit voksenliv er kaotisk. Jeg har flere forhold til kvinder som kuldsejler efter nogle år, og hver gang kærligheden forsvinder som sand mellem mine fingre, mærker jeg panikken som er ved at fortære mig indefra. Hver gang nogen forlader mig bryder min verden fuldstændig sammen. Det samme oplever jeg hvis jeg mister et arbejde. Jeg kan græde uhæmmet i dagevis over en fyring.

Hver gang jeg står i en af disse situationer i livet genoplever jeg frygten for at blive forkastet – ”udstødt” fordi jeg ikke er god nok. Denne følelse er så indgroet en del af min bevidsthed, at jeg kan finde på at blive i årevis i et håbløst og udsigtsløst parforhold, udelukkende grundet min frygt for at blive kasseret for min utilstrækkelighed.

Nogle år senere dør min mormor, og min morfar oplever at en såkaldt ”bror” fra menigheden der vil gøre forretning med min morfar, snyder ham for en mindre formue, som min morfar har lånt ham. Den manglende opbakning fra de ældste til at få redt trådene ud så min morfar kan få sine penge tilbage, samtidig med at man stiller sig i vejen for at han kan søge sit tilgodehavende indfriet ad rettens vej^[1], betyder at min morfar mister tilliden til Vagttårnet og trækker sig fra Jehovas Vidner. Jeg står samtidig midt i kaos efter et forlist parforhold og føler mig endnu engang forladt og ”udstødt”. Vores fælles følelse af at være blevet svigtet, kommer til at fungere som en katalysator for genoptagelsen af vores forhold. Vi begynder at snakke sammen igen, og vi har for første gang lange og ærlige samtaler med hinanden uden at det ender i råben og skænderier. Vi finder hinanden i et fællesskab der tager afsæt i vores begges brud med Jehovas Vidner og vores blødende hjerter begynder at tale sammen.

En dag er jeg ude at gå tur med min morfar og vi har en af de samtaler der nu var blevet så naturlige for os. Pludselig mærker jeg en indskydelse. Noget der skal siges lige nu – før det bliver for sent. Jeg standser midt på fortovet og vender mig mod min morfar og udbryder, ”Far. Jeg elsker dig!”. ”Jamen jeg elsker da også dig min dreng”, svarede han som det naturligste i verden. Og lige dér, midt på gaden, står vi og omfavner hinanden som to voksne mænd der har genfundet kærligheden.^[2]

Et par måneder senere dør min morfar.

Jeg har aldrig savnet min mormor. Men kærligheden min morfar og jeg genfinder, er den største heling af min sårede sjæl. Han er dybt og inderligt savnet.

Konklusion

Når jeg ser det store billede af mit liv, kan jeg nu se, at mine bedsteforældre i deres forsøg på at vise mig ”den rette vej”, i virkeligheden gav mig en gave af uendelig værdi. Uden mine bedsteforældre og påvirkningen op gennem min barndom var jeg aldrig blevet det menneske der har en umættelig tørst efter viden og oplysning og som vil gå gennem ild og vand for at blive klogere på tilværelsen og på mig selv. Mine bedsteforældre gav mig en pløjemark, som jeg nu selv kan så og selv kan høste fra.

Selvom min historie til tider er dyster, er den ikke desto mindre fortællingen om et levet liv. Jeg har flere gange i mit liv stået ved en vigtig korsvej hvor jeg skulle vælge hvilken retning mit liv skulle tage. Jeg kunne sagtens have valgt at fastholde det negative billede af min smertefulde opvækst. Men hvis der er en ”Vor Herre” som jeg er et billede af, så har han også givet mig mine indbyggede overlevelsesstrategier. Så mit billede af mine bedsteforældre er både en hudløs ærlig erkendelse af en opdragelse der slog fejl, men også en lige så stor taknemmelighed for den modstand de gav mig i den bedste mening. Havde det ikke været for dem, havde jeg ikke været i stand til at fortælle denne historie i dag. Dette er min arv fra Jehovas Vidner. Mine bedsteforældres forkvaklede tro som frisatte mig, som lærte mig at stå på egne ben. Den lærte mig glæden ved at give og få gaver som man gør det Juleaften. Den lærte mig vigtigheden af at huske et andet menneskes fødselsdag. Og sidst – men ikke mindst – så lærte den mig at der kun er én ting der kan udstøde mig fra et ægte sammenhold, og det er mine egne handlinger.

En dag finder jeg omsider den ægte, betingelsesløse kærlighed. Jeg bor sammen med hende nu, og jeg kender mit ansvar til fulde. Jeg ved at forhandling kan være bedre end handling. Og jeg ved fra min morfar, at virkelig kærlighed kan læge ethvert sår, uanset dets dybde.

Jeg har måttet sande, at reel frihed er en gave som kun tildeles de få. De mange år med frygt for at blive smidt ud hjemmefra, frygt for at blive udstødt af menigheden og livet under et forbudsregime har præget min personlighed. Jeg ved ikke hvordan jeg skulle have undgået det. Men livets tryk og modstand har også gjort mig til det menneske jeg er i dag. Jeg er den omvandrende konsekvens af min historie og har lært på den hårde måde, at det er når jeg fastholder mig i mine handlinger at jeg vedbliver med at se på mig selv som et offer, og den rolle kan jeg kun slippe ved at få klarhed over hvem jeg er og hvorfor jeg er som jeg er. Jeg bilder mig ikke ind at det er en læringsproces jeg nogen sinde bliver færdig med, men jeg kan lade være med at gå i stå. Og måden jeg kommer videre i min personlige udvikling på, er ved at åbne skabet op på vid gab, så fortidens spøgelser kan blive til lærdommens engle.

Og hvem ved, måske en skønne dag behøver jeg ikke længere holde fast i min dyne om natten.

---

Dette er første i en artikelrække om Michael Nørrings liv, som er blevet optaget på JVinfo•NU under området for artikler af gæsteskribenter (se mere om gæsteskribenter her). Der er foreløbig planlagt tre artikler hvor denne første artikel omhandlede de første år af Michael Nørrings barndom og ungdom frem til tiden omkring bruddet med Jehovas Vidner. Den næste artikel vil omhandle den første svære tid efter bruddet med Jehovas Vidner og hvordan en opvækst i Jehovas Vidner kom til at sætte sit præg i en stor del af Michaels voksenliv. Den tredje og foreløbig sidste artikel der er planlagt vil handle om hvordan Michael endelig slap fri af fortidens dæmoner og begyndte at forstå hvordan han kunne lære af sin opvækst – også de allermest svære tider i hans barndom og ungdom. Der er endnu ikke fastlagt deadline på de kommende artikler, men materialet foreligger og det forventes at artiklerne vil udkomme i løbet af sidste halvdel af dette år. Hold øje med sociale medier for at se hvornår der er nyt i artikelserien om Michael Nørrings liv.

---

Fodnoter

---