Korte aktuelle nyheder om Vagttårnsselskabet og Jehovas Vidner – på dansk.

Nyhederne kan læses på denne side i en begrænset periode. De vil dog ikke blive slettet men flyttet i datoorden til arkivet som der vil komme et link til når det tages i brug.

Vagttårnsselskabet sætter igen deres økonomi højere end medlemmernes velbefindende. Grundet risikoen for ansvarspådragelse ved forkert brug af hjertestarter vælger Vagttårnsselskabet nu i stedet helt at forbyde hjertestartere i alle Rigssale.

Hver måned offentliggør Det Styrende Råd Bekendtgørelser og Påmindelser som er et månedsbrev til alle ældsteråd. I denne måned understreges det at selvom Jehovas Vidner ganske vist betragter livet som en hellig gave fra Jehova, så har man besluttet at “den træning der er nødvendig for lovligt at bruge en hjertestarter, og den vedligeholdelse de kræver” betyder, at det nu ikke længere er tilladt for de enkelte Rigssale at have en hjertestarter ved hånden, for det tilfælde at et medlem af menigheden skulle være i den ulykkelige situation at få et hjertestop under mødet. Alle hjertestartere skal derfor nedtages og destrueres.

I månedsskrivelsen til alle ældsteråd “Bekendtgørelser og Påmindelser” hedder det i pkt. 2 og 3:

2. Om Automatiske Eksterne Defibrillatorer (AED) i Rigssale. Mange ældsteråd har forespurgt om muligheden for at opsætte hjertestarter i Rigssalen. Vi betragter livet som en kostbar gave fra Jehova, men grundet risikoen for ansvarspådragelse og de gældende krav om træning for lovligt at måtte bruge disse enheder foruden nødvendigheden af enhedens fortsatte vedligeholdelse, må der ikke opsættes hjertestartere i Rigssalen. Opstår der akut behov for lægehjælp, er den bedste hjælp et hurtigt tilkald af akut redningstjeneste. Mens man venter på ambulancen kan enhver af de tilstedeværende der har træning i hjerte-lungeredning påbegynde en sådan hjælp, såfremt der er mistanke om hjertestop.

3. Forefindes der allerede en hjertestarter i Rigssalen, skal vi bede jer om at nedtage den og bortskaffe den i overensstemmelse med gældende forskrifter, eller i henhold til anvisningerne fra producenten. Ved tvivlsspørgsmål kan den lokale bygge- og vedligeholdelseskomite kontaktes.


Selvom oplæring i brugen anbefales, er hele idéen med de automatiske hjertestartere at de kan bruges af alle uden forudgående undervisning i anvendelse af apparatet. Samtlige hjertestartere til almen brug er designet til at blive brugt af alle. De er nemme at bruge og giver stemmeinstruktioner til brugeren. Hjertestartere giver kun elektrisk impuls såfremt personen har brug for at få en stød for at stimulere hjerterytmen. Men det er væsentligt at påpege at det er direkte usandt at “træning er et krav” i forbindelse med brug af en hjertestarter. (Undertegnede har selv hjertestarter i hjemmet og denne kan bruges alene med assistance fra de instrukser der kommer gennem den indbyggede højttaler).

Uden kendskab til Jehovas Vidners doktrinære forskrifter kunne nogle måske drage den fejlslutning, at Jehovas Vidner tilrettelægger deres liv ud fra en stærk tro på guddommelig indgriben og beskyttelse og at de derfor vil betragte enhver afhængighed af eksterne nødanordninger som uforenelig med deres tro på Guds evne til at opretholde livet hos et menneske såfremt det måtte være Guds vilje. Men, Jehovas Vidner tror ikke på gudd ommelig indgriben i menneskers liv i nutiden og afviser troen på mirakler, så sandheden om motivet bag beslutningen er givetvis langt mere håndgribelig og jordnær, da det snarere er økonomi der spiller den overordnede rolle i denne beslutning – især risikoen for et muligt søgsmål såfremt en hjertestarter anvendes forkert. Vagttårnsselskabet bruger allerede formuer på søgsmål fra alle verdenshjørner. Det sidste de har brug for lige nu er et søgsmål fra familien til et medlem der dør af et hjerteanfald midt under Vagttårnsstudiet, og at retten konkluderer at det skyldtes forkert brug af den hjertestarter der stod til rådighed i Rigssalen. Så foretrækker Vagttårnsselskabet tydeligvis at være uden muligheden for at redde et medlem fra en alt for tidlig død, al den stund det indebærer en risiko for at et sådant livredningsforsøg kan ende med at ramme sekten på pengepungen.

De samlede omkostninger ved installation af en hjertestarter som er godkendt af sundhedsstyrelsen udgør ca. 15-20.000 kr inkl montering og skiltning. Afhængigt af model og funktioner varierer prisen på selve enheden fra 10.000-20.000 kr.

Jehovas Vidner menes at have over ti milliarder i aktiver og baserer en stor del af deres indtægt på anonyme donationer fra medlemmerne. Hvad siger det om en kirkelig organisation som Vagttårnsselskabet, at den på den ene side gør krav på at være den verdensomspændende menighed af de eneste sande efterlignere af Kristus på hele jorden, men samtidig prioriterer gardering mod søgsmål højere end en øget grad af sikkerhed for de millioner af medlemmer der frekventerer den lokale Rigssal flere gange hver eneste uge og som — ikke mindst — støtter den økonomisk?

Mystikken breder sig:

I brevet til menigheder som redaktionen bekendt er udsendt i både USA og Australien, fremgår det at man kræver hjertestarterne nedtaget fordi man frygter for ansvarspådragelse (erstatningsansvar), og fordi det kræver træning at bruge dem.

Begge dele er imidlertid baseret på usand information. Alle 50 stater i USA har vedtaget et tillæg til deres “Good Samaritan”-love, som sikrer at ingen — uanset fejlagtig håndtering — kan pådrage sig ansvar efter at have forsøgt at genoplive en person med en hjertestarter. Tilsvarende amnstilovgivning findes i Australsk lovgivning. Dette betyder at argumentet med faren for ansvarspådragelse er det rene opspind, og at det formentlig er fordi man ikke ønsker at penge går til hjertestartere og man hellere vil have at disse midler kanaliseres til Vagttårnsselskabet.

Hvad angår udsagnet om at man skal have særlig træning for at bruge en hjertestarter er det igen direkte usandt. Godkendte hjertestartere er meget bevidst designet så det ikke kræver nogen forudgående instruks at bruge dem. Apparatet giver vejledning både på en skærm og i form af hørbar vejledning fra en højttaler, hvorfra en stemme tydeligt forklarer hvad man skal gøre og hvornår. Personer der har et førstehjælpskursus vil desuden have fået fremvist og prøvet en hjertestarter.

Endelig må man undres over formuleringen “Mens man venter på ambulancen kan enhver af de tilstedeværende der har træning i hjerte-lungeredning påbegynde en sådan hjælp”. Denne formulering antyder en usikkerhed overfor hvorvidt der altid er en trænet førstehjælper til stede ved mødet, hvilket må siges at være en stærkt kritisabel mangel på sikkerhed for de fremmødte, som bekræfter sektens arkaiske tilgang til sekulære procedurer der kun hæmmes yderligere af trossamfundets overordnede tro på at hvis noget sker er det fordi Jehova tillader det. Men, det er ganske enkelt under al kritik at der ikke internt i sektens vedtægter forefindes et krav om at der altid skal være mindt ét medlem til stede som er oplært i førstehjælp inkl. hjerte-lunge-redning, når man påtænker at der globalt er tale om titusindvis af mødesale der flere gange om ugen gæstes af 75-150 med emmer af menigheden. En sådan forsømmelighed giver unægtelig næring til en mistanke om at der heller ikke foreligger en helt basal evakueringsplan for alle Rigssale, klar til eksekvering i tilfælde af brand, ligesom man må spekulere på hvor ofte man afholder en brandøvelse hvor man sikrer at alle — inkl. børn, ældre og handicappede medlemmer — kommer sikkert ud inden for et fastsat tidsinterval.


Det originale brev fra Det Styrende Råd (engelsk) kan læses herunder:

Ovenstående brev blev offentliggjort første gang på avoidjw.org 1.9.2024 hvor man kan læse ovenstående artikel på engelsk.

VIGTIG SERVICEMEDDELELSE:
Hjertestartere redder liv!

Hvis du vil vide mere om muligheden for at få en hjertestarter til din arbejdsplads eller dit hjem kan du se oversigten over godkendte forhandlere på denne side: