---

---

A B C D E F G H I J K L M N O
P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å #

---

A – C

Abort

Abort er defineret som udstødelse af et embryon eller et foster fra en livmoder. Bevidst (eller provokeret) abort betragtes ifølge sektens doktrin som drab, da livet antages at begynde i undfangelsesøjeblikket. Abort er derfor ifølge JV fuldstændig uacceptabelt for Gud. JV er overbevist om, at abort ikke må bruges som en metode til befolknings- eller præventionskontrol, men heller ikke til at forebygge fødslen af ​​et handicappet barn eller et barn der påviseligt vil lide under svær og smertefuld sygdom. Skulle en kvinde ønske abort efter et seksuelt forhold uden for ægteskabet, mindes hun om, at den uønskede graviditet er resultatet af en tidligere syndig handling, som hun selv er ansvarlig for. I en sådan situation anses det for at være at foretrække at tilbyde barnet til adoption frem for at undgå social stigmatisering. Par, der oplever en ikke-planlagt graviditet, bliver mindet om Bibelens lære om, at børn er en gave fra Gud. Vidner, der får at vide, at fortsættelse af en graviditet kan bringe moderens liv i fare, indskærpes at lægens udtalelse om sådanne forhold kan være forkert. Valget mellem barnets liv og moderens liv bør kun foretages i forbindelse med selve fødslen. Vidner udtaler sig regelmæssigt om de liberale love om abort, der eksisterer i mange lande, og dens udbredte tilgængelighed, som de betragter som et udtryk for såvel den seksuelle morals forfald, såvel som en åbenlys tilsidesættelse af Guds lov. Et vidne må ikke arbejde på en abortklinik. (Se også Sex)

Adam og Eva

Som fundamentalist-kristne betragter JV hvert ord i Bibelen som bogstaveligt (undtagen når der tales i billeder og syner, som f.eks. Daniels bog og Johannes Åbenbaring). Adam er derfor det første menneske der blev skabt (på den “sjette skabelsesdag”), og Eva blev skabt et ukendt antal år senere, da Adam – efter i nogen tid havde betragtet hvordan dyrene havde seksuel omgang – savnede et “modstykke” af sin egen art. Gud lagde derfor Adam i en slags “narkose” og tog et af Adams ribben og brugte det til at “bygge” en kvinde. (Se 1. Mos 2:21-22). Da Adam og Eva begge er skabt af Gud, har hverken Adam eller Eva jordiske forældre (af deres egen art).

Vagttårnsselskabets lære fastslår det præcise tidspunkt for Adams skabelse til at have fundet sted i år 4026 f.v.t. Tidspunktet for Evas skabelse ligger “et ukendt antal år senere”. Til trods for at Adam og Eva var skabt som fuldkomne mennesker, forledtes de af fristelsen til at spise af frugten på “træet til kundskab om godt og ondt”. (Se 1. Mos 3:1-19). Jehovas Vidner forventer ikke at Adam og Eva vil få en opstandelse hvori de gives endnu en chance for at vende om fra deres syndige valg, fordi de traf dette valg som fuldkomne mennesker, mens alle efterkommere efter Adam og Eva var ufuldkommene som følge af den “arvesynd” de som efterkommere af de første menneskepar kom til at lide under. (Se også Synd)

Adams, Don Alden

Se Don Alden Adams (klik for at gå til artikel)

Adventister

En bevægelse der har tilhørsforhold til den protestantiske tradition. Adventisternes rødder kan spores tilbage til William Millers (1782-1849) prædikener. William Miller var en Baptistpræst som fra 1831 begyndte at forkynde den nært forestående genkomst af Kristus (“andet komme” eller “andet advent”). Miller baserede sine forventninger på en række beregninger om “endens tid”, som han fandt i Bibelteksten.

I første omgang forudsagde Miller at Kristus ville komme tilbage i 1843, men da det ikke skete udsatte han begivenheden til 1844. Da 1844 også både kom og gik uden synlige tegn på at Kristus skulle være vendt tilbage til jorden, var mange medlemmer af Millers menighed desillusionerede, og den profetiske fejltagelse førte til det der blev kendt som “Den store skuffelse” (“The Great Disappointment”).

Adventisterne deltes nu i grupper der enten begyndte at genberegne tidspunktet for “Kristi andet komme”, mens andre konkluderede at 1844 ganske rigtigt var tidspunktet hvor Kristus var vendt tilbage “i al sin kongepragt”, men blot usynligt for det menneskelige øje, i form af en begivenhed der fandt sted i den åndelige verden i det pågældende år – “Kristi renselse af helligdommen” – en begivenhed der skulle opfølges af en grundig inspektion og dom, hvorved Gud og Jesus ville afgøre hvem der skulle opføres som værdige i “livets bog”, og dermed være værdige til himmelsk herliggørelse.

Efter den årlige fælleskonference for Adventister i 1845, opsplittedes Adventisterne i en række fraktioner, hvoraf de bedst kendte var De Evangeliske Adventister (oprettet i 1845, men ikke længere eksisterende), Den Kristne Adventistkirke og Syvende-dags Adventisterne. Den Kristne Adventistkirke, blev etableret af John T. Walsh og George Storrs i 1863, og det var til denne gruppe at Charles T. Russell (s.d.) og hans Bibelstudenter (s.d.) fandt den største grad af samhørighed. Syvende-dags Adventisterne grundlagdes af Ellen G. White, og de lagde i særlig grad vægt på at holde lørdag hellig som dagen for “tilbedelse i enhed”, samt en række diætetiske påbud.

Adventisterne tror generelt på “sjælens søvn”, som er troen på at døde forbliver uden bevidsthed indtil dommens dag. De tror endvidere på “betinget udødelighed”, som er læren om at opstandelsen ikke tilkommer alle men er betinget af Guds vurdering af menneskets handlinger mens det var i live. Endelig tror Adventister ikke på evig pine i et helvede, men snarere på én endegyldig men varig udslettelse af de onde.

Det er ikke svært at genkende flere af disse kongstanker i den teologi der blev dominerende for såvel Bibelstudenter, som senere religioner der blev til i kølvandet på Bibelstudenterne (s.d.), herunder Jehovas Vidner som grundlagdes i 1931 af J. F. Rutherford (s.d.).

Afdelingskontoret (inkl. Hovedkontoret)

Se Betel (klik for at gå til artikel)

Afskærelse

At afskære sig fra Jehovas Vidner er normalt beskrevet i “ældstemanualen”, Vær Hyrder for Guds Hjord, som en handling hvor et medlem tydeligt og entydigt tilkendegiver at han/hun ikke længere ønsker at være kendt som et medlem af Jehovas Vidner. Om forskellen på afskærelse og udelukkelse (s.d.) kan man læse følgende i “ældstemanualen”, Vær Hyrder for Guds Hjord:

Mens udelukkelse af en overtræder der ikke angrer, er en handling der foretages af et dømmende udvalg, er afskærelse fra menigheden en handling der foretages af et døbt medlem af menigheden der ikke længere ønsker at være et af Jehovas Vidner. (1. Joh. 2:19; od, s. 142-143) Ældsterådet skal nedsætte et udvalg (ikke et dømmende udvalg) på tre ældste til at undersøge kendsgerningerne.

Vær Hyrder for Guds Hjord, Kap. 18 § 1

Hvis man skal forklare dette forhold i termer der giver mening for udenforstående kan man sammenligne medlemskabet af Jehovas Vidner som et forhold til en arbejdsgiver, hvor udstødelse svarer til at man bliver fyret fra sin stilling, så kan afskærelse sammenlignes med det at sige op eller begære sin afsked fra virksomheden. (Bortset fra denne rudimentære sammenligning er der ikke nogen sammenligning i øvrigt da ophør af et arbejdsgiver/arbejdstager-forhold ingenlunde medfører de store menneskelige konsekvenser og omkostninger som både udelukkelse og afskærelse medfører for den implicerede part).

I forbindelse med udelukkelse (s.d.) har man krav på tid til at appellere afgørelsen og kan kræve sin sag fremstillet for et appeludvalg, mens denne mulighed ikke har relevans i forbindelse med afskærelse da dette er en handling der initieres af medlemmet, mens udelukkelse er en handling der iværksættes af trossamfundet, repræsenteret ved et dømmende udvalg (s.d.). I “ældstehåndbogen” beskrives denne afgørende forskel på denne måde:

Eftersom afskærelse er en handling der foretages af personen selv og ikke af udvalget, er der ikke nogen appelordning. Meddelelsen om afskærelsen kan derfor bringes ved det førstkommende midtugemøde; det er ikke nødvendigt at vente syv dage.

Vær Hyrder for Guds Hjord, Kap. 18 § 6

Og dog …

Selvom man ganske vist fremstiller det som en meget binær opdeling hvor afskærelse er en handling der foretages af medlemmet mens udelukkelse er en beslutning truffet af menighedens ældste, er det dog mere komplekst end som så.

“Den Bulgarske Krise”

I forbindelse med en række sagsanlæg der har været ved at koste trossamfundet sin status som anerkendt trossamfund (med dertil hørende skattefordele eller statstilskud), hvor det kendteste var sagen fra Bulgarien hvor Jehovas Vidner var ved at miste deres anerkendelse fordi staten (helt korrekt) opfattede sektens doktrin om blodtransfusioner som lovstridigt indgribende i den personlige frihed til valg af lægebehandling fordi det at modtage blodtransfusion på daværende tidspunkt var en handling der kunne sanktioneres af menighedens ældste med udstødelse, med alle de konsekvenser dette indebærer for den enkelte og dennes familie der stadig er medlemmer af trossamfundet. Disse konsekvenser var så ekstreme at Bulgariens højesteret havde konkluderet at man med truslen om udstødelse (og de konsekvenser en udstødelse medfører for den udstødte), lagde et helt urimeligt pres på en patient der stod overfor at skulle vælge om vedkommende ville takke ja eller nej til en blodtransfusion, at man ikke med nogen rimelighed kunne hævde at der var tale om et frit valg. Bulgariens højesteret var derfor af den opfattelse at Jehovas Vidners ret til anerkendelse i et demokratisk samfund stod og faldt med hvorvidt trossamfundets medlemmer havde et reelt frit valg, hvad angik valg af lægebehandling, som ikke indebar at medlemmer af trossamfundet følte sig presset til at vælge en behandling der af lægerne vurderedes til ikke at være optimal.

Denne krisesituation for trossamfundet fik sektens advokater til at fjerne blodtransfusion fra listen over handlinger der betyder at der skal nedsættes et dømmende udvalg, for at imødekomme den Bulgarske stat så den ikke fratog trossamfundet sin anerkendelse. I første omgang gjorde man ikke andet end at fjerne blodtransfusion fra listen over handlinger der medfører at man indkaldes for et dømmende udvalg, og man udsendte et brev til ældsterådene i alle Bulgariens menigheder om dette, og sendte en kopi af dette brev til Bulgariens højesteret, hvormed det lykkedes det for Vagttårnsselskabet at forblive et anerkendt trossamfund i Bulgarien. Dette var imidlertid en metode til bevidst at føre Bulgariens regering bag lyset. Vagttårnsselskabet havde aldrig nogensinde tænkt sig at ændre deres holdning til medlemmer der modtager blodtransfusion, så da sagen i Bulgarien døde hen udgav man en opdateret udgave af ældstehåndbogen i hele verden hvor man selvfølgelig stadig anførte blodtransfusion som en synd der medførte at man mistede sin plads i menigheden. Man havde blot flyttet blodtransfusion fra listen over grunde til at nedsætte et dømmende udvalg til en anden liste, nemlig listen over handlinger der betragtes som udtryk for at personen har afskåret sig selv fra menigheden.

At afskære sig med sine handlinger (særligt ang. blodtransfusion)

Før sagen i Bulgarien var der nogle handlinger der var registreret i den daværende udgave af ældstehåndbogen som handlinger der naturligt var udtryk for at medlemmet måtte antages ikke længere at ønske at være medlem af Jehovas Vidner. Dette var rimelige antagelser, som f.eks. at personen havde tilsluttet sig militæret som soldat, ladet sig opstille til valg for et politisk parti eller ganske enkelt havde tilsluttet sig et andet trossamfund. Disse årsager til at antage at vedkommende ikke længere ønskede at blive betragtet som Jehovas Vidne forekom både naturlige og logiske. De fleste kunne se at det var temmelig indlysende at en person fra trossamfundet der fx pludselig var blevet døbt i den katolske kirke eller var flyttet i katolsk kloster som munk eller nonne, selvklart måtte antages ikke længere at dele den religiøse overbevisning der forkyndes af Jehovas Vidner.

Vær Hyrder for Guds Hjord forklarer f.eks. dette på følgende måde:

Hvis vedkommende har tilsluttet sig et andet trossamfund eller en anden religiøs organisation og er besluttet på fortsat at være det, har han afskåret sig selv.

Vær hyrder for Guds Hjord, Kap. 18, § 3, stk. 2

På samme måde forklarer man hvordan medlemmer af trossamfundet der enten tilslutter sig et politisk parti eller engagerer sig i en ikke-neutral organisation (herunder militæret) selvklart har handlet i strid med den lære der forkyndes af Jehovas Vidner og da dette er så grundlæggende en trosbekendelse i Jehovas Vidner, betragtes denne handling også som udtryk for at vedkommende ikke længere ønsker at være Jehovas Vidne. Vær Hyrder for Guds Hjord forklarer derfor:

At man vælger en kurs som er i strid med den kristne menigheds neutrale holdning. (Esa. 2:4; Joh. 15:17-19) Hvis en tilslutter sig en ikke-neutral organisation, har han afskåret sig selv. Hvis en gennem sit arbejde bliver meddelagtig i ikke-neutrale aktiviteter, vil han normalt få seks måneder til at gøre en forandring. Hvis han ikke gør det, har han afskåret sig selv.

Vær hyrder for Guds Hjord, Kap. 18, § 3, stk. 4

Men da sagen fra Bulgarien havde rystet organisationen i sin grundvold flyttede man ganske enkelt det at modtage en blodtransfusion ind under samme afsnit, nemlig handlinger der indikerer at vedkommende har afskåret sig selv fra menigheden. Det var helt tydeligt for alle der ikke var forblændet af trossamfundets luftige argumentation, at dette var en besynderlig og helt ulogisk placering af denne handling, som ikke på nogen måde kunne sidestilles med de andre handlinger der med en vis rimelighed kunne antages at være udtryk for at vedkommende ikke længere så sig selv som et af Jehovas Vidner. Indplaceringen af blodtransfusion i dette afsnit syntes fuldstændig arbitrær – med mindre man da kendte til forhistorien om sagen i Bulgarien.

I Vær Hyrder for Guds Hjord anførte man denne årsag som pkt. 3 i oversigten, således:

At man frivilligt og uden at angre har taget imod blod. Hvis en frivilligt har taget imod blodtransfusion, måske fordi vedkommende har været udsat for et stort pres, skal et udvalg (ikke et dømmende udvalg) finde frem til sagens kendsgerninger og vurdere hans indstilling. Hvis han angrer, vil udvalget yde åndelig hjælp i overensstemmelse med Galaterne 6:1 og Judas 22, 23. Eftersom han er åndeligt svag, vil han i en periode ikke kunne varetage særlige tjenesteforrettigheder. I nogle tilfælde kan det også være nødvendigt at fratage ham visse andre forrettigheder, som for eksempel det at svare ved møderne og have elevopgaver på midtugemødet. Alt efter omstændighederne kan det være nødvendigt at udvalget sørger for at der bliver bragt følgende meddelelse til menigheden ved et midtugemøde: “De ældste har behandlet en sag i forbindelse med [vedkommendes navn]. Det vil sikkert glæde jer at vide at de åndelige hyrder er opmærksomme på at yde hjælp.” Hvis de ældste i udvalget derimod vurderer at han ikke angrer, skal de bringe en meddelelse om at han har afskåret sig selv.

Vær Hyrder for Guds Hjord, Kap. 18, § 3, stk. 3

Nu indførte man altså pludselig blodtransfusion som en fuldstændig tilfældig grund og “gemte den” blandt de langt mere logiske grunde i ældstehåndbogen til antagelse af at et medlem ikke længere ønskede at være Jehovas Vidne. Den vigtigste grund var naturligvis stadig, at man selv tilkendegav at man ønskede at afskære sig fra trossamfundet. De andre grunde der stadig gav mening var at man tilsluttede sig et andet trossamfund eller at man tilsluttede sig en ikke-neutral organisation, som f.eks. militæret. Men gemt på denne oversigt over indlysende årsager til at formode at et medlem ikke længere ønskede at være Jehovas Vidne, havde man nu listet blodtransfusion ind på listen. Og selvom den var den senest tilkomne grund stod den mistænkeligt nok ikke som det sidste punkt på listen, men var behændigt gemt og “camoufleret” midt blandt de mere logiske årsager. Listen i “ældstehåndbogen” over handlinger, der tydeligt indikerer at en person har afskåret sig selv, ser nu (i forkortet form) således ud:

1. At man klart tilkendegiver at man ikke længere ønsker at blive betragtet som et af Jehovas Vidner.
2. At man tilslutter sig en anden religiøs organisation og tilkendegiver at man er besluttet på at forblive i den.
3. At man frivilligt og uden at angre har taget imod blod.
4. At man vælger en kurs som er i strid med den kristne menigheds neutrale holdning.

At pkt. 3 på denne liste tydeligvis er en unaturlig indplacering af denne ene handling fremgår med al tydelighed af det åbenlyse faktum at Jehovas Vidners doktrin om blodtransfusion primært er funderet i ordene i Apostelgerninger 15:28-29, da man i så fald bør spørge sig selv hvorfor de øvrige grunde i samme vers stadig er placeret under grunde der medfører at man må nedsætte et dømmende udvalg? Hvorfor er de øvrige grunde fra det apostolske dekret i Apostelgerninger 15:28-29 – som fx ‘utugt’ – ikke med samme ret handlinger der, ligesom blodtransfusion, betragtes som udtryk for at medlemmet helt automatisk har afskrevet sig selv fra Jehovas Vidners menighed?

Et andet spørgsmål man bør stille sig selv er, hvordan det kan være at det at modtage en blodtransfusion er noget man kan angre? Er det ikke netop et tegn på at det er en “synd” der er begået som følge af personens ufuldkommenhed, og derfor ikke et udtryk for at personen har et bevidst ønske om at afskære sig selv fra menigeheden? Hvorfor hører det at modtage en blodtransfusion så ikke bare til blandt alle de andre “synder” som medfører nedsættelse af et dømmende udvalg, hvor de ældste også tager stilling til om personen forekommer at udvise oprigtig anger? Svaret er indlysende for alle andre end dem der ikke vil se det.

Bemærk at de øvrige punkter på listen ikke omtales som noget der kan angres, men som en utvetydig tilkendegivelse om afskærelse, som heller ikke giver mulighed for appel. Det er helt åbenlyst at blodtransfusion er indplaceret på denne liste, da truslen om udstødelse i spørgsmål om valg af lægebehandling så afgjort vil få enhver demokratisk regering i den frie verden til at reagere ved omgående at konstatere at trossamfundet fratager medlemmerne fundamentale menneskerettigheder, og som en følge deraf ikke længere opfylder kravene til et anerkendt trossamfund.

Afskærelse i historisk perspektiv

Vagttårnsselskabets nuværende praksis vedr. medlemmer der har afskåret sig ved at indgive en begæring om udmeldelse af trossamfundet er at medlemmer af trossamfundet ikke må have nogen form for socialt samkvem med disse forhenværende medlemmer. Man skal, betragte personer der har afskåret sig selv fra menigheden på præcis samme måde som dem der er udstødt af menigheden.

Men sådan har det ikke altid været.

Indtil 1980 var Vagttårnsselskabets syn på mennesker der afskar sig langt mindre restriktivt end det er i dag hvor personer der afskærer sig fra menigheden skal behandles nøjagtig som udstødte. Indtil 1980 betragtede man blot afskærelse som en helt almindelig og frivillig udmeldelse af trossamfundet, og dermed noget der var helt op til den enkeltes samvittighed. Det betød tillige at man slet ikke på samme måde som med udstødte havde særlige forskrifter for hvordan man skulle omgås personer der havde afskåret sig selv. Dette blev betragtet som et valg den enkelte konsekvensfrit kunne træffe med sin egen samvittighed.

I dag har man en dobbeltsidig problematik. For det første har man forplumret hvad afskærelse indebærer ved pludselig at tilføje modtagelse af blodtransfusion til listen over handlinger der viser at man har udmeldt sig af trossamfundet. For det andet har man en tiltagende paranoia over hvorvidt personer der har udmeldt sig vil påvirke andre Jehovas Vidner til at tage samme skridt, såfremt det er op til den enkelte om de vil omgås et medlem der har meddelt sin udmelding af trossamfundet. Derfor har man tydeligvis erkendt at personer der har afskåret sig selv, er alt for risikabelt selskab, da de jo kunne risikere at fortælle andre medlemmer der stadig omgås dem, hvad der fik dem til at melde sig ud af trossamfundet. Af denne grund har man i dag samme regler for omgang med personer der har afskåret sig selv som for personer der er udstødt af menigheden.

Alkohol

Modsat trossamfund som Baptister, Metodister, Pinsemission, Frelsens hær og mange andre evangeliske kirker, forkynder JV ikke total afholdenhed fra alkohol. Jehovas Vidner er moderationister (dvs. accepterer mådeholdent indtag af alkohol), som – selvom de færreste Jehovas Vidner er bevidste om det – er et standpunkt der er etableret af såvel katolikker, protestanter og mange reformerede kirker.

Moderationister hævder at alkohol ifølge det bibelske vidnesbyrd er en gave fra Gud. Desuden er alkohol en central del af sakramenterne i mange kristne kirker, som f.eks. eukaristien som katolikker modtager ved kommunion, og nadveren som protestanter modtager ved altergang. Jehovas Vidner har et årligt tilbagevendende ritual der fejres som en højtid til minde om Kristi død, der dog har meget få lighedspunkter med den kristne nadver og som kun må fejres én gang om året på den dag der i den jødiske kalender er 14. dag i måneden Nisan. (Se Mindehøjtid)

Selvom indtag af alkohol er noget den enkelte selv må afgøre, minder Vagttårnsselskabet medlemmer af sekten om at Bibelen fordømmer beruselse og at alkoholisme er både et alvorligt problem og en synd. (Ordsprogene 20:1; Lukas 21:34-35). Stærk beruselse i et selskab vil – såfremt det observeres af tilstedeværende ældste medføre en påtale og i gentagelsestilfælde vil man sandsynligvis indlede en udvalgssag, der skal afgøre den anklagedes egen holdning til et umådeholdent forbrug af alkohol. I yderste konsekvens vil et alkoholmisbrug kunne føre til udstødelse af den anklagede.

I Vagttårnsselskabets litteratur har man gentagne gange bragt artikler der behandler både skadevirkningerne af overdrevent indtag af alkohol, ikke mindst skaderne på unge menneskers organismer. Man har også bragt artikler der beretter om de ægteskabelige og familiemæssige omkostninger alkoholisme kan have. Dog er en ægtefælles alkoholisme og dennes ødelæggende konsekvenser for familien og endog børnene, ikke i Vagttårnsselskabets teologi tilstrækkelig begrundelse for at ophæve et ægteskab.

Endelig advarer man også menighedens medlemmer om at den enkeltes alkoholvaner kan bringe andre til at “snuble”, især hvis man er i selskab med medlemmer af menigheden der er kendt for at have svært ved at moderere sit indtag af alkohol, og man opfordrer medlemmer til at vise det fornødne hensyn til sådanne “svagere” medlemmer. Omvendt mindes medlemmer – igen med henvisning til Bibelen – om at selskabelig omgang med mennesker med overdådige drikkevaner kan karakteriseres som “dårligt selskab”. (Ordsprogene 23:20)

Apokryferne

^{(herunder pseudepigrafer og deuterokanoniske skrifter)}

Navnet apokryf henviser til de skrifter, der blev udeladt i jødernes bibel, og til de skrifter, der ikke kom med i de kristnes bibel.

De ikke-kanoniske skrifter

Som nævnt findes der en række skrifter, der ikke fandt en plads i den bibelske kanon. Disse udeladte skrifter inddeler man i to hovedgrupper: Apokryfer og gammeltestamentlige pseudepigrafer.

Der findes både gammeltestamentlige og nytestamentlige apokryfer. Apokryf er græsk og betyder hemmelig eller skjult. Det kan også betyde ’gemt af vejen’ eller udeladt.

Navnet apokryf henviser således til de skrifter, der blev udeladt i jødernes hebraiske bibel: de gammeltestamentlige apokryfer, samt til dem, der ikke kom med i de kristnes Nye Testamente: de nytestamentlige apokryfer.

De gammeltestamentlige apokryfer

De gammeltestamentlige apokryfer betragtes som tidligere omtalt som et tillæg til den jødiske bibel, der består af de samme skrifter, som vi kender fra vores egen danske oversættelse af Det Gamle Testamente. Apokryferne findes i den græske oversættelse af den jødiske bibel, Septuaginta, men ikke i den hebraiske bibel. Septuaginta-oversættelsen rummer således jødernes kanoniske bibel samt de 11 skrifter, der går under navnet de gammeltestamentlige apokryfer.

De store bibelhåndskrifter fra 300 og 400-tallet e.Kr. indeholder de gammeltestamentlige Apokryfer, og det er ad den vej, de har fundet plads i den ortodokse kirkes kanon. I den romersk-katolske kirke har de deuterokanonisk status. Det vil sige, at de er kanoniseret senere – “i anden omgang”, deuter betyder anden – men teksterne er fuldt ud kanoniske i den katolske kirke. Luther anså disse skrifter for gode at blive klog af, men han ønskede dem ikke som en del af den protestantiske kanon, fordi de ikke var en del af den hebraiske bibel.

I litterær form ligner Apokryferne de skrifter, vi kender fra Det Gamle Testamente: Der er historiske fortællinger, legender samt undervisende, belærende og poetiske skrifter, men de blev ikke en del af kanon af indholdsmæssige årsager.

De nytestamentlige apokryfer

De nytestamentlige apokryfer er betegnelsen på de skrifter, der ikke fandt optagelse i den nytestamentlige kanon, der blev afsluttet i det 4. århundrede e.Kr.

De omfatter skrifter i stil med dem, vi kender fra Det Nye Testamente, dvs.: Evangelier, breve, f.eks. en såkaldt pseudonym brevveksling mellem den romerske filosof Seneca og apostelen Paulus, apostelhistorier om f.eks. Peter og Paulus, åbenbaringsskrifter samt anden litteratur.

Overleveringen af de nytestamentlige apokryfer er svagt dokumenteret i sammenligning med de kanoniske skrifters. Dette beror på den officielle kirkes skeptiske syn på disse skrifters indhold og teologi, der ofte afveg fra de kanoniske. F.eks. gav de i nogle tilfælde udtryk for et andet syn på Jesus: At han kun var Gud og ikke på samme tid Gud og menneske, eller at han ikke døde rigtigt på korset.

Dele af de nytestamentlige apokryfer overlevede dog i Etiopien, hvor man levede mere afsondret fra den officielle kirke. Derfor er de fleste nytestamentlige apokryfer affattet på koptisk, der var det sprog, man talte i Etiopien og Egypten.

Det beskedne kendskab til disse skrifter blev dog væsentlig forbedret i 1945, hvor man i ørkenen ved Nag Hammadi i Egypten fandt 52 skrifter med apokryf litteratur.

Blandt de mest kendte tekster fra Nag Hammadifundet er Thomasevangeliet (det viste sig dog hurtigt, at man allerede kendte teksten fra et fund, som blev gjort i 1890erne i Egypten. Her fandt man dog kun dele af teksten). Thomasevangeliet (også oprindeligt skrevet på koptisk) har ubetvivlelig en særstatus bl.a. apokryferne, ikke mindst fordi det er en uvurderlig kilde til Jesus’ lignelser.

Hvor evangelierne i Det Nye Testamente fremstår som egentlige fortællinger om Jesus, om hans liv, gerning, død og opstandelse, udgør Thomasevangeliet snarere en slags Jesusantologi; et kort og enestående ordsprogsevangelium, der giver sin fortolkning af traditionen om Jesus. I Thomasevangeliet gives der ingen fortolkning af ordene. Det er op til læseren selv at udlægge dem. Både i form og indhold minder mange af ordene om dem, vi kender fra Det Nye Testamentes evangelier, men der indgår også ord og lignelser som ikke tidligere har været kendt.

En anden kendt apokryftekst er Mariaevangeliet, som er et kun delvist bevaret evangelieskrift, som også kendes i en koptisk version fra 400-tallet.

Mariaevangeliet består af to dele. I den første tager den opstandne Kristus afsked med disciplene, men Maria Magdalene trøster dem med, at hans nåde bliver tilbage. Peter spørger hende om de frelserord, som kun hun kender. I anden halvdel beskriver hun sjælens opadstigen og forskellige magters forsøg på at hindre denne. Disciplene tror ikke på hende, men Levi forsvarer hende, og Mariaevangeliet slutter med, at disciplene går ud og prædiker.

De gammeltestamentlige Pseudepigrafer

50 meget forskellige skrifter fra oldtiden har fået navnet pseudepigraferne. Det betyder egentlig “falsk overskrift”, men navnet er ikke helt misvisende.

Pseudepigraf betyder skrift med falsk overskrift. Pseudepigraferne har fået dette navn, fordi mange af dem er tilskrevet en kendt person fra Bibelen. De er ikke på samme måde som de gammeltestamentlige apokryfer en afgrænset gruppe. De er snarere en samling af skrifter, der går under den samme betegnelse. De er affattet fra 300 f. Kr. – 200 e. Kr. og omfatter omkring 50 skrifter.

De fleste har et jødisk forlæg, men er blevet oversat til græsk og bevaret af de første kristne. Man betragtede dem som opbyggelige skrifter. De fandt dog ingen egentlig plads i den bibelske kanon, som tilfældet var med de gammeltestamentlige Apokryfer, der er en del af den ortodokse og katolske kirkes kanon. En undtagelse er det skrift, der hedder 1. Enoksbog, der er en del af den etiopiske kirkes bibel.

Genremæssigt har Pseudepigraferne meget forskellig karakter. Der er legendeberetninger med personer fra 1. Mosebog, testamenter, hvor den bibelske fortids store skikkelser kommer med forudsigelser og formaninger samt åbenbaringsskrifter, der giver indblik i de himmelske hemmeligheder. Derudover finder man også poetiske og filosofiske skrifter.

Se også opslag om Bibelen

Apostolsk Succession

(Eller: Apostolsk efterfølgelse eller rækkefølge)

Betegner Den Romersk-katolske Kirkes lære om, at de katolske biskopper kan føre deres indvielse ved håndspålæggelse tilbage til apostlene, som har fået overdraget deres fuldmagt af Jesus selv. (jfr. Matthæus 16,16-19 og 18,18)

Arvesynden

En syndighed som mennesket blev påført i Edens Have. Som fundamentalister tror Jehovas Vidner på at beretningen om Adam og Eva i Første Mosebog er en bogstavelig beretning og at Satan var en “oprørsk engel”, som benyttede en slange til at tale til Eva. Dette var angiveligt foranlediget af jalousi fra Satans side og havde til hensigt at forlede den første kvinde til at synde mod Gud ved at spise af det træ i haven som Gud havde forbudt dem at spise af. I bogen Kundskab Der Fører til Evigt Liv, kan man læse: “Satan Djævelen forsøgte snedigt at drage de første mennesker bort fra Gud, og løj for at få dem over på sit parti. Han brugte en slange ligesom en bugtaler bruger en dukke” (kl, 1995, kap. 6, s. 57, §10). Eva gav også sin mand af frugten og således havde de første mennesker syndet mod Gud og de var derfor ikke længere fuldkomne, hvorfor de heller ikke længere kan få fuldkomment afkom, og eftersom de syndede før de fik deres første børn, nåede Adam og Eva ikke at få et fuldkomment barn, så alle deres børn arvede deres syndige tilbøjelighed. Dette er så gået i arv til resten af menneskeheden, og Jehovas Vidner ser nærmest arvesynden som en slags genetisk defekt som går i arv helt fra de første menneskers afkom, og for at forklare dette på en pædagogisk måde har Jehovas Vidner til lejligheden opfundet en illustration med en bageform der har fået en bule. I Vagttårnet fra 1. april 2015, kan man læse følgende forklaring: “Romerbrevet 6:23 [siger]: “Den løn synden betaler er døden, men den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.” Lad os forestille os at du har fået en ny flot bageform til brød. Før du overhovedet når at bruge den, taber du den imidlertid på gulvet, og den får en stor bule. Hvad vil der ske med alle de brød du bager i den form? Mon ikke de vil få en bule alle sammen? Jo, selvfølgelig. Da Adam og Eva valgte at være ulydige mod Gud, fik de på tilsvarende måde en “bule”, eller defekt, på grund af synden og ufuldkommenheden. Og fordi de syndede før de fik børn, ville alle deres børn blive født med den samme defekt. De ville alle blive født som syndere. … [D]engang Adam og Eva syndede, dømte de alle deres fremtidige efterkommere, altså også dig og mig, til et liv i ufuldkommenhed og synd som ville ende med døden.” (VT 1/4 2015, s. 13). Alle de kager man fremover bager i den pågældende form vil have den samme bule som den første form. På samme måde var Adam og Eva som en kageform, der fik en bule da de spiste af træet til kundskab om godt og ondt, og de fik således

Ateistisk Eksistentialisme

Ateistisk eksistentialisme, eller ikke-religiøs eksistentialisme, er en filosofisk skole, der udgår fra den eksistentielle filosofi, men som adskiller sig fra kristen eksistentialisme (s.d.) ved at ikke have en skabende gud og derfor hævder, at mennesket ikke har nogen forudgående mening. Jean-Paul Sartre formulerer det sådan, at eksistens går forud for dets essens.

Jean-Paul Sartre (s.d.), som var den ateistiske eksistentialismes grundlægger og mest kendte repræsentant i årene omkring og efter Anden verdenskrig, forklarede forholdet mellem essens og eksistens ved at sammenligne med fabrikationen af en saks. Her går essensen forud for eksistensen, da mennesket har en idé – et formål – med at skabe saksen. I den ateistiske eksistentialisme er der ingen skaber – og derfor intet formål (essens) med mennesket før det eksisterer. Dette standpunkt står i klar kontrast til determinisme, da mennesket ifølge Sartre er “dømt til frihed”, fordi der ikke findes andre forklaringer til menneskets handlen end dets egne valg. Selvom ordet frihed i daglig tale har en særdeles positiv ladning, varierer betydningen langt mere i eksistentialistisk terminologi; friheden er positiv, hvis individet er i stand til at erkende, at det er givet denne frihed med det formål selv at definere sin eksistens, mens den snarere bliver negativ, hvis individet i stedet bruger sin frihed til at undgå valgene og i stedet leve et liv, hvor ydre strukturer og en fornægtelse af det ansvar, der konstant hviler over ens skuldre, bliver determinerende for, hvordan man eksisterer. Fravælger man det eksistentielle ansvar og det, der følger med dette, fravælger man samtidig sig selv – og det at leve.

Automatisk Skrivning

Undertiden kendt som automatskrivning.

Automatisk skrivning (undertiden også kaldet “automatskrivning” eller “autoskrivning”), er et metafysisk fænomen som ikke tillægges nogen troværdighed af den etablerede psykologi (eller anden videnskabelig gren for den sags skyld). Automatisk skrivning dækker over at et menneske – angiveligt ofte i en trancelignende tilstand – nedfælder tekster som kan fylde adskillige sider (enkelte har endda hævdet at de har skrevet hele bøger der udelukkende er blevet til ved automatisk skrivning), og at disse tekster ikke er opstået i deres egen fantasi eller tankevirksomhed, men at de alene har stået til rådighed som et medium der har nedfældet visioner eller beskeder der er blevet transmitteret gennem dem fra alt lige fra afdødes ånder, rumvæsener, dæmoner, engle, Gud, m.fl.

Fænomenet har en ikke ubetydelig skare af tilhængere, men det er endnu ikke lykkedes dem gennem videnskabeligt accepterede metoder at påvise at de nedfældede tekster er resultatet af andet end helt almindelig gengivelse af tanker opstået hos det pågældende individ. Det afvises dog ikke at personer der i udpræget grad lider af skizofreni kan være fuldstændig uden erindring om nedfældelsen af teksten, og derfor sagtens kan lide af den vrangforestilling at en nedfældet tekst som de selv har skrevet er kommet til dem gennem udefrakommende metafysiske fænomener. I kliniske observationer af skizofrene har man endog observeret at personer der hævder at udføre automatisk skrivning har en helt anden håndskrift end den håndskrift personen har når vedkommende er mentalt tilstedeværende som deres primære “jeg”. Dette betragtes af mange overbeviste tilhængere af teorien om automatisk skrivning, som bevis på at der er tale om en anden (metafysisk) entitet udenfor personen selv, der midlertidigt skriver gennem det menneske der udføre den automatiske skrivning, men de mange eksempler på hvordan stærkt skizofrene personer kan have både afvigende stemmer, kendskab til fremmedsprog som de ikke har i “andre personligheder”, o.m.a., viser blot, at det at de alene har en anden håndskrift når de mærker at de “bliver brugt som medium” for automatskrivning, skulle være bevis for at disse mennesker skriver på vegne af usynlige eksistenser.

Automatisk skrivning, må ikke forveksles med den terapiform der undertiden betegnes “skriveterapi”, hvor klienten skriver de umiddelbart forekommende tanker ned på et papir efterhånden som de opstår, men som ikke på nogen måde forbindes med en metafysisk tilstedeværelse i personen.

---

B

Bering, Jesse Michael

Se Jesse Michael Bering (klik her for at springe direkte til artikel)

Bestyrelse (Vagttårnsselskabets)

Der findes to aktieselskaber med næsten enslydende navne registreret i det statslige selskabsregister for New York, som tilsammen udgør det vi i Danmark kender som Vagttårnsselskabet. De to selskaber er Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania Inc. Det andet hedder Watchtower Bible and Tract Society of New York Inc. Bemærk at navnet staves “Watch Tower” i det selskab der er registreret i det der engang var den selvstændige kommune Pennsylvania, mens det i New York-selskabet staves “Watchtower” (altså i ét ord). Det skyldes at selskaberne ikke oprettedes samtidig, men med mange års mellemrum, og i mellemtiden var man begyndt at stave titlen på selskabets hovedpublikation – bladet Vagttårnet – på den nye måde (“Watchtower”), og derfor gav man det nye selskab i New York et navn der passede til bladets titel. (Bladet skiftede også navn i Danmark fra “Vagt-Taarnet” til “Vagttaarnet”).

Grunden til at der er to selskaber skyldes at Vagttårnsselskabet i 1910 ønskede at flytte Bible House – det der senere kom til at hedde “Betel” (s.d.) – til større nyopførte bygninger i New York. Selskabets daværende advokat Joseph Franklin Rutherford, kunne, grundet sit kendskab til erhvervsret, orientere selskabets ledelse om at man ikke bare havde lov til at flytte virksomhedsadresse, da Vagttårnsselskabets vedtægter var oprettet i henhold til de regler der var gældende i Pennsylvania, og disse regler var ikke de samme i Brooklyn, og af den grund var man nødt til at oprette et særskilt selskab i New York. Det har lige siden principielt været New York selskabet der har repræsenteret Vagttårnsselskabet juridisk, og da Vagttårnsselskabet ikke har nogen form for ejendom eller anden drift i det område der engang var dækket af kommunen Pennsylvania, blev Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania Inc i realiteten et “skuffeselskab”.

Hvert af disse aktieselskaber ledes af en bestyrelse på syv mænd. De er underlagt “Cæsars” love (hvilket er “JV-sprog” for at disse selskaber skal efterleve loven om aktieselskaber sådan som den er falstlagt af de”jordiske myndigheder” i de jurisdiktioner hvor disse selskaber er oprettet).

Tidligere blev bestyrelsens medlemmer valgt ved afstemning blandt aktionærerne i de to selskaber. Det stod enhver frit for at blive medejer af Vagttårnsselskabet ved at købeaktier der var udloddet til $10 USD pr. aktie. Oprindeligt sad Charles Taze Russel på aktiemajoriteten i begge selskaber, hvorfor han havde enerådende kontrol med begge selskaber. Besættelse af bestyrelsesposter i begge selskaber foregik dog ikke ved demokratiske valg, men ved invitation fra de eksisterende bestyrelsesmedlemmer. De eneste poster aktionærerne kunne stemme om – og kun blandt de siddende bestyrelsesmedlemmer – var hvilke medlemmer af bestyrelsen der skulle udfylde posterne som præsident, vicepræsident og sekretær/kasserer. Selskabets fungerende advokat Joseph Franklin Rutherford påpegede at denne metode var i strid med lov om registrerede selskaber og understregede derfor at samtlige bestyrelsesposter skulle besættes ved aktionærvalg.

Helt op til 1971, var bestyrelsen for Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania Inc. og Jehovas Vidners Styrende Råd, én og samme forsamling af mænd (som alle bekendte sig til den “salvede skare” med et himmelsk håb). Da antallet af medlemmer der bekendte sig til den “salvede skare” dalede støt, samtidig med at en gruppe anført af vicepræsident Frederick Franz fandt det “upassende” at Det Styrende Råd skulle være bundet af menneskers jordiske juridiske systemer, blev det besluttet om omstrukturere begge selskaber. Herefter udpegedes 500 aktionærer hvoraf langt størstedelen hørte til den skare af medlemmer der har et “jordisk håb”, som de mænd der ved afstemning skulle vælge bestyrelsesmedlemmer i både Pennsylvania-selskabet og New York-selskabet (måden hvorpå man har udvalgt disse 500 mænd er aldrig offentliggjort). Det blev vedtaget at der skulle være vandtætte skodder mellem Det Styrende Råd og medlemmerne af de to selskabers bestyrelser, så ingen medlemmer af Det Styrende Råd skulle bestride poster i de to bestyrelser der var underkastet “Cæsars lov”. Dog forblev Nathan Homer Knorr præsident for begge selskaber, samtidig med at han fortsatte på sin post som ordstyrer for Det Styrende Råd. Selvom denne beslutning var i direkte modstrid med de netop fastlagte vedtægter for de to selskaber, har man aldrig givet en officiel forklaring på denne unikke undtagelse. Det tætteste man (red.) kommer på en forklaring er en række førstehånds vidneudsagn fra de møder der blev holdt forud for afstemningen om de nye vedtægter, hvor bl.a. vicepræsidentens nevø (som også sad i Det Styrende Råd) kunne berette, at Nathan Knorr og Frederick Franz begge højlydt gav udtryk for deres utilfredshed med denne “udvanding” af deres tidligere magt, som jo bl.a. omfattede at intet der besluttedes af en af de to bestyrelser trådte i kraft før præsidenten havde sat sin underskrift, ligesom den “gamle” ordning gav præsidenten uindskrænket vetoret i alle afgørelser truffet på bestyrelsesmøder – også selvom vedtagelsen var enstemmig. (Vicepræsidenten, Frederick Franz, argumenterede endog med at præsidenten og han selv var at sidestille med Paulus og Barnabas som også kunne træffe beslutninger om at sende breve med instrukser ud til menigheder i den dakendte verden uden at indhente tilladelse fra alle mulige mænd med forskellige meninger om sagerne). Flere har siden fortalt at man valgte denne løsning hvor man lod Nathan Knorr bevare sin formelle stilling i både selskaberne og rådet, fordi det skabte mindst uro i ledelsen hvor man af og til måtte manøvrere på tåspidser for ikke at blive offer for Nathan Knorrs koleriske temperament.

At dette var tilfældet fremgår bl.a. af en øjenvidneberetning fra et møde i Det Styrende Råd i månederne efter, hvor den forestående ændring i “Ældste-ordningen” skulle vedtages.^[1] Som så mange gange siden indskrænkningen af præsidentens og vicepræsidentens magt (Nathan Knorr og Fred Franz), valgte kun disse to mænd ud af et råd på 17 mand at stemme imod. Dette var efterhånden blevet reglen frem for undtagelsen, og da man som råd foretrak altid at opnå konsensus, udskød man den endelige afstemning til næste dag. Den næste dag stod det imidlertid (ud fra atmosfæren på mødet forud for afstemningen) klart, at Nathan Knorr og Frederick Franz stadig ville stemme imod, og dette skulle i så fald føres til protokol. Derfor tog et medlem af rådet ved navn Dan Sydlik – en stor firskåren mand med en dyb mandig stemme og en naturlig autoritet i sin personlighed – ordet og sagde, at da hverken præsidenten eller vicepræsidenten havde veto, så stod det jo klart for enhver at forslaget ville blive vedtaget på afstemningen om få minutter, så derfor anmodede Daniel Sydlik indtrængende de to mænd om at genoverveje deres stemme, så man i det mindste ville kunne præsentere et enstemmig resultat i det offentliggjorte referat, da resultatet ville blive det samme. Da afstemningen blev afholdt kort efter gik der et minut i tavshed hvor alle – på nær præsidenten og vicepræsidenten – sad med hånden oppe, hvorefter Nathan Knorr tøvende rejste hånden og kiggede over på Frederick Franz, hvilket fik vicepræsidenten til kort efter at følge trop.

Til sin dødsdag omtalte Frederick Franz denne procedure som “et kup” og at præsidenten (Knorr) havde afgivet sin stemme under afpresning, og at Frederick Franz som vicepræsident udelukkende havde stemt sammen med præsidenten så han ikke blev udstillet som en marionet uden for en “do-nothing committee” som han ved en tidligere tirade havde omtalt Det Styrende Råd.

I år 2000 undergik organisationen igen en markant strukturændring, da samtlige medlemmer af bestyrelserne for begge selskaber, inklusiv den siddende præsident Milton G. Henschel, trådte tilbage fra deres stillinger og blev erstattet af nye bestyrelser bestående af mænd, hvoraf ingen tilhørte den “salvede rest”, for på den måde fuldstændig at adskille bestyrelsesmedlemmerne fra Det Styrende Råd – i hvert fald på et rent organisatorisk plan.

(Se også Don Alden Adams, Max H. Larson)

Betel

Betel kommer af det hebraiske ord Beth’El (eller Beth’Elohim) (בֵּית־אֵל) som betyder “Guds hus”. Ordet er en sammensætning af de to hebraiske ord: בַּיִת (bayith), som betyder “hus” og אֵל (El – der er den korte form af Elohim) som betyder “Gud”. Jehovas Vidner bruger dette udtryk om alle de arbejdskollektiver der ligger rundt omkring i verden hvor de producerer litteratur, inkl. hovedkontoret i New York.

I realiteten er ordene ”Afdelingskontor” og ”Betel” synonyme, da praktisk talt alle afdelingskontorer er indrettet på samme areal med en boligfløj, og en kontorfløj (enkelte med et trykkeri). Tidligere var der trykkerier på næsten alle lokale afdelingskontorer hvor man trykte blade og bøger på de lokale sprog, men i dag har man effektiviseret denne funktion så trykning af al litteratur til USA, Canada, Mellem- og Sydamerika foregår i New York, mens al trykning af litteratur til Europa, Mellemøsten og Asien foregår i Tyskland på det kæmpestore afdelingskontor der ligger i Selters som er en lille by beliggende i Taunus Bjergkæden.

Afdelingskontoret i USA kaldes dog for hovedkontoret, og hovedkontoret i USA har dog opdelt funktionerne på flere byggerier. I mange år var hovekontoret placeret i Broolyn New York og det første hus man erhvervede og besad i 20 år kaldte man for Bible House. Senere opkøbte man mere end 80 ejendomme i det mondæne forrektningsdistrikt DUMBO som ligger i Brooklyn ved Brooklyun Waterfront ud til Hudsonfloden lige nedenfor Brooklyn Bridge. I 2013 begyndte man at sætte disse ejendomme til salg og i 2020 blev sidste ejendom solgt.

I dag er hovedkontoret fordelt på en række komplekser der ligger spredt i upstate New Yor ca. 2 timers kørsel fra New York. Det første projekt udenfor New York blev dog startet længe før der var planer om at flytte fra Brooklyn, allerede i 1963, hvor man etablerede Watchtower Farms i en lille landsby der hedder Wallkill ca. 150 kilometer fra New York. Siden har man købt flere af de omkringliggende farme, og formålet fvar i begyndelsen at skabe en egentlig gårddrift der kunne forsyne affdelingskontoret i Brooklyn med frugt, grønt, korn, mejeriprodukter og kød, men efterhånden som belastningen på det eksisterende trykkeri i Brooklyn oversteg kapaciteten for trykkeriet udflyttede man også dele af denne fuktion til Watchtower Farms i Wallkill.

I 1993 tilføjer man det næste store byggeri i Upstate New York, i byen Patterson. Det var et rent undervisningscenter med tilhørende beboelsesfaciliteter for lærere og elever. Herfra drev man de forskellige undervisningsprogrammer som Vagttårnmsselskabet afholder for forskellige grupper af Jehovas Vidner. Det kendteste undervisningsprogram der afholdes er nok Bibelskolen Gilead, som er en skole der uddanner missionærer der skal udsendes til fremmede lande for at udbrede Jehovas Vidners budskab til flere nationer. Skolen blev startet i 1943 af daværende præsident Nathan H. Knorr (s.d.), under navnet Watchtower Bible College of Gilead. Senere blev navnet ændret til Watchtower Bible School of Gilead (Bibelskolen Gilead). Andre skjoler der afholdes er Skolen for udnævnte tjenere (som er en skole for videreuddannelse af “ældste” og “menighedstjenere”, som også ofte efter skoleforløbet på 6 måneder udsendes til enten andre lande eller andre egne af det land de kommer fra).

Mens salget af ejendommene i Brooklyn i perioden 2013-2020 (til en samlet sum af 1,6 milliarder dollars) stod på, opførte man samtidig Vagttårnsselskabets nye hovedkontor i Warwick, Upstate New York. Dette er det hidtil største kompleks der rummer næsten 6000 betelmedarbejdere, som nu alle bor på samme areal, mens de tidligere måtte møde på arbejde fra en lang række beboelsesejendomme i Brooklyn beliggende omkring hovedkontoret, som alle ejedes af Vagttårnsselsksabet.

I de seneste år, og især fra 2014, har Vagttårnsselskabet udvidet meget af deres video- og medieproduktion, og konsekvensen af denne strategi er nu, at man har været nødt til – som det fjerde kæmpestore byggeprojekt – at opføære et gigantisk mediekompleks med store filmstudier, fotostudier, lydstudier, og redigeringsfaciliteter. Dette skal ligge i Ramapo, ligeledes i Upstate, New York. Dette byggeprojekt er i skrivende stund (2023) i fuld gang og forventes planmæssigt at være færdigt i 2028.

Bibelen

Bibelen er en af verdenshistorien mest indflydelsesrige tekstsamlinger. Dens virkningshistorie omfatter jødisk og kristen teologi, liturgi, etik, kunst, litteratur, musik, politisk tænkning, lovtradition og identitetsdannelse. Dens betydning kan dog ikke reduceres til dens religiøse status. Den er også et centralt dokument for studiet af oldtidens Levant, tidlig jødedom, kristendommens oprindelse, tekstoverlevering, kanondannelse og religiøs litteratur.

Selvom JVinfo•NU er ateistisk af observans, må en sekulær og historisk-kritisk artikel om Bibelen stadig anlægge en dobbelt synsvinkel: Bibelen er på den ene side hellig skrift for milliarder af mennesker; på den anden side er den et historisk tekstkorpus, der kan undersøges med almindelige filologiske, arkæologiske, historiske og religionsvidenskabelige metoder. Disse to beskrivelser udelukker ikke nødvendigvis hinanden, men de svarer på forskellige spørgsmål. Troens spørgsmål er, hvad teksten betyder som åbenbaring. Forskningens spørgsmål er, hvordan teksten blev til, hvilke kilder den bygger på, hvilke miljøer den afspejler, og hvor dens historiske påstande kan sandsynliggøres, nuanceres eller afkræftes.

Læs evt. artiklen om Bibeloversættelse

Om Bibelen

Bibelen er en samling religiøse skrifter, der har kanonisk status i jødedommen og kristendommen, men i forskellige former. I jødedommen betegner Bibelen normalt den hebraiske Bibel, Tanakh, mens kristne bibler består af Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Udtrykket “Det Gamle Testamente” er derfor et kristent begreb; i en religionsvidenskabelig eller sekulær sammenhæng bruges ofte “den hebraiske Bibel” om den del af tekstkorpuset, som også danner grundlag for jødedommens hellige skrifter. Den hebraiske Bibel er organiseret i tre hoveddele: Torahen, Profeterne og Skrifterne, mens kristne traditioner ofte organiserer de samme tekster anderledes og desuden kan inkludere apokryfe eller deuterokanoniske skrifter.

Bibelen er ikke én bog i moderne forstand, men et bibliotek af tekster fra forskellige perioder, genrer, miljøer og teologiske traditioner. Den rummer myter, lovtekster, slægtstavler, hofhistorie, poesi, visdomslitteratur, profetiske orakler, evangeliefortællinger, breve og apokalyptiske visioner. I troende traditioner læses den som åbenbaring eller hellig skrift; i historisk-kritisk forskning læses den som en samling antikke tekster, der afspejler israelitisk, jødisk og tidlig kristen religionshistorie.

Tilblivelse og alder

Bibelen blev til over en lang periode. De ældste tekstlag i den hebraiske Bibel kan have rødder i mundtlige traditioner og skriftlige fragmenter fra jernalderens Israel og Juda, mens den endelige redaktion af mange bøger sandsynligvis først fandt sted i eksilsk, eftereksilsk eller persisk tid. Det betyder ikke, at alt stof er sent; snarere er de bibelske bøger ofte resultatet af en lang proces, hvor ældre traditioner er blevet samlet, omarbejdet og teologisk fortolket.

De ældste kendte fysiske tekstvidner til bibelsk materiale er ikke komplette bibler, men fragmenter. De såkaldte Ketef Hinnom-amuletter fra Jerusalem, dateret til sen 600- eller tidlig 500-tallet f.v.t., indeholder formuleringer, der svarer til den præstelige velsignelse i Fjerde Mosebog. De er vigtige, fordi de viser, at visse bibelske formuleringer eller beslægtede traditioner fandtes før eller omkring Jerusalems ødelæggelse i 587/586 f.v.t.; de beviser derimod ikke, at Mosebøgerne allerede forelå i deres nuværende form.

De Dødehavsruller, fundet fra 1947 og frem ved Qumran og andre lokaliteter ved Det Døde Hav, er blandt de vigtigste håndskriftfund for studiet af Bibelen. De dateres overordnet fra det 3. århundrede f.v.t. til det 2. århundrede e.v.t. og omfatter bibelske manuskripter, sekteriske tekster og anden jødisk litteratur. De viser, at der i sen anden tempel-tid eksisterede flere tekstformer og fortolkningstraditioner side om side, før senere jødiske og kristne kanoner blev mere fast afgrænsede.

Det Nye Testamente er yngre. De ældste tekster i denne del af Bibelen er sandsynligvis Paulus’ breve fra 50’erne e.v.t., altså omtrent to årtier efter Jesu død. Evangelierne blev skrevet senere, almindeligvis dateret til perioden fra cirka 70 til 90’erne e.v.t., med variation i forskningen. De nytestamentlige skrifter blev først gradvis opfattet som “skrift” på linje med de jødiske skrifter; en mere fast nytestamentlig kanon fremtræder i løbet af det 2.-4. århundrede.

Hvem skrev Bibelen?

Traditionelle religiøse overleveringer tilskriver ofte bibelske bøger bestemte skikkelser: Moses forbindes med Torahen, David med Salmernes Bog, Salomo med visdomslitteraturen, profeter med de profetiske bøger og apostle eller apostelmedarbejdere med dele af Det Nye Testamente. Historisk-kritisk forskning er mere tilbageholdende. Den skelner mellem den figur, en tekst er knyttet til i traditionen, og den faktiske tilblivelsesproces.

Mosebøgerne anses i moderne bibelforskning normalt ikke for at være skrevet samlet af Moses. De forstås snarere som et sammensat værk, hvor ældre fortællinger, lovsamlinger, præstelige tekster og redaktionelle bearbejdelser er blevet forenet. Den klassiske dokumentarhypotese skelnede mellem kilder som J, E, D og P; denne model er siden blevet stærkt revideret, men den grundlæggende indsigt, at Pentateuken rummer flere litterære lag og traditioner, står fortsat centralt. Yale’s introduktion til den historisk-kritiske metode understreger netop, at metoden ikke i sig selv er anti-religiøs, men et analytisk redskab til at undersøge tekstens kilder, gentagelser, brudflader og redaktionelle udvikling.

De historiske bøger i den hebraiske Bibel, især Josvabogen, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne, bærer præg af redaktionelle sammenhænge, som ofte kaldes den deuteronomistiske historie. Her tolkes Israels og Judas historie gennem et teologisk skema: troskab mod Jahve fører til velsignelse, frafald til katastrofe. Teksterne er derfor ikke historieskrivning i moderne kildekritisk forstand, men teologisk fortolket nationalhistorie.

I Det Nye Testamente er billedet ligeledes sammensat. Paulus’ breve udgør den ældste kristne litteratur, og syv breve regnes almindeligvis som ubestridt paulinske: Romerbrevet, Første og Andet Korintherbrev, Galaterbrevet, Filipperbrevet, Første Thessalonikerbrev og Filemonbrevet. Andre breve under Paulus’ navn er omdiskuterede eller anses ofte for at være skrevet af senere forfattere i paulinsk tradition.

Evangelierne er traditionelt knyttet til Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Selve evangelieteksterne identificerer dog ikke deres forfattere på moderne vis. Matthæusevangeliet er for eksempel traditionelt tilskrevet apostlen Matthæus, men Britannica beskriver forfatteren som sandsynligvis anonym og teksten som afhængig af Markusevangeliet.

Historisk troværdighed

Bibelens historiske værdi varierer betydeligt fra tekst til tekst. Den kan ikke behandles som enten “historisk korrekt” eller “historisk ukorrekt” som helhed. Nogle dele har tydelig kontakt med verificerbare personer, steder, politiske forhold og arkæologiske fund; andre dele er teologiske oprindelsesfortællinger, legendarisk nationalhistorie eller mytologisk litteratur.

For den tidligste israelitiske historie — patriarkerne, slaveriet i Egypten, ørkenvandringen og den samlede erobring af Kana’an — er den arkæologiske støtte svag eller omdiskuteret. Finkelstein og Silberman har argumenteret for, at de store fortællinger i Pentateuken og den deuteronomistiske historie i høj grad krystalliserede som national og religiøs identitetsfortælling i Juda i det 7. århundrede f.v.t.; de afviser dermed ikke Bibelen som historisk værdiløs, men advarer mod at bruge den som direkte kronik.

Samtidig findes der vigtige eksterne vidnesbyrd. Merneptah-stelen fra Egypten rummer den ældste kendte ikke-bibelske reference til “Israel” og viser, at en gruppe med dette navn var kendt i Kana’an i slutningen af 1200-tallet f.v.t. Tel Dan-inskriptionen fra 800-tallet f.v.t. nævner sandsynligvis “Davids hus” og er derfor et væsentligt indicium for, at et dynasti knyttet til navnet David blev husket eller anerkendt i regionen. Den siger dog ikke i sig selv noget sikkert om størrelsen eller karakteren af Davids rige.

For den senere kongetid, eksilet, persertiden og hellenistisk tid er Bibelens tekster ofte lettere at sætte i forbindelse med kendte historiske rammer. De assyriske, babyloniske, persiske og hellenistiske stormagter er ikke blot bibelske kulisser, men veldokumenterede historiske aktører. De bibelske teksters fortolkning af disse begivenheder er dog religiøs og teologisk, ikke neutral statshistorie.

Det Nye Testamente har ligeledes en blandet historisk karakter. Jesus fra Nazaret placeres i en konkret romersk-jødisk kontekst, og Pontius Pilatus var historisk præfekt i Judæa fra 26 til 36 e.v.t. og forbindes i både kristen tradition og historisk rekonstruktion med Jesu korsfæstelse. Evangelierne er imidlertid skrevet efter Jesu død, ud fra tidlige kristne menigheders tro, liturgi og forkyndelse. Britannica fremhæver, at evangelierne er skrevet retrospektivt fra et efter-påske-perspektiv, og at deres teologiske forudsætninger har formet fremstillingen.

Mirakler og mytologiske beretninger

Bibelen indeholder mange beretninger om mirakler: skabelse ved guddommelig tale, syndflod, plagerne i Egypten, Det Røde Hav, manna i ørkenen, profetiske helbredelser, jomfrufødsel, dæmonuddrivelser, opstandelse og apokalyptiske tegn. I en troende læsning kan disse forstås som indgreb fra Gud. I en sekulær, historisk-kritisk læsning behandles de derimod som religiøse fortællinger, der udtrykker teologiske pointer, identitet, håb, autoritet og kosmologisk forståelse.

Historikeren kan normalt ikke efterprøve et mirakel som mirakel, fordi miraklets forklaring netop ligger uden for almindelig historisk årsagsanalyse. Man kan derimod undersøge, hvorfor en tekst fremstiller en begivenhed som mirakuløs, hvilken funktion beretningen har, hvilke ældre motiver den trækker på, og hvordan den placerer en religiøs skikkelse i forhold til Gud, folket eller kosmos.

Mange af Bibelens tidlige fortællinger har paralleller i den bredere oldorientalske kulturkreds. Skabelsesmotiver i Første Mosebog kan sammenlignes med mesopotamiske skabelsestraditioner som Enuma Elish, og syndflodsfortællingen har tydelige paralleller til mesopotamiske traditioner, herunder Gilgamesh-eposet. Sådanne paralleller betyder ikke nødvendigvis simpel kopiering; de viser snarere, at bibelske forfattere arbejdede inden for et fælles kulturelt repertoire af myter, symboler og kosmiske forestillinger, som de omformede i en israelitisk og senere jødisk teologisk retning.

Det Gamle Testamentes fortælleunivers

Det Gamle Testamente, eller den hebraiske Bibel, udspringer af det sydlige Levants oldtidige kulturverden. Israel og Juda var små kongedømmer i en region præget af egyptisk, kana’anæisk, aramæisk, assyrisk, babylonisk og persisk indflydelse. Det bibelske fortælleunivers er derfor ikke isoleret fra sin omverden; det er dybt forbundet med oldorientalsk kongemagt, tempelkult, pagtstænkning, slægtsidentitet, landløfter, krigsideologi og eksilerfaring.

Den gud, der i den hebraiske Bibel betegnes med tetragrammet YHWH, gengivet som Jahve i akademisk litteratur, fremstilles som Israels Gud. Britannica beskriver YHWH som navnet på israelitternes Gud og forklarer, at navnet efter eksilet i stigende grad blev undgået i jødisk liturgisk brug og erstattet af betegnelser som Adonai, “Herren”.

Samtidig viser bibelsk og arkæologisk forskning, at israelitisk religion udviklede sig i dialog og konflikt med kana’anæisk religion. Kana’an var et kulturelt krydsfelt, og Ras Shamra/Ugarit-teksterne viser en religiøs verden med guder som El og Baal/Hadad. Mange bibelske tekster polemiserer mod Baal-dyrkelse og andre kultformer, hvilket sandsynligvis afspejler reelle religiøse spændinger i Israel og Juda, ikke blot abstrakte teologiske diskussioner.

Det Gamle Testamentes “lore” kan derfor beskrives som en sammenvævning af oprindelsesmyter, stamfaderfortællinger, udvandringstradition, ørkenvandring, pagt ved Sinai, landløfte, kongedømme, tempel, profetisk domsforkyndelse, eksil og håb om genoprettelse. Dets centrale drama er ikke blot “mennesket og Gud”, men også “folket og landet”, “templet og eksilet”, “pagt og brud”, “dom og tilbagevenden”.

Bibelens hoveddele

Den hebraiske Bibel består i jødisk tradition af Torahen, Profeterne og Skrifterne. Torahen omfatter Første til Femte Mosebog og kombinerer urhistorie, patriarkfortællinger, udvandringsberetning, ørkenvandring og lovstof. Profeterne omfatter både de såkaldte tidligere profeter — Josva, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne — og de senere profeter, herunder Esajas, Jeremias, Ezekiel og De Tolv Små Profeter. Skrifterne omfatter blandt andet Salmernes Bog, Jobs Bog, Ordsprogenes Bog, Prædikeren, Højsangen, Ruth, Klagesangene, Ester, Daniel, Ezra-Nehemias og Krønikebøgerne.

I kristen tradition inddeles Det Gamle Testamente ofte i fire hovedgrupper: Mosebøgerne, de historiske bøger, visdommens eller de poetiske bøger og de profetiske bøger. De historiske bøger omfatter typisk Josva til Ester og fremstiller Israels historie fra indvandring og dommertid over kongedømme til eksil og delvis tilbagevenden. Visdommens og poesiens bøger omfatter blandt andet Job, Salmerne, Ordsprogene, Prædikeren og Højsangen. De profetiske bøger omfatter de store profeter, Esajas, Jeremias og Ezekiel, samt de tolv små profeter.

Det Nye Testamente består af 27 skrifter. De fire evangelier — Matthæus, Markus, Lukas og Johannes — fremstiller Jesu liv, forkyndelse, død og opstandelse. Apostlenes Gerninger fungerer som en fortsættelse af Lukasevangeliet og beskriver den tidlige Jesusbevægelses udbredelse fra Jerusalem til den bredere romerske verden. Dernæst følger brevlitteraturen: Paulusbrevene, breve tilskrevet andre apostolske skikkelser samt Hebræerbrevet. Det Nye Testamente afsluttes med Johannes’ Åbenbaring, en apokalyptisk tekst med visioner om dom, kosmisk kamp og Guds endelige sejr.

De apokryfe eller deuterokanoniske bøger indtager forskellig status i forskellige kristne traditioner. I protestantiske bibler regnes de normalt ikke som kanoniske på linje med Det Gamle og Det Nye Testamente, mens katolske og ortodokse traditioner inkluderer flere af dem som en del af deres bibelske kanon. Begrebet “apokryf” kan derfor være misvisende, hvis det bruges uden at angive konfessionel sammenhæng. Britannica skelner mellem apokryfe skrifter, pseudepigrafer og deuterokanoniske skrifter, hvor sidstnævnte er tekster, der accepteres i nogle kanoner, men ikke i alle.

Blandt de gammeltestamentlige apokryfer/deuterokanoniske skrifter findes blandt andet Tobits Bog, Judits Bog, Visdommens Bog, Siraks Bog, Baruks Bog, Første og Anden Makkabæerbog samt græske tilføjelser til Ester og Daniel. Disse tekster er særligt vigtige for forståelsen af jødedommen i hellenistisk tid og for den religiøse og politiske baggrund, som kristendommen senere opstod i.

Hvorfor netop disse skrifter?

Bibelen er kanoniseret. Det betyder, at man på et tidspunkt udvalgte de skrifter, man mente gav det bedste udtryk for den kristne tro, og at det kun er disse, som hører med til de kristnes hellige skrift.
Ordet kanon er græsk og betyder målestok, hvilket vil sige “rettesnor”. Det er det samme ord, der også ligger til grund for krigsanretningen kanon, der er et rør, hvorfra man kan affyre kanonkugler. Kanon på græsk er nemlig et tyndt, hult rør, man kan puste igennem. Luften, der kommer ud af røret, kan derved rettes et bestemt sted hen. Man kan derfor sige, at en kanon retter fokus til, ligesom en lommelygtes lyskegle gør det i mørket.

Tradition og anvendelse

Det har været en lang proces at finde ud af, hvilke bøger og skrifter, der skulle med i Bibelen, og hvilke, der ikke skulle. Det har formodentlig i høj grad været praksis, der har afgjort det. Det vil sige, at man har udvalgt de bøger og skrifter, som folk i forvejen brugte, og som var en vigtig del af deres fortællinger og historie.

De tidlige kristne menigheder holdt sandsynligvis gudstjeneste efter jødisk forbillede. Man efterlignede den praksis, man kendte fra synagogen, hvor man mødtes en gang om ugen og læste op fra hellige skrifter. Man mener, at oprindelsen til evangelierne er opstået på denne baggrund, at man havde brug for sine egne kristne tekster at læse op fra.

Udover de skrifter, man brugte i gudstjenesten, valgte man også en række skrifter, som man tillagde stor autoritet. Det drejer sig primært om de apostolske breve, det vil sige, de breve, der er skrevet af Paulus. Det ses blandt andet af, at 13 af de 21 breve, man finder i Det Nye Testamente, er skrevet af eller tilskrevet netop Paulus.

Teologiske begrundelser

Et andet aspekt, der spillede ind på samlingen af den nytestamentlige kanon, var teologien. Her var det af yderste vigtighed at slå to væsentlige ting fast. Det ene var, at Jesus både var sandt menneske og sand Gud. Det andet var, at han døde og opstod.

En del af de skrifter, som kaldes de nytestamentlige apokryfer, giver udtryk for noget andet, nemlig at Jesus ikke var et sandt menneske, men kun Gud, eller at han slet ikke døde rigtigt på korset, hvilket betyder, at han heller ikke opstod fra de døde. Det er en af grundene til, at disse skrifter er udeladt af kanon.

Sådan blev Bibelen samlet

Udvælgelsen af skrifter til henholdsvis den gammeltestamentlige og den nytestamentlige kanon foregik over en meget lang årrække. Den gammeltestamentlige kanondannelse blev afsluttet i det 1. århundrede efter Kristus, mens den nytestamentlige kanon lå klar i det 4. århundrede efter Kristus.

Det Gamle Testamente

Hvad angår den gammeltestamentlige kanondannelse besluttede en gruppe jødiske lærde i 90 e.Kr. endeligt, hvilke bøger der skulle indgå i Det Gamle Testamente. Men allerede i det 2. århundrede f.Kr. var der blevet lavet en oversættelse af Det Gamle Testamente til græsk. På dette tidspunkt havde man altså i realiteten besluttet, hvilke bøger der skulle med og hvilke ikke.

Den græske oversættelse kaldes Septuaginta. Den rummede – og rummer – de 39 bøger, vi også i dag kender som Det Gamle Testamentes bøger. Men derudover indeholdt Septuaginta yderligere 11 bøger. De har siden fået betegnelsen De Apokryfe eller Deuterokanoniske Bøger.

Den Ortodokse Kirke og Den Katolske Kirke regner disse bøger for en del af den gammeltestamentlige kanon. De protestantiske kirker fastholder, at kun de 39 bøger er kanoniske.

Der findes endnu en gruppe bøger, som hverken kom med i Septuaginta eller i Det Gamle Testamente, som vi kender. De er senere samlet under betegnelsen De gammeltestamentlige Pseudepigrafer.

Den danske standardbibel fra 1992 indeholder ikke De gammeltestamentlige Apokryfer. Men i 1998 udkom Bibelen i autoriseret oversættelse inklusive de 11 gammeltestamentlige apokryfe skrifter.

Det Nye Testamente

I årene efter Jesus’ død og opstandelse er man efter al sandsynlighed begyndt at fortælle om ham og om det, han gjorde og sagde.

Noget af det første, man fortalte om, var Jesus’ død og hans opstandelse fra de døde. Derefter kom fortællingerne, om hvad Jesus gjorde og sagde, til, og det vil sige hans lignelser og beretningerne om, hvordan han helbredte syge. Til sidst regner man med, at barndomshistorierne og historien om Jesus’ fødsel kom til. Disse fortællinger er så blevet samlet og nedskrevet af de fire evangelister: Markus, Matthæus, Lukas og Johannes.

Paulusbrevene, der er fra omkring år 50 og frem, er de ældste skrifter i Det Nye Testamente. De fortæller ikke om begivenheder i Jesus’ liv. Omdrejningspunktet er, at Jesus er død og opstanden, og hvad det så betyder for det liv, der leves nu i de kristne menigheder. Brevene rummer derfor både anvisninger på og formaninger om, hvordan man bør leve i lyset af evangeliet.

Markus’ fortælling om Jesus er det ældste af evangelierne og stammer fra omkring år 70 e.Kr. Det antages at være det ældste, fordi barndomshistorierne mangler, ligesom beretningen også slutter med den tomme grav. Omkring år 80 e.Kr. blev Matthæus’ og Lukas’ fortællinger affattet. Og lidt senere Johannes’.

Oprindeligt hørte Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger sammen. De er skrevet af den samme forfatter. Forfatteren må have ment, at man havde brug for en fortsættelse til fortællingen om Jesus. En historie, der fortalte, hvad der skete efter Jesus’ død og opstandelse, om Helligåndens komme og om, hvordan apostlene Paulus og Peter missionerede og grundlagde de første kristne menigheder.

Årsagen til, at de to skrifter er blevet skilt fra hinanden, er sandsynligvis, at man ønskede at skabe en kronologi i den nytestamentlige kanon. Apostlenes Gerninger blev derfor placeret som bro mellem evangelierne og brevene.

Du kan læse mere om Det Nye Testamente her og om Det Gamle Testamente her. Du kan også læse mere om, hvad Bibelen egentlig handler om her.

Udvælgelse og samlingen af de nytestamentlige skrifter

Samlingen af Det Nye Testamente går tilbage til 367 e.Kr. Her omtaler biskop Athanasius i Alexandria skriftsamlingen på 27 bøger i et påskebrev til Egyptens menigheder. At Det Nye Testamente skulle indeholde netop disse 27 bøger blev senere bekræftet. Dels ved et kirkemøde i Rom 382 e.Kr. og igen i Karthago i 397 e.Kr.

Bøgerne, der ikke kom med, blev senere samlet under betegnelsen De nytestamentlige Apokryfer. Her finder man for eksempel Thomasevangeliet og Sandhedens Evangelium.

Se også artiklen om Apokryferne

Bibeloversættelse

Hvorfor oversætter man?

Autoriserede oversættelser

Man autoriserer bibeloversættelser primært, fordi man synes, at det er vigtigt, at man som kirke og kristne har én fælles oversættelse at gå ud fra. Enhver oversættelse rummer nemlig en grad af tolkning. Det gælder også bibeloversættelse.

Derfor kunne det være nærliggende, at de forskellige kristne kirkesamfund havde hver deres bibeloversættelse. Men på den måde ville man let glemme, at man har det samme udgangspunkt, nemlig Bibelen. De forskellige kirkesamfund er opstået ud fra forskellige tolkninger af den ene grundtekst. Derfor er der en væsentlig pointe i at kunne have en fælles autoriseret oversættelse af Bibelen, som de forskellige kirker og kristne bruger – for at holde fast i, at udgangspunktet er fælles.

Hvorfor er oversættelser nødvendige?

Overordnet set er bibeloversættelser nødvendige, fordi det i dag er de færreste, der behersker de sprog, hebraisk (Det Gamle Testamente) og græsk (Det Nye Testamente), som Bibelen er affattet på. Derudover ændrer vores sprogbrug sig gennem tiden, og det er derfor nødvendigt med tidssvarende oversættelser, der taler et sprog, vi forstår.

Hvordan oversætter man?

Den danske Bibel er autoriseret. Det betyder, at den er officielt godkendt til brug i gudstjenesten i den danske folkekirke. Desuden anvendes den bredt af andre kristne kirker og menigheder. Den kan derfor også kaldes den officielle danske oversættelse af Bibelen.

Bibelen i sin helhed blev senest oversat til dansk i 1992. Den er autoriseret af Dronning Margrethe II, der i 1998 også autoriserede den danske oversættelse af Det Gamle Testamentes Apokryfe Bøger.

Bibelselskabets nyeste oversættelse er Bibelen 2020, som er en oversættelse af den hebraiske og græske grundtekst til et enkelt og ligefremt sprog, som man umiddelbart kan forstå, også selv om man ikke er fortrolig med kirkens og Bibelens sprog. Bibelen 2020 er ikke, på samme måde som en autoriseret bibeloversættelse, forpligtet på den kirkelige sprogbrug og salmetradition. Den forsøger i stedet at gengive meningen i grundteksterne ved hjælp af ord og udtryksmåder, der er alment forståelige på nudansk. Den har dermed en anden brug i sigte end en autoriseret bibel.

Den første danske oversættelse var den landflygtige kong Christian II’s Nye Testamente fra 1524, mens den første hele bibeloversættelse til dansk kom i 1550 og kaldes for Christian III’s Bibel. Martin Luthers tyske oversættelse af Bibelen fra grundsprogene dannede forlæg for begge danske oversættelser.

Et vigtigt oversættelsesprincip, som stammer fra reformationstiden, er altid at oversætte Bibelen direkte fra grundsprogene. I de sidste århundreder er Det Gamle Testamente således altid blevet oversat fra hebraisk til dansk og Det Nye Testamente fra græsk til dansk.

Tidlige oversættelser

Allerede tidligt begyndte man at oversætte de bibelske skrifter. Fra det 2. århundrede f. Kr. foreligger den første oversættelse af Det Gamle Testamente og fra det 2. århundrede e. Kr. de første oversættelser af Det Nye Testamente fra græsk til latin.

Det Gamle Testamente på græsk

Det Gamle Testamente blev som nævnt oversat fra hebraisk til græsk i det 2. århundrede f. Kr. På det tidspunkt levede mange jøder langt fra Israel og kunne ikke hebraisk længere, men da teksterne stadig var en væsentlig del af deres liv og selvforståelse, blev de oversat til et sprog, de kunne forstå.

Oversættelsen fra hebraisk til græsk kaldes Septuaginta. Ifølge traditionen foretog 70 mænd oversættelsen, og tallet 70 hedder Septuaginta på latin, deraf titlen. Udover de 39 bøger, vi kender som Det Gamle Testamente, indeholdt Septuaginta yderligere 11 bøger. De har siden fået betegnelsen De Apokryfe eller Deuterokanoniske Bøger.

I den ortodokse kirke regner man de apokryfe bøger, der findes i Septuaginta, for en del af kanon. De protestantiske kirker fastholder dog, at kun de 39 bøger er kanoniske, mens den katolske kirkes kanon inkluderer 7 af de Septuaginta-apokryfe bøger.

Udover de apokryfe bøger blev endnu en gruppe bøger udeladt fra kanon. De er senere samlet under betegnelsen de gammeltestamentlige Pseudepigrafer.

Du kan læse mere om, hvordan Bibelen er blevet til, her. Hvis du vil vide mere om de skrifter, der ikke kom med i Bibelen, kan du gøre det her.

Andre oversættelser af Det Gamle Testamente

Fra oldtiden foreligger der udover Septuaginta også andre oversættelser af Det Gamle Testamente. Det drejer sig om en syrisk oversættelse, den såkaldte Peshitta samt en latinsk oversættelse, der kaldes Vulgata. Disse tre oversættelser danner grundlaget for de senere oversættelser til f.eks. koptisk, armensk, slavisk, persisk og arabisk.

Oversættelser af Bibelen

Hvor Det Gamle Testamente blev oversat til græsk i 2. århundrede f.Kr., kom de første oversættelser af Det Nye Testamente i det 2. århundrede e.Kr. Oversættelserne var på latin og syrisk. Senere i oldtiden blev Det Nye Testamente også oversat til en række andre sprog. Der drejer sig om oversættelser til f.eks. koptisk, gotisk, etiopisk, armensk og arabisk.

Meget tyder på, at der har været for mange forskellige latinske versioner i omløb. I det 4. århundrede bad pave Domasus nemlig sin sekretær Hieronymus om at lave en autoriseret bibeloversættelse. Hensigten var at bruge den i kirken i det latin-talende område.

I middelalderens Europa var nye bibeloversættelser imidlertid en sjældenhed. Hieronymus’ oversættelse blev derfor brugt frem til Reformationen, hvor Luther i 1534 oversatte Bibelen til tysk. Få år senere kom så de første danske oversættelser, der blev foretaget på grundlag af Luthers tyske oversættelse fra grundsprogene græsk og hebraisk. Det drejer sig om Christian d. II og Christian d. III´s Bibel.

Se også artiklen om Bibelen

Bibelpensum

Se Ugens Bibelpensum (klik her for at springe direkte til artikel)

Bibelstudenterne

Bibelstudenterne var en bibelstudiegruppe grundlagt af tidligere manufakturhandler Charles Taze Russell (s.d.), efter han i nogle år som agnostiker blev opflammet af et foredrag af Jonas Wendell (en fremtrædende adventist i 1800-tallet). Bibelstudenterne hentede megen inspiration fra Baptisterne (Milleritterne) og evangeliske grene af Adventisterne, særligt George Storrs og Nelson Barbour. Sammen med sidstnævnte grundlagde Russell det blad der i dag er kendt som ‘Vagttårnet’).

Bibelstudenterne har gennemgået mange skismer gennem tiden, og blandt de største skismaer kan nævnes den gruppe der brød ud i 1914 da Russells profeti om at Kristi rige skulle genoprettes og hans hellige kaldes til det himmelske Jerusalem i 1914 ikke fik sin opfyldelse. Allerede kort efter i 1917 kom endnu et skisma efter at Russell var død i slutningen af 1916 og en driftig advokat ved navn Joseph Franklin Rutherford (s.d.) fra Missouri der havde en plads som 4. suppleant i den komité som Russell havde udpeget som sine efterfølgere til driften af Vagttårnet, gennem juridiske spidsfindigheder får tilranet sig magten med et spinkelt flertal bag sig, og samtidig får ændret Vagttårnsselskabets vedtægter så de i stedet for en komité (som det var Russells udtrykkelige ønske til den efterfølgende ledelse) var præsidenten der sad med den uindskrænkede magt. Dette førte til at en gruppe endnu engang brød ud fra Bibelstudenterne og decimerede antallet af medlemmer. Endnu et skisma kom i 1925 hvor Rutherford som nu var enevældig præsident havde forudsagt den nuværende verdens endeligt. Da dette heller ikke fik sin opfyldelse var flere og flere af den opfattelse at han var en storskrydende, drikfældig og grandios charlatan, hvorfor de afbrød forbindelsen til Bibelstudenterne.

Det sidste skisma stod Rutherford selv for, da han ønskede at lægge afstand til alle de andre grupper af Bibelstudenter ved at give sekten et helt nyt navn i 1931, da han omdøbte den til “Jehovas Vidner” (s.d.) (officielt bekendtgjort på et stævne i New York af Vagttårnsselskabets daværende præsident, Joseph F. Rutherford (s.d.)), hvis tale senere blev genoptrykt i Vagttårnet (på dansk 1. december 1931). Jehovas Vidner er stadig den største af de grupper der udsprang fra Bibelstudenterne.

Bibelstudium

Et bibelstudium er i virkeligheden et delvist misvisende ord, da det der studeres kun i meget begrænset grad er Bibelen, men i stedet en af Vagttårnsselskabets publikationer som er særligt målrettet nye interesserede med det formål at få dem til at abonnere på sektens ideologi og bibelforståelse. Den bog eller brochure der studeres, indeholder ganske vist enkelte henvisninger til strategisk udvalgte vers fra Bibelen, men kan på ingen måde hævdes at være et studium af Bibelen som et hele. I stedet kan man med god ret hævde at den studerede litteratur er propagandamaterialer hvori man fremfører argumenter for Vagttårnssektens teologi og eskatologi, og med enkelte skriftsteder taget ud af sin bibelske kontekst, opretter man en række “knager” hvorpå man kan “hænge” argumentationen i det stykke propagandalitteratur der studeres.

På Vagttårnsselskabets hjemmeside eller på bagsiden af deres publikationer ser man ofte reklamer for at de tilbyder et gratis hjemmebibelstudium, og gør meget ud af at fortælle hvor “uforpligtende” det er. Der går dog ikke lang tid før man bebyrder den “studerende” med en klar fornemmelse af at have fået en viden der forpligter vedkommende til at tage yderligere skridt. Dette er ikke unikt for Jehovas Vidner, men ses f.eks. også i Scientology. Hos Jehovas Vidner er de næste skridt som man opfordrer den “studerende” til at tage f.eks. at deltage ved møderne – måske først et enkelt møde om ugen men snart vil man blive mødt med en argumentation der er designet til at give dig en skamfølelse eller følelse af utaknemmelighed, hvis du ikke deltager i alle ugens møder. Herefter opfordres man måske til at give kommentarer ved møderne, tilmelde sig “Den Teokratiske skole”, deltage i forkyndelsen (og på den måde deltage i hvervningsarbejdet). Hovedet på sømmet er når den “studerende” får opstillet et ultimatum hvor man gør det klart at vedkommende nu har så indgående kendskab til Guds normer og planer for menneskeheden og jorden, at såfremt man ikke tilslutter sig “Guds organisation”, vil man faktisk være værre stillet når Harmagedon kommer end hvis man aldrig nogen sinde havde hørt budskabet.

Blodkort

Se Forhåndsdirektiv (klik her for at springe direkte til artikel)

Blodtransfusion

Blodtransfusion er overførsel af blod eller dele heraf fra en bloddonor til en modtager af blodet. Donor og recipient kan godt være samme individ, og i så fald kaldes det autotransfusion.
Blodtransfusioner anvendes ofte som led i mange behandlinger og operationer verden over. Under en blodtransfusion kan gives forskellige blodprodukter; almindeligvis tænkes på fuldblod. Alternativt kan blodet behandles inden transfusion, så modtageren kun gives for eksempel blodplasma, eller et koncentrat af blodlegemer som blodplader eller røde blodlegemer, afhængigt af målet for behandlingen.

Jehovas Vidner er kendt for deres konsekvente afvisning af behandling med blod, inklusiv de fire komponenter røde blodlegemer (erytrocytter), hvide blodlegemer (leukocytter), blodplader (trombocytter) og blodplasma. Det er svært at finde en entydig bibelsk begrundelse for dette påbud, da blodtransfusioner af indlysende årsager ikke var kendt da Bibelen blev skrevet, så de påbud der omhandler blod (der er kun meget få) i Bibelen er altid af diætetisk karakter, eller omhandler brug af blod i forbindelse med ofringer. Jehovas Vidners vigtigste argument finder de i Apostelgerninger 15:28, hvor Paulus giver et dekret til kristne om at “afholde sig fra blod”, hvilket Jehovas Vidner har konkluderet også omfatter brug af blod til livreddende blodtransfusioner. Det kan estimeres at dette kontroversielle syn på blodtransfusion koster ca. 1000 medlemmer af trossamfundet livet hvert eneste år.

Bogstudiet

Se Menighedsbogstudiet (klik her for at springe direkte til artikel)

Broder

Broder (eller ”bror”) er titlen på alle mandlige døbte medlemmer af menigheden. Siden 2010 er man også begyndt at kalde udøbte (mandlige) medlemmer af menigheden for ”brødre” hvis de deltager regelmæssigt i forkyndelsen og på møderne. Når man f.eks. omtaler et mandligt medlem fra menigheden benyttes titlen foran efternavnet eller personens fulde navn, som i ”broder Hansen” eller ”broder Jens Hansen”. På skrift forkortes titlen ofte ”br.” så man f.eks. i omtaler af personer på skrift eller i breve stilet til et medlem af menigheden kan se dem tituleret ”br. Jens Hansen”.
(Se evt. også Søster)

---

C

Charles Taze Russell

Charles Taze Russell (født 16. februar 1852, Alleghany, død 31. oktober 1916, Pampa) var en amerikansk missionær fra Pittsburg i Pennsylvania, der stiftede Bibelstudenterne (s.d.).
Han blev født i Pennsylvania i USA og gennemgik i sine ungdomsår en religiøs krise. Adventismen fik ham til at genvinde troen på Biblen, men senere skrev han sine egne fortolkninger af Biblen, som han mente var de sande fortolkninger.

Charles Taze Russell grundlagde en organiseret Bibelstudie-bevægelse (The International Bible Student Association) og stiftede Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab (s.d.) (Engelsk: “Watch Tower Bible and Tract Society”) den 16. februar 1881. I 1884 blev han selskabets første præsident efter at forlagsvirksomheden blev registreret som et officielt selskab med direktion og bestyrelse.

Fra juli 1879 begyndte Charles Taze Russell for egne midler at udgive det semi-månedlige magasin Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence (dansk: Zions Vagt-Taarn og Forkynder af Kristi Nærværelse), der stadig bliver udgivet som “Watchtower – Announcing Jehovah’s Kingdom” (på dansk: “Vagttårnet – Forkynder af Jehovas Rige”). I Danmark udgives bladet i dag af forlagsvirksomheden Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab A/S, som er sektens danske forlagsvirksomhed.

Clayton J. Woodworth

Clayton Woodworth var en del af den syv mand store bestyrelse for Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania, som ledede selskabet under både Charles Taze Russel og under selskabets anden præsident, Joseph Franklin Rutherford. Woodworth regnes derfor blandt de tidlige ledere af Vagttårnsselskabet.

Som en af de tidlige ledere af Vagttårnsselskabet, besluttede han sammen med George H. Fisher at færdiggøre det syvende bind af Charles Taze Russells bogserie Studies in the Scriptures (på dansk “Studier i Skriften”), med titlen The Finished Mystery (På dansk “Den fuldbyrdede Hemmelighed”). Russell døde som bekendt i 1916 og bogen blev udgivet posthumt i 1918 og tilskrevet C. T. Russell. (I en periode på få år var den officielle forklaring at bogen var inspireret direkte af Russell fra sin himmelske herlighed, og at Russell selv fra himlen havde ledet og fordelt arbejdet med færdiggørelsen af bogen).

Bogen vakte ved sin udgivelse stor polemik, fordi den bl.a. fremholdte doktriner der bl.a. hævdede at indsatsen i Første Verdenskrig var en ukristen dåd. Desuden forklarede bogen i utvetydige vendinger at såfremt mænd fra Bibelstudenterne blev indkaldt som værnepligtige, ville dette blive mødt med civil ulydighed og den stærkeste modstand. Sidst men ikke mindst kunne man i bogen læse, at “De millioner der er døde i den store krig [Første Verdenskrig, red.] alligevel var hjemfaldne til straf som tjenere for Babylon den Store”. Disse udtalelser blev regeringen for meget i en periode hvor man sendte unge patriotiske mænd til fronten for at kæmpe, hvoraf en stor del ikke kom tilbage i live. Således blev Clayton Woodworth fængslet sammen med Joseph Rutherford (s.d.) og andre fra selskabets ledelse i en periode fra 1918 til 1919. De blev anklaget for undergravende virksomhed, spionage og andre paragraffer. Ingen af anklagerne blev dog realiseret i en formel retssag og efter krigen blev præsidenten og dem af bestyrelsen som sad fængslet, atter løsladt. Retten faststlog dog at bogen ikke måtte udgives i sin nuværende form, fordi 6 sider med de nævnte postulater blev forbudt af den statslige censur. Hele det resterende oplag af bøgerne måtte derfor redigeres med en saks, og man fik en stor gruppe af betelfamilien til at sidde og klippe de nævnte seks sider ud af bogen før den kunne sendes ud til abonnenter.

I 1919 blev Woodworth udnævnt til redaktør af bladet Den Gyldne Tidsalder, senere kaldet Vågn Op!. Woodworth udnyttede i mange år bladets sider til at promovere sin egen agenda, først og fremmest sin store uvilje den autoriserede lægestand (som han i bladet omtalte som “heksedoktorer” og “kvaksalvere”) og ikke mindst sin modstand mod mange ideer og behandlinger fra den konventionelle medicin. F.eks. modsatte magasinet sig vaccination og ikke mindst den nyopdagede viden om eksistensen af bakterier, hvilket Woodword omtalte som det rene humbug, suppleret med en række satiriske tegninger af Satan der sammen med læger lokker mennesker til at indtage farlige vacciner, ligesom man gjorde tykt nar af “de farlige baciller”. Woodworth havde mange vanvittige kæpheste, og ved en anden lejlighed benyttede han bladet til at føre en advarselskampagne mod køkkenredskaber af aluminium – et metal hvis positive egenskaber som erstatning for stål i mange industrier netop var opdaget. Woodworth var hvad man i vore dage ville kalde en konspirationsteoretiker, hvilket Vågn Op! fra årene hvor Woodworth var redaktør tydeligt afspejler.

Woodworths holdninger til lægestanden og konventionel medicin, formodes ikke mindst at have haft stor indflydelse på Jehovas Vidners modstand mod blodtransfusion, som var en teknik der netop blev forfinet grundet det øgede behov i feltlazaretter under Første Verdenskrig. Historikere er enige om at der ikke er noget der tyder på at spørgsmålet vedr. blodtransfusion har haft hverken Rutherfords eller Fred Franz’ store interesse før Woodworth promoverer sin uvilje mod denne store medicinske landevinding der er ved at blive en udbredt og anerkendt teknik i den konventionelle medicin.

Clayton Woodworth døde 18. december 1951, 81 år gammel.

Covington, Hayden C

Se Hayden Cooper Covington (klik for at springe direkte til opslag)

---

A B C D E F G H I J K L M N O
P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å #

---

Fodnoter

---