---

---

A B C D E F G H I J K L M N O
P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å #

---

Æ – 9

Æ

---

Ø

Østre Landsret

Landsretterne er to domstole, der blev oprettet i 1919 til afløsning af de hidtige landsoverretter. En dommer i en landsret kaldes landsdommer, og landsretten ledes af en præsident.

Landsretterne fungerer som appelinstanser for byretterne. Vestre Landsret har sæde i Viborg, mens Østre Landsret har sæde i København.

Østre Landsret er den ene af Danmarks to landsretter. Landsretterne er to domstole, der blev oprettet i 1919 til afløsning af de hidtige landsoverretter. En dommer i en landsret kaldes landsdommer, og landsretten ledes af en præsident.

Landsretterne fungerer som appelinstanser for byretterne. Østre Landsret har sæde i København. Østre Landsret har jurisdiktion over øerne, samt Færøerne. De to landsretter (Østre og Vestre) beskæftiger ca. 100 landsdommere og er inddelt i afdelinger med tre landsdommere tilknyttet hver afdeling, som både tager sig af straffesager og civile sager.

Landsretterne har til straffesagerne knyttet domsmænd og nævninger.

Se evt. også Vestre Landsret

---

Å

Årbogen

Se Jehovas Vidners Årbog

Årstekst

Jehovas Vidners Rigssale (s.d.) er som udgangspunkt hold i en meget afdæmpet stil og der vil sjældent være megen udsmykning bortset fra enkelte kummer med planter og måske et maleri i garderoben. Én ting man dog vil finde i alle Rigssale er en tavle hvorpå den såkaldte “Årstekst” for det pågældende år står skrevet/trykt.

Om dette kunne man i det interne parolemagasin Rigets Tjeneste for december 1976 læse følgende instruks:

Årsteksten er altid et skriftsted eller et uddrag fra et skriftsted, som skal udgøre grundtemaet for årets møder. Dette er dog mere symbolik end praksis, da møderne sjældent er udformet så den enkelte tilhører finder nogen særlig rød tråd i årets samlede række af foredrag og indlæg der referer direkte tilbage til Årsteksten, bortset fra det ene møde i starten af året hvor den nye Årstekst annonceres.

Det skriftsted der skal bruges som Årstekst, vedtages hvert år af Jehovas Vidners Styrende Råd (s.d.) , som bekendtgør hvad næste års Årstekst vil blive på trossamfundets Årsmøde, som altid afholdes i en af Jehovas Vidners store konferencehaller/stævnehaller, hvor et medlem af Det Styrende Råd (s.d.) afslører det kommende års Årstekst, hvilket afføder klapsalver fra de særligt indbudte deltagere på årsmødet.

Oversigt over Årstekster brugt af Jehovas Vidner siden 1930

---

#

1975

1975 er et årstal som er mange tidligere Jehovas Vidner bekendt, og alle der har været Jehovas Vidner i perioden omkring og op til dette årstal kender til den store skuffelse i 1975, foranlediget af at man i både litteratur og foredrag udfærdiget på Vagttårnsselskabets hovedkontor og afholdt på utallige stævner verden over siden midten af 1960’erne, opbyggede en stærk forventning til at 1975 ville indvarsle Harmagedon og dermed enden på den “nuværende tingenes ordning” og indførelse af det jordiske paradis som er en væsentlig del af Jehovas Vidners eskatologi.

Sådanne udtalelser kunne man bl.a. finde i bogen Evigt Liv i Guds Børns Frihed (på dansk i 1967), hvori man bl.a. kunne læse flg.:

Som bekendt både kom og gik 1975 uden nogle nævneværdige begivenheder, men i perioden op til 1975 var der, iflg. Raymond Franz (s.d.), ikke en stor opbakning til at mane til besindelse i massehysteriet blandt skaren af følgere, for hele udsigten til de epokegørende begivenheder i 1975, fik medlemstallet til at stige med raketfart i det første halvår af 1970’erne, og det var der selvklart en stor tilfredshed med i sektledelsen.

Men som Raymond Franz senere skrev i sin bog Samvittighedskrise i 1983, så anså han det personligt som meget hovmodigt af mennesker der kalder sig “sande kristne”, at fortælle Gud hvornår det var ‘passende fra Guds standpunkt’ at handle og gribe ind. Evigt liv i Guds børns frihed der var skrevet af Raymond Franz’ onkel Frederick Franz (s.d.) (som stort set alle andre bøger der udkom indtil Frederick Franz’ døde), gav nye forventninger om det Paradis som sekten nu snart havde ventet på i 100 år.

Og man fortsatte ufortrødent med at sprøjte bøger ud af trykkepressen. I 1972 udkom på dansk bogen: Nationerne skal kende at Jeg er Jehova — hvordan? (på engelsk i 1971) og heri skrev man et om muligt endnu mere definitivt profeterende udsagn om at enden – om ikke præcis i 1975 – i hvert fald med garanti ville indtræffe inden år 2000. I kapitel 12 § 9 og 11 kan man læse følgende:

Fred Franz’ nevø – Raymond Franz (s.d.) – var meget betænkelig ved denne oppiskning af en stemning omkring året 1975, og skrev også i sin bog “Samvittighedskrise”, at det var bekymrende at ingen af de ledende medarbejdere gjorde noget for at hindre at menige medlemmer handlede så overilet, men tværtimod bifaldt det som noget prisværdigt, når medlemmer i hobetal i årene op til 1975, opsagde deres gode faste job, solgte deres huse og flyttede i hustrailere, for at leve som pionerer i den korte tid der var tilbage af denne verdensorden. Enkelte Jehovas Vidner flyttede endog i telt, og flere Jehovas Vidner der var landmænd, undlod at tilså deres marker i foråret 1975, fordi de jo vidste at de alligevel ikke fik brug for at høste i efteråret 1975. Alle med kendskab til landbrug ved at en sådan manglende årsindtægt på en gård der baserer sin indtjening på salg af afgrøder kan betyde en konkurs for kornbønder.

Sådanne overilede handlinger blev konstant omtalt rosende ved hver en tænkelig lejlighed i Vagttårnet, Rigets Tjeneste, brochurer, offentlige foredrag, på stævner, osv. Så sent som i Rigets Tjeneste for juni 1974 – kun året før den forventede Nye Verden skulle indtræffe – skrev man følgende uforsigtige opmuntring, som ikke kunne efterlade nogen i tvivl om at der var tale om eksempler man burde efterligne, om overhovedet muligt:

Nogle af de arkiverede medier som Vagttårnsselskabet ville ønske aldrig var blevet arkiveret er de mange stævneforedrag hvori hovedkontorets udsendte medarbejdere holdte foredrag som var skrevet og korrekturlæst på afdelingskontorets undervisningsafdeling, hvorefter de blev holdt verden over af område- og kredstilsynsmænd på gigantiske stævner. Og for Jehovas Vidner er der ikke forskel på sandhedsværdien af det de læser i Vagttårnsselskabets litteratur og det de hører fremført på et stævne for mange tusinde deltagere, for alle Jehovas Vidner ved, at intet bliver sagt på et stævne uden at det først har været godkendt af sektledelsen.

Et af de mest uhyggelige eksempler på dette var da kredstilsynsmanden Charles Sinutko Jr. holdt nedenstående indlæg på et gigantisk stævne i 1967 i New York, hvor han ikke blot antyder, men hævder at årstallet 1975 ikke blot er noget vi skal spekulere på, men at det vil være rigtigt af os at holde øje med dette årstal, for der er nærmest ingen tvivl om at det er her Harmagedon vil indtræffe. Charles Sinutko hævder endda at man er nødt til at slutte sig til Jehovas folk inden 1975, fordi det helt bogstaveligt vil være for sent når vi nærmer os 1975, for døren ind til sikkerheden hos dem af Jehovas tjenere der vil overleve harmagedon, vil være låst allerede længe før 1975!

Hvis man har svært ved at forestille sig at et sådant foredrag er blevet godkendt af Det Styrende Råd (s.d.), så vil jeg anbefale at man afspiller dette lille 5 minutters uddrag af Charles Sinutkos 30 minutter lange foredrag.^[1] Uddraget herunder er naturligvis oversat til dansk, så alle uanset engelskkundskaber kan få det fulde udbytte af nedenstående klip.

I Vagttårnet for 1. december 1968 havde man heller ikke holdt sig tilbage. Her fandt man bl.a. andet artiklen med titlen: “Hvorfor ser du frem til 1975?”, hvori man fandt følgende paragraf:

Her vælger man ikke alene at hævde at Bibelens kronologi helt uden diskussion viser at 1975 er et særligt år og at man derfor bør være særligt årvågen. Virkelig rystende er det at se, at man nu går i rette med Jesus selv, og hævder at man er “ligegyldig” og “selvtilfreds”, hvis man rent faktisk tager Jesu ord alvorligt!

I Vagttårnet for 15 oktober 1969 fortæller man i en artikel med titlen “Den kommende fred i tusind år”:

For at selv de helt tungnemme skulle fatte hvad der skulle ske når mennesket havde eksisteret i 6000 år, altså iflg. Jehovas Vidners bibelkronologi i oktober 1975, så havde man lavet en meget pædagogisk tegning til Vågn Op for 22 april 1974, som kunne få de sidste til at indse hvor på tidens strøm mennesket befandt sig:

Ingen gik ram forbi — heller ikke de unge mennesker i sekten. I Vagttårnet for 1 juli 1969, kunne man som ungt medlem af sekten få følgende formaninger i en artikel med titlen “Hvad påvirker de beslutninger du træffer?”:

Men hvad så efter 1975 – hvad skete der?

Da 1976 kom og alle stod slukørede tilbage – i særdeleshed dem der havde ladet sig rive med af massehysteriet og opsagt deres stillinger og solgt alt hvad de havde af værdier inkl. deres hjem – kom der ikke så meget som en undskyldning. Tværtimod tørrede man hele skylden for denne ulykke af på medlemmerne selv ved i Vagttårnet for 15. oktober 1976 bl.a. at komme med følgende udtalelser i artiklerne “Bevar et ligevægtigt syn på tiden” og “Et solidt grundlag for tillid”:

Og længere fremme læser man følgende formaning:

Og endelig irettesætter man dem der har gjort præcist som de er blevet opfordret til både direkte på foredrag og i litteratur og indirekte ved henvisninger til alle dem der havde solgt deres hjem og opsagt deres job for at være pionerer i de få måneder der er tilbage af den nuværende tingenes ordning. De får følgende ‘nakkedrag’ med på vejen:

Ikke nok med at man fik ‘høvl’ for at have sat sin lid til det der stod i Vagttårnet, og var en anelse slukørede når det nu alligevel ikke gik som “Guds udvalgte kilde til sandheder” havde forudsagt, så var man også temmelig nonchalant over for de mennesker der havde mistet et godt fast arbejde, deres bolig, en uddannelse, osv. og man mente nærmest at de i virkeligheden skulle prise sig lykkelige for den fejltagelse, for det var en sund lektie for dem. I Vagttårnet for 15. oktotber 1976 stod der nemlig på side 472, følgende:

Man fristes næsten til at bruge ordet “uforskammet” om ovenstående sjofle tilbagemelding til dem der blot havde fulgt de mange tilskyndelser til at gå fra hus og hjem og fast indtægt, for at leve af den smule de havde tilbage mens de blev pionerer i de få måneder der var til Harmagedon ville indtræffe.

Faktisk skulle man helt frem til 1980 før man i Vaggttårnet for 15 juni 1980, fandt noget der – med meget god vilje – kunne tolkes som en temmelig halvhjertet undskyldning, for al den tragedie den megen profeteren om 1975 havde medført for de mange menige medlemmer, der ikke havde gjort andet end det de var blevet tilskyndet til – sådan som det utvetydigt fremgår af ovenstående – som f.eks. at sælge deres hjem, give afkald på uddannelse, opsige job, og mange andre ulyksalige beslutninger — alle truffet fordi Det Styrende Råd (s.d.) havde forsikret dem om, at det var den kurs man burde følge i de få år der var til 1975. I Vagttårnet for 15. juni 1980 stod der på side 9:

Mere “usynlig” undskyldning har man næppe kunnet finde eksempler på i verdenslitteraturen. Man forsøger endda i den efterfølgende paragraf at forklare de læsere der var forargede over at Vagttårnet fra 15. oktober 1976 lægger skylden over på bladets læsere, med følgende ordlyd:

Alle der har været Jehovas Vidner i en længere periode var udmærket klar over at den eneste der dikterede den teologiske retning i hele denne periode, lige siden 1942 og de næste 50 år, frem til hans død i 1992, var ingen ringere end vicepræsident og (siden 1972) præsident for Vagttårnsselskabet Frederick Franz (s.d.).

To ting der er værd at hæfte sig ved er:

1. At praktisk talt alle der har profeteret Jesu genkomst eller Guds riges komme, pudsigt nok altid er kommet frem til et årstal der ligger i en periode som de selv har en rimelig chance for at opleve. Der skal ikke megen psykologisk indsigt til at forstå hvorfor mennesker der er ved at nå deres livs efterår drager sådanne konklusioner. Faktisk fortalte Frederick Franz’ nevø Raymond Franz i et foredrag at hans onkel til det sidste holdt fast i at han havde ret i at der var sket epokegørende ting i 1975, men at det var sket usynligt — på det himmelske plan. (Det var præcis det samme som man hævdede da skuffelserne over ikke at blive bortrykket til himlen i 1914 meldte sig.)
2. Det andet vi bør lægge mærke til er, at Jehovas Vidner for første gang nogensinde siden sektens etablering i 1879, oplevede en markant tilbagegang efter at have oplevet et veritabelt vokseværk i årene op til 1975, som en følge af den oppiskede stemning. Nu var stemningen naturligt nok vendt, og vokseværket var også vendt til et medlemstal i frit fald i årene efter 1975, så man kan med en vis ret mistænke Vagttårnsselskabet – som aldrig nogensinde har bragt et dementi – for måske at frygte at dette medlemstal vil blive ved med at dale med samme fart hvis ikke man gjorde noget drastisk, og for en sekt som Jehovas Vidner, er det endog uhyre drastisk at skrive som man gjorde i 1980, for selvom det er en meget halvhjertet undskyldning, så er det fuldstændig uhørt – såvel før som siden – at Vagttårnsselskabet undskylder noget som helst de enten har udgivet eller viderebragt i officielle foredrag på stævner.

144.000

Jehovas Vidner er som de eneste i verden enige om at Kristne er opdelt i to klasser. En klasse der er beseglede eller “salvede” til himmelsk opstandelse, som har et håb om at komme til at regere som konger og præster sammen med Kristus i et kommende tusindårsrige. Alle øvrige Jehovas Vidner kan gøre sig håb om en jordisk opstandelse. Hele denne lære er primært baseret på to steder i Bibelen som begge findes i Johannes Åbenbaring, som af kristne betragtes som en bog om Apokalypsen, Tusindårsriget, endens tid, verdens ende, Harmagedon – kært barn har mange navne.

“⁴ Og jeg hørte tallet på de beseglede, et hundrede og fireogfyrre tusind, beseglede af hver stamme af Israels sønner:
⁵ Af Judas stamme tolv tusind beseglede; af Rubens stamme tolv tusind; af Gads stamme tolv tusind;
⁶ af A´sers stamme tolv tusind; af Naf´talis stamme tolv tusind; af Manas´ses stamme tolv tusind;
⁷ af Si´meons stamme tolv tusind; af Le´vis stamme tolv tusind; af Is´sakars stamme tolv tusind;
⁸ af Ze´bulons stamme tolv tusind; af Josefs stamme tolv tusind; af Benjamins stamme tolv tusind beseglede.
⁹ Efter dette så jeg, og se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet, klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder.” — Åbenbaringen 7:4-9, NVO1993

Det som alle andre end Jehovas Vidner – som har læst denne udlægning af disse vers – spørger sig selv om er, hvordan man med baggrund i ovenstående vers er kommet frem til at tallet “144.000” er et bogstaveligt tal. Og lad os straks tage det svar som man får når man spørger et Jehovas Vidne om dette.

Den korte forklaring fra Jehovas Vidner

Man argumenterer “baglæns” og siger, at i Åbenbaringen 7:9 omtales “en stor skare, som ingen var i stand til at tælle”, hvilket skulle være argument for at dette er en helt anden gruppe end dem der lige er omtalt i de forgående vers som omtales som “144.000”. Argumentet er altså at fordi skaren i forgående vers har et endegyldigt nummer på 144.000 så er den skare der er så stor at ingen kan tælle den en anden skare. Men det forklarer jo stadig ikke hvorfor denne “anden skare” ikke også befinder sig samme sted som den skare vi lige har hørt om – som befinder sig i himlen.

Så skal vi komme videre herfra må vi starte med at anlægge nogle grundlæggende præmisser som man kan blive enige med Jehovas Vidner om. Disse præmisser vi kan blive enige om er:

1. Man må lægge sig fast på om vers 4 er af symbolsk eller bogstavelig betydning, for det synes ikke særlig logisk at antage, at noget har “en halv” symbolsk betydning og “en halv” bogstavelig betydning, så …
2. Når vers 4 taler om “Israels sønner” så er det indlysende for alle, at det ikke er de bogstavelige jøder der her sigtes til, som i fremtiden for længst er døde, da Israels tolv stammer allerede på nuværende tidspunkt forlængst er uddøde.
3. En anden kendsgerning der viser at disse stammer ikke er Israels bogstavelige stammer er at nogle af de nævnte stammer (Gads og Simeons) slet ikke var en del af Israels oprindelige, bogstavelige tolv stammer. Og Levis stamme som også opremses taltes normalt heller ikke blandt de tolv stammer i Israel, fordi Levitterne jo var udtaget til tempeltjeneste (som præster). Så det er indlysende at de nævnte stammer må være symbolske stammer.
4. Af ovennævnte kan vi jo konkludere, at da optegnelsen ikke harmonerer med Israels oprindelige tolv stammer, så er der tale om symbolske stammer, og så må selve antallet af stammer som opgives til at være 12, også være et symbolsk tal.
5. Ud fra denne logik om at versene taler i symbolsprog, må man med ro i sindet konkludere, at de præcise angivelser på antallet fra hver stammer som opgives til 12.000 også må være et symbolsk tal, da Israels oprindelige tolv stammer jo havde vidt forskellige størrelser.

Men når denne logiske konklusionsrække er afsluttet, så står man bare tilbage med ét spørgsmål:

Hvordan kan man ved at multiplicere symbolske stammer, af hvilke der er symbolske tolv, med hver symbolske 12.000 medlemmer, komme frem til et bogstaveligt tal?

Tallet 144.000 er jo heller ikke det eneste tal der bruges til at repræsentere denne omtalte gruppe. Den omtales også som ”24 ældste” (Åbenbaringen 4:4), som man ikke finder noget problematisk i at fastslå er et symbolsk tal.

Mange andre tal fra Åbenbaringen anskues også som det selvfølgeligste af Vagttårnsselskabet som symbolske tal. Her skal blot nævnes nogle få eksempler men listen er langt fra uddybende:

“7 menigheder”:

Selvom “Asien” er et særdeles bogstaveligt område på jorden omtales de “syv menigheder” i Asien ifølge Jehovas Vidners egen udlægning i bogen Åbenbaringen – Det store klimaks er nær! som et symbolsk tal der illustrerer de titusinder af Jehovas Vidners menigheder i hele verden i dag. I bogen skriver man således:

Dette tal, „syv“, går igen flere gange i Åbenbaringen. Det betegner fuldstændighed, især i forbindelse med det der vedrører Gud og hans salvede menighed. Vi kan derfor være sikre på at det der i første række siges til de „syv menigheder“ af salvede, også gælder Guds folk som helhed i dag, på Herrens dag, hvor der findes titusinder af menigheder i hele verden.

Åbenbaringen — Det store klimaks er nær! (kap. 4, s. 18, §2)

“24 ældste på 24 troner” (Åbenbaringen 4:4):

I bogen Åbenbaringen – Det store klimaks er nær! forklarer man dette vers således, idet man ingen problemer har med at fortælle hvad tallene 12 og 24 “står for” (eller man kunne sige “symboliserer”):

Hvad ligger der i tallet 24, siden Johannes ser 24 ældste rundt om tronen? … Tallet 12 står for en guddommeligt afbalanceret organisation, og 24 står for en sådan ordning i forstærket eller dobbelt grad.

Åbenbaringen — Det store klimaks er nær! (kap. 14, s. 77, §11)

“7 lamper” (Åbenbaringen 4:5):

Vagttårnsselskabet har mange synonymer for “symbolisere” i forklaringen på dette vers vælger man at erstatte ordet “symbolisere” med “skildre”, men ingen er i tvivl om at der er tale om nøjagtig den samme mening:

Johannes fortæller selv hvad de syv lamper betyder, nemlig „Guds syv ånder“. Tallet syv symboliserer guddommelig fuldstændighed; de syv lamper må derfor skildre den hellige ånds fulde oplysende kraft.

Åbenbaringen — Det store klimaks er nær! (kap. 14, s. 79, §16)

“4 levende skabninger” (Åbenbaringen 4:6):

Og minsandten om man ikke for at forklare at tallet fire ikke er bogstaveligt forklarer at det i stedet “repræsenterer” Guds “mange” keruber, på denne måde:

De fire levende skabninger som Johannes ser, må altså repræsentere Guds mange keruber — skabninger af høj rang i hans åndelige organisation.

Åbenbaringen — Det store klimaks er nær! (kap. 14, s. 80, §19)

“12 stjerner” (Åbenbaringen 12:1-2):

Også her kan man nemt forklare hvorfor tallet 12 ikke er bogstaveligt men i stedet “forbindes med” fuldstændighed. Derfor ved man også hvad de tolv stjerner “symboliserer”:

Tallet tolv forbindes med fuldstændighed i organisationsmæssig henseende. Disse tolv stjerner synes derfor at vise at hun symboliserer noget der er opbygget som en organisation i himmelen, ligesom det gamle Jerusalem var en organisation på jorden.

Åbenbaringen — Det store klimaks er nær! (kap. 27, s. 178, §5)

Et eksempel på hvordan sekten bruger “omvendt bevisførelse” i form af falsk deduktion, ser man f.eks. i bogen Abenbaringen – Det store klimaks er nær! når den i sin uddybende forklaring siger:

Det jødiske præsteskab blev interessant nok inddelt i 24 skifter… Det er derfor meget passende at der optræder 24 ældste i Johannes’ syn af det himmelske præsteskab, for dette præsteskab tjener Jehova til stadighed, uden ophør. Når præsteskabet er fuldstændigt vil der være 24 skifter, hvert bestående af 6000 sejrvindere, for Åbenbaringen 14:1-4 fortæller at der i alt er 144.000 (24 × 6000) som er „blevet købt fra menneskeslægten“.

Åbenbaringen — Det store klimaks er nær! (kap. 12, s. 178, §5)

Men her er det rimeligt at spørge hvor i alverden regnestykket på 24 ✖ 6000 fra i den parentes der uddybende skal argumentere for tallet 144.000? Hvorfra har man de ”6000 sejrvindere”? I bogen fremstilles et multiplikationsstykke på 24 ✖ 6000 = 144.000, men det er direkte misvisende og en omvendt måde at skildre tingene på, for det man i virkeligheden gør, er at man tager tallet på de 144.000 (som man altså som udgangspunkt antager, er et bogstaveligt tal) og dividerer dét med 24, og på den måde får tallet (144.000 / 24) = 6000, som er det tal man så indsætter i det viste multiplikationsstykke hvor man ganger tallet med de “24 ældste” i Johannes’ syn! Men det kan man jo kun tillade sig, hvis man allerede har bevist at de 144.000 er et bogstaveligt tal, og det er jo lige netop det man prøver med dette regnestykke. Man beviser ikke en påstand ved at tage udgangspunkt i at påstanden er sand.

Hvad siger andre anerkendte bibelforskere?

Den måske mest kendte danske forsker i Johannes Åbenbaring er Holger Mosbech, som udgav et trebindsværk om Johannes Åbenbaring i 1942. I første bind af dette værk skriver Holger Mosbech følgende om Åbenbaringen 7:9:

”Ordet ’Derefter’ tilkendegiver, at der nu kommer en ny vision.”
— Holger Mosbech, 1942, bd. 1, s. 142

Hvis man læser hele Holger Mosbechs analyse, så kan man se at hans konklusion er den samme som stort set alle andre kristne trossamfund også er kommet frem til, nemlig at de to skarer i åbenbaringen 7:4-9 er et udtryk for hhv. “jødekristne” og “hedningekristne”. Denne forståelse af ”den store skare” fra v. 9 er den der oftest går igen når man undersøger de udlægninger der findes af de omtalte vers.

Grundlaget for denne logiske slutning er de ord man citerer Jesus for i Johannes 10:16, hvor Jesus ifølge skriften fortæller at der foruden dem han allerede har forkyndt for (nemlig Jøderne) også har “andre får” som også hører til folden, som skal blive “én flok”. Dette forstår alle andre end Jehovas Vidner interessant nok også som et udtryk for at budskabet efter Jesu død skulle udgå til “Hedningerne” (eller som NVO kalder det “folk fra nationerne”).

Vagttårmet for 15/10 1980 gjorde et halvhjertet forsøg på at argumentere mod dette, men kommer i stedet til at spænde ben for sig selv. I bladet stod der som argument:

Kristenhedens kirker hævder at den „fold“ Jesus her taler om, kun skulle rumme jødiske kristne, hvorimod ’de andre får’ er de ikke-jøder eller hedninger der bliver kristne, og at både troende jøder og troende hedninger bliver „én hjord“ under den ’ene hyrde’ i den ene åndelige fold. Men denne lære er ikke i overensstemmelse med andre bibelske skriftsteder om dette emne.

Vagttårnet 15. oktober 1980, s. 14

Denne påstand underbygges rent faktisk ikke ét eneste sted i artiklen med en henvisning til bare ét andet skriftsted, der understøtter den. Dette er et eksempel på den typiske demagogiske argumentationsform fra Vagttårnsselskabet der blot viser hvor stort held de har haft med at få folk til helt at holde op med at tænke selv, for til dette udsagn burde man jo spørge: Hvilke skriftsteder?

Ydermere er selve argumentationen tillige cirkulær, da den eneste støtte for dén udlægning af Johannes 10:16 jo netop er, at man anerkender udgangspunktet, nemlig at Åb. 7:4-9 handler om en bogstavelig skare på 144.000 og en større sekundær skare uden tal. Hvis ikke man i forvejen har lagt sig fast på det man netop ønsker at bevise, så viser dette vers jo ikke noget. Så i sig selv beviser verset jo således ingenting!

Vagttårnsartiklen fortsætter:

Apostelen Johannes kendte denne lignelse, for han og hans broder Jakob tillige med Peter og Andreas var årsag til at Jesus fremsatte den her omtalte profeti, idet de spurgte ham ud om „tegnet“ da de var for sig selv, og Johannes hørte profetien i sin helhed. (Mark. 13:3, 4) Da han nedskrev Jesu ord om ’de andre får’ kan han derfor udmærket have tænkt på Jesu lignelse om fårene og bukkene. Han var den alderstegne apostel der fik Åbenbaringen, hvoraf det fremgår at det åndelige Israels 12 stammer kun ville bestå af 144.000 medlemmer. Han vidste derfor at „fårefolden“ med ’den lille hjord’ kun ville rumme et begrænset antal af alle dem der bliver frelst.

Vagttårnet 15. oktober 1980, s. 14

Det virker lidt underligt søgt eller formålsløst at begynde på noget der mest af alt ligner et forsøg på ’tankelæsning’ for det (be)viser ikke rigtig noget som helst, at ’gætte’ på hvad Johannes ”udmærket [kan eller ikke kan] have tænkt på” mens han blot refererer noget Jesus har sagt.

Hvad jeg finder mere alvorligt er, at denne ’tankelæsning’ også er et udtryk for argumentation imod bedre vidende, da artiklens forfatter jo selvfølgelig er helt bevidst om, at profetien om de ”andre får” fra Joh 10:16, som paragraffen hentyder til, ikke er tanker der er opstået hos Johannes, men derimod et referat af udtalelser der har sit ophav hos Jesus Kristus! Derfor virker det uhæderligt at skrive at ”Da [Johannes] nedskrev Jesu ord om ’de andre får’ kunne han udmærket have tænkt på…”, for det eneste Johannes gjorde, da han skrev netop disse ord, var alene, at citere Jesus! Desuden foretager forfatteren et ’elegant kvantespring’ henover en række ellers nødvendige forudsætninger, idet forfatteren af artiklen pludselig, som grundlag for næste led i rækken af argumenter, som noget selvfølgeligt antager, at Johannes forstod de 144.000 i Åbenbaringen (som han jo selv havde skrevet ca. 2 år tidligere) som et bogstaveligt tal, på samme måde som det opfattes af Vagttårnsselskabet! Og det er jo præcis det man prøver at argumentere for! Men man kan kke bruge selve konklusionen i argumentationsrækken! Det gør jo hele argumentet til et værdiløst og grundløst, cirkulært, pseudo-argument!

Men hvad nu hvis tallet 144.000 ér et bogstaveligt tal?

Er dét et argument for den slutning, at det Jesus citeres for i Johannes 10:16 ikke beskriver ”hedningekristne” eller ”folk fra nationerne”? På ingen måde! Er det i sig selv et argument for at den store skare ikke kan have et himmelsk håb? Tværtimod! For hvis man læser verset i den større kontekst som det står i, kan man se, at Åbenbaringen 7:9 også fortæller, at denne store skare, ”stod foran tronen”.

Så argumenterer bogen Åbenbaringen – det store klimaks er nær! ganske vist for, at det alligevel er på jorden med henvisning til nogle helt andre skriftsteder der bruger helt andre udtryk som ”for Guds åsyn”, for at argumentere mod at placeringen ”foran tronen” er i himmelen. Men hvor præcis befinder ”den lille skare” sig da henne? Det andet sted i Johannes Åbenbaring hvor de ”144.000” omtales – Åbenbaringen 14:3 – fremgår det tydeligt, at de netop også befinder sig ”foran tronen”!!

Man lyver gerne for at få ret!

Vagttårnet for 15. november 1980 fortsætter argumentationen fra forgående måned med artiklen: “Hvor er det ‘den store skare’ yder hellig tjenste?”. Heri kunne man læse følgende tilsyneladende uskyldige – om end meget kryptiske – argumentation:

Ses de stående udendørs et eller andet sted? Nej, ifølge Åbenbaringen 7:15 (da. aut.) står de „foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel [naos´ i den græske grundtekst]“. Vil det sige at medlemmerne af denne ’store skare’ kommer i himmelen, hvor Gud, som de tilskriver deres frelse, er? Almindeligvis bliver der svaret ja på dette spørgsmål, fordi der siges at de tjener Gud „i hans tempel“ (da. aut) eller „i hans helligdom“ (Rotherham).

Spørgsmålet drejer sig om betydningen af det græske ord naos´, der forekommer i Bibelens grundtekst og gengives med „telt“, „tempel“ eller „helligdom“. Dette ord benyttes for eksempel i beretningen om hvordan Jesus Kristus drev pengevekslerne og købmændene ud af Herodes’ tempel.

Vagttårnet 15. november 1980, s. 10

Igen udnytter man det faktum at Jehovas Vidner er trænet til at overlade al kritisk tænkning til sektledelsen, for der er næppe mange Jehovas Vidner der har efterkontrolleret sandheden i den sidste sætning (som jeg har markeret) i ovennævnte uddrag fra artiklen?! Når man skriver sådan en sætning, er det jo fordi man vil give et specifikt eksempel på brugen af det græske ord naos’ (som betyder ”telt”, ”tempel” eller ”helligdom”). Forfatteren af artiklen må nødvendigvis have ledt efter et sted hvor det græske ord blev brugt, og har så tilsyneladende fundet frem til denne beretning om Jesus. Det er noget forfatteren har undersøgt nøje.

Så meget mere uhyggeligt er det at slå op i Kingdom Interlinear Translation (eller andre interlineare Bibler!) og konstatere at påstanden er en bevidst usandhed, da det græske ord, som Vagttårnsselskabet, for at underbygge artiklens påstande, hævder ”benyttes … i beretningen om hvordan Jesus Kristus drev pengevekslerne ud af templet”, er et fuldstændig andet! Det græske ord i denne beretning er nemlig hieron – ikke naos’.

Heraf fremgår det med al trist tydelighed at Vagttårnsselskabet ikke holder sig for gode til at lyve for at få deres argumenter over målstregen.

Er det overhovedet fysisk muligt – hvad fortæller logikken?

OBS! Vær opmærksom på, at nedenstående argumentation er rettet mod Jehovas Vidner der stadig tager både Bibelen og Vagttårnsselskabets lære for pålydende. Så selvom redaktionen på JVinfo•NU er af ateistisk observans, har det været relevant at tage udgangspunkt i Vagttårnsselskabets egen logik i argumentationen herunder, da dét er de autoriteter som Jehovas Vidner anerkender. Dette er altså grunden til at argumenterne herunder kommer fra såvel Bibelteksten som fra Vagttårnsselskabets historiske litteratur.

Tager man Vagttårnsselskabets ord om at de 144.000 er et bogstaveligt antal for pålydende, så har man jo allerede besluttet sig for at lade algebra spille en væsentlig rolle i forklaringen på dette tals bogstavelige betydning.

Iflg. Vagttårnsselskabet har den sande Kristne menighed af Jehovas Vidner i princippet eksisteret siden det første århundrede, og man mener bl.a. at man i Jerusalem havde forbilledet for den måde Jehovas Vidners organisation fungerer på i nyere tid.

Helt fra Russels tid har man troet og forkyndt at ”de salvede” begyndte at blive udvalgt allerede i det første århundrede, og at de fleste af disse ”salvede” var indsamlet allerede ved udløbet af det første århundrede.

Det fremgår f.eks. af Vagttårnet for 15. maj 1975, hvor man bl.a. kan læse flg:

Og hvad har Jehova Gud gjort efter Jesu opstandelse og himmelfart for yderligere at åbenbare sin hensigt vedrørende ’sæden’? Meget, hvilket Apostelgerningerne og den øvrige del af De kristne græske Skrifter viser. Fra og med pinsedagen i år 33 e.v.t. viste Jehova ved hjælp af overnaturlige gerninger og syner at medlemmer af den kristne menighed skulle være med til, sammen med Jesus, at udgøre den „sæd“ der blev forudsagt i Eden. I de forløbne 1900 år, har Jehova Gud været i færd med at udvælge disse, hvis antal skal være på i alt 144.000. Dette tal synes nu at være næsten fuldstændigt. — Joh. 14:1-3; Apg. 2:1-47; Åb. 14:1, 3; 20:6.

Vagttårnet 15. maj 1975, s. 84, §16

Hvis 144.000 virkelig skulle være det fulde tal på “de værdige” som man kalder ”dem som har været trofaste endog til døden”, er det endog meget svært at se hvordan der overhovedet har været pladser tilbage i første tredjedel af 1900-tallet hvor der jo var langt flere der bekendte sig til “de 144.000 salvede” end der er i dag. Hvis man skal tage Vagttårnsselskabets ord for pålydende, så var vel der rent faktisk så mange (ca. 60.000) at knapt halvdelen af de 144.000 alene skulle være indsamlet i perioden fra Russel og frem til ca. 1935!

Men historien viser os jo, at man forfulgte de Kristne i flere århundreder efter Kristus, og der var masser af martyrer som ”var trofaste endog til døden” som i hvert fald kan beskrives som “de værdige”, som Gud iflg. Bibelen ville udvælge.

Alene i Apostelgerninger nævnes et gigantisk antal der blev frelst alene gennem den urkristne menigheds første 30 år:

3000	”Så blev de der villigt tog imod hans ord døbt, og på den dag blev omkring tre tusind sjæle føjet til.” (Apg 2:41)
5000	”Men mange af dem som havde hørt talen fik tro, og tallet på mændene blev omkring fem tusind.” (Apg 4:4)
Daglige tilføjelser	”idet de priste Gud og vandt yndest hos hele folket. Samtidig fortsatte Jehova med daglig at føje dem til som blev frelst.” (Apg 2:47)
"Mange"	”Dette blev kendt i hele Jop´pe, og mange fik tro på Herren.” (Apg 9:42)
”Mange” og ”ikke så få”	”Så fik mange af dem tro, og det samme gjorde ikke så få af de agtede græske kvinder og af mændene.” (Apg 17:12)
”Mange”	”Og mange af dem som havde fået tro, kom og bekendte og fortalte åbent om deres forehavender.” (Apg 19:18)
”Alle som var ret indstillet”	”Da de der var fra nationerne hørte dette, begyndte de at fryde sig og at herliggøre Jehovas ord, og de fik tro, alle som var ret indstillet til evigt liv” (Apg 13:48)
10.000 x ”Mange”	Efter at have hørt dette begyndte de at herliggøre Gud, og de sagde til ham: „Du ser, broder, hvor mange tusind* [egtl. ”mange titusind” (fodnoten siger: ”ordret 10.000”, ”=myriader”)] der er blandt jøderne som har fået tro, og de er alle nidkære for loven.” (Apg 21:20) *Dette er særlig interessant, da ”mange myriader” eller ”mange titusinder” meget hurtigt kan blive til 144.000. Hvis man yderst konservativt antager, at ”mange” mindst betyder 10, så viser dette at mindst 100.000 blev tilføjet!!

Ved at lægge disse sikre vidnesbyrd sammen, vil man hurtigt nå op på minimum 100.000 blot på de første 30 år af den Kristne menigheds eksistens. Og eftersom alle de første Kristne blev ubarmhjertigt forfulgt og stræbt på livet, må de bestemt være blandt “de værdige” da de i overvældende grad viste sig at være trofaste.

Desuden nævner Bibelen adskillige menigheder i De Græske Skrifter. Fra historiske vidnesbyrd ved vi at adskilige af disse menigheder hver især omfattede tusinder. Bibelen omtaler menigheder i:

• Rom (Romerbrevet 1:7)
• Korint (1 Korinterbrev 1:2)
• Galatien (Galaterbrevet 1:2)
• Filipi (Filiperbrevet 1:1)
• Efesus (Efeserbrevet 1:1)
• Kolossæ (Kolossenserbrevet 1:2)
• Thessalonika (1 Thessalonikerbrev 1:1)
• Kreta (Titus 1:5)
• Pontus (1 Peter 1:1)
• Galatien (1 Peter 1:1)
• Kappadokien (1 Peter 1:1)
• Asien (1 Peter 1:1)
• Bitynien (1 Peter 1:1)
• Smyrna (Åbenbaringen 2:8)
• Pergamum (Åbenbaringen 2:12)
• Thyatira (Åbenbaringen 2:18)
• Sardis (Åbenbaringen 3:1)
• Filadelfia (Åbenbaringen 3:7)
• Laodikæa (Åbenbaringen 3:14)

Selv i bogen Åbenbaringen – det store klimaks er nær, anerkender man at kristendommen var vidt udbredt idet man citerer McClintock and Strong’s Cyclopedia (Vol X, p.519) og siger:

„Kejserne blev gjort opmærksomme på kristendommen gennem de tumulter der blev anstiftet i befolkningen af hedenske præster som med ængstelse iagttog denne tros forbløffende fremmarch, og Trajan [98-117 e.v.t] blev følgelig tilskyndet til at udstede forordninger som tog sigte på gradvis at undertrykke den nye lære … Plinius den Yngres forvaltning af Bitynien [der mod syd grænsede op til provinsen Asien] blev vanskeliggjort af sager der udsprang af kristendommens hurtige vækst og den hedenske befolknings påfølgende vrede i hans provins.“

Åbenbaringen — Det store klimaks er nær! (Kap. 12, ramme, s. 62)

Fra Bibelen og fra anerkendt kirkehistorie ved vi, at der levede i hundredetusindvis af Kristne alene i kristendommens første år. Man anslår forsigtigt at der alene var 250.000 jødekristne og nogle hævder endda at dette tal kan have været i nærheden af 1 million!

Hvis man i øvrigt sammenligner med hvor mange Jehovas Vidner der er kommet til organisationen i en 70-årig periode, ved vi, at i 1919 da de angiveligt blev udpeget af Kristus var de 20.000 og i 1990 talte de ca. 5 millioner. Jeg har svært ved at forestille mig, at den urkristne kirke på en tilsvarende periode (altså ca. 70 år) ikke har kunnet trække mindst lige så mange til sig som Jehovas Vidner – ikke mindst når man tager i betragtning, at den urkristne tro helt fra starten var 100% ubesmittet af hedenske læresætninger, hvorimod den religion som blev stiftet af Russell jo ifølge Vagttårnsselskabets egne erkendelser var fyldt med hedenske dogmer som f.eks. Pyramidologi, som man måtte bruge mange af de første år på at luge ud i.

Og skulle de første Kristne endda kun have opnået 10% af den vækst som Jehovas Vidner har opnået så ville tallet på de Kristne i det første århundrede stadig være på omkring en halv million hvilket langt overstiger de 144.000.

Russel selv fremholder et tal på 861.000 ”værdige” alene i det første århundrede i sin bog The Finished Mystery (Den Fuldbyrdede Hemmelighed).

Og vi ved at det er et faktum, at den første Kristne menighed i hvert fald eksisterede i år 96, hvor apostlen Johannes skrev sin Åbenbaring i fangenskab på Patmos. Og i årene før Johannes Åbenbaring blev skrevet, undervistes der på intet tidspunkt i at kun 144.000 skulle arve himmelsk liv. Tværtimod! I Johannes 14:1-4 står der:

„Lad ikke jeres hjerte foruroliges. Tro på Gud, og tro på mig. ² I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, ville jeg have sagt jer det, for jeg går hen for at berede jer en plads. ³ Og når jeg er gået hen og har beredt jer en plads, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at I også kan være hvor jeg er. ⁴ Og hvor jeg går hen, dér kender I vejen.“ (Joh 14:1-4)

Så her siger Jesus altså, at der er ”mange boliger” i himlen. Ikke noget med restriktioner eller begrænsede pladser. Jesus beder faktisk ligefrem til sin Fader om, at alle der tror eller kommer til at tro, må komme i himmelen for at være sammen med Jesus:

”Jeg beder ikke blot for disse, men også for dem som gennem deres ord får tro på mig, for at de alle må være ét. Fader, med hensyn til det du har givet mig, så ønsker jeg at hvor jeg er, dér skal de også være sammen med mig, for at de kan se min herlighed, den som du har givet mig, fordi du elskede mig før verdens grundlæggelse.” (Joh 17:20,21,24)

Der er altså intet i hverken evangelierne eller i brevene i De Græske Skrifter der antyder at tallet skulle være begrænset til 144.000. Og eftersom Johannes Åbenbaring, først blev nedfældet i år 96 e.v.t. så står det altså klart at der i minimum 70+ år ikke blev forkyndt at kun 144.000 skulle i himlen. (Og som jeg tidligere påpegede var der i år 96 snarere mellem en halv og en hel million Kristne).

Fra Filipperbrevet ved vi, at alle disse mennesker så frem til at komme i himlen. Der står nemlig:

Vort statsborgerskab er jo i himlene, hvorfra vi også ivrigt venter en frelser, Herren Jesus Kristus, som vil omdanne vort ydmygede legeme så det bliver formet efter hans herlige legeme i overensstemmelse med indvirkningen af den kraft han har til endog at underlægge sig alt. (Filipperbrevet 3:20, 21)

De Kristne i Thessalonikermenigheden troede det samme, for i 1. Thes 4:16-17 siges der:

for Herren selv vil stige ned fra himmelen med et kommandoråb, med en ærkeengels røst og med Guds trompet, og de som er døde i samhørighed med Kristus skal opstå først. Derefter skal vi som lever og som bliver tilbage, sammen med dem rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften; og således skal vi altid være sammen med Herren. (1 Thessalonikerbrev 4:16, 17)

Peter fortæller også til alle de Kristne som han skrev til at de skulle arve himmelsk liv – uden at komme med undtagelser:

”Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, for i sin store barmhjertighed har han givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, ⁴ til en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv. Den er bevaret i himlene til jer” (1 Peters Brev 1:3, 4)

Judas giver også denne forsikring om en himmelsk opstandelse:

Men ham som er i stand til at beskytte jer så I ikke snubler, og at fremstille jer dadelfri for sin herlighed* (*ordr. ”foran sin person” hvilket jo vil sige i himlen da det er der Kristus allerede er, da dette bliver skrevet) med stor glæde, den eneste Gud, vor Frelser gennem Jesus Kristus, vor Herre, ham tilkommer herlighed, majestæt, magt og myndighed i al forgangen evighed og nu og ud i alle evigheder. Amen. (Judas Brev 24, 25)

Spørgsmål og konklusion

Så alle de Kristne i hele det første århundrede (på nær 4 år), som beviseligt androg langt over 144.000, troede altså at de skulle i himmelen, for det var – i hvert fald hvis man skal tro Ny Verden-Oversættelsen – først i år 96 da Johannes nedfældede sin Åbenbaring at tallet 144.000 blev kendt. Et af de mange spørgsmål man står tilbage med er, om Vagttårnsselskabet virkelig forestiller sig, at Gud ville give en mase mennesker et håb om at arve evigt liv sammen med Kristus i himmelen, for så i år 96 at lade apostlen Johannes fortælle at det kun er 144.000 kristne der får del i dette håb, og derved tage det håb fra langt de fleste af dem igen?

Et nok så væsentligt spørgsmål til logikken i hele denne forståelse er: Hvorfra fik Vagttårnsselskabet oplysningen om hvor mange pladser der var tilbage i slutningen af 1800-tallet? Var det et tal Jehova gav dem? Hvordan vidste man hvor mange pladser der manglede at blive udfyldt, og hvordan kunne man fastslå at 1935 var tidspunktet hvor der ikke var flere pladser tilbage da Rutherford på et stævne bekendtgør at tallet på den himmelske skare er fuldtallig, og dermed skuffer den store skare af “andre får” som også havde håbet på et himmelsk liv, fordi han forklarer at denne s ikke handler om de “hedningekristne” som også skal arve himmelsk liv, men i stedet bliver afskåret fra deres himmelske håb og i stedet får at vide at de nu ?

---

Så man må konkludere:

• At de 144.000 der omtales i åbenbaringen naturligvis er et symbolsk tal, fordi det stammer fra multiplicering af 12 symbolske stammer med hver 12.000 symbolske medlemmer. Man kan ikke gange symbolsk med symbolsk og få et bogstaveligt resultat. Det er ikke anderledes end at man ikke kan gange meter med meter og få gram eller grader. meter x meter giver altid m² (kvadratmeter).
• At hvis det havde været et bogstaveligt tal, så skulle Jehovas Vidner have indsamlet mere end halvdelen af disse “værdige” siden 1919, hvilket skulle betyde at der af de millioner af kristne op gennem de første århundreder kun har været ca. 60-70.000 som var værdige til at blive oprejst.
• At det virker særdeles usandsynligt at apostlen Johannes pludselig i år 96 hvor der allerede er flere hundrede tusinder af Kristne (måske endda en million) bekendtgør at kun 144.000 er blandt de retfærdige, selvom de mange skriftsteder der er fremhævet i denne artikel viser at alle de kristne i det første århundrede forventede at komme i himlen.
• At det er højst besynderligt at Jehovas Vidner skulle vide hvor mange pladser der var tilbage af disse 144.000 i 1919, hvor de hævder at indsamlingen på ny påbegyndes.
• At der ingen dokumentation – udover sektens egen påstand – er for, at Jehovas Vidner skulle vide at året 1935 var præcis det år hvor antallet af de 144.000 var fuldtallige hvorefter der kun ville blive indsamlet mennesker der skulle høre til den store skare der skulle arve jordisk liv.

---

A B C D E F G H I J K L M N O
P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å #

---

Fodnoter

---