---

---

A B C D E F G H I J K L M N O
P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å #

---

S – V

Samling

En “Samling” er et kort relativt uformelt møde der holdes forud for planlagte forkyndelsesaktiviteter. Der er som regel 2-3 samlinger i løbet af en uge, og det er ikke et møde der varer mere end omkring 15-20 minutter. Mødet har nogle helt specifikke og praktiske formål. Først og fremmest vil den der leder samlingen (se længere nede hvordan denne leder udvælges), sikre at alle der måtte ønske det har en makker at følges med. I Danmark er det ikke specielt relevant, men man vil i visse dele af verden sikre at distrikter i særligt brutale kvarterer tildeles robuste mænd og f.eks. ikke enlige “søstre” der kunne blive udsat for forulempelse i sådanne kvarterer. Lederen af samlingen har ansvaret for at sikre at der omdeles distrikter til dem der har planer om at gå i det traditionelle “hus-til-hus”-fokyndelsesarbejde, såfremt disse ikke allerede har fået et sådant distrikt udleveret i form af et distriktskort fra menighedens “distriktstjener” (den ældste eller menighedstjener der har ansvaret for alle distrikter der hører til under den pågældende menighed). Samlingerne bruges også sommetider til at lade et par af de tilstedeværende demonstrere (ved et lille “skuespil”) hvordan man kan tilbyde månedens tilbud til dem man træffer ved dørene. Månedens tilbud er som regel én eller to af Vagttårnsselskabets publikationer. En samling afsluttes med en bøn om Jehovas velsignelse over det forestående forkyndelsesarbejde (bønnen vil ofte indeholde anmodninger om at “Gud vil lægge de rette ord i vores mund så de vil tiltrække dem der er ret indstillet til sandheden.”)

Samlingerne er organiseret under de enkelte grupper. En menighed er typisk opdelt i grupper á 15-20 medlemmer. I dag holdes ikke særskilte møder i grupperne længere sådan som man gjorde under det såkaldte Menighedsbogstudium (s.d.), men der har altid været grupperne der er centrum for uddelegering af forkyndelsesarbejdet, og den enkelte gruppeleder er stadig ansvarlig for denne del af gruppens formål. Så selvom grupperne ikke længere mødes for at holde egentlige møder har menigheden stadig en plan over hvem der hører til hvilken gruppe. Grupperne har også et andet historisk formål som de har haft helt fra deres indførelse i sekten siden 1930’erne, nemlig den at de fungerer som den base hvor man søger tilflugt den dag Harmagedon kommer og alle “Vidner” skal samles for at frelses den dag “Den almægtige Jehovas Vredes dag” kommer og tilintetgør resten af “Satans verden”.

Udvælgelse af samlingsleder

Mødet holdes af en ældste eller menighedstjener (såfremt en sådan har mulighed for at være til stede) alternativt af et mandligt medlem af menigheden der har et godt omdømme, og i undtagelsessituationer af en kvinde, såfremt der ingen mænd er til stede. I det tilfælde at en kvinde må forestå samlingen skal hun gøre dette med tildækket hoved, præcis som hvis det på ethvert andet møde var nødvendigt at en kvinde forestod mødet grundet mangel på mandlige fremmødte. (Man skal dog huske på at en 12-årig mandlig fremmødt ville få fortrinsret til afholdelse af et sådant møde frem for en af de tilstedeværende modne og erfarne kvinder.)

Husmodersamlinger — og deres afskaffelse

I tidligere tider var der særlige “husmoder-samlinger” som primært var kendt frem til og med 1970’erne, hvor det stadig var meget mere almindeligt at manden var forsørger mens hustruen gik derhjemme og passede hjem og eventuelle børn. Disse husmodersamlinger var ofte kombineret med en pasningsordning der gik på skift, hvor en enkelt af husmødrene (som regel også stedet hvor samlingen blev holdt) passede alle de øvrige husmødres børn, mens de var ude for at forkynde. Efterfølgende hyggede husmødrene sig med kaffe og kage mens børnene fortsatte deres leg indtil husmødrene skulle hjem og lave mad til deres mænd. Disse “husmoder-samlinger” blev senere afskaffet med den begrundelser at der ikke var nogen alder der var for tidlig at starte med oplæring i forkyndelsen, med henvisning til Timoteus “der var oplært i den hellige skrift fra spæd”. Derfor var det kun naturligt at man to børnene med ud i forkyndelsen i barnevogn (og senere klapvogn), så de så hurtigt som overhovedet muligt lærte at dette var en fast del af “sande kristnes” ugeprogram. (Det var omkring samme tid at vejledningen om at malebøger, dukker og en legetøjsbiler ikke var passende tilbehør til de mindste når de var med i rigssalen. De skulle i stedet øve sig i at sidde stille og lytte de par timer mødet varede).

Sandheden

”Sandheden” er ikke som i det almindelige samfund og blandt individer et begreb der omfatter hvad der er korrekt, rigtigt i modsætning til løgn, usandhed, misinformation. Når Jehovas Vidner omtaler ”Sandheden” er det ét blandt mange ord, der har fået en helt andet betydning for de medlemmer der er integreret i trossamfundet. ”Sandheden” er slet og ret det ord sektens medlemmer bruger om hele deres teologiske trossystem, deres eskatologi, deres gudsopfattelse, deres bibelforståelse, deres fællesskab, osv. Især det sidstnævnte kommer ofte til udtryk i samtaler når man f.eks. taler om mennesker der er ”med i Sandheden” eller ”har forladt Sandheden”. Når Jehovas Vidner siger sådan så tænker de ikke på ordet i den betydning som det har for andre for hvem sandheden er et begreb, men mener helt bogstaveligt om vedkommende stadig er en del af Jehovas Vidners trossamfund eller om vedkommende har forladt menigheden eller er har afbrudt eller fået afbrudt sit forhold til menigheden.

For helt at forstå hvordan begrebet sandheden benyttes må man vide at det ikke blot er et uofficielt begreb der er opstået løbende som Jehovas Vidner er begyndt at benytte indbyrdes, men rent faktisk er blevet introduceret helt fra toppen af den hierarkiske sekts ledelse. Det bedste eksempel er nok bogen ”Sandheden der fører til evigt liv!” der udkom i 1970 (1968 på engelsk med titlen ”The Truth that Leads to Eternal Life”). At udtrykket ikke udelukkende er et tilfældigt opstået eller lokalt fænomen ses også af at man bruger det overalt i hele verden, som f.eks. ”the truth” (engelsk), ”die Warheit” (tysk), ”la vérité” (fransk), ”la verdad” (spansk), ”la verità” (italiensk), for ikke at tale om de 800 andre sprog som Jehovas Vidners publikationer distribueres på.

Ordets værdiladning er også en af de stærkeste i hele den lingo der benyttes blandt Jehovas Vidner. Antropologen Adam S. Solberg sagde engang da redaktøren bag JVinfo•NU forelagde ham ordet og dets anvendelse:

Solberg uddybede hvordan han kunne se at ordet kunne bruges både som en stærk bekræftende støtte der får de enkelte medlemmer der føler sig trygge fordi de hver gang udtrykket bruges får mejslet ind i deres bevidsthed at de har ”fundet de vises sten”. De er, så at sige, kommet trygt og sikkert i havn. Samtidig betyder denne styrke også at velværen ved følelsen af at være “med i Sandheden” har en modpart i en lige så stærk følelse af ubehag som fremprovokeres når det modsatte er tilfældet – altså når man ikke (længere) “er med i Sandheden“.

Jeg forelagde samme begreb for lektor i Psykologi og Lingvistik, Niels Ussing, og fortalte endvidere, at Jehovas Vidner taler om at “være med i Sandheden“, som i sætningen: “Min far og mor og mine bedsteforældre er med i Sandheden, men ingen af mine onkler er med i Sandheden“. Lektor, Niels Ussing bemærkede som det første – præcis som Adam Solberg – at det er “et meget stærkt udtryk”, og var heller ikke i tvivl om at det var et udtryk der var valgt meget bevidst af sektens ledelse. Han forklarede sig således:

Sartre, Jean-Paul

Se Jean-Paul Sartre (klik her for at springe direkte til artikel)

Sektionsstævne

Se Områdestævne (klik her for at springe direkte til artikel)

Sex

Emnet er endnu ikke beskrevet

Socialpsykologi

Socialpsykologi handler om emner som attituder, holdninger, identitet, attribution, grupper og social virkelighed. Man har f.eks. undersøgt attribution/inferens af personlighed, almindelige bias og tendenser ved dette og kulturelle forskelle.

Socialpsykologer har tidligere gennemført dramatiske eksperimenter, hvor man f.eks. har undersøgt gruppepres. I et eksperiment ændrede forsøgspersoner deres perception af længden af to linjer, når de oplevede, at andre “forsøgspersoner” i lokalet, som i virkeligheden deltog som forskningsmedhjælpere, alle gav udtryk for en anden holdning. Dette medførte hos den enkelte tvivl om hvorvidt han var mentalt rask og en følelse af pinlighed ved at fortælle om sine afvigende oplevelser.

Et andet dramatisk eksempel er det klassiske “Stanford Prison Experiment” af Philip G. Zimbardo i 1971, hvor to grupper af forsøgspersoner blev sat op imod hinanden som fangevogtere og fanger i et fængsel med skræmmende resultater. Forsøget demonstrerede, hvordan mennesker lever sig ind i de roller, de forventes at indtage

Sociologi

Sociologi er studiet af samfund, deres strukturer, organisation og betydning for de individer, der indgår i samfundet. Den er en samfundsvidenskab — et begreb som den nogle gange omtales som synonymt med — som bruger forskellige former for empirisk undersøgelse og kritisk analyse til at udvikle og forfine viden omkring menneskers sociale aktivitet, ofte med det mål at benytte denne viden til at opnå social velfærd. Emnerne spænder fra mikroniveau som agens og interaktion til makroniveau som systemer og sociale strukturer.

Sociologi er både emnemæssigt og metodologisk en meget bred disciplin. Det traditionelle fokus har indeholdt social stratifikation, klasse, social mobilitet, religion, sekularisering, jura og afvigelse. På grundlag af tesen om at alle aspekter af menneskers aktivitet er bygget på social struktur og individuel agens, har sociologi gradvis udvidet sin fokus til flere emner, såsom sundhed, militær og fængsel, Internettet og selv den rolle social aktivitet spiller i udviklingen af videnskab.

Stockholmsyndrom

Stockholmsyndromet er en psykisk tilstand, i hvilken fanger eller ofrene for en kidnapning udvikler tilknytning til deres vogtere. Denne solidaritet kan sommetider komplicere tingene, når fangerne ligefrem hjælper deres tilfangetagere med at opnå deres mål eller undslippe politiet.

Syndromet udvikler sig ud af ofrets forsøg på at relatere sig til sin tilfangetager eller få sympati fra kidnapperen.

Syndromet blev navngivet således efter det berømte røveri på Norrmalmstorg imod Kreditbanken i Stockholm, som varede fra 23-28. august 1973. I denne sag blev ofrene ved med at forsvare røverne, selv efter at den seks dage lange tilfangetagelse var overstået. De forholdt sig også forbeholdne i den efterfølgende retssag. Navnet blev første gang anvendt af kriminolog og psykolog Nils Bejerot, der assisterede politiet under røveriet og refererede til syndromet i en nyhedsudsendelse. Mange psykologer over hele verden tog det derefter til sig.

Stoffer (Euforiserende)

Jehovas Vidner praktiserer total afholdenhed fra al rekreativ brug af sinds- og stemningsændrende stoffer inklusiv nikotin. (s.o. Rygning) De eneste to undtagelser er koffein og alkohol (s.d.). Dette er ikke et valg den enkelte træffer, da rekreativ brug af stoffer betragtes som en alvorlig synd og såfremt overtræderen ikke ophører med at bruge euforiserende stoffer, vil overtræderen blive ekskluderet (udstødt) af trossamfundet.

Budet “Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” (Mattæus 22:37), kan ifølge Vagttårnsselskabet ikke overholdes, hvis ens bevidsthedstilstand ændres eller sløres af stoffer. Trossamfundet henviser i øvrigt til udbredt viden om forskellige stoffer og påpeger i advarende artikler de sundhedsskadelige effekter af stofmisbrug. Artikler har bl.a. forklaret at stoffer kan hæmme den fysiske vækst, hindre hjernens udvikling, skabe indlæringsvanskeligheder, forårsage halluicinationer, m.v. Man har også understreget hvor farligt det er når narkomaner deler kanyler og øger risikoen for spredning af infektionssygdomme som Hepatitis og HIV. Man advarer også unge om at rekreativ brug af stoffer ofte er direkte knyttet til kriminalitet og vold.

Vagttårnsselskabet er ikke synderligt imponerede over senere tiders forskning der har vist at cannabis (marijuana) er mindre skadeligt end stoffer som heroin, kokain og LSD, og selvom enkelte artikler indrømmer at man nu har fundet styrket grundlag for medicinsk anvendelse af cannabis, fejes dette dog hurtigt af bordet med henvisning til at resultaterne stadig er forholdsvis nye og man lægger i overdreven grad vægt på skadevirkningerne af rygning af cannabis (selvom medicinsk brug oftest fordrer en anden administration end inhalation). Marijuana hævdes i Vagttårnsselskabets artikler om emnet, at være begyndelsen på en vej der fører til mere farlige stoffer (et såkaldt “gateway-drug”). Det skal dog understreges, at enkelte artikler de seneste år har indrømmet at cannabis kan have nogen terapeutisk værdi når det er korrekt fremstillet og ordineret som lægemiddel. (Vågn Op! 8. juli 2001, s. 9)

Fører til spiritisme

Jehovas Vidner har af uforklarlige grunde fået den idé at brugen af euforiserende stoffer er forbundet med udøvelse af spiritisme. Det græske ord der i den autoriserede oversættelse gengives som “troldmændende” men i Ny Verden-Oversættelsen med “dem der øver spiritisme” er pharmakoi, som ifølge ordforklaringen til Åbenbaringen 22:15 i Ny Verden-Oversættelsen fra 1984, alternativt kan oversættes “narkotika”.

Forældre opfordres til at rådgive deres børn om farerne ved rekreativ brug af euforiserende stoffer. Går man i klasse med eller kommer man i skolen til at deltage i gruppearbejde med en person der er kendt for at benytte euforiserende stoffer, opfordres unge til at undgå enhver form for samkvem eller socialisering med stofbrugeren, for at undgå skadelige associationer. (1. Korintherbrev 15:33)

Medicinsk brug af stoffer overlades overordnet set til det enkelte medlems samvittighed. Vagttårnsselskabet har ingen indvendinger mod lægemidler der er ordineret af kvalificerede læger til terapeutiske formål. Den eneste umiddelbare undtagelse herfra er præparater der involverer det som Vagttårnsselskabet i deres litteratur om emnet beskriver som blodets fire hovedkomponenter, hvilket vil sige røde blodlegemer (erytrocytter), hvide blodlegemer (leukocytter), blodplader (trombocytter) og plasma. (s.o. Blodtransfusion)

Store Skare, Den

^{(Også kaldet “De andre får” og “Jonadabskaren”)}

Dette udtryk henter Jehovas Vidner fra Bibelens sidste bog Johannes Åbenbaring kap. 7 vers 9, hvor der står:

Jehovas Vidner tror der findes to slags kristne: dem som tilhører „den Lille Skare“ (s.d.) og dem der tilhører „den Store Skare“. Den store skare har iflg. Jehovas Vidner ikke Jesus som deres mellemmand, da det kun er et privilegium der tilfalder „den Lille Skare“ (s.d.). Så den pagt Jesus indgik med sine efterfølgere ved den sidste nadver (som Jehovas Vidner foretrækker at kalde „Herrens Aftensmåltid“), var det kun en pagt med dem der skulle med Jesus i himlen når de døde. Dette volder ikke store problemer for konventionelle kristne, da de er af den opfattelse at de hører Kristus til og derfor en frelse der indebærer en naturlig plads ved deres Herres Jesu Kristi side når de går ind til „Herrens hvile“.

Men i Vagttaarnet for december 1923 udlagde man Jesu lignelse om ”Får og Bukke“ således:

Men i 1931 begynder Jehovas Vidner med første bind af bogen Det Store Opgør af Joseph Rutherford at forholde sig til Ezekiels bog kapitel 9, hvor man forklarer at de ”der får et mærke i panden“ er identiske med fårene i Jesu lignelse som omtalt ovenfor og dermed dem der kan overleve verdens ende. Der var imidlertid ved at ske det at sektens antal var ved at vokse sig så stort at man hurtigt kunne se at dets antal ville overstige 144.000 medlemmer, som var det antal som „den lille skare“ (s.d.) skulle omfatte, og da man tilmed forstod at en stor mængde af kristne fra det 1. århundrede også måtte tilhøre denne ”lille skare“, så ville ”onde tunger“ måske tillade sig at hævde at tiden var ved at være inde til at man fik brug for lidt mere “nyt lys” der kunne forklare at der var flere Bibelstudenter end der var plads til i Guds frelsesplan. Derfor forklarede bind 3 af bogen Det Store Opgør, at den indstilling der kendetegnede den retskafne ikke-israelit Jonadab, som sluttede sig til Israels salvede konge, Jehu, og tog med ham for at se hans nidkærhed med hensyn til at udrydde Ba’alsdyrkerne i Israel, var en forudskildring af det der blev kendt som “Jonadab-skaren” (og senere som ”Den store skare“). I bogen skrev man:

Så her sikrer man sig for første gang at man har et sted at “placere overskuddet” der overstiger de 144.000, nemlig blandt „den store skare” som skulle leve på jorden. Det var dog stadig en slags “2.-rangs kristne”, for de havde stadig ikke det privilegium at kunne blive døbt. Det lavede man dog om på et par år senere hvor man i Vagttaarnet gjorde opmærksom på at: „kristne med det jordiske haab skal indvi sig til Jehova og lade sig døbe.“

Dette er et af de mange lærepunkter (doktriner) hvor Jehovas Vidner accentuerer sig kraftigt fra den gængse kristendom der anerkendes i de store kristne trossamfund som f.eks. protestanter og katolikker, men også af alle andre mindre kristne frikirker og trossamfund. Det er endog overordentlig svært at opdrive et eneste andet trossamfund der bekender sig som kristne der ikke tror på at en opstandelse til livet i det hinsides vil være til et himmelsk liv (hvad det end måtte betyder for den enkelte kristne). Men at der skulle være to adskilte klasser der er omfattet af vidt forskellige håb om frelse er en meget unik doktrin der udelukkende forbindes med Jehovas Vidner.

(OBS! Såfremt nogle har kendskab til andre kristne trossamfund som ikke blot er andre afstikkere fra datidens bibelstudenter, som også tror at der findes to distinkte klasser af kristne må de meget gerne skrive til redaktionen, så dette opslag i leksikonet kan blive tilrettet denne viden).

Styrelsen for Patientklager

^{(Tidl. Patientklagenævnet)}

Styrelsen for Patientklager er en styrelse under Sundheds- og Ældreministeriet. Den er oprettet pr. 1. juli 2018, som et resultat af en opsplitning af Styrelsen for Patientsikkerhed og efter udflytningen af statslige arbejdspladser i 2018. Styrelsen blev etableret i 2018 og beskæftiger ca. 200 fuldtidsansatte. I gamle dage kendte man denne institution som Patientklagenævnet, men det blev i løbet af 2010 indlagt under Styrelsen for Patientsikkerhed, som hørte til under det daværende Sundhedsministerium. Men i 2018 opdeltes Styrelsen for Patientsikkerhed igen i to grupper, og den ene bevarede navnet Styrelsen for Patientsikkerhed, som blev en afdeling under Sundhedsministeriet og er ikke en egentlig klageinstans men en tilsysninstans. Klageinstansen blev således døbe Styrelsen for Patientklager.

Selvom der er både logo-lighed og navne-lighed, er det to helt uafhængige institutioner. Skal man klage over enten en læge eller et behandlingssted sender man i begge tilfælde sin klage til Styrelsen for Patientklager. Men de to typer af klager behandles forskelligt. Klager du over et behandlingssted, vil sagen bliver videresendt til Sundhedsstyrelsens Disciplinærnævn, mens klager over enkelte fagpersoner eller grupper af personale der har været involveret i din eller en pårørendes behandling behandles direkte i Styrelsen for Patientklager.

I enkelte tilfælde kan man dog sende anmeldelser til Styrelsen for Patientsikkerhed, men det er ikke i egentlig klageform, men kan kan indgive en såkaldt ”bekymringshenvendelse“, hvor man kan kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed såfremt man har mistanke om at en sundhedsperson f.eks. har et misbrug eller udgør en risiko for sine patienter grundet sygdom eller faglig inkompetence. Ligeledes kan du indsende en ”bekymringshenvendelse“ til Styrelsen for Patientsikkerhed hvis din mistanke drejer sig om et behandlingssted, hvor du er bekymret for patientsikkerheden eller, en plejeenhed, hvor du er bekymret for den fornødne kvalitet af hjælpen, plejen og omsorgen til de ældre.

Styrende Råd, Det

Det Styrende Råd (eller Jehovas Vidners Styrende Råd) er den øverste myndighed i sekten, og som sådan det organ der dikterer sektens samlede teologi og ideologi. Alle doktriner godkendes i Det Styrende Råd, og udsendes herefter gennem breve til de enkelte afdelingskontorer i de lande der har et sådant, og såfremt brevet skal distribueres til alle ældsteråd udsender det lokale afdelingskontor en oversat udgave af brevet på vegne af Det Styrende Råd til de enklte menigheders ældsteråd. Skal hele eller dele af brevet oplæses for menigheden vil en mand (kaldet en “broder”) udpeget af ældsterådet oplæse den del af brevet som de menige medlemmer af sekten må høre. Ofte vil et brev indeholde to sektioner:

• En sektion der kun må læses af ældsterådet i menigheden
• En sektion der skal oplæses for alle menige medlemmer i menigheden

Det Styrende Råd er opdelt i en række udvalg, som bl.a. omfatter, Redaktionsudvalget, Tjenesteudvalget, Afdelingskontorets udvalg, m.fl. som alle påtager sig forskellige opgaver. Det mest magtfulde udvalg er helt uden diskussion Tjenesteudvalget hvorunder alle ændringer i sektens doktriner vedtages og forelægges Det Styrende Råd til endelige afgørelse. Den juridiske afdeling er også placeret i Tjenesteudvalget, og her håndterer man alle de kritiske sager som sekten udsættes for i retssale verden over, som f.eks. de mange sager der i de senere år er dukket op om seksuelt misbrug af mindreårige i menigheder i hele verden.

Det Styrende Råd består i øjeblikket (i 2022) af otte mand, som alle hævder at tilhøre den såkaldt “salvede rest” (også kaldet “den lille skare”) som er de eneste Jehovas Vidner der kommer i himlen når de dør. Rådets antal har varieret meget og da det var størst i slutningen af 1970’erne var der 18 medlemmer af Det Styrende Råd.

Da Det Styrende Råd består af mænd der for de flestes vedkommende er relativt højt oppe i årene er der i de seneste år udpeget en række “hjælpere” for Det Styrende Råd, som dog kun har funktion som assistenter, og ikke nogen stemmeret på Det Styrende Råds møder. Nye medlemmer af Det Styrende Råd udpeges af de eksisterende rådsmedlemmer. De der som regel inviteres til at deltage i Det Styrende Råd er normalt mænd der allerede har bestridt meget fremtrædende poster i sekten, som f.eks. landskoordinatorer for et andet land i verden, eller de udpeges blandt nogle af de mest erfarne af Det Styrende Råds “hjælpere”. Man kan dog kun blive optaget i Det Styrende Råd såfremt man bekender sig til den “salvede rest” (den “lille skare”), som mener de selv har et håb om at komme i himlen når de dør (modsat alle andre Jehovas Vidner, som skal leve i et paradis på Jorden efter opstandelsen, hvis de da ikke overlever Harmagedon).

OBS! Artiklen om Det Styrende Råd er ikke færdig og vil blive udbygget med flere detaljer, inklusive historiske begivenheder i rådets historie, tidspunktet for oprettelsen af rådet, og en liste over historiske rådsmedlemmer, skandaler der har ramt Det Styrende Råd, rådsmedlemmer der har gjort sig særligt bemærket (på godt og ondt), ændringer i rådsmedlemmernes beføjelser i de senere år (siden år 2000), o.m.a.

Stævne

Jehovas Vidners tilbedelse foregår primært i deres rigssale (s.o. Rigssal), hvor de mødes flere gange om ugen til møder i forskellige formater. Men flere gange om året afholdes også stævner hvor flere menigheder mødes til store sammenkomster som under ét kaldes stævner. Stævnerne kommer i mange forskellige formater, hvoraf nogle ikke længere benyttes, og andre er kommet til inden for de seneste årtier.

Fælles for alle stævner er dog følgende: De holdes ikke i rigssalen men i en større sal hvor mange menigheder kan mødes samtidig. De betragtes af de fleste Jehovas Vidner som nogle af årets højdepunkter, både fordi det er en almindelig opfattelse at de foredrag der holdes på stævner har en særlig høj kvalitet da der er flere foredragsholdere at vælge imellem da mange menigheder mødes på én gang, men også fordi det er en social begivenhed fordi man får mulighed for at mødes med Jehovas Vidner fra andre menigheder som man ellers kun sjældent får tid til at mødes med.

En af de særlige begivenheder som næsten altid kun foregår ved stævner er dåbshandlingen. Der er ikke noget regelsæt eller teologisk overbevisning der foreskriver at dåb kun må foregå ved stævnerne, og den kan i realiteten foregå helt privat i et badekar med 1-2 andre Jehovas Vidner som bevidner at dåben har fundet sted, hvilket der kan være helt særlige grunde til. Men da dåben grundlæggende betragtes som en offentlig handling og et stort øjeblik i de fleste Jehovas Vidners liv – enten når de selv bliver døbt eller når et familiemedlem skal døbes – hvorfor man tilrettelægger stævnerne sådan at dåb er et fast programpunkt ledsaget af et foredrag særlig målrettet de kommende Jehovas Vidner. (Læs eventuelt mere om dåb under opslagsordet Dåb og om indvielse under opslagsordet Indvielse).

Stævner holdes i mange formater lige fra stævner der varer én enkelt dag kaldet Særlig Stævnedag (tidligere kaldet éndagsstævner) til almindelige kredssstævner der varer to dage fordelt på en weekend, sommerstævner der ofte varer tre dage, men hvert 4 år varer 4 dage fordi det er såkaldte “missionær-stævner” hvor Vagttårnsselskabet har betalt for at de udsendte missionærer kan komme hjem på besøg hos deres familier og venner. Samtidig inviteres de hjemvendte missionærer til at aflægge beretninger fra verdens fjerne egne på de særlige 4-dages stævner hver 4 sommer. Endelig er der internationale stævner, og de holdes ikke med fastlagte intervaller, men i forskellige lande hvor hovedkontoret i New York beslutter at afholde disse særlige arrangementer. Sidst der afholdtes internationalt stævne i Danmar var i 2019 hvor man holdt internationalt stævne på Brøndby Stadion hvor samtlige Jehovas Vidner i Danmark deltog (ca. 14.000), samt ca. 10.000 delegerede (dvs. medlemmer fra andre lande som har søgt om og blevet godtkendt til at deltage i det internationale stævne).

Læs mere om de enkelte stævneformer under opslagsordene Særlig Stævnedag, Kredsstævne, Områdestævne og Internationalt Stævne.

Synd

Emnet er endnu ikke beskrevet

Søren Kierkegaard

Søren Aabye Kierkegaard (født 5. maj 1813, død 11. november 1855) var en dansk teolog og filosof. Kierkegaard regnes ofte som den største danske filosof og som grundlægger af eksistentiel filosofi og en af de vigtigste åndelige filosoffer i moderne tid. Han skrev både om teologi, metafysik, etik, psykologi og pædagogik. Han betragtes også som en af den danske guldalders hovedpersoner.

Som modsætning til Jean-Paul Sartre (s.d.) og den ateistiske eksistentialisme (s.d.) benævnes Kierkegaard ofte som hovedkilde til eksistensteologien. Eksistensteologien (s.d.) eller den eksistentielle teologi er en retning inden for den moderne teologi, der lægger vægt på menneskets eksistens i forholdet til Gud. Den eksistentielle teologi kan føres tilbage til den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard. Tilgangen lægger vægt på, at mennesket selv må bringe sig selv i overensstemmelse med Gud. Eksistensteologien (s.d.) vandt især frem omkring 2. verdenskrig med et fokus på den personlige eksistens.

I Danmark har Johannes Sløk og P.G. Lindhardt samt Kristoffer Olesen Larsen været vigtige repræsentanter for den eksistentielle teologi. Eksistensteologien (s.d.) har også været en vigtig inspiration for danske bevægelse Tidehverv.

Søster

Søster er titlen på alle kvindelige døbte medlemmer af menigheden. Siden 2010 er man også begyndt at kalde udøbte (kvindelige) medlemmer af menigheden for ”søstre” hvis de deltager regelmæssigt i forkyndelsen og på møderne. Når man f.eks. omtaler et kvindeligt medlem fra menigheden benyttes titlen foran efternavnet eller personens fulde navn, som i ”søster Hansen” eller ”søster Lise Hansen”.
(Se evt. også Broder)

---

T

Teokrati

Teokrati betyder “gudsstyre” eller “gudsvælde” og kommer af de græske ord theós – Gud og kratia – styre og er en styreform baseret på religion, hvor den politiske magt ligger hos en religiøs klasse, almindeligvis præsteskabet i statsreligionen, som ikke står til ansvar over for folket, men over for religionens gud(er) e.l. Som regel udgår lovgivningen fra religionen og tolkning af de religiøse skrifter er vigtig i retsdannelsen. Hvis der er tale om et sådant præstevælde, kan det også benævnes hierokrati eller ekklesiokrati.

Religiøse bevægelser, som stræber efter teokrati er eksempelvis Islam, Jehovas Vidner, Rastafari og Bahá’í. I Johannes’ Åbenbaring forudsiges Tusindårsriget, hvor Jesus vil styre verden egenhændigt.

I Jehovas Vidner

Jehovas Vidner benytter tillægsformen “teokratisk” i utallige sammenhænge, som f.eks. Den Teokratiske Skole (s.d.) (som var en skole hvor menighedens medlemmer kunne lære at blive bedre talere – især når de forkyndte), Teokratisk/Uteokratisk var modsætninger der betød det samme som acceptabelt eller uacceptabelt (i forhold til sektens ideologi), “Teokratisk familieaften” (en aften som alle familier forventes at afsætte til studium af nogle af Vagttårnets publikationer eller evt. til forberedelse til den kommende uges møder).

Teokratiske Skole, Den

Den Teokratiske Skole var et fast ugentligt møde for alle Jehovas Vidner der blev holdt på en af ugens hverdage. Mødet varede en time og bestod i en række mindre indlæg holdt af menighedens medlemmer. De to første indlæg bestod i en Forelæsning over et bestemt emne i en af Vagttårnsselskabets bøger der var indrettet til formålet, efterfulgt af en repetition af Ugens Bibelpensum (s.d.). blev altid holdt af mænd der var udnævnt som ældste eller menighedstjenere, men de resterende punkter kunne tildeles alle i menigheden der havde et almindeligt godt rygte.

Opgaverne på Den Teokratiske Skole kaldtes “elevopgaver”. Der var typisk en oplæsningsopgave af fem minutters varighed hvor et mandligt medlem af menigheden (kaldet en “broder”) oplæste nogle udvalgte vers der var et uddrag af Ugens Bibelpensum (s.d.), efterfulgt af to andre opgaver – ligeledes af fem minutters varighed – over et tema der som regel var baseret på et afsnit i en af de mange stykker litteratur udgivet på Vagttårnets Forlag. Disse opgaver kunne både tildeles mandlige og kvindelige medlemmer af menigheden.

Der var dog en markant forskel på om det var en mand eller en kvinde der havde fået tildelt opgaven. Mænd må gerne undervise forsamlingen, mens kvinder derimod skal tie stille, for som Paulus sagde i sit brev til Timoteus:

Så når opgaven var tildelt en mand (denne “mand” kunne sagtens være en 10 år gammel dreng), skulle den holdes fra podiets talerstol som et foredrag. Var den derimod tildelt til en kvinde (kaldet en “søster”), var det vigtigt at opgaven ikke blev fremført som noget der havde den mindste karakter af “undervisning”. Derfor måtte kvinderne ikke blot stå ved talerstolen (ligesom mændene) og fremholde et indlæg over det tildelte tema for resten af menigheden, da dette var at betragte som undervisning. I stedet skulle kvinder vise deres underdanighed ved at opføre et slags “rollespil” sammen med en anden kvinde fra menigheden, der baserede sig på det tildelte tema. (Dette blev dog betragtet som et væsentligt tegn på at Jehovas Vidner, i endnu højere grad end tidligere, anser kvinder for ligeværdige, da det fra Den Teokratiske Skoles opfindelse i 1943 og frem til 1970 slet ikke var tilladt for kvinder at tilmelde sig Den Teokratiske Skole). Temaerne for disse opgaver kunne være alt lige fra specifikke teologiske spørgsmål, til vejledninger omkring dagliglivets udfordringer i familieliv, ægteskab, på arbejdspladsen, stress, børneopdragelse, bekymringer, sygdom, osv.

Den Teokratiske Skole blev opfundet i 1943 af den daværende præsident Nathan Homer Knorr (s.d.), som til trods for hans totale mangel på teologisk begavelse, må siges at være den der har æren for at Vagttårnsselskabet er en så strømlinet organisation som det er i dag. Nathan H Knorr, satte forkyndelsesarbejdet i system, og opfandt en række skoler for Jehovas Vidner, herunder skolerne for missionærer (kaldet Gilead), Skolen for Ældste (kaldet Rigets Tjeneste skole) og altså også Den Teokratiske Skole som skulle operere i hver eneste menighed under ledelse af en såkaldt “skoletilsynsmand”. Skoletilsynsmanden gav efter hver opgave eleverne en offentlig vejledning i hvordan de havde klaret fremholdelsen, og gav dem så karakterer på et lille karakterark, med en kommentar om hvad de skulle arbejde med til næste gang de havde opgave.

Formen på Den Teokratiske Skole har undergået mindre småjusteringer i løbet af årene fra 1943 til 2016 hvor den blev afskaffet i sin nuværende form og blev erstattet med et segment på 30 minutter der indeholder en meget decimeret udgave af den teokratiske skole. Indtil da har det været bagateller som ændring af antallet af elevopgaver fra 5 til 4, ændring af varigheden af forelæsningen fra 20 minutter til et kvarter, og andre mindre detaljer der har været justeret. Bortsert fra disse mindre justeringer har opbygningen af programmet for en aften på Den Teokratiske Skole altid været det samme.

Selvom Den Teokratiske Skole på mange måder bærer det gennemgående “kult-DNA” i sig, har den dog afstedkommet én åbenlys positiv ting i mange menneskers liv, og det er at mange Jehovas Vidner der tidligere var voldsomt læseudfordrede, fx. grundet dysleksi (ordblindhed), har fået bugt med denne udfordring fordi Den Teokratiske Skole har hjulpet dem til at blive dygtigere til at læse. Mange fortæller også at de gennem Den Teokratiske Skole har fået færdigheder de kan bruge i “det virkelige liv” fordi det har hjulpet dem af med den angst som mange andre ofte har når de skal tale foran større forsamlinger. Dette udtaler både nuværende og tidligere/frafaldne Jehovas Vidner.

Tjenesterapport

^{Også sommetider kaldet “Forkynderrapport” (eller blot “Månedsrapport”)}

Tjenesterapporter er rapporter som alle der har deltaget i arbejdet med at forkynde Jehovas Vidners budskab i mindst én time afleverer i en kasse der er anbragt i rigssalen. (I dag kan Jehovas Vidner også indlevere deres tjenesterapport digitalt via deres login til hjemmesiden JW.org).

Alle medlemmer der deltager i forkyndelsesarbejdet forventes at indlevere en tjenesterapport ved månedens slutning hvor de oplyser forskellige data om deres deltagelse, herunder timer brugt i forkyndelsesarbejdet, antal “genbesøg” (s.d.), antal blade, bøger og brochurer der er afsat, hvor mange gange man har fået lov til at vise en kort videofilm på sin iPad til de personer der har åbnet døren og antallet af bibelstudier (s.d.).

De indleverede tjenesterapporter sammentælles af et mandligt medlem af menigheden der har fået betroet opgave med at optælle disse rapporter fra alle forkyndere, hvorefter menighedens ældsteråd indsender den samlede rapport for menigheden til landets afdelingskontor, som videresender landets resultat til hovedkontoret i New York. Inden tallene videresendes skal det dog bemærkes at alle rapporter indføres på et kartotekskort som menighedens ældsteråd fører over hvert eneste medlem af menigheden — det såkaldte “Forkynderens Optegnelseskort” (s.d.).

De indkomne data der benyttes af organisationen bag sekten til at føre en nøjagtig statistik over deres aktiviteter i hele verden. Hvad der skal anføres på tjenesterapporten har varieret lidt gennem tiderne, men i den seneste udgave af bogen “Organiseret til at gøre Jehovas Vilje” (en slags manual for forkyndere), kan man bl.a. læse følgende:

Personer der rapporterer regelmæssigt – dvs. hver måned – er det man kalder “regelmæssige forkyndere. Man skal have rapporteret regelmæssigt de sidste 6 måneder i træk for at blive betragtet som regelmæssig forkynder.

Tjenesteåret

Tjenesteåret er den 12-måneders periode som Vagttårnsselskabet bruger til opgørelse af deres aktiviteter i løbet af et år. Man kan sammenligne dette med virksomheders regnskabsår. Hvor langt de fleste virksomheder har et regnskabsår der følger kalenderåret har nogle virksomheder et regnskabsår der starter i en anden måned end Januar. En virksomhed kan f.eks. vælge at lade deres regnskabsår gå fra 1. august til 31. juli, hvorefter de opgør årsregnskabet,, afregner skat osv. ved udgangen af regnskabsåret. Man siger at virksomheder der ikke har et regnskabsår der følger kalenderåret har “forskudt regnskabsår”.

Jehovas Vidners tjenesteår følger heller ikke kalenderåret, men starter 1. september og slutter 31. august. Så man kan sige at på samme måde som nogle virksomheder benytter forskudt regnskabsår, anvender Vagttårnsselskabet “forskudt tjenesteår”. Det gør man for at have tid til at sammentælle alle de indkomne resultater fra de forskellige landes afdelingskontorer, så de er klar til den årsrapport der udgives i Jehovas Vidners Årbog (s.d.) der skal trykkes allerede i efteråret så den er klar til udlevering i menighederne i december måned. (OBS! Årbogen ophørte med at udkomme fra 2017, hvorefter den kun udkommer som digital årsrapport på Vagttårnsselskabets egen hjemmeside, JW.org).

Trosgrundlag

Som anerkendt trossamfund skal Jehovas Vidner indsende en række juridisk bindende dokumenter. Et af disse dokumenter er trossamfundets trosgrundlag. (De øvrige dokumenter er trossamfundets vedtægter, trossamfundets centrale ritualer og en erklæring om brug af donationer. Endelig skal anerkendte trossamfund hvert år indsende et årsregnskab).

Herunder vises det Trosgrundlag som senest indsendtes til Kirkeministeriet i 2010 af Afdelingskontorets Udvalg. (En opdateret men uændret revision indsendtes i 2018).

---

U

Uddannelse (Højere/Længevarende)

Jehovas Vidner advares gang på gang mod at tage en videregående uddannelse. På stævner og i litteratur og videoer fremhæver man ofte unge mennesker der er gået ud efter folkeskolen og er begyndt som pionerer (dvs. de er blevet døbt før de er 15 år gamle, da man skal have været døbt i min. 6 mdr. før man kan blive udnævnt som alm. pioner).

Der er gode grunde til at man advarer mod videregående uddannelse. Meget af materialet kommer fra USA og her refererer man bla. til High School, som bedst kan sammenlignes med det vi i Danmark kalder for Gymnasiet, selvom niveauet på Gymnasiet ofte er lidt højere, da man starter tidligere på universitetet i USA. Men i Danmark ville advarslen mod High School i USA være den samme for Gymnasiale uddannelser, som f.eks. Studentereksamen (STX), Højere Teknisk Eksamen (HTX), Højere Handelseksamen (HHX) og HF (som regel sammensat af enkeltfag). Grunden til at man advarer mod gymnasiet har grundlæggende to årsager:

1. Der er tale om den første uddannelsesinstitution hvor man begynder aktivt at lære elever at tænke, kritisk, selvstændigt og skeptisk.
2. Gymnasiale uddannelser er ikke skabt til at stå alene. Gymnasiet er det man kalder en uddannelsesforberedende ungdomsuddannelse. Det betyder at gymnasiale uddannelser har til hensigt at være almendannende og give eleverne en forsmag på forskellige fagområder på et højere niveau, så de får en bedre fornemmelse for hvilket studie de vil tage på universitetet, seminariet eller anden akademisk uddannelse efter de har afsluttet deres gymnasiale uddannelse. Og, hvis der er noget Jehovas Vidner advares mod som var det en smitsom sygdom, så er det en universitetsuddannelse. (Flere af filmene her på siden vil dække denne side af sekten i flere detaljer).

Her kan du se en film der viser hvordan man på Vagttårnsselskabets egen TV-kanal JW-broadcasting viser et kort indslag der advarer unge om hvor “farligt” det er at tage en videregående uddannelse:

Udelukkelse

^{(Tidligere kendt som “Udstødelse”)}

Den praksis der benyttes blandt enkelte fundamentalistiske trossamfund, hvor medlemmer der afviger fra en meget detaljeret og specifik levevis eller som ikke helhjertet kan tilslutte sig trossamfundets lære ekskluderes fra trossamfundet. Hos Jehovas Vidner har man praktiseret denne form for eksklusion siden 1952 og der er utallige grunde til at en person risikerer at blive udelukket. Mange er blevet tilføjet i løbet af de år der er gået siden denne kontroversielle praksis blev indført i midten af det 20. århundrede. Alle grundene er beskrevet detaljeret i den manual der udelukkende må udleveres til menighedens overhoveder, som i sekten kaldes for Ældste (også selvom de jævnligt udnævnes mens de kun er midt i tyverne), og som skal tilbageleveres såfremt den pågældende ‘ældste’ ophører som ældste (hvad enten det er fordi han afskediges eller selv trækker sig fra posten, eller måske helt ophører som medlem af trossamfundet). Denne manual bliver løbende revideret og den seneste version som sidst blev revideret i 2019 er en omfattende bog der hedder “Vær Hyrder for Guds Hjord!”.

Den hyppigste årsag til at personer bliver udelukket af Jehovas Vidner er den grund de omtaler med det græske ord “porneia (πορνεία)”, som dækker over stort set alle former for “utugt” eller “seksuel umoral” (til dette hører i Jehovas Vidners øjne også homoseksualitet og frivillig sex mellem ugifte voksne). Andre “synder” er f.eks. tobaksrygning, vold, drukkenskab, tyveri, drab, osv. Som det ses er der stor forskel på grovheden af de enkelte “synder” og Jehovas Vidner hævder da også i deres officielle svar når nogen spørger til emnet, at man ikke udelukkes for “synden”, men for den attitude man udviser når man bekender sin synd (eller udspørges om denne). Dette standpunkt bestrides dog af utallige der har været igennem en såkaldt “udvalgssag” (som er en slags rettergang bag lukkede døre hvor et udvalg på mindst tre af menighedens ældste udspørger den indklagede om de mest minutiøse detaljer i den syndige “handling”), som kan berette at man på trods af deres dybfølte udtryk for anger og oprigtige bøn om medlidenhed, alligevel fandt sig selv udelukket uden nåde, fordi de tre mænd der skulle dømme dem (i overensstemmelse med det eksempel der blev sat af Jesus Kristus), åbenbart ikke kunne finde nogen som helst formildende omstændighed, der gav rum for at udvise barmhjertighed med en angrende synder.

En særlig form for ‘synd’ der er ved at indtage en plads lige efter “utugt” (“porneia”) er “frafald”. Jehovas Vidner har dog en helt særlig måde at tolke det bibelske begreb frafald på. Bibelen beskriver det i praksis som nogen der (offentligt) benægter kristus som kommet i kødet (også kaldet “antikrist”, se evt. 2. Joh 1:7). Men et slag på tasken vil antyde at 9 ud af 10 der udstødes for “frafald” blot er kommet til at udtrykke tvivl om et enkelt eller to lærepunkter i sektens lære, hvorefter en ofte ukendt angiver har viderebragt det, der forventedes at være udtrykt i en fortrolig samtale med en nær ven, til de ældste. Problemet er at man – selvom ‘tvivl’ i realiteten ikke beskrives i Bibelen som andet end noget der skal behandles med “barmhjertighed” – så tolker man i praktisk talt alle sager om “frafald”, den udtrykte tvivl som benægtelse af “sandheden”, og når man er et trossamfund der tror at det ledende organ – på trods af hundredevis af fejltagelser i sektens 150-årige historie – altid fremsætter den ufejlbarlige sandhed og ikke vil tilbagetrække et sådant udsagn, vil en sådan tvivl blive tolket som “modstand” mod trossamfundets “sandhedsmonopol”.

Alle udelukkelser skal journaliseres på en særlig formular (kaldet S-77) som skal sendes til afdelingskontoret hver gang nogen udelukkes. På denne formular angiver man hvem der er udstødt, vedkommendes dåbsdato, alder, seneste menighedstilhørsforhold, navnene på udvalgets medlemmer og — ikke mindst — “syndens” karakter. Ofte vil sidstnævnte blot være beskrevet med et enkelt ord, som “frafald”, “porneia”, etc.

Udelukkelse (eller Kirketugt) kendtes også i de middelalderlige kirker blandt de større retninger inden for Kristendommen under ordet ‘Kirketugt’. Det er altså ikke en opfindelse der er gjort af Jehovas Vidner, men Jehovas Vidner er et af de få samfund der sammen med Baha’i, Mormoner, Mennonitter og Scientology stadig vælger at praktisere egentlig ‘kirketugt’ i form af eksklusion af medlemmer. I teorien findes denne form for eksklusion også i den katolske kirke, men det er dog tvivlsomt at man kan finde mange katolikker der har været udsat for “kirketugt” indenfor de seneste 100 år.

Konsekvenserne af en udelukkelse er kolossale for den det går ud over, og ikke mindst for dem af vedkommendes familiemedlemmer som stadig er aktive medlemmer af trossamfundet. Denne holdning har varieret i løbet af den periode hvor denne praksis har været gældende i sektens regi. Mange oplevede en stor opblødning af holdningen til omgang med udstødte familiemedlemmer da Vagttårnsselskabet udgav en artikel i Vagttårnet for 15. november 1974, side 518-524 der var skrevet under overskriften: “Hvordan man bevarer en ligevægtig indstilling over for udstødte“.^[1] Denne artikel førte til at masser af familier så hinanden igen efter mange års adskillelse og mange beskriver denne periode på 5-6 år som en slags “glasnost” hvor der var en helt andet behagelig atmosfære i organisationen. (klik her for at læse denne artikel).

I 1981 kom der dog en voldsom stramning der igen splittede familier ad som for en stund havde følt mildere vinde fra Vagttårnsselskabet. (se Vagttårnet, 15. nov. 1981, s. 21 §§18-21) Men efter en stor “udrensning” på hovedkontoret hvor selv prominente medlemmer blev smidt på porten for stilfærdigt at sætte spørgsmålstegn ved enkelte lærepunkter i trossamfundets teologi. Man havde tydeligvis behov for at lægge en dæmper på spørgelysten og fik derfor brug for at sikre en mere hermetisk adskillelse af udstødte og aktive medlemmer, så der ikke flød for megen divergerende information ind i organisationen fra disse dissidenter. Denne hårde linje er kun blevet skærpet yderligere som årene er gået, og i den seneste tid har man på store stævner med titusinder af deltagere givet udtryk for at selv omgang med ikke-troende familie som aldrig har været døbt (og derfor heller ikke udstødt), også er noget der bør begrænses.

Er holdningen til udstødte blevet mindre streng?

Mange har fået den opfattelse at der i 2024 kom en opblødning af måden man skulle behandle udstødte på. Dette er imidlertid en misforståelse. Misforståelsen er opstået fordi man blot har hørt om indholdet i Studieudgaven af Vagttårnet for August 2024, hvor der på side 31, §14 står flg:

Betyder det vi har været inde på, at vi helt vil undgå eller ignorere en der er blevet fjernet fra menigheden? Nej, ikke nødvendigvis. Vi vil selvfølgelig ikke være socialt sammen med vedkommende. Men det er op til os hver især ud fra vores samvittighed at beslutte om vi vil invitere en der er blevet fjernet fra menigheden, til et møde. Det kunne for eksempel dreje sig om et familiemedlem eller en vi tidligere har haft meget med at gøre. Hvordan skal vi forholde os hvis han kommer til  mødet? Tidligere ville vi ikke hilse på en der er blevet fjernet fra menigheden. Men igen er det op til os hver især ud fra vores samvittighed at beslutte om vi vil det. Nogle vil sikkert have det helt fint med at hilse på ham og byde ham velkommen. Men vi vil stadig ikke føre længere samtaler med ham eller bruge tid sammen med ham i andre situationer.

(Vagttårnet for August 2024, studieudg., s. 31, §14)

Her er det helt åbenlyst at ordlyden af §14 er udformet på en måde der har til hensigt at vildlede dem der undersøger skadelige kulter med henblik på at begrænse deres skadevirkninger – i særdelesehed overfor unge og forhenværende medlemmer. Som det ses i paragraffen (som ikke er kursiveret af redaktionen), fremhæver man – præcis som man altid har gjort – at socialt samvær med en person der er fjernet fra menigheden ikke er op til den enkelte men noget man skal holde sig fra. Den forandring man prøver at få til at fremgå af det trykte er at man nu selv kan beslutte om man vil invitere en der er udelukket til et møde. Det skal dog understreges at dette på ingen måde ændrer den adfærd de fleste Jehovas Vidner allerede inden denne artikel havde til udstødte, da det var almindelig praksis at tilskynde en udelukket til at komme tilbage til menigheden hvis man så dem i bussen, i en forretning eller andre offentlige steder.

Man forsøger også at vildlede læserne af artiklen ved at få det til at se ud som om man har mildnet synet på personer der hilser på eller inviterer udelukkede familiemedlemmer til et møde i Rigssalen. Men dette er faktisk en stramning. Der er bare gået så lang tid at der kun er få tilbage der husker at denne holdning til udelukkede familiemedlemmer har været langt mildere end der gives udtryk for i dette Vagttårnet fra 2024 hvor man prøver at fremstille det som en opblødning at man nu selv må afgøre med sin samvittighed om man vil invitere et familiemedlem til et møde. Dette er imidlertid grov intellektuel uærlighed, for ser man vejledningen om udstødte familiemedlemmer i Vagttårnet for 15. november 1974, s. 522, læser man:

Med hensyn til udstødte familiemedlemmer (ikke mindreårige sønner eller døtre) som bor uden for hjemmet, må hver familie selv afgøre i hvilken udstrækning den vil pleje omgang med disse. Det er ikke noget menighedens ældste kan afgøre for dem. Det de ældste skal drage omsorg for at der ikke genindføres nogen „surdej“ i menigheden ved at nogle har åndeligt fællesskab med dem som måtte fjernes som „surdej“. Hvis en der er udstødt, går hen for at besøge en søn eller datter eller for at se til børnebørnene og får lov at komme ind i det kristne hjem, skal de ældste således ikke bekymre sig om det. Den udstødte har en naturlig ret til at besøge dem han eller hun er forbundet med ved blodets bånd.

Vagttårnet for 15. november 1974, s. 522, § 21

Heraf fremgår det tydeligt, at vejledningen i studieudgaven af Vagttårnet for August 2024, på ingen måde er et udtryk for en opblødning, men en stramning. I Vagttårnet for 1974 gjorde man det helt klart at ældste slet ikke skulle blande sig i om man plejede socialt samvær med udstødte familiemedlemmer. I 2024 prøver man at få en accept af at man hilser på en udstødt til at lyde som en mere afslappet vejledning vedrørende omgang med udstødte familiemedlemmer, mens der i virkeligheden stadig er tale om en stramning.

Den eneste – og helt minimale – forandring er at det nu betragtes som op til den enkeltes samvittighed om de vil hilse på en udelukket der kommer til et møde i Rigssalen. Men denne forandring er dog så ubetydelig at det næppe tåler at blive omtalt som en drastisk ændring. Ældste og Menighedstjenere har altid været betroet opgaven med at byde udelukkede velkommen og anvise dem en plads i mødesalen. At andre medlemmer af menigheden nu også kan vise den almindelige høflighed at hilse venligt på en udelukket der møder op i Rigssalen, er næppe en revolutionerende forandring.

Man må konstatere at uanset sektledelsens forsøg på gennem semantiske krumspring at få det til at se ud som om man er blevet mindre strenge i forhold til doktrinen om eksklusion af medlemmer, uanset om man kalder den for “udstødelse”, “udelukkelse” eller “fjernelse”, stadig er tale om en inhuman og brutal behandling af mennesker gennem sociale straffeforanstaltninger der har til hensigt at få den ekskluderede til at føle sig uønsket, mindreværdig og hjemfalden til evig fortabelse. Det er straffeformer der langt overskrider både den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og De Forenede Nationers Deklaration om Menneskerettigheder.

Jehovas Vidners praksis hvad angår kirketugt har beklageligvis ikke flyttet sig det mindste fra den praksis man kender fra den middelalderlige kirkes kætterprocesser. At straffeforanstaltningerne i middelalderen var pisk, hjul og stejle mens man nu i højere grad opererer med en systematisk nedbrydelse af den menneskelige psyke, gør på ingen måde processen mere human – snarere tværtimod!

Udstødelse

Det tidligere navn på det trossamfundet i dag kalder for Udelukkelse (s.d.).

I Studieudgaven af Vagttårnet for August 2024, kunne man i en fodnote på side 27 læse følgende:

“Vi vil ikke længere omtale personen som en der er blevet udelukket. I overensstemmelse med Paulus’ ord i 1. Korinther 5:13 vil vi sige at han er blevet fjernet fra menigheden.” (w 8/2024, s. 27)

Det skal bemærkes, at JVinfo•NU har truffet et aktivt valg om ikke at deltage i de semantiske “lege” som Vagttårnssekten iværksætter for at få begreber der falder offentligheden for brystet til at fremstå mere appetitlige. Af denne grund fastholder JVinfo•NU foreløbig udtrykket udstødelse da det er en passende beskrivelse af denne usmagelige handling. Desuden kan nævnes at mange der læser i nærværende leksikon, har forladt sekten for mange år siden og således også på et tidspunkt hvor eksklusion af medlemmer stadig omtaltes som “udstødelse“. Et andet udtryk om eksklusion der er benyttet i nyere tid er “fjernelse”.

Selvom Vagttårnselskabet har ændret betegnelsen for udstødelse flere gange i nyere tid, er den betegnelse som de fleste der har forladt trossamfundet indenfor de seneste årtier er blevet tilvænnet “udelukkelse” og derfor har redaktionen valgt at lade artiklen om udstødelse stå under denne overskrift i dette leksion. Klik her for at gå til artiklen Udelukkelse.

Udvalg af ældste

^{(Tidligere kendt som “Dømmende Udvalg”)}

Et Udvalg af ældste er betegnelsen på det som indtil udgivelsen af Studieudgaven af Vagttårnet for august 2024 blev betegnet som “Et dømmende udvalg”. I en fodnote i dette blad læser vi følgende:

Tidligere omtalte vi sådan en gruppe på tre ældste som et dømmende udvalg. Men eftersom det at dømme kun er ét aspekt af deres opgave, vil vi ikke længere bruge det udtryk. I stedet vil vi ganske enkelt omtale dem som et udvalg af ældste.
(Studieudgaven af Vagttårnet, August 2024, s. 22)

JVinfo•NU er af den opfattelse at denne ændring i betegnelsen udelukkende er et udtryk for sektens evige semantiske krumspring som skal bruges til at gøre de mest fundamentalistiske og radikale aspekter ved sekten mindre anstødelige i den almene offentlighed. Da der dog ikke foreligger andet end særdeles velbegrundet mistanke herfor skal artiklen naturligvis benytte den nugældende betegnelse, “Et udvalg af ældste”, i resten af dette opslag.

OBS! Denne artikel er oprindelig motiveret af at flere har henvendt sig til JVinfo•NU fordi de er blevet indkaldt til et udvalgsmøde, og nu er nervøse for hvordan det kommer til at forløbe, hvad de skal gøre og om der er ting de skal være opmærksomme på. Af den grund vil denne artikel af og til indeholde afsnit der henvender sig specifikt til dem der står i netop denne situation. Disse vil være med rød skrift, på samme måde som dette afsnit.

Hvornår og hvordan nedsættes et udvalg af ældste?

Et udvalg af ældste nedsættes af en menigheds lokale ældsteråd når ældsterådet vurderer at et medlem af menigheden har begået en syndig handling og ældsterådet konkluderer at det er påkrævet at der gennemføres en slags kirkelig retssag – i Jehovas Vidners terminologi kaldes en sådan rettergang for en udvalgssag. Denne vurdering træffes på forskellige grundlag, som vi skal vende tilbage til om lidt. Det er som regel koordinatoren for ældsterådet (tidligere kaldet “Den Præsiderende Tilsynsmand”) som udpeger tre ældste der skal deltage i udvalget. I sjældne tilfælde med komplicerede sager kan et udvalg bestå af flere end tre ældste, men aldrig færre.^[2] Udover at være ældste i den pågældende menighed skal dem der udpeges som medlemmer af udvalget kun opfylde ganske få kriterier. Først og fremmest skal udvalgets medlemmer naturligvis være i stand til at deltage uhildet i behandlingen af sagen. Dette udelukker naturligvis slægtninge til eller særligt nære venner af den anklagede. Der bør heller ikke foreligge en økonomisk eller arbejdsmæssig forpligtelse mellem den anklagede og et medlem af udvalget. Hvis ældsterådet er bekendt med at den anklagede nærer stærk uvilje mod en bestemt ældste, fraråder vejledningen om udvalgssager at man lader denne ældste deltage i det nedsatte udvalg.^[3]

Det er ældsterådet der tager stilling til om den pågældendes synd er af en karakter der kræver at der nedsættes et dømmende udvalg. Det nedsatte udvalg af ældste kan altid kun bestå af mænd, da udvalgets medlemmer udpeges blandt medlemmerne af menighedens ældsteråd i hvilket der altid kun sidder mænd. De ældste i udvalget følger den procedure for udvalgssager der er beskrevet i den interne ældstemanual “Vær Hyrder for Guds Hjord”, som er en hemmelig bog der ikke må læses (eller endog besiddes) af andre end mænd der er udpeget som ældste. (Træder man tilbage som ældste er man pålagt at tilbagelevere sit eget eksemplar af “ældstemanualen” til ældsterådet med henblik på destruktion.)

Selvom man ofte ser at at en udvalgssag fører til udstødelse af menigheden skal det retfærdigvis understreges, at en udstødelse ikke er en automatisk følgevirkning af at have siddet som indklaget for et udvalg af ældste. Proceduren er at en person der har “begået en synd”^[4] enten selv henvender sig til de ældste eller nogen i menigheden eller omgangskredsen har angivet vedkommende til de ældste. Der kan også træffes beslutning om nedsættelse af et udvalg af ældste til behandling af en sag hvor der foreligger en intern tvist mellem to af menighedens medlemmer.

I realiteten bør sidstnævnte slet ikke kunne føre til at ældsterådet (af egen drift) nedsætter et udvalg, for den bibelske vejledning (som ældste også er underlagt) er, at såfremt man har noget at udsætte på et andet medlem af menigheden (en intern tvist) så skal man gå til vedkommende selv og ordne det mellem hinanden, uden at involvere de ældste, så i realiteten er det de ældstes pligt at sende en sådan “bagtaler” retur til den anklagede med besked om at de selv må tale ud om den påståede “overtrædelse”. Kun såfremt parterne ikke gennem privat samtale kan komme frem til en løsning kan de medtage et enkelt vidne (ofte, men ikke nødvendigvis, en ældste), som kan bidrage til mæglingen. Først hvis også dette initiativ ender i en hårdknude, kan det være at ældsterådet beslutter at tvisten fylder så meget at den påvirker den gode ånd i menigheden eller “forstyrrer menighedens fred”^[5], og at man derfor nedsætter et udvalg.

(Hvis én eller flere ældste henvender sig til dig og beder om en samtale, så er der sjældent den store skade ved en uformel samtale på få minutter efter et møde i Rigssalen, da dette ikke vil være et “udvalgsmøde” hvor din status i menigheden kan blive ændret. Spørg hurtigt hvad de gerne vil tale med dig om, og hvis du opdager at grunden til at de henvender sig er at et andet medlem af menigheden har klaget over dig eller beklaget sig over noget du har sagt eller gjort, så spørg endelig hvorfor det så ikke er vedkommende selv du snakker med. Hvis de ældste kommer med en vævende forklaring om at de blot ville høre min side af sagen skal du blot forklare, at du slet ikke har en “side af sagen” at fortælle om, da du endnu ikke – i overensstemmelse med den Bibelske vejledning – er blevet kontaktet af din egentlige anklager, og at det eneste du for nuværende kan gøre er at råde den eller de ældste du taler med til at gå tilbage til vedkommende der har noget at udsætte på din person om selv at henvende sig til dig, så I kan løse sagen “på den kristne måde”, som den er foreskrevet i Mattæus 18:15-17.)

Sådan foregår det desværre sjældent i virkelighedens ældsteråd. Ældste tilhører ofte en gruppe mænd hvis position i den sekulære verden er af ringe – om overhovedet nogen – væsentlighed eller indflydelse, og for en stor andel af ældste (der findes selvfølgelig positive undtagelser) betyder dette at det eneste sted de kan kompensere og opnå en fornemmelse af en slags vigtighed (selvom den er fuldstændig fiktiv og helt uden baggrund i meritter), er som ældste men en form for pseudo-magt i menigheden. Så når mænd der ofte har spillet karrieremæssigt fallit i virkelighedens verden, øjner en chance for at træffe betydningsfulde afgørelser (f.eks. udstødelse) på andres vegne, så griber de den helt uden at skele til hvad fx Bibelen rent faktisk siger om at tvister mellem medlemmer af “den kristne menighed”, som noget der så vidt det overhovedet er muligt, skal ordnes som et privat mellemværende. I stedet ser man overalt i virkelighedens menigheder at ældste involverer sig selv i sager der slet ikke vedkommer dem.

(Dette kan være vigtigt at have på sinde, såfremt man pludselig befinder sig selv i en situation hvor man har pådraget sig én eller flere ældstes interesse. Her vil det være meget vigtigt at bede den ældste om at forklare med hvilken bibelsk vejledning som baggrund at han interesserer sig for dig.)

Udvalgssagen

Selve mødet med det nedsatte udvalg, skal foregå på neutral grund. Det betyder at det ikke må holdes på din private bopæl, med mindre du har handicap der helt åbenlyst forhindrer at du forlader dit hjem. Det må således heller ikke holdes i et af udvalgets medlemmers private hjem. Konsekvensen heraf er, at udvalgsmødet stort set altid holdes i Rigssalen, og samtalen vil normalt foregå i Rigssalens bibliotek eller i det konference-lokale der er i nogle Rigssale. Mødet holdes altid i et af de små lokaler, da mange har nøgle til Rigssalen og af og til har et ærinde i salen og det vil afsløre at et medlem er under behandling af et udvalg hvis en person kommer ind ad døren og uforvarende kommer direkte ind i den sal hvor udvalgsmødet afholdes. (Hvis du synes at mødes holdes på et sted der ikke tilbyder den nødvendige diskretion bør du sige dette og anmode om at I rykker til et lokale hvor I vil være uforstyrrede selvom nogen pludselig måtte komme ind i Rigssalen.

Det nedsatte udvalg vil indledningsvis mødes til et kort møde uden den anklagede, og vil muligvis i denne forbindelse kontakte nogle af de personer der formodes at være vidner til den syndige handling. Hvis de mener der er grundlag for at gå videre med sagen (at der foreligger en alvorlig synd), vil man sende et brev til den anklagede med besked om at vedkommende er indkaldt til møde med et dømmende udvalg. Der vil være en kort begrundelse i brevet hvor man forklarer årsagen til at ældsterådet har nedsat udvalget og hvad det er man skal snakke om. (Man gør dog store anstrengelser for ikke at gå i for mange detaljer så den anklagede ikke får alt for mange chancer for at forberede et forsvar mod anklagerne!).

En virkelig væsentlig detalje omkring disse “kætterprocesser” som udvalgssager i virkeligheden må siges at være, er at de foregår bag lukkede døre. Med mindre man er mindreårig, har man ikke ret til (krav på) at have en bisidder med på mødet – heller ikke selvom denne bisidder er helt passiv og blot er med som “et ekstra øre” der kan gøre det nemmere at huske alt hvad der bliver sagt.

Mødets længde kan variere meget afhængig af hvor detaljeret sagen er, men typisk vil et møde kunne overstås på 1½-2 timer eller endda mindre.

Vagttårnsselskabet har en angst grænsende til paranoia for at noget som helst der bliver sagt på mødet kan dokumenteres efterfølgende. Derfor er der også en specifik vejledning i ældstehåndbogen Vær Hyrder for Guds Hjord, hvor det gøres helt klart at de ældste aldrig må tage håndskrevne noter på egne blokke

Forbud og påbud vedrørende selve mødet

De forgående afsnit er af væsentlig betydning. Derfor skal hovedpunkterne kort ridses op her af hensyn til dig der måtte være indkaldt til et udvalgsmøde:

• Du indkaldes med meget kort varsel (som oftest under en uge)
• Der er kun få undskyldninger for forfald. Udvalget anerkender sjældent at man unddrager sig fremmøde på den annoncerede dato, og den eneste gyldige undskyldning for at udskyde mødet vil som udgangspunkt være sygdom der forhindrer dig i at møde frem til den anviste tid.
• Mødet må ikke foregå i private hjem, og vil derfor normalt foregå i Rigssalen
• Når bisidder er forbudt: Du har som udgangspunkt ikke ret til at have en bisidder med til mødet. (Der er dog én undtagelse herfra: Er du en gift mand som ønsker at din troende hustru er til stede, kan hun få lov til at overvære mødet).
• Når bisidder er påkrævet: I særlige tilfælde forholder det sig stik modsat, og vejledningen er i stedet at en bisidder skal være til stede. Det gælder kvindelige Jehovas Vidner, som hvis de er gift og indkaldt til en udvalgssag, som hovedregel skal ledsages af deres ægtemænd, da deres mænd også er deres overhoveder og derfor har et krav på kendskab til hvad hans hustru taler med udvalget om. (Undtagelsen herfra er hvis ældsterådet ud fra sagens karakter vurderer at det kan true kvindens sikkerhed at hendes ægtemand deltager. I sådanne tilfælde vil han ikke blive indbudt til mødet).
• Mindreårige må ikke udspørges uden forældrenes deltagelse. Er du mindreårig skal mindst én forælder (eller værge) deltage i mødet. Et udvalg af ældste må ikke afholde møde alene sammen med en døbt mindreårig.
• Du må ikke optage mødet på nogen form for medie, hverken video eller audio. Klik her for at se den grønne boks længere oppe på siden om “Optagelse af udvalgsmøder”.

En udvalgssag består som oftest i en længere samtale med den anklagede, sommetider med fremførelse af vidner som måske har grebet den anklagede i en “syndig handling” og angivet vedkommende til de ældste – hvilket man tilskynder sektmedlemmerne til. Andre gange indledes sagen fordi “synderen” selv er så brødebetynget at han/hun er gået til bekendelse hos en eller flere ældste, hvorefter et udvalg nedsættes for at udspørge vedkommende om detaljer i sagen.

De fleste møder op til det indkaldte møde. Mødet holdes altid på neutral grund, hvilket i praksis altid vil sige i et konference lokale i Rigssalen eller i Rigssalens bibliotek. På mødet bliver man udspurgt på en meget detaljeret og undertiden skarp måde. Der foreligger utallige førstehåndsberetninger om hvordan ældste har været helt unødvendigt nærgående. Dette er især noget som kvindelige medlemmer har oplevet når de er blevet indstævnet for udvalget grundet en synd der har seksuel karakter. Den inkvisitoriske afhøring om intime detaljer beskrives af mange af disse unge kvinder som et overgreb, hvor de skal sidde skoleret og svare på intime detaljer om en seksuel synd, herunder spørgsmål der kan omhandle så private ting som hvilke former for sex der blev udført, hvilket stillinger man havde samleje i, om man fik orgasme, osv. – alt sammen spørgsmål der er fuldstændig unødvendige for at afgøre om en person har f.eks. haft sex udenfor ægteskabet eller været sin ægtefælle utro med en anden seksualpartner.

Andre synder som behandles af udvalg går fra de helt banale som f.eks. at have røget en cigaret eller været lettere beruset til de mere alvorlige forseelser som svær økonomisk kriminalitet, vold, mord, røveri, voldtægt, seksuelle overgreb på børn, osv. Da Jehovas Vidner i meget høj grad opfordres til ikke at uddanne sig, må man nødvendigvis konkludere, at det udvalg der nedsættes af ældsterådet, som oftest består af mænd der ikke har anden uddannelse end folkeskolens 9. klasse og derfor på ingen måde er kompetente til at håndtere sager af sådanne karakterer, og i stedet omgående burde viderebringe informationen til relevante myndigheder for ikke at gøre skaden endnu værre, for f.eks. voldtægtsofre eller børn der har været udsat for seksuelle krænkelser.

Proceduren fortsætter efter mødet med den anklagede med at udvalget allerede samme aften (med mindre der er særlige svære omstændigheder der gør at udvalgets medlemmer ikke kan blive enige), efter en kort votering kommer til en konklusion. Det foregår således: Man holder et “udvalgsmøde” med den anklagede efter ovenstående forskrift, og når udvalgsmedlemmerne ikke mener der er grund til at stille flere spørgsmål sender de den anklagede udenfor døren mens der voteres om strafudmålingen. Efter 10-15 minutter kaldes den anklagede ind i lokalet igen og man fortæller ham at man er nået frem til en afgørelse. Der er i realiteten 4 muligheder. Herunder opsummeres de fire udfald af en udvalgssag og konsekvenserne af disse:

1. At vedkommende udstødes af menigheden (som regel begrundet i at udvalget ikke “følte” at den anklagede udviste tilstrækkelig anger eller fortrydelse over den begåede synd). Når man får den meddelelse betyder det at der på førstkommende midtugemøde under punktet “Lokale Meddelelser” vil blive oplæst en kort notits hvor man orienteret menigheden om udstødelsen med ordene: “Et dømmende udvalg har behandlet en sag om broder Hans Jensen, og skal meddele at broder Hans Jensen er blevet fjernet fra Jehovas Vidners menighed og ikke længere er et af Jehovas kristne Vidner”. (Se artikel om Udstødelse/Udelukkelse her)
2. At vedkommende får en offentlig irettesættelse. Det betyder at vedkommende ikke udstødes, men trods alt har gjort sig skyldig i en så alvorlig forseelse at vedkommende skal irettesættes. Dette kan ske på to måder, nemlig ved en “Offentlig irettesættelse” eller en “Lukket irettesættelse”. Her beskrives den “Offentlige irettesættelse”. Proceduren ligner den der foregår ved udstødelse. En ældste vil træde op på podiet under mødet og oplæse en notits hvori der står: “Et dømmende udvalg har behandlet en sag vedr. broder Hans Jensen. Udvalget har set sig nødsaget til at irettesætte broder Hans Jensen strengt.” (Dette er dog sjældent den eneste konsekvens. Udvalget vil ofte have pålagt den dømte en række konsekvener, som f.eks. at vedkommende ikke må gå ud og forkynde de næste 6 måneder, at vedkommende ikke må deltage i spørgsmål-svar drøftelser på møderne i et tilsvarende tidsrum. Hvis der er tale om en person der har været pioner eller hjælpepioner slettes denne status fra vedkommendes profil i menigheden. Er der tale om en mand der har været udnævnt til ældste eller menighedstjener eller på anden måde har haft privilegier i menigheden (f.eks. været ansvarlig for distribution af litteratur osv. så vil den dømte også få frataget disse opgaver).
3. At vedkommende får en lukket irettesættelse. I teorien er der tale om en irettesættelse præcis som den “offentlige irettesættelse” omtalt i pkt. 2 herover, men der oplæses ikke noget for menigheden og man giver ikke nogen orientering til andre udenfor udvalget om at udvalget har besluttet at irettesætte den anklagede. De eneste der får en besked er det øvrige ældsteråd der får en kort opsummering uden deltaljer om sagens indhold med besked om at vedkommende er blevet irettesat og efter hvilken guideline, hvorefter koordinatoren for ældsterådet får en skriftlig redegørelse fra det udvalg der har behandlet sagen om hvorfor man er kommet frem til den specifikke konklusion. Grunden til at der er mulighed for både at modtage en “offentlig irettesættelse” og en “lukket irettesættelse”, er i teorien at man siger at såfremt der ikke er andre i menigheden der kender til overtrædelsen (“den begåede synd”), så er der ingen grund til at de ældste irettesætter personen offentligt, for den offentlige irettesættelse har mest af alt til hensigt at forsikre menigheden om at ældsterådet har taget behørigt hånd om en sag der allerede er kendt i brede kredse i menigheden, så ingen går og tror at sagen ikke er blevet behandlet.
   Der er dog næppe nogen tvivl om forskellen på ydmygelsen ved en offentlig irettesættelse sammenlignet med diskretionen ved en irettesættelse bag lukkede døre, bruges som et middel til at gradbøje strafudmålingen. Er der tale om en mindre synd og synes udvalget at du viser den fornødne anger, så kan de finde på at vælge en “lukket irettesættelse” for at fremstå som “nådige”, mens en “synder” der ikke viser den store tegn på fortrydelse (hvilket tre mænd uden faglige forudsætninger ikke har skyggen af en chance for at vurdere), meget ofte vil blive genstand for en “offentlig irettesættelse” – endda selvom ingen i menigheden har kendskab til sagen.
4. Sagen afvises. Det sidste udfald er ganske enkelt, at det nedsatte udvalg af ældste kommer frem til, at der slet ikke er en sag og at det hele bunder i falske anklager eller en misforståelse. I sådanne tilfælde lukkes sagsbehandlingen med en kort orientering til ældsterådet om at udvalget hurtigt indså at der var tale om en sag der ikke krævede ældsterådets indblanding.

Disse er i princippet de fire mulige resultater af at være indklaget for at “udvalg af ældste”.
Man skal dog være opmærksom på at dette udelukkende er udtryk for resultatet af udvalgssagerne som de ser ud på overfladen. Så lad os lige kort gennemgå de 4 udfald og konsekvenserne i sit fulde omfang af disse udfald.

Konsekvenser af udvalgets afgørelser:

1. Udstødelse (som har skiftet navn flere gange til “udelukkelse”, “fjernelse”, m.fl): Når du udstødes skal menigheden betragte dig som værende død og ikke-eksisterende – i hvert fald i praksis. Sektens repræsentanter vil hævde at dette er en ondsindet løgn, men det er fordi de for nylig har “mildnet” nogle enkelte direktiver, så du nu – såfremt en udstødt møder op til et møde i Rigssalen (hvilket er måden at gøre sig berettiget til igen at blive medlem af menigheden på), så er det nu tilladt at hilse høfligt men kort på den udstødte med floskler som fx: “Dav. Velkommen.” eller “Goddag. Godt du kunne komme.”. Men udenfor sådanne officielle møder i Rigssalen må man absolut ikke pleje socialt samvær med personer der er udstødte og derfor ikke længere fuldgyldige medlemmer. På gaden har man til for nylig blot skullet ignorere den udstødtes eksistens ved at lade som om vedkommende var usynlig eller “gennemsigtig”, når man passerer dem på fortovet. Igen vil man sige at man nu har opblødt reglerne meget, idet man nu må anerkende personen med et kort nik og et smil, og skulle man komme i en situation hvor man skal være tæt på hinanden i flere minutter (f.eks. fordi man ved et “uheld” kommer til at sidde ved siden af den udstødte i en bus eller et tog), så kan man nu tillade sig at sige. “Jeg håber du vender tilbage.” eller “Du ved hvor og hvornår der er møde hvis det har din interesse.” Men aftalte møder med henblik på socialt samvær eller det at lade et tilfældigt møde trække i langdrag (fx ved at sætte sig for at drikke en kop kaffe sammen), vil være en helt utilstedelig overskridelse af grænsen for hvad der er tilladeligt samvær med en person der er udstødt af menigheden.
2. Har du været udsat for en “Offentlig irettesættelse” er der som oftest ikke nogle krav til menighedens øvrige medlemmer om hvordan de skal omgås dig, men man bliver dog mindet om at den irettesatte er “åndeligt svag” og at man – hvis man ikke passer på – kan komme til at lade sig trække ned på den åndeligt svages niveau, hvilket kan gå ud over ens personlige forhold til Jehova (Gud). Så selvom man ikke bliver udstødt er det at blive irettesat strengt foran en hel menighed med måske 90-150 medlemmer en stor ydmygelse og en udstilling de færreste kommer gennem uden ar på sjælen.
3. Den “lukkede irettesættelse” er som antydet den der har færrest indvirkninger på den dømtes sociale liv. Man skal dog ikke tage fejl. Selvom man ikke orienterer hele menigheden om irettesættelsen, vil det sjældent undgå menighedens opmærksomhed at du er blevet pålagt en række begrænsninger. En person der har været irettesat vil ofte miste retten til at deltage i indlæg på møderne hvor publikum inddrages i debatten med spørgsmål og svar. Mandlige medlemmer der har tjent som ældste, menighedstjenere eller hjælpere for disse, vil brat ophøre i disse stillinger, hvilket naturligvis ikke vil undgå den øvrige menigheds opmærksomhed. For både mænd og kvinder i menigheden som tidligere var udnævnt som pionerer (s.d.) eller hjælpepionerer, vil det være tydeligt for enhver at disse privilegier bliver inddraget. Både mandlige og kvindelige medlemmer af menigheden vil for en længere periode ikke blive tildelt opgaver på “Den Teokratiske Skole” (s.d.)
4. Sagen afvises. Ender udvalgssagen med at udvalgets ældste konkluderer at der slet ikke er en sag eller at der er tale om en misforståelse, vil sagen naturligvis skulle afbrydes. Der må i realiteten ikke foreligge nogen form for skriftlig dokumentation på at der har været en behandling af en sag, og alle notater skal destrueres. Fakta er dog at dette ingenlunde er det der sker. Notater fra møder flyder rundt omkring i hjemmene hos de lokale ældste og man har som oftest også en kort journal i menigheden over den der har været behandlet af “et dømmende udvalg” (nu kendt som “et udvalg af ældste”), også selvom sagen førte til “frifindelse”. (Dette er ikke alene usmageligt og uetisk. Det er kriminelt iflg. Registerlovens §3 stk. 1 og stk. 2 at opbevare notater om enkeltpersoners forhold, herunder f.eks. deres seksuelle forhold, helbredsmæssige forhold, økonomiske forhold, brug af rusmidler, osv. Ikke desto mindre praktiseres dette stadig i stor stil i Jehovas Vidners menigheder i hele verden).

Appelmuligheder

Du vil blive orienteret om at du har 7 dage til at appellere afgørelsen. Derfor vil afgørelsen (såfremt du enten er blevet udstødt eller skal irettesættes offentligt), heller ikke blive effektueret ved det først kommende møde, fordi du skal have en chance for at formulere en skriftlig appel som du afleverer til formanden for udvalget. Dette er en mulighed som kun et fåtal benytter, så herunder kommer en kort beskrivelse af sagens praktiske forløb såfremt du er blevet meddelt udelukkelse af menigheden og ikke appellerer kendelsen.

Umiddelbart efter mødet med udvalget af ældste (tidl. kaldet “det dømmende udvalg”) går der 7 dage hvorefter man på det førstkommende midtugemøde (under sidste del af mødet), vil oplæse en kort orientering til menigheden. Hvis man har truffet beslutning om at du skal udstødes af menigheden, oplæses en besked om at du “ikke længere er et af Jehovas Vidner”. Har du i stedet været irettesat af det nedsatte udvalg og beslutningen er at irettesættelsen skal offentliggøres for menigheden (også kaldet “offentlig irettesættelse”), vil man oplæse en meddelelse om at et udvalg af ældste har behandlet en sag med dig og at de har måttet irettesætte dig.

Skulle du vælge at appellere udvalgets afgørelse, er forløbet naturligvis anderledes og vil tage væsentlig længere tid.

Tænk nøje over om du mener der er grund til at appellere din afgørelse. Har du allerede indrømmet en “synd” på det oprindelige udvalgsmøde, så vil det være svært at appellere din sag, da det eneste der kan få din sag omstødt er egentlige procedurefejl (f.eks. “at mødet fejlagtigt ikke blev indledt med bøn”, o.l.). Du skal også afgøre med dig selv om der er stor forskel på tab og gevinst ved de to udfald. Har du en stejl og stærkt fundamentalistisk familie som ikke engang vil tage telefonen hvis du ringer som udstødt, har du formentlig noget at kæmpe for, også selvom din plan er at være uvirksom. Men er du ikke bundet af bånd til familie eller er din familie så liberal at den vil omgås dig selvom du er udstødt, kan du formentlig spare dig selv for megen hovedpine ved blot at acceptere at du bliver udstødt.
TIP fra redaktion: Under alle omstændigheder vil det være en dårlig investering af tid, psyke og overskud at appellere en afgørelse, bare fordi du vil have ret, men alligevel aldrig kunne drømme om at være Jehovas Vidne igen. Hvis det er planen så er rådet fra JVinfo•NU at du skynder dig videre med dit liv og ignorerer hvad tre mænd uden kvalifikationer mener er rigtigt og forkert. Intet kunne være mere ligegyldigt!

Forløb af en appelsag

Såfremt du appellerer din afgørelse vil man nedsætte et appeludvalg bestående af ældste der ikke har tilknytning til sagen og som skal se på den uden forudindtaget holdning. En appeludvalg nedsættes ikke af menigheden (herunder det oprindelige udvalg af ældste). Appeludvalget udpeges af kredstilsynsmanden for den del af landet din menighed ligger i, i tæt koordination med afdelingskontorets tjenesteafdeling. De ældste der udpeges til at medvirke i en appeludvalg skal vælges i en anden menighed, som ikke må have noget samarbejde med det ældsteråd der nedsatte det oprindelige udvalg. De ældste der udpeges til at sidde i appeludvalget må ikke have nogen familiære, kollegiale eller andre personlige relationer til de ældste der tjente i det oprindelige udvalg der behandlede sagen. Det turde være overflødigt at understrege at medlemmer af appeludvalget selvfølgelig – præcis som det oprindelige udvalg – heller ikke må have personlige relationer af nogen art til den anklagede. Det er således kredstilsynsmandens opgave at sikre at de ældste der udpeges til at sidde i appeludvalget er helt upartiske og ikke nærer særlige sympatier i forhold til det oprindelige udvalgs ældste som afviger fra deres sympati for den person der har appelleret afgørelsen.

OBS! Husk at du har ret til at komme med indvendinger mod et eller flere af medlemmerne af appeludvalget. Der kan være sket menneskelige fejl i udpegelsen af de mænd der skal sidde i appeludvalget, helt fra banale fejl som at et af udvalgsmedlemmerne er svoger til et af det oprindelige udvalgs medlemmer eller på anden måde fjernt beslægtet. Men der kan også være tale om at et medlem u appeludvalget driver rengøringsvirksomhed og ofte arbejder i kompagniskab med et af medlemmerne i det oprindelige udvalg. Det er erfaringsmæssigt en stor ydmygelse for et oprindeligt udvalg at blive underkendt af et appeludvalg, og denne viden kunne få en person der til daglig er “forretningspartner” med et medlem af det oprindelige udvalg til at give det oprindelige medhold ret, fordi han ikke ønsker en “underlig stemning” mellem dem når de bagefter skal fortsætte et samarbejde. Mange af sådanne forhold kan det sagtens være at den kredstilsynsmand der nedsætter udvalget ikke er opmærksom på. Endelig er det fuldstændig ærligt at fortælle at du har et dårligt forhold til én af dem der skal sidde i appeludvalget, uanset årsagen, og at du har god grund til at frygte at denne person vil være forudindtaget i sin vurdering af sagen. Ideelt må dem der skal sidde i appeludvalget hverken kende dem der sad i det oprindelige udvalg eller dig, men det kan være temmelig vanskeligt, men du kan ved at benytte din ret til at gøre indsigelse forhindre at du allerede fra sagens start står dårligere end nødvendigt.

Ofte tilslutter appeludvalget sig den afgørelse som det oprindelige udvalg har truffet. Men det bør ikke afholde dig fra at appellere en afgørelse såfremt du er sikker på at der er begået fejl i behandlingen af din sag. Selvom det ikke sker ofte, er der tilfælde hvor et appeludvalg har omstødt det oprindelige udvalgs kendelse. Planlægger du at appellere en afgørelse er det anbefalingen fra JVinfo•NU at du allierer dig med en ældste som du har et nært forhold til og som samtidig har en dyb indsigt i “Vagttårns-jura”, da det mildt sagt er en labyrint du skal til at navigere i, og hér vil det altid være en fordel at du har en fortrolig støtte i form af et medlem der har tjent mange år som ældste på et betroet niveau, som kan vejlede dig om hvordan du bedst argumenterer din sag foran et appeludvalg. Denne person vil også kunne hjælpe dig med at formulere din skriftlige appel, så sørg for at alliere dig med en personlig ven der også er ældste (eller alternativt har været ældste og har erfaring med behandling af udvalgssager), såfremt du bliver indkaldt til en afhøring hos et udvalg af ældste, så han kan fortælle dig om processen og måden de ældste tænker på når de træffer beslutninger. Hvis du involverer en erfaren ven fra sagens start har du også et meget bedre grundlag for udfærdigelse af et appelbrev, da han vil have kendskab til hele sagens forløb.

Såfremt den person der er dømt til udstødelse/udelukkelse/fjernelse appellerer afgørelsen indenfor fristen på 7 dage, skal udvalgets ordstyrer omgående kontakte kredstilsynsmanden, som vil træffe foranstaltninger til nedsættelse af et appeludvalg. Det er denne situation forløbet af en appelsag beskrives ud fra, da redaktionen ikke har kendskab til situationer hvor en afgørelse er apelleret efter udløbet af fristen på 7 dage. Den eneste oplysning JVinfo•NU kan give vedrørende denne særlige omstændighed er at der i vejledningen til ældste om modtagelse af appel efter fristen på 7 dage, skal tages omgående kontakt til Afdelingskontorets Tjensteafdeling for uddybende vejledning.^[6] (Redaktionen antager at dette skyldes at der foreligger stor risiko for at man allerede på dette tidspunkt har annonceret udelukkelsen af medlemmet på et midtugemøde, hvorfor man nu skal træffe foranstaltninger til orientering af menigheden om at sagen alligevel ikke er færdigbehandlet. Dette er dog kun formodninger og må ingenlunde betragtes som fakta, da “ældstemanualen” Vær Hyrder for Guds Hjord ikke giver yderligere instrukser om denne særlige situation).

Det er et krav at der skal arrangeres en appelhøring uanset om de involverede ældste mener der er nogen rimelig basis for en appelsag eller ej.^[7] Det er Kredstilsynsmandens opgave at tilse at alle formalia gennemføres korrekt, og dette omfatter ikke blot sikring af at alle der udvælges til appeludvalget ikke har relationer af nogen art til de ældste der tjente i det oprindelige udvalg, men f.eks. også at sikre at det oprindelige udvalg overdrager samtlige dokumenter og notater der er udfærdiget i forbindelse med sagens behandling – herunder noter der eventuelt ikke er ført i overensstemmelse for Vagttårnsselskabets retningslinjer for korrekt notatførelse under behandlingen af en udvalgssag. Af særlig vigtighed er naturligvis at formularen S-77 (af hvilken der er indsendt en kopi til Afdelingskontorets Tjenesteafdeling også overdrages til appeludvalget.

Præcis som det oprindelige udvalg har appeludvalget pligt til at sikre at sagen ikke forhales unødigt og vejledningen til appeludvalg fra Tjenesteafdelingen er at appelhøringen skal finde sted højst en uge efter at man har modtaget appelbrevet fra den der af det oprindelige udvalg kendtes skyldig i en alvorlig overtrædelse.^[8]

I vejledningen til de ældste der udpeges til at tjene i et appeludvalg er der en stærk vejledning om at spille med lukkede kort. Modsat konventionelle retssager hvor et af de væsentligste principper der skal sikre en retfærdig rettergang er gennemsigtighed på alle niveauer, vælger Vagttårnsselskabet den helt modsatte fremgangsmåde der skal hindre enhver gennemsigtighed der måtte kunne gavne den indklagede. I den hemmelige ældstemanual Vær Hyrder for Guds Hjord, kan man læse følgende vejledning der i tydelige vendinger tilkendegiver at de ældste skal foretage omfattende tiltag for at hemmeligholde sagsbehandlingen for den indklagede og trække et slør henover arbejdet med opklaring af appelsagen:

Appeludvalget skal undgå at give indtryk af at de er kritiske over for det dømmende udvalg. De skal huske at ordningen med at man kan appellere en sag, ikke er et udtryk for manglende tillid til det [oprindelige] dømmende udvalg. Det er derimod et udtryk for kærlighed til overtræderen, og det forsikrer ham om at hans sag behandles retfærdigt, og at alle relevante kendsgerninger tages i betragtning. Appeludvalget skal huske at det dømmende udvalg sandsynligvis kender den anklagede bedre end de gør.

Vær Hyrder for Guds Hjord, kap. 17 § 3

Det er tydeligt at man denne vejledning har “slagside” og at man på forhånd anlægger den holdning at appeludvalget ikke skal se med kritiske øjne på det oprindelige udvalgs arbejde, fordi de som udgangspunkt skal arbejde fra et kriterium om tillid til det oprindelig udvalgs afgørelse. Dette er en yderst kritisabel fremgangsmåde, der aldrig vil sikre en anklaget en retfærdig proces.

Vejledningen viser også at man i appelsagen “griber efter halmstrå” såfremt et appeludvalg må nå til den erkendelse at det oprindelige udvalg har udstødt den anklagede på et uretmæssigt grundlag. I en normal retssag ville dette betyde at sagen afvises og at den indklagede frifindes. Men hos Jehovas Vidner har retfærdighed en helt anden karakter. Hvis et appeludvalg opdager at den første udstødelse blev afgjort på et forkert grundlag er vejledningen i ældstemanualen Vær Hyrder for Guds Hjord, at man nu skal begynde at lede efter sekundære overtrædelser eller tidligere uopdagede synder, som i stedet kan føre til at man kan opretholde udstødelsen. I Vær Hyrder for Guds Hjord ser man følgende vejledning:

Appeludvalget kommer måske frem til at det oprindelige grundlag for at udelukke den anklagede var ugyldigt, men at der er andre gyldige grunde til at udelukke ham. … Hvis de nye anklager bekræftes og den anklagede ikke viser tegn på ægte anger, kan appeludvalget fastholde udelukkelsen på grundlag af disse nye oplysninger.

Vær Hyrder for Guds Hjord, kap. 17 § 8

Det fremgår også tydeligt af handlingen at det skal hemmeligholdes for den anklagede såfremt appeludvalget ikke er enige i beslutningen om udstødelse truffet af det oprindelige udvalg af ældste. Hvis appeludvalget derimod er enige med det oprindelige udvalg i deres afgørelse, skal de informere den anklagede om deres afgørelse med tilstedeværelse af det oprindelige udvalg.

Helt anderledes forholder det sig derimod såfremt appeludvalget er uenige med det oprindelige udvalg. Her handler vejledningen tydeligvis om at man ikke skal give den fejlagtigt dømte en alt for åbenlys indrømmelse der kunne give indtryk af at han havde fået oprejsning for fejlagtige eller falske anklager. Se blot nedenstående tydelige forskelle på fremgangsmåden såfremt appeludvalget modsiger det oprindelige udvalg i forhold til fremgangsmåden hvis appeludvalget tilslutter sig.

Er appeludvalget uenige i den beslutning det oprindelige udvalg kom frem til følges følgende vejledning:

Hvis appeludvalget mener at det var en forkert beslutning at udelukke vedkommende, skal de mødes med det [oprindelige] dømmende udvalg i enrum for at drøfte sagen og forklare hvorfor de ikke er enige.

Vær Hyrder for Guds Hjord, kap. 17 § 11

Hvis appeludvalget mener at det oprindelige udvalg har ret i deres afgørelse og de dermed tilslutter sig afgørelsen fra det oprindeligt nedsatte udvalg af ældste lyder vejledningen helt anderledes:

Hvis brødrene i appeludvalget er enige med det [oprindelige] dømmende udvalg, skal de informere overtræderen om den endelige afgørelse mens det dømmende udvalg er til stede. Det dømmende udvalg skal lade syv dage gå inden der på midtugemødet bringes en meddelelse om udelukkelsen. Det oprindelige udvalg skal sende den udfyldte formular Meddelelse om udelukkelse eller afskærelse (S-77) til Tjenesteafdelingen.

Vær Hyrder for Guds Hjord, kap. 17 § 9

Denne fremgangsmåde har tydeligvis til hensigt at formidle det budskab at hele appelsagen var nyttesløs og at den anklagede blot burde have haft tillid til det oprindelige udvalg, og man inviterer tilmed det oprindelige udvalg med til overbringelsen af denne orientering så de kan sole sig i anerkendelsen fra “eksperterne” fra appeludvalget, som nu har stadfæstet deres oprindelige afgørelse.

Den hemmelige mulighed for appel

I det sidstnævnte citat herover om fremgangsmåden såfremt appeludvalget bakker op om det oprindelige udvalgs kendelse, følger en tilsyneladende uskyldig vejledning om hvordan sagen afsluttes idet der siges: “Det dømmende udvalg skal lade syv dage gå inden der på midtugemødet bringes en meddelelse om udelukkelsen.”^[9]. Dette citat er dog ingenlunde en tilfældig formulering. Det er en formulering der skal bremse for den tredje appelmulighed som man helt bevidst holder hemmelig for den indklagede.

Når en appelsag er afsluttet og kendelsen ender med at appeludvalget tilslutter sig det oprindelige udvalgs beslutning om at udstøde appellanten, gør man det tydeligt klart at der er endnu en mulighed for at appellere kendelsen, men at denne mulighed ikke må gøres kendt for den dømte. Igen en meget bagvendt form for retspraksis der har meget lidt at gøre med hvordan normalt tænkende mennesker opfatter et begreb som “retfærdig rettergang”.

Det skal understreges at muligheden for at appellere er omtalt helt tydeligt i ældstemanualen Vær Hyrder for Guds Hjord, og at omtalen tydeligt beskriver fremgangsmåden. Men i samme åndedrag understreger man at denne mulighed skal hemmeligholdes for den dømte. Se blot følgende citat fra ældstehåndbogen vedrørende appelmuligheder:

Appeludvalget skal ikke nævne yderligere muligheder for at appellere. Men hvis den anklagede fortsat mener at der er begået en alvorlig fejl i bedømmelsen af sagen, skal appeludvalget oplyse ham om at han inden syv dage kan gøre rede for sine indvendinger i et brev. Hvis han giver udtryk for at han ønsker at sende et brev hvor han appellerer afgørelsen, skal man vente med at bringe en meddelelse om udelukkelsen. Appeludvalget skal sende deres egen korte redegørelse for sagen, det dømmende udvalgs redegørelse og vedkommendes brev til Tjenesteafdelingen. Der skal ikke bringes nogen meddelelse før man har modtaget et svar fra Tjenesteafdelingen. Ældsterådet skal informeres om udfaldet af appelsagen

Vær Hyrder for Guds Hjord, kap. 17 § 10

Der hersker ingen tvivl. Der er mulighed for at en appellant der fortsat mener der er begået fejl i behandlingen af en udvalgssag, kan sende et brev direkte til Tjenesteafdelingen på Afdelingskontoret (udenom både det lokale ældsteråd, det oprindelige udvalg, appeludvalget og kredstilsynsmanden). Det er endvidere yderst interessant at fremsendelse af en sådan klage til Tjenesteafdelingen har yderligere opsættende virkning på ældsterådets mulighed for at annoncere udstødelsen for menigheden, idet vejledningen tydeligt klargør: “Der skal ikke bringes nogen meddelelse før man har modtaget et svar fra Tjenesteafdelingen.”^[10]

Der foreligger altså en klokkeklar mulighed for at appellere sin kendelse til en højere instans, nemlig landets afdelingskontor, der er den øverste myndighed for Jehovas Vidner i det land man bor i. Men ikke desto mindre står der – helt uden omsvøb – at denne mulighed skal hemmeligholdes for den dømte(!), idet man i vejledningen fra ældstemanualen Vær Hyrder for Guds Hjord kan læse denne klare vejledning: “Appeludvalget skal ikke nævne yderligere muligheder for at appellere.”^[10]

Overvej nøje om du vil kræve din ret til at appellere direkte til afdelingskontoret eller ej. Hvis det kun er fordi du ønsker at få ret, vil du formentlig spare dig selv mange kvaler ved blot at acceptere afgørelsen fra appeludvalget. På den anden side kan du have omstændigheder der gør det vigtigt for dig at du ikke har status som udstødt, fordi det vil gøre fremtidigt samkvem med din familie langt vanskeligere end såfremt du kun er uvirksom. Det er en svær afgørelse, og selvom det kan være en svær samtale, fordi din stilling måske skaber splid i familien, så tag alligevel en snak med din familie for at finde ud af om de vil være interesseret i fortsat at omgås dig, såfremt du ikke bliver udstødt, men alligevel holder op med at forkynde og komme til møderne. Afhængig af hvor stejl din familie er (om de vil omgås dig som uvirksom), kan du formentlig træffe en afgørelse om hvorvidt du mener det er kampen værd at sikre din status som registreret medlem af Jehovas Vidner, selvom du har tænkt dig at være uvirksom.

Dette er de uhyggelige kendsgerninger om behandling af udvalgssager. Det skal retfærdigvis understreges at det ikke er alle ældste der benytter denne utiltalende fremgangsmåde når de behandler en udvalgssag. Ikke desto mindre tjenere ovenstående information til advarsel til alle der er indkaldt til et møde med et udvalg af ældste (“dømmende udvalg”) at søge råd og vejledning om hvordan de skal forholde sig til såvel anklage som fremgangsmåden ved udvalgsmødet, og ikke mindst hvad du skal gøre såfremt du ønsker at appellere en eventuel kendelse. Du kan evt. kontakte en ældste som du har tillid til (alternativt en ven der har været ældste og som har indgående kendskab til behandling af sager der minder om din). Du er også velkommen til uforpligtende (og anonymt) at kontakte JVinfo•NU for at få yderligere vejledning. Se den røde ramme herunder for yderligere information om denne mulighed.

Hvis du pludselig befinder dig i en situation hvor du er indklaget for et udvalg af ældste er du velkommen til at kontakte redaktøren for JVinfo•NU via kontaktformularen her på siden for at indhente råd og vejledning. Skriv “HASTER – UDVALGSSAG” i emnefeltet, så din sag får højeste prioritet. Skriv hvad du er anklaget for og hvilket udfald du håber på at sagen vil få. Alle henvendelser via kontaktformularer på JVinfo•NU foregår via en krypteret forbindelse og alt hvad du skriver til JVinfo•NU behandles fortroligt. Ønsker du korrespondancen mellem dig og JVinfo•NU destrueret kan du når som helst skrive dette på samme kontaktformular, hvorefter alle spor af eventuel kontakt med JVinfo•NU vil blive destrueret indenfor 3 dage.
OBS! Du er velkommen til at henvende dig anonymt (under pseudonym)

Udvalgssag

Sag der føres af et udvalg af ældste (s.d.) nedsat af en menigheds ældsteråd.

Ugens Bibelpensum

Ugens Bibelpensum er et uddrag af kapitler fra Bibelen som alle Jehovas Vidner forventes at læse hver uge. Pensummet består som regel i 3-5 kapitler fra bibelen, og man går frem i bøgernes orden i Bibelen startende med Første Mosebog og sluttende med Johannes Åbenbaring, hvorefter man starter forfra. Dette er en måde at sikre at alle Jehovas Vidner får læst Bibelen regelmæssigt, og som regel tager det ca. 3½ år for en hel gennemgang af Bibelen på denne måde. Der er ingen der bliver hørt i det ugentlige bibelpensum og man kontrollerer ikke at menighedens medlemmer læser pensummet, men det ugentlige bibelpensum danner også samtidig grundlag for det punkt på Den Teokratiske Skole (s.d.) som hedder “Repetition af ugens bibelpensum“. Hvis man skal fremhæve noget ved denne tradition, så er det at ugens bibelpensum formentlig er det tætteste Jehovas Vidner nogensinde kommer på at læse Bibelen selvstændigt, uden brug af “hjælpemidler” (i form af bøger fra Vagttårnsselskabet) til at udlægge skriften for medlemmerne.

Uregelmæssig

Jehovas vidner afleverer en tjenesterapport (s.d.) hver måned, således at en udpeget ældste kan føre regnskab med alle medlemmers andel i forkyndelsesarbejde, herunder hvor mange timer de bruger, hvor mange “genbesøg” (s.d.) de har aflagt, hvor mange blade, bøger og brochurer man har afsat til personer man har mødt, og hvor mange gange man har fået lov til at vise en videofilm fra sin iPad for de personer der har åbnet døren når man ringer på.

At være uregelmæssig forkynder er i den interne lingo i sekten et udtryk for at man ikke har rapporteret i mindst 6 måneder i træk. En regelmæssig forkynder er en person der rapporterer mindst 1 time om måneden i forkyndelsen. Hvis et medlem af menigheden en enkelt måned ikke afleverer en rapport over tid brugt i forkyndelsen, vil denne person overgå fra en status som regelmæssig forkynder til uregelmæssig forkynder. Herefter vil det kræve at medlemmet igen rapporterer i seks sammenhængende måneder før det igen skifter status fra uregelmæssig til regelmæssig forkynder. Det betyder i praksis at man kan have konstant status som uregelmæssig forkynder selvom man går ud og forkynder op til 10 måneder om året. Som eksempel kunne man forestille sig at et medlem ikke afleverer en rapport med timer i forkyndelsen for Januar måned. Så har medlemmet status som uregelmæssig forkynder. Herefter går medlemmet ud og forkynder i de næste fem måneder – Februar, Marts, April, Maj og Juni, men afleverer ikke en rapport i Juli måned. Da der ikke er gået seks sammenhængende måneder med forkyndelse forbliver medlemmet uregelmæssig. Herefter kan medlemmet igen gå ud og forkynde i fem måneder – August, September, Oktober, November og December – men hvis medlemmet ikke også afleverer en rapport for Januar måned opnår medlemmet stadig ikke seks sammenhængende måneder hvor der er aflagt rapport. Derfor kan et medlem i princippet have konstant status som uregelmæssig forkynder så længe er tale om et medlem der ikke har mulighed for at deltage mindst 6 måneder i træk i forkyndelsen.

Et andet aspekt der er væsentligt ved denne registrering af regelmæssighed er at et medlem kan have afleveret rapporter for forkyndelse i 30 år uden at der nogensinde har været en måned hvor vedkommende ikke har været ude for at forkynde, men hvis vedkommende blot i en enkelt måned ikke afleverer en rapport om forkyndelse, vil denne person have status som uregelmæssig forkynder indtil der igen er gået 6 sammenhængende måneder hvor medlemmet, hver måned, har afleveret en rapport med mindst én times registreret forkyndelse.

Et sidste aspekt er at det er en meget underlig statistik der ikke giver noget som helst billede af en persons indsats i forkyndelsesarbejdet. Man kan i princippet forblive i sin status som regelmæssig forkynder så længe man blot afleverer en rapport med mindst én times forkyndelse hver måned. Så med 12 timers forkyndelse om året kan man være regelmæssig. En forkynder der derimod går ud og forkynder 30 timer hver måned, men som ikke har afleveret rapport i f.eks. Juli og December har i dette år kun opnået perioder med 5 måneders forkyndelse i træk, selvom vedkommende i de 10 af årets måneder har været i forkyndelsen og dermed deltaget med 300 timer i det indeværende år. Det betyder at en person med 300 timers årlig forkyndelse kan være en konstant uregelmæssig forkynder mens en forkynder der kun forkynder 12 timer om året men fordeler de 12 timer ligeligt på alle årets 12 måneder vil have en konstant status som regelmæssig forkynder.

Endelig kan der opstå den situation at en person i 6 sammenhængende måneder ikke har rapporteret én eneste af månederne. Herefter vil status overgå fra “uregelmæssig” til “uvirksom” (s.d.).

Uvirksom

Jehovas vidner afleverer en tjenesterapport (s.d.) hver måned, således at en udpeget ældste kan føre regnskab med alle medlemmers andel i forkyndelsesarbejde, herunder hvor mange timer de bruger, hvor mange “genbesøg” (s.d.) de har aflagt, hvor mange blade, bøger og brochurer man har afsat til personer man har mødt, og hvor mange gange man har fået lov til at vise en videofilm fra sin iPad for de personer der har åbnet døren når man ringer på.

Hvis en forkynder i en måned ikke rapporterer minimum 1 times forkyndelse, vil denne person overgå fra status som “regelmæssig” forkynder til “uregelmæssig” (s.d.) indtil vedkommende igen har rapporteret minimum 1 time i forkyndelsen i 6 sammenhængende måneder. Hvis vedkommende der ikke har rapporteret og dermed har fået status som “uregelmæssig” (s.d.), fortsætter med ikke at rapportere de efterfølgende måneder, vil denne person efter 6 måneder uden rapportering af forkyndelse igen skifte status — denne gang fra “uregelmæssig” (s.d.) til “uvirksom”.

Så snart man igen har rapporteret en enkelt måned skifter man igen status fra “uvirksom” til “uregelmæssig” (s.d.) da man skal have rapporteret forkyndelse i mindst en time om måneden i de sidste sammenhængende 6 måneder, før man igen skifter status til “regelmæssig”.

---

V

Vagttårnet

Når man hører ordet Vagttårnet er det vigtigt at være opmærksom på at såvel nuværende som tidligere Jehovas Vidner benytter ordet i to betydninger, og det vil kun være konteksten der afslører hvad de mener. Vagttårnet er først og fremmest magasinet som bliver beskrevet herunder, men er også den korte måde blandt ovenstående grupper at omtale selve det juridiske forlagsselskab der udgiver bladet på.

Vagttårnet er et religiøst månedsmagasin der udgives af Jehovas Vidner i både en intern – såkaldt studieudgave – og en ekstern udgave beregnet på omdeling i sektens offentlige forkyndelsesarbejde. Det offentlige magasin udkommer 4 gange om året mens det interne magasin udkommer hver måned. Ofte bruges udtrykket ‘Vagttårnet’ dog også af både nuværende og tidligere Jehovas Vidner om det selskab der udgiver bladet og som er Jehovas Vidners juridiske organ og som her i Danmark kaldes Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab (eller blot: “Vagttårnsselskabet”).

Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ApS, er det danske datterselskab der er direkte ansvarlig overfor hovedsædet i Upstate New York (tidl. Brooklyn, New York), som hedder Watchtower Bible and Tract Society of Pennsylvania. Dette selskab er et holdingselskab der har en række nationale underselskaber hvoraf det vigtigste er forlags og trykkerivirksomheden Watchtower Bible and Tract Society of New York. Til håndtering af forretninger udenfor USA har man stiftet Christian Congregation of Jehovah’s Witnesses (i det daglige omtalt som CCJW)

Vestre Landsret

Landsretterne er to domstole, der blev oprettet i 1919 til afløsning af de hidtige landsoverretter. En dommer i en landsret kaldes landsdommer, og landsretten ledes af en præsident.

Landsretterne fungerer som appelinstanser for byretterne. Vestre Landsret har sæde i Viborg, mens Østre Landsret har sæde i København.

Vestre Landsret er den ene af Danmarks to landsretter. Landsretterne er to domstole, der blev oprettet i 1919 til afløsning af de hidtidige landsoverretter. En dommer i en landsret kaldes landsdommer, og landsretten ledes af en præsident. Landsretterne fungerer som appelinstanser for byretterne. Vestre Landsret har sæde i Viborg. Vestre Landsret har jurisdiktion over Jylland.

De to landsretter (Østre og Vestre) beskæftiger ca. 100 landsdommere og er inddelt i afdelinger med tre landsdommere tilknyttet hver afdeling, som både tager sig af straffesager og civile sager. Landsretterne har til straffesagerne knyttet domsmænd og nævninger.

Se også Østre Landsret

---

A B C D E F G H I J K L M N O
P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å #

---

Fodnoter

---