LEK•SI•KON

Denne side indeholder et leksikon med begreber der ofte høres i forbindelse med Jehovas Vidner, og som de fleste ikke kender betydningen af — i det mindste ikke den præcise betydning — med mindre man selv er eller er nært beslægtet med en der er eller har været medlem af Jehovas Vidner. Desuden indeholder leksikonet en række almindelige begreber som de fleste danskere har et afslappet forhold til, men som hos Jehovas Vidner enten får en anden betydning eller også er det begreber som Jehovas Vidner har en ekstremt konservativ holdning til. Endelig vil du i leksikonet finde ord som i normalt sprog har en anden betydning end den som ordene har fået i sekt-kontekst. Et eksempel kunne være verden som blandt Jehovas Vidner er et underforstået udtryk der dækker over “Satans verden“ (s.d.)
Hvis nogle af begreberne i dette leksikon er behandlet i indlæg, artikler eller andetsteds på siden, vil der også forekomme links til disse under opslagsordet.

---

Forkortelser anvendt i dette leksikon
(og af Vagttårnsselskabet og dets religiøse front Jehovas Vidner)

Forkortelse	Betydning
DSR (el. SR)	Det Styrende Råd (s.o. MSR)
KUH	Kontaktudvalg til Hospitaler
HIS	Hospital Informations-service (Engelsk: Hospital Information Services)
JV	Jehovas VIdner (Religiøs sket der i Danmark er under tæt administrativ kontrol af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ApS)
MSR	Medlem af Det Styrende Råd
NVO	Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter
NWT	New World Translation of The Holy Scriptures (s.o. NVO)
VO	Vågn Op! (Tidsskrift der i Danmark udgives af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab)
VT	Vagttårnet (Tidsskrift der i Danmark udgives af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab)
VTBTS	Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ApS (s.o. VTS)
VTS	Vagttårnsselskabet (Den daglige omtale af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ApS, både blandt aktive og forhenværende medlemmer af sekten) (s.o. VTBTS)

---

A B C D E F G H I J K L M N O
P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å #

---

P – R

Pascals Væddemål

Pascals Væddemål er et filosofisk og apologetisk argument for troen på den kristne Guds eksistens, fremsat af den franske filosof, matematiker og fysiker Blaise Pascal (1623-1662). Han fremstiller spørgsmålet om troen på Gud som et væddemål med kun to satsningsmuligheder: Gud eksisterer, eller Gud eksisterer ikke. Væddemålet er et argument for, at ateisme er en satsning, som ikke er værd at tage. Hvis ateisten har ret, er han bare død, når han er død, og den kristne er også bare død. Hvis ateisten derimod tager fejl, vil han betale med en evig ulyksalighed (helvede), mens den kristne vil modtage en evig lyksalighed (himlen/paradis). Derfor bør man satse på, at Gud eksisterer.

Pascals Væddemål kortlagde et nyt territorium af sandsynlighedsteori, og det var var den første formelle anvendelse af beslutningsteori.

I Pascals filosofiske hovedvæk “Tanker” er væddemålet beskrevet således:

Pascal forudsætter i sit argument, at der på spørgsmålet om Guds eksistens kun findes to svarmuligheder:

1. Gud eksisterer
2. Gud eksisterer ikke

En tredje mulighed findes ikke. Hvis man ikke vil satse på, at Gud eksisterer – hvis man lever som om Gud ikke eksisterer – så satser man i virkeligheden på, at Gud ikke eksisterer, siger han.

Derudover forudsætter han, at de to muligheder er lige sandsynlige. Det er således ikke sandsynligheden for et bestemt udfald af væddemålet, der skal afgøre, hvilken mulighed man vælger. Det er gevinst og tab ved de to muligheder, der skal afgøre det.

Med hensyn til gevinst og tab siger han, at hvis man vædder på, at Gud eksisterer, og vinder væddemålet, så vil man få en uendelig gevinst: Man vil opnå en evig lyksalighed i himlen. Baggrunden for denne påstand er den kristne lære om, at man frelses og kommer i himlen, hvis man tror på Gud – nærmere bestemt den kristne Gud.

Hvis man vædder på, at Gud eksisterer, og taber væddemålet, så vil man ikke lide noget tab i form af noget ubehageligt efter døden. Man vil blot blive til intet.

Hvis man vædder på, at Gud ikke eksisterer, og vinder væddemålet, så vil man ikke få nogen gevinst. Efter døden vil man blot opleve den intethed, som man forventer.

Hvis man vædder på, at Gud ikke eksisterer, og taber væddemålet, så vil man lide et uendeligt tab: Man vil få en evig straf i helvede.

På den baggrund skal man selvfølgelig vædde på, at Gud eksisterer, siger Pascal. Man har en interesse i at tro på Gud.

Skematisk kan væddemålet stilles således op:

Udfaldet den dag du dør:	Du væddede på at Gud findes	Du væddede på at Gud ikke findes
Hvis det viser sig at Gud eksisterer	Du vil få en uendelig gevinst i form af evig lyksalighed (i himlen)	Du vil lide et uendeligt tab i form af evig ulyksalighed (i helvede)
Hvis det viser sig at Gud ikke eksisterer	Du vil ikke lide noget tab. Du vil blot blive til intet.	Du vil ikke få nogen gevinst. Du vil blot blive til intet.

I figuren herover ser man at Pascals postulat er at man ganske enkelt har bedre “odds” ved at vælge at tro på Gud end ved at vælge ikke at tro på Gud, da de tre af de fire mulige udfald der kan hænde den dag man dør, vil være til ens fordel, men kun ét vil være til ens ulempe, og dette ene forekommer kun for dem som vælger ikke at tro på eksistensen af en Gud (højre kolonne).

Men det er et argument der har været udsat for megen kritik — alene af den grund at de fleste troende vil afvise at tro er et valg, men en overbevisning der er kommet til dem gennem livserfaring, indefra, fra hjertet, fra sindet, fra Helligånden, osv. Så tro er ikke blot en beslutning du tager på samme måde som du tager en beslutning hos bageren om du vil have en hindbærsnitte eller en napoleonskage. Jeg skal uddybe kritikken af Pascals væddemål en smule herunder.

Kritik af ’Pascals væddemål‘

Pascal har dog fået nogen kritik for denne argumentation for det “fornuftige i at tro” på den kristne Gud. Et af argumenterne er at der også er andre religioner der tror på en Gud og som forkynder evig fortabelse såfremt man ikke tror, som Islam f.eks. gør om “de vantro”. Af denne grund kunne en Imam med samme ret bruge Pascals væddemål som argumentation for at tro på Allah og hans profet Muhammed, som en kristen præst kan argumentere for at tro på den kristne Gud, Søn og Helligånden.

Væddemålet er endvidere blevet kritiseret for, at det indebærer en forkert motivation for at tro på Gud, fordi en retfærdig Gud ikke vil anse det for at være en god motivation at handle ud fra en beregnende interesse i at vædde på et resultat, der har den største sandsynlighed for at medføre gevinst. En sådan kølig kalkulerende spekulation i personlig fordel svarer dårligt til den sande tro, som har mere ædle motiver.

Desuden er det blevet fremført, at tro ikke er noget, man kan tvinge sig selv til. Hvis man bliver tilbudt en enorm pengesum for at tro, at himlen er grøn, så kan man ikke af den grund tro oprigtigt på det. Pascals væddemål inspirerer ikke til en ægte tro.

Pascal kritiseres også for at drage nogle forhåndskonklusioner om Guds retfærdighed, som han ikke kan tillade sig at hævde at have uigendrivelige beviser for — endsige argumenter for i Bibelteksterne.

Pascal mener – ud fra sin kristne tro – at det kun er troen eller den manglende tro på Gud, der afgør, om et menneske får en evig lyksalighed eller en evig ulyksalighed. Det er imidlertid en påstand – ikke sikker viden – at det forholder sig sådan.

Faktisk er der flere andre muligheder. Der er blandt andet disse:

1. Der er en Gud, men han belønner ikke
2. Der er en Gud, der belønner, men ikke alene gør det på baggrund af tro på ham
3. Der er en Gud, der belønner på baggrund af gerninger, ikke tro
4. Der er en gud der belønner og straffer på langt mere nuanceret vis. Det samme menneske kan både modtage en løn og en straf – i overensstemmelse med mængden af både dets gode og dets onde gerninger

Det er for eksempel tænkeligt, at Gud belønner kritisk agnosticisme og straffer blind tro. Det er også tænkeligt, at Gud belønner ærlighed i tanken og straffer påtaget tro. Faktisk finder man – såfremt man da tager evangelierne for pålydende – selv hos Jesus den tanke, at det afgørende ikke er, om man bekender sig til Gud, men om man handler efter Guds vilje: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” — Matthæus Evangeliet 7:21

Pascals fremstilling af væddemålet forudsætter, at der er tale om en simpel ja-eller-nej-beslutning, hvorfra alt andet følger. Men inden for kristendommen er der ingen konsensus om de kriterier, ifølge hvilke evig lyksalighed opnås, eller hvordan en tro på Gud skal udtrykke sig for at blive belønnet med evigt liv. Selv pave Frans har udtalt, at ”en person godt kan blive frelst, selv om han ikke har været troende, hvis han blot har været et godt menneske“.

En anden forudsætning for Pascals fremstilling af væddemålet er, at et menneske kun lever ét liv på jorden, hvorefter det dømmes til enten evig lyksalighed og evig ulyksalighed. Men der findes religioner og religionsformer, der har reinkarnation som en del af deres lære, for eksempel hinduismen, jainismen, buddhismen og New age, og som regner med, at hvert menneske lever mange liv (inkarnationer) på jorden.

Patientklagenævnet

Se Styrelsen for Patientklager (klik for at springe direkte til artikel)

Persondataforordning

Også kendt som EU’s Persondataforordning eller GDPR (klik for at springe direkte til artikel)

Pioner

En Pioner er en forkynder der af det landsdækkende afdelingskontor (på anbefaling af det lokale ældsteråd) er udnævnt som “Pioner”. Det betyder i praksis at man har forpligtet sig til at bruge 70 timer om måneden (eller 840 timer om året) på forkyndelse. Dette er selvsagt så tidskrævende at pionerer sjældent har et fuldtidsjob ved siden af deres “gerning” som pionerer. De vil typisk tage et deltidsarbejde, som for størstedelen af pionerernes vedkommende består i rengøringsarbejde, ofte i de tidlige morgentimer eller sene aftentimer, samt i weekender eller på helligdage.

Dette timekrav forekommer måske nogen urimeligt højt, men det er faktisk det laveste timekrav der nogensinde har været til pionerer. Pionerer – der i sektens tidligste år kaldtes for “kolportører” – skulle indtil 1949 nå 150 timer om måneden, hvorefter dette timekrav i nedsattes til 100 timer om måneden. I 1974 nedsatte man timekravet til 90 timer om måneden (eller 1000 timer om året) og i 1999 reducerede man yderligere timekravet med 20 timer idet man “kun” forventede at pionerer nåede 70 timer om måneden (840 timer om året). Årsagen til disse nedsættelser i timekravet maskeres i hovedreglen som hensyntagen til den enkelte forkynder fordi man udviser forståelse for at vi lever i andre tider hvor det ofte er nødvendigt at have to indtægter for at opretholde et tåleligt livsgrundlag for sig selv og sin familie. Sådan udtrykkes det f.eks. i Rigets Tjeneste for marts 2011, hvor man i artiklen med titlen “Har du engang været pioner?” kan læse flg.:

Andre artikler er mere ærlige om den virkelige årsag til nedsættelsen af timetallet. Årsagen er nemlig den samme som den der fremprovokerer andre ændringer i den organisatoriske struktur i sekten, nemlig manglende interesse og statistikker der udvikler sig i en kedelig retning. Ser man statistikkerne for 1990 og fremefter er det helt åbenbart at antallet af pionerer falder år for år ligesom antallet af hjælpepionerer på årsbasis. Dette er et stigende problem for sekten, for hvis folk ophører som pionerer har de ikke længere forpligtet sig til et bestemt antal timer i forkyndelsen hver måned, og det kunne måske få dem til at nyde måneder hvor de måske “kun” gik ud og forkyndte i 10-20 timer. Så er det trods alt bedre at have medlemmer der stadig har forpligtet sig til at agitere i 70 timer om måneden frem for kun 1 time som er minimumskravet til dem der ønsker at være registrerede som regelmæssige forkyndere. Så hvis man ved at sænke timekravet kan fastholde en masse i et forpligtelsesforhold, så gør man naturligvis gerne det. Det fremgår med al tydelighed af ordlyden i Rigets Tjeneste for 1. januar 1999, hvor man bl.a. kunne læse følgende:

Blev der flere pionerer efter timekravet blev nedsat til 70 timer?

Ja! Det gjorde der — kortvarigt. Hvis begrebet “at tisse i bukserne for at holde varmen” nogensinde har givet mening, har det aldrig givet mere mening end da man forsøgte at øge pionerantallet – eller i hvert fald bevare status quo – ved at prøve at tiltrække flere til denne gerning, eller i hvert fald forhindre at der blev færre og færre pionerer hvert år, sådan som det var gået i det seneste årti. Hvis man ser på nedenstående nøgletal, så gik det støt ned ad bakke med antallet af pionerer fra 1990-1998. I 1999 sænker man timekravet fra 90 til 70 timer om måneden, og reklamerer samtidig aggressivt for denne “tjeneste” i publikationer, i punkter på møderne og på stævnerne. Så mens der i 1998 nu kun var 959 pionerer i Danmark, var der pludselig i 1999 igen 1.166 pionerer — et tal der ikke var overgået siden 1993. Så på den måde genvandt man hvad man havde tabt på 5 år. Men glæden var midlertidig.

År	Pionerer	Timer forkyndt (alle)	Timer pr. forkynder (alle)	Gns. timer (alle)	Timer nået (pionerer)	Timer nået (andre)	Timer pr. år (andre)	Timegennemsnit (andre)
1990	1.378	2.695.882	167,2	13,9	1.371.000	1.324.882	94,4	7,9
1994	1.113	2.382.470	147,1	12,3	1.070.000	1.312.470	73,7	6,8
*1999	1.166	2.127.613	141,2	11,8	1.166.000	961.613	86,2	7,2
2005	638	2.002.733	139,9	11,7	638.000	1.364.733	47,1	3,9

Den midlertidige varme fra vandladningen i bukserne blev – som den slags har det med at gøre – forandret til en grueligt kold fornemmelse i løbet af de næste 5 år og allerede i 2005 var antallet af pionerer faldet med et brag til det rekordlave antal på 638 pionerer. Længere end 6 år kunne man ikke holde begejstringen for pionertjenesten oppe ved at sænke timekravet. Men hvad værre er: Interessen for forkyndelse i det hele taget var også dalet blandt det samlede antal Jehovas Vidner i Danmark, og det timegennemsnit for dem der ikke var pionerer i 1990 var i 2005 faldet til 3,9 timer pr. forkynder. Aldrig havde så mange forkyndere forkyndt så lidt.

post hoc ergo propter hoc

Latin som kan oversættes til: “Efter dette – derfor som følge af dette”. Ofte kalder man det også i forkortet form for et “Post Hoc argument”.

Det er én blandt mange såkaldte logiske fejlslutninger hvor menneskehjernen typisk vil lede efter kausalitet (årsagssammenhæng), og når en hændelse sker i umiddelbar forlængelse af en anden begivenhed er det nærliggende at drage den fejlkonklusion at hændelsen var en følge af den forudgående begivenhed. Sagt i videnskabelige termer udtrykkes fejlslutningens således:

Da begivenhed Y fulgte begivenhed X, må begivenhed Y være forårsaget af begivenhed X.

post hoc ergo propter hoc er ikke den eneste kendte logiske fejlslutning af “Post Hoc”-typen. Den er f.eks. nært beslægtet med en anden fejlslutning der kaldes “cum hoc ergo propter hoc”, som kan oversættes til: “Sammen med dette derfor årsag til dette.” Forskellen på de to er ikke stor, men i sidstnævnte er kronologien af uvæsentlig eller negligeabel betydning, eller begivenhederne kan endog have indtruffet samtidig. Post hoc er en logisk fejlslutning, hvor en begivenhed siger at være årsagen til en senere begivenhed, fordi den fandt sted tidligere (eller i umiddelbar forbindelse hermed).

Post hoc (eller Cum hoc) er en særligt fristende type af fejlslutninger, fordi korrelation nogle gange synes at antyde kausalitet. Fejlslutningen ligger i en konklusion, der udelukkende er baseret på begivenhedernes rækkefølge, snarere end hensynet til andre faktorer, der potentielt er ansvarlige for resultatet, og som dermed kunne udelukke forbindelsen.

Et simpelt eksempel på en fejlagtig “Post Hoc”–argumentation er: “Hanen galer umiddelbart før solopgang; derfor får hanen solen til at stå op.“

Pædofili

Et emne der heldigvis i den senere tid har fået langt mere fokus end tidligre er Vagttårnssektens store problem med sexovergreb på børn. Antallet af personer med pædofile tilbøjeligheder er formentlig ikke større end i befolkningen generelt, omend der kan argumenteres for at sektens stærkt radikaliserede forhold til sex udenfor ægteskabet kan bidrage til at flere søger afløb for deres seksuelle drifter hos ofre der er nemmere et presse eller true til seksuelle ydelser og efterfølgende få til at hemmeligholde overgrebet.

Den største kritk vedrørende seksuelle overgreb på mindreårige i sekten, er måden hvorpå sektens ledelse håndterer sager om krænkelser af mindreårige. Kritikken går bl.a. på følgende:

1. At sekten gør alt for at inddæmme informationen om overgrebet ved bl.a. så vidt muligt at håndtere sagen internt.
2. At dem der skal tale med et barn der her lidt under overgreb er mænd der ingen uddannelse har i håndtering af de yderst komplekse psykologiske problemstillinger der knytter sig til børn der har været udsatr for seksuelle overgreb.
3. At man først og fremmest behandler en anmeldelse af sexovergreb som en synd og ikke som en forbrydelse, og derfor ikke har en klar retningslinje for overdragelse af samtlige sager der vedrærer sexovergreb på mindreårige til rette myndighed, men tværtimod selv ønsker at indsamle dokumentation fra såvel den krænkede som den formodede krænker, til trods for at eksperter i hobetal har udtalt at en sådan sagsbehandling af ukyndige kan forvolde uoprettelig skade på den krænkede.
4. At Vagttårnssektens ledelse, trods adskillige henstillinger fra myndighederne har nægtet at medvirke til en øget transperans i disse sager, ved at hemmeligholde et kartotek med langt over 20.000 kendte krænkere i sektens rækker.
5. At en krænker der ikke udstødes af menigheden (fordi ældsterådet vurderer at krænkeren udviser tilstrækkelig anger) fortsat kan færdes frit blandt menighedens børn og unge, uden at menighedens forældre er orienteret om at en potentiel børnemisbruger går rundt blandt menighedens børn, fordi man sætter krænkerens ret til fortrolighed højere end sikkerheden for børn der kommer i Rigssalen flere gange om ugen.
6. At en krænker der bliver udstødt udelukkende udstødes af menigheden med besked om at “han ikke længere er et af Jehovas Vidner”, men uden besked til hverken menighedens forældre eller offentlige myndigheder om at man har kendskab til en erkendt overgrebsmand (eller -kvinde), og at enver udstødt – uanset grunden – stadig har adgang til menighedens møder.
7. At en person der er udstødt for at have misbrugt bnørn seksuelt, som alle andre udstødte, efter en tid kan søge om genoptagelse, hvorefter den pågældende krænker igen kan færdes frit blandt alle menighedens medlemmer, inklusiv disses børn, uden at menighedens forældre nogensinde orienteres om at den genoptagede var udstødt af menigheden grundet sexovergreb på børn, så forældre kan tage passende forholdsregler.
8. At man – såfremt der ikke forefindes to vidner der kan bekræfte at overgrebet har fundet sted – afstår fra yderligere behandling af sagen, og “overlader den i Jehovas hænder”.

Man har endog udarbejdet et skema for hvordan denne former for sager skal håndteres. Dette skema er naturligvis strengt fortroligt og kun forbeholdt ældste da det er udgivet som et tillæg til den såkaldte “ældstehåndbog” eller “ældstemanual”, som ikke må læses af menige Jehovas Vidner. JVinfo•NU er dog kommet i besiddelse af dette skema der viser arbejdsgangen såfremt et barn eller barnets forældre henvender sig med en anklage om seksuelt overgreb. Af hensyn til alle børn og forældre vælger vi trods denne hemmeligholdelse fra Vagttårnssektens side at offentliggøre dette skema så alle kan se hvordan man – nogen vil mene, på usmagelig vis – har sat hele behandlingen af sager om krænkelser af mindreårige på formel. Dette skema kan ses på linket herunder:

Klik her for at se tillæg til side 109 i “ældstemanualen” om behandling af sexovergreb på børn

---

Q

---

R

Rhesus-Immunisering

Rhesus er en gruppe bestemte antigener (proteiner), som sidder fast på overfladen af de røde blodlegemer. Et sådant antigen, kan føre til, at der dannes andre proteiner (antistoffer), som binder sig til antigenet. Når et antistof binder sig til et antigen, vil det udløse en immunologisk reaktion.

De personer, som har rhesus-antigener på overfladen af de røde blodlegemer, kaldes rhesus positive, mens de, som ikke har dem, kaldes rhesus negative. Det er medfødt, om man er rhesus positiv eller negativ.

En rhesus negativ kvinde, som bærer på et rhesus positivt foster, kan danne antistoffer mod fosterets antigener. Rhesus antistofferne kan frit passere moderkagen og binde sig til antigenerne på fosterets røde blodlegemer. Den immunologiske reaktion fører til, at fosterets røde blodlegemer bliver ødelagt, og fosteret kan få blodmangel.

En rhesus negativ kvinde kan kun danne rhesus-antistoffer, hvis hun udsættes for rhesus positivt blod. Det kan være sket i forbindelse med en abort eller fødsel af et rhesus positivt barn, eller hvis der opstår blødning fra fosteret over i moderens blod under graviditeten. Hele denne proces, som ender med dannelse af rhesus-antistoffer, kaldes rhesus immunisering. Der findes flere rhesus antigener på overfladen af vores røde blodlegemer. Det antigen, der oftest dannes antistoffer imod, er rhesus D.

Læs mere om Rhesus Immunisering her

Rigssal

Rigssale er det navn Jehovas Vidner giver deres tilbedelsessteder. Rigssalen er for Jehovas Vidner hvad en moske er for Muslimer, en synagoge er for Jøder eller en kirke er for protestanter eller katolikker.

Modsat konventionelle kirker der er udsmykket i varierende grad (f.eks. med kors/krucifix, kunst, osv.) samt udstyret med f.eks. ornamenteret prædikestol, alter, døbefond, osv. er Jehovas Vidners Rigssale meget sparsomt eller beskedent udsmykkede, og bortset fra enkelte kendetegn er der ikke noget i lokalet der afslører at man ikke blot befinder sig i et traditionelt udstyret undervisnings- eller konferencelokale.

De få særlige kendetegn ved en Rigssal er at bygningen udenpå er påført et skilt med påskriften “Jehovas Vidners Rigssal” enten på selve bygningen (f.eks. over hovedindgangen) eller på et skilt ved indkørslen til grunden hvor man normalt også finder Rigssalens parkeringsplads.

Af andre særkender er at Rigssalene har en tavle på scenens bagvæg, hvorpå Jehovas Vidners årstekst (s.d.) er anført. På scenen er der midtfor en talerstol til den der holder foredrag eller indlæg på et af møderne, samt en sekundær mikrofon såfremt der er en yderligere deltager i det holdte indlæg eller en person der skal oplæse fra den litteratur der er genstand for en drøftelse. Desuden er der et bord hvor menighedens kvindelige medlemmer må give deres indlæg fra. Da kvinder (kaldet “søstre”) ikke er tilladt at undervise i menigheden, vil man aldrig se en kvinde give en forelæsning eller forestå et indlæg som holdes fra den centrale talerstol. Alle kvinders indlæg skal fremholdes som små iscenesatte rollespil af få minutters varighed hvor den kvinde der har fået tildelt en emneopgave, spiller rollen som en forkynder der fremholder budskabet for en mulig interesseret (der også spilles af en medhjælpende kvinde).

I tidligere tider var de fleste Rigssale også udstyret med et klaver, da det ofte var et af menighedens medlemmer der akkompagnerede de sange der blev sunget ved Jehovas Vidners møder (som regel synger man tre gange i løbet af et møde – ved indledningen, midtvejs gennem mødet og som afslutning på mødet). I dag udsendes musikken over Rigssalens lydanlæg og teksten til sangen vises på de storskærme som man også i løbet 2010’erne lod alle Rigssale udstyre med. På disse storskærme vises også regelmæssigt videomateriale udgivet af Vagttårnsselskabet til brug på møderne.

Bemærk at Jehovas Vidner ikke bruger udtrykket “Gudstjeneste” om deres tilbedelse, men slet og ret omtaler deres samvær som “møder”

Russel, Charles Taze

Se Charles Taze Russel (klik her for at springe direkte til artikel)

Rutherford, Joseph Franklin

Se Joseph Franklin Rutherford (klik her for at springe direkte til artikel)

Rygning (brug af tobaksprodukter)

Siden 1890’erne har Vagttårnsselskabet udtrykt misbilligelse af tobaksrygning og regelmæssigt udsendt artikler indeholdende advarsler mod rygning. Selvom Bibelen ikke eksplicit forbyder det, har Jehovas Vidner betragtet det som en overtrædelse af budet “elsk Jehova af al din styrke” (Luk 10:37), idet de hævder, at ens styrke er svækket af de sundhedsmæssige farer forbundet med rygning. Det menes også at være en overtrædelse af budet om at elske sin næste. (Vagttårnet 1. marts 1950, s. 85-86, Vagttårnet 15. september 1965, s. 276-278)

Det er dog forbavsende få Jehovas Vidner der er klar over Vagttårnsselskabets væsentligste grund til at Jehovas Vidner ikke kan bruge tobak som nydelsesmiddel. Selvom Vagttårnsselskabet ved utallige lejligheder har understreget både de sundhedsskadelige virkninger og at det at udsætte andre for passiv rygning ikke er næstekærligt, så er den altoverskyggende grund til at Jehovas Vidner ikke må bruge tobak at nikotin er vanedannende, for når man er afhængig af et vanedannende stof gør man sig til “træl” af stoffet, og en sand kristen kan ikke tjene to herrer. (Mattæus 6:24)

Adskillige udgaver af Vagttårnet og Vågn op! udspecificerer farerne ved rygning, som omfatter rygningsrelaterede sygdomme (såsom hjerte- og lungesygdomme), virkningerne af passiv rygning, ubehagelige og skadelige virkninger på arbejdspladsen og virkningerne på børn.

Jehovas Vidner understreger også at brug af tobak er kostbart og at de store udgifter der er forbundet med brug er tobak kunne være brugt bedre, f.eks. til fremme af forkyndelsen af riget.

Tidligere har nogle af Jehovas Vidner, trods Vagttårnsselskabets misbilligelse, været rygere, da dette indtil 1973 var op til den enkeltes samvittighed. Dog kunne mænd i menigheden der var rygere ikke opnå særlige privilegier som f.eks. at blive menighedstjenere eller ældste. Men fra og med 1973 gør Det Styrende Råd det klart, at alle der stadig ryger tobak skal ophøre med denne vane. Man giver rygende medlemmer 6 måneder til at aflægge vanen, hvorefter dem der fortsat ryger tobak vil blive udstødt af menigheden (Se Vagttårnet for 1. september 1973, s. 401-405 og Rigets Tjeneste for februar 1974, s. 4). Udøbte medlemmer af menigheden som evt. stadig bruger tobak kan ikke længere følges med andre af menighedens medlemmer i forkyndelsen (Se Rigets Tjeneste for september 1973, s. 4).

Siden 1973 har man skullet være ikke-ryger for at blive betragtet som “et godkendt medlem af menigheden” og for at være berettiget til dåb. Jehovas Vidner må desuden ikke arbejde for tobaksindustrien, eller i forretninger hvis primære indtægt kommer fra salg af tobaksvarer.

---

A B C D E F G H I J K L M N O
P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å #

---