Har Jehovas Vidner haft en “guldalder”?

Jeg har en ven i XJV-fællesskabet som jeg fra tid til anden holder af at udveksle tanker med. Jeg tror jeg – helt uden at have fået tilsagn herom – godt kan tillade mig at omtale personen som en åndsfrænde og en slags mental sparringspartner. Ikke sjældent falder emnet, grundet vores fælles fortid og en række lighedspunkter i vores opvækst, naturligt på kulter, social kontrol, og sekter – navnlig Jehovas Vidner. En aften i sidste uge hvor vi kiggede tilbage på sektens historie, drøftede vi bl.a. om man med rette bør anerkende eller endog ”rose” Jehovas Vidner for de gange de op gennem de meget kristen-konservative 1950’eres og 1960’eres USA, formåede at afholde gigantiske stævner hvor sorte og hvide forsamledes i fred og fordragelighed i en slags ”ægte broderlig ånd” – på tværs af de raceskel som man ellers oplevede så mange andre steder i den tids USA. Var der endda i disse årtier tale om en slags kulturel opblomstring i Jehovas Vidners trossamfund – en slags oase hvor det åndelige fællesskab vandt over smålig skelen til race, etnicitet, kultur, klasse, osv.? Kunne man måske med en vis ret sige at Jehovas Vidner oplevede en slags ”guldalder” i 1950’erne og 1960’erne?

Så langt om hvad vi snakkede om. Dermed er grunden lagt. Men da samtalen var privat og aldrig tiltænkt offentliggørelse, og jeg i øvrigt ikke har indhentet tilladelse dertil, er dette ikke et referat af vores samtale, da det ville være en overskridelse af mit mandat. Resten af denne artikel vil alene være et udtryk for min – og dermed redaktionens – holdning til disse spørgsmål.

---

Og hvad var spørgsmålene så helt præcist?

Skal jeg ”koge det ned” til grundsubstansen, må de vel være:

• Har Vagttårnsselskabet bedrifter i sin historie som de har særlig grund til at være stolte af?
• Har Vagttårnsselskabet unikke præstationer i deres historie som ingen andre kan måle sig med?

Spørgsmål af den karakter har sjældent et entydigt og kortfattet svar.

Vi ved alle at Vagttårnsselskabet har en række rekorder som måske i sig selv er imponerende. I Mange år var bogen The Truth that Leads to Eternal Life som udkom i 1968 (på dansk i 1970 som Sandheden der fører til evigt liv), optaget i Guinness Book of World Records som den tredje mest distribuerede bog, kun overgået af Maos Lille Røde og Bibelen.

Vi har gang på gang hørt, at intet andet blad udgives i større oplag end Vagttårnet og intet andet tidsskrift oversættes til så mange sprog.^[1]

Men det er selvfølgelig ikke sådanne ligegyldige rekorder vi er interesserede i. Alle kan lave en ny rekord i trykning af blade ved at lade gratis arbejdskraft bemande en trykkemaskine i døgndrift, og sprøjte et fuldstændig ligegyldigt magasin ud af trykkepressen, som aldrig har rykket noget som helst i verdenshistorien. Hverken Vagttårnet eller søsterbladet Vågn Op! Har nogen sinde bragt prisvindende journalistisk materiale, eller reportager der har været med til at afsløre massive skandaler i globale industrier, omstyrtet regeringer eller sat spotlight på korruption i magtens korridorer. De nævnte magasiner kaster ganske vist om sig med beskyldninger, men det er som regel vanvittige fabler om de jordiske magthavere der kædes sammen med usaglige og usammenhængende udlægninger af billedsprog eller vanvidsvisioner nedfældet i en bog^[2] hvis troværdighed ingen seriøse forskere tager alvorligt. Men sådanne artikler der bygger på intellektuel uærlighed og postulater grebet ud af den blå luft, er ikke i en kategori der får Columbia University til at overdynge Vagttårnet med Pulitzer priser.^[3]

En anden beretning vi aldrig fik fred for i sekten, var fortællingen om hvor hurtigt Vagttårnsselskabets byggehold kan opføre en Rigssal. Disse Rigssale fik endda det misvisende navn ”Tredages-Rigssale”. Men den slags er mest imponerende når man kun ser på den del der rent faktisk medregnes i den omtalte byggetid, og ikke mindst ser bort fra skaleringen af mandskab i forhold til opgaven, sammenlignet med en tilsvarende kommerciel entreprise. Først og fremmest kan ingen bygning der kræver et støbt betondæk som fundament opføres på tre dage. Derfor tager man ud på byggepladsen – ofte mere end en måned før selve ”rekordbyggeriet” igangsættes – for at rydde grunden for eventuelle rester af gamle bygninger, klargøring af anlægsarbejdet og – ikke mindst – at støbe det store betonfundament som skal hærde i flere uger, før byggeriet kan gå i gang. Forud for selve byggeprocessen sørger man for at transportere en lang række halvfabrikata til byggepladsen så de også ligger klar til brug når den modulbaserede Rigssal skal samles som et puslespil.

Endelig oprinder så den fredag hvor arbejdet starter fra morgenstunden. På denne dag ankommer så et byggehold på mange hundrede frivillige til byggepladsen, noget ingen anden håndværksvirksomhed kan konkurrere med, fordi de skal aflønne alle arbejdere i henhold til gældende overenskomst og ikke mindst betale alle for den tid de bruger på overarbejde, aftentimer og natarbejde. For ikke nok med at flere hundrede frivillige arbejder på bygningen (hvilket måske er det tyve-dobbelte af det antal håndværkere der normalt arbejder på et tilsvarende byggeprojekt). De arbejder også 24 timer i døgnet. Så opgjort i mandetimer har vi altså at gøre med et projekt der ville kræve ca. 3 måneder hvis projektet var skaleret til et hold af håndværkere svarende til det man normalt ville afsætte til et projekt af denne størrelse. Sammentæller man antallet af mandetimer brugt på projektet af Vagttårnsselskabets byggehold kan man konstatere, at det rent faktisk modsvarer det antal mandetimer det ville kræve at gennemføre et tilsvarende projekt hvor der kun blev bygget i dagtimerne og hvor antallet af håndværkere på byggepladsen var dimensioneret efter vanlige dispositioner for entrepriser af denne størrelse.

Så det imponerende – eller snarere chokerende – ved sektens Tredages-Rigssale er ikke at de opføres på tre dage, men at Vagttårnssekten slet ikke har det ringeste besvær med, at overtale hundredvis af mennesker til at bruge tre døgn på at arbejde gratis for en kult, for at opføre en bygning der efterfølgende overdrages kvit og frit til kulten og bliver en del af organisationens verdensomspændende ejendomsportefølje.

Hvilke beviser skal der til?

Så det er ikke sådanne tilsyneladende ”bemærkelsesværdige” projekter og ligegyldige rekorder vi efterlyser. Det vi er interesserede i er, om Vagttårnsselskabet som de eneste i verden har formået med succes at gennemføre noget som alle andre forgæves har gjort utallige forsøg på at gennemføre. Har Jehovas Vidner gjort noget der må betragtes som en vaskeægte sensation, og som indtil de gjorde det, blev betragtet som en umulighed?

Her falder tanken umiddelbart på to områder som jeg erindrer som fremhævet ved gentagne lejligheder da jeg var en del af sekten:

1. Man var meget stolte af de mange sejre i USA’s højesteret, som omhandlede forskellige menneskerettigheder, herunder religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, osv.
2. Det andet jeg husker som noget der blev fremhævet som unikt for Jehovas Vidner var at de formåede at samle mennesker på tværs af race og etnicitet til stævner og andre store sammenkomster hvor alle omgikkes i glad forening, som ”én stor åndelig familie”.

Men er sandheden om disse begivenheder helt så enkel som vi husker den? Eller er vi nødt til at erkende at vores ”erindring” om disse begivenheder alle sammen stammer fra beretninger vi har set dengang de blev bragt i Vagttårnet, Vågn Op!, Årbøger og andre publikationer der ikke kan siges at være særligt neutrale i deres fremstilling af disse ”storslåede” begivenheder?

Retssagerne

Lad os starte med at se på de resultater der er lettest at verificere. Retsprotokollater forsvinder aldrig så uigenkaldeligt at man ikke igen kan finde dem i enten digitaliseret form, på mikrofilm eller i gamle arkiver. Dette gælder især i lande som f.eks. USA og Storbritannien hvor man opererer med Common Law. Her udgør alle tidligere afgørelser ved domstolene – i særdeleshed føderale domstole – den vedtagne lov på et område, så når højesteret har talt så vil denne afgørelse danne præcedens og kan medtages i proceduren som en del af argumentationen i en hvilken som helst anden efterfølgende sag, fordi tidligere afgørelser ved højesteret bliver en del af landets gældende lov^[4]. Og her må man uden tøven medgive at Vagttårnsselskabets juridiske afdeling – særligt under advokaten Hayden Covington – rent faktisk har flyttet på gældende juridisk praksis i retssale over hele USA.

Man må derfor imødekomme dem der mener at Vagttårnsselskabet har skabt nogle resultater der selvstændigt set bør anerkendes, og jeg mener bestemt ikke at man skal negligere de sejre Vagttårnsselskabet har formået at hale hjem, uagtet den destruktive ideologi der ligger bag. Jeg er så afgjort fortaler for at man husker at påpege de positive aspekter og de enestående landvindinger man kan tilskrive Jehovas Vidner og Vagttårnsselskabet. Hér tænker jeg først og fremmest på de mange sager som Vagttårnsselskabet har ført helt til højesteret og vundet, og som den dag i dag danner præcedens for mennesker i hele USA hvis ret til at tro, forsamles og ytre sig måske ellers stadig ville være blevet trådt under fode.

Ud af 44 sager vandt Hayden Covington, Vagttårnsselskabets advokat, 37 principielle sager (mere end 80%) omhandlende grundlæggende menneskerettigheder som stadig den dag i dag er urokkelige grundsten i alle amerikanske borgeres frihedsrettigheder. Hayden Covington er stadig anerkendt som en af de største borgerrettighedsadvokater i USA’s historie. Den dag i dag undervises unge jurastuderende i USA stadig i disse principielle afgørelser og deres betydning for borgere og deres rettigheder i Amerikas Forenede Stater.

Én ting man dog altid bør huske om alle disse sager er, at de intet har at gøre med Jehovas Vidners religiøse overbevisning, men med deres ret til – som alle andre mennesker – at tro det de gør. Men fordi Jehovas Vidner er en kult, sørger man for hele tiden at sammenkæde alt hvad der opnås – uanset hvor sekulært og irreligiøst det måtte være – med sektens religiøse ideologi og overtro. Og når man i USA’s højesteret opnår en række sejre der bl.a. betød at man ikke måtte diskriminere skolebørn der ikke ville sige en troskabsed eller hilse det amerikanske flag, så er det kun Jehovas Vidner selv der tilskriver det ren og skær overtro og hævder at det var Jehova der gav sit folk en sejr i denne verdens retssale – fordi ”Guds sande tjenere er blevet et skuespil for verden, både for engle og for mennesker.” (1. Korintherbrev 4:9)

Men sandheden er jo, at disse sejre skyldes et sammenfald af flere omstændigheder. Den væsentligste af disse er naturligvis at Hayden Covington var en ualmindeligt dygtig advokat. Dertil kommer at Hayden Covington procederede sine sager overfor fornuftige højesteretsdommere der – i hvert fald på den tid – kunne forventes at have både et indgående kendskab til USA’s forfatning og en dybfølt respekt for denne forfatnings betydning og vigtighed. Dette har naturligvis været de altoverskyggende grunde til at sager om samvittighedsnægtelse – noget som ligger dybt i den amerikanske forfatnings ”DNA” – blev vurderet favorabelt af de dommere der dengang præsiderede over USA’s højesteret.

Kun Jehovas Vidner kan ved en pervertering af tilfældige bibelvers få sådanne sejre til at være udtryk for opfyldelse af profetier om den tid de lever på eller udtryk for at Gud lader dem være ”et skuespil for verden, både for engle og mennesker”. (1. Korintherbrev 4:9) Det er jo mere end almindeligt tåbeligt!

Men selve det juridiske resultat skal man ikke negligere, og man kan ikke på nogen måde underkende at disse sejre, stadig i vore dage, er med til at sikre borgeres frihedsrettigheder i USA – og ikke bare for Jehovas Vidner.

De gigantiske stævner i 50’erne og 60’erne

På samme måde som med de juridiske landvindinger, skal man bestemt heller ikke på nogen måde underkende det fantastiske i at det ved lejligheder er lykkedes for Jehovas Vidner fra nationer der ellers har et dybt indgroet had til hinanden at forsamles fredeligt. Jeg kan dog ikke undlade at tænke at det at fokusere på disse stævner hvor der opstår en stor samhørighedsfølelse let kan blive lidt en “håndplukket” virkelighed. Af flere grunde: Én ting er at det lod sig gøre i New York i 1950’erne og 1960’erne, men jeg tvivler på at det samme havde ladet sig gøre hvis man havde ønsket at lave et stævne i 1960’ernes sydstater, som f.eks. Mississippi, Virginia, Texas, South Carolina, Tennessee eller Georgia.

Jeg ønsker bestemt ikke at hælde malurt i bægeret hvis det ikke er berettiget, men jeg ved at selvom stævnerne var et positivt eksempel på sameksistens mellem sorte og hvide, så var det dog ikke længere et særsyn i de nordlige stater på østkysten.

Samtidig skal man huske at Jehovas Vidner i USA havde opdelte menigheder for sorte og hvide så langt op som til 1970’ernes USA, hvor der var rigssale der udelukkende var for hvide og andre udelukkende for sorte. Man forklarede det ganske vist med at man ønskede at skåne “vennerne” fra pøbeloptøjer når omverden så at man blandede sorte og hvide, og derfor opretholdt man en slags påført “apartheid” i nogle områder af USA helt op til sidste del af det 20. århundrede. Men når man tænker på hvor villige Jehovas Vidner har været til at stå på mål for det de mente var sandt og rigtigt som f.eks. at nægte at gå i stemmeboks (selvom man jo bare kunne stemme blankt inde i boksen), selvom det medførte korporlig forfølgelse, så kan det undertiden give anledning til undren at man ikke så det som vigtigt og værdigt at stå op for “Guds” syn på sine tjenere som lige uanset race. Valget af kampe der har været værd at kæmpe, har været en smule arbitrære.

I Vagttårnsselskabets (stærkt revisionistiske) historie fortæller de gerne selv om at de “modigt” gik ind i en by hvor de vidste de ikke var velkomne og som rene “Gandhi’er” lagde ryg til prygl og uddrivelse af byen. Man skulle mene at kampen for at samle sorte og hvide Jehovas Vidner var lige så vigtig, men helt op til 1980’erne havde man masser af steder i USA, menigheder hvor man ”for at undgå unødig ballade” valgte at opdele menigheder i rent sorte og rent hvide menigheder. Jeg tror ikke det forekommer længere, men fænomenet eksisterede stadig da jeg var ung i JV.

Stævner kan henrykke selv ateister

Desuden skal man ikke være blind for, at den euforiske stemning der opstår når man samler et 6-cifret antal mennesker på et gigantisk stadion.^[5] Jeg er sikker på at jeg til trods for min urokkelige ateisme og afstandtagen til sektens ideologi, sikkert stadig i dag kunne røres, hvis jeg stod midt i et kæmpe menneskehav der som med én fælles brusende stemme “Priser Jehova i fælles lovsang”. Jeg har selv været til internationale stævner, og en af de mest “religiøse” oplevelser jeg nogensinde har haft som Jehovas Vidne, var da jeg var til et stævne i Skt. Petersborg i Rusland, i sommeren 1992 lige efter jerntæppets fald.

“Vi ses i den nye verden” – sagde vi til hinanden

Der var næsten 50.000 “venner” fra alle de tidligere Sovjetrepublikker, og vi sad på det gigantiske Olympiske Stadion fra Olympiaden 1980 hvor Sovjetunionen havde været den kontroversielle vært. Der var opsat hele 6 gigantiske dåbs-bassiner og det var 3.256 der blev døbt på samme dag, og alle tilskuere på stadion blev stående og så dåben fra start til slut og klappede uden ophør i de to timer det tog at få alle døbt indtil vi var hudløse i hænderne. Og da sidste stævnedag var slut stod vi og omfavnede alle mulige mennesker vi ikke kendte og udvekslede små gaver fra vores hjemlande, og fordi vi vidste at vi nu skulle tilbage til vores hjem måske ti tusind kilometer fra hinanden, så sagde vi alle: ”Vi ses i den nye verden”.

Jeg kan stadig mærke gåsehuden, selvom jeg i dag er klar over præcis hvilke mekanismer der spilles på når man ophidser masserne på den måde, og endda selvom jeg finder hele denne emotionelle afpresning stærkt uetisk, så kan jeg sagtens stadig mærke hvad der får én til at bilde sig selv ind, at det må være overnaturlige kræfter (“Jehova”) der står bag, når det lykkes for små mennesker at få sådan et harmonisk samvær mellem mennesker der normalt ikke kunne fordrage hinanden til at fungere (der var generelt stort etnisk had mellem en del af befolkningerne i de små randstater der udgjorde de tidligere sovjetrepublikker, og mange så ned på mennesker fra nabostaterne).

Vagttårnsselskabet bærer en tung amerikansk arv

Men Jehovas Vidner ér en amerikansk sekt, med tydelige rødder i amerikansk kultur, og det fornægter sig ikke. Til trods for at USA er en mere sammensat nation end nogen anden i verden, så har den også i sit DNA en arv af kolonisering som den ikke kan ryste af sig, og uanset hvordan man vender og drejer det, så lever alle hvide amerikanere (efterkommere af Europæiske immigranter) i et “stjålent land”.

Grunden til at jeg tager denne etnografiske “omvej” er fordi det racistiske DNA er et uomtvisteligt faktum i den amerikanske kultur – selv når de gør alt for at undgå det racistiske normativ i sprog, omgangsformer, osv. Og som en sekt grundlagt i kølvandet på den racistiske konservativt kristne vækkelse i slutningen af 1800-tallet hvor så mange fundamentalistiske kristne sekter med et deklasserende syn på sorte blev grundlagt, så er racisme ganske enkelt en del af Vagttårnssektens DNA, som den kan have endog meget svært ved at frigøre sig fra.

Selv i moderne tid, og endda efter den efterlyste “guldalder” i 1960’erne som denne artikel prøver at afdække, har det racistiske normativ sneget sig ind i sektens litteratur. Jehovas Vidner burde jo som “Guds rene folk” være spydspidser i kampen for ligeværd mellem racer, men ikke desto mindre skriver man i et svar i Spørgsmål fra Læserne i Vagttårnet fra 15/1 1974, hvor der “spørges”: Hvordan er Jehovas Vidners syn på ægteskab mellem to af forskellig race?

Man gør naturligvis det “korrekte” og forklarer bl.a. “Bibelen lader os altså intetsteds forstå at racemæssige forskelle i sig selv skulle gøre et ægteskab upassende”, men det racistiske normativ der er så dybt forankret i den amerikanske kultur (og dermed også i en amerikansk sekt) fornægter sig ikke, og længere fremme i svaret skriver man da også: ”Den kristne er forpligtet til at forkynde den gode nyhed om Riget for andre. Han må derfor også overveje om ægteskabet med en af en anden race i alvorlig grad vil indvirke på folks indstilling til forkyndelsen i distriktet. Kristi Jesu og hans apostles eksempel viser at de var villige til at give afkald på ting de havde ret til, fremfor at lægge alvorlige hindringer i vejen for at folk tog imod sandheden fra Guds ord.” (Kursiveret af redaktionen)

Ordene i dette svar er i sig selv dybt rystende og står helt uden yderligere kommentarer som en skamstøtte over Vagttårnsselskabets prioriteter i kampen for ligeværd mellem racer. Men det kan ikke understreges nok, at Vagttårnsselskabet med al pinlig tydelighed vælger at vægte hensynet til omverdens syn på ægteskaber mellem forskellige racer højere end det indlysende faktum at ingen skal blande sig i hvem et menneske gifter sig med. Så selv midt i 1970’erne må vi altså konstatere at Jehovas Vidner stadig – intentionelt eller ej – var under indflydelse af et racistisk menneskesyn. Og det er ikke underligt, for racismen har ofte stukket sit grimme ansigt frem op gennem sektens historie (selvom man med forfalskede “historiebøger” som Jehovas Vidner – Forkyndere af Guds Rige, prøver at udviske denne uklædelige side af sekten).

Racisme som officiel ideologi

Nok så væsentligt er det at bemærke, at racismen i Vagttårnsselskabet har været langt mindre subtil, og den har ikke bare været noget der har eksisteret blandt særligt fundamentalistiske grupperinger i sekten, som ikke var repræsentative for sektens officielle ideologi. Racisme har været en fuldstændig officiel del af sektens teologiske fundament. Når vi tænker på 1950’erne og 1960’erne skal man huske at den tids Jehovas Vidner var medlemmer der stadig huskede og – for manges vedkommende – nærede dyb beundring for selskabets 2. præsident, Joseph Rutherford, som kun 20 år tidligere havde offentliggjort følgende i Vågn Op!: ”… den forbandelse som Noa udtalte over Kam, der blev stamfader til Kanaans folk, var tydeligvis den forbandelse at dette folk skulle være stamfædre til den sorte race. Der hersker ingen tvivl om at Noa med nedkaldelsen af forbandelsen: »Forbandet være Kana’an! Den usleste træl skal han være for sine brødre.« gjorde klart at negeren er et folk der har som formål at tjene som trælle.” (Kursiveret af redaktionen)

Den sorte hudfarve er et resultat af syndefaldet

I Vagttaarnet for 15. februar 1924 gjorde man helt klart at den sorte hudfarve var en straf fra Gud, i artiklen ”Kan Æthiopieren ændre sin hudfarve?”. Her fortæller man om et eksempel på en Etiopisk dreng der var født med sort hudfarve, men som årene gik forsvandt den sorte pigment fra den unge mands hud, og man forsikrede om at denne forandring ikke skyldtes hverken indtag af medicin eller en sygdom.^[6] Artiklen beretter: ”En ni Aar gammel Neger begyndte at udvikle ægte hvid Hud. Efter ti Aar er mere end ni Tiendedele af den unge Mands Hud fuldstændig hvid! Dette er et Vidnesbyrd om, at Gud kan gøre for Æthiopieren hvad denne ikke er i stand til at gøre for sig selv. De afvigende Racer har længe undergravet Haabet om solidaritet mellem mennesker. Men med dette haandgribelige Vidnesbyrd ser vi helt aabenbart, at alle Mennesker kan bringes tilbage til fuldkommen tilstand, naar Gud genopretter hele Skabningen til sin oprindelige og rigtige Hudfarve, saadan som vi lige har set det muligt med denne unge Æthiopiske mand.” (Kursiveret af redaktionen)

Blandede ægteskaber overskrider Guds grænser for skabningen

I Vågn Op! for 8. januar 1924 skriver Joseph Rutherford følgende i en artikel om børn af forældre fra hver sin race: ”Ud fra min erfaring med disse hybrider tror jeg, at når »jorden atter skal give sin afgrøde« vil den komme ad andre linjer end ren og skær “krydsning” af planter. Store frugter kan dyrkes ved krydsning, men de er ofte af ringe værdi. Tilsvarende i menneskeslægten, hvor en far og en mor er af uens racer, vil deres børn ikke sjældent være uegnede til mentalt arbejde. Vi påskønner de vidunderlige love og grænser for skabningen som Gud har fastlagt.” (Kursiveret af redaktionen)

Jeg nævner disse eksempler, for selvom det er fra litteratur fra 1920’erne og 1930’erne så skal man huske at dem der har læst dette som 20-årige medlemmer i fx 1930, stadig kun er 50 år gamle i 1960’erne hvor den formodede “guldalder” for Vagttårnssekten jo for længst skulle være begyndt. Dette tidsvindue er jo ikke kronologisk anderledes end for de Jehovas Vidner der måske er 50 år gamle i dag, og stadig er under indflydelse af det de som 20-årige læste i Vagttårnsselskabets litteratur i 1995.

Men skulle man, for at være på helt sikker grund, bevæge sig længere frem i den periode som vi foreløbig undersøger som en mulig “guldalder” for Jehovas Vidner, så ser man f.eks. i Vagttårnet for 15. maj 1961 følgende i ”Spørgsmål fra Læserne”: Spørgsmålet lød: Er det forkert af en hvid og en farvet at indgå ægteskab hvis de virkelig elsker hinanden? Giver Bibelen nogen vejledning i så henseende? Her er et par uddrag fra svaret: ”Guds ord forbyder ikke ægteskab mellem racerne.”, og så kommer der en længere smøre om at man selvfølgelig altid skal “gifte sig i Herren” og at man skal være “fri til at gifte sig”, hvorefter svaret fortsætter: ”Det er indlysende at de som gifter sig søger lykke … Men grundet på menneskelig ufuldkommenhed bringer ægteskabet også med sig en vis portion „trængsel i kødet“, som Paulus udtrykker det. (1. Korintherbrev 7:27-28) Højst sandsynligt kommer de der gifter sig på tværs af raceskellene til at erfare denne trængsel i højere grad end andre.” (Kursiveret af redaktionen)

Skulle man være i tvivl om hvorvidt dette synspunkt var ved at uddø på dette tidspunkt så kan dette klart afvises eftersom dette ”Spørgsmål fra Læserne” genoptrykkes i stort set uændret form i Vagttårnet ti år senere, i 1971.

Rutherford var antisemit

Endelig er det værd at bemærke, at Rutherford som egenhændigt – og måske mere egenhændigt end nogen anden præsident i sektens historie – har dikteret sektens ideologi, var antisemitisk^[7] af observans, og han lagde derfor slet ikke i Vagttårnsselskabets publikationer skjul på sine stærkt jødefjendtlige synspunkter. Jeg har kun de engelske udgaver, men en dansk oversættelse indsættes under citaterne. Her skal jeg blot bringe nogle få uddrag: I Vågn Op! for 23. februar 1937 skriver Rutherford selv på side 343: “Be it known once and for all that those profiteering, conscienceless, selfish men who call themselves Jews, and who control the greater portion of the finances of the world and the business of the world, will never be the rulers in this new earth. God would not risk such selfish men with such an important position!”

Dansk oversættelse: ”Lad mig én Gang for alle slaa helt fast, at disse profiterende, samvittighedsløse, egoistiske Mænd, som kalder sig selv for Jøder, og som kontrollerer Størstedelen af Verdens Finanser og Verdens Forretninger, aldrig vil blive Herskere paa den nye Jord. Gud ville ikke risikere at overlade en saa vigtig Opgave til saadanne selviske Mænd!” (Vågn op! 23/2-1937)

I sin bog Vindication – Book II fra 1932 skriver Rutherford følgende: “The Jews were evicted from Palestine and ‘their house left unto them desolate’ because they rejected Christ Jesus, the beloved and anointed King of Jehovah. To this day the Jews have not repented of this wrongful act committed by their forefathers. … In 1917 the Balfour Declaration, sponsored by the heathen governments of Satan’s organization, came forth, recognized the Jews, and bestowed upon them great favors. … The Jews have received more attention at their hands than they really deserved.”

Dansk oversættelse: ”Jøderne blev fordrevet fra Palæstina og ’deres Hus efterladt dem øde’ fordi de forkastede Kristus Jesus, Jehovas elskede og salvede Konge. Den Dag i dag har Jøderne ikke omvendt sig fra denne uretmæssige Handling begaaet af deres Forfædre. … I 1917 fremsattes Balfour-deklarationen, sponsoreret af de hedenske Regeringer i Satans Organisation, som anerkendte Jøderne og bibragte dem store Fordele. … Fra dén side er Jøderne blevet vist langt mere Opmærksomhed end de overhovedet fortjener.”

Rutherfords brev til Adolf Hitler

Rutherford skrev også et personligt brev til Adolf Hitler hvori han forsikrede Hitler om at Vagttårnsselskabet bakkede helt og fuldt op om Rigskanslerens ”retfærdige mål og hensigter”, og at Nationalsocialismen og Jehovas Vidner var helt på linje hvad angik deres ønsker for udviklingen i verden. Det var et meget langt brev, men et par uddrag lyder, bl.a.: “Dear Reichskanzler, … The Brooklyn headquarter of the Watchtower Society is pro German in an exemplary way and has been so for many years. For that reason, in 1918, the president of the Society and seven members of the board of directors were sentenced to 80 years in prison, because the president refused to use two of the magazines published in America under his direction for war propaganda against Germany. These two magazines, “The Watchtower” and “Bible Student” were the only magazines in America which refused to engage in anti-German propaganda and for that reason were prohibited and suppressed in America during the war. The conference of five thousand delegates also noted – as is expressed in the declaration – that the Bible Researchers of Germany are fighting for the very same high ethical goals and ideals which also the national government of the German Reich proclaimed.”

Dansk oversættelse: ”Kære Rigskansler, … Vagttaarnsselskabets Hovedkvarter i Brooklyn er pro-tysk paa en forbilledlig Maade og har været det i mange Aar. Af samme Grund blev Selskabets Præsident og syv Medlemmer af Bestyrelsen i 1918 idømt 80 Aars Fængsel, fordi Præsidenten nægtede at bruge to af de Blade, der blev udgivet i Amerika under hans Ledelse, til Krigspropaganda mod Tyskland. Disse to Tidsskrifter ”Watchtower” og ”Bible Student”, var de eneste Publikationer i Amerika, som nægtede at engagere sig i anti-tysk Propaganda, og de blev alene af denne Grund forbudt og undertrykt i Amerika under Krigen. De 5.000 deltagere i Konferencen bemærkede også – saadan som det udtrykkes i Deklarationen – at de tyske Bibelstudenter kæmper for de samme høje etiske Maal og Idealer, som ogsaa er fremsat af den nationale Regering for Det Tyske Rige.”

Da Nationalsocialismen var ved at tage fart i 1930’ernes Tyskland og Rutherford kunne se fornuften i en alliance med det kommende tyske storrige, som helt åbenlyst udtrykte sin anti-semitisme, blev følgende erklæring en del af indholdet i Jehovas Vidners Årbog for 1934: “It is falsely charged by our enemies that we have received financial support for our work from the Jews. Nothing is farther from the truth. Up to this hour there never has been the slightest bit of money contributed to our work by Jews. We are the faithful followers of Christ Jesus and believe upon Him as the Savior of the world, whereas the Jews entirely reject Jesus Christ and emphatically deny that he is the Savior of the world sent of God for man’s good. This of itself should be sufficient proof to show that we receive no support from Jews and that therefore the charges against us are maliciously false and could proceed only from Satan, our great enemy. The greatest and the most oppressive empire on earth is the Anglo-American empire. By that is meant the British Empire, of which the United States of America forms a part. It has been the commercial Jews of the British-American empire that have built up and carried on Big Business as a means of exploiting and oppressing the peoples of many nations. This fact particularly applies to the cities of London and New York, the stronghold of Big Business. This fact is so manifest in America that there is a proverb concerning the city of New York which says: The Jews own it, the Irish Catholics rule it, and the Americans pay the bills.”

Dansk oversættelse: ”Vores Fjender har svigagtigt anklaget os for at have modtaget økonomisk Støtte til vores arbejde fra Jøderne. Intet kunne være længere fra Sandheden. Frem til og med dette øjeblik har Jøder aldrig nogensinde bidraget til vores Arbejde. Vi er trofaste Følgere af Kristus Jesus, og tror paa ham som verdens frelser, hvorimod Jøderne fuldstændig afviser Jesus Kristus og paa det kraftigste benægter, at han er Verdens Frelser, sendt af Gud, til Menneskets bedste. Dette burde i sig Selv være tilstrækkeligt Bevis for, at vi ikke modtager Støtte fra Jøder, og at Anklagerne mod os derfor er ondsindede og løgnagtige og kun kan komme fra vores store Fjende, Satan. Det største og mest undertrykkende Imperium paa Jorden er det anglo-amerikanske Imperium. Med det menes det britiske Imperium, hvoraf Amerikas Forenede Stater udgør en del. Det har været de kommercielle Jøder i det britisk-amerikanske Imperium, der har opbygget og drevet Storkapitalen som et Middel til at udnytte og undertrykke Folk i mange Nationer. Dette Faktum gælder i særdeleshed Byerne London og New York, Storkapitalens Højborg. Denne kendsgerning er saa aabenbar i Amerika, at der er et Ordsprog om Byen New York, som lyder: Jøderne ejer den, Katolikkerne regerer den, og Amerikanerne betaler Regningen.”

Længere fremme i samme kapitel i denne Årbog erklærer man sin sympati med Tyskland over den ”helt urimelige byrde af krigsskadeserstatninger” som Folkeforbundet havde lagt på skuldrene af det tyske folk, og at man ”står skulder ved skulder som venner af Tyskland” som et folk der elsker retfærdighed, eller som det præcist udtrykkes i Årbogen: “Instead of being against the principles advocated by the government of Germany, we stand squarely for such principles, and point out that Jehovah God through Christ Jesus will bring about the full realization of these principles and will give to the people peace and prosperity and the greatest desire of every honest heart. A careful examination of our books and literature will disclose the fact that the very high ideals held and promulgated by the present national government are set forth in and endorsed and strongly emphasized in our publications and show that Jehovah God will see to it that these high ideals in due time will be attained by all persons who love righteousness. Let us remind the government and the people of Germany, that it was the League of Nations compact that laid upon the shoulders of the German people the great unjust and unbearable burdens. That the League of Nations compact was not brought forth by the friends of Germany.”

Dansk oversættelse: ”I stedet for at være imod de Principper, som den tyske Regering er Fortaler for, staar vi fast paa saadanne Principper og paapeger, at Jehova Gud gennem Kristus Jesus vil bevirke den fulde Realisering af disse Principper og vil bibringe Folket Fred og Velstand og alt det største ethvert ærligt Hjerte kan ønske sig. En omhyggelig Undersøgelse af vores Bøger og Litteratur vil aabenbare den Kendsgerning, at de meget høje Idealer, der er fremsat af den nuværende nationale tyske Regering, ligeledes fremholdes, støttes og understreges paa det kraftigste i vores Publikationer, som viser, at Jehova Gud vil sørge for, at disse høje Idealer til sin Tid vil blive en Realitet for Alle, der elsker retfærdighed. Vi vil tillade os at minde Regeringen og det tyske Folk om, at det var Folkeforbundets Pagt, der paalagde det tyske Folk store, uretfærdige og ubærlige byrder. Aftalen med Folkeforbundet blev ikke fremsat af Tysklands sande Venner.”

Så hvad skyldtes den store vækst i efterkrigsårene?

Umiddelbart forekommer det som en helt forståelig tese at Jehovas Vidner gennemlevede en slags kulturel “guldalder” i 1960’erne, hvor man grundet evnen til at se bort fra forskelligheder – ikke mindst racemæssige uligheder – formåede at skabe en begejstring der bidrog til den enestående vækst.

Men min hidtidige opfattelse – at det var en særlig evne til at forene mennesker af alle racer der var katalysatoren – har jeg måttet revidere, i erkendelse af, at den i stor grad var farvet af den virkelighed som jeg blev præsenteret for gennem Vagttårnsselskabets egen propaganda. For hvis jeg skal se nøgternt på denne vækst, så skyldes den store fremgang – og det der umiddelbart ligner et kæmpe projekt der forenede masserne – mere end noget andet, et sammenfald af omstændigheder, hvoraf den allervigtigste af disse omstændigheder var at Vagttårnsselskabet i sidste øjeblik valgte en anden præsident end den der var den naturlige efterfølger til Rutherford.

Som bekendt blev Nathan Homer Knorr den 3. præsident for Vagttårnsselskabet, men han var slet ikke den naturlige “kronprins”. Det var rent faktisk Frederick Franz (som senere blev Vagttårnsselskabets 4. præsident i 1977), men Frederick Franz, som i stedet blev selskabets vicepræsident, var slet ikke det mindste interesseret i at blive præsident. Dem der har studeret sektens historie ved at den eneste chefideolog sekten havde efter Rutherfords død i 1942, var Frederick Franz. Alt hvad der sprøjtedes ud af litteratur og stævneforedrag og “nyt lys” i de næste 50 år kom fra én eneste pen – Frederick Franz’.

Frederick Franz så sig selv som en stor teologisk tænker – en slags grå eminence – som havde det meget bedre i kulisserne hvor han kunne gå og udtænke nye teologiske spidsfindigheder og udregninger af tider og profetier – og han har da også helt egenhændigt skylden for katastrofen i 1975, som alene er hans opfindelse. Hans nevø^[8] har efter Frederick Franz’ død fortalt at Fred Franz helt til sit sidste åndedrag hævdede at han ikke havde taget fejl hvad angik 1975, men at det blot var et år der – lige som så mange andre fejlslagne år i sekten – indvarslede ”usynlige begivenheder i det himmelske”. Så i stedet for at Frederick Franz blev præsident i 1942 hvor han naturligt stod til at overtage denne post, valgte man i stedet Nathan Homer Knorr, og det blev den måske vigtigste beslutning i sektens historie.

Den opmærksomme læser vil måske bemærke, at Nathan Knorr rent faktisk var sektens vicepræsident ved Joseph Rutherfords død i 1942 og derfor også den naturlige arvtager til embedet som præsident. Men dette udfordres af to kendsgerninger. 1) Præsidenten udpeges ikke automatisk ved indsættelse af den eksisterende vicepræsident, men skal vælges ved den siddende præsidents afgang eller død. Så posten som selskabets 3. præsident var til afstemning i 1942, også selvom Nathan Knorr var Vicepræsident. 2) Historisk set havde Frederick Franz H end Nathan Knorr, da Frederick Franz var blevet døbt allerede i 1913.^[9] Faktisk var det Frederick Franz der havde gennemgået lektien for dåbskandidater med Nathan Knorr forud for dagen for Nathan Knorrs dåb.

Nathan Knorrs kvaliteter

Nathan Homer Knorr var – modsat Frederick Franz – bestemt ikke nogen teologisk begavelse! Han gik aldrig nogen sinde i alle de år han var på betel ud og forkyndte fra hus til hus en eneste gang. Han kunne ikke sammensætte to sætninger på skrift til noget meningsfyldt. (Det er ikke uden grund at man ophørte med at anføre forfatterens navn i bøger udgivet af Vagttårnsselskabet, da der ellers under både Russell og Rutherford var tradition for at præsidenten, som også skrev alle de væsentlige bøger, lagde navn til de udgivne bøger. Denne praksis ophørte imidlertid med indsættelsen af Nathan Homer Knorr som Vagttårnsselskabets trejde præsident, for han skrev aldrig én eneste bog eller artikel. Det var vicepræsidenten, Frederick Franz, der skrev alt hvad der blev udgivet de næste fem årtier!). Men … Nathan Knorr var et organisationstalent som sekten aldrig havde set magen til på så højt placeret en post.

En hidtil uset effektivisering

Da Nathan Knorr overtog sekten fra Rutherford, var der kun ca. 100.000 medlemmer på verdensplan. Da Nathan Knorr døde 35 år senere, i 1977, var der næsten 3 millioner Jehovas Vidner i hele verden. Det var en vækst der ikke er set hverken før eller siden i sektens historie. Nathan Knorr opfandt et hav af de koncepter der stadig findes og anvendes i sekten den dag i dag. Han grundlagde Watchtower Farms som gjorde betel selvforsynende. Han grundlagde Watchtower Bible School of Gilead (som uddanner missionærer). Han påbegyndte traditionen med gigantiske stævner på store stadion i hele verden. Han grundlagde “Rigets Tjeneste Skole”, som til at begynde med uddannede kredstilsynsmænd, og som senere blev skolen der uddannede alle ældste. Han grundlagde det måske mest betydningsfulde koncept nogensinde i Jehovas Vidners historie: “Den teokratiske Skole”, som – bortset fra den bagved liggende ekstremistiske ideologi – har æren for at mange Jehovas Vidner der ellers var læseudfordrede rent faktisk lærte at læse og at tale foran en forsamling.

Nathan Knorr iværksatte et utal af organisatoriske genistreger, og af den grund voksede organisationen fra en beskeden amerikansk sekt med små forgreninger ud i Europa til at være et strømlinet verdensomspændende konglomerat af trykkerier, oversætterkontorer, missionærhjem, betelhjem, stævnehaller, rigssale, samt en ejendomsportefølje så omfattende at ingen vil tro det. Nathan Knorr sørgede for at hyre dygtige økonomer og investeringsrådgivere og sikrede Vagttårnsselskabets fortsatte vækst gennem en massiv investering i en række “verdslige” virksomheder (hvilket jeg personligt intet har imod), hvilket betyder at Vagttårnsselskabet den dag i dag ligger inde med en aktieportefølje på ca. en milliard dollars og en ejendomsportefølje på minimum 2 milliarder dollars.

Så selvom man ikke skal forklejne sektens formåen – bl.a. når den har samlet mennesker af mange racer – så må jeg tilstå at jeg, når jeg skulle blive en smule imponeret eller rammes af beundring, må erkende at det oftest er en rest af den propaganda der fik noget relativt mondænt til at fremstå som noget der “kun kunne opnås gennem Guds velsignelse”, som får mig til at glemme at jeg igennem en periode på næsten 30 år konstant blev bombarderet med udsagn om at Jehovas Vidner var unikke. Vi læste konstant artikler der på baggrund af helt menneskelige præstationer (som hurtigbyggede rigssale, afholdelse af store stævner, store forkyndelseskampagner, osv.) fik organisationen til at fremstå som havende “Jehovas gunst” eller “Guds godkendelse”. Det tog mig ikke mange minutter at finde følgende udsagn:

Jehovas Vidner er ikke spor unikke

Jeg husker hvordan man ofte sad og hørte en ældste holde indvielsestalen over en ny Rigssal, og som vanligt udbrød han altid begejstret: “Intet af dette havde ladet sig gøre uden Jehovas velsignelse!”. I dag kan jeg ikke lade være med at tænke, at hvis en udenforstående havde overværet en sådan indvielse af en gold, fantasiforladt, institutionel mødesal som en rigssal er, og hører at dette er sket med guddommelig medvirken, og samtidig er bekendt med at Jehovas Vidner hævder at alle andre religioner er en del af Satan verdensomspændende onde imperium, så må de jo unægtelig strejfes af tanken: “Hvis denne banale mødesal er blevet til med Guds mellemkomst, så må man bare erkende at Satan er en langt dygtigere arkitekt end Jehova, når man tænker på fantastiske bygninger som Peterskirken i Rom, Notre Dame, Sacré-Cœur, St. Pauls Cathedral, osv.”. For hvis en banal rigssal kun kan opføres med hjælp fra Jehova, hvem pokker har så hjulpet med at opføre de nævnte udødelige arkitektoniske mesterværker.

Men engang troede vi på den slags vanvittige postulater. Det er sådan vi er opdraget fra spæde, og det vil unægtelig give en indbygget forståelse af Jehovas Vidner som noget unikt. Det er en del af den forblindelse der følger af den kognitive dissonans der befordrer villighed til at forsvare selv de allermest latterlige og utroværdige udsagn, fordi man har investeret så megen tid, liv, penge og energi på en sekt, at det bare skal være sandt – koste hvad det vil. Men jo mere man researcher og forsker i sektens historie og kultur, jo mere indser man at der er hundredvis af religioner der med præcis samme ret (eller mangel på samme ret) kan hævde alle de ting som ifølge Vagttårnsselskabet gør Jehovas Vidner helt unikke.

Andre kan nøjagtig det samme

Der er utallige eksempler på organisationer, sammenslutninger, osv. (både religiøse, sekulære, politiske, apolitiske, idealistiske og andre), som kan fremvise helt unikke resultater som ingen troede var mulige. Hvis jeg skal komme i tanker om et enkelt der umiddelbart falder mig ind, så er Olympiaden der hvert 4. år formår at få nationer fra hele verden af vidt forskellig politisk observans og befolkningsgrupper der måske normalt har stærke etnisk motiverede følelser af had til hinanden, til at mødes for under fredelige forhold at lade sporten forene mennesker i de Olympiske Lege, under den såkaldte “Olympiske ånd”.

Et andet åbenlyst eksempel er advokaten og menneskerettighedsforkæmperen Mohandas Karamchand Gandhi, som udviklede sine ikkevoldelige kampmetoder, og bl.a. etablerede Phoenix Farm. På Phoenix Farm boede både europæere, indere, muslimer, jøder, kristne og hinduer i et fredeligt fællesskab. De dyrkede deres egen mad, organiserede kampagner og havde redaktion og trykkeri for avisen Indian Opinion. Et arbejdskollektiv af mennesker fra alle baggrunde, der er selvforsynende og som regelmæssigt skriver, trykker og distribuerer en publikation – lyder det bekendt?

Dette var bare få eksempler der umiddelbart faldt mig ind, men der er masser af tilsvarende eksempler på mennesker og grupper som har formået at fremelske følelsen af mellemmenneskelig samhørighed på tværs af racer, klasser, uddannelse, osv. Dette har altså fundet sted mange gange i et væld af andre kontekster end Jehovas Vidner.

Men jeg skal blankt erkende, at jeg også sommetider stadig kommer til at bilde mig ind, at jeg har været en del af noget unikt, når jeg sidder og romantiserer den tid hvor jeg sad og hyggede mig i teltlejrene ved Moesgård Strands campingpladser under sommerstævnerne på Aarhus Stadion, hvor hele campingpladser var fyldt op med Jehovas Vidner og vi sad under stjernerne omkring et lejrbål og sang Beatles- og Gasolin-sange til ud på natten og vi kunne mærke at vi alle var ”forenede i ét og samme håb”. Jeg husker hvordan jeg i ugerne op til stævnet helt fra barnsben hver dag i min sommerferie gik ud på Stadion (som lå tæt på mit barndomshjem) for at hjælpe til med opbygningen og bare mærke stemningen (eller “ånden”) fra alle de mennesker der alle var mine “venner” eller “brødre og søstre” – selv dem jeg aldrig havde set før – og jeg var slet ikke i tvivl om at jeg var en del af ”noget unikt”.

Og misforstå mig ikke. Jeg kunne ikke drømme om at forklejne disse hyggelige minder. For følelsen var ægte nok, selvom den var baseret på en uhyggelig verdensanskuelse, et perverst menneskesyn og en stærkt skadelig ideologi. Det var stadig dejlige mennesker, og de ting vi lavede sammen, var stadig hyggelige og når jeg tænker tilbage på de stunder er det stadig med varme i hjertet. Én ting som jeg dog konsekvent bemærker ved samtlige minder fra den tid er, at ikke ét eneste af mine gode minder er knyttet til teologien, troen eller nogen som helst af de officielle forpligtelser som forkyndelse, møder, foredrag, osv. Alle mine gode minder stammer fra samvær med gode venner udenfor møderne, hygge i pausen eller efter dagens stævneprogram var slut, menighedsudflugter til Tivoli, til stranden, på kro, restaurant, osv. Jeg har minder om ferierejser med busser fulde af Jehovas Vidner og det eneste kedelige i hele den uge vi var afsted var når vi skulle bruge 2-3 timer på at besøge et betelhjem i Europa en enkelt af dagene, eller når der blev afsat en time til at gennemgå ugens Vagttårnsstudium i bussen, så man kunne retfærdiggøre at alle var væk fra deres respektive menigheder den pågældende søndag. Bortset fra disse få timers dræbende kedelige aktiviteter, hyggede jeg mig gevaldigt resten af den uge udflugten typisk varede.

Det kunne have været hvem som helst

Så alle mine gode minder stammer helt åbenlyst fra alt det der lå udenom – det der intet havde med troen (eller teologien) at gøre. Og det viser mig, at jeg kunne have haft nøjagtig de samme eller tilsvarende minder efter at være vokset op som et dybt involveret medlem i en hvilken som helst anden forening, hvor jeg havde følt et stærkt tilhørsforhold og nydt det sociale samvær med andre ligesindede mennesker. Jeg kan jo se det igen når jeg ser reportager på TV fra politiske ungdomsorganisationers sommerlejr eller fra Pinsevennernes ungdomslejr eller sommercamping, eller andre religiøse foreningers sociale arrangementer. De hygger sig helt fantastisk – og jeg kan sagtens mærke præcis hvad det er de føler, når de mærker at de er en del af det ”helt unikke fællesskab”, som de bilder sig ind ikke findes noget andet sted.

Så – jeg er sådan set enig i at det ér en smuk bedrift at få en masse mennesker af forskellig herkomst til at forenes i en ”fælles ånd” eller en fællesskabsfølelse. Det skal man ikke forklejne. Men jeg har ikke længere nogen som helst tro på at Jehovas Vidner gjorde noget unikt i denne henseende. Jeg tror på at alle mulige andre har gjort det samme, men i den navlebeskuende sekt vi var en del af, valgte vi kun at se på vores egne “fantastiske og unikke” bedrifter, og hver gang noget fantastisk skete for andre, dæmoniserede vi det og fandt tegn på at de var en del af Satans onde verdensorden.

Så, jo – Jehovas Vidner opnåede da nogle resultater på visse fronter, men de var ingenlunde unikke!

Og selv hvis de var unikke – hvad så? …

Slutteligt må jeg blot konkludere, at selvom Jehovas Vidner endda skulle have opnået nogle resultater der var helt unikke for netop denne sekt – så har prisen for sådanne resultater bare været alt, alt for høj.

Det eksistensen af en kult som Vagttårnssekten har kostet i form af selvmord, dødsfald grundet manglende blodtransfusioner, splittede familier, traumatiserede børn, osv., har efterladt et så utilgiveligt grusomt og blodigt spor af varigt ødelagte mennesker efter sekten, hvor end den er kommet frem.

Og dén pris er ikke en eneste af deres “unikke” landvindinger værd!

---

Fodnoter

---