Min søsters livsprojekt bristede
Af Bent Riis
Sønnen så ikke sin mor de sidste 12 år af hendes liv. Han mistede troen på Jehovas Vidner som 15-årig og blev udstødt af både hende og sekten.
En familiekrønike af Bent Riis
Over syv fortællinger mindes forfatteren og kunstneren Bent Riis sin afdøde familie. Far. Mor. Bror. Søster. To gange bedsteforældre og sin barndoms hund og undulat.
Båret af kærlighed beretter han om både de smukkke, de sjove, de mærkværdige og de dybt problematiske sider ved de mennesker [og dyr], som han elskede og savner.
Det er ikke kedeligt når han lader os få nogle afslørende kig ind i en familie og et familieliv som bestemt ikke var helt almindeligt. Og så har han lovet at slutte af med en ottende fortælling – den om ham selv.
Dette er sjette afsnit i krøniken.
I min familiekrønike er jeg nu nået til den fortælling som jeg næsten ikke kan skrive. Den, som er tragisk. Den, som vil rumme mange selvmodsigelser. Den om min søster Inge-Lise.
Min bror elskede jeg, mens jeg har vanskeligt ved at bruge de samme store ord om følelserne for min søster. Det var i hvert fald ikke den samme slags søskendekærlighed. Men jeg tror nu alligevel at jeg elskede hende. Sådan vil jeg helst huske det.
Kærligheden mellem familiemedlemmer er den stærke kærlighed som de gamle grækere kaldte Storge’. Det er kærligheden til de mennesker, man ikke selv har valgt som venner i sit liv. Det kaldes også blodets bånd, og det lyder næsten uhyggeligt.
Selvom min søster betød langt mindre for mig, end min bror gjorde, er hun alligevel i mine tanker hver dag. Men det er de nu alle sammen. Både den døde familie og de døde venner er lyslevende inde i mig.
Frivilligt indespærret
Men jeg har nu heller ikke været så fantasiløs, at jeg kun har sagt farvel til dem. Jeg har også sagt på gensyn. Derved bringer jeg mig tilmed i selskab med både Kierkegaard, H. C. Andersen og Grundtvig, som også sagde på gensyn til deres døde.
Når jeg render på min søster igen, kan jeg ikke forestille mig, at hun stadigvæk er Jehovas Vidne og hopper fra sky til sky for at få de opstandne til at abonnere på Vagttårnet og Vågn Op!. Hvis hun gør det, vil der stadig være en åndelig berlinmur mellem os.
Det var netop den mur, som gjorde det svært for mig at elske hende helt. Hun var jo fanget – eller frivilligt indespærret – i en af de dummeste amerikanske sekter, der findes.
Jeg kan blive helt pinligt berørt, når jeg tænker på, at både min morfar, min mormor, min mor og min søster tilhørte Jehova-kulten.
Hvis forklaringen er nogle religionsvanvittige gener i slægten, kan jeg til gengæld glæde mig over, at arven er sprunget min søsters søn over. Han begyndte at miste troen da han var 13 og tillod sig selv selvstændig tankevirksomhed da han var 15.
Men lige netop selvstændige tanker er det allerværste for Jehovas Vidner, Taleban, Nationalsocialister, Stalinister, Scientology og tilsvarende klubber. Så falder hammeren – eller det der er værre.
Kritiske spørgsmål til Jehova-organisationens lære bliver betragtet som en trussel mod menighedens ideologiske renhed. Det kaldes “oprør mod organisationen”, og for den synd er der hverken tilgivelse i denne eller den kommende verden. Den formastelige indstævnes for en Jehova-domstol, som består af stålsatte ældre mænd, der ikke ryster på hånden, når der skal fældes dom: Udstødelse af Guds menighed nu, og siden “den fysiske død ved dommedag” er den faste strafudmåling.
Sønnen savede tremmerne over
Min nevø modtog dødsdommen med et ironisk smil på læben. For ham var den tid nemlig for længst forbi, da han betragtede Jehovas Vidners domsmænd som repræsentanter for Guds retsvæsen på jorden. Han havde savet tremmerne over og var brudt ud af det åndelige fængsel han var født ind i.
Ved den beslutning bragte han sig i lige så godt selskab som det jeg befandt mig i med Kierkegaard, H. C. Andersen og Grundtvig. Nu var han intet mindre end i samme båd som filosoffen Spinoza, over hvem synagogen i Amsterdam i 1667, udtalte disse lidet venlige ord, som minder stærkt om Jehova-dommernes formuleringer: “Spinoza skal være forbandet ved dag, forbandet, når han lægger sig, forbandet, når han står op, forbandet, når han går, forbandet, når han kommer. Gud vil aldrig tilgive ham. […] Så advares de alle hermed mod at have samkvem med ham i skrift, ingen må tjene ham, være under samme tag, ingen må gå ham nærmere end fire alen, og ingen må læse noget dokument skrevet med hans hånd eller dikteret af ham.” Nej, tolerance har nu aldrig været religionernes spidskompetence …
Min søsters eneste barn, Beninu, var nu stemplet som en kætter og en Satans tjener. Nå ja, det har jeg glemt at fortælle: Min søster og hendes mand valgte at opkalde deres søn efter “en trofast Levit” fra det gamle testamente,[1] som dog næppe bar efternavnet “Andersen”, som min nevø gør. Altså: Beninu Andersen!
Så heldig var jeg ikke selv. Jeg må nøjes med at hedde Bent, som sikkert er en proletariseret udgave af Beninu. Mine forældres inspiration var nu heller ikke en gammeltestamentlig helteskikkelse. Det var min far der bestemte, hvad jeg skulle hede, og derfor blev jeg opkaldt efter Horsens’ største fodboldspiller i 1954, som hed Bent Pedersen.
Beninu skulle have været det ypperligste Jehovas Vidne, man kan tænke sig. Dét var min søsters store livsprojekt og efter dette skønne mål blev hele opdragelsen tilrettelagt. Men nu var alting bristet. Min søsters sorg var bundløs og hun bar på den resten af sit liv.
Forsonede sig
Hun havde mistet sin søn, som nu var at betragte som en død. Beninu så ikke sin mor de sidste 12 år hun levede. Han ville gerne se hende – men hun ville ikke se ham. Beninus far ville gerne have set sin søn en gang imellem, men min søsters jernvilje satte sig igennem, så det blev ikke til noget.
Inge-Lise døde i 2014, og hendes mand fik kræft og døde 10 måneder efter. I disse sidste måneder forsonede far og søn sig, og de fik sagt farvel til hinanden.
Min søster kom aldrig til at forstå, hvorfor tragedien var sket, hvorfor hendes søn havde forkastet den eneste korrekte forståelse af tilværelsen. Hun spurgte tit sig selv, hvad hun og hendes lige så rettroende mand havde gjort forkert? Jeg skånede hende for det ubarmhjertige svar, som er tæt på sandheden: Næsten alting!
Utænkeligt at kvinder leder møder
Min søster tilpassede sig problemløst alle Vagttårns-organisationens regler, herunder også synet på kvinders rette plads i tilværelsen. Kvinderne – som bliver kaldt »søstre« – skal i ethvert væsentligt anliggende adlyde deres mænd, som kaldes »brødre«.
At en kvinde leder et møde er en utænkelighed, med mindre den helt usandsynlige situation opstår, at der ikke er en mand til stede. Dette skete engang ved et bibelstudie-møde i et privat hjem. En »søster« blev nødt til at lede studiet i fraværet af en »bror«.
Men først skulle hun “lade sit hår tildække“, som skrevet står i Vagttårnet. Hovedbeklædningen symboliserer nemlig at »søsteren« er fuldt ud klar over sin medfødte uværdighed som mødeleder. I en sådan pinlig situation kan der normalt findes en hat eller et tørklæde frem fra garderoben, men »søsteren« var ikke i besiddelse af nogen af delene.
Nu var gode råd dyre, og gode dyr rådne. Man var lige ved at aflyse mødet, hvilket næppe ville behage Jehova. De begrænsede kvindehjerner knirkede og knagede, mens de tænkte over hvad der var den rette løsning på dette store teologiske problem.
Hovedbeklædning af papir
Givetvis ved helligåndens mellemkomst, kunne den kvikkeste af »søstrene« pludselig se lyset! Paulus nævner jo ikke noget om hovedbeklædningens karakter, forklarede hun. Det eneste ufravigelige krav er, at en kvinde skal bære et eller andet på hovedet, fortsatte »søsteren«. Nu lettede stemningen i stuen. Når kravet bare var ”et eller andet“, kunne der vel findes en løsning, som ville behage både Vagttårnsselskabet og Jehova.
Den vakse »søster« fik igen en lys tanke. Hun halede et A4-papir op af tasken og fik papiret balanceret oven på sin hennafarvede permanent. Problemet var løst! I hvert fald så længe hun var i stand til at sidde absolut ubevægelig på sofaen så papiret ikke skvattede af.
I stivnet kropsstilling – som Lots hustru der blev til en saltstøtte – kunne hun nu berige kvindekredsen med Paulus’ formaninger til menigheden i Korinth. Det gik også godt, indtil Første Korintherbrev kapitel 7, vers 38, hvor ungkarlen Paulus skriver: ”Den der gifter sig gør vel, men den der ikke gifter sig, gør bedre.“
Oplæsningen af disse evige sandhedsord bekom »søsteren« godt. Hun var nemlig frøken og gammeljomfru, og kunne derfor med rette knejse med nakken. Men ved denne lille bevægelse gik det galt. Papiret rutchede ned ad permanenten og landede under sofabordet.
Bibeltimen var forbi.
Og denne sekt – med alle dens meningsløse påbud og forbud – ofrede min søster altså et helt liv på. Jeg tænker tit over, hvor meget mere ubesværet hendes jordiske eksistens havde været, hvis hun i stedet havde valgt en helt almindelig dansk middelklasse-tilværelse.
Hun mistede sin søn, fordi sekten krævede det, og hun fik aldrig udfoldet sit liv som et frit menneske. Hvor var det synd for hende. Hun var på samme tid umådelig indskrænket og kvik i pæren. Hun havde humor og var aldrig kedelig at være sammen med. Når jeg ringede og spurgte om vi skulle ses, sagde hun aldrig nej.
Jeg er sikker på, jeg elskede hende.
Brev fra den udstødte søn
Den udstødte søn får de sidste ord: ”Jeg begyndte at miste min mor 15 år, før hun døde. Det var da hun blev klar over at jeg ikke længere delte troen på Jehovas Vidners verdensbillede. For nylig bestemte jeg mig for at skrive et brev til hende, selvom hun aldrig vil få det at se.“:
Kære Mor!
Ingen mor kan vise sit barn større kærlighed end du gjorde.
Du svøbte mig i din kærlighed og beskyttede mig mod alt, som kunne give mig skrammer på sjæl eller legeme.
Du var aldrig påholdende med din kærlighed, og faktisk fik jeg den i så rigelige mængder at det undertiden føltes som om, jeg næsten ikke kunne få luft for al den kærlighed.
Din kærlighed hørte aldrig op.
Faktisk elskede du mig så højt, at du de sidste 12 år af dit liv var så ulykkelig over, at jeg ikke længere troede på den Gud, som du vidste kunne frelse mig fra evig fortabelse, at du i din store kærlighed til mig gav afkald på al kontakt med mig.
Kun en uendeligt kærlig mor ville frivilligt påtage sig den tunge byrde af dette smertelige afsavn, så jeg er sikker på, du må have gjort det, fordi du elskede mig så ufattelig højt. Hvad skulle jeg da ellers tro og tænke om denne handling?
Du overøste mig med så megen kærlighed, at det halve havde været mere end rigeligt, og måske derfor går jeg i dag med en uforløst drøm om, at jeg dog bare kunne have vekslet to procent af al den kærlighed til en smule af din respekt.
Kærlig hilsen
Din søn