Dem vi elsker — på trods

Dem vi elsker — på trods

Dette var egentlig ment som en kort sammenfatning af en aften på Aarhus Amtssygehus for 37 år siden, som fortæller en masse om hvor syg man kan blive af sindelagskontrol som den der udøves i kulter som Jehovas Vidner. Men som teksten blev til udviklede den sig til en særskilt artikel, og et af kapitlerne i en kommende udgivelse fra undertegnede. Men langt vigtigere end beretningen om hvad sindelagskontrol gør ved ellers begavede mennesker, er den medfølgende appel til at hæve sig op over den indskrænkede “os-mod-dem”-mentalitet, som kun alt for ofte ses praktiseret i en kult som Jehovas Vidner. Et tegn på at man er kommet videre er at man lægger afstand til de mønstre der engang prægede vores syn på mennesker hvis tankesæt vi ikke kunne forlige os med.

Jeg ser ofte beretninger om forhenværende medlemmer af sekten som føler at deres forældre har svigtet utilgiveligt og udsat dem for en umenneskelig opvækst og som derfor hverken kan eller ønsker at have den mindste kontakt med deres aldrende forældre. Og det er et standpunkt jeg fuldstændig respekterer og anerkender. Jeg har selv et forhold til et familiemedlem som er kulmineret i at jeg har valgt personen fuldstændig fra. I dette tilfælde er der dog ikke tale om et familiemedlem som er medlem af Jehovas Vidner, men ganske enkelt et familiemedlem hvis menneskesyn og opførsel umuliggør fredeligt og venligt samvær. Men dette er ikke en artikel om specifikke personers tilbøjeligheder, så jeg nævner blot dette eksempel for at understrege at jeg er fuldstændig enig i at der kan være helt legitime grunde til at fravælge samværet med et eller flere familiemedlemmer, hvad enten det er forældre, søskende eller andre slægtninge.

Så det kunne jeg naturligvis heller ikke drømme om at gå i rette med i denne artikel. Jeg vil tværtimod gøre alt for at alle forstår at jeg ikke mener der er en formel for hvordan et forhold, til den del af ens familie der stadig er aktive medlemmer af Jehovas Vidner, skal fungere. Jeg mener det er noget man kun selv kan afgøre og jeg for mit vedkommende vil til hver en tid støtte ethvert forhenværende kultmedlem i de valg denne person måtte træffe for at håndtere den smerte en sådan opvækst har påført dem – også i det omfang det måtte indebære at man ophører med at se den del af familien som stadig er i kulten, fordi samværet med dem kun er en smertelig kilde til fortsat bebrejdelse og anklager.

Når det er sagt vil jeg tillade mig at bruge et par linjer på at adressere det samme fænomen ”med modsat fortegn”. For nogle forhenværende Jehovas Vidner har formået at bevare det gode forhold til den del af familien som stadig er Jehovas Vidner. Jeg vil gerne fokusere på dette fænomen, fordi jeg ved flere lejligheder, i særdeleshed på sociale medier, har observeret en tendens til at enkelte forumdeltagere dæmoniserer de forhenværende Jehovas Vidner som vælger at have et fredeligt og fordrageligt forhold til deres troende JV-familie i det omfang det har ladet sig gøre.[1] Jeg mener personligt at man skylder disse mennesker den samme grad af respekt som den man viser dem der beslutter sig for at familiens fælles fortid er for smertefuld til at en meningsfyldt relation kan opretholdes.[2]

Den fortælling jeg bringer i dag, har det ikke været let at skrive. Af flere grunde. For på den ene side handler den om min far som jeg elskede (og stadig, selvom han er død, elsker meget højt for de mange fantastiske ting han gjorde for mig). Men på samme tid er det beretningen om hvordan selv åbenlyst højt begavede akademikere stadig kan forføres og hjernevaskes af totalitære og kultiske ideologier, hvilket min far desværre også var et eksempel på. Min far var en på mange måder afholdt mand og blandt dem der er fra min eller tidligere generationer af ex-JV er der mange der husker min far som et varmt, humoristisk og måske først og fremmest højt begavet menneske. Og det var han også.[3] Så beretningen er også svær at skrive fordi jeg ved at jeg med denne beretning muligvis bidrager til at et billede, som nogle af min fars gamle venner altid har haft, risikerer at krakelere, fordi den afslører sider af min far som de måske ikke var bekendt med og som måske endog vil overraske eller endda forarge. Men hensigten er bestemt ikke at tilsvine min fars eftermæle, men jeg håber at jeg med en ærlig beretning om min far på godt og ondt, kan vise at det at elske et menneske og samtidig åbent erkende dette menneskes værste sider ikke er to modsatrettede interesser.

Min far var en sammensat karakter som på den ene side var en loyal “organisationens mand”, men som på den anden side – som docent på universitetet og embedsmand i Undervisningsministeriet – havde en sjældent selvstændig og temmelig afvigende holdning til videregående uddannelse, som ikke altid var helt i harmoni med sektledelsens holdning til dette emne. Det betød – som også tidligere berettet – at den menighed jeg voksede op i og hvor min far al den tid jeg kan huske fungerede som det der dengang hed præsiderende tilsynsmand, blev til lidt af en “oase” hvor unge mennesker fra både ind- og udland der havde hørt rygtet om “den liberale menighed”, flyttede til for at uddanne sig som ingeniører, fysikere, antropologer, økonomer, jurister, dataloger, o.m.a.

Men som sagt var min far også på mange andre områder uhyre loyal – ja, kritisabelt loyal – overfor sektledelsen, hvilket bl.a. har medført at jeg den dag i dag må leve med usikkerheden om hvorvidt min far ville have været villig til at ofre mig på sektens alter af fanatiske doktriner om Blodtransfusion som en anden “Abraham” der ifølge den jødiske mytologi blev prøvet i sin tro da den sygeligt jaloux gud Jahve forlangte at han viste sig parat til at ofre sit eneste barn Isak, bare fordi Gud angivelig krævede denne perverse loyalitetshandling.

Så det jeg gerne vil med denne artikel er at tilføje debatten et argument om, at det er muligt at elske et menneske til trods for at man nærer en indædt afsky for nogle af dette menneskes handlinger og holdninger. Jeg har heldigvis – som jeg er blevet ældre – formået at kultivere en inderlig ligegyldighed overfor hvad andre måtte mene om mine holdninger eller udtalelser, men jeg ved også at andre kan føle sig ufattelig sårede når de angribes for deres valg om at fortsætte en eller anden form for kærlighedens bånd til deres troende JV-familie, og det er ikke mindst den gruppe jeg gerne vil stå på mål for med denne beretning.

Der er dog også en anden gruppe jeg også ønsker at adressere med denne artikel, og det er en særlig gruppe mennesker som jeg – selvom jeg ikke forstår dem – må indse udgør en ret stor del af alle mennesker – og ikke bare forhenværende kultmedlemmer. Der er et overraskende stort antal mennesker som nægter at erkende noget som helst negativt om deres nærmeste familie, selvom der på ingen måde er tale om en offentlig udstilling men blot en privat erkendelse mellem mennesker der begge står familien nær. Det er som om nogle drager den besynderlige – og helt ulogiske – fejlslutning, at dét at erkende at de familiemedlemmer man elsker højt, kan have et forskruet verdensbillede eller et perverteret menneskesyn, indebærer en uundgåelig reducering eller forringelse af den kærlighed man nærer til samme familiemedlem.

Men, bare fordi du fortæller – eller i det mindste erkender – sandheden om nogle kedelige sider af fx din mor eller far, betyder det ikke at du ikke også samtidig kan elske dem højt. Eller man kan udtrykke det endnu mere klart: Lige netop det faktum at du elsker din far og/eller mor så højt, er også grunden til at du er den person der mere end nogen anden har både retten og pligten til frit at tegne det sandfærdige billede af din elskede familie – på både godt og ondt.

Så summen af ovenstående må være, at det er muligt (men ikke en pligt) at elske et familiemedlem højt, selvom dette f.eks. samtidig har et perverteret menneskesyn eller stødende holdninger, der er formet af den hjernevask de udsættes for i den kult de tilhører. Samtidig er det ikke et udtryk for en svækket kærlighed, at man er i stand til at erkende disse højst usympatiske karaktertræk hos slægtninge man samtidig elsker højt.

Og dét er budskabet som jeg vil forsøge at formidle med følgende lille brudstykke af min egen families historie, som foregik for mange år siden. Og således er det blevet tid til at begynde den 37 år gamle beretning om en aften på det, nu for længst, lukkede Aarhus Amtssygehus.

Som jeg vist har nævnt mange gange, har min far en stor plads i mit hjerte, både af en række indlysende grunde som skal findes i hans kærlige måde at være min far på — men også på trods.

Aarhus Amtssygehus

Jeg har en alvorlig inflammatorisk tarmsygdom, og 6 gange er dele af tarmene fjernet kirurgisk, og ved to andre lejligheder har jeg fået kirurgiske indgreb for at få fjernet arvæv fra min bugvæg. De fleste af disse operationer blev foretaget mens jeg stadig var et aktivt Jehovas Vidne, så det betød at jeg hver eneste gang, forud for operationen, gik igennem de sædvanlige procedurer der bestod i en samtale med narkoselægen der skulle afkræves et løfte om at han ville lade mig dø såfremt jeg kom i en situation hvor tilførsel af donorblod var min eneste mulighed for overlevelse. Og da min far var formand for Jehovas Vidners landsdækkende kontaktudvalg til hospitaler, var det selvfølgelig det indlysende valg for mig at have ham til stede ved alle samtaler med lægerne.

Den erindrede episode fandt sted, da jeg – lige omkring min 17-års fødselsdag – stod umiddelbart foran min første store operation. Det var meget skræmmende, og i det sidste år indtil nu havde lægerne gjort alt, hvad de kunne for at se om de kunne behandle min lidelse medicinsk. Men i sidste ende viste det sig at være forgæves, og en operation kunne ikke længere udskydes. De medicinske fremskridt i behandlingen af min lidelse var ikke kommet så langt dengang som de er i dag, så jeg fik medicin, der senere er blevet konstateret – i bedste fald – at være virkningsløs. Så de første par år udviklede min sygdom sig hurtigt og min almentilstand forværredes med stor hast. Jeg sov efterhånden næsten hele døgnet fordi blodtabet gennem min tarmkanal gjorde at jeg efterhånden havde mistet alt blod i kroppen. En af de store bekymringer – især for mig som Jehovas Vidne – var at de indre blødninger fik mit hæmoglobinniveau (også kendt som blodprocenten) til at falde drastisk, og det stod nu skræmmende klart, at jeg snart ville være ved en korsvej. Det hændte alt sammen på netop det tidspunkt, hvor Vagttårnsselskabet havde startet deres kampagne for brug af EPO (erythropoietin) uden dog at have tilegnet sig tilstrækkelig viden om risici og bivirkninger af EPO.  Hver gang en specialist fortalte repræsentanter fra Vagttårnsselskabets såkaldte Kontaktudvalg til Hospitaler (KUH), at EPO ikke blot var et vidundermiddel, fnyste de altid hånligt af lægen og opførte sig som denne var en tredje klasses kvaksalver, der bare ikke havde formået at følge med i den seneste forskning, som viste, at de kunne bruge meget mere EPO end normalt accepteret, og hvis de bare brugte 50 gange (eller 5000% af) den dosering, sundhedsstyrelsens specialister havde givet tilladelse til, så ville jeg hoppe rundt, som var jeg født på ny, på ingen tid.

På grund af sværhedsgraden af min tilstand havde vi for længst passeret det punkt, hvor anden behandling end operation kunne komme på tale. Men på grund af det ekstreme pres på afdelingens samlede lægestand – især fra min far – accepterede de at gennemføre et eksperiment med EPO i et forsøg på at øge mit hæmoglobinniveau (antallet af røde blod- legemer) forud for den uundgåelige operation, for i det mindste at mindske risikoen for at jeg døde af mit blodtab. De ville give mig 4 uger til at lade EPO-behandlingen få en chance for at hæve min blodprocent. De insisterede dog på to ufravigelige krav:

  1. Uanset om EPO-behandlingen havde haft den håbede effekt om 4 uger eller ej skulle operationen påbegyndes, da lav blodprocent ikke var den eneste komplikation ved min sygdom. Selve tarmen blev også mere og mere skrøbelig og med faren for at den ville perforeres kunne man ikke udskyde operationen meget længere.
  2. De fastlagde også en minimal blodprocent lægerne kunne acceptere førend de ville iværksætte en akut operation – uanset om der var gået 4 uger eller ej – da den blodprocent jeg på det pågældende tidspunkt var nede på, allerede havde gjort den forestående operation yderst risikabel.

Desuden insisterede lægerne på, at de kunne opstarte en sideløbende behandling med Solu-Medrol (et kortisonpræparat der gives som drop direkte i en blodåre), da det forhåbentlig kunne afstedkomme en midlertidig opheling af vævet i mine tarme og måske bidrage til at standse de indre blødninger en smule.

Som aftalt, så gjort. Jeg fik EPO hver dag i næsten en måned, og lige da vi tilsyneladende havde fået en gensidig aftale i stand, faldt det pludselig min far ind at klage over et af de andre lægemidler jeg fik. Jeg var ustyrligt flov.

Behandlingen med den ønskede EPO har en ikke ubetydelig bivirkning i form af en stærkt øget risiko for blodpropper, og derfor havde man rutinemæssigt – præcis som man bør – igangsat en behandling med en mild blodfortynder. Det fandt min far ud af under hans daglige granskning af min journal, og han insisterede på, at de straks stoppede denne behandling fordi han var sikker på, at det blot ville øge risikoen for at jeg forblødte under operationen. Han mente at det var udtryk for ”ren amatørisme”, at man havde igangsat denne behandling.

Lægerne måtte forklare min far, at det var den eneste fremgangsmåde, hvorunder de ville acceptere at jeg blev behandlet med så ekstreme mængder af EPO, og det kunne vi acceptere eller lade være. Valget stod altså mellem en fortsat behandling med blodfortyndende medicin eller et omgående ophør med EPO-behandlingen. De forklarede også min far, at de ville stoppe den blodfortyndende behandling flere dage før min operation, og da det desuden så ud som om EPO-behandlingen rent faktisk var begyndt at virke en smule som ønsket, havde de sænket graden af akut-status på min operation, så de sagde, at de ville have tid nok til at reagere og afbryde blodfortynderen, før operationen blev igangsat. Desuden havde de medicin, som kunne modvirke blodfortynderen (en såkaldt koagulationsfaktor), så hvis en pludselig operation endelig skulle blive nødvendig, var der måder at håndtere også denne situation på. Så min far måtte acceptere og vi kunne fortsætte behandlingen.

Erythropoietin (EPO)

Endelig var jeg gennem de fire ugers EPO-behandling, og de kom for at tage en blodprøve for at teste, hvor meget EPO havde hjulpet. De havde udelukkende lavet små dråbeprøver med prik i finger eller øre (som når man måler blodsukker) under behandlingen, for at spare så meget af mit blod som muligt forud for operationen – i øvrigt også efter krav fra min far. Men nu var de ganske enkelt nødt til at kende mit hæmoglobin-niveau mere præcist forud for den forestående operation – og igen gav min far sig til at protestere. Denne gang var han imod blodprøven, fordi den jo i grunden var aldeles uinteressant, fordi jeg jo ikke skulle have nogen Blodtransfusion alligevel, så uanset hvad mit Hæmoglobin-niveau var, ville resultatet jo være det samme. Desuden udtrykte han stor utilfredshed med den måde, hvorpå man tog blodprøven. Han ville have dem til at lave såkaldte mikroprøver i stedet for en prøve i konventionelle reagensglas, men igen måtte de belære min far om, at mikroprøver (i det mindste dengang tilbage i 1989) ikke var tilstrækkeligt pålidelige, og de skulle kunne stole på laboratorieresultaterne.

Og da de fortalte ham, hvorfor de fandt det nødvendigt at kende min blodprocent før operationen, selvom jeg havde sagt nej til en Blodtransfusion, blev min far fuldstændig gasblå i ansigtet.

De forklarede nemlig, at de altid forbeholdt sig retten til at spørge vedkommende igen en sidste gang når de er alene med patienten på operationsstuen så de ved hvad de skal gøre, hvis de f.eks. oplever komplikationer under operationen. I sådanne tilfælde, ville de også – hvis det var muligt – vække mig kortvarigt af narkosen og lade mig træffe en endelig beslutning, såfremt situationen blev tiltagende kritisk for at lade dem vide om jeg ønskede at de skulle stoppe nu og lade mig bløde ihjel eller om de alligevel skulle starte transfusion med donorblod og fortsætte operationen. De fortæller også ved samme lejlighed, at der faktisk har været tidligere situationer hvor de ved operationens indledning hvor de åbner op til det syge stykke tarm, opdager at patientens situation viste sig at være meget værre end de havde kunnet konkludere med røntgenbilleder og scanninger. I sådanne tilfælde ville man vække mig midlertidigt før man fortsætter, for at spørge, om jeg vil ændre standpunkt, nu hvor det har vist sig at risikoen for at dø uden blodtransfusion pludselig var langt højere end tidligere antaget. Det var ganske enkelt rutine, fordi det, som lægen forklarede, langt fra var første gang at patienter der var Jehovas Vidner, rent faktisk havde fraveget deres standpunkt i en sådan situation eller sommetider endda allerede i det øjeblik hvor de blev alene med personalet på operationsstuen, lige inden de skulle bedøves. Min far grinede hysterisk i et sekund hvorefter han fnyste af lægens forslag, som om den tanke at noget Jehovas Vidne kunne finde på at skifte mening når de stod ansigt til ansigt med døden, var ham komplet latterlig og helt utænkelig.

Endelig, efter ca. en times tid, kom resultaterne fra min blodprøve tilbage, og de kunne fortælle mig, at jeg, i løbet af de fire ugers intensive terapi med Erythropoietin (EPO), faktisk havde opnået en lille stigning i min blodprocent fra omkring 4 til omkring 5,3 (hvilket dog stadig er ekstremt lavt, ikke mindst med tanke på den forestående operation). Dette fik min far til at triumfere som om han havde vundet en konkurrence, og han sagde: “Kan I se hvad jeg sagde? Jeg vidste, at EPO ville være lige, hvad der skulle til”. Lægen var ganske enig i, at blodniveauet var bedre nu, men vi havde stadig til gode at se, om den øgede ventetid på fire uger før min operation havde været skadelig for min tarmtilstand. Det ville først blive afsløret i det øjeblik, de åbner op til mine tarm og visuelt inspicerede hver tomme af den. (Min far vente sig mod mig og sagde: “Ja, det er han jo nødt til at sige for ikke helt at tabe ansigt.”). Min far syntes nærmest at være skuffet, da lægerne også udtrykte glæde og tilfredshed med min øgede blodprocent, næsten som om han forventede at de ville blive irriterede over at min blodprocent havde stabiliseret sig på et højere niveau, der mindskede risikoen for et livstruende blodtab. Det virkede som om min far så det som en konkurrence om at få ret – som om lægerne slet ikke i sidste ende kæmpede for det samme overordnede mål: Min overlevelse efterfulgt af en fuld remission. Alle lægerne var selvfølgelig meget glade, når der skete noget positivt, men den slags logiske argumenter syntes at være spildt på min far i daværende øjeblik.

Hvad jeg endnu ikke vidste var, at min fars adfærd slet ikke havde toppet endnu. Han skulle formå at overgå sig selv med flere længder senere den dag, sent på aftenen.

Da det var ved at blive aften og jeg var ved at blive klar til natten, kom anæstesilægen, som skulle håndtere min bedøvelse i forbindelse med operationen næste morgen, forbi min stue for at holde den endelige obligatoriske samtale med mig. Mine forældre var stadig med mig på mit værelse (jeg havde et enkeltsengs-værelse, så der var ingen besøgstid på denne del af hospitalet). Det var blevet ret sent, og ca. kl. 22:30 om aftenen fik min far pludselig en idé.

”Få fat på en Cell-Saver”

Brugen af en såkaldt cell-saver var en ret ny opfindelse, og brugen af cell-saveren på Jehovas Vidne-patienter var lige begyndt i USA. En cell-saver var ekstremt dyr, og på daværende tidspunkt havde Aarhus Amt kun én i hele amtet, og den var placeret på et andet hospital, der havde langt mere brug for apparatet, fordi de udførte ortopædkirurgi som ofte medfører store blodtab (det var derfor den ortopædkirurgiske afdeling, der var de primære brugere af denne maskine), og de var placeret på et andet hospital i byen, så det var her, man havde besluttet at placere Jyllands første cell-saver. Alt dette vidste vi allerede, fordi min far naturligvis allerede dage forinden havde krævet at man gjorde brug af en cell-saver under min operation, og man havde allerede på det tidspunkt forklaret situationen for ham og i spøg havde den adspurgte læge tilføjet, at hvis min far dog var villig til at donere en cell-saver til hospitalet ville de tage imod den med kyshånd, fordi de havde et stort ønske om også at have et tilsvarende apparat på deres hospital, men det var desværre blevet udskudt på budgettet for indeværende regnskabsår, da prisen på en cell-saver var på ca. 2 millioner kr. Så foreløbig havde man altså kun én cell-saver i amtet, og den var i brug på et andet hospital.

Men klokken 22.30 fik min far pludselig en idé.

Så han bad den vagthavende aftensygeplejerske om at ringe til professoren, der skulle operere mig næste morgen. Hun nægtede selvfølgelig pure at vække ham nu og fortalte min far, at chefkirurgens højre hånd – som var på vagt lige nu – var fuldt ud kompetent til at svare på alle spørgsmål. Så man tilkaldte ham. Han var netop i gang med at operere på en akut indlagt patient, men han ville komme lige efter. En halv time senere kom han og spurgte, hvad vores spørgsmål var.

Cell-Saver i brug under operation

Min far havde fået den strålende idé, at de simpelthen flyttede cell-saveren  fra Kommunehospitalet til Amtssygehuset (hvor jeg skulle opereres), så den ville være klar til operationen i morgen tidlig. Den vagthavende kirurg troede ikke sine egne ører, så hans så bare på min far i vantro, mens han tøvede med at svare på anmodningen. Min far troede på den anden side, at lægen ikke havde hørt eller forstået hvad der var blevet sagt, så min far gentog sin anmodning til kirurgen. Nu begyndte den vagthavende kirurg at indse hvad det var min far havde tilkaldt ham for at foreslå. Herefter forklarede han, at:

  1. Cell-saveren var reserveret flere uger frem, så de kunne ikke bare kræve, at den blev flyttet til et andet hospital.
  2. En cell-saver var ikke bare et lille apparat ligesom en bærbar computer, som man bare lige kan bare flytte.
  3. Endelig havde kirurgerne på dette hospital ikke modtaget nogen formel træning i brugen af denne særlige cell-saver, hvilket var noget fabrikanten normalt gjorde, og kun kirurgerne på hospitalet hvor det blev besluttet at bruge deres første cell-saver havde fået den formelle træning.

Min far var imidlertid ikke klar til at give op, så han foreslog, at de så i stedet flyttede hele proceduren til det andet hospital, da det andet hospital ville have en kirurg eller anæstesiolog parat, som kunne hjælpe med brugen af cell-saveren. Kirurgen måtte trække på al sin tålmodighed, da han forsøgte at forklare min far, at de ikke ligefrem brugte penge på at betale for ekstra anæstesiologer, der lige sad i cafeteriet og ventede på at noget ekstraordinært skulle ske, så han ville gerne vide hvis min far havde en ide om, hvor de skulle finde denne ekstra læge om morgenen, som ikke allerede havde en skemalagt operation på hvert eneste af hospitalets operationsstuer.

Min far følte sig modarbejdet og tog svaret fra kirurgen som et tegn på uvilje fra lægens side. Så min far insinuerede, at den vagthavende kirurg kun nægtede at gøre noget, fordi han ikke var den øverste myndighed i denne afdeling, og han forlangte at tale med professoren i stedet. Først nægtede kirurgen at ringe og vække professoren i privaten nu, hvor det var omkring midnat, da hans tilstedeværelse ikke var påkrævet til en beslutning om liv og død. Min far indvendte derimod, at der så afgjort var tale om en afgørelse om liv eller død.

Udmattet efter mange timers operation, sukkede den vagthavende kirurg pludselig og sagde “Vent et sekund” og forlod lokalet. 10 minutter senere kom han tilbage i stuen, og til vores store overraskelse sagde han: “Professoren er på vej”. Så sagde han intet mere, vendte sig om og gik ud af døren. Min far så selvfølgelig dette som et godt tegn – som at noget var ved at gå hans vej.

Det var det ikke!

20 minutter over midnat, ankom professoren, der skulle operere mig næste morgen, til sygehuset fra hans private hjem. Det var en underlig oplevelse pludselig at se ham uden hverken hans hvide kittel eller stetoskopet, som han brugte under stuegang eller – som jeg oftest så ham – iført grøn operationsdragt og hvide træsko, fordi han havde travlt med de mest komplicerede tilfælde dagen lang. Min far tog en dyb vejrtrækning, fordi han nu ville forklare sin geniale idé til professoren. Professoren holdt hånden op, smilede så og satte fingeren over sine læber for at signalere til min far at han skulle tie stille. Han trak en stol fra et bord i sengestuen og satte den ned foran min fars stol og signalerede med en indbydende håndbevægelse, at han inviterede min far til at sidde ned overfor professoren. Min far satte sig langsomt i stolen med front mod professoren, som nu endelig havde besluttet sig for at trække en streg i sandet.

Professoren kiggede min far dybt i øjnene og sagde: “Det er hér jeg trækker linjen. Jeg har foretaget disse operationer i mere end 30 år nu. Jeg er professor ved universitetet, og du befinder dig lige nu i det fineste hospital i landet for disse specifikke procedure, ja faktisk det bedste hospital i Europa for denne type af operationer. Mennesker kommer fra hele verden for at blive opereret af mig og af mit team. Jeg rejser hele verden rundt og underviser i de metoder, jeg og mit team har udviklet her på dette hospital. Jeg har foretaget tusinder af disse operationer og adskillige Jehovas Vidner har været blandt mine patienter, og de har altid været meget tilfredse med den behandling, de har modtaget her, og jeg har altid holdt mit løfte overfor Jehovas Vidner, når de har insisteret på at blive opereret uden brug af blod. Jeg har allerede indvilliget i at operere Beninu uden brug af blod. Når Jehovas Vidner kommer for at blive opereret her på afdelingen har det altid været mig der opererede dem, så jeg har specialiseret mig i tilfælde af mennesker, der af personlige grunde vil have gjort dette uden det sikkerhedsnet det er at have blod klar til brug under operationen. Jeg har også lovet, at jeg vil respektere Beninus ønsker, selvom jeg har en svag formodning om, at han ikke er alene om at træffe sit valg. Men han har givet mig en underskrevet erklæring om, at han forstår konsekvenserne af sit valg, og hospitalets advokater ser dette som en gyldig erklæring om et samvittighedsfuldt valg foretaget af en informeret ung voksen. “

Min far indåndede som om han var ved at svare, men lægen holdt fingeren foran ham for at signalere til min far, at han ikke var færdig. Og færdig – dét var han langtfra!

Professoren fortsatte: “Imorgen var faktisk min fridag, men jeg har personligt besluttet, at jeg selv ville foretage operationen for yderligere at minimere risikoen for blodtab – præcis som jeg altid har gjort for Jehovas Vidner – selvom det område, der skal opereres i Beninus tilfælde ikke er placeret i et særlig højrisikoområde i maven hvor der er mange blodkar, men jeg ønskede at give Beninu de optimale chancer alligevel. Hans hæmoglobinniveau er stadig ekstremt lavt, og hvis han ikke opereres nu, vil han dø, så vi har ganske enkelt ikke tid til flere eksotiske forsøg! Uret tikker! Vi har allerede ventet fire uger længere, end jeg var tryg ved at vente – og sandsynligvis skulle have ventet – fordi I ønskede at afprøve massiv EPO-behandling – noget vi gjorde helt gratis på trods af, hvor rasende dyrt det er at imødekomme disse trosfunderede krav – men nu er der intet mere vi kan gøre end at operere Beninu i morgen tidlig.”

Min far havde igen det udseende der afslørede at han skulle til at bryde ind, men professoren rejste sine øjenbryn bare en lille smule, mens han fortsatte: “Og jeg ved allerede, hvad dine næste anmodninger kommer til at være. Jeg har gjort det her hundredvis af gange før. Jeg har undersøgt alt det materiale, som Jehova-kirken har trykt, for at jeg efter bedste medicinske, moralske og personlige evner forstår dine ønsker, når det gælder medicinsk behandling, og ærligt talt – nogle af de medicinske oplysninger er enten forældede eller direkte usande, men det er uvæsentligt for mig, fordi jeg ikke ser dette som en medicinsk beslutning, men som et valg som alle voksne ved deres fulde fem får lov til at træffe, baseret på deres egne moralske, etiske eller religiøse værdier. For mig er det et etisk spørgsmål som alle de andre etiske spørgsmål, som patienter og læger står overfor hver dag, hvad enten det er behandling med blod, abort, organdonation osv., Og jeg er fuldt ud dedikeret til at respektere disse valg, uanset om jeg forstår dem eller ej. Men du insisterer på at tage det hele ét skridt videre og vil nu til at belære mig om, hvordan jeg kan gøre mit arbejde bedre, end jeg allerede gør, og fordi jeg allerede ved, hvor denne samtale bærer hen, kan jeg spare os begge to meget tid lige nu ved at sige følgende: ” …

Denne gang havde min far stoppet sine forsøg på at afbryde professoren og valgt bare at lytte.

Monokammer til Hyperbar Ilt-terapi (HBOT) af den type der bruges på kystnære hospitaler i Danmark

Professoren fortsatte: “Så snart jeg holder op med at tale, vil du spørge mig om muligheden for at benytte akut normovolemisk hemodilution, og årsagerne til, at dette ikke er et godt valg, når det drejer sig om operation på åbne tarme, turde være indlysende, men hvis det ikke er, så tag mit ord for det, for jeg vil ganske enkelt spilde for meget værdifuld tid, hvis jeg skal til at forklare hvorfor det er en dårlig idé. Så lad os blot konstatere, at jeg allerede har afvist denne mulighed. Derefter vil du begynde at foreslå brugen af HBOT (Hyperbaric Oxygen Therapy), som I princippet er at foreslå, at hele mit team skal arbejde og operere under meget forværrede forhold i et iltkammer i mere restriktive dragter end normale operationsdragter, og den øgede risiko ved dette overstiger langt de risici der forekommer i en konventionel operationsstue, hvor jeg har de optimale forhold til at udføre proceduren på en sikker måde. Desuden har denne by kun et monokammer, som er et lille akrylrør, hvor der kun er plads til patienten, og HBOT-faciliteterne er forbeholdt kysthospitaler, der primært anvendes til dyknings- og drukneulykker, og selvom Aarhus er en kystby er vi ikke det hospital der ligger nærmest kysten, så selvom vi havde et multikammer som kunne rumme både patient og personale, ville kammeret aldrig blive placeret på vores hospital. Så dét er også af bordet.”

Professoren havde tilsyneladende ramt plet i to ud af tre formodninger, men min far havde tilsyneladende en tredje mulighed som han ville foreslå, og denne gang så han igen ud som om han skulle til at sige noget, men professoren rejste sin stemme en smule og før min far kunne udtale en eneste stavelse, fortsatte professoren I hast: “Jeg har allerede forklaret dig, at jeg er helt overbevist om, at jeg kan foretage denne operation uden et blodtab af betydning, men hvis vi bliver ved med at udskyde operationen, trækker jeg denne erklæring tilbage og nægter at påtage mig risikoen! Det er nu allerede langt forbi midnat og Beninus operation er planlagt til i morgen klokken 8:00. Jeg er nødt til at gå hjem nu for at få lidt søvn for at være tilstrækkeligt udhvilet før denne operation – især fordi vi ikke har nogen plan B, hvis en arterie pludselig brister under indgrebet. Så det er på ingen måde i din eller Beninus bedste interesse at holde mig vågen og få mig kaldt tilbage til hospitalet for at diskutere dette igen og igen efter at jeg allerede var gået i seng. Nu går jeg hjem for at få den søvn jeg kan nå at få inden det bliver morgen. Godnat!”

Han sagde alt dette med stor ro og autoritet, og da han sagde godnat, stod professoren op, smilede og rakte sin hånd ud for at sige godnat til min far. Min far tog hånden og sagde: “Godnat, professor”, tydeligvis ikke vant til at blive den foredragte.

Ligesom min far var ved at åbne munden for at sige noget mere, kunne jeg se min mor tage fat i armen på min far for at standse ham, og med et smil til lægen sagde min mor: “Godnat, professor. Vi ved at De har været meget tålmodig med os. Vi har fuld tillid til Deres ekspertise. Vi beklager, at vi vækkede Dem. Tak for Deres venlighed og sov godt”. Heldigvis vidste min mor, at min far havde overskredet grænsen, og det var en af de meget sjældne omstændigheder, som jeg måske har oplevet 3 eller 4 af i hele mit liv, hvor min mor tog føringen, fordi hun kunne se, at min far helt havde mistet enhver situationsfornemmelse.

Her vil jeg gerne indskyde en kort kommentar til hele situationen. Når man betragter denne situation med den udenforståendes øjne, kan det være svært at sætte sig ind i hvor voldsomt et pres min far følte på sine skuldre. Hvis ikke det er gået op for alle der læser denne beretning endnu, så lad mig slå helt fast, at min far tydeligvis følte sig trængt helt op i en krog, og stod nu med ryggen helt op mod muren. Min fars sind kæmpede med et umuligt dilemma. Han var rædselsslagen ved tanken om at jeg kunne dø under en operation, og muligvis endda som følge af blodtab fordi man respekterede det fremsatte ønske om at undlade at bruge blod. Samtidig var det en kamp for min far at holde fast i hans religiøse overbevisning, fordi han på den anden side – hvis han gav efter for presset hvis jeg var ved at dø under operationen – måske risikerede at koste mig det evige liv (som han jo betragtede som en lige så virkelig realitet som tyngdekraften).

Det var denne logik min fars beslutningsproces var funderet i, og det ville være årtiets underdrivelse at kalde det et valg mellem pest eller kolera. I min fars sind udspillede der sig ét eneste skræmmende scenarie. Det var forestillingen om at lægen midt under operationen kommer løbende ud i venteområdet og fortæller at jeg er ved at forbløde ihjel og formentlig har 10 minutter at leve i, så hvis der skal træffes en anden beslutning, så er det nu. I den situation skulle min far – i den forskruede verdenslogik som han levede i – vælge mellem at sige farvel til mig lige dér på operationsgangen i håb om at Gud fandt mig tilstrækkelig værdig til at få en opstandelse i det kommende paradis, eller – alternativt – erkende at han ikke havde styrken til at stå fast, så det ubærlige pres ville få ham til at ende med at give tilladelse til en blodtransfusion, hvorefter han skulle leve med kronisk dårlig samvittighed sammen med frygten for at denne ”troløse” beslutning ville koste både mig og ham selv det evige liv i det paradis der jo var ”lige rundt om hjørnet”.

Når man forstår at det var dette umenneskelige dilemma han havde skabt for sig selv, giver det mere mening at han opførte sig så skingrende vanvittigt da han tilkaldte overlægen som allerede var gået i seng, sent om aftenen dagen før min operation.

Det var overflødigt at sige, at operationen næste morgen gik meget godt, og da lægen kom og besøgte mig på afdelingen under eftermiddagsstuegang, var mine forældre også til stede, og professoren nævnte aldrig vores konfrontation natten før. Han var en sand gentleman som altid og han forklarede med et venligt smil, at alt var gået meget godt, og at jeg ikke mistede noget blod af betydning i løbet af den 4 timer lange operation (ca. 200 ml forklarede han, hvilket i kirurgens terminologi er praktisk talt det samme som “intet” i løbet af fire timer med åben abdominal kirurgi). Han forklarede også for os, at de fire ugers ventetid rent faktisk havde haft en meget uventet positiv effekt. Mens jeg fik EPO til at øge mit HgB-niveau, havde den massive kortisonbehandling, der blev givet i samme periode, reduceret noget af betændelsen i min tarm væsentligt. Der var stadig ingen tvivl om, at jeg havde brug for operationen, og de havde stadig fundet det nødvendigt at fjerne ca. 1,5 meter tyndtarm og ca. 30 cm af tyktarmen. Men før operationen havde de forberedt mig på, at jeg nok ville vågne op med en ileostomi, som jeg ville skulle leve med enten permanent eller i det mindste i 2-3 år, før man kunne forsøge at sammensætte tynd- og tyktarm igen, men under operationen fandt de ud af, at den del af tarmene, der skulle have været fjernet og genanvendt til en ileostomi, viste en sådan bemærkelsesværdig forbedring, at professoren valgte, ikke at ikke fjerne denne del, og han genopkoblede min normale tarmprogression, fordi han var sikker at med det andet syge væv bortopereret, så ville dette meget lidt berørte væv helbrede sig selv efter et par måneder (hvilket det gjorde). Han var en ægte gentleman, og han tøvede ikke om et sekund med at sige, at de fire ugers udsættelse, som han havde advaret imod, havde haft denne uforudsete positive bivirkning. Han var bare lykkelig over at alt havde endt til mit bedste, og jeg ved, at hans indstilling stadig var, at vi ikke skulle have ventet, da det var en unødvendig risiko, fordi – som han sagde – “en ileostomi er stadig er et bedre alternativ end døden”, så efter hans mening løb vi stadig en unødvendig risiko, men hvis jeg var glad var han også glad.

Vi takkede ham alle for hans hjælp, høflighed og tålmodighed. Da han havde forladt afdelingen, kunne min far ikke længere styre sig, og ganske tro mod sin karakter, ønskede han naturligvis det sidste ord, selvom han dog havde lært ikke at forsøge at få det under professorens tilstedeværelse, så da han var sikker på at professoren var uden for hørevidde, sagde han: “Kan du se, hvad jeg sagde – det var en god ting, vi ventede de ekstra fire uger!”

Det var som om han var fuldstændig uvidende om, at forbedringen på min tarm var en lille og heldig bivirkning og at min far i sin sidste rest af vanvid, fuldstændig overså, at valget af fire ugers behandling med EPO samtidig havde udgjort en stærkt forøget risiko for at min sygdom ville have udviklet sig endnu mere kritisk, mens vi ventede, hvilket stadig gjorde det til et dårligt valg.

“Ja, far. Du havde ret … “, sagde jeg,” du har altid ret. “

Epilog

Og her forlader vi fortiden og det hedengangne Aarhus Amtssygehus. Ved første øjekast kan ovenstående beretning måske forekomme at være en udstilling af min far. Men det er det ikke. Langtfra! Jeg boede hjemme i 15 år og havde næsten daglig kontakt med min far indtil jeg blev 19 og mine forældre blev indkaldt til Jehovas Vidners Afdelingskontor i Holbæk, og jeg kan forsikre alle om at ingen kunne ønske sig en kærligere og mere nærværende far end min.

Min far gjorde ikke de vanvittige ting der er beskrevet i ovenstående beretning fordi han ikke elskede mig. Tværtimod. Han gjorde dem fordi han troede at de ting han gjorde, var et udtryk for sand kærlighed, for han havde aldrig lært andet. Præcis som mig selv var min far også født ind i den vanvittige Vagttårns-kult. Han havde ingen andre referencepunkter, og havde aldrig givet sig selv chancen for at udfordre de dogmer og doktriner der fremholdes af den amerikanske kult fra New York.

Så når jeg fortæller ovenstående beretning, er det selvfølgelig både for at indvie mange af de mennesker der måske mest kendte min far i sin officielle kapacitet, i et lille nuanceret brudstykke af billedet af hvem min far også var. Men det er i lige så høj grad for at understrege, at kærligheden til min far ikke bliver mindre fordi han var offer for den skadelige manipulation som Vagttårns-kulten udsatte ham for. Jeg kan sagtens bidrage med en offentliggørelse af min viden om min fars handlinger, holdninger, udtalelser og helt igennem vanvittige verdenssyn der udsprang af at han fra den spæde barndom var blevet manipuleret og forført af den vanvittige Vagttårns-kult (som også for en periode havde held til at forføre mig), samtidig med at jeg stadig elsker min far nøjagtig lige så højt som jeg altid har gjort.

Og netop af denne grund ser jeg det ikke alene som min ret men også min pligt, at bidrage med denne viden som kan øge indblikket i skadevirkningerne af Vagttårns-kulten. Jeg kan ikke med god samvittighed sidde inde med viden om hvad mænd der den dag i dag sidder i tilsvarende poster som min far engang gjorde, er villige til at gøre for at presse læger til at tage unødvendige risici når Jehovas Vidner skal igennem risikable kirurgiske indgreb.

Disse mænd handler ikke som de gør fordi de er onde mennesker. De handler som de gør fordi en kult har manipuleret dem til at aflægge enhver sund skepsis og kritisk tænkning, fordi man har skabt et falsk dilemma som er nøjagtig det samme falske dilemma som dem der ikke mener de kan tillade sig at udtale sig kritisk om deres familie lider under. For den dysfunktionelle familierelations vedkommende lyder det falske dilemma:

”Hvis du elsker dine forældre, vil du aldrig sige noget dårligt om dem.”

Implicit heri ligger det falske dilemma, at du står overfor et ”enten-eller”-valg. Enten viser du at du elsker dine forældre ved aldrig at sige noget negativt om dem eller også afslører du negative sider af dine forældres karakter, hvilket viser at du ikke elsker dine forældre så højt som du selv påstår at du gør.

Det paradoksale er at det falske dilemma er gået i arv. For når min far kan finde på at vælge at gå i rette med læger der ønsker at give mig den bedste behandling, så er det jo ikke fordi min far ikke ønskede at jeg fik den bedste behandling. Min far var bare offer for nøjagtig samme falske dilemma – på to fronter. Den religiøse front og den familiære front.

På den religiøse front lyder det falske dilemma:

”Hvis du elsker Jehova og hans organisation og alt hvad Gud har gjort for dig, så vil du aldrig være kritisk overfor Guds organisation eller så tvivl om rigtigheden af det som Gud har åbenbaret gennem sin jordiske organisation.”

På den familiære front lyder det falske dilemma:

”Hvis du elsker din søn, så giver du ham den behandling som Jehova gennem sin organisation har anvist som den bedste behandling, fordi alt andet vil vise at du ikke vil din søn det bedste.”

Så hvis vi stadig lader det falske dilemma om at ærlighed om vores forældres fejl og vores kærlighed til dem er to modsatrettede størrelser, så viderefører vi i virkeligheden blot det samme falske dilemma som fik vores forældre til kritikløst at opdrage os på den måde som Vagttårns-sekten foreskrev som den eneste korrekte opdragelsesform. Vores forældre var nemlig også af den opfattelse at der var en direkte og modsatrettet forbindelse mellem graden af hvorvidt de opdrog os fuldstændig som foreskrevet i sektens litteratur, og graden af hvor meget de elskede os som børn. Forældre der ikke efterkom hvert et påbud om børneopdragelse som kom fra sektledelsen, blev ofte udskammet som forældre der ikke ønskede det bedste for sine børn, og som måske til syvende og sidst ville være være skyld i at deres børn gik glip af løftet om det evige liv.

Konklusion

Så når nogen der har forladt kulten formår at opretholde et godt forhold til deres forældre som stadig er aktive Jehovas Vidner, selvom sekten faktisk foreskriver en anden og mere kontant afbrydelse af kontakten til ”frafaldne” slægtninge, så må man nødvendigvis se dette som et positivt tegn på at der tilsyneladende stadig er forældre i sekten som heldigvis stadig formår at træffe deres egne personlige valg om hvorvidt de til punkt og prikke vil følge de udstukne regler om at afskære kontakten til deres børn. Og dét er aldrig negativt!

Og når nogen formår at hjælpe andre forhenværende kult-ofre ved at bidrage med det sandfærdige billede af hvor skadelig en kult Vagttårns-sekten er, ved offentligt at erkende hvor frygteligt et menneskesyn denne destruktive kult har formået at indprente i deres forældre, og hvor usympatiske nogle af vores forældres handlinger har været, fordi de har været ofre for den hjernevask som de fra barnsben er indoktrineret i, så betyder det ikke at vi elsker vores forældre mindre. De mennesker vi elsker allerhøjst, elsker vi ikke fordi de har givet os en materielt sikker opvækst hvor vi ikke har manglet noget. Kærligheden til vores forældre er betingelsesløs. Når vi siger: ”Jeg elsker min mor!” eller ”Jeg elsker min far!” så står det alene. Dette udsagn opfølges ikke af et ”men”, et ”undtagen”, et ”med mindre”, eller andre kvalificerende udsagn. De mennesker vi elsker allerhøjst elsker vi ikke ”fordi”.

De mennesker vi elsker allerhøjst, elsker vi — på trods!


Anbefalet læsning: Hvem tror på noget så tåbeligt? – JV•Info


Fodnoter

1. Det kan være at det er lykkedes for et forhenværende medlem af glide ud uden at blive offer for den umenneskelige udstødelsespolitik, hvorfor det har været nemmere for den stadigt troende familie at opretholde kontakten uden risiko for repressalier fra menigheden.
2. Analogt (men ikke identisk) med dette så jeg på et tidspunkt i en af grupperne for tidligere Jehovas Vidner på de sociale medier en person som gav udtryk for, at han ikke havde noget personligt imod de enkelte Jehovas Vidner, men i højere grad rettede sit mishag mod Vagttårnsselskabet og sektens ledelse, hvortil et andet gruppemedlem straks replicerede: ”Hvis du ikke har noget imod Jehovas Vidner, hvad i alverden laver du så her i gruppen?”.
3. Hvis nogen er i tvivl om hvorvidt intelligens spiller en rolle for hvorvidt man kan forføres af en dommedagskult, skal jeg henvise til min føljeton ”Hvem tror på noget så tåbeligt?” som kan findes i artikeloversigten på JVinfo•NU.

Skriv et svar