LEK•SI•KON

Denne side indeholder et leksikon med begreber der ofte høres i forbindelse med Jehovas Vidner, og som de fleste ikke kender betydningen af — i det mindste ikke den præcise betydning — med mindre man selv er eller er nært beslægtet med en der er eller har været medlem af Jehovas Vidner. Desuden indeholder leksikonet en række almindelige begreber som de fleste danskere har et afslappet forhold til, men som hos Jehovas Vidner enten får en anden betydning eller også er det begreber som Jehovas Vidner har en ekstremt konservativ holdning til. Endelig vil du i leksikonet finde ord som i normalt sprog har en anden betydning end den som ordene har fået i sekt-kontekst. Et eksempel kunne være verden som blandt Jehovas Vidner er et underforstået udtryk der dækker over “Satans verden“ (s.d.)
Hvis nogle af begreberne i dette leksikon er behandlet i indlæg, artikler eller andetsteds på siden, vil der også forekomme links til disse under opslagsordet.

---

Forkortelser anvendt i dette leksikon
(og af Vagttårnsselskabet og dets religiøse front Jehovas Vidner)

Forkortelse	Betydning
DSR (el. SR)	Det Styrende Råd (s.o. MSR)
KUH	Kontaktudvalg til Hospitaler
HIS	Hospital Informations-service (Engelsk: Hospital Information Services)
JV	Jehovas VIdner (Religiøs sket der i Danmark er under tæt administrativ kontrol af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ApS)
MSR	Medlem af Det Styrende Råd
NVO	Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter
NWT	New World Translation of The Holy Scriptures (s.o. NVO)
VO	Vågn Op! (Tidsskrift der i Danmark udgives af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab)
VT	Vagttårnet (Tidsskrift der i Danmark udgives af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab)
VTBTS	Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ApS (s.o. VTS)
VTS	Vagttårnsselskabet (Den daglige omtale af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ApS, både blandt aktive og forhenværende medlemmer af sekten) (s.o. VTBTS)

---

A B C D E F G H I J K L M N O
P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å #

---

M – O

M

Max H. Larson (1915-2011)

Max H. Larson blev efter omstruktureringen af både Pennsylvania-selskabet og New York-selskabet indsat som formand for bestyrelsen for Watchtower Bible and Tract Society of New York Inc. Denne stilling bestred han til sin død i 2011.

Max H. Larson blev født i Montana i 1915 og hans forældre var troende Lutheranere. Max Larson blev døbt i 1938 af en af de tidligste grundlæggere af Vagttårnsselskabet, William van Amburgh. Max Larson blev straks efter sin dåb udnævnt som Pioner og kun ganske kort tid efter som specialpioner, inden han blev inviteret til at tilslutte sig betelfamilien i Brooklyn i 1939. i 1942 blev han leder af trykkeriet og begyndte at arbjede tæt sammen med selskabets nyudnævnte præsident Nathan Homer Knorr. Nathan Knorr tog næsten altid Max H Larson med på sine udlandsrejser hvorved de to udviklede et nært og fortroligt bånd.

Max H. Larson fortsatte med at lede trykkeriet indtil det lukkedes i 2004. Max H. Larson var en del af bestyrelsen for Watchtower Bible and Tract Society of New York, forud for sin udnævnelse som præsident i forbindelse med at Milton G. Henschel trådte tilbage i år 2000. (Se også Bestyrelse (Vagttårnsselskabets), Don Alden Adams, Det Styrende Råd).

Menighedsbogstudiet

Menighedsbogstudiet var en mødeform der afskaffedes fra og med 2016. Tidligere havde man på en hverdagsaften i løbet af ugen et kort møde af en times varighed hvor menigheden var delt op i små grupper af 12-15 personer som mødtes i private hjem som forskellige medlemmer af menigheden stillede til rådighed for dette møde. På disse møder studerede man som regel en af Vagttårnsselskabets bøger eller brochurer, og det fremgik af en kalender i publikationen “Rigets Tjeneste” (senere omdøbt til “Tjenesten for Riget”) hvilke paragraffer der skulle drøftes ved hver uges møde.

Menighedsbogstudiet var et af fem møder der blev holdt fordelt på tre ugentlige sammenkomster. Det var det eneste møde der blev holdt i private hjem, og forhenværende Jehovas Vidner og enkelte nuværende medlemmer mistænker at man afskaffede det sidste møde der var tilbage i private hjem, af samme grund som man for år tilbage forbød at flere af menighedens medlemmer studerede Vagttårnet sammen som en fælles forberedelse til mødet om søndagen. Man havde nemlig historisk set dårlige erfaringer med møder i små grupper hvor mange ofte blev hængende efter mødet til en hyggelig sludder som af og til kunne handle om spørgsmål til det pensum der var blevet drøftet den pågældende aften. Det havde flere gange resulteret i at grupper af Jehovas Vidner var begyndt at undre sig over uoverensstemmelser og selvmodsigelser i Vagttårnsselskabets lære, hvilket havde ført til frafald fra menigheden.

I dag har man reduceret antallet af sammenkomster til to, hvor den ene er et såkaldt “midtugemøde” (som samlet kaldes for Livet og Tjenesten som Kristne, s.d.) og det andet er en forkortet udgave af det tidligere 2 timer lange “Søndagsmøde”. Det tætteste man kommer på noget der minder om menighedsbogstudiet i vore dage er trejde del af det nye “midtugemøde” som er et underpunkt der har titlen “Vores liv som kristne” der bl.a. indeholder et indslag der kaldes “Menighedsbibelstudiet”, hvor man  har en drøftelse med spørgsmål hvor tilhørerne kan deltage ved håndsoprækning.

Afskaffelsen af Menighedsbogstudiet, må siges at være en historisk milepæl i sektens historie, da det var det sidste møde der var tilbage som kunne spores helt tilbage til den gruppe som Jehovas Vidner hævder at udspringe fra, nemlig Bibelstudenterne som grundlagdes af Charles Taze Russell (s.d.), og de møder som blev afholdt af Bibelstudenterne var netop små grupper af mænd og kvinder der forsamledes i private hjem for at drøfte passager fra Bibelen hvor alle kunne deltage og give deres egne kommentarer til stoffet. Det er så afgjort det møde der i højeste grad afspejlede Charles Taze Russells egen holdning til hvordan Bibelstudenterne skulle organiseres – eller rettere undlade at organiseres. Charles Taze Russell (s.d.) siger ganske interessant selv om etablering af en egentlig organisation at det er helt overflødig og noget man skal være på vagt overfor. (Watchtower, 15. sep 1895, s. 1866)

Se også: Organisation

midtugemødet

Se Livet og Tjenesten som Kristne (klik her for at springe direkte til artikel)

Milton George Henschel

Milton George Henschel (9. august 1920 – 22. marts 2003) var medlem af Det Styrende Råd (s.d.) og den femte præsident af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, som er Jehovas Vidners officielle kirkeorganisation. Han fulgte Frederick William Franz (s.d.) som præsident i 1992.

Milton Henschel blev født i Pomona, New Jersey. Hans far, Herman George Henschel, var en af stifterne af Vagttårnsselskabets bondegård på Staten Island. Familien flyttede til Brooklyn, New York i 1934. Milton blev i 1934 døbt som Jehovas Vidne og flyttede til betel i 1939. I 1956 giftede Henschel sig med Lucille Bennett, en af studenterne af den 14. klasse af Watchtower Bible School of Gilead, som havde missioneret i Venezuela.

Milton Henschel var som så mange andre præsidenter for Vagttårnsselskabet indsat i denne post til sin død. Han blev til gengæld den sidste præsident for Vagttårnsselskabet der fungerede under den gamle ordning hvor Vagttårnsselskabets præsident og Ordstyreren for Det Styrende Råd (s.d.) var én og samme person. Efter Milton Henschels præsidentskab ændredes Vagttårnsselskabets vedtægter så ingen af medlemmerne af Det Styrende Råd (s.d.) kan være bestyrelsesmedlemmer for sektens juridiske entiteter, dvs. Watchtower Bible and Tract Society of Pennsylvania, Watchtower Bible and Tract Society of New York eller Christian Congregation of Jehovah’s Witnessses. (Det samme gjaldt I.B.S.A. som dog er afviklet).

Henschel døde den 22. marts 2003 i en alder af 82 år.

Mindehøjtid

Mindehøjtiden (undertiden: “Herrens Aftensmåltid”) er den eneste højtid der fejres af Jehovas Vidner. Den finder sted én gang om året, og i på den dato hvor Jesus for sidste gang før sin død fejrede påskehøjtiden sammen med sine apostle (det som i den Kristne kirke kaldes den sidste nadver). Jehovas Vidner lægger meget stor vægt på at mindehøjtiden (næsten på klokkeslæt) fejres på nøjagtig samme tidspunkt. Tidspunktet for mindehøjtiden afgøres ud fra den Jødiske kalender som var i brug da Jesus og hans apostle (angiveligt) levede. Derfor fejres mindehøjtiden altid på den 14. dag i Nisan måned i den Jødiske månekalender. Dette har den praktiske betydning at Mindehøjtiden ikke fejres på den samme dato hvert år, men rent faktisk kan være forskudt med op til 4 uger, da der ikke er synkronisitet mellem den gregorianske og den jødiske kalender.

Man lægger endvidere stor vægt på det faktum, at døgnet i henhold til jødisk praksis ikke starter ved midnat men ved solnedgang (formelt antager de fleste Jødiske samfund at en ny dag starter på det tidspunkt der i det moderne universaldøgn er kl. 18.00). Det betyder i praksis at datoen rent faktisk indtil solnedgang stadig er den 13. Nisan, og at datoen først skifter til 14. Nisan efter solnedgang. Af samme grund indhenter Vagttårnsselskabet hvert år nøjagtig oplysning om præcis hvornår solen går ned på den dag hvor 14. Nisan starter kl. 18.00, da Mindehøjtiden ikke må starte før solen er gået ned. Disse klokkeslet indhentes for samtlige tidszoner i verden, da den ceremonielle del af mindehøjtiden først må startes når solen er under horisonten i netop det område hvor en menighed befinder sig. I praksis må man gerne starte på sammenkomsten i Rigssalen, og foredraget der fører op til den ceremonielle del må også gerne starte inden solnedgang, men selve ritualet (som beskrives herunder), må ikke sættes i gang før man har sikret at solen er gået ned. (I storbyer hvor mange menigheder deles om samme Rigssal, har man udnyttet dette faktum til at påbegynde det indledende foredrag før solnedgang, så ceremonien starter umiddelbart efter at solen er gået ned, for på den måde at sikre at flere menigheder kan holde mindehøjtid efter den første menighed, uden at højtideligheden slutter alt for sent på aftenen).

Den første registrerede Mindehøjtid blev afholdt af Bibelstudenterne i 1876, i Pittsburgh. I begyndelsen var det en festligholdelse for alle medlemmer af trossamfundet, som fandt sted ét sted, og alle der ønskede at deltage kom rejsende til begivenheden, indtil denne form blev upraktisk grundet det voksende medlemstal. Herefter holdt man Mindehøjtiden lokalt for de enkelte menigheder (Ecclesia), men det var ikke før 1938 at medlemmer der bekendte sig selv til “et jordisk håb” blev inviteret til at overvære Mindehøjtiden. (Denne “store skare” kaldet Jonadab-skaren, havde Rutherford for første gang omtalt på skrift i sin bog “Light” i 1930, men han havde allerede hentydet til denne skares eksistens i 1920 med foredraget “Millioner af Nulevende Mennesker skal Aldrig Dø!”).

Ritualet (Ceremonien)

Selve højtideligheden omfatter bøn, lovsang, foredrag og ritual. Efter en indledende sang og bøn holder en af menighedens ældste et foredrag som opridser den forståelse Jehovas Vidner har af såvel indstiftelsen af “Herrens Aftensmåltid”, som det håb om frelse som Jehovas Vidner tror knytter sig til den martyrdød som Jesus ifølge de evangeliske beretninger måtte lide den efterfølgende dag. (De synoptiske evangelier hævder at Jesus blev korsfæstet den efterfølgende dag, altså 15. Nisan, mens Johannes evangeliet foreskriver at Kristi korsfæstelse fandt sted på den 14. Nisan, så det eksakte tidspunkt er uklart.)

Efter foredraget (som varer ca. en halv time) er overstået indledes den rituelle del af ceremonien. Denne består i at en i forvejen udpeget ældste eller menighedstjener inviteres til podiet for at fremsige en kort takkebøn over brødet hvorefter det omdeles og tilbydes til menighedens medlemmer. Dette ritual gentages for vinen. Vinen skal være almindelig rødvin baseret på druer. Den må ikke være tilsat ekstra gær eller sukker eller gjort stærkere med supplerende alkohol, men skal være en almindelig druevin fremstillet efter traditionelle forskrifter for fremstilling af rødvin der har opnået sin alkoholstyrke gennem gæring uden forstærkning. (Dette resulterer formentlig stadig i en vin der adskiller sig markant fra den vin der blev brugt i det 1. århundrede til de usyrede brøds højtid, da gæringsprocessen i vin fra den tid formodes at have resulteret i vin der ikke havde en alkoholprocent der var højere end 4-5 %). Brødet skal ligeledes være fremstillet uden brug af surdej eller gær. Begge forskrifter er en måde hvorpå man symboliserer den ubesmittede renhed af Jesu blod og legeme.

Ceremonien afsluttes med sang, i henhold til eksemplet som det beskrives i beretningen om påskemåltidet som det holdtes af Jesus og Disciplene (Matthæus 26:30).

Særpræg

Jehovas Vidners Mindehøjtid kunne man ved første øjekast tro var en slags variant af det som man i de fleste kristne kirker kalder altergang hvor kirkens medlemmer vil kunne modtage nadver (eller eukarist i en katolsk kirke). En markant og væsentlig forskel er dog at Jehovas Vidner hverken tror på konsubstantiation (ligesom Protestanter) eller på transsubstantiation (ligesom Katolikker), idét Jehovas Vidner slet ikke tror på at symbolerne (det usyrede brød og vinen), undergår nogen form for forandring eller antager anden værdi end den symbolske, selv under selve den ceremonielle del af højtideligheden. Dette ses bl.a. af at vinen og brødet af Jehovas Vidner ikke betragtes som værende af nogen højtidelig betydning eller værdi når selve højtiden er ovre og såfremt nogen skulle ønske at få vinen med hjem for at nyde den om aftenen efter højtiden, så er det f.eks. helt acceptabelt, da Jehovas Vidner mener der helt fra start til slut er tale om helt almindelig rødvin der ikke har undergået nogen forandring. Jehovas Vidners “nadverforståelse” er at vin og brød udelukkende tjener som et symbol på hhv. Jesu blod og Jesu legeme. Af samme grund vil man i Jehovas Vidners egen bibeloversættelse (Ny Verden-Oversættelsen) bemærke den noget utraditionelle oversættelse af Matthæus 26:26 hvor man har oversat verset “Som de nu fortsatte med at spise tog Jesus et brød, og efter at have udtalt en velsignelse brækkede han det i stykker, og idet han gav det til disciplene sagde han: „Tag, spis. Dette betyder mit legeme.“, selvom Vagttårnsselskabet selv i deres egen studieudgave af Ny Verden-Oversættelsen har indsat en note hvor man indrømmer at dette er en tilsnigelse af hensyn til sektens tradition, da der faktisk ordret i originalteksten står “dette er mit legeme” og ikke “dette betyder mit legeme”. Man forstår dog udmærket incitamentet til at ændre ordlyden til “betyder”, når man tager afstand fra det gængse kristne standpunkt at vin og brød rent faktisk undergår en forandring, uanset om der så er tale om en forandring i overensstemmelse med den Luthersk/Protestantiske tradition (konsubstantiation) eller den Katolske tradition (transsubstantiation).

Hvis man har overværet altergang i kirken og for første gang overværer Jehovas Vidners Mindehøjtid, vil man bemærke det ganske særlige, at der formentlig ikke er en eneste af de tilstedeværende der rent faktisk tager imod nadveren (brødet og vinen). Alle vil som regel tage mod tallerkenen hvorpå brødet tilbydes og sende det videre. Den samme proces gentager sig når glasset med rødvin sendes rundt til alle tilstedeværende. Det skyldes at Jehovas Vidner tror at den pagt som Jesus (angiveligt) indgik med sine disciple påskenat, udelukkende var med dem som skulle være sammen med ham i himmelen efter opstandelsen. Da Jehovas Vidner tror at kun 144.000 har fået denne særlige kaldelse og at kun ganske få tusind nulevende mennesker er tilbage af denne særligt udvalgte skare af mennesker, så er mindehøjtiden faktisk slet ikke en højtid der er rettet mod alle de andre medlemmer af sekten. De er så at sige blot tilskuere, og da der er så få tilbage af dem der bekender sig til et himmelsk håb at der ikke engang er én i hver menighed, vil der kun uhyre sjældent være nogen til stede der tager del i nadveren (eller “symbolerne” som Jehovas Vidner foretrækker at kalde dem). Denne praksis har rent faktisk givet anledning til skarp kritik fra kristne autoriteter der ligefrem mener at denne skik er blasfemisk fordi den er en symbolsk afvisning af det sonoffer for alle syndere som blev tilvejebragt ved “Kristi udgydte blod”.

Jehovas Vidner opfatter ikke deltagelse i Mindehøjtiden som en betingelse for frelse, men man tilskynder ikke desto mindre stærkt medlemmerne til at gøre alt hvad der står i deres magt for at være til stede ved denne, for Jehovas Vidner, vigtigste højtid i året. Jehovas Vidner mener således ikke at begivenheden er forbundet med et mirakel, men ceremonien er en påmindelse om “den nye pagt” og om “Jesus genløsninsoffer”, og den gennemføres for at adlyde Jesus ord: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« (1. Korintherbrev 11:23-24)

Minusvækst

Minusvækst betyder generelt set negativ vækst på et bestemt område, f.eks. nedgang i økonomisk aktivitet, medlemsudvikling el.lign. I forbindelse med grupperinger som foreninger, klubber, kirker, trossamfund o.lign. betyder Minusvækst tilbagegang i medlemstal, hvilket i praksis betyder at antallet der forlader gruppen er større end antallet der tilslutter sig. Her skal man erindre at man i “forlader” ikke skelner mellem personer der aktivt forlader gruppen, eller som følge at død naturligt ophører med at være medlem af gruppen.

Nulvækst er et ord i samme kategori, der dækker over det at forblive på samme niveau på et givent område; I forbindelse med foreninger, kirker, grupperinger, er det udtryk for at grupperingen oplever stagnation – dvs. ikke kan fremvise nogen form for vækst i medlemstal.

Munkeløfte

Se Lydigheds- og Fattigdomsløfte (klik hed for at springe direkte til artikel)

---

N

Nathan Homer Knorr

Nathan Knorr var Vagttårnsselskabets tredje præsident efter Joseph F. Rutherford (s.d.).

Modsat Joseph Rutherford var Nathan Knorr ikke nogen stor taler og han havde ingen evner for at skrive bøger, endsige gøre sig som teologisk tænker. Men hans vicepræsident (Frederick Franz, s.d.) som senere overtog embedet som præsident, skrev i hele Knorrs præsidentperiode – med få undtagelser – stort set alle de bøger som blev udgivet i præsident Knorrs præsidentperiode. Påfaldende nok traf Nathan Knorr beslutning om at fokus fra tiden for hans indsættelse som præsident skulle fjernes fra personen og rettes mod budskabet, hvorfor man ophørte med den hidtidige praksis med at anføre hvem der var forfatter til den pågældende bog. Ingen der kendte lidt til organisationens struktur var dog det mindste i tvivl om at Frederick Franz (s.d.) – der også fungerede som sektens chefideolog og -teolog – var ophavsmanden til de mange bøger.

Nathan Knorr var til gengæld en meget dygtig organisator og satte meget af forkyndelsesarbejdet på skinner, ligesom han iværksatte adskillige initiativer der skulle effektivisere organisationen, herunder en række skoler der skulle gøre medlemmerne dygtigere til at forkynde sektens budskab for hele klodens befolkning. Nathan Knorr er bl.a. ansvarlig for oprettelsen af Bibelskolen Gilead (for medlemmer der udsendes til fremmede lande for at missionere), Den Teokratiske Skole (s.d.) (for alle forkyndere, så de kunne blive bedre talere og bedre til at udbrede budskabet i forkyndelsen) og Rigets Tjeneste Skole som var en skole der skulle dygtiggøre ældste til at varetage deres hverv i deres lokale menigheder.

Nathan Knorr havde ifølge personer i hans nærmeste omgangskreds en temmelig ringe bibelforståelse, og onde tunger vil hævde at ingen nogensinde har set Nathan Knorr banke på en eneste dør for at forkynde sektens budskab.

Ny Verden-Oversættelsen

Ny Verden-Oversættelsen og tidligere Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter er titlerne på en række danske bibeloversættelser udarbejdet af Jehovas Vidner. Der findes udgaver på 193 sprog med et samlet oplagstal på 238 millioner.

Denne bibeloversættelse blev for første gang udgivet i 1974 for Det Nye Testamentes vedkommende, og derefter i 1985 hvor det var den første privatoversættelse af hele Bibelen til dansk i 129 år. Oversættelsen blev lettere revideret i 1993. En revision i 2017 har derimod nærmest karakter af en nyoversættelse, da udgaven fra 1993 holder sig til en næsten ord-for-ord gengivelse, hvor 2017-udgaven lægger meget større vægt på et “nutidigt og letforståeligt sprog”. Den er udkommet i en række forskellige udgaver, bl.a. en lommeudgave, som en studieudgave i stort format med fodnoter, krydshenvisninger, bibelordbog samt en række tillæg med kommentarer til detaljer i oversættelsen. Desuden findes en række elektroniske udgaver som tekst og lydfiler, blandt andet som app og online på internettet.

Oversættelsen er også kendetegnet ved flere steder at afvige på væsentlige detaljer fra de mest udbredte bibeloversættelser, hvilket naturligt har mødt kritik fra andre kirkelige kredse. Jehovas Vidner mener at mange bibeloversættelser på visse punkter er unøjagtige og gennem århundreder er påvirket af kirkernes traditioner og trosbekendelser. De nævner især at man systematisk har skjult Guds navn, samt indflydelse fra en række kirkelige doktriner som Jehovas Vidner betragter som myter og løgne, især: sjælens udødelighed, læren om helvede og læren om treenigheden. Som et resultat af Jehovas Vidners Bibelstudium, oversættelsesarbejde og studium af disse kirkelige doktriners oprindelse har de forkastet dem, fordi de mener de er af hedensk oprindelse og ikke finder nogen støtte i en nøjagtigt oversat bibeltekst

Hvis man skal tro oversættelsens titelblad er oversættelsen udarbejdet af en anonym oversættelseskomité. Det er dog en anelse overdrevet at omtale de involverede som en oversættelseskomité, da hele den samlede oversættelse er én mands værk, nemlig manden der senere blev Vagttårnsselskabets fjerde præsident, Frederick Franz (s.d.). Se yderligere dokumentation for dette under opslagsordet Oversættelseskomite (Ny Verden-Oversættelsen) (s.d.) for at se relevant dokumentation for dette.

Til oversættelse af det gamle testamente benyttede Frederick Franz (s.d.) primært manuskripter fra den såkaldte Yahwistiske tradition med manuskripter der kan dateres til omkring år 900-1000 i modsætning til en Elohistiske tradition der har manuskripter der kan dateres tilbage til omkring år 850. Specialister i oversættelse af de Hebraiske Skrifter (populært kaldet “Det Gamle Testamente”, eller “Den Gamle Pagt/Aftale”), favoriserer ikke den ene frem for den anden, hvilket også ses af at senere oversættelser faktisk trækker på manuskripter af begge traditioner og skaber dermed en lang række “hybrid-oversættelser”.

For det Nye Testamentes vedkommende må man sige at bibelen i det store hele er baseret på Westcott og Horts oversættelse, hvilket den oversættelses-kyndige ved første øjekast ville finde besynderligt, da de – i særdeleshed Westcott – var kendt for offentligt at erklære at de ikke troede på Bibelens ufejlbarlighed. Men ved nærmere eftertanke kan man konstatere, at det blot gjorde det lettere for Frederick Franz (s.d.) at korrigere i Westcott og Horts oversættelse, hvor den er i strid med de steder hvor Vagttårnssektens doktriner om Jesus stilling i forhold til Gud accentuerer sig væsentligt fra både Luthersk og Romersk-Katolsk funderet kristentro, som f.eks. i spørgsmålet om Jesu guddommelighed.

I Ny Verden-Oversætttelsen har man i de hebraiske tekster (Det Gamle Testamente) valgt konsekvent at oversætte tetragrammet med hybridnavnet Jehova (på engelsk “Jehovah“) som er en sammensmeltning af konsonanterne i Elohim og Adonai med konsonaterne i det hebraiske tetragram יהוה (eller YHWH) 6979 gange. Det ser man også gjort omend i mindre omfang i andres oversættelser af den Hebraisk/Aramaiske del af Bibelen. Mere kontroversielt er de 237 gange man har taget sig den frihed også at indsætte navnet Jehova i Det Nye Testamente, selvom man intetsteds har fundet manuskripter der retfærdiggør denne metodik. Dette giver en samlet brug af navnet “Jehova” i 7216 gange i den samlede Ny Verden-Oversættelse. (I 1984-udgaven var dettte tal 7210 gange, mens det i 1961-udgaven var på 7199 gange, så man har altså løbende fundet flere og flere steder hvor man har retfærdiggjort indsættelsen af navnet “Jehova”, hvillket viser hvor stor vægt sekten lægger på denne accentuering fra andre kristne sekter).

Argumentationen for at indsætte navnet “Jehova” i det Nye Testamente uden manuskriptlige belæg herfor, er at man hævder at Jesus som en selvfølgelighed har benyttet Guds navn, selv steder hvor man tydeligt i meget tidlige græske manuskripter finder ordet “Kyrios” som slet og ret betyder “Herre”. Men også steder hvor man i græske manuskripter har fundet ordet “Theos” har man blot “gættet” på at der oprindeligt har stået et Tetragram, hvorved man har retfærdiggjort indsættelsen af navnet Jehova (Engelsk: “Jehovah”).

Den danske udgave af Ny Verden-Oversættelsen har ikke trukket på andre manuskripter end den engelske udgave kaldet “New World Translation” og der er således ikke gjort nogen indsats for at sammenholde den danske tekst med Hebraiske, Aramæiske, Græske eller endog gamle Latinske manuskripter. Her har man taget den engelske oversættelse for pålydende. Det samme gælder i øvrigt samtlige oversættelser af Ny Verden-Oversættelsen som er oversat til andre sprog end engelsk.

Oversættelsen har desuden været udsat for en del kritik fra andre hebraisk- og græsk-kyndige som hævder at oversættelsen – i særdeleshed af Det Nye Testamente – er en forudindtaget oversættelse, der favoriserer doktrin i stedet for ærlig oversættelse.

I en årrække hævdede man at den berømte professor i bibelsk græsk, Dr. Julius Mantey, havde lovprist oversættelsen og at han bakkede op om oversættelsens særegne måde at oversætte Johannes Evangeliet 1:1 på. Dette gav dog et voldsomt bagslag for sekten, som måtte lide den tort at Dr. Mantey offentligt i en dokumentarudsendelse bekendtgjorde at han aldrig nogensinde havde rost Ny Verden-Oversættelsen, og for at føje spot til skade omtalte han desuden Ny-Verden Oversættelsen som “en af de mest elendige bibeloversættelser han nogensinde havde set”, og at oversættelsen var uanvendelig fordi den var mere forudindtaget end nogen anden oversættelse han nogensinde havde set, fordi den udelukkende og helt utilsløret var produceret, for at bakke op om specifikke doktriner.” Dr. Mantey siger i samme interview: “Ingen anden oversættelse jeg nogensinde har set, ligger længere fra den originale Hebraiske og Græske originaltekst end disse bøger fra Vagttårnsselskabet.” (Han vil ikke engang bruge ordet “bibel” eller “bibeloversættelse” men kalder dem slet og ret “disse bøger fra Vagttårnsselskabet”. Endelig sender Dr. Julius Mantey et brev direkte til Vagttårnsselskabet hvori han forlanger at de i al fremtid afstår fra at benytte hans navn i en eneste af deres publikationer og han skriver endvidere, at en overtrædelse af dette forbud ville medføre de stærkest tænkelige juridiske konsekvenser for Vagttårnsselskabet.

---

O

Områdetilsynsmand

Områdetilsynsmanden (en funktion der nu er nedlagt i Danmark), står over kredstilsynsmændene (se ”Kredstilsynsmand”) og fører tilsyn med et helt område i landet. Et område omfatter adskillige kredse, og for Danmarks vedkommende var der indtil funktionen blev nedlagt to områder for hhv. Vestdanmark (Jylland og Fyn) og Østdanmark (Sjælland, Bornholm, Færøerne og Grønland). Områdetilsynsmanden er også ansvarlig for afholdelse af de store årlige områdestævner (s.d.). (Se mere om dette under ”Områdestævne”, s.d.)
(Se evt. også “Kredstilsynsmand”)

Områdestævne

Områdestævner er stævner der er væsentligt større end kredsstævner (s.d.) (se mere om disse under ”Kredsstævne”, s.d.) og de afholdes altid om sommeren da de ofte afholdes enten på et lejet stadion. I den årrække hvor Jehovas Vidner forsøgte sig med drift af deres egen udendørs stævneplads i Gødvad Bakker blev områdestævenerne dog afholdt på denne stævneplads, som nu er solgt til Silkeborg Kommune. Ved områdestævner er deltagerantallet alt fra 4000-8000 deltagere. I mange år blev de holdt på Aarhus Stadion inden Jehovas Vidner eablerede deres egen stævneplads i Gødvad bakker. Sidstnævnte lokalitet viste sig dog at være en alt for stor udgiftspost sammenholdt med det faktum at den kun blev brugt 5 uger om sommeren og ellers stod ubenyttet hen resten af året, hvorfor den i 2019 blev afhændet til Sikleborg Kommune (med en salgsklausul der gav Jehovas Vidner lov til at benytte pladsen til stævner de følgende 3 somre). Sjældne gange har man i Danmark holdt landsstævner eller internationale stævner med op til 25.000 deltagere.

Indtil 1975 kaldtes disse stævner for “Sektionssstævner”. Det første stævne i Danmark der kaldtes et “Områdestævne” blev afholdt i 1976 fordelt på i alt seks stævner – et i Esbjerg, et i Randers, to i Roskilde, samt et på Færøerne og et i Grønland.
(Se evt. også ”Områdetilsynsmand”).

Organisation

“Organisation” er et ord der høres og benyttes meget både i tale og på skrift blandt Jehovas Vidner. I flæng kan nævnes udtryk som “Jehovas Organisation”, “Guds Himmelske Organisation”, bogtitler som “Organiseret til at være ordets tjenere” og “Organiseret til at gøre Guds Vilje”, o.m.a. I bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, kan man på side 192 læse følgende:

Til trods for at Bibelen ikke nævner ordet “organisation” en eneste gang, kan man finde ordet hele 16.789 gange ved en søgning i Vagttårnsselskabets eget digitale online bibliotek. Og selvom ordet ingen plads har i hverken Det Gamle eller Det Nye Testamente, finder Vagttårnsselskabet ikke desto mindre “klare beviser” i en mængde bibelvers på at Gud altid har haft en organisation der ledte hans folk op gennem hele menneskehedens historie. Nogle få af de over 16.000 eksempler er:

Men Vagttårnsselskabets påstand om at Gud altid har haft en organisation til at lede sine trofaste tilbedere op gennem hele verdenshistorien, efterlader os unægteligt med spørgsmålet: “Hvis det er tilfældet, hvorfor skulle Charles Taze Russell så selv starte en ny organisation i stedet for blot at tilslutte sig den organisation som Gud allerede havde?“. Måske giver Charles Russell os selv svaret i et af de tidligste numre af bladet Zions Vagttaarn — Forkynder af Kristi Nærværelse, hvor han siger:

---

A B C D E F G H I J K L M N O
P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å #

---