LEK•SI•KON

Denne side indeholder et leksikon med begreber der ofte høres i forbindelse med Jehovas Vidner, og som de fleste ikke kender betydningen af — i det mindste ikke den præcise betydning — med mindre man selv er eller er nært beslægtet med en der er eller har været medlem af Jehovas Vidner. Desuden indeholder leksikonet en række almindelige begreber som de fleste danskere har et afslappet forhold til, men som hos Jehovas Vidner enten får en anden betydning eller også er det begreber som Jehovas Vidner har en ekstremt konservativ holdning til. Endelig vil du i leksikonet finde ord som i normalt sprog har en anden betydning end den som ordene har fået i sekt-kontekst. Et eksempel kunne være verden som blandt Jehovas Vidner er et underforstået udtryk der dækker over “Satans verden“ (s.d.)
Hvis nogle af begreberne i dette leksikon er behandlet i indlæg, artikler eller andetsteds på siden, vil der også forekomme links til disse under opslagsordet.

---

Forkortelser anvendt i dette leksikon
(og af Vagttårnsselskabet og dets religiøse front Jehovas Vidner)

 A   B   C   D   E   F   G   H   I   J   K   L   M   N   O 
 P   Q   R   S   T   U   V   W   X   Y   Z   Æ   Ø   Å   # 

---

J – R

Jean-Paul Sartre

Jean-Paul Charles Aymard Sartre (født 21. juni 1905, død 15. april 1980) var en fransk eksistentialist, eksistentiel filosof og forfatter. Sartre er sandsynligvis den bedst kendte eksponent for eksistentialismen (s.d.), men også grundlægger af den eksistentielle fænomenologi sammen med Merleau-Ponty og Heidegger. Han var både filosof og succesfuld forfatter af romaner og skuespil. De eksistentielle temaer blev ofte udforsket i hans fiktionsværker og i værker af Simone de Beauvoir, hans livslange ledsager.

Én af Sartres hovedidéer var, at mennesket er dømt til at være fri. “Dømt fordi han ikke har skabt sig selv – men er ikke desto mindre fri. Fordi han nu engang er hvirvlet ind i verden, er han ansvarlig for alt, hvad han gør“. “Mennesket er den eneste forfatter til sin egen opførsel“. “Mennesket har ikke en given menneskelig natur, men må skabe sin egen. Mennesket er ikke andet, end hvad han skaber sig selv til“.

Jehovas Vidner

Jehovas Vidner er et internationalt millenaristisk og restorationistisk trossamfund, hvis teologi og religiøse praksis på væsentlige punkter afviger fra de traditionelle katolske og protestantiske dogmer.

Almene kristne kirker anerkender ikke Jehovas Vidner som kristne, bl.a. fordi Jehovas Vidner afviser grundlærdomme i den traditionelle kristendom, som den treenige Gud, nadveren, sjælens udødelighed, m.fl.

Jehovas Vidners medlemstal er på verdensplan 8.686.980 (i 2022) (en lille nedgang på 1.172 medlemmer fra 8.695.808 i 2021) fordelt over 119.297 menigheder (en nedgang på 1.092 menigheder fra 120.387 i 2021).

Jehovas Vidner er den største af de grupper der udsprang fra Bibelstudenterne (s.d.) stiftet af Charles Taze Russell (s.d.), og i 1931 kommer det endelige skisma hvor man – for at vise at man er en selvstændig gruppe der adskiller sig fra de øvrige grupper af Bibelstudenter – antager navnet “Jehovas Vidner” (Officielt bekendtgjort på et stævne i New York af Vagttårnsselskabets daværende præsident, Joseph F Rutherford (s.d.), hvis tale senere blev genoptrykt i Vagttårnet (på dansk 1. december 1931). Dette skisma afstedkom også en yderligere fastslåelse af en tidligere henstilling til at de der tilhørte “Den Store Skare” skulle deltage i forkyndelsesarbejdet, ligesom det blev understreget at indsamlingen af “Den Lille Skare” var afsluttet. Dette gav anledning til stor opstandelse hos mange der betragtede det som naturligt at alle kristne arvede himmelsk opstandelse i overensstemmelse med den pagt Jesus indgik med alle sine disciple. Nu antydede tonen – i hvert fald i mange medlemmers ører – at der var to klasser af kristne som var en slags første- og andenrangs kristne.

Jehovas Vidners Verdensomspændende Orden af Særlige Heltidstjenere

Jehovas Vidner Verdensomspændende Orden af Særlige Heltidstjenere (herefter blot kaldet “Ordenen“) er en “klosterorden” (sommetider kaldet “munkeorden”), som sektledelsens juridiske afdeling har udtænkt fordi det understreger at der er tale om en “religiøs orden”, med alt hvad det indebærer af særlige juridiske privilegier i mange lande verden over.

Ordenen er først og fremmest oprettet fordi skattevæsenet i flere vestlige lande har haft svært ved at gennemskue regnskaberne for de nationale afdelingskontorer, men repræsentanter for f.eks. de danske skattemyndigheder, har været på kontrolbesøg på afdelingskontoret i Holbæk, og kunne i den forbindelse konstatere at beboerne på stedet også arbejder og som modydelse herfor modtager kost og logi uden beregning, ligsom de får udbetalt særlige tøjpenge to gange om året, kørselsgodtgørelse ved besøg i andre byer, m.m. Så de små lejligheder på Betel var altså i skattemæssig henseende at betragte som tjenesteboliger.

Grunden til denne forvirring var naturligvis at alle andre der arbejder for en virksomhed og har råderet over tjenestebolig og modtager fuld forplejning under ansættelsesforløbet, skal afregne en rimelig skat svarende til en skønsmæssig fastsat værdi af disse goder, ligesom mange i erhvervslivet beskattes af f.eks. firmabil, fri telefon, diæter, osv. Hvad skattevæsenet ikke kunne vide var, at “betelmedarbejdere” (som de blev kaldt) ikke var “medarbejdere” i gængs forstand, da de i princippet arbejdede gratis.

For det danske afdelingskontors vedkommende kunne den daværende landskoordinator ikke dy sig for at sende et meget spydigt brev tilbage til SKAT, hvori han påpegede at medarbejderne arbejdede vederlagsfrit og at man gav dem kost og logi da det var en forudsætning for at de ville forblive i live og kunne fortsætte deres gerning for trossamfundet. Men såfremt SKAT var villige til at modtage afregning i “naturalier”, skulle det danske afdelingskontor gerne fremsende en sending med tiloverblevne madrester, skrog fra fjerkræ, stilke fra tomater, og andet der kunne betragtes som en rimelig procentdel af de modtagne diæter, da det var det eneste “klostrets” beboere havde at bidrage med.

Man forklarede at man ganske vist gav medarbejderne et meget beskedent vederlag som var det samme uanset hvilken stilling man bestred, da der ikke var tale om egentlig løn, men fordi Jehovas Vidner ikke stiller et særligt krav til klosterbeboernes påklædning (som f.eks. munkekutter), så udleverer man ikke dragter til beboerne, men da man stadig stiller krav til de enkelte beboere om at de til enhver tid går ulasteligt klædt, har man i stedet valgt at overføre et tilsvarende beløb til de enkelte beboere, så de kan vælge tøj der harmonerer med deres personlige smag. På samme måde havde man undladt at diktere at medlemmerne skulle bruge et bestemt mærke af shampoo, tandpasta oog toiletpapir, hvorfor man også havde valgt i stedet at lade beboerne få pengene til dette i egne hænder, så de selv kunne anskaffe de foretrukne produkter.

Den daværende koordinator for Vagttårnssekten var – som det fremgår af ovenstående ikke uden humor – og det tjente sekten godt i den aktuelle sag, da de danske skattemyndigheder fra da af (2003) anerkendte at nogle Jehovas Vidner var medlemmer af den sålaldte “orden” af særlige heltidstjenere, og derfor ikke modtog løn som borgere i et normalt ansættelsesforhold.

Det er vigtigt at bemærke, at der er få lande hvor skattemyndighederne ikke anerkender en sådan pludselig opfindelse af en lignende “klosterorden”, og som derfor stadig mener at kost og logi er goder der skal beskattes af Jehovas Vidner, præcis som alle andre der nyder samme goder, uanset størrelsen på deres løn. Det betød i praksis at Jehovas Vidner i disse lande måte vælge mellem at give medarbejdere på de pågældende landes afdelingskontorer en mere rimelig hyre, så der rent faktisk også var penge til at betale skat af fri kost og logi, eller at nedlægge de pågældende landes afdelingskontorer.

Det seneste eksempel på dette så man da hverken Norge eller Sverige ville skattefritage Jehovas Vidner som medlemmmer af en særlig religiøs “kloster-orden”. I stedet for at tilpasse det vederlag man udbetalte til alle medlemmer af de pågældende landes “betelfamilier”, så medlemmerne kunne afregne med “Cæsar hvad der tilkommer cæsar”, nedlagde man ganske enklelt afdelingskontorerne i de pågældende lande og flyttede få nøglemedarbejdere fra Norge og Sverie til det danske afdelingskontor i Holbæk, og omdøbte herefter dette til Det Skandinaviske Afdelingskontor. Den officielle forklaring var “forenkling”, sådan som det ofte er når sektledelsen vil bruge et mere “spiseligt” ord for indskrænkende tiltag.

Jehovas Vidners Årbog

Jehovas Vidners Årbog er en bog der er udkom årligt i perioden fra 1922 til 2017 (begge inkl.) Det var en af de bøger som mange dedikerede Jehovas Vidner så frem til at modtage, da den udover de tørre fakta om årsrapporter fra alle verdens lande også indeholdt beretninger fra jordens fjerneste egne. Den fungerede sammen med de årlige landsstævner, internationale stævner og kredsstævner, som et af sektens absolut vigtigste midler til at skabe en meget direkte følelse af at tilhøre noget stort og verdensomspændende – en global åndelig familie.

Årbogen fokuserede som regel på nogle få lande hvorfra der blev fortalt beretninger fra forkyndere der havde haft spændende oplevelser i deres forkyndelsesarbejde. Hvert år udså man sig 2-3 lande der i særlig grad fik opmærksomhed. (2 gange har Danmark været genstand for særlig opmærksomhed i Jehovas Vidners Årbog, nemlig i Årbogen for 1957 hvor man rettede fokus på Danmark, Grønland og Færøerne og i 1993 hvor man rettede fokus mod Danmark, Honduras og Malaysia.)

De to andre vigtigste dele af årbogen var en “personlig” hilsen fra Jehovas Vidners Styrende Råd (s.d.) som man oftest fandt forrest i Årbogen udformet som “et brev til alle forkyndere af den gode nyhed”, og som det måske allervigtigste, en komplet rapport over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i det forgangne “tjenesteår” (s.d.), som indeholdt en optælling af mange forskellige tal fra hvert enkelt land, og en sammentælling af alle tallene nederst i rapporten, så alle medlemmer kunne få en klar fornemmelse af den “fremgang” sekten nød på verdensplan. I slutningen af 2010’erne begyndte væksten dog stille at aftage og man kunne ikke holde så gode statistikker som man hidtil havde kunnet brillere med, og “onde tunger” vil hævde at dette bl.a. er en af grundene til at man ikke længere udgiver Jehovas Vidners Årbog, da den henleder opmærksomheden på de ringere og ringere resultater sekten kan fremvise — især i “den vestlige verden”.

Jehovas Vidner fører meget nøje statistikker for deres resultater på en række områder, herunder timer anvendt på forkyndelse, antal afholdte bibelstudier, antal besøgte der bliver besøgt igen (såkaldte “genbesøg”), antal pionerer, antal hjælpepionerer (en slags pionerer der binder sig for kortere perioder og som skal nå lidt færre timer om måneden end pionerer), antal forkyndere, o.m.a. Disse statistikker føres på baggrund af de “tjenesterapporter” (s.d.) som alle aktive forkyndere i sekten indleverer hver måned, hvorpå de anfører præcis hvor mange timer de har brugt på at forkynde, hvor mange “genbesøg” (s.d.) de har haft, hvor mange blade, brochurer og bøger de har afsat til personer de har truffet i deres forkyndelse, hvor mange videofilm de har måttet spille fra en iPad for den besøgte, hvor mange forskellige mennesker de har holdt “bibelstudium” (s.d.) med, osv.

Jesse Michael Bering

Jesse Michael Bering er en amerikansk psykolog, forfatter og videnskabsteoretiker, som i dag som primært forskningsområde har Videnskabelig forskning i Religiøse Kognitioner.

Jesse Bering er ledende professor på institut for Videnskabelig Kommunikation på Otago universitet. Han er en regelmæssig bidragyder til det anerkendte tidsskrift Scientific American. Flere af hans mere kendte studier er også udgivet i populariserede udgaver i New York Magazine, The Guardian og The New Republic, og han har været hyppig gæst på BBC, NBC og flere andre TV- og radiostationer.

Bering begyndte sin karriere som professor på University of Arkansas. Han videreuddannede sig under in mentor Daniel J Povinelli hvor han fik sin Masters Degree. Herefter erhvervede han sig en PhD i Udviklingspsykologi og kort efter stifter han Institute of Cognition and Culture på Queens University i Belfast.

Jesse Bering er blevet kendt for dels at formidle videnskabelig forskning på en folkelig måde, men også at være fuldstændig uden berøringsangst over for emner der typisk er kontroversielle og som andre forskere går i en stor bue udenom. Det drejer sig især om forskning i seksualitet og religion. Han har blandt andet udgivet værket “Perv: The Sexual Deviant in All of Us“, hvori han argumentere for at seksuelle afvigelser alle bør vurderes objektivt og alene vurderes ud fra den skade de forvolder og ikke andre menneskers moralske mishag eller væmmelse.

Væsentlige bøger af Jesse Bering er bl.a.:

• The God Instinct: The Psychology of Souls Destiny and the meaning of life (W. W. Norton, 2011)
• Perv: The Sexual Devian in All of Us (Farrar, Strauss & Giroux, 2013)
• Suicidal: Why We Kill Ourselves (University of Chicago Press, 2018)

Jesse Bering er desuden partner i projektet “Explaining Religion”, som har hovedsæde på Oxford University.

Joseph Franklin Rutherford

Joseph Franklin Rutherford blev Vagttårnsselskabets anden præsident. Måden hvorpå det foregik er dog omgærdet med en del mystik, og det er almindelig anerkendt at det ikke var hans forgænger – og trossamfundets grundlæger Charles Taze Russells – ønske at Joseph Rutherford skulle efterfølge ham som præsident for Vagttårnsselskabet.

Ser man det religionens grundlægger nedfældede som sin sidste vilje udtrykte han temmelig tydeligt at han udpegede fire mænd som skulle udgøre en bestyrelse der skulle træffe alle afgørelser om lærespørgsmål ved konsensus. Rutherford figurerede ikke engang på denne liste. Under denne liste var en liste af suppleanter som kunne træde til såfremt helbred, dødsfald eller andet hindrede en af de fire førstnævnte personer i at udfylde pladsen som bestyrelsesmedlem. På denne liste over suppleanter forekom J. F. Rutherford helt nede på pladsen som nr. 3 ud af 4 mulige suppleanter. Så det var tydeligt at Rutherford ikke havde samme agtelse hos Russell som han havde selvagtelse.

Men fordi dødsfald jo aldrig er til at forudsige præcist, så kom grundlæggeren Charles Russells dødsfald også uventet, og det betød at den beskrevne bestyrelsesstruktur ganske vist var underskrevet af Russell selv i hans sidste vilje, men det var ikke ratificeret på en stiftende generalforsamling efter den nye struktur. Derfor lykkedes det Rutherford at skynde sig at søge juridisk bistand hvorved han blev klar over at den nye struktur ikke var formelt indstiftet endnu, til trods for at den var nedfældet i Russells testamente. Rutherford skyndte sig derfor at skaffe sig tilstrækkeligt med støtter til et valg der skulle gøre ham til enevældig præsident, hvorefter han indkaldte til en ekstraordinær generalforsamling hvor han gjorde opmærksom på at den nye struktur endnu ikke var godkendt, og at han i stedet stillede op som kandidat til præsidentembedet. Det var ikke mange af Rutherfords modstandere der havde fået invitationen til den ekstraordinære generalforsamling eller også var den udsendt med en sådan hast at de ikke kunne nå at deltage i mødet. Og da Rutherford allerede inden mødet havde sikret sig et flertal blev det en smal sag for ham at blive den konstituerede præsident frem til næste ordinære generalforsamling. Men allerede i hans tid som konstitueret præsident når Rutherford at ændre på selskabets vedtægter hvorved alle afgørelser suverænt træffes af selskabets præsident, hvilket en ny afstemning blandt Rutherfords støtter igen går glat igennem.

Joseph Rutherford voksede op som baptist på en lille bondegård. Da han blev 16 år gammel, blev han interesseret i jura. Han lånte penge så han kunne studere. Efter at have fuldført sin akademiske uddannelse modtog han yderligere to års oplæring under dommer E. L. Edwards. For at kunne betale sine studier gik Rutherford fra hus til hus og solgte leksika. Da han var 20 blev han officiel protokolfører i retten for fjortende retskreds i Missouri. Den 5. maj 1892 fik han sin tilladelse til at praktisere i Missouri. Senere arbejdede han i fire år som offentlig anklager i Boonville i Missouri, og derefter virkede han nu og da som dommer i særlige sager i Missouris ottende retskreds. Det var derfor han blev kendt som „dommer Rutherford“.

Fordi Rutherford lavede organisatoriske ændringer og ændrede en lang række lærepunkter, opstod der splittelse i sekten. Nogle dannede nye Bibelstudiegrupper hvoraf de mest kendte er Russelliter. Mange af de organisatoriske ændringer og ændringer i deres lære er stadig i brug af Jehovas Vidner i dag. Det var Rutherfords idé at kaldte organisationen for et teokrati (s.d.) og Rutherford var også ophavsmand til navneændringen fra Bibelstudenterne (s.d.) til Jehovas Vidner (s.d.).

Joseph Smith, Jr.

Joseph Smith, jr. (født 23. december 1805 i Sharon, Vermont, død 27. juni i Carthage, Illinois 1844) var en religiøs leder, frimurer og grundlægger af mormonismen, hvoraf de største fraktioner er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (s.d.), (ca. 17.000.000 medlemmer), Kristi Samfund (ca. 250.000 medlemmer), Kristi Kirke med Elias’ budskab (ca. 13.000 medlemmer) og Jesu Kristi Kirke (Bickertonitter) (12.000 medlemmer). Alle mormoner anser ham som profet og grundlægger af Guds sande kirke.

Joseph Smith var en væsentlig religiøs inspirator, og har den dag i dag en enorm stor religiøs betydning for alle kirkelige retninger indenfor de mormonske samfund.

Alle kirkesamfund indenfor mormonismen anser deres respektive kirke som værende den sande kirke, som Joseph Smith grundlagde. På grund af Joseph Smiths guddommelige opgave som genopretter af Jesus urkirke, anså Jospeh Smith alle andre kirker som menneskeførte. På grund af ugudelighed og magt internt i kirkerne, var den rene og sande kirke blevet korrumperet, og havde ikke længere forbindelse til Gud og Jesus. Joseph Smith mente at de eksisterende kirker var blevet infiltreret af det onde, og derfor var Djævlens kirke. Joseph Smith blev i mindst et tilfæld dømt for bedrageri i 1826, 4 år før han grundlagde Kristi Kirke. Selvom det var Joseph Smiths efterfølger, Brigham Young, der som leder af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (s.d.), blev kendt for at praktisere polygame ægteskaber, var det allerede under Joseph Smith at denne troslære blev etableret. I dag kan 49 kvinder forbindes til Joseph Smith som ægtefæller. Dog er forståelsen og omfanget af ægteskab i denne sammenhæng noget diffus, idet der ikke var tale om lovformelige ægteskaber i juridisk forstand. Der var snarere tale om ægteskaber som for nogens vedkommende mere var en religiøs relation. Joseph Smith, jr. fik selv efter sin død i 1844 – flere koner viet til sig i templet.

Grundlaget for mormonsamfundende er, at Joseph Smith genoprettede Jesus kirke på Jorden, efter den havde været tabt. Joseph Smith var udvalgt til at genetablere den sande kirke, og var som følge heraf kaldet som Profet, seer og åbenbarer, med fuldmagten til igen at få åbenbaringer. Han fik åbenbaringer og så Johannes Døber og især Englen Moroni, der viste ham stedet, hvor en tidlig amerikansk befolkning havde gemt deres historie, indgraveret på guldplader. Smith mødte profeter i engleskikkelser, for eksempel Moses og Elias.

De to vigtigste religiøse begivenhed indtraf, da han som ung mand først fik en religiøs oplevelse, hvor han så Gud og Jesus, som i et syn fortate ham, at han skulle genoprette den sande kirke på Jorden. Den anden var, da han fik til opgave at oversætte nogle nedgravede guldplader. Oversættelsen af guldpladerne blev til Mormons Bog, som af alle de mormonske kirkesamfund anerkendes som hellig skrift. Det er på grund af navnet Mormons Bog, at Joseph Smith som et øgenavn blev kaldt Mormoner.

Joseph Smith oversatte guldpladerne ved det Joseph Smith selv kalder guddommelig kraft, ved hjælp af to seersten (Urim og Tummim) samt en anden seersten, som han gemte i sin hat.

Ikke-mormoners syn på Joseph Smith

Ifølge langt de fleste videnskabsmænd, historikere og kristne ses Joseph Smith ikke som en profet. De mener ikke, at Mormons Bog er oversat til engelsk fra antikke guldplader og mener heller ikke, at Joseph Smith oversatte korrekt, da han oversatte de gamle papyrusruller. (Det gjorde han før nogen kunne oversætte ægyptiske hieroglyffer). De gamle papyrusruller er det mest fyldestgørende bevis på Joseph Smiths bedrageri: de indeholder intet af det, som findes i Joseph Smiths oversættelse (Den Kostelige Perle). Joseph Smiths forklaringer på hieroglyffer fra papyrussen er også fuldstændig forkerte. Alligevel fortsætter Mormonkirken med at bruge oversættelsen, og den mener ikke, at det betyder noget, at ægyptologer siger, at papyrussen er en gammel begravelsestekst.

---

K

Klosterløfte

Se Lydigheds- og Fattigdomsløfte (klik her for at springe direkte til artikel)

Knorr, Nathan Homer

Se Nathan Homer Knorr (klik her for at springe direkte til artikel)

Kognitiv dissonans

Kognitiv dissonans er det mentale ubehag som opleves af et individ, der indtager (eller presses til at indtage) indbyrdes modstridende holdninger. Det kan også være en dissonans mellem individets ideer/værdier og vedkommendes handlinger; at man i givne situationer ikke handler som ens værdier foreskriver.

Begrebet kognitiv dissonans udvikledes som en teori af Leon Festinger (s.d.) og blev i 1960’erne et grundigt undersøgt område inden for socialpsykologien. Kognitiv dissonans indebærer en »modstridende relation mellem kognitive elementer«. Hvad kognitive elementer er, blev ikke tydeligt defineret i teorien, men man kan sige at kognitiv dissonans opstår når forskellige kognitioner (tanker) er i konflikt med hinanden, som for eksempel når man handler på en måde der ikke stemmer overens med de værdier man ellers har, eller når man tvinges til at vælge mellem to lige gode eller dårlige alternativer. Kognitiv dissonans medfører ofte både psykisk og fysisk ubehag.

Kredsstævne

Kredsstævner er stævner der holdes i en weekend to gange om året for mindre dele af landet. Navnet hidrører fra det faktum at hele landet er opdelt i såkaldte “kredse”. (s.o. “Kredstilsynsmand”) En kreds består ofte af 14-16 menigheder som alle tilses af den tilsynsførende for kredsen – en ”kredstilsynsmand”. (Se mere om dette under Kredstilsynsmand, s.d.). Alle kredse i Jylland hedder noget med ”J” (som i J1, J2, J3, osv.), på Fyn begynder nummereringen med ”F” og på Sjælland (som også omfatter Bornholm, Grønland og Færøerne) begynder nummereringen med ”S”. De fleste kredse er for store til at en hel kreds kan være til stævne i Jehovas Vidners stævnehal, så de opdeles ofte på 2 eller 3 stævner. (F.eks. dækkede Kreds J4 alle menigheder i hele Østjylland som derfor omfattede ca. 1500 medlemmer, men der er kun plads til lidt over 800 deltagere i stævnehallen i Silkeborg, så man fordelte som oftest deltagere fra én kreds på to kredsstævner afholdt i weekender med en uges mellemrum.).
Indtil 1972 kaldtes disse stævner for “Zonestævner” (og endnu tidligere for “Regionsstævner”).
(Se evt. også “Områdestævne”)

Kredstilsynsmand

Et land er opdelt i områder (se mere under Områdetilsynsmand, s.d.), som igen er opdelt i kredse, og hver kreds består af et antal menigheder i en bestemt del af landet. En kreds bestod ofte af 12-15 menigheder. Navnet på kredse i Jylland begyndte altid med ”J” (J1, J2, J3 … osv.). På Fyn begynder de med ”F” og på Sjælland (inkl. Bornholm, Grønland og Færøerne) med ”S”. Hver af disse kredse har en slags tilsynsførende, som kaldes en kredstilsynsmand. En kredstilsynsmand besøger (eller ”tilser”) hver menighed to gange om året og er desuden den ansvarshavende for afvikling af kredsstævnerne (s.d.) hvor kredsens menigheder mødes to gange om året i Jehovas Vidners stævnehal i Silkeborg. (Se mere om dette under Kredsstævne, s.d.).
Indtil 1972 kaldte man en Kredstilsynsmand for en Zonetilsynsmand (eller Zonetjener)
(Se evt. også “Områdetilsynsmand”)

Kristen Eksistentialisme

Kristen eksistensfilosofi, der også populært kaldes kristen eksistentialisme, er en filosofisk skole som kan spores tilbage til eksistensfilosoffen og teologen Søren Kierkegaard (s.d.) (1813-1855). Den hviler på tre antagelser taget fra Kierkegaards unikke forståelse af kristendom. Den første var, at universet i bund og grund var et paradoks og at det største paradoks af alle var den ophøjede forening af Gud og menneske i personificeringen af Kristus. Den anden var at have et personligt forhold til Gud fortrænger alle moralsæt, sociale strukturer og fælles normer. Den tredje var at det at følge sociale regler dybest inde var et personligt æstetisk valgt gjort af individer.

Derfor mente Kierkegaard (s.d.) at hver person individuelt må træffe de valg som ligger til grund for hans eller hendes eksistens. Ingen pålagte strukturer — selv bibelske bud — kan ændre individers ansvar for at søge at behage Gud på hvilken personlig og paradoksal måde Gud kan behages. Hvert individ lider af ubeslutsomhedens kvaler indtil han eller hun tager “troens spring” og forpligter sig til et bestemt valg. Hver person har ansvaret for sin egen frie vilje og med det faktum, at et valg, selv et forkert valg, skal træffes for at man virkelig kan leve.

Efter Kierkegaard (s.d.) udviklede hans individualisme sig senere ind i den velkendte eksistentielle filosofi hvor bl.a. Nietzsche, Sartre (s.d.) og Camus var store tænkere, som bibeholdte ideen om personligt valg og ansvar, men kasserede den personlige forbindelse til Gud.

Kierkegaard (s.d.) mente også at ethvert menneske eksisterer på et af tre “eksistensens stadier”: det æstetiske, det etiske og det religiøse. De fleste mennesker han lagde mærke til levede et æstetisk liv hvor intet betød noget ud over udseende, fornøjelser og lykke. Det er i overensstemmelse med dette plan at folk følger sociale regler. Kierkegaard (s.d.) betragtede også overtrædelsen af sociale regler af personlige grunde (f.eks. for at søge berømmelse, et ry for oprørskhed) som værende et personligt æstetisk valg. En meget mindre gruppe er de mennesker som lever på det etiske stadie, som gør deres bedste for at gøre det rigtige og se bort fra samfundets flade høfligheder og ideer. Det tredje og højeste stadie er det religiøse stadie. For at være på det religiøse stadie siger Kierkegaard at man skal overgive sin helhed til Gud.

---

L

Landsretten

Landsretterne er to domstole, der blev oprettet i 1919 til afløsning af de hidtidige landsoverretter. En dommer i en landsret kaldes landsdommer, og landsretten ledes af en præsident. Landsretterne fungerer som appelinstanser for byretterne. Vestre Landsret (s.d.) har sæde i Viborg, mens Østre Landsret (s.d.) har sæde i København.

Leon Festinger, Dr.

Dr. Leon Festinger, der blev født den 8. maj 1919 i New York og døde 11. februar 1989 i samme by, var en banebrydende og kontroversiel amerikansk psykosociolog.

Karriere

Efter 2. verdenskrig blev Leon Festinger ansat på Massachusetts Institute of Technology (MIT), hvor han sammen med sin mentor Kurt Lewin (en anden banebrydende forsker i social-psykologi, fra University of Iowa), for sammen at grundlægge Research Center for Group Dynamics. I 1948, efter sin mentors død, blev forskningscentret overført til University of Michigan. Festinger arbejdede herefter en årrække startende i 1951 ved University of Minnesota fra 1951 til 1955, hvor han blev ansat som professor på Stanford University, som også er stedet hvor han udvikler sin banebrydende teori om kognitiv dissonans (s.d.). Han underviste ved Stanford University fra 1955 til 1968, derefter på New School for Social Research fra 1968 til sin død.

Arbejder

Dr. Leon Festinger er især kendt som grundlæggeren af ​​teorien om kognitiv dissonans (som han udgiver i bogform som A Theory of Cognitive Dissonance i 1957), hvormed han forsøger at forklare, hvordan mennesket styrer de spændinger, der genereres af uforenelige elementer/kognitioner.

Kognitiv dissonans er en fornemmelse, der ser ud til at stamme fra en konflikt mellem en persons idéer, tro og værdier vedrørende et bestemt emne når samme persons adfærd er i modstrid med dennes indre værdier og normer. Kognitiv dissonans opstår som følge af uforenelighed af tanker, der skaber “en tilstand af betydeligt ubehag” hos mennesker.

Ifølge Festinger tvinger denne spænding personen til at skabe enten nye idéer eller nye færdigheder for at lindre disse spændinger. De er ofte komplementære til en persons tros- eller overbevisningssystem. Denne teori har at gøre med beslutningstagning (Beslutningsteori).

Hver gang vi beslutter at gøre noget, der er i konflikt med vores overbevisning, implementerer vi forskellige strategier, der lindrer den nævnte spænding, som Dr. Leon Festinger døbte “Kognitiv Dissonans“, ligesom den harmoni man ønsker at opnå er “Kognitiv Konsonnans“.

(Udtrykket “dissonans” kender vi også fra musikkens verden når toner har en ubehagelig samklang. Her bruger man både udtrykket “dissonans” eller et “disharmonisk” lydbillede. Når toner eller stemmer klinger godt sammen kalder vi det i stedet et “harmonisk” lydbillede – så hvis det gør det nemmere for nogen at huske begreberne “kognitiv dissonans“ og “kognitiv konsonans“ kan man erstatte disse udtryk med “indre disharmoni“ og “indre harmoni“).

Dr. Leon Festinger er også forfatter til The Theory of Social Comparison Processes. I denne artikel præsenterer Festinger en række hypoteser, der skulle komme til at lede forskningen på dette område i årtier.

Der er gået 60 år siden Dr. Festingers eksperimenter, og emnet fortsætter med at rejse spørgsmål og debatter. (Læs mere om to af Dr. Leon Festingers vigtigste eksperimenter i artiklen “Hvordan kan man tro på noget så tåbeligt?” del 6 og 7, her på JVinfo•NU) For eksempel foreslår nogle det som en begrundelse for forsvarsmekanismer, der manifesterer sig i forskellige psykologiske forhold.

Personligt

Dr. Festinger beskrev sig selv med enkle og jordnære termer som en “fritænker” og “ateist”. Efter B. F. Skinner, Jean Plaget, Siegmund Freud og Albert Bandura er Leon Festinger den femte mest citerede psykolog fra det 20. århundrede. Dr. Leon Festinger beskrev det selv som “et tilfælde” at han kom til at beskæftige sig med det social-psykologiske område, da det slet ikke havde hans interesse før han lærte sin mentor Kurt Lewins arbejder at kende.

Dr. Leon Festinger er meget anerkendt for sit grundige feltarbejde og sine stærke ambitioner om at efterprøve sine teorier i praksis. Det mest kendte eksempel på dette var da han sammen med to assistenter infiltrerede en UFO-dommedagskult ved gennem måneder at foregive oprigtig interesse og deltagelse i kulten, hvilket affødte et af de mest interessante feltarbejder i kult-research, og hele forløbet beskrives grundigt i bogen When Prophecy Fails fra 1956. Dette stykke feltarbejde er bl.a. beskrevet her på JVinfo•NU i artikel-føljetonen “Hvordan kan man tro på noget så tåbeligt?” i føljetonens del 6 og 7.

Se også Kognitiv dissonans (klik her for at springe direkte til artikel)

Livet og Tjenesten som kristne (“Midtugemødet”)

Ved det årlige møde for Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania den 3. oktober 2015 bekendtgjorde Anthony Morris fra Det Styrende Råd (s.d.) at Den Teokratiske Skole (s.d.), Tjenestemødet og Menighedsbogstudiet (s.d.) ville blive erstattet af et nyt møde med navnet Livet og tjenesten som kristne. Anthony Morris oplyste endvidere at det tidligere interne månedsblad Tjenesten for Riget ville blive erstattet af en ny firfarvet, ottesiders månedlig publikation der hedder Livet og tjenesten som kristne – arbejdshæfte, og som indeholder det ugentlige mødeprogram og billedmateriale som vil hjælpe os til at få mere ud af vores personlige bibellæsning.

 Det nye møde er opdelt i tre dele:

1. Perler fra Guds ord. Det første punkt i denne del er et timinutters foredrag baseret på ugens bibellæsning (som er en sektion fra Bibelen som alle forventes at have gennemlæst forud for mødet) og billedmateriale fra arbejdshæftet. Det andet punkt, “Søg efter åndelige perler”, er en otteminutters spørgsmål og svar-drøftelse af ugens bibellæsning efterfulgt af en fireminutters oplæsning fra Bibelen.
2. Bliv dygtigere til at forkynde. I denne del vil der som regel være tre såkaldte “elever” (der er medlemmer af menigheden) der demonstrerer hvordan man kan undervise ved første samtale, på et genbesøg og på et bibelstudium.
3. Vores liv som kristne. Denne skal lære medlemmerne hvordan de “kan bruge Bibelens principper i hverdagen”. Et vigtigt punkt i denne del er Menighedsbibelstudiet, der er en spørgsmål og svar-drøftelse.

“Love Bombing”

Love Bombing er et begreb der benyttes blandt psykologer og kultforskere om den taktik (blandt mange rekrutterings-taktikker) der består i at overøse – ja nærmest drukne – en nyinteresseret i (hvad der forekommer at være) en enestående begejstring og nærmest overvældende kærlighed, de første gange dette potentielle nye medlem ankommer til trossamfundets ceremonier, stævner, gudstjenester, messer, møder, seancer eller hvad tilbedelsen nu kaldes i den aktuelle kult.

Denne tilsyneladende begejstring og overvældende kærlighed man overøses med når man er et nyt ansigt i menigheden, er et af de gennemgående karakteristika som man genkender i langt de fleste kulter, og det er da også grunden til at fænomenet har fået sit eget særskilte beskrivelse – “love bombing” – hvilket måske bedst kan oversættes med “kærligheds-bombardement”. Man kunne alternativt kalde det for “kærligheds-drukning”.

Love Bombing sat i system

Man skal ikke tage fejl. Der er selvfølgelig enkelte der af natur er meget udadvendte og som måske også stadig selv er meget nye og så begejstrede at de helt af egen drift føler en spontan indre glæde når de ser at andre også har fundet frem til dette lille mikrosamfund af mennesker som angiveligt skulle have fundet den eneste ægte sandhed om alt mellem himmel og jord, fordi Jesus selv havde udvalgt dem som de eneste “sande kristne”. Men de udgør et fåtal, så for Jehovas Vidners vedkommende har man også regelmæssige tilskyndelser på møderne, hvor man minder alle om vigtigheden af at huske, at være særligt opmærksom på nye ansigter som dukker op i rigssalen.

Men den slags har det med at dø ud fordi man som regel hurtigt samles i de sædvanlige vennegrupper der står og snakker sammen inden mødet går i gang, så ældsterådet har også udpeget 2-3 af menighedens mænd til at fungere som såkaldte “greeters” (“hilsere”) der skal holde sig klar i forhallen eller cirkulere “naturligt” omkring indgangspartiet, så de lynhurtigt spotter nye ansigter der skal udsættes for “love bombing” (kvinder er åbenbart ikke så dygtige til at hilse på nye mennesker).  1  Det er typisk en opgave som man beder unge menighedstjenere om at tage sig af, men andre mænd i menigheden kan også komme på tale, såfremt de ellers har et godt omdømme, fremstår præsentable, og – selvfølgelig – har et smilende, udadvendt og vindende væsen.

Lydigheds- og Fattigdomsløfte

Det er næppe et ukendt fænomen at Vagttårnsselskabet gennem årene har gjort mange krumspring for at undgå at betale skat i de lande hvor de opererer. Et af eksemplerne på dette er det såkaldte Lydigheds- og Fattigdomsløfte, som også sommetider kaldes for et “Munkeløfte” eller et “Klosterløfte”, da det er et dokument der understreger at personen der bærer det, tilhører Jehovas Vidners Verdensomspændende Orden af Særlige Heltidstjenere (s.d.). Denne “orden” er etableret så medlemmerne kan undgå at betale skat af den godtgørelse de modtager for deres arbejde på afdelingskontorer rundt omkring i verden, hvor sekten er anerkendt som trossamfund, med de skattemæssige privilegier det indebærer. Det betyder også at medlemmerne af denne “klosterorden” (Betelemedarbejdere, Specialpionerere, Kredstilsynsmænd og disses hustruer, Infirmpionerer, Missionærer, m.fl.), ikke behøver få nær så stor en godtgørelse udbetalt, som hvis de skulle have svaret skat af denne. Skattevæsenet kræver så til gengæld at godtgørelsen ikke svarer til andet end det man med rette kunne forvente at man ville få udleveret som munk eller nonne i ethvert religiøst kloster. Det betyder at medarbejdere på Betelhjem f.eks. får kost og logi, gratis tøjvask, rengøring i deres små lejligheder, og andre goder. Men i stedet for at bestemme hvilket mærke de enkelte medlemmer af ordenen skal bruge af shampoo, tandpasta og toiletpapir, har skattevæsenet accepteret en beslutning om at man i stedet udbetaler en godtgørelse svarende hertil, så medlemmerne af “ordenen” selv kan vælge disse fornødenheder. Da medlemmerne i Jehovas Vidners klostre (betelhjem) ikke får udleveret en speciel uniform (som f.eks. en munkekutte), får de også i stedet to gange om året udbetalt tøjpenge, da der stadig er et krav om at beboerne på betelhjemmene går ulasteligt klædt, hvorfor der skal være midler til dette.

For ikke at skulle svare skat af disse goder og udbetalinger af godtgørelser skal alle medlemmer af denne orden underskrive et såkaldt Lydigheds- og Fattigdomsløfte hvoraf skattevæsenet modtager en kopi. Dette løfte kan ses på nedenstående link:

Klik her for at se Lydigheds- og Fattigdomsløfte

Med denne “kontrakt” som skulle underskrives af alle medlemmer af “ordenen”, kom naturligvis et følgebrev der beskrev formålet med det pågældende løfte (kontrakten). Dette følgebrev kan ses på nedensteånde link:

Klik her for at se følgebrev til Lydigheds- og Fattigdomsløfte

---

M

Menighedsbogstudiet

Menighedsbogstudiet var en mødeform der afskaffedes fra og med 2016. Tidligere havde man på en hverdagsaften i løbet af ugen et kort møde af en times varighed hvor menigheden var delt op i små grupper af 12-15 personer som mødtes i private hjem som forskellige medlemmer af menigheden stillede til rådighed for dette møde. På disse møder studerede man som regel en af Vagttårnsselskabets bøger eller brochurer, og det fremgik af en kalender i publikationen “Rigets Tjeneste” (senere omdøbt til “Tjenesten for Riget”) hvilke paragraffer der skulle drøftes ved hver uges møde.

Menighedsbogstudiet var et af fem møder der blev holdt fordelt på tre ugentlige sammenkomster. Det var det eneste møde der blev holdt i private hjem, og forhenværende Jehovas Vidner og enkelte nuværende medlemmer mistænker at man afskaffede det sidste møde der var tilbage i private hjem, af samme grund som man for år tilbage forbød at flere af menighedens medlemmer studerede vagttårnet sammen som en fælles forberedelse til mødet om søndagen. Man havde nemlig historisk set dårlige erfaringer med møder i små grupper hvor mange ofte blev hængende efter mødet til en hyggelig sludder som af og til kunne handle om spørgsmål til det pensum der var blevet drøftet den pågældende aften. Det havde flere gange resulteret i at grupper af Jehovas Vidner var begyndt at undre sig over uoverensstemmelser og selvmodsigelser i Vagttårnsselskabets lære, hvilket havde ført til frafald fra menigheden.

I dag har man reduceret antallet af sammenkomster til to, hvor den ene er et såkaldt “midtugemøde” (som samlet kaldes for Livet og Tjenesten som Kristne, s.d.) og det andet er en forkortet udgave af det tidligere 2 timer lange “Søndagsmøde”. Det tætteste man kommer på noget der minder om menighedsbogstudiet i vore dage er trejde del af det nye “midtugemøde” som er et underpunkt der har titlen “Vores liv som kristne” der bl.a. indeholder et indslag der kaldes “Menighedsbibelstudiet”, hvor man  har en drøftelse med spørgsmål hvor tilhørerne kan deltage ved håndsoprækning.

Afskaffelsen af Menighedsbogstudiet, må siges at være en historisk milepæl i sektens historie, da det var det sidste møde der var tilbage som kunne spores helt tilbage til den gruppe som Jehovas Vidner hævder at udspringe fra, nemlig Bibelstudenterne som grundlagdes af Charles Taze Russell (s.d.), og de møder som blev afholdt af Bibelstudenterne var netop små grupper af mænd og kvinder der forsamledes i private hjem for at drøfte passager fra Bibelen hvor alle kunne deltage og give deres egne kommentarer til stoffet. Det er så afgjort det møde der i højeste grad afspejlede Charles Taze Russells egen holdning til hvordan Bibelstudenterne skulle organiseres – eller rettere undlade at organiseres. Charles Taze Russell (s.d.) siger ganske interessant selv om etablering af en egentlig organisation at det er helt overflødig og noget man skal være på vagt overfor. (Watchtower, 15. sep 1895, s. 1866)

Se også: Organisation

Midtugemødet

Se Livet og Tjenesten som Kristne (klik her for at springe direkte til artikel)

Milton George Henschel

Milton George Henschel (9. august 1920 – 22. marts 2003) var medlem af Det Styrende Råd (s.d.) og den femte præsident af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, som er Jehovas Vidners officielle kirkeorganisation. Han fulgte Frederick William Franz (s.d.) som præsident i 1992.

Milton Henschel blev født i Pomona, New Jersey. Hans far, Herman George Henschel, var en af stifterne af Vagttårnsselskabets bondegård på Staten Island. Familien flyttede til Brooklyn, New York i 1934. Milton blev i 1934 døbt som Jehovas Vidne og flyttede til Betel i 1939. I 1956 giftede Henschel sig med Lucille Bennett, en af studenterne af den 14. klasse af Watchtower Bible School of Gilead, som havde missioneret i Venezuela.

Milton Henschel var som så mange andre præsidenter for Vagttårnsselskabet indsat i denne post til sin død. Han blev til gengæld den sidste præsident for Vagttårnsselskabet der fungerede under den gamle ordning hvor Vagttårnsselskabets præsident og Ordstyreren for Det Styrende Råd (s.d.) var én og samme person. Efter Milton Henschels præsidentskab ændredes Vagttårnsselskabets vedtægter så inden af medlemmerne af Det Styrende Råd (s.d.) kan være bestyrelsesmedlemmer for sektens juridiske entiteter, dvs. Watchtower Bible and Tract Society of Pennsylvania, Watchtower Bible and Tract Society of New York eller Christian Congregation of Jehovah’s Witnessses. (Det samme gjaldt I.B.S.A. som dog er afviklet).

Henschel døde den 22. marts 2003 i en alder af 82 år.

Minusvækst

Minusvækst betyder generelt set negativ vækst på et bestemt område, f.eks. nedgang i økonomisk aktivitet, medlemsudvikling el.lign. I forbindelse med grupperinger som foreninger, klubber, kirker, trossamfund o.lign. betyder minusvækst tilbagegang i medlemstal, hvilket i praksis betyder at antallet der forlader gruppen er større end antallet der tilslutter sig. Her skal man erindre at man i “forlader” ikke skelner mellem personer der aktivt forlader gruppen, eller som følge at død naturligt ophører med at være medlem af gruppen.

Nulvækst er et ord i samme kategori, der dækker over det at forblive på samme niveau på et givent område; I forbindelse med foreninger, kirker, grupperinger, er det udtryk for at grupperingen oplever stagnation – dvs. ikke kan fremvise nogen form for vækst i medlemstal.

Munkeløfte

Se Lydigheds- og Fattigdomsløfte (klik hed for at springe direkte til artikel)

---

N

Nathan Homer Knorr

Nathan Knorr var Vagttårnsselskabets tredje præsident efter Joseph F. Rutherford (s.d.).

Modsat Joseph Rutherford var Nathan Knorr ikke nogen stor taler og han havde ingen evner for at skrive bøger, endsige gøre sig som teologisk tænker. Men hans vicepræsident (Frederick Franz, s.d.) som senere overtog embedet som præsident, skrev i hele Knorrs præsidentperiode – med få undtagelser – stort set alle de bøger som blev udgivet i præsident Knorrs præsidentperiode. Påfaldende nok traf Nathan Knorr beslutning om at fokus fra tiden for hans indsættelse som præsident skulle fjernes fra personen og rettes mod budskabet, hvorfor man ophørte med den hidtidige praksis med at anføre hvem der var forfatter til den pågældende bog. Ingen der kendte lidt til organisationens struktur var dog det mindste i tvivl om at Frederick Franz (s.d.) – der også fungerede som sektens chefideolog og -teolog – var ophavsmanden til de mange bøger.

Nathan Knorr var til gengæld en meget dygtig organisator og satte meget af forkyndelsesarbejdet på skinner, ligesom han iværksatte adskillige initiativer der skulle effektivisere organisationen, herunder en række skoler der skulle gøre medlemmerne dygtigere til at forkynde sektens budskab for hele klodens befolkning. Nathan Knorr er bl.a. ansvarlig for oprettelsen af Bibelskolen Gilead (for medlemmer der udsendes til fremmede lande for at missionere), Den Teokratiske Skole (s.d.) (for alle forkyndere, så de kunne blive bedre talere og bedre til at udbrede budskabet i forkyndelsen) og Rigets Tjeneste Skole som var en skole der skulle dygtiggøre ældste til at varetage deres hverv i deres lokale menigheder.

Nathan Knorr havde ifølge personer i hans nærmeste omgangskreds en temmelig ringe bibelforståelse, og onde tunger vil hævde at ingen nogensinde har set Nathan Knorr banke på en eneste dør for at forkynde sektens budskab.

Ny Verden-Oversættelsen

Ny Verden-Oversættelsen og tidligere Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter er titlerne på en række danske bibeloversættelser udarbejdet af Jehovas Vidner. Der findes udgaver på 193 sprog med et samlet oplagstal på 238 millioner.

Denne bibeloversættelse blev for første gang udgivet i 1974 for Det Nye Testamentes vedkommende, og derefter i 1985 hvor det var den første privatoversættelse af hele Bibelen til dansk i 129 år. Oversættelsen blev lettere revideret i 1993. En revision i 2017 har derimod nærmest karakter af en nyoversættelse, da udgaven fra 1993 holder sig til en næsten ord-for-ord gengivelse, hvor 2017-udgaven lægger meget større vægt på et “nutidigt og letforståeligt sprog”. Den er udkommet i en række forskellige udgaver, bl.a. en lommeudgave, som en studieudgave i stort format med fodnoter, krydshenvisninger, bibelordbog samt en række tillæg med kommentarer til detaljer i oversættelsen. Desuden findes en række elektroniske udgaver som tekst og lydfiler, blandt andet som app og online på internettet.

Oversættelsen er også kendetegnet ved flere steder at afvige på væsentlige detaljer fra de mest udbredte bibeloversættelser, hvilket naturligt har mødt kritik fra andre kirkelige kredse. Jehovas Vidner mener at mange bibeloversættelser på visse punkter er unøjagtige og gennem århundreder er påvirket af kirkernes traditioner og trosbekendelser. De nævner især at man systematisk har skjult Guds navn, samt indflydelse fra en række kirkelige doktriner som Jehovas Vidner betragter som myter og løgne, især: sjælens udødelighed, læren om helvede og læren om treenigheden. Som et resultat af Jehovas Vidners bibelstudium, oversættelsesarbejde og studium af disse kirkelige doktriners oprindelse har de forkastet dem, fordi de mener de er af hedensk oprindelse og ikke finder nogen støtte i en nøjagtigt oversat bibeltekst

Hvis man skal tro oversættelsens titelblad er oversættelsen udarbejdet af en anonym oversættelseskomité. Det er dog en anelse overdrevet at omtale de involverede som en oversættelseskomité, da hele den samlede oversættelse er én mands værk, nemlig manden der senere blev Vagttårnsselskabets fjerde præsident, Frederick Franz (s.d.). Se yderligere dokumentation for dette under opslagsordet Oversættelseskomite (Ny Verden-Oversættelsen) (s.d.) for at se relevant dokumentation for dette.

Til oversættelse af det gamle testamente benyttede Frederick Franz (s.d.) primært manuskripter fra den såkaldte Yahwistiske tradition med manuskripter der kan dateres til omkring år 900-1000 i modsætning til en Elohistiske tradition der har manuskripter der kan dateres tilbage til omkring år 850. Specialister i oversættelse af de Hebraiske Skrifter (populært kaldet “Det Gamle Testamente”, eller “Den Gamle Pagt/Aftale”), favoriserer ikke den ene frem for den anden, hvilket også ses af at senere oversættelser faktisk trækker på manuskripter af begge traditioner og skaber dermed en lang række “hybrid-oversættelser”.

For det Nye Testamentes vedkommende må man sige at bibelen i det store hele er baseret på Westcott og Horts oversættelse, hvilket den oversættelses-kyndige ved første øjekast ville finde besynderligt, da de – i særdeleshed Westcott – var kendt for offentligt at erklære at de ikke troede på Bibelens ufejlbarlighed. Men ved nærmere eftertanke kan man konstatere, at det blot gjorde det lettere for Frederick Franz (s.d.) at korrigere i Westcott og Horts oversættelse, hvor den er i strid med de steder hvor Vagttårnssektens doktriner om Jesus stilling i forhold til Gud accentuerer sig væsentligt fra både Luthersk og Romersk-Katolsk funderet kristentro, som f.eks. i spørgsmålet om Jesu guddommelighed.

I Ny Verden-Oversætttelsen har man i de hebraiske tekster (Det Gamle Testamente) valgt konsekvent at oversætte tetragrammet med hybridnavnet Jehova (på engelsk “Jehovah“) som er en sammensmeltning af konsonanterne i Elohim og Adonai med konsonaterne i det hebraiske tetragram יהוה (eller YHWH) 6979 gange. Det ser man også gjort omend i mindre omfang i andres oversættelser af den Hebraisk/Aramaiske del af Bibelen. Mere kontroversielt er de 237 gange man har taget sig den frihed også at indsætte navnet Jehova i Det Nye Testamente, selvom man intetsteds har fundet manuskripter der retfærdiggør denne metodik. Dette giver en samlet brug af navnet “Jehova” i 7216 gange i den samlede Ny Verden-Oversættelse. (I 1984-udgaven var dettte tal 7210 gange, mens det i 1961-udgaven var på 7199 gange, så man har altså løbende fundet flere og flere steder hvor man har retfærdiggjort indsættelsen af navnet “Jehova”, hvillket viser hvor stor vægt sekten lægger på denne accentuering fra andre kristne sekter).

Argumentationen for at indsætte navnet “Jehova” i det Nye Testamente uden manuskriptlige belæg herfor, er at man hævder at Jesus som en selvfølgelighed har benyttet Guds navn, selv steder hvor man tydeligt i meget tidlige græske manuskripter finder ordet “Kyrios” som slet og ret betyder “Herre”. Men også steder hvor man i græske manuskripter har fundet ordet “Theos” har man blot “gættet” på at der oprindeligt har stået et Tetragram, hvorved man har retfærdiggjort indsættelsen af navnet Jehova (Engelsk: “Jehovah”).

Den danske udgave af Ny Verden-Oversættelsen har ikke trukket på andre manuskripter end den engelske udgave kaldet “New World Translation” og der er således ikke gjort nogen indsats for at sammenholde den danske tekst med Hebraiske, Aramæiske, Græske eller endog gamle Latinske manuskripter. Her har man taget den engelske oversættelse for pålydende. Det samme gælder i øvrigt samtlige oversættelser af Ny Verden-Oversættelsen som er oversat til andre sprog end engelsk.

Oversættelsen har desuden været udsat for en del kritik fra andre hebraisk- og græsk-kyndige som hævder at oversættelsen – i særdeleshed af Det Nye Testamente – er en forudindtaget oversættelse, der favoriserer doktrin i stedet for ærlig oversættelse.

I en årrække hævdede man at den berømte professor i bibelsk græsk, Dr. Julius Mantey, havde lovprist oversættelsen og at han bakkede op om oversættelsens særegne måde at oversætte Johannes Evangeliet 1:1 på. Dette gav dog et voldsomt bagslag for sekten, som måtte lide den tort at Dr. Mantey offentligt i en dokumentarudsendelse bekendtgjorde at han aldrig nogensinde havde rost Ny Verden-Oversættelsen, og for at føje spot til skade omtalte han desuden Ny-Verden Oversættelsen som “en af de mest elendige bibeloversættelser han nogensinde havde set”, og at oversættelsen var uanvendelig fordi den var mere forudindtaget end nogen anden oversættelse han nogensinde havde set, fordi den udelukkende og helt utilsløret var produceret, for at bakke op om specifikke doktriner.” Dr. Mantey siger i samme interview: “Ingen anden oversættelse jeg nogensinde har set, ligger længere fra den originale Hebraiske og Græske originaltekst end disse bøger fra Vagttårnsselskabet.” (Han vil ikke engang bruge ordet “bibel” eller “bibeloversættelse” men kalder dem slet og ret “disse bøger fra Vagttårnsselskabet”. Endelig sender Dr. Julius Mantey et brev direkte til Vagttårnsselskabet hvori han forlanger at de i al fremtid afstår fra at benytte hans navn i en eneste af deres publikationer og han skriver endvidere, at en overtrædelse af dette forbud ville medføre de stærkest tænkelige juridiske konsekvenser for Vagttårnsselskabet.

---

O

Områdetilsynsmand

Områdetilsynsmanden (en funktion der nu er nedlagt i Danmark), står over kredstilsynsmændene (se ”Kredstilsynsmand”) og fører tilsyn med et helt område i landet. Et område omfatter adskillige kredse, og for Danmarks vedkommende var der indtil funktionen blev nedlagt to områder for hhv. Vestdanmark (Jylland og Fyn) og Østdanmark (Sjælland, Bornholm, Færøerne og Grønland). Områdetilsynsmanden er også ansvarlig for afholdelse af de store årlige områdestævner (s.d.). (Se mere om dette under ”Områdestævne”, s.d.)
(Se evt. også “Kredstilsynsmand”)

Områdestævne

Områdestævner er stævner der er væsentligt større end kredsstævner (s.d.) (se mere om disse under ”Kredsstævne”, s.d.) og de afholdes altid om sommeren da de ofte afholdes enten på et lejet stadion. I den årrække hvor Jehovas Vidner forsøgte sig med drift af deres egen udendørs stævneplads i Gødvad Bakker blev områdestævenerne dog afholdt på denne stævneplads, som nu er solgt til Silkeborg Kommune. Ved områdestævner er deltagerantallet alt fra 4000-8000 deltagere. I mange år blev de holdt på Aarhus Stadion inden Jehovas Vidner eablerede deres egen stævneplads i Gødvad bakker. Sidstnævnte lokalitet viste sig dog at være en alt for stor udgiftspost sammenholdt med det faktum at den kun blev brugt 5 uger om sommeren og ellers stod ubenyttet hen resten af året, hvorfor den i 2019 blev afhændet til Sikleborg Kommune (med en salgsklausul der gav Jehovas Vidner lov til at benytte pladsen til stævner de følgende 3 somre). Sjældne gange har man i Danmark holdt landsstævner eller internationale stævner med op til 25.000 deltagere.
Indtil 1975 kaldtes disse stævner for “Sektionssstævner”. Det første stævne i Danmark der kaldtes et “Områdestævne” blev afholdt i 1976 fordelt på i alt seks stævner – et i Esbjerg, et i Randers, to i Roskilde, samt et på Færøerne og et i Grønland.
(Se evt. også ”Områdetilsynsmand”).

Organisation

“Organisation” er et ord der høres og benyttes meget både i tale og på skrift blandt Jehovas Vidner. I flæng kan nævnes udtryk som “Jehovas Organisation”, “Guds Himmelske Organisation”, bogtitler som “Organiseret til at være ordets tjenere” og “Organiseret til at gøre Guds Vilje”, o.m.a. I bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, kan man på side 192 læse følgende:

Til trods for at Bibelen ikke nævner ordet “organisation” en eneste gang, kan man finde ordet hele 16.789 gange ved en søgning i Vagttårnsselskabets eget digitale online bibliotek. Og selvom ordet ingen plads har i hverken Det Gamle eller Det Nye Testamente, finder Vagttårnsselskabet ikke desto mindre “klare beviser” i en mængde bibelvers på at Gud altid har haft en organisation der ledte hans folk op gennem hele menneskehedens historie. Nogle få af de over 16.000 eksempler er:

Men Vagttårnsselskabets påstand om at Gud altid har haft en organisation til at lede sine trofaste tilbedere op gennem hele verdenshistorien, efterlader os unægteligt med spørgsmålet: “Hvis det er tilfældet, hvorfor skulle Charles Taze Russell så selv starte en ny organisation i stedet for blot at tilslutte sig den organisation som Gud allerede havde?“. Måske giver Charles Russell os selv svaret i et af de tidligste numre af bladet Zions Vagttaarn — Forkynder af Kristi Nærværelse, hvor han siger:

---

P

Pascals Væddemål

Pascals væddemål er et filosofisk og apologetisk argument for troen på den kristne Guds eksistens, fremsat af den franske filosof, matematiker og fysiker Blaise Pascal (1623-1662). Han fremstiller spørgsmålet om troen på Gud som et væddemål med kun to satsningsmuligheder: Gud eksisterer, eller Gud eksisterer ikke. Væddemålet er et argument for, at ateisme er en satsning, som ikke er værd at tage. Hvis ateisten har ret, er han bare død, når han er død, og den kristne er også bare død. Hvis ateisten derimod tager fejl, vil han betale med en evig ulyksalighed (helvede), mens den kristne vil modtage en evig lyksalighed (himlen/paradis). Derfor bør man satse på, at Gud eksisterer.

Pascals væddemål kortlagde et nyt territorium af sandsynlighedsteori, og det var var den første formelle anvendelse af beslutningsteori.

I Pascals filosofiske hovedvæk “Tanker” er væddemålet beskrevet således:

Pascal forudsætter i sit argument, at der på spørgsmålet om Guds eksistens kun findes to svarmuligheder:

1. Gud eksisterer
2. Gud eksisterer ikke

En tredje mulighed findes ikke. Hvis man ikke vil satse på, at Gud eksisterer – hvis man lever som om Gud ikke eksisterer – så satser man i virkeligheden på, at Gud ikke eksisterer, siger han.

Derudover forudsætter han, at de to muligheder er lige sandsynlige. Det er således ikke sandsynligheden for et bestemt udfald af væddemålet, der skal afgøre, hvilken mulighed man vælger. Det er gevinst og tab ved de to muligheder, der skal afgøre det.

Med hensyn til gevinst og tab siger han, at hvis man vædder på, at Gud eksisterer, og vinder væddemålet, så vil man få en uendelig gevinst: Man vil opnå en evig lyksalighed i himlen. Baggrunden for denne påstand er den kristne lære om, at man frelses og kommer i himlen, hvis man tror på Gud – nærmere bestemt den kristne Gud.

Hvis man vædder på, at Gud eksisterer, og taber væddemålet, så vil man ikke lide noget tab i form af noget ubehageligt efter døden. Man vil blot blive til intet.

Hvis man vædder på, at Gud ikke eksisterer, og vinder væddemålet, så vil man ikke få nogen gevinst. Efter døden vil man blot opleve den intethed, som man forventer.

Hvis man vædder på, at Gud ikke eksisterer, og taber væddemålet, så vil man lide et uendeligt tab: Man vil få en evig straf i helvede.

På den baggrund skal man selvfølgelig vædde på, at Gud eksisterer, siger Pascal. Man har en interesse i at tro på Gud.

Skematisk kan væddemålet stilles således op:

Udfaldet den dag du dør:	Du væddede på at Gud findes	Du væddede på at Gud ikke findes
Hvis det viser sig at Gud eksisterer	Du vil få en uendelig gevinst i form af evig lyksalighed (i himlen)	Du vil lide et uendeligt tab i form af evig ulyksalighed (i helvede)
Hvis det viser sig at Gud ikke eksisterer	Du vil ikke lide noget tab. Du vil blot blive til intet.	Du vil ikke få nogen gevinst. Du vil blot blive til intet.

I figuren herover ser man at Pascals postulat er at man ganske enkelt har bedre “odds” ved at vælge at tro på Gud end ved at vælge ikke at tro på Gud, da de tre af de fire mulige udfald der kan hænde den dag man dør, vil være til ens fordel, men kun ét vil være til ens ulempe, og dette ene forekommer kun for dem som vælger ikke at tro på eksistensen af en Gud (højre kolonne).

Men det er et argument der har været udsat for megen kritik — alene af den grund at de fleste troende vil afvise at tro er et valg, men en overbevisning der er kommet til dem gennem livserfaring, indfra, fra hjertet, fra sindet, fra helligånden, osv. Så tro er ikke blot en beslutning du tager på samme måde som du tager en beslutning hos bageren om du vil have en hindbærsnitte eller en napoleonskage. Jeg skal uddybe kritikken af Pascals væddemål en smule herunder.

Kritik af ’Pascals væddemål‘

Pascal har dog fået nogen kritik for denne argumentation for det “fornuftige i at tro” på den kristne Gud. Et af argumenterne er at der også er andre religioner der tror på en Gud og som forkynder evig fortabelse såfremt man ikke tror, som Islam f.eks. gør om “de vantro”. Af denne grund kunne en Imam med samme ret bruge Pascals væddemål som argumentation for at tro på Allah og hans profet Muhammed, som en kristen præst kan argumentere for at tro på den kristne Gud, Søn og Helligånden.

Væddemålet er endvidere blevet kritiseret for, at det indebærer en forkert motivation for at tro på Gud, fordi en retfærdig Gud ikke vil anse det for at være en god motivation at handle ud fra en beregnende interesse i at vædde på et resultat, der har den største sandsynlighed for at medføre gevinst. En sådan kølig kalkulerende spekulation i personlig fordel svarer dårligt til den sande tro, som har mere ædle motiver.

Desuden er det blevet fremført, at tro ikke er noget, man kan tvinge sig selv til. Hvis man bliver tilbudt en enorm pengesum for at tro, at himlen er grøn, så kan man ikke af den grund tro oprigtigt på det. Pascals væddemål inspirerer ikke til en ægte tro.

Pascal kritiseres også for at drage nogle forhåndskonklusioner om Guds retfærdighed, som han ikke kan tillade sig at hævde at have uigendrivelige beviser for — endsige argumenter for i Bibelteksterne.

Pascal mener – ud fra sin kristne tro – at det kun er troen eller den manglende tro på Gud, der afgør, om et menneske får en evig lyksalighed eller en evig ulyksalighed. Det er imidlertid en påstand – ikke sikker viden – at det forholder sig sådan.

Faktisk er der flere andre muligheder. Der er blandt andet disse:

1. Der er en Gud, men han belønner ikke
2. Der er en Gud, der belønner, men ikke alene gør det på baggrund af tro på ham
3. Der er en Gud, der belønner på baggrund af gerninger, ikke tro
4. Der er en gud der belønner og straffer på langt mere nuanceret vis. Det samme menneske kan både modtage en løn og en straf – i overensstemmelse med mængden af både dets gode og dets onde gerninger

Det er for eksempel tænkeligt, at Gud belønner kritisk agnosticisme og straffer blind tro. Det er også tænkeligt, at Gud belønner ærlighed i tanken og straffer påtaget tro. Faktisk finder man – såfremt man da tager evangelierne for pålydende – selv hos Jesus den tanke, at det afgørende ikke er, om man bekender sig til Gud, men om man handler efter Guds vilje: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” — Matthæus Evangeliet 7:21

Pascals fremstilling af væddemålet forudsætter, at der er tale om en simpel ja-eller-nej-beslutning, hvorfra alt andet følger. Men inden for kristendommen er der ingen konsensus om de kriterier, ifølge hvilke evig lyksalighed opnås, eller hvordan en tro på Gud skal udtrykke sig for at blive belønnet med evigt liv. Selv pave Frans har udtalt, at ”en person godt kan blive frelst, selv om han ikke har været troende, hvis han blot har været et godt menneske“.

En anden forudsætning for Pascals fremstilling af væddemålet er, at et menneske kun lever ét liv på jorden, hvorefter det dømmes til enten evig lyksalighed og evig ulyksalighed. Men der findes religioner og religionsformer, der har reinkarnation som en del af deres lære, for eksempel hinduismen, jainismen, buddhismen og New age, og som regner med, at hvert menneske lever mange liv (inkarnationer) på jorden.

Patientklagenævnet

Se Styrelsen for Patientklager (klik for at springe direkte til artikel)

Persondataforordning

Også kendt som EU’s Persondataforordning eller GDPR (klik for at springe direkte til artikel)

Pioner

En pioner er en forkynder der af det landsdækkende afdelingskontor (på anbefaling af det lokale ældsteråd) er udnævnt som “pioner”. Det betyder i praksis at man har forpligtet sig til at bruge 70 timer om måneden (eller 840 timer om året) på forkyndelse. Dette er selvsagt så tidskrævende at pionerer sjældent har et fuldtidsjob ved siden af deres “gerning” som pionerer. De vil typisk tage et deltidsarbejde, som for størstedelen af pionerernes vedkommende består i rengøringsarbejde, ofte i de tidlige morgentimer eller sene aftentimer, samt i weekender eller på helligdage.

Dette timekrav forekommer måske nogen urimeligt højt, men det er faktisk det laveste timekrav der nogensinde har været til pionerer. Pionerer – der i sektens tidligste år kaldtes for “kolportører” – skulle indtil 1949 nå 150 timer om måneden, hvorefter dette timekrav i nedsattes til 100 timer om måneden. I 1974 nedsatte man timekravet til 90 timer om måneden (eller 1000 timer om året) og i 1999 reducerede man yderligere timekravet med 20 timer idet man “kun” forventede at pionerer nåede 70 timer om måneden (840 timer om året). Årsagen til disse nedsættelser i timekravet maskeres i hovedreglen som hensyntagen til den enkelte forkynder fordi man udviser forståelse for at vi lever i andre tider hvor det ofte er nødvendigt at have to indtægter for at opretholde et tåleligt livsgrundlag for sig selv og sin familie. Sådan udtrykkes det f.eks. i Rigets Tjeneste for marts 2011, hvor man i artiklen med titlen “Har du engang været pioner?” kan læse flg.:

Andre artikler er mere ærlige om den virkelige årsag til nedsættelsen af timetallet. Årsagen er nemlig den samme som den der fremprovokerer andre ændringer i den organisatoriske struktur i sekten, nemlig manglende interesse og statistikker der udvikler sig i en kedelig retning. Ser man statistikkerne for 1990 og fremefter er det helt åbenbart at antallet af pionerer falder år for år ligesom antallet af hjælpepionerer på årsbasis. Dette er et stigende problem for sekten, for hvis folk ophører som pionerer har de ikke længere forpligtet sig til et bestemt antal timer i forkyndelsen hver måned, og det kunne måske få dem til at nyde måneder hvor de måske “kun” gik ud og forkyndte i 10-20 timer. Så er det trods alt bedre at have medlemmer der stadig har forpligtet sig til at agitere i 70 timer om måneden frem for kun 1 time som er minimumskravet til dem der ønsker at være registrerede som regelmæssige forkyndere. Så hvis man ved at sænke timekravet kan fastholde en masse i et forpligtelsesforhold, så gør man naturligvis gerne det. Det fremgår med al tydelighed af ordlyden i Rigets Tjeneste for 1. januar 1999, hvor man bl.a. kunne læse følgende:

Blev der flere pionerer efter timekravet blev nedsat til 70 timer?

Ja! Det gjorde der — kortvarigt. Hvis begrebet “at tisse i bukserne for at holde varmen” nogensinde har givet mening, har det aldrig givet mere mening end da man forsøgte at øge pionerantallet – eller i hvert fald bevare status quo – ved at prøve at tiltrække flere til denne gerning, eller i hvert fald forhindre at der blev færre og færre pionerer hvert år, sådan som det var gået i det seneste årti. Hvis man ser på nedenstående nøgletal, så gik det støt ned ad bakke med antallet af pionerer fra 1990-1998. I 1999 sænker man timekravet fra 90 til 70 timer om måneden, og reklamerer samtidig aggressivt for denne “tjeneste” i publikationer, i punkter på møderne og på stævnerne. Så mens der i 1998 nu kun var 959 pionerer i Danmark, var der pludselig i 1999 igen 1.166 pionerer — et tal der ikke var overgået siden 1993. Så på den måde genvandt man hvad man havde tabt på 5 år. Men glæden var midlertidig.

År	Pionerer	Timer forkyndt (alle)	Timer pr. forkynder (alle)	Gns. timer (alle)	Timer nået (pionerer)	Timer nået (andre)	Timer pr. år (andre)	Timegennemsnit (andre)
1990	1.378	2.695.882	167,2	13,9	1.371.000	1.324.882	94,4	7,9
1994	1.113	2.382.470	147,1	12,3	1.070.000	1.312.470	73,7	6,8
*1999	1.166	2.127.613	141,2	11,8	1.166.000	961.613	86,2	7,2
2005	638	2.002.733	139,9	11,7	638.000	1.364.733	47,1	3,9

Den midlertidige varme fra vandladningen i bukserne blev – som den slags har det med at gøre – forandret til en grueligt kold fornemmelse i løbet af de næste 5 år og allerede i 2005 var antallet af pionerer faldet med et brag til det rekordlave antal på 638 pionerer. Længere end 6 år kunne man ikke holde begejstringen for pionertjenesten oppe ved at sænke timekravet. Men hvad værre er: Interessen for forkyndelse i det hele taget var også dalet blandt det samlede antal Jehovas Vidner i Danmark, og det timegennemsnit for dem der ikke var pionerer i 1990 var i 2005 faldet til 3,9 timer pr. forkynder. Aldrig havde så mange forkyndere forkyndt så lidt.

Post Hoc Ergo Propter Hoc

Latin som kan oversættes til: “Efter dette – derfor som følge af dette”. Ofte kalder man det også i forkortet form for et “Post Hoc argument”.

Det er én blandt mange såkaldte logiske fejlslutninger hvor menneskehjernen typisk vil lede efter kausalitet (årsagssammenhæng), og når en hændelse sker i umiddelbar forlængelse af en anden begivenhed er det nærliggende at drage den fejlkonklusion at hændelsen var en følge af den forudgående begivenhed. Sagt i videnskabelige termer udtrykkes fejlslutningens således:

Da begivenhed Y fulgte begivenhed X, må begivenhed Y være forårsaget af begivenhed X.

Post hoc ergo propter hoc er ikke den eneste kendte logiske fejlslutning af “Post Hoc”-typen. Den er f.eks. nært beslægtet med en anden fejlslutning der kaldes “Cum hoc ergo propter hoc”, som kan oversættes til: “Sammen med dette derfor årsag til dette.” Forskellen på de to er ikke stor, men i sidstnævnte er kronologien af uvæsentlig eller negligeabel betydning, eller begivenhederne kan endog have indtruffet samtidig. Post hoc er en logisk fejlslutning, hvor en begivenhed siger at være årsagen til en senere begivenhed, fordi den fandt sted tidligere (eller i umiddelbar forbindelse hermed).

Post hoc (eller Cum hoc) er en særligt fristende type af fejlslutninger, fordi korrelation nogle gange synes at antyde kausalitet. Fejlslutningen ligger i en konklusion, der udelukkende er baseret på begivenhedernes rækkefølge, snarere end hensynet til andre faktorer, der potentielt er ansvarlige for resultatet, og som dermed kunne udelukke forbindelsen.

Et simpelt eksempel på en fejlagtig “Post Hoc”–argumentation er: “Hanen galer umiddelbart før solopgang; derfor får hanen solen til at stå op.“

Pædofili

Et emne der heldigvis i den senere tid har fået langt mere fokus end tidligre er Vagttårnssektens store problem med sexovergreb på børn. Antallet af personer med pædofile tilbøjeligheder er formentlig ikke større end i befolkningen generelt, omend der kan argumenteres for at sektens stærkt radikaliserede forhold til sex udenfor ægteskabet kan bidrage til at flere søger afløb for deres seksuelle drifter hos ofre der er nemmere et presse eller true til seksuelle ydelser og efterfølgende få til at hemmeligholde overgrebet.

Den største kritk vedrørende seksuelle overgreb på mindreårige i sekten, er måden hvorpå sektens ledelse håndterer sager om krænkelser af mindreårige. Kritikken går bl.a. på følgende:

1. At sekten gør alt for at inddæmme informationen om overgrebet ved bl.a. så vidt muligt at håndtere sagen internt.
2. At dem der skal tale med et barn der her lidt under overgreb er mænd der ingen uddannelse har i håndtering af de yderst komplekse psykologiske problemstillinger der knytter sig til børn der har været udsatr for seksuelle overgreb.
3. At man først og fremmest behandler en anmeldelse af sexovergreb som en synd og ikke som en forbrydelse, og derfor ikke har en klar retningslinje for overdragelse af samtlige sager der vedrærer sexovergreb på mindreårige til rette myndighed, men tværtimod selv ønsker at indsamle dokumentation fra såvel den krænkede som den formodede krænker, til trods for at eksperter i hobetal har udtalt at en sådan sagsbehandling af ukyndige kan forvolde uoprettelig skade på den krænkede.
4. At Vagttårnssektens ledelse, trods adskillige henstillinger fra myndighederne har nægtet at medvirke til en øget transperans i disse sager, ved at hemmeligholde et kartotek med langt over 20.000 kendte krænkere i sektens rækker.
5. At en krænker der ikke udstødes af menigheden (fordi ældsterådet vurderer at krænkeren udviser tilstrækkelig anger) fortsat kan færdes frit blandt menighedens børn og unge, uden at menighedens forældre er orienteret om at en potentiel børnemisbruger går rundt blandt menighedens børn, fordi man sætter krænkerens ret til fortrolighed højere end sikkerheden for børn der kommer i rigssalen flere gange om ugen.
6. At en krænker der bliver udstødt udelukkende udstødes af menigheden med besked om at “han ikke længere er et af Jehovas Vidner”, men uden besked til hverken menighedens forældre eller offentlige myndigheder om at man har kendskab til en erkendt overgrebsmand (eller -kvinde), og at enver udstødt – uanset grunden – stadig har adgang til menighedens møder.
7. At en person der er udstødt for at have misbrugt bnørn seksuelt, som alle andre udstødte, efter en tid kan søge om genoptagelse, hvorefter den pågældende krænker igen kan færdes frit blandt alle menighedens medlemmer, inklusiv disses børn, uden at menighedens forældre nogensinde orienteres om at den genoptagede var udstødt af menigheden grundet sexovergreb på børn, så forældre kan tage passende forholdsregler.
8. At man – såfremt der ikke forefindes to vidner der kan bekræfte at overgrebet har fundet sted – afstår fra yderligere behandling af sagen, og “overlader den i Jehovas hænder”.

Man har endog udarbejdet et skema for hvordan denne former for sager skal håndteres. Dette skema er naturligvis strengt fortroligt og kun forbeholdt ældste da det er udgivet som et tillæg til den såkaldte “ældstehåndbog” eller “ældstemanual”, som ikke må læses af menige Jehovas Vidner. JVinfo•NU er dog kommet i besiddelse af dette skema der viser arbejdsgangen såfremt et barn eller barnets forældre henvender sig med en anklage om seksuelt overgreb. Af hensyn til alle børn og forældre vælger vi trods denne hemmeligholdelse fra Vagttårnssektens side at offentliggøre dette skema så alle kan se hvordan man – nogen vil mene, på usmagelig vis – har sat hele behandlingen af sager om krænkelser af mindreårige på formel. Dette skema kan ses på linket herunder:

Klik her for at se tillæg til side 109 i “ældstemanualen” om behandling af sexovergreb på børn

---

Q

---

R

Rhesus-Immunisering

Rhesus er en gruppe bestemte antigener (proteiner), som sidder fast på overfladen af de røde blodlegemer. Et sådant antigen, kan føre til, at der dannes andre proteiner (antistoffer), som binder sig til antigenet. Når et antistof binder sig til et antigen, vil det udløse en immunologisk reaktion.

De personer, som har rhesus-antigener på overfladen af de røde blodlegemer, kaldes rhesus positive, mens de, som ikke har dem, kaldes rhesus negative. Det er medfødt, om man er rhesus positiv eller negativ.

En rhesus negativ kvinde, som bærer på et rhesus positivt foster, kan danne antistoffer mod fosterets antigener. Rhesus antistofferne kan frit passere moderkagen og binde sig til antigenerne på fosterets røde blodlegemer. Den immunologiske reaktion fører til, at fosterets røde blodlegemer bliver ødelagt, og fosteret kan få blodmangel.

En rhesus negativ kvinde kan kun danne rhesus-antistoffer, hvis hun udsættes for rhesus positivt blod. Det kan være sket i forbindelse med en abort eller fødsel af et rhesus positivt barn, eller hvis der opstår blødning fra fosteret over i moderens blod under graviditeten. Hele denne proces, som ender med dannelse af rhesus-antistoffer, kaldes rhesus immunisering. Der findes flere rhesus antigener på overfladen af vores røde blodlegemer. Det antigen, der oftest dannes antistoffer imod, er rhesus D.

Læs mere om Rhesus Immunisering her

Russel, Charles Taze

Se Charles Taze Russel (klik her for at springe direkte til artikel)

Rutherford, Joseph Franklin

Se Joseph Franklin Rutherford (klik her for at springe direkte til artikel)

---

 A   B   C   D   E   F   G   H   I   J   K   L   M   N   O 
 P   Q   R   S   T   U   V   W   X   Y   Z   Æ   Ø   Å   # 

---

---