LEK•SI•KON

Denne side indeholder et leksikon med begreber der ofte høres i forbindelse med Jehovas Vidner, og som de fleste ikke kender betydningen af — i det mindste ikke den præcise betydning — med mindre man selv er eller er nært beslægtet med en der er eller har været medlem af Jehovas Vidner. Desuden indeholder leksikonet en række almindelige begreber som de fleste danskere har et afslappet forhold til, men som hos Jehovas Vidner enten får en anden betydning eller også er det begreber som Jehovas Vidner har en ekstremt konservativ holdning til. Endelig vil du i leksikonet finde ord som i normalt sprog har en anden betydning end den som ordene har fået i sekt-kontekst. Et eksempel kunne være verden som blandt Jehovas Vidner er et underforstået udtryk der dækker over “Satans verden“ (s.d.)
Hvis nogle af begreberne i dette leksikon er behandlet i indlæg, artikler eller andetsteds på siden, vil der også forekomme links til disse under opslagsordet.

---

Forkortelser anvendt i dette leksikon
(og af Vagttårnsselskabet og dets religiøse front Jehovas Vidner)

Forkortelse	Betydning
DSR (el. SR)	Det Styrende Råd (s.o. MSR)
KUH	Kontaktudvalg til Hospitaler
HIS	Hospital Informations-service (Engelsk: Hospital Information Services)
JV	Jehovas VIdner (Religiøs sket der i Danmark er under tæt administrativ kontrol af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ApS)
MSR	Medlem af Det Styrende Råd
NVO	Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter
NWT	New World Translation of The Holy Scriptures (s.o. NVO)
VO	Vågn Op! (Tidsskrift der i Danmark udgives af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab)
VT	Vagttårnet (Tidsskrift der i Danmark udgives af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab)
VTBTS	Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ApS (s.o. VTS)
VTS	Vagttårnsselskabet (Den daglige omtale af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ApS, både blandt aktive og forhenværende medlemmer af sekten) (s.o. VTBTS)

---

A B C D E F G H I J K L M N O
P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å #

---

J – R

Jean-Paul Sartre

Jean-Paul Charles Aymard Sartre (født 21. juni 1905, død 15. april 1980) var en fransk eksistentialist, eksistentiel filosof og forfatter. Sartre er sandsynligvis den bedst kendte eksponent for eksistentialismen (s.d.), men også grundlægger af den eksistentielle fænomenologi sammen med Merleau-Ponty og Heidegger. Han var både filosof og succesfuld forfatter af romaner og skuespil. De eksistentielle temaer blev ofte udforsket i hans fiktionsværker og i værker af Simone de Beauvoir, hans livslange ledsager.

Én af Sartres hovedidéer var, at mennesket er dømt til at være fri. “Dømt fordi han ikke har skabt sig selv – men er ikke desto mindre fri. Fordi han nu engang er hvirvlet ind i verden, er han ansvarlig for alt, hvad han gør“. “Mennesket er den eneste forfatter til sin egen opførsel“. “Mennesket har ikke en given menneskelig natur, men må skabe sin egen. Mennesket er ikke andet, end hvad han skaber sig selv til“.

Jehovas Vidner

Jehovas Vidner er et internationalt millenaristisk og restorationistisk trossamfund, hvis teologi og religiøse praksis på væsentlige punkter afviger fra de traditionelle katolske og protestantiske dogmer.

Almene kristne kirker anerkender ikke Jehovas Vidner som kristne, bl.a. fordi Jehovas Vidner afviser grundlærdomme i den traditionelle kristendom, som den treenige Gud, nadveren, sjælens udødelighed, m.fl.

Jehovas Vidners medlemstal er på verdensplan 8.686.980 (i 2022) (en lille nedgang på 1.172 medlemmer fra 8.695.808 i 2021) fordelt over 119.297 menigheder (en nedgang på 1.092 menigheder fra 120.387 i 2021).

Jehovas Vidner er den største af de grupper der udsprang fra Bibelstudenterne (s.d.) stiftet af Charles Taze Russell (s.d.), og i 1931 kommer det endelige skisma hvor man – for at vise at man er en selvstændig gruppe der adskiller sig fra de øvrige grupper af Bibelstudenter – antager navnet “Jehovas Vidner” (Officielt bekendtgjort på et stævne i New York af Vagttårnsselskabets daværende præsident, Joseph F Rutherford (s.d.), hvis tale senere blev genoptrykt i Vagttårnet (på dansk 1. december 1931). Dette skisma afstedkom også en yderligere fastslåelse af en tidligere henstilling til at de der tilhørte “Den Store Skare” skulle deltage i forkyndelsesarbejdet, ligesom det blev understreget at indsamlingen af “Den Lille Skare” var afsluttet. Dette gav anledning til stor opstandelse hos mange der betragtede det som naturligt at alle kristne arvede himmelsk opstandelse i overensstemmelse med den pagt Jesus indgik med alle sine disciple. Nu antydede tonen – i hvert fald i mange medlemmers ører – at der var to klasser af kristne som var en slags første- og andenrangs kristne.

Jehovas Vidners Verdensomspændende Orden af Særlige Heltidstjenere

Jehovas Vidner Verdensomspændende Orden af Særlige Heltidstjenere (herefter blot kaldet “Ordenen“) er en “klosterorden” (sommetider kaldet “munkeorden”), som sektledelsens juridiske afdeling har udtænkt fordi det understreger at der er tale om en “religiøs orden”, med alt hvad det indebærer af særlige juridiske privilegier i mange lande verden over.

Ordenen er først og fremmest oprettet fordi skattevæsenet i flere vestlige lande har haft svært ved at gennemskue regnskaberne for de nationale afdelingskontorer, men repræsentanter for f.eks. de danske skattemyndigheder, har været på kontrolbesøg på afdelingskontoret i Holbæk, og kunne i den forbindelse konstatere at beboerne på stedet også arbejder og som modydelse herfor modtager kost og logi uden beregning, ligsom de får udbetalt særlige tøjpenge to gange om året, kørselsgodtgørelse ved besøg i andre byer, m.m. Så de små lejligheder på Betel var altså i skattemæssig henseende at betragte som tjenesteboliger.

Grunden til denne forvirring var naturligvis at alle andre der arbejder for en virksomhed og har råderet over tjenestebolig og modtager fuld forplejning under ansættelsesforløbet, skal afregne en rimelig skat svarende til en skønsmæssig fastsat værdi af disse goder, ligesom mange i erhvervslivet beskattes af f.eks. firmabil, fri telefon, diæter, osv. Hvad skattevæsenet ikke kunne vide var, at “betelmedarbejdere” (som de blev kaldt) ikke var “medarbejdere” i gængs forstand, da de i princippet arbejdede gratis.

For det danske afdelingskontors vedkommende kunne den daværende landskoordinator ikke dy sig for at sende et meget spydigt brev tilbage til SKAT, hvori han påpegede at medarbejderne arbejdede vederlagsfrit og at man gav dem kost og logi da det var en forudsætning for at de ville forblive i live og kunne fortsætte deres gerning for trossamfundet. Men såfremt SKAT var villige til at modtage afregning i “naturalier”, skulle det danske afdelingskontor gerne fremsende en sending med tiloverblevne madrester, skrog fra fjerkræ, stilke fra tomater, og andet der kunne betragtes som en rimelig procentdel af de modtagne diæter, da det var det eneste “klostrets” beboere havde at bidrage med.

Man forklarede at man ganske vist gav medarbejderne et meget beskedent vederlag som var det samme uanset hvilken stilling man bestred, da der ikke var tale om egentlig løn, men fordi Jehovas Vidner ikke stiller et særligt krav til klosterbeboernes påklædning (som f.eks. munkekutter), så udleverer man ikke dragter til beboerne, men da man stadig stiller krav til de enkelte beboere om at de til enhver tid går ulasteligt klædt, har man i stedet valgt at overføre et tilsvarende beløb til de enkelte beboere, så de kan vælge tøj der harmonerer med deres personlige smag. På samme måde havde man undladt at diktere at medlemmerne skulle bruge et bestemt mærke af shampoo, tandpasta oog toiletpapir, hvorfor man også havde valgt i stedet at lade beboerne få pengene til dette i egne hænder, så de selv kunne anskaffe de foretrukne produkter.

Den daværende koordinator for Vagttårnssekten var – som det fremgår af ovenstående ikke uden humor – og det tjente sekten godt i den aktuelle sag, da de danske skattemyndigheder fra da af (2003) anerkendte at nogle Jehovas Vidner var medlemmer af den sålaldte “orden” af særlige heltidstjenere, og derfor ikke modtog løn som borgere i et normalt ansættelsesforhold.

Det er vigtigt at bemærke, at der er få lande hvor skattemyndighederne ikke anerkender en sådan pludselig opfindelse af en lignende “klosterorden”, og som derfor stadig mener at kost og logi er goder der skal beskattes af Jehovas Vidner, præcis som alle andre der nyder samme goder, uanset størrelsen på deres løn. Det betød i praksis at Jehovas Vidner i disse lande måte vælge mellem at give medarbejdere på de pågældende landes afdelingskontorer en mere rimelig hyre, så der rent faktisk også var penge til at betale skat af fri kost og logi, eller at nedlægge de pågældende landes afdelingskontorer.

Det seneste eksempel på dette så man da hverken Norge eller Sverige ville skattefritage Jehovas Vidner som medlemmmer af en særlig religiøs “kloster-orden”. I stedet for at tilpasse det vederlag man udbetalte til alle medlemmer af de pågældende landes “betelfamilier”, så medlemmerne kunne afregne med “Cæsar hvad der tilkommer cæsar”, nedlagde man ganske enklelt afdelingskontorerne i de pågældende lande og flyttede få nøglemedarbejdere fra Norge og Sverie til det danske afdelingskontor i Holbæk, og omdøbte herefter dette til Det Skandinaviske Afdelingskontor. Den officielle forklaring var “forenkling”, sådan som det ofte er når sektledelsen vil bruge et mere “spiseligt” ord for indskrænkende tiltag.

Jehovas Vidners Årbog

Jehovas Vidners Årbog er en bog der er udkom årligt i perioden fra 1922 til 2017 (begge inkl.) Det var en af de bøger som mange dedikerede Jehovas Vidner så frem til at modtage, da den udover de tørre fakta om årsrapporter fra alle verdens lande også indeholdt beretninger fra jordens fjerneste egne. Den fungerede sammen med de årlige landsstævner, internationale stævner og kredsstævner, som et af sektens absolut vigtigste midler til at skabe en meget direkte følelse af at tilhøre noget stort og verdensomspændende – en global åndelig familie.

Årbogen fokuserede som regel på nogle få lande hvorfra der blev fortalt beretninger fra forkyndere der havde haft spændende oplevelser i deres forkyndelsesarbejde. Hvert år udså man sig 2-3 lande der i særlig grad fik opmærksomhed. (2 gange har Danmark været genstand for særlig opmærksomhed i Jehovas Vidners Årbog, nemlig i Årbogen for 1957 hvor man rettede fokus på Danmark, Grønland og Færøerne og i 1993 hvor man rettede fokus mod Danmark, Honduras og Malaysia.)

De to andre vigtigste dele af årbogen var en “personlig” hilsen fra Jehovas Vidners Styrende Råd (s.d.) som man oftest fandt forrest i Årbogen udformet som “et brev til alle forkyndere af den gode nyhed”, og som det måske allervigtigste, en komplet rapport over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i det forgangne “tjenesteår” (s.d.), som indeholdt en optælling af mange forskellige tal fra hvert enkelt land, og en sammentælling af alle tallene nederst i rapporten, så alle medlemmer kunne få en klar fornemmelse af den “fremgang” sekten nød på verdensplan. I slutningen af 2010’erne begyndte væksten dog stille at aftage og man kunne ikke holde så gode statistikker som man hidtil havde kunnet brillere med, og “onde tunger” vil hævde at dette bl.a. er en af grundene til at man ikke længere udgiver Jehovas Vidners Årbog, da den henleder opmærksomheden på de ringere og ringere resultater sekten kan fremvise — især i “den vestlige verden”.

Jehovas Vidner fører meget nøje statistikker for deres resultater på en række områder, herunder timer anvendt på forkyndelse, antal afholdte bibelstudier, antal besøgte der bliver besøgt igen (såkaldte “genbesøg”), antal pionerer, antal hjælpepionerer (en slags pionerer der binder sig for kortere perioder og som skal nå lidt færre timer om måneden end pionerer), antal forkyndere, o.m.a. Disse statistikker føres på baggrund af de “tjenesterapporter” (s.d.) som alle aktive forkyndere i sekten indleverer hver måned, hvorpå de anfører præcis hvor mange timer de har brugt på at forkynde, hvor mange “genbesøg” (s.d.) de har haft, hvor mange blade, brochurer og bøger de har afsat til personer de har truffet i deres forkyndelse, hvor mange videofilm de har måttet spille fra en iPad for den besøgte, hvor mange forskellige mennesker de har holdt “bibelstudium” (s.d.) med, osv.

Jerusalem

Hvert år valfarter flere tusinde kristne, jøder og muslimer til Jerusalem. Jerusalem er helligsted for alle tre religioner, men byen er også arnested for konflikt.

Jerusalems geografi og demografi

Jerusalem er en by, der deles af Israel og det palæstinensiske selvstyre. Den vestlige del af byen tilhører Israel, mens den østlige del af byen styres af palæstinenserne. Israel ligger ved Middelhavets østlige bred og grænser op mod Egypten, Jordan, Syrien, Libanon og de palæstinensiske territorier. Der bor tæt på en million mennesker i Jerusalem, hvoraf 61 procent af indbyggerne er jøder, og de resterende 39 procent er arabere.

Jerusalem er den israelske by med flest ultraortodokse jøder. Hele 35 procent af den jødiske befolkning i Jerusalem er ultraortodokse, og de karakteristiske hatte og slangekrøller er derfor ofte at se i bybilledet.

Jerusalems historie

Jerusalem menes at have været beboet allerede siden omkring 3500 f.Kr. og har en lang, konfliktfyldt historie.

Omkring år 1000 f.Kr. erobrede kong David Jerusalem fra Jebusitterne og gjorde byen til Israelitternes hovedstad. Ikke længe efter erobringen byggede kong Salomon, Davids søn, jødernes første tempel, som dannede centrum for den israelitiske religion.

Knap et halvt årtusind senere blev Jerusalem erobret af babylonierne under kong Nebukadnesar II. Den babylonske konge ødelagde templet, og israelitterne blev forvist. Eksilet varede de næste 50 år, hvorefter perserne overtog området og tillod israelitterne at vende tilbage og genopbygge templet.

Under den makedonske konge Alexander den Stores korte regeringstid i 336-323 f.Kr formåede han at erobre store dele af verden, herunder Jerusalem. Siden har byen været erobret og styret af flere forskellige grupper, herunder seleukiderne, hasmonæerne, romerne, byzantinerne og osmannerne. Det Osmanniske Rige blev opløst efter Første Verdenskrig, hvorefter området blev underlagt britisk kontrol.

Mellemkrigstiden blev katalysatoren for Israel-Palæstina-konflikten, der fortsat udspiller sig i dag, med Jerusalem som del af konfliktens kerne. Jerusalem deles af Israel og det palæstinensiske selvstyre, der begge opfatter Jerusalem som hovedstad.

Religioner i Jerusalem

Jerusalem er en mosaik af religioner. I byen findes både moskéer, synagoger og kirker, og dertil både muslimske, jødiske og kristne helligdomme. Alle de tre store abrahamitiske religioner (fællesbetegnelser for de religioner, der spores tilbage til patriarken Abraham) har nemlig et særligt tilhørsforhold til stedet.

Jødedommen og Jerusalem

For jøder er Jerusalem den absolut helligste by, og det er der flere årsager til. Ifølge jødisk tradition har Gud givet Israel til jøderne, og da kong David erobrede området omkring 1000 f.Kr., udnævnte han Jerusalem til israelitternes hovedstad.

Efter kong Davids erobring af Jerusalem byggede hans søn, kong Salomon, jødernes første tempel. Templet blev bygget på Morija-bjerget, det sted, hvor Abraham næsten ofrede sin søn Isak og viste sin hengivenhed til Gud. Beretningen om patriarken Abraham er ikke kun central for jødedommen, men også kristne og muslimer.

Også jødernes andet tempel blev bygget her, efter babylonierne destruerede det første tempel i 586 f.Kr. Det andet tempel blev destrueret af romerne i 70 e.Kr., men rester af templet står fortsat og kendes som Grædemuren. Templets ødelæggelse mindes fortsat hvert år under højtiden tisha b’av.

Islam og Jerusalem

Jerusalem er den tredje helligste by efter Mekka og Medina i Islam. På arabisk kaldes byen al-Quds, som betyder “helligdommen”.

Det, der særligt knytter muslimerne til Jerusalem er, at det er her profeten Muhammed angiveligt tog sin himmelrejse, hvor han rejste gennem de syv himle og kom i nærhed med Gud, hvor han modtog påbuddet om de fem daglige bønner, som er den anden søjle i islam. Muslimer fejrer årligt denne begivenhed på isra og mi’raj.

Klippehelligdommen med den gyldne kuppel markerer det sted, hvor Muhammed fór til himmels, og på samme plads ligger al-Aqsa moskéen, som er en af de helligste moskéer i islam. Dette sted er også hvor Abraham (Ibrahim i islam) ofrede Isak (Ismael i islam), og hvor jødernes tempel lå.

Kristendommen og Jerusalem

Jerusalem er en central del af Det Nye Testamente. Det er her, hvor evangeliernes mest dramatiske begivenheder udspiller sig. Her blev Jesus dømt til døden, korsfæstet og begravet, hvorefter han ifølge den bibelske beretning genopstod – begivenheder kristne mindes under påske.

I Jerusalems gamle bydel ligger Via Dolorosa (smertens vej), som er den rute, Jesus bar korset på vej til henrettelsespladsen Golgata. På denne korsfæstelsesplads ligger i dag Gravkirken. Gravkirken blev først bygget i det 4. århundrede og indeholder desuden Jesu formodede grav, hvorfor den er et kendt pilgrimsmål for kristne.

Jesse Michael Bering

Jesse Michael Bering er en amerikansk psykolog, forfatter og videnskabsteoretiker, som i dag som primært forskningsområde har Videnskabelig forskning i Religiøse Kognitioner.

Jesse Bering er ledende professor på institut for Videnskabelig Kommunikation på Otago universitet. Han er en regelmæssig bidragyder til det anerkendte tidsskrift Scientific American. Flere af hans mere kendte studier er også udgivet i populariserede udgaver i New York Magazine, The Guardian og The New Republic, og han har været hyppig gæst på BBC, NBC og flere andre TV- og radiostationer.

Bering begyndte sin karriere som professor på University of Arkansas. Han videreuddannede sig under in mentor Daniel J Povinelli hvor han fik sin Masters Degree. Herefter erhvervede han sig en PhD i Udviklingspsykologi og kort efter stifter han Institute of Cognition and Culture på Queens University i Belfast.

Jesse Bering er blevet kendt for dels at formidle videnskabelig forskning på en folkelig måde, men også at være fuldstændig uden berøringsangst over for emner der typisk er kontroversielle og som andre forskere går i en stor bue udenom. Det drejer sig især om forskning i seksualitet og religion. Han har blandt andet udgivet værket “Perv: The Sexual Deviant in All of Us“, hvori han argumentere for at seksuelle afvigelser alle bør vurderes objektivt og alene vurderes ud fra den skade de forvolder og ikke andre menneskers moralske mishag eller væmmelse.

Væsentlige bøger af Jesse Bering er bl.a.:

• The God Instinct: The Psychology of Souls Destiny and the meaning of life (W. W. Norton, 2011)
• Perv: The Sexual Devian in All of Us (Farrar, Strauss & Giroux, 2013)
• Suicidal: Why We Kill Ourselves (University of Chicago Press, 2018)

Jesse Bering er desuden partner i projektet “Explaining Religion”, som har hovedsæde på Oxford University.

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige tror på den genopståede Jesus Kristus som vist på Kristusstatuen i North Visitors’ Center på Temple Square i Salt Lake City, USA. (Kopi af Bertel Thorvaldsens “Christus”)

Joseph Smith, Jr. (s.d.) sagde, at han så to “personer” i foråret 1820, hvoraf den ene pegede på den anden og sagde, “Dette er min elskede søn. Hør ham!” Kirken lærer, at dette var et besøg af Gud Fader og Jesus i kød og ben.

Døbefont i Salt Lake-templet, cirka 1912, hvor dåb for, og på vegne af, de døde udføres på stedfortrædere. Fonten hviler på ryggen af tolv okser, som repræsenterer Israels tolv stammer

Lande og område hvor mormonerne rapporterer fra.

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (fra engelsk The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints) er almindeligt kendt som Mormonkirken, da den er den største af flere mindre uafhængige trossamfund, som også påstår at være mormonkirker. Kirken har hovedkvarter i Salt Lake City i Utah, USA og har kirker og templer over hele verden med 11 templer i Europa, hvoraf et ligger på Frederiksberg. Kirken har ca. 17 millioner medlemmer (pr. 31. december 2021) over hele verden. Pr. Oktober 2018 er det efter åbenbaring til kirkens profet blevet indskærpet, at kirkens korrekte og officielle navn er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og at kirkens medlemmer bør omtale sig selv som Medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og ikke mormoner. Forkortelser kan være Kristi Kirke, Jesu Kristi Kirke eller den Genoprettede Kirke.

Medlemmer af kirken (mormoner, Sidste Dages Hellige eller SDH) tror, at Jesus Kristus leder deres kirke via åbenbaringer givet til kirkens præsident, som anses for profet. De regner sig selv som kristne, men hverken som en del af katolske, ortodokse eller protestantiske traditioner. I stedet tror de, at kirken er en genoprettelse af det 1. århundredes kristendom. De har i modsætning til traditionelle kristne tre andre kanoniserede skrifter kaldet: Mormons Bog, Lære og Pagter og Den Kostelige Perle. De tror også på Bibelen, for så vidt den er rigtig oversat (Joseph Smith har oversat dele af biblen), hvilket nævnes i deres trosartikler. Ifølge Mormons Bog er vigtige, klare og tydelige ting fjernet fra især Det Nye Testamente (se 1. Nefi 13:20-42). Af disse grunde mener mormoner, at Bibelen ikke altid er helt så pålidelig som deres andre skrifter.

Historisk set har kirken adskilt sig fra moderne kristendom ved at praktisere polygami i kirken, ligesom man kan læse om i Det Gamle Testamente) (ulovliggjort efter 1890) og ved andre unikke doktriner og skikke som begavelse, dåb for de døde/stedfortrædende arbejde og dens syn på Guddommen (Gud Faderen, Kristus og Helligånden er ikke én men 3 forskellige personer, der har samme formål, nemlig at bringe Guds børn (alle mennesker) tilbage til Gud). Kirken har det standpunkt, at den er “den eneste sande og levende kirke på hele Jordens overflade”,[7] men den samarbejder med andre religiøse organisationer om humanitære og moralske emner.

Medlemmerne anser Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige for at være den eneste sande kirke i verden. Inden man bliver medlem af mormonkirken, bør man have et vidnesbyrd. Et vidnesbyrd består i en åndelig tilkendegivelse fra Gud, om at kirken er sand. Det går kort sagt ud på, at man beder til Gud og spørger, om mormonkirken er sand. Dernæst skulle man få en tilkendegivelse fra Helligånden, som skulle være en varm fornemmelse. (Se bl.a. Moroni kapitel 10:4[6] i Mormons Bog.)

Joseph Franklin Rutherford

Joseph Franklin Rutherford blev Vagttårnsselskabets anden præsident. Måden hvorpå det foregik er dog omgærdet med en del mystik, og det er almindelig anerkendt at det ikke var hans forgænger – og trossamfundets grundlæger Charles Taze Russells – ønske at Joseph Rutherford skulle efterfølge ham som præsident for Vagttårnsselskabet.

Ser man det religionens grundlægger nedfældede som sin sidste vilje udtrykte han temmelig tydeligt at han udpegede fire mænd som skulle udgøre en bestyrelse der skulle træffe alle afgørelser om lærespørgsmål ved konsensus. Rutherford figurerede ikke engang på denne liste. Under denne liste var en liste af suppleanter som kunne træde til såfremt helbred, dødsfald eller andet hindrede en af de fire førstnævnte personer i at udfylde pladsen som bestyrelsesmedlem. På denne liste over suppleanter forekom J. F. Rutherford helt nede på pladsen som nr. 3 ud af 4 mulige suppleanter. Så det var tydeligt at Rutherford ikke havde samme agtelse hos Russell som han havde selvagtelse.

Men fordi dødsfald jo aldrig er til at forudsige præcist, så kom grundlæggeren Charles Russells dødsfald også uventet, og det betød at den beskrevne bestyrelsesstruktur ganske vist var underskrevet af Russell selv i hans sidste vilje, men det var ikke ratificeret på en stiftende generalforsamling efter den nye struktur. Derfor lykkedes det Rutherford at skynde sig at søge juridisk bistand hvorved han blev klar over at den nye struktur ikke var formelt indstiftet endnu, til trods for at den var nedfældet i Russells testamente. Rutherford skyndte sig derfor at skaffe sig tilstrækkeligt med støtter til et valg der skulle gøre ham til enevældig præsident, hvorefter han indkaldte til en ekstraordinær generalforsamling hvor han gjorde opmærksom på at den nye struktur endnu ikke var godkendt, og at han i stedet stillede op som kandidat til præsidentembedet. Det var ikke mange af Rutherfords modstandere der havde fået invitationen til den ekstraordinære generalforsamling eller også var den udsendt med en sådan hast at de ikke kunne nå at deltage i mødet. Og da Rutherford allerede inden mødet havde sikret sig et flertal blev det en smal sag for ham at blive den konstituerede præsident frem til næste ordinære generalforsamling. Men allerede i hans tid som konstitueret præsident når Rutherford at ændre på selskabets vedtægter hvorved alle afgørelser suverænt træffes af selskabets præsident, hvilket en ny afstemning blandt Rutherfords støtter igen går glat igennem.

Joseph Rutherford voksede op som baptist på en lille bondegård. Da han blev 16 år gammel, blev han interesseret i jura. Han lånte penge så han kunne studere. Efter at have fuldført sin akademiske uddannelse modtog han yderligere to års oplæring under dommer E. L. Edwards. For at kunne betale sine studier gik Rutherford fra hus til hus og solgte leksika. Da han var 20 blev han officiel protokolfører i retten for fjortende retskreds i Missouri. Den 5. maj 1892 fik han sin tilladelse til at praktisere i Missouri. Senere arbejdede han i fire år som offentlig anklager i Boonville i Missouri, og derefter virkede han nu og da som dommer i særlige sager i Missouris ottende retskreds. Det var derfor han blev kendt som „dommer Rutherford“.

Fordi Rutherford lavede organisatoriske ændringer og ændrede en lang række lærepunkter, opstod der splittelse i sekten. Nogle dannede nye Bibelstudiegrupper hvoraf de mest kendte er Russelliter. Mange af de organisatoriske ændringer og ændringer i deres lære er stadig i brug af Jehovas Vidner i dag. Det var Rutherfords idé at kaldte organisationen for et teokrati (s.d.) og Rutherford var også ophavsmand til navneændringen fra Bibelstudenterne (s.d.) til Jehovas Vidner (s.d.).

Joseph Smith, Jr.

Joseph Smith, jr. (født 23. december 1805 i Sharon, Vermont, død 27. juni i Carthage, Illinois 1844) var en religiøs leder, frimurer og grundlægger af mormonismen, hvoraf de største fraktioner er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (s.d.), (ca. 17.000.000 medlemmer), Kristi Samfund (ca. 250.000 medlemmer), Kristi Kirke med Elias’ budskab (ca. 13.000 medlemmer) og Jesu Kristi Kirke (Bickertonitter) (12.000 medlemmer). Alle mormoner anser ham som profet og grundlægger af Guds sande kirke.

Joseph Smith var en væsentlig religiøs inspirator, og har den dag i dag en enorm stor religiøs betydning for alle kirkelige retninger indenfor de mormonske samfund.

Alle kirkesamfund indenfor mormonismen anser deres respektive kirke som værende den sande kirke, som Joseph Smith grundlagde. På grund af Joseph Smiths guddommelige opgave som genopretter af Jesus urkirke, anså Jospeh Smith alle andre kirker som menneskeførte. På grund af ugudelighed og magt internt i kirkerne, var den rene og sande kirke blevet korrumperet, og havde ikke længere forbindelse til Gud og Jesus. Joseph Smith mente at de eksisterende kirker var blevet infiltreret af det onde, og derfor var Djævlens kirke. Joseph Smith blev i mindst et tilfæld dømt for bedrageri i 1826, 4 år før han grundlagde Kristi Kirke. Selvom det var Joseph Smiths efterfølger, Brigham Young, der som leder af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (s.d.), blev kendt for at praktisere polygame ægteskaber, var det allerede under Joseph Smith at denne troslære blev etableret. I dag kan 49 kvinder forbindes til Joseph Smith som ægtefæller. Dog er forståelsen og omfanget af ægteskab i denne sammenhæng noget diffus, idet der ikke var tale om lovformelige ægteskaber i juridisk forstand. Der var snarere tale om ægteskaber som for nogens vedkommende mere var en religiøs relation. Joseph Smith, jr. fik selv efter sin død i 1844 – flere koner viet til sig i templet.

Grundlaget for mormonsamfundende er, at Joseph Smith genoprettede Jesus kirke på Jorden, efter den havde været tabt. Joseph Smith var udvalgt til at genetablere den sande kirke, og var som følge heraf kaldet som Profet, seer og åbenbarer, med fuldmagten til igen at få åbenbaringer. Han fik åbenbaringer og så Johannes Døber og især Englen Moroni, der viste ham stedet, hvor en tidlig amerikansk befolkning havde gemt deres historie, indgraveret på guldplader. Smith mødte profeter i engleskikkelser, for eksempel Moses og Elias.

De to vigtigste religiøse begivenhed indtraf, da han som ung mand først fik en religiøs oplevelse, hvor han så Gud og Jesus, som i et syn fortate ham, at han skulle genoprette den sande kirke på Jorden. Den anden var, da han fik til opgave at oversætte nogle nedgravede guldplader. Oversættelsen af guldpladerne blev til Mormons Bog, som af alle de mormonske kirkesamfund anerkendes som hellig skrift. Det er på grund af navnet Mormons Bog, at Joseph Smith som et øgenavn blev kaldt Mormoner.

Joseph Smith oversatte guldpladerne ved det Joseph Smith selv kalder guddommelig kraft, ved hjælp af to seersten (Urim og Tummim) samt en anden seersten, som han gemte i sin hat.

Ikke-mormoners syn på Joseph Smith

Ifølge langt de fleste videnskabsmænd, historikere og kristne ses Joseph Smith ikke som en profet. De mener ikke, at Mormons Bog er oversat til engelsk fra antikke guldplader og mener heller ikke, at Joseph Smith oversatte korrekt, da han oversatte de gamle papyrusruller. (Det gjorde han før nogen kunne oversætte ægyptiske hieroglyffer). De gamle papyrusruller er det mest fyldestgørende bevis på Joseph Smiths bedrageri: de indeholder intet af det, som findes i Joseph Smiths oversættelse (Den Kostelige Perle). Joseph Smiths forklaringer på hieroglyffer fra papyrussen er også fuldstændig forkerte. Alligevel fortsætter Mormonkirken med at bruge oversættelsen, og den mener ikke, at det betyder noget, at ægyptologer siger, at papyrussen er en gammel begravelsestekst.

---

K

Klosterløfte

Se Lydigheds- og Fattigdomsløfte (klik her for at springe direkte til artikel)

Knorr, Nathan Homer

Se Nathan Homer Knorr (klik her for at springe direkte til artikel)

Kognitiv dissonans

Kognitiv dissonans er et psykologisk begreb, der beskriver den indre konflikt eller ubehag, som opstår, når en person har modstridende tanker, holdninger eller overbevisninger. Kognitiv dissonans er det mentale ubehag som opleves af et individ, der indtager (eller presses til at indtage) indbyrdes modstridende holdninger. Det kan også være en dissonans mellem individets ideer/værdier og vedkommendes handlinger; at man i givne situationer ikke handler som ens værdier foreskriver.

Begrebet kognitiv dissonans blev først introduceret som som en teori udviklet af den amerikanske psykolog Leon Festinger (s.d.) i 1957, og det har siden spillet en central rolle i forståelsen af menneskelig adfærd og beslutningstagning. Kognitiv dissonans blev i 1960’erne et grundigt undersøgt område inden for socialpsykologien. Kognitiv dissonans indebærer en »modstridende relation mellem kognitive elementer«. Hvad kognitive elementer er, blev ikke tydeligt defineret i teorien, men man kan sige at kognitiv dissonans opstår når forskellige kognitioner (tanker) er i konflikt med hinanden, som for eksempel når man handler på en måde der ikke stemmer overens med de værdier man ellers har, eller når man tvinges til at vælge mellem to lige gode eller dårlige alternativer. Kognitiv dissonans medfører ofte både psykisk og fysisk ubehag.

Kognitiv dissonans er ikke kun begrænset til konflikter mellem handlinger og viden, men kan også opstå, når en person har modstridende holdninger. Et klassisk eksempel kunne være en person, der både elsker dyr og samtidig spiser kød. Der er en konflikt mellem den sympati, personen føler for dyr, og den beslutning, de træffer om at spise dyr.

Festinger foreslog, at vi som mennesker er motiverede til at reducere denne dissonans, fordi den skaber psykisk ubehag. Denne motivation kan føre til forskellige forsvarsmekanismer, som hjælper os med at mindske eller eliminere konflikten. Der er tre primære måder, hvorpå folk typisk håndterer kognitiv dissonans:

Kognitiv dissonans er et centralt begreb i mange psykologiske teorier og har også praktisk anvendelse i adfærdsændring og markedsføring. For eksempel anvender reklameindustrien ofte kognitiv dissonans i deres kampagner ved at fremkalde følelser af utilfredshed med den nuværende livsstil og derefter præsentere et produkt, som lover at reducere denne dissonans. En reklame for et vægttabspiller kan for eksempel spille på en persons følelse af at være utilfreds med sin vægt og tilbyde produktet som løsningen.

Samlet set er kognitiv dissonans et kraftfuldt redskab til at forstå, hvordan mennesker reagerer på indre konflikter og uoverensstemmelser i deres tanker og handlinger. Det hjælper os med at forstå beslutningstagning, adfærdsændring og hvorfor mennesker ofte er i stand til at rationalisere eller forsvare deres valg, selv når de er i strid med deres egne værdier eller den tilgængelige viden.

Kredsstævne

Kredsstævner er stævner der holdes i en weekend to gange om året for mindre dele af landet. Navnet hidrører fra det faktum at hele landet er opdelt i såkaldte “kredse”. (s.o. “Kredstilsynsmand”) En kreds består ofte af 14-16 menigheder som alle tilses af den tilsynsførende for kredsen – en ”kredstilsynsmand”. (Se mere om dette under Kredstilsynsmand, s.d.). Alle kredse i Jylland hedder noget med ”J” (som i J1, J2, J3, osv.), på Fyn begynder nummereringen med ”F” og på Sjælland (som også omfatter Bornholm, Grønland og Færøerne) begynder nummereringen med ”S”. De fleste kredse er for store til at en hel kreds kan være til stævne i Jehovas Vidners stævnehal, så de opdeles ofte på 2 eller 3 stævner. (F.eks. dækkede Kreds J4 alle menigheder i hele Østjylland som derfor omfattede ca. 1500 medlemmer, men der er kun plads til lidt over 800 deltagere i stævnehallen i Silkeborg, så man fordelte som oftest deltagere fra én kreds på to kredsstævner afholdt i weekender med en uges mellemrum.).
Indtil 1972 kaldtes disse stævner for “Zonestævner” (og endnu tidligere for “Regionsstævner”).
(Se evt. også “Områdestævne”)

Kredstilsynsmand

Et land er opdelt i områder (se mere under Områdetilsynsmand, s.d.), som igen er opdelt i kredse, og hver kreds består af et antal menigheder i en bestemt del af landet. En kreds bestod ofte af 12-15 menigheder. Navnet på kredse i Jylland begyndte altid med ”J” (J1, J2, J3 … osv.). På Fyn begynder de med ”F” og på Sjælland (inkl. Bornholm, Grønland og Færøerne) med ”S”. Hver af disse kredse har en slags tilsynsførende, som kaldes en kredstilsynsmand. En kredstilsynsmand besøger (eller ”tilser”) hver menighed to gange om året og er desuden den ansvarshavende for afvikling af kredsstævnerne (s.d.) hvor kredsens menigheder mødes to gange om året i Jehovas Vidners stævnehal i Silkeborg. (Se mere om dette under Kredsstævne, s.d.).
Indtil 1972 kaldte man en Kredstilsynsmand for en Zonetilsynsmand (eller Zonetjener)
(Se evt. også “Områdetilsynsmand”)

Kristen Eksistentialisme

Kristen eksistensfilosofi, der også populært kaldes kristen eksistentialisme, er en filosofisk skole som kan spores tilbage til eksistensfilosoffen og teologen Søren Kierkegaard (s.d.) (1813-1855). Den hviler på tre antagelser taget fra Kierkegaards unikke forståelse af kristendom. Den første var, at universet i bund og grund var et paradoks og at det største paradoks af alle var den ophøjede forening af Gud og menneske i personificeringen af Kristus. Den anden var at have et personligt forhold til Gud fortrænger alle moralsæt, sociale strukturer og fælles normer. Den tredje var at det at følge sociale regler dybest inde var et personligt æstetisk valgt gjort af individer.

Derfor mente Kierkegaard (s.d.) at hver person individuelt må træffe de valg som ligger til grund for hans eller hendes eksistens. Ingen pålagte strukturer — selv bibelske bud — kan ændre individers ansvar for at søge at behage Gud på hvilken personlig og paradoksal måde Gud kan behages. Hvert individ lider af ubeslutsomhedens kvaler indtil han eller hun tager “troens spring” og forpligter sig til et bestemt valg. Hver person har ansvaret for sin egen frie vilje og med det faktum, at et valg, selv et forkert valg, skal træffes for at man virkelig kan leve.

Efter Kierkegaard (s.d.) udviklede hans individualisme sig senere ind i den velkendte eksistentielle filosofi hvor bl.a. Nietzsche, Sartre (s.d.) og Camus var store tænkere, som bibeholdte ideen om personligt valg og ansvar, men kasserede den personlige forbindelse til Gud.

Kierkegaard (s.d.) mente også at ethvert menneske eksisterer på et af tre “eksistensens stadier”: det æstetiske, det etiske og det religiøse. De fleste mennesker han lagde mærke til levede et æstetisk liv hvor intet betød noget ud over udseende, fornøjelser og lykke. Det er i overensstemmelse med dette plan at folk følger sociale regler. Kierkegaard (s.d.) betragtede også overtrædelsen af sociale regler af personlige grunde (f.eks. for at søge berømmelse, et ry for oprørskhed) som værende et personligt æstetisk valg. En meget mindre gruppe er de mennesker som lever på det etiske stadie, som gør deres bedste for at gøre det rigtige og se bort fra samfundets flade høfligheder og ideer. Det tredje og højeste stadie er det religiøse stadie. For at være på det religiøse stadie siger Kierkegaard at man skal overgive sin helhed til Gud.

Kronologi (Bibelsk), iflg. Jehovas Vidner

Nøgleårstal der har betydning for Jehovas Vidner. Årstallene er ikke nødvendigvis historisk korrekte og der er flere af de anførte årstal som anfægtes af historikere, teologer og andre kirkesamfund. Dette er udelukkende en liste over årstal der iflg. Jehovas Vidner har vigtig historisk og/eller profetisk betydning.

Årstal	Begivenhed
4026 f.v.t.	Adam bliver skabt
2370 f.v.t.	Vandfloden indtræffer
1513 f.v.t.	Israelitterne flygter ud af Egypten
607 f.v.t.	70 år i babylonisk fangenskab begynder
537 f.v.t.	De overlevende vender tilbage fra babylonisk fangenskab
2 f.v.t.	Jesus bliver født
29 e.v.t.	Jesus påbegynder sin forkyndelse
33 e.v.t.	Jesus henrettes
66 e.v.t.	Første besættelse af Jerusalem
70 e.v.t.	Jerusalem ødelægges

Kronologi (post-bibelsk, ikke profetisk), iflg. Jehovas Vidner

Herunder ses en oversigt over årstal efter “bibelsk tid”, der har haft betydning for Jehovas Vidner. Det er vigtigt at være opmærksom på at dette ikke er en oversigt over årstal der har indgået i profetier og forventninger, men årstal der markerer begivenheder i sektens historie som virkelig har fundet sted, og som har haft direkte eller indirekte indflydelse på udviklingen af trossamfundet Jehovas Vidner og dettes administrative organ Vagttårnsselskabet. Der er tale om årstal der har haft betydning for sektens historie men det er ikke en oversigt over årstal der kun har fiktiv betydning for alle andre end Jehovas Vidner eller som i det mindste har en helt anden betydning for majoritetssamfundet. Eksempler på sådanne årstal kunne være årene 1919-1925 hvor der holdtes syv stævner hvor syv resolutioner blev vedtaget, hvilket kædes sammen med vers fra åbenbaringen om syv stød i en trompet i det syn Johannes angiveligt modtager i fangenskab. Sådanne årstal er uvæsentlige for sektens udvikling og har kun betydning for stærkt troende Jehovas Vidner. Årstallet 1914 har også en stor teologisk betydning for Jehovas Vidner, men det er også nævnt i tabellen, men det er ikke grundet den profetiske betydning som årstallet tillægges i sektens lære, men fordi det også var året hvor forventningerne om tusindårsrigets begyndelse blev voldsomt skuffede, og medførte uro i sekten. Årstallet 1975 nævnes også – ikke fordi det iflg. Jehovas Vidner er 6000 år siden menneskets skabelse, men fordi det også var et år hvor store forventninger ikke fik sin indfrielse.

År	Begivenhed
1844	22. oktober: Willam Millers profetier om “Kristi andet komme” som havde været en stor kilde til inspiration for Charles Taze Russell, slår fejl og Milleritterne oplever et stort skisma hvor mange skuffede forlader Milleritterne og slutter sig til Syvendedags Adventisterne. Det gjorde bl.a. Jonas Wendell som skulle blive en af Russells tidligste samarbedspartnere sammen med den anden syvendedagsadventist Goerge Stetson.
1852	16. februar: Charles Taze Russell bliver født i Allegheny, Pennsylvania. Hans forældre er det Skotsk-Irske immigrantpar Joseph Lytel Russell og Ann Eliza Birney.
1854	Familien Russell flytter fra Allegheny til Pittsburgh og tilslutter sig den Presbyterianske kirke.
1861	Charles Taze Russells mor, Ann Eliza Birney, dør da Charles er 9 år gammel.
1864	Da han fylder 12 bliver Charles Russell medejer og kompagnon i sin faders manufakturhandel. Charles indgår egenhændigt samarbejdsaftaler med forretningspartnere og underskriver flere handelsaftaler med samarbejdende virksomheder.
1865	Som 13-årig forlader Charles Russell sine forældres kirke og tilslutter sig i stedet en protestantisk kirke kaldet The Congregational Church. Af interessante detaljer kan nævnes at et kardinalpunkt for denne kirkelige fraktion var at den havde en stærk modvilje mod katolikkerne og havde som målsætning at fjerne alt hvad der kunne formodes at have sin rod i katolske tilføjelser til den oprindelige kristendom. Dette er ikke uinteressant da en af de sekter der opstår i kølvandet på Bibelstudenterne, Jehovas Vidner, også nærer en udpræget foragt for lige netop den katolske kirke, som de mener bærer et særligt ansvar for frafaldet fra den sande tro. På det tidspunkt er Russell også blevet berygtet for at skrive bibelvers på byens stakitter samt advarsler til ikke-troende hvor han advarer dem om at “Helvedes flammer venter de troløse”.
1868	Da Russell er 16 år har han adskillige diskussioner med en barndomsven om de mange indbyrdes uoverensstemmelser mellem de forskellige kirkelige fraktioner, hvilket fører til at han begynder at tvivle på eksistensen af en Gud.
1868	Joseph Lytel Russell overdrager sin andel i virksomheden der nu består af en succesfuld kæde af manufakturforretninger til sin søn Charles. (Charles Russell er 16 år gammel)
1870	Charles Russell overværer en prædiken af adventistpræsten Jonas Wendell og genfinder sin tro på Gud, selvom han ikke er enig i alle de fremsatte synspunkter.
1870	Efter at have hørt en prædiken af Jonas Wendell genfinder Russell troen på Gud og etablerer sammen med sin far Joseph Lytel en bibelstudiegruppe i Allegheny, Pennsylvania. Gruppen påvirkes i væsentlig grad af budskaberne fra to Milleritter ved navn George Storrs og George Stetson, som regelmæssigt kommer i gruppen. Sammen med dem grundlægges gruppens overbevsining om at der ikke findes et helvede og at læren om en treenig Gud er falsk.
1876	Charles Russell modtager et eksemplar af Nelson Barbours magasin Herald of the Morning med posten og bliver så begejstret at han sender et telegram hvori han inviterer Nelson Barbour or en anden adventist ved navn John Henry Paton til et møde. Senere samme år betaler Russell udgifter forbundet med at få Nelson Barbour til Philadelphia for at holde et foredrag. Russell fortsætter selv med at overvære adskillige foredrag af Nelson Barbour.
1876	Charles Russel udnævnes som Pastor for bibestudiegruppen i Allegheny, Pennsylvania.
1877	Charles Taze Russell og Nelson Barbour udgiver i fællesskab publikationen Three Worlds and the Harvest of The World. Russell som ellers tidligere havde afvist af begive sig af med flere profetiske spekulationer efter den store fejltagelse om året 1874 hvor han havde bekendt sig til Barbours forudsigelse af Kristi “andet komme”, er nu alligevel medudgiver af en publikation der bl.a. skal vise at Kristus alligevel var kommet i 1874 – bare usynligt og at dette indvarslede en fire år lang “høsttid” hvori alle kristne der er døde vil få en opstandelse, kulminerende i 1878 hvor man angiveligt kan forvente oprettelsen af Guds rige og en opstandelse af de retfærdige fra gammel tid.
1879	Efter endnu en skuffelse i 1878, begynder Russell og Barbour at skændes i spalterne i Herald of the Morning og da de ikke når til enighed ender det med et brud mellem de to hvor Russell trækker sin økonomiske opbakning bladet, og starter i stedet sit eget magasin med titlen Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence.
1879	1. juli: Første udgave af Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence udgives.
1881	Selskabet Zion’s Watch Tower Tract Society grundlægges med William Henry Conley som selskabets første præsident. Charles Taze Russell indtræder som selskabets sekretær Dette selskab skal udgive og distribuere litteratur, herunder det månedlige magasin Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence foruden traktater og Bibler. Selskabet betaler et lokalt trykkeri for fremstillingen af alle selskabets publikationer. Trykkeriets navn var Tower Publishing Company og var ejet alene af ingen ringere end Charles Taze Russell.
1881	Charles Russells første bog der opnår udbredelse til en bredere kreds udgives. Bogens titel er Food for Thinking Christians.
1884	Zion’s Watch Tower Tract Society registreres som et aktieselskab og Charles Taze Russell bliver selskabets nye præsident (efter William H. Conley).
1886	Første bind i serien Millennial Dawn (på dansk: Millenniets Daggry) udgives med titlen Plan of the Ages (på dansk: Guds Verdensplan). (Heptalogien kom senere til at hedde Studies in the Scriptures (på dansk: Studier i Skriften) fordi for mange troede at det var en eventyrroman når de så titlen Millennial Dawn)
1889	Den første bygning der blev forgængeren for nutidens “Betelhjem”, blev opført i Allegheny, Pennsylvania. Huset skal fungere som hovedkontor for Zion’s Watch Tower Tract Society og bliver navngivet Bible House.
1891	Charles Taze Russell tager på turné i hele Europa, Efter hans hjemkomst afholdes det første stævne i Allegheny, Pennsylvania.
1893	Det første større stævne for hele landet holdes i Chicago, hvor der er et fremmøde på 360 deltagere. 70 bliver døbt ved dette stævne.
1894	Den danske oversættelse af andet bind i Studier i Skriften udkommer med titlen Tiden er for Haanden. Heri bekendtgøres det som “en afgjort sag at denne Verdens Rigers Endeligt og Grundlæggelsen af Guds Kongedømme vil være fuldt kommet ved Enden af 1914 e. Kr.” (Tiden er for Haanden, s. 111)
1896	Zion’s Watch Tower Tract Society skifter navn til Watch Tower Bible and Tract Society.
1900	23. april: Det første afdelingskontor udenfor Amerika åbnes i London, England.
1901	Maria Russell lader sig separere fra Charles Taze Russell, som bliver en stadig mere utålelig mand at leve med grundet hans ukærlige behandling af sin hustru og hans konstante utroskab. Retten finder Maria Russells anklager veldokumenterede og bevilliger hende foreløbig separation og hustrubidrag. Hun indflytter i en af Russells mange ejendomme
1902	Det første afdelingskontor i Tyskland åbnes i byen Elberfeld.
1904	Charles Taze Russell færdiggør sjette bind af Milleniets Daggry (Senere kommer serien til at hedde Studier i Skriften). Bogen kommer til at hedde “The New Creation” (På dansk: “Den Nye Skabning”)
1904	Det første afdelingskontor i Australien åbnes i Melbourne.
1906	5½ år efter sin foreløbige separation fra sin mand tilkender retten Maria Russel fuld skilsmisse da der foreligger beviser på “mishandling” og “ondskab” som det fremgår af retsprotokollen. Desuden søger Maria Russell en forøgelse af sit hustrubidrag, hvilket retten også tilkender hende uden at tøve. Russel forsøger at gengælde dette ved at påberåbe sig ejerskabet på boligen, hvorfor han i et formelt brev beder Mrs. Russell om omgående at fraflytte boligen og fjerne samtlige af hendes ejendele derfra. Igen underkender retten Russells ret til denne hævnmotiverede udsætning af sin eks-hustru, og tilkender hende retten til at bo i denne relativt beskedne bolig som blev erhvervet mens de var gift.
1909	The Watch Tower Bible and Tract Society flytter hovedkvarteret til Brooklyn, New York. Dette er dog ikke uden problemer, da det ikke er lovligt at drive det samme selskab videre i New York, da det er oprettet under Pennsylvania love. Derfor etablerer selskabets advokat Joseph Rutherford et nyt selskab i New York kaldet People’s Pulpit Association, som skal varetage Vagttårnsselskabets interesser i New York. Selvom den virksomhed der nu lovformeligt udgiver bøger og blade er People’s Pulpit Association insisterer Russell på at det på alle publikationer anføres at de er udgivet af The Watch Tower Bible and Tract Society. Mange år senere omdøber man People’s Pulpit Association til Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc. (Modsat Pennsylvania-selskabet staves “Watchtower” i ét ord mens det i Pennsylvania-selskabet staves “Watch Tower”). Denne store omstrukturering udmunder i det første af mange skismaer i sektens historie, hvor en forgrening af Bibelstudenterne etableredes som kaldte sig De Frie Bibelstudenter.
1909	I forbindelse med flytningen af Vagttårnsselskabets aktiviteter til Brooklyn, New York overfører Charles Taze Rusell alt hvad han ejer til Vagttårnsselskabet. Dette fremstilles i Vagttårnsselskabets egen historie som et udtryk for Russells altruisme, men sandheden var at retten igen gennemskuede at dette var et krumspring der havde til hensigt at modsætte sig fortsat betaling af det forhøjede hustrubidrag, med det argument at Russell var personligt konkurs. Retten gennemskuede også dette forsøg på at unddrage sig sine forpligtelser overfor sin hustru, og opretholder Russells forpligtelser overfor sin tidligere hustru.
1911	Adskillige aviser refererer at Charles Taze Russell nu forsøger at få kendt sin tidligere hustru sindssyg og forlanger hende tvangsindlagt på et sindssyge-asyl. Retten finder dog intet bevis herfor, da Russells argument for hustruens sindslidelse alene er baseret på at han mener at ingen kunne have givet hende en kærligere behandling en han har givet hende, ligesom han mener hun ikke kan se hvor godt hun i virkeligheden har haft det sammen med ham, hvilket han iflg. rettens protokol bl.a. understreger ved at sige: “Jeg kan som ingenting finde tusind kvinder der omgående vil tage Mrs. Russells plads, og som vil opvarte mig som fortjent. Der er tusindvis af kvinder der – såfremt jeg ønskede mig nye, søde kartoftler – straks ville anrette dem, eller som hvis jeg bad om græskartærte, ville lave mig en sådan på stedet.” Retten fandt allerede i 1909 Russells forståelse af hustruens rolle og ægtemandens krav antikverede og gav derfor Maria Russell fuldt medhold i alle punkter.
1912	Charles Taze Russell trager på foredrags turné til Honolulu, Hawaii, og Hong Kong.
1914	Premiere på Photo-Drama of Creation (på dansk: Skabelsens Fotodrama)
1914	Charles Taze Russell tager ordet ved morgenmaden og erklærer at “Hedningernes Tider er forbi”.
1916	Verdens første egentlige blodbank etableres med det formål at have en reserve til engelske soldater.
1916	31. oktober: Charles Taze Russell dør under en togrejse. RUssells assistent følger Russells sidste vilje, som er at klæde Russell i en hvid toga og iført denne hvide kjortel ankommer toget til New York hvor dem der var mødt frem for at modtage Russells afsjælede legeme fandt ham iført denne hvide klædning. Assistenten havde benyttet gardiner og duge fra togets spisevogn til at fremstille klædningen i henhold til Russell’s sidste vilje.
1917	6. januar: Joseph Franklin Rutherford efterfølger Charles Taze Russell som præsident for The Watch Tower Bible and Tract Society.
1917	23. februar-3.marts: Februarrevolutionen i Rusland hvor zar Nikolaj 2. måtte abdicere til fordel for den provisoriske borgerlige (demokratiske) regering. 25. oktober: Den Bolsjevikiske revolution (eller Oktoberrevolutionen) anført af Vladimir Lenin og Leon Trotsky, som medfører afsættelsen af den provisoriske borgerlige (demokratiske) regering og Lenin bliver .leder for den nyudråbte Russiske Sovjetrepublik. 2. november: Balfour Deklarationen underskrives hvoraf det fremgår at den britiske regering ser “med velvilje” på etableringen af “et nationalt hjem for det jødiske folk” i Palæstina.
1917	Til nogen opstandelse offentliggør Joseph Franklin Rutherford under morgenmaden at selskabet har udgivet bogen The Finished Mystery (på dansk: Den Fuldbyrdede Hemmelighed). Bogen bliver den syvende og sidste i rækken af bøger i serien Millenial Dawn (på dansk: Milleniets Daggry), som senere kom til at hedde Studies in the Scriptures (på dansk: Studier i Skriften). Dette udmunder i det næste af en række skismaer i sekten, denne gang forlader en af selskabets ledende skikkelser, Paul S. L. Johnson Vagttårnsselskabet og sammen med ham en stor skare af følgere.
1918	12. december: Etableringen af Folkeforbundet møder opbakning fra sammenslutningen af kristne kirker i USA. 24. marts: Joseph Franklin Rutherford holder foredraget Millions Now Living May Never Die (på dansk: Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø). Rutherford og den ledende stab fra Vagttårnsselskabet bliver fængslet og indsat i statsfængslet i Atlanta.
1919	25. januar: Folkeforbundet etableres.
1919	Joseph Franklin Rutherford og de øvrige ledere fra Vagttårnsselskabet løslades fra fængslet. Første udgave af The Golden Age (på dansk: Den Gyldne Tidsalder) udkommer. Bladet er en forløber for det senere blad der kommer til at hedde Vågn Op! Jehovas Vidner begynder at udbrede deres budskab gennem agiteren for private ved at lade kolportører gå fra dør til dør med deres budskab. Menigheder pålægges nu at registrere sig som serviceorganisationer under hovedorganisationen. Hermed etablerer Vagttårnsselskabet også den såkaldt “teokratiske” styreform, hvor Vagttårnsselskabet udpeger en direktør for hver menighed. Ifølge Vagttårnsselskabet indledes opstandelsen af dem der tilhører “den salvede skare” i dette år hvormed de begynder at indtage deres pladser i himlen.
1920	Zion’s Watch Tower (på dansk: Zions Vagt-taarn skifter navn til The Watch Tower (på dansk: Vagt-taarnet). Alle Bibelstudenter der arbejder som kolportører skal nu indlevere ugentlige rapporter over deres forkyndelse. Watch Tower Bible and Tract Society udgiver bogen Millions Now Living Will Never Die! (på dansk: Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø!) skrevet af Joseph Franklin Rutherford. Hovedkontoret i Brooklyn, New York flytter til en større bygning og navngives “Brooklyn Bethel”.
1920	I bogen Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø! forkynder man nu 1925 som året hvor verden som vi kender den vil forsvinde. Bogen fortæller bl.a.: “Derfor har vi Lov til at vente at Aar 1925 vil blive Vidne til, at Abraham, Isak, Jakob og Fortidens trofaste Profeter vender tilbage … som fuldkomne Mennesker for at være de synlige Repræsentanter for den nye Tingenes Orden”, og “Som vi allerede har omtalt, skal det store Jubelaar begynde i 1925. Paa den Tid skal den jordiske Side af Riget vinde Anerkendelse.”
1922	Det første store stævne holdes i Ceder Point, Ohio. Joseph Franklin Rutherford holder foredraget “Forkynd Kongen og Hans Rige”, som også bliver titlen på en kampagne der udråbes af Rutherford på stævnet.
1924	24. februar: Vagttårnsselskabet sender den første udsendelse fra deres nyåbnede radiostation WBBR.
1925	Det år hvor verden iflg. Joseph Franklin Rutherford kunne forvente at se “fortidens retfærdige” genopstå som fyrster der skulle lede og dirigere “høstarbejdet” i den sidste tid. Denne forventning skuffedes dog som så mange andre.
1926	Der holdes Jul på Betel i Brooklyn for sidste gang nogensinde. Britisk Røde Kors etablerer den første mobile blodtransfusions-service.
1927	Adolf Hitler’s Mein Kampf udkommer.
1927	Vagttårnsselskabet udgiver i Den Gyldne Tidsalder en anti-semitisk artikel der åbent afslører Rutherfords had til Jøder, hvilket er en stor omvending fra den forrige præsidents synspunkt, da Russell var zionist og af den opfattelse at det jødiske folk stadig havde en særlig plads i Guds hensigt. I artiklen af Rutherford hedder det derimod: “Lad os én gang for alle slå fast, at disse profit-søgende, samvittighedsløse, egoistiske … jøder, som kontrollerer størstedelen af ​​verdens finanser og verdens forretninger, aldrig vil være herskere på denne nye jord. Gud ville ikke risikere at lade sådanne selviske mænd forvalte en så vigtig position.” (Den Gyldne Tidsalder, 27. februar 1927, s. 343)
1929	Selvom “fortidens retfærdige” ikke blev genoprejst i 1925 forventede Bibelstudenterne stadig deres snarlige komme, og forsynet havde nu forklaret Rutherford at de ikke længere skulle oprejses i Jerusalem men i Californien – nærmere bestemt San Diego, hvorfor man opførte et stort palæ som man kaldte Beth Sarim (som betyder: “Fyrsternes hus”) i den mondæne del af San Diego.
1930	Da de ventede “Fyrster” ikke har indfundet sig og man nu har deres bolig klar i San Diego, påtog Rutherford sig det byrdefulde opsynshverv som bosiddende husbestyrer, indtil disse fyrster ville vælge at træde frem. Denne post bestred Rutherford til sin død i 1942.
1931	Joseph Franklin Rutherford forårsager det hidtil største skisma i sektens historie, hvor næsten en tredjedel af sektens medlemmer nægter at følge ham i grundlæggelsen af en ny bevægelse kaldet Jehovas Vidner. Da Rutherford dog er præsident for Watch Tower Bible and Tract Society, samt dette selskabs subsidier, bliver dette selskab også det administrative organ for den nye sekt kaldet Jehovas Vidner. De resterende Bibelstudenter fortsætter under samme navn som hidtil, altså “Bibelstudenterne”.
1932	Demokratisk valgte ældste afskaffes for første gang.
1933	Adolf Hitler bliver Tysklands rigskansler. Tysklands første koncentrationslejr opføres i Dachau. Flere tyske stater forbyder Bibelstudenterne og Jehovas Vidner. På stævnet i Berlin vedtager man (omend modvilligt) Rutherfords resolution “Declaration of Facts” (på dansk: “Erklæring af kendsgerninger”).
1933-1945	Mange Jehovas Vidner fængsles og sendes i koncentrationslejre.
1934	9. januar: Anna Seifert fængsles og indsættes som den første (dokumenterede) i koncentrationslejr for kvinder i Moringen i Tyskland.
1935	Maj/Juni: Joseph Franklin Rutherford holder foredrag på et stævne i Washington hvor han for første gang identificerer dem han betegner som “den store skare” (et udtryk fra Johannes Åbenbaring 7:9). På samme stævne fortæller Rutherford tilhørerne at det ikke længere er sømmeligt for “sande kristne” at hilse flaget. I Honolulu, Hawaii opføres den første mødesal for Jehovas Vidner som bliver kaldt for en “Rigssal” (“Kingdom Hall”).
1936	Juni: Getapo opretter en specialgruppe der udelukkende har til formål at observere Jehovas Vidner og rapportere om deres aktiviteter. August-September: Masse arrestationer af Jehovas Vidner i Tyskland indledes. 4-7 september: I Luzern (Schweiz) holdes et stævne hvor man vedtager en resolution der fordømmer forfølgelsen af Jehovas Vidner i Tyskland.
1937	Efteråret: Anden bølge af massearrestationer af Jehovas Vidner finder sted. Jehovas Vidner anklages for første gang ved en amerikansk domstol fordi skolebørn vægrer sig ved flaghilsen og troskabsed.(Minersville School District v. Gobitis). 20. december: Tyskland introducerer en særlov der fritager Jehovas Vidner for yderligere straf såfremt de vil underskrive et dokument hvor de afsværger deres tilhørsforhold til Jehovas Vidner og Vagttårnsselskabet. Bladet The Golden Age (på dansk: Den Gyldne Tidsalder) skifter navn til Consolation (på dansk: Ny Verden).
1938	Alle koncentrationslejre indfører lilla trekanter som kendemærke for indsatte der tilhører Bibelstudenter eller Jehovas Vidner.
1939	People’s Pulpit Association ændrer navn til Watchtower Bible and Tract Society, Inc.
1939	Anden Verdenskrig bryder ud.
1940	USAs højesteret dømmer til fordel for staten og gør flaghilsen og troskabsed overfor Amerika obligatorisk for alle skolebørn i USA. (Denne afgørelse er utvivlsomf farvet af det stærkt patriotiske klima der er opstået i kølvandet på udbruddet af Anden Verdenskrig, red.)
1942	8. januar: Joseph Franklin Rutherford dør. Nathan Homer Knorr vælges som den tredje præsident for Watch Tower Bible and Tract Society.
1943	The Watchtower Bible School of Gilead (på dansk: Vagttårnets Bibelskole Gilead) etableres og første klasse starter. En lang række sager anlægges af Jehovas Vidner i kølvandet på afgørelsen fra 1940 om at falghilsen og troskabsed er obligatorisk for alle skolebørn. Vagttårnsselskabets advokat Hayden Covington sikrer Vagttårnsselskabet en historisk sejr hvor 20 ud af 24 afgørelser faldt ud til fordel for Jehovas Vidner. (Disse retssager er stadig en del af pensum for jura-studerende på amerikanske universiteter, da de udgør en historisk milepæl i forfatningslov vedr. trosfrihed),
1944	6. marts I Nazityskland udfærdiger rigslægen Dr. Robert Ritter en plan for gennemgribende undersøgelse af den racemæssige og arvemæssige baggrund for alle Jehovas Vidner.
1945	Den tidligere praksis med embedsperioder hvor aktionærer i Vagttårnsselskabet valgte medlemmer af bestyrelsen afskaffes og bestyrelsen sidder nu udelukkende så længe som præsidenten tillader det. Nathan Homer Knorr indfører en ny praksis hvor alle der inviteres til at arbejde i bestyrelsen straks ved deres indsættelse underskriver deres afskedsbegæring, så det er ubesværet for Knorr at afsætte dem når han finder det passende.
1945	Vagttårnsselskabet offentliggør den nye doktrin om at Jehovas Vidner ikke må modtage blodtransfusion.
1946	Bladet Consolation (på dansk: Ny Verden) skifter igen navn og kommer til at hedde Awake! (på dansk skifter bladet dog først navn til Vågn Op! i 1947),.
1946	Vagttårnsselskabet udgiver bogen Gud må være sanddru.
1947	Bladet Ny Verden kommer nu på til at hedde Vaagn op! på dansk.
1950	2. august: Ved et internationalt stævne i New York udgiver Watchtower Bible and Tract Society deres første oversættelse af Det Nye Testamente, som de navngiver New World Tanslation of the Christian Greek Scriptures (der går til 1976 før denne udgave oversættes til Dansk).
1951	1. oktober offentliggør Vagttårnsselskabet i bladet Vagttårnet for første gang opfordringen til medlemmerne om at ophøre med fejring af fødselsdag.
1952	Udstødelse som sanktionsmiddel bliver indført.
1955	Verden inddeles i zoner og zonetilsynsmænd for hver af disse zoner udpeges af Vagttårnsselskabet.
1956	Watchtower Bible and Tract Society, Inc. (tidl. People’s Pulpit Association) ændrer navn til Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc.
1957	I Danmark ændrer man, i overensstemmelse med ny retskrivning, titlen på bladet Vaagn op! til Vågn op!
1959	9. marts: Vagttårnsselskabet opretter The Kingdom Ministry School (på dansk;: Rigets Tjeneste Skole), som i første omgang har til formål at uddanne de rejsende tilsynsmænd. Skolen ligger i South Lansing, New York.
1961	Vagttårnsselskabet udgiver den første udgave af en komplet bibeloversættelse af både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente som de kalder New World Translation of The Holy Scriptures (der skal gå til 1984 før dene oversættelse udgives på dansk).
1963	Vagttårnsselskabet sin første farm i Wallkill, New York. Stedet kommer til at hedde Watchtower Farms og bliver i daglig tale kendt blandt Jehovas Vidner som “Farmen”. I første omgang er hensigten at etablere Watchtower Farms som et landbrug der skal bidrage til en målsætning om i videst muligt omfang at gøre hele afdelingskontoret inkl. betelfamilien i Brooklyn selvforsynende med kød, grønsager, korn- og mejeriprodukter.
1963	Vagttårnsselskabet starter oversættelsen af New World Translation of the Christian Greek Scriptures til yderligere seks sprog.
1965	Jehovas Vidners første stævnehal åbnes i New York.
1968	Den første beboelsesbygning på Watchtower Farms i Wallkill står færdig og er klar til at tage imod de første 200 nye beboere på farmen.
1970	Vagtårnsselskabet påbegynder en stor udvidelse af Watchtower Farms
1971	1. oktober: Det Styrende Råd udvides til at omfatte 16 medlemmer, og rollen som ordstyrer på rådets møder er nu ikke længere konsekvent præsidentens, men går på skift.
1971	1. oktober: Raymond Franz som er rejsende tilsynsmand i flere lande i Sydamerika, inviteres til at vende tilbage til USA for at indtræde som medlem i Det Styrende Råd. Efter kort rådslagning med sin hustru accepterer han opgaven. (Raymond Franz’ inviation til at deltage i det styrende råd skal næsten 9 år senere vise sig at have været den måske mest skæbnesvangre beslutning Vagttårnsselskabets ledelse nogensinde har truffet.)
1971	20. oktober: Raymond Victor Franz vender tilbage til New York og indtræder i Jehovas Vidners Styrende Råd, hvorved rådets samlede antal kommer til at udgøre 17 medlemmer, hvilket er det største antal medlemmer der nogensinde har siddet i Det Styrende Råd. Raymond Franz og hans hustru Cynthia bliver dermed samtidig medlemmer af Betelfamilien på Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn, New York.
1972	Menighedernes styreform bliver formet med Det Styrende Råd som forbillede og disse får nu også ældsteråd, og rollen som ordstyrer for ældsterådet går nu på skift, modsat tidligere hvor en menighed kun havde ét overhoved i form af Menighedstjeneren som dog blev hjulpet af Vice-menighedstjeneren og Bibelstudietjeneren. (Det er kredstilsynsmanden der står for indstilling af mænd til posten som ældste, og afdelingskontorets tjenesteafdeling der bekræfter udnævnelsen.) Ordningen med roterende ordstyrer ændres dog allerede få år senere til en ordning hvor man opretter stillingen som Præsiderende Tilsynsmand (s.o. 1983).
1973	Jehovas Vidner får nu instruks om at det ikke længere er et samvittighedsspørgsmål om man vil ryge tobak. Man giver dem der er rygere 6 måneder til at aflægge vanen, hvorefter rygning betragtes som udstødelsesgrund, fuldstændig på linje med hor, utroskab, tyveri, mord, osv.
1975	Det Styrende Råd bliver reorganiseret og seks udvalg etableres. Disse udvalg er: Tjenesteudvalget, Redaktionsudvalget, Udgiverudvalget, Undervisningsudvalget, Personaleudvalget og Ordstyrerens udvalg. Sidstnævnte udvalg (Ordstyrerens udvalg) var en slags administrativt udvalg der koordinerede samarbejdet mellem de øvrige udvalg, og var derfor ikke et udvalg med eget særskilt ressortområde. De vigtigste af de nye udvalg var helt indiskutabelt Tjenesteudvalget og Redaktionsudvalget.
1975	Selskabets forståelse af hvornår mennesket har eksisteret i 6000 år indtræffer omkring oktober dette år. Forventningerne om at året skulle indvarsle Tusindårsrigets begyndelse (og dermed Harmagedon), blev ikke indfriet og skuffelsen førte til stort frafald fra sekten de efterfølgende år frem til 1980.
1976-1978	For første gang siden det store skisma i 1909 oplevede Vagttårnsselskabet en stor medlemstilbagegang, og det var første gang i sektens historie man oplevede at medlemstallet dalede tre år i træk.
1976	15. juli: I Watchtower kan man læse artiklen A Solid Basis for Confidence hvoraf det kort sagt fremgår at dem der har sat sin lid til de mange løfter om 1975 kun har sig selv at takke for at de troede blindt på disse løfter, og at de nu i stedet bør korrigere deres indstilling, så de ikke har forventninger baseret på deres egne urealistiske gåb og drømme, men i stedet bringer deres tænkning i harmoni med Jehovas tænkemåde.
1976	15. oktober: I den danske udgave af Vagttårnet udgives artiklen Et solidt grundlag for tillid, som er en oversættelse af artiklen fra Watchtower fra 15. juli med titlen A Solid Basis for Confidence. Denne artikel pålægger i korte træk medlemmerne det fulde ansvar for at de troede på de mange løfter givet i såvel litteratur og i stævneforedrag om at 1975 ville indvarsle begyndelsen på “Kristi tusindårige fredsrige”.
1979	Det Styrende Råd beslutter at det alligevel er på sin plads at udfærdige en undskyldning til de millioner af medlemmer der – med rette – havde sat sin lid til årstallet 1975 på baggrund af de mange artikler og foredrag om emnet der lod medlemmerne forstå at tusindårsrigets begyndelse i dette år ikke bare var muligt men højst sandsynligt. Til at formulere denne undskyldning der skal bringes i Vagttårnet udpeger man daværende medlem af Det Styrende Råd, Raymond V. Franz.
1980	17. februar: På et møde i Det Styrende Råd kommer man til den erkendelse at generationen der oplevede 1914 efterhånden bestod af mennesker tilhørende en meget høj aldersgruppe, og man havde derfor brug for at genoverveje dette årstal. Tre medlemmer af Det Styrende Råd (Albert Schroeder, Karl Klein og Grant Suiter) fremlægger et forslag om et nyt årstal, nemlig 1957 fordi det var første år mennesket (Sovjetunionen), succesfuldt med opsendelsen af den første satellit havde indvarslet “rumalderen” hvilket passede med “De himmelske fænomener”, som også omtales i Mattæus kap. 24 om tegnene på endens tid. Forslaget om at ændre datoen for “denne generation” til mennesker der havde oplevet rumalderens begyndelse i 1957 blev dog meget hurtigt forkastet.
1980	22. maj: Raymond V. Franz indgiver (under tvang) sin afskedsbegæring til Det Styrende Råd og opsiger samtidig sin stilling og sin bolig på Betel i Brooklyn.
1980	15. juni 1980: artiklen Vælg den bedste livsform på side 8-12 indeholder i §§ 5-6 en meget afdæmpet undskyldning for at man ikke havde gjort mere for at mane til besindelse i årene op til 1975. Dette er det tætteste Vagttårnsselskabet nogensinde er kommet på et dementi eller en beklagelse af de voldsomme menneskelige tragedier der fulgte i kølvandet på dette massehysteri. I vore dage regnes hele denne ti år lange opbygning af forhåbninger for 1975 som en ubetydelig fodnote i sektens historie. Et interessant kuriosum er, at manden der var blevet bedt om at udfærdige denne artikel – nemlig Raymond Franz – var blevet tvunget til at tage sin afsked fra Det Styrende Råd og fra Betel i Brooklyn tre uger før artiklens udgivelse på Dansk (og en lang række af andre sprog).
1980	Foruden Raymond Franz der bliver bedt om at tage sin afsked fra Det Styrende Råd og fra Betel, gennemføres nu en altomfattende inkvisition der siden har fået navnet “den store udrensning”, som var en middelalderlig kætterproces, hvor man med en seddel med 8 spørgsmål skulle afklare om alle kunne tilslutte sig nøgledoktriner i sekten, herunder at tallet 144.000 er bogstaveligt, at Det Styrende Råd er Jesu Kristi eneste organ på jorden til udbredelsen af den gode nyhed om Guds Rige, at Jehova har en jordisk organisation og at denne organisation er Vagttårnsselskabet, at Vagttårnsselskabets præsident fungerer som Jesu stedfortræder på jorden (faktisk ligesom paven), og andre meget dogmatiske doktriner. Spørgsmålene blev fremlagt med en instruks om ikke at kvalificere sine svar, men udelukkende besvare spørgsmålene med “ja” eller “nej”. Hele denne kætterproces medførte at der i løbet af 2 måneder blev udstødt eller opsagt mere end 1000 medlemmer af betelfamilien på hovedkontoret i Brooklyn.
1980	Organtransplantation bliver noget det enkelte Jehovas Vidne må tage stilling til med sin samvittighed (indtil da havde Vagttårnsselskabet betragtet organtransplantation som udstødelsesgrund på linje med blodtransfusion, fordi man hævdede at organtransplantation var det samme som kannibalisme.)
1981	31. december: Raymond V. Franz bliver efter en skueproces der er orkestreret af Det Styrende Råd med kredstilsynsmanden Wesley Benner som “fjernstyret” puppet master, udstødt af Jehovas Vidners menighed i Gadsen, Alabama. Hans synd var at have spist et måltid mad med sin chef, Peter Gregerson, som et års tid tidligere havde trukket sig tilbage som et af Jehovas Vidner (hvilket på daværende tidspunkt ikke havde nogen konsekvens for andre Jehovas Vidners mulighed for fortsat at omgås personer der havde trukket sig),
1983	Bogen Crisis of Conscience af Raymond V Franz udgives og bliver omgående en veritabel bombe under Vagttårnsselskabet. Et massefrafald fra sekten hvis lige ikke er set siden (måske med undtagelse af det frafald som sekten er begyndt at opleve siden 2016 og frem).
1983	Selvom det kun er 10 år siden man etablerede ordningen med ældsteråd og en ordstyrer for ældsterådet som sidder for ét år af gangen, afskaffer Vagttårnsselskabet den relativt nyligt indførte ordning, og sikrer sig i stedet en større topstyret kontrol med ældsterådene i samtlige menigheder, ved i stedet at indføre en ny post som såkaldt præsiderende tilsynsmand. Modsat det øvrige ældsteråd som udpeges af Kredstilsynsmanden, godkendes og udpeges den præsiderende tilsynsmand af afdelingskontorets tjenesteudvalg, så man kender de mænd der står i spidsen for hver enkelt menighed. Modsat den tidligere post som ordstyrer for ældsterådet, går posten som præsiderende tilsynsmand ikke på omgang, men er en varig post der bestrides af den samme ældste indtil han selv træder tilbage eller afdelingskontoret udskifter ham.
1986	De Forenede Nationer (FN) udråber 1986 til Internationalt Fredsår hvilket giver grobund for store spekulationer blandt Jehovas Vidner over hele jorden, fordi dette “måske” er tidspunktet hvor man siger “fred og ingen fare”, hvorefter “pludselig undergang skal komme over dem.” Kun ca. 10 år efter massehysteriet omkring året 1975, begynder et lignende massehysteri igen at tage form.
1987	Ministerial Training School oprettes. På dansk kommer den nye uddannelse til at hedde Skolen for udnævnte tjenere. Den første klasse afholdes i Coraopolis, Pennsylvania.
1988	Vagttårnet begynder at udkomme på kassettebånd. Disse kan dog ikke købes i løssalg men er
1989	Kommunismens fald i Østeuropa. For første gang i 50 år holdes der stævne i Østeuropa. I polen holder Jehovas Vidner tre landsstævner dette år.
1990	De sidste Østeuropæiske lande ophæver tidligere gældende restriktioner for Jehovas Vidner.
1990	De sidste Afrikanske lande ophæver tidligere gældende restriktioner for Jehovas Vidner.
1992	Frederick W. Franz dør, 99 år gammel, og Milton G. Henschel udnævnes til Vagttårnsselskabets 5. præsident.
1992	For første gang udpeger man såkaldte “hjælpere” blandt mænd der bekender sig til “Den Store Skare”, som skal assistere mændene i de 6 udvalg under Det Styrende Råd.
1993	Historiebogen Jehovah’s Witnesses: Proclaimers of God’s Kingdom udgives. Bogen udkommer samtidigt på dansk med titlen Jehovas Vidner: Forkyndere af Guds rige.
1994	Bulgarien nægter at anerkende Jehovas Vidner som trossamfund, fordi regeringen ikke kan anerkende et trossamfund der både nægter at deltage i militærtjeneste og erstatningstjeneste, men nok så væsentligt er det, at Bulgariens regering ikke vil anerkende Jehovas Vidner fordi sekten har et rabiat standpunkt vedr. blodtransfusion som betyder at en person der modtager en blodtransfusion vil blive udstødt.
1995	Bortset fra de tidligere revisioner hvor man har gjort alderen på dem der har “oplevet” 1914 gradvist lavere, til man til sidst valgte at sige at man blot skulle være født i 1914, udkommer Vagttårnsselskabet nu med deres første virkelige revision af læren om “generationen”, idet man gør op med forestillingen om at generationen fra 1914 nødvendigvis kommer til at overleve Harmagedon.
1997	Vagttårnsselskabets officielle hjemmeside går on-line. Den er dog endnu ikke kendt som den nu verdenskendte side jw.org, men bliver etableret med web-adressen watchtower.org. Andre domæner som Vagttårnsselskabet erhverver ved samme lejlighed, men som blot henviser til watchtower.org er watchtower.com, jehovahs-witnesses.com, jehovahs-witnesses.org. Den eneste undtagelse er wtbts.org, som bruges internt i organisationen, og primært tjener som mail-domæne for alle medarbejdere i sekten der har en officiel rolle der kræver at de kan kontaktes pr. mail. Man havde dog ikke investeret i særlig mange mail-adresser hos udbyderen så selv på det danske sub-domæne dk.wtbts.org var det kun ca. 20 personer på afdelingskontoret der havde sin egen mailadresse (som f.eks. xy@dk.wtbts.org). (s.o. 2014)
1997	Jehovas Vidner opnår godkendelse i Bulgarien ved at underskrive en falsk aftale der erklærer at alle Jehovas Vidner nu frit kan søge lægebehandling og ikke vil blive udstødt for at modtage en blodtransfusion. Sandheden er imidlertid at man har valgt den chokerende løsning at placere det at modtage en blodtransfusion på listen over handlinger der betragtes som en automatisk afskærelse fra trossamfundet. Hidtil har det kun været når medlemmer tilslutter sig et politisk parti eller et andet trossamfund at man har betragtet dette som et udtryk for at medlemmet har “afskrevet sig selv ved sin handling”. Hvis ikke man kender sagen i Bulgarien kunne det virke meget underligt og fuldstændig tilfældigt at blodtransfusion nu befinder sig på denne særlige oversigt. Men den grusomme sandhed er, at Jehovas Vidner stadig forbeholder sig retten til at udstøde alle der modtager en blodtransfusion, De ønskede blot at narre Bulgariens regering til at anerkende dem som trossamfund ved at fjerne “blodtransfusion” fra listen over handlinger der kan medføre udstødelse. Alle der har minimalt kendskab til Jehovas Vidner ved, at det at afskære sig selv har nøjagtig samme konsekvens som det at blive udstødt. Den sociale sanktion er den samme, og isolationen er stadig total.
1998	Vagttårnsselskabet udsender en pressemeddelelse til Reuters hvor de bekendtgør at de har nået til enighed med Bulgariens regering og at denne nu har indrømmet Jehovas Vidner muligheden for at aftjene en alternativ tjeneste til militærtjeneste, mens Jehovas Vidner til gengæld har givet løfte om at ethvert medlem konsekvensfrit kan tage beslutning om lægebehandling med baggrund i sin egen samvittighed. Dette er helt og aldeles usandt da Jehovas Vidner allerede på dette tidspunkt havde valgt en kurs hvor medlemmer kunne acceptere erstatningstjeneste i stedet for at være totalnægtere, men værst af alt er det at man har ført Bulgariens regering bag lyset ved at flytte “blodtransfusion” fra listen over udstødelsesgrunde til listen over handlinger der betragtes som automatisk afskrivning fra trossamfundet, udelukkende for at kunne underskrive en overenskomst med Bulgariens regering der førte til at trossamfundet opnåede anerkendelse i hele verden.
1999	Der snakkes i sektkredse om at det tredje årtusind siden Jesu fødsel er indledt, men dette bliver ikke anledning til spekulationer fra officielt hold om årstallets betydning i sektens observation af tegn og kronologi.
2000	I den opdaterede udgave af ældstemanualen Vær opmærksomme på jer selv og hele den betroede hjord har man nu på verdensplan i ubemærkethed flyttet “blodtransfusion” væk fra listen over forseelser der kræver at et dømmende udvalg nedsættes og i stedet sat det sammen med “Indmeldelse i politisk parti” og “Tilslutning til andet trossamfund” som en handling der vil blive betragtet som et udtryk for at det pågældende medlem har “afskrevet sig selv ved sin handling”. Mange syntes det virkede underligt tilfældigt at lige netop “blodtransfusion” som det eneste var blevet flyttet til sidstnævnte liste og f.eks. ikke alkoholisme, utugt, frafald, oprør, osv. – fordi de ikke kendte til den uhyggelige baggrund, som var en plan om at føre Bulgariens regering bag lyset så Jehovas Vidner kunne blive anerkendt som trossamfund i landet, med de fordele det indebærer. (s.o. 1994, 1997 og 1998).
2000	Vagttårnsselskabet omstrukturerer ledelsen af Vagttårnsselskabet og de 500 aktionærer med stemmeret på bestyrelsen fratages nu deres stemmeret. Den siddende præsident for Vagttårnsselskabet – Milton Henschel – som hidtil har været identisk med ordstyreren for Det Styrende Råd, træder tilbage og erstattes nu med en person der blot skal varetage driften af det sekulære selskab der i praksis er et holdingselskab der primært driver finansieringsselskab, ejendomsselskab og en medie- og trykkerivirksomhed. Man etablerer sideløbende Christian Congregation og Jehovah’s Witnesses, som er det overordnede teologiske organ hvorfra Det Styrende Råd leder og fordeler det menighedsorganisatoriske arbejde. Selskabets arbejdsområde er primært USA. Rådet går tilbage til ordningen med roterende ordstyrerskab, og ordstyreren for rådet vælges for et år af gangen. 7. oktober: Den nye præsident for Vagttårnsselskabet bliver den relativt ukendte Don Alden Adams, som har været på hovedkontoret siden 1944 hvor hans væsentligste opgave var som sekretær for tidligere præsident Nathan Homer Knorr.. Alle medlemmer af Det Styrende Råd udtræder af deres roller som medlemmer af bestyrelsen for det sekulære selskab. Rådet bibeholder dog en “opsyns-rolle” som de beskriver det i et interview med Christianity Today. Don Alden Adams’ bror Joel Adams udpeges samtidig til Vicepræsident for Christian Congregation of Jehovah’s Witnesses (CCJW)
2000	Man opretter Religious Order of Jehovah’s Witnesses, New York som skal tage sig af administration af alle heltidstjenere i verden. Dette omfatter specialpionerer, kredstilsynsmænd, landstjenere, betelmedarbejdere, m.fl.
2000	Man opretter Kingdom Support Services, Inc., New York som er et selskab der alene har til formål at være Vagttårnsselskabets ejendomsselskab og flådeoperatør.
2000	7. maj: Vladimir Putin indsættes som præsident for Rusland
2001	11. september: Word Trade Centers bygninger “Twin Towers” destrueres totalt da Al-Qaeda angriber USA ved at hijacke 4 passagerfly der foruden de to tårne i World Trade Center havde Pentagon og The White House som mål. Det sidste mål – The White House – rammes aldrig grundet den heroiske beslutning fra flyets piloter om at lade flyet styrte ned inden det når sit tiltænkte mål.
2002	Bogen Benefit from The Theocratic Ministry School Education udgives. På dansk får bogen titlen Få gavn af den Teokratiske Skole.
2002	Vagttårnsselskabet taber for første gang en retssag i USA der omhandler deres uindskrænkede ret til at omdele religiøs litteratur og forkynde fra dør til dør. I sagen Watchtower Bible and Tract Society of New York, inc. v. Village of Stratton, lykkes det ikke for Vagtårnsselskabet at få ret i deres påstand om at Stratton kommunes forbud mod systematisk opsøgelse af byens indbyggere er i strid med den ytringsfrihed som USAs forfatning indrømmer alle borgere. Dommen går Jehovas Vidner imod på stort set alle punkter og fastslår at kommunen har ret til at beskytte borgerne mod dørsalg, svindelforsøg og almindelig forstyrrelse ved at kræve at alle der ønsker at omdele tryksager eller agitere på privatadresser, først skal indhente tilladelse dertil i hvert enkelt tilfælde hos den kommunale ledelse. Dette betyder i praksis at indbyggerne i Stratton ikke længere får besøg af repræsentanter fra trossamfundet på deres private bopæl.
2003	Milton G. Henschel dør.
2003	Vagttårnet begynder at udkomme på amerikansk tegnsprog på Video og kort efter på DVD.
2004	De sidste trykkerifaciliteter i Brooklyn på 117, Adams Street lukkes ned, og al trykkerivirksomhed er nu overført til Watchtower Farms i Wallkill hvor en ny trykkerifløj er opført for at imødekomme det øgede krav om kapacitet.
2004	Vagttårnet begynder at udkomme på CD.
2005	Der holdes en officiel indvielsesceremoni til fejring af det nye trykkeri i Wallkill hvor trykkeriet traditionen tro dedikeres til Jehova.
2006	Bladet Vågn Op! som hidtil udkom 24 gange om året (hver 8. og 22. dag i måneden) vil nu kun udkomme én gang om måneden, hvorved antallet af årlige magasiner halveres.
2008	Man omlægger struktureringen af bladet Vagttårnet. Fremover vil bladet udkomme i én udgave til offentligheden og en såkaldt studieudgave der udelukkende er tiltænkt brug ved menighedernes ugentlige Vagttårnsstudium. Begge blade udkommer én gang om måneden med den offentlige udgave den 1. dag i hver måned og studieudgaven den 15. dag i hver måned.
2009	Vagttårnsselskabet opkøber en stor grund i landsbyen Warwick, ca. to timers kørsel fra Brooklyn, beliggende i Upstate New York, med henblik på udflytning af hovedkontoret fra Brooklyn.
2009	Menighedsbogstudiet der siden sektens begyndelse har været afholdt i små studiegrupper i private hjem ophører, og man holder i stedet et kortere bogstudium sammen med de to andre møder Teokratisk Skole og Tjenestemødet. De tre møder holdes samme aften indenfor et tidsrum på ialt 2 timer, og hele mødet skifter navn til Midtugemødet.
2009	Titlen som Præsiderende Tilsynsmand ændres til Koordinator for Ældsterådet.
2010	Bibelskolen for Kristne Ægtepar annonceres og der åbnes for ansøgninger.
2010	Skolen for udnævnte tjenere (Ministerial Training School) får nyt navn og kommer i stedet til at hedde Bibelskolen for Ugifte Brødre (Bible School for Single Brothers).
2011	Den første klasse på Bibelskolen for Kristne Ægtepar afvikles.
2011	Vagttårnet begynder at udkomme i forenklet udgave på engelsk, som er mere let læselig for ordblinde og mennesker der ikke har engelsk som sit modersmål.
2011	“Cart Witnessing” afprøves. De første der stifter bekendtskab med de nye litteraturvogne er indbyggerne i New York hvor man iværksætter en forsøgsordning hvor udvalgte forkyndere bliver bedt om at afprøve det nye koncept. I første opgang opstilles vognene i og omkring undergrundsstationerne i New York og på enkelte centrale pladser.
2012	På Midtugemødet ændres strukturen for menighedsbogstudiet og tjenestemødet.
2012	En lang række afdelingskontorer sammenlægges. Den største sammenlægning er uden sammenligning oprettelsen af et nyt afdelingskontor i Australien som nu også skal være afdelingskontor for store dele af Asien.
2012	Den første udgave af jw.org lanceres sideløbende med at watchtower.org fortsætte som den primære hjemmeside. (s.o. 2013)
2013	1. marts: På hjemmesiden watchtower.org bekendtgøres det at hjemmesiden har fået et facelift og at man i den forbindelse samler tre eksisterende sider i én og samme hjemmeside under domænet jw.org. Hjemmesiden jw.org går officielt online og samtidig oplyses det at adressen watchtower.org fremover vil omdirigere brugere til jw.org, frem til 1. maj 2014 hvor watchtower.org vil blive definitivt lukket.
2013	Arbejdet med opførelse af et nyt hovedkontor i Warwick påbegyndes.
2013	Den offentlige udgave af Vagttårnet og bladet Vågn Op! får nyt moderniseret design.
2013	Det digitale katalog over litteratur Watchtower Online Library omfatter nu 100 sprog.
2013	Ny Verden-Oversættelsen udkommer i en ny revideret udgave. For første gang har man skiftet fokus fra den gældende praksis om at lave en så tekstnær oversættelse af de originale manuskripter, og har i stedet valgt en ny tilgang der har til hensigt at lave en letlæselig bibel i nutidssprog med mindre fokus på præcis oversættelse af hebraiske og græske ord, uden dog at gå på kompromis med den mening sekten tillægger teksten.
2014	1. maj: Domænet watchtower.org lukkes endeligt og jw.org er nu den eneste URL der henfører til sektens officielle hjemmeside.
2014	Sekten får et globalt logo, som erstatter det stiliserede tårn med skydeskår, der hidtil uofficielt og i flere varianter har symboliseret sekten verden over. Nu bliver logoet officielt og skal opsættes på samtlige bygninger ejet af Vagttårnsselskabet. Adressen på vagttårnsselskabets hjemmeside JW.org (URL) danner grundlag for det nye globale logo for sekten som er opbygget på blå baggrund med farvekoden #4a6da7 (RGB[74,109,167] og CMYK[56,35,0,35]. Teksten er ren hvid med farvekoden #ffffff (RGB[255,255,255] og CMYK[0,0,0,0]). Skrifttypen i logoet er udviklet af Adobe i 2012 og markedsføres under navnet Source Sans Pro. Vagttårnsselskabet har valgt ikke at benytte en standard Pantone-farve men lægger sig (med mindre end 16 farvetoners afvigelse) tæt op af den standardiserede pantone farve med koden 7683 C, og forskellen på logoets baggrundsfarve og den standardiserede Pantone-farve 7683 C, er så lille at den ikke kan ses med det blotte øje uden direkte sammenholdelse af de to farver side om side. Sekten har ikke kunnet opnå godkendelse af logoet som varemærke da udseendet er for generisk, benytter sig af kendte Adobe fonte og en så forenklet kvadratisk figur som baggrund, at det er afgjort at logoet er i public domain og må bruges af alle uden tilladelse fra Vagttårnsselskabet.
2014	Den rent webbaserede videotjeneste JW Broadcasting etableres. Den indgår som en del af indholdet på hjemmesiden jw.org.
2014	Rollen som Områdetilsynsmand afskaffes.
2014	Vagttårnselskabets præsident Don Alden Adams træder tilbage i en alder af 91 år. Som ny præsident for Vagttårnsselskabet udpeges Robert Ciranko. Det er første gang Vattårnsselskabets præsident ikke bekender sig til “den salvede rest” men i stedet til “den store skare”.
2016	Jehovas Vidner afholder deres regionale stævne med titlen “Vis loyalitet mod Jehova”. Stævnet indvarsler en ny og endnu strammere kurs overfor udstødte og ikke-troende familiemedlemmer. Tidligere var det op til den enkelte at beslutte i hvor stort omfang man ønsker at pleje omgang med familie der ikke er medlem af Jehovas Vidner, og som aldrig har været det. Det samme gjaldt familiemedlemmer der er blevet døbt som Jehovas Vidner men som siden er blevet inaktive. Disse familiemedlemmer, som man tidligere frit kunne omgås, er nu ikke længere noget sektledelsen blander sig udenom. Det betragtes som en oprørsk og troløs opførsel såfremt man ufortrødent fortsætter med at omgås familie der ikke har ladet sig døbe eller uvirksomme familiemedlemmer. Retorikken om udstødte skærpes også markant og det er første gang man fra officiel side udtaler til en hel forsamling at sektens ledelse betragter frafaldne som “sindslidende”, “mentalt syge” og “dæmonbesatte”.
2016	I Wallkill (Watchtower Farms) tager man en ny trykkerifløj i brug.
2017	20- april: Ruslands højesteret erklærer at Jehovas Vidner er en “ekstremistisk gruppe” og man forbyder sekten og inddrager sektens ejendomme i landet. Amnesty International optager Jehovas Vidner på deres liste over forfulgte minoriteter i Rusland og indgiver officiel protest til Ruslands regering og kræver at sanktionerne med trossamfundet ophæves.
2018	Sydkoreas Højesteret erklærer dele af Lov om militærtjeneste for forfatningsstridig.
2018	Vagttårnsselskabet tilbyder nu online-bibelstudier.
2019	19. – 21. juli: Jehovas Vidner holder internationalt stævne i Danmark for første gang siden 2003. Stævnet afholdes på Brøndby stadion og har temaet “Kærligheden svigter aldrig”. Stævnet er en gentagelse af de opsigtsvækkende hadprædikener fra 2016, og man indskærper igen at familie der er sivet ud af trossamfundet (kaldet “uvirksomme”) og familie (herunder voksne børn) der ikke har taget standpunkt og ladet sig døbe, er upassende selskab for “sande kristne”. Det er også første gang i Danmark, at en international gruppe af demonstranter fra hele verden protesterer mod Jehovas Vidner, i særdeleshed sektens ringeagt for den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og det er første gang man på dansk jord fremviser gruppens globale hashtag #allreligionsmust, og danske Jehovas Vidner stifter for første gang bekendtskab med den store internationale protestgruppe der rejser rundt til stævner i hele verden for at foretage fredelige demonstrationer foran de steder hvor sekten afholder deres største stævner. Det står nu helt klart at den organiserede modstand mod Vagttårnsselskabet er nået til Danmark.
2024	1. august: I studieudgaven af Vagttårnet for denne måned bekendtgøres det at visse sproglige forandringer vil blive gennemført i trossamfundet. Vigtigst er det at man nu går væk fra ordet “udelukke” (tidl. “udstøde”) om den berygtede sociale sanktion der består i eksklusion og isolation af et medlem der gør sig skyldig i en handling der af trossamfundet betragtes som en synd for efterfølgende ikke at blive vurderet af et dømmende udvalg til at have været tilstrækkelig brødebetynget. Ordet “udelukke” erstattes med ordet “fjerne”. Et medlem der tidligere blev “udstødt” bliver nu – i hht. sektens seneste glossarium – “fjernet”. Et andet udtryk der ændres er “dømmende udvalg” (som er betegnelsen for den komité af ældste der er udpeget til at gennemføre den hemmelige skueproces der er obligatorisk når det kommer til ældsterådets kendskab, at et medlem har “begået en synd”). Denne komité vil fremover blot blive kaldt for “et udvalg af ældste”.

---

L

Landsretten

Landsretterne er to domstole, der blev oprettet i 1919 til afløsning af de hidtidige landsoverretter. En dommer i en landsret kaldes landsdommer, og landsretten ledes af en præsident. Landsretterne fungerer som appelinstanser for byretterne. Vestre Landsret (s.d.) har sæde i Viborg, mens Østre Landsret (s.d.) har sæde i København.

Leon Festinger, Dr.

Dr. Leon Festinger, der blev født den 8. maj 1919 i New York og døde 11. februar 1989 i samme by, var en banebrydende og kontroversiel amerikansk psykosociolog.

Karriere

Efter 2. verdenskrig blev Leon Festinger ansat på Massachusetts Institute of Technology (MIT), hvor han sammen med sin mentor Kurt Lewin (en anden banebrydende forsker i social-psykologi, fra University of Iowa), for sammen at grundlægge Research Center for Group Dynamics. I 1948, efter sin mentors død, blev forskningscentret overført til University of Michigan. Festinger arbejdede herefter en årrække startende i 1951 ved University of Minnesota fra 1951 til 1955, hvor han blev ansat som professor på Stanford University, som også er stedet hvor han udvikler sin banebrydende teori om kognitiv dissonans (s.d.). Han underviste ved Stanford University fra 1955 til 1968, derefter på New School for Social Research fra 1968 til sin død.

Arbejder

Dr. Leon Festinger er især kendt som grundlæggeren af ​​teorien om kognitiv dissonans (som han udgiver i bogform som A Theory of Cognitive Dissonance i 1957), hvormed han forsøger at forklare, hvordan mennesket styrer de spændinger, der genereres af uforenelige elementer/kognitioner.

Kognitiv dissonans er en fornemmelse, der ser ud til at stamme fra en konflikt mellem en persons idéer, tro og værdier vedrørende et bestemt emne når samme persons adfærd er i modstrid med dennes indre værdier og normer. Kognitiv dissonans opstår som følge af uforenelighed af tanker, der skaber “en tilstand af betydeligt ubehag” hos mennesker.

Ifølge Festinger tvinger denne spænding personen til at skabe enten nye idéer eller nye færdigheder for at lindre disse spændinger. De er ofte komplementære til en persons tros- eller overbevisningssystem. Denne teori har at gøre med beslutningstagning (Beslutningsteori).

Hver gang vi beslutter at gøre noget, der er i konflikt med vores overbevisning, implementerer vi forskellige strategier, der lindrer den nævnte spænding, som Dr. Leon Festinger døbte “Kognitiv Dissonans“, ligesom den harmoni man ønsker at opnå er “Kognitiv Konsonnans“.

(Udtrykket “dissonans” kender vi også fra musikkens verden når toner har en ubehagelig samklang. Her bruger man både udtrykket “dissonans” eller et “disharmonisk” lydbillede. Når toner eller stemmer klinger godt sammen kalder vi det i stedet et “harmonisk” lydbillede – så hvis det gør det nemmere for nogen at huske begreberne “kognitiv dissonans“ og “kognitiv konsonans“ kan man erstatte disse udtryk med “indre disharmoni“ og “indre harmoni“).

Dr. Leon Festinger er også forfatter til The Theory of Social Comparison Processes. I denne artikel præsenterer Festinger en række hypoteser, der skulle komme til at lede forskningen på dette område i årtier.

Der er gået 60 år siden Dr. Festingers eksperimenter, og emnet fortsætter med at rejse spørgsmål og debatter. (Læs mere om to af Dr. Leon Festingers vigtigste eksperimenter i artiklen “Hvordan kan man tro på noget så tåbeligt?” del 6 og 7, her på JVinfo•NU) For eksempel foreslår nogle det som en begrundelse for forsvarsmekanismer, der manifesterer sig i forskellige psykologiske forhold.

Personligt

Dr. Festinger beskrev sig selv med enkle og jordnære termer som en “fritænker” og “ateist”. Efter B. F. Skinner, Jean Plaget, Siegmund Freud og Albert Bandura er Leon Festinger den femte mest citerede psykolog fra det 20. århundrede. Dr. Leon Festinger beskrev det selv som “et tilfælde” at han kom til at beskæftige sig med det social-psykologiske område, da det slet ikke havde hans interesse før han lærte sin mentor Kurt Lewins arbejder at kende.

Dr. Leon Festinger er meget anerkendt for sit grundige feltarbejde og sine stærke ambitioner om at efterprøve sine teorier i praksis. Det mest kendte eksempel på dette var da han sammen med to assistenter infiltrerede en UFO-dommedagskult ved gennem måneder at foregive oprigtig interesse og deltagelse i kulten, hvilket affødte et af de mest interessante feltarbejder i kult-research, og hele forløbet beskrives grundigt i bogen When Prophecy Fails fra 1956. Dette stykke feltarbejde er bl.a. beskrevet her på JVinfo•NU i artikel-føljetonen “Hvordan kan man tro på noget så tåbeligt?” i føljetonens del 6 og 7.

Se også Kognitiv dissonans (klik her for at springe direkte til artikel)

Livet og Tjenesten som kristne (“Midtugemødet”)

Ved det årlige møde for Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania den 3. oktober 2015 bekendtgjorde Anthony Morris fra Det Styrende Råd (s.d.) at Den Teokratiske Skole (s.d.), Tjenestemødet og Menighedsbogstudiet (s.d.) ville blive erstattet af et nyt møde med navnet Livet og tjenesten som kristne. Anthony Morris oplyste endvidere at det tidligere interne månedsblad Tjenesten for Riget ville blive erstattet af en ny firfarvet, ottesiders månedlig publikation der hedder Livet og tjenesten som kristne – arbejdshæfte, og som indeholder det ugentlige mødeprogram og billedmateriale som vil hjælpe os til at få mere ud af vores personlige bibellæsning.

 Det nye møde er opdelt i tre dele:

1. Perler fra Guds ord. Det første punkt i denne del er et timinutters foredrag baseret på ugens bibellæsning (som er en sektion fra Bibelen som alle forventes at have gennemlæst forud for mødet) og billedmateriale fra arbejdshæftet. Det andet punkt, “Søg efter åndelige perler”, er en otteminutters spørgsmål og svar-drøftelse af ugens bibellæsning efterfulgt af en fireminutters oplæsning fra Bibelen.
2. Bliv dygtigere til at forkynde. I denne del vil der som regel være tre såkaldte “elever” (der er medlemmer af menigheden) der demonstrerer hvordan man kan undervise ved første samtale, på et genbesøg og på et bibelstudium.
3. Vores liv som kristne. Denne skal lære medlemmerne hvordan de “kan bruge Bibelens principper i hverdagen”. Et vigtigt punkt i denne del er Menighedsbibelstudiet, der er en spørgsmål og svar-drøftelse.

“Love Bombing”

Love Bombing er et begreb der benyttes blandt psykologer og kultforskere om den taktik (blandt mange rekrutterings-taktikker) der består i at overøse – ja nærmest drukne – en nyinteresseret i (hvad der forekommer at være) en enestående begejstring og nærmest overvældende kærlighed, de første gange dette potentielle nye medlem ankommer til trossamfundets ceremonier, stævner, gudstjenester, messer, møder, seancer eller hvad tilbedelsen nu kaldes i den aktuelle kult.

Denne tilsyneladende begejstring og overvældende kærlighed man overøses med når man er et nyt ansigt i menigheden, er et af de gennemgående karakteristika som man genkender i langt de fleste kulter, og det er da også grunden til at fænomenet har fået sit eget særskilte beskrivelse – “love bombing” – hvilket måske bedst kan oversættes med “kærligheds-bombardement”. Man kunne alternativt kalde det for “kærligheds-drukning”.

Love Bombing sat i system

Man skal ikke tage fejl. Der er selvfølgelig enkelte der af natur er meget udadvendte og som måske også stadig selv er meget nye og så begejstrede at de helt af egen drift føler en spontan indre glæde når de ser at andre også har fundet frem til dette lille mikrosamfund af mennesker som angiveligt skulle have fundet den eneste ægte sandhed om alt mellem himmel og jord, fordi Jesus selv havde udvalgt dem som de eneste “sande kristne”. Men de udgør et fåtal, så for Jehovas Vidners vedkommende har man også regelmæssige tilskyndelser på møderne, hvor man minder alle om vigtigheden af at huske, at være særligt opmærksom på nye ansigter som dukker op i rigssalen.

Men den slags har det med at dø ud fordi man som regel hurtigt samles i de sædvanlige vennegrupper der står og snakker sammen inden mødet går i gang, så ældsterådet har også udpeget 2-3 af menighedens mænd til at fungere som såkaldte “greeters” (“hilsere”) der skal holde sig klar i forhallen eller cirkulere “naturligt” omkring indgangspartiet, så de lynhurtigt spotter nye ansigter der skal udsættes for “love bombing” (kvinder er åbenbart ikke så dygtige til at hilse på nye mennesker).^[1] Det er typisk en opgave som man beder unge menighedstjenere om at tage sig af, men andre mænd i menigheden kan også komme på tale, såfremt de ellers har et godt omdømme, fremstår præsentable, og – selvfølgelig – har et smilende, udadvendt og vindende væsen.

Lydigheds- og Fattigdomsløfte

Det er næppe et ukendt fænomen at Vagttårnsselskabet gennem årene har gjort mange krumspring for at undgå at betale skat i de lande hvor de opererer. Et af eksemplerne på dette er det såkaldte Lydigheds- og Fattigdomsløfte, som også sommetider kaldes for et “Munkeløfte” eller et “Klosterløfte”, da det er et dokument der understreger at personen der bærer det, tilhører Jehovas Vidners Verdensomspændende Orden af Særlige Heltidstjenere (s.d.). Denne “orden” er etableret så medlemmerne kan undgå at betale skat af den godtgørelse de modtager for deres arbejde på afdelingskontorer rundt omkring i verden, hvor sekten er anerkendt som trossamfund, med de skattemæssige privilegier det indebærer. Det betyder også at medlemmerne af denne “klosterorden” (Betelemedarbejdere, Specialpionerere, Kredstilsynsmænd og disses hustruer, Infirmpionerer, Missionærer, m.fl.), ikke behøver få nær så stor en godtgørelse udbetalt, som hvis de skulle have svaret skat af denne. Skattevæsenet kræver så til gengæld at godtgørelsen ikke svarer til andet end det man med rette kunne forvente at man ville få udleveret som munk eller nonne i ethvert religiøst kloster. Det betyder at medarbejdere på Betelhjem f.eks. får kost og logi, gratis tøjvask, rengøring i deres små lejligheder, og andre goder. Men i stedet for at bestemme hvilket mærke de enkelte medlemmer af ordenen skal bruge af shampoo, tandpasta og toiletpapir, har skattevæsenet accepteret en beslutning om at man i stedet udbetaler en godtgørelse svarende hertil, så medlemmerne af “ordenen” selv kan vælge disse fornødenheder. Da medlemmerne i Jehovas Vidners klostre (betelhjem) ikke får udleveret en speciel uniform (som f.eks. en munkekutte), får de også i stedet to gange om året udbetalt tøjpenge, da der stadig er et krav om at beboerne på betelhjemmene går ulasteligt klædt, hvorfor der skal være midler til dette.

For ikke at skulle svare skat af disse goder og udbetalinger af godtgørelser skal alle medlemmer af denne orden underskrive et såkaldt Lydigheds- og Fattigdomsløfte hvoraf skattevæsenet modtager en kopi. Dette løfte kan ses på nedenstående link:

Klik her for at se Lydigheds- og Fattigdomsløfte

Med denne “kontrakt” som skulle underskrives af alle medlemmer af “ordenen”, kom naturligvis et følgebrev der beskrev formålet med det pågældende løfte (kontrakten). Dette følgebrev kan ses på nedensteånde link:

Klik her for at se følgebrev til Lydigheds- og Fattigdomsløfte

---

M

Max H. Larson (1915-2011)

Max H. Larson blev efter omstruktureringen af både Pennsylvania-selskabet og New York-selskabet indsat som formand for bestyrelsen for Watchtower Bible and Tract Society of New York Inc. Denne stilling bestred han til sin død i 2011.

Max H. Larson blev født i Montana i 1915 og hans forældre var troende Lutheranere. Max Larson blev døbt i 1938 af en af de tidligste grundlæggere af Vagttårnsselskabet, William van Amburgh. Max Larson blev straks efter sin dåb udnævnt som pioner og kun ganske kort tid efter som specialpioner, inden han blev inviteret til at tilslutte sig betelfamilien i Brooklyn i 1939. i 1942 blev han leder af trykkeriet og begyndte at arbjede tæt sammen med selskabets nyudnævnte præsident Nathan Homer Knorr. Nathan Knorr tog næsten altid Max H Larson med på sine udlandsrejser hvorved de to udviklede et nært og fortroligt bånd.

Max H. Larson fortsatte med at lede trykkeriet indtil det lukkedes i 2004. Max H. Larson var en del af bestyrelsen for Watchtower Bible and Tract Society of New York, forud for sin udnævnelse som præsident i forbindelse med at Milton G. Henschel trådte tilbage i år 2000. (Se også Bestyrelse (Vagttårnsselskabets), Don Alden Adams, Det Styrende Råd).

Menighedsbogstudiet

Menighedsbogstudiet var en mødeform der afskaffedes fra og med 2016. Tidligere havde man på en hverdagsaften i løbet af ugen et kort møde af en times varighed hvor menigheden var delt op i små grupper af 12-15 personer som mødtes i private hjem som forskellige medlemmer af menigheden stillede til rådighed for dette møde. På disse møder studerede man som regel en af Vagttårnsselskabets bøger eller brochurer, og det fremgik af en kalender i publikationen “Rigets Tjeneste” (senere omdøbt til “Tjenesten for Riget”) hvilke paragraffer der skulle drøftes ved hver uges møde.

Menighedsbogstudiet var et af fem møder der blev holdt fordelt på tre ugentlige sammenkomster. Det var det eneste møde der blev holdt i private hjem, og forhenværende Jehovas Vidner og enkelte nuværende medlemmer mistænker at man afskaffede det sidste møde der var tilbage i private hjem, af samme grund som man for år tilbage forbød at flere af menighedens medlemmer studerede vagttårnet sammen som en fælles forberedelse til mødet om søndagen. Man havde nemlig historisk set dårlige erfaringer med møder i små grupper hvor mange ofte blev hængende efter mødet til en hyggelig sludder som af og til kunne handle om spørgsmål til det pensum der var blevet drøftet den pågældende aften. Det havde flere gange resulteret i at grupper af Jehovas Vidner var begyndt at undre sig over uoverensstemmelser og selvmodsigelser i Vagttårnsselskabets lære, hvilket havde ført til frafald fra menigheden.

I dag har man reduceret antallet af sammenkomster til to, hvor den ene er et såkaldt “midtugemøde” (som samlet kaldes for Livet og Tjenesten som Kristne, s.d.) og det andet er en forkortet udgave af det tidligere 2 timer lange “Søndagsmøde”. Det tætteste man kommer på noget der minder om menighedsbogstudiet i vore dage er trejde del af det nye “midtugemøde” som er et underpunkt der har titlen “Vores liv som kristne” der bl.a. indeholder et indslag der kaldes “Menighedsbibelstudiet”, hvor man  har en drøftelse med spørgsmål hvor tilhørerne kan deltage ved håndsoprækning.

Afskaffelsen af Menighedsbogstudiet, må siges at være en historisk milepæl i sektens historie, da det var det sidste møde der var tilbage som kunne spores helt tilbage til den gruppe som Jehovas Vidner hævder at udspringe fra, nemlig Bibelstudenterne som grundlagdes af Charles Taze Russell (s.d.), og de møder som blev afholdt af Bibelstudenterne var netop små grupper af mænd og kvinder der forsamledes i private hjem for at drøfte passager fra Bibelen hvor alle kunne deltage og give deres egne kommentarer til stoffet. Det er så afgjort det møde der i højeste grad afspejlede Charles Taze Russells egen holdning til hvordan Bibelstudenterne skulle organiseres – eller rettere undlade at organiseres. Charles Taze Russell (s.d.) siger ganske interessant selv om etablering af en egentlig organisation at det er helt overflødig og noget man skal være på vagt overfor. (Watchtower, 15. sep 1895, s. 1866)

Se også: Organisation

Midtugemødet

Se Livet og Tjenesten som Kristne (klik her for at springe direkte til artikel)

Milton George Henschel

Milton George Henschel (9. august 1920 – 22. marts 2003) var medlem af Det Styrende Råd (s.d.) og den femte præsident af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, som er Jehovas Vidners officielle kirkeorganisation. Han fulgte Frederick William Franz (s.d.) som præsident i 1992.

Milton Henschel blev født i Pomona, New Jersey. Hans far, Herman George Henschel, var en af stifterne af Vagttårnsselskabets bondegård på Staten Island. Familien flyttede til Brooklyn, New York i 1934. Milton blev i 1934 døbt som Jehovas Vidne og flyttede til Betel i 1939. I 1956 giftede Henschel sig med Lucille Bennett, en af studenterne af den 14. klasse af Watchtower Bible School of Gilead, som havde missioneret i Venezuela.

Milton Henschel var som så mange andre præsidenter for Vagttårnsselskabet indsat i denne post til sin død. Han blev til gengæld den sidste præsident for Vagttårnsselskabet der fungerede under den gamle ordning hvor Vagttårnsselskabets præsident og Ordstyreren for Det Styrende Råd (s.d.) var én og samme person. Efter Milton Henschels præsidentskab ændredes Vagttårnsselskabets vedtægter så ingen af medlemmerne af Det Styrende Råd (s.d.) kan være bestyrelsesmedlemmer for sektens juridiske entiteter, dvs. Watchtower Bible and Tract Society of Pennsylvania, Watchtower Bible and Tract Society of New York eller Christian Congregation of Jehovah’s Witnessses. (Det samme gjaldt I.B.S.A. som dog er afviklet).

Henschel døde den 22. marts 2003 i en alder af 82 år.

Mindehøjtid

Mindehøjtiden (undertiden: “Herrens Aftensmåltid”) er den eneste højtid der fejres af Jehovas Vidner. Den finder sted én gang om året, og i på den dato hvor Jesus for sidste gang før sin død fejrede påskehøjtiden sammen med sine apostle (det som i den Kristne kirke kaldes den sidste nadver). Jehovas Vidner lægger meget stor vægt på at mindehøjtiden (næsten på klokkeslæt) fejres på nøjagtig samme tidspunkt. Tidspunktet for mindehøjtiden afgøres ud fra den Jødiske kalender som var i brug da Jesus og hans apostle (angiveligt) levede. Derfor fejres mindehøjtiden altid på den 14. dag i Nisan måned i den Jødiske månekalender. Dette har den praktiske betydning at Mindehøjtiden ikke fejres på den samme dato hvert år, men rent faktisk kan være forskudt med op til 4 uger, da der ikke er synkronisitet mellem den gregorianske og den jødiske kalender.

Man lægger endvidere stor vægt på det faktum, at døgnet i henhold til jødisk praksis ikke starter ved midnat men ved solnedgang (formelt antager de fleste Jødiske samfund at en ny dag starter på det tidspunkt der i det moderne universaldøgn er kl. 18.00). Det betyder i praksis at datoen rent faktisk indtil solnedgang stadig er den 13. Nisan, og at datoen først skifter til 14. Nisan efter solnedgang. Af samme grund indhenter Vagttårnsselskabet hvert år nøjagtig oplysning om præcis hvornår solen går ned på den dag hvor 14. Nisan starter kl. 18.00, da Mindehøjtiden ikke må starte før solen er gået ned. Disse klokkeslet indhentes for samtlige tidszoner i verden, da den ceremonielle del af mindehøjtiden først må startes når solen er under horisonten i netop det område hvor en menighed befinder sig. I praksis må man gerne starte på sammenkomsten i Rigssalen, og foredraget der fører op til den ceremonielle del må også gerne starte inden solnedgang, men selve ritualet (som beskrives herunder), må ikke sættes i gang før man har sikret at solen er gået ned. (I storbyer hvor mange menigheder deles om samme Rigssal, har man udnyttet dette faktum til at påbegynde det indledende foredrag før solnedgang, så ceremonien starter umiddelbart efter at solen er gået ned, for på den måde at sikre at flere menigheder kan holde mindehøjtid efter den første menighed, uden at højtideligheden slutter alt for sent på aftenen).

Den første registrerede Mindehøjtid blev afholdt af Bibelstudenterne i 1876, i Pittsburgh. I begyndelsen var det en festligholdelse for alle medlemmer af trossamfundet, som fandt sted ét sted, og alle der ønskede at deltage kom rejsende til begivenheden, indtil denne form blev upraktisk grundet det voksende medlemstal. Herefter holdt man Mindehøjtiden lokalt for de enkelte menigheder (Ecclesia), men det var ikke før 1938 at medlemmer der bekendte sig selv til “et jordisk håb” blev inviteret til at overvære Mindehøjtiden. (Denne “store skare” kaldet Jonadab-skaren, havde Rutherford for første gang omtalt på skrift i sin bog “Light” i 1930, men han havde allerede hentydet til denne skares eksistens i 1920 med foredraget “Millioner af Nulevende Mennesker skal Aldrig Dø!”).

Ritualet (Ceremonien)

Selve højtideligheden omfatter bøn, lovsang, foredrag og ritual. Efter en indledende sang og bøn holder en af menighedens ældste et foredrag som opridser den forståelse Jehovas Vidner har af såvel indstiftelsen af “Herrens Aftensmåltid”, som det håb om frelse som Jehovas Vidner tror knytter sig til den martyrdød som Jesus ifølge de evangeliske beretninger måtte lide den efterfølgende dag. (De synoptiske evangelier hævder at Jesus blev korsfæstet den efterfølgende dag, altså 15. Nisan, mens Johannes evangeliet foreskriver at Kristi korsfæstelse fandt sted på den 14. Nisan, så det eksakte tidspunkt er uklart.)

Efter foredraget (som varer ca. en halv time) er overstået indledes den rituelle del af ceremonien. Denne består i at en i forvejen udpeget ældste eller menighedstjener inviteres til podiet for at fremsige en kort takkebøn over brødet hvorefter det omdeles og tilbydes til menighedens medlemmer. Dette ritual gentages for vinen. Vinen skal være almindelig rødvin baseret på druer. Den må ikke være tilsat ekstra gær eller sukker eller gjort stærkere med supplerende alkohol, men skal være en almindelig druevin fremstillet efter traditionelle forskrifter for fremstilling af rødvin der har opnået sin alkoholstyrke gennem gæring uden forstærkning. (Dette resulterer formentlig stadig i en vin der adskiller sig markant fra den vin der blev brugt i det 1. århundrede til de usyrede brøds højtid, da gæringsprocessen i vin fra den tid formodes at have resulteret i vin der ikke havde en alkoholprocent der var højere end 4-5 %). Brødet skal ligeledes være fremstillet uden brug af surdej eller gær. Begge forskrifter er en måde hvorpå man symboliserer den ubesmittede renhed af Jesu blod og legeme.

Ceremonien afsluttes med sang, i henhold til eksemplet som det beskrives i beretningen om påskemåltidet som det holdtes af Jesus og Disciplene (Matthæus 26:30).

Særpræg

Jehovas Vidners Mindehøjtid kunne man ved første øjekast tro var en slags variant af det som man i de fleste kristne kirker kalder altergang hvor kirkens medlemmer vil kunne modtage nadver (eller eukarist i en katolsk kirke). En markant og væsentlig forskel er dog at Jehovas Vidner hverken tror på konsubstantiation (ligesom Protestanter) eller på transsubstantiation (ligesom Katolikker), idét Jehovas Vidner slet ikke tror på at symbolerne (det usyrede brød og vinen), undergår nogen form for forandring eller antager anden værdi end den symbolske, selv under selve den ceremonielle del af højtideligheden. Dette ses bl.a. af at vinen og brødet af Jehovas Vidner ikke betragtes som værende af nogen højtidelig betydning eller værdi når selve højtiden er ovre og såfremt nogen skulle ønske at få vinen med hjem for at nyde den om aftenen efter højtiden, så er det f.eks. helt acceptabelt, da Jehovas Vidner mener der helt fra start til slut er tale om helt almindelig rødvin der ikke har undergået nogen forandring. Jehovas Vidners “nadverforståelse” er at vin og brød udelukkende tjener som et symbol på hhv. Jesu blod og Jesu legeme. Af samme grund vil man i Jehovas Vidners egen bibeloversættelse (Ny Verden-Oversættelsen) bemærke den noget utraditionelle oversættelse af Matthæus 26:26 hvor man har oversat verset “Som de nu fortsatte med at spise tog Jesus et brød, og efter at have udtalt en velsignelse brækkede han det i stykker, og idet han gav det til disciplene sagde han: „Tag, spis. Dette betyder mit legeme.“, selvom Vagttårnsselskabet selv i deres egen studieudgave af Ny Verden-Oversættelsen har indsat en note hvor man indrømmer at dette er en tilsnigelse af hensyn til sektens tradition, da der faktisk ordret i originalteksten står “dette er mit legeme” og ikke “dette betyder mit legeme”. Man forstår dog udmærket incitamentet til at ændre ordlyden til “betyder”, når man tager afstand fra det gængse kristne standpunkt at vin og brød rent faktisk undergår en forandring, uanset om der så er tale om en forandring i overensstemmelse med den Luthersk/Protestantiske tradition (konsubstantiation) eller den Katolske tradition (transsubstantiation).

Hvis man har overværet altergang i kirken og for første gang overværer Jehovas Vidners Mindehøjtid, vil man bemærke det ganske særlige, at der formentlig ikke er en eneste af de tilstedeværende der rent faktisk tager imod nadveren (brødet og vinen). Alle vil som regel tage mod tallerkenen hvorpå brødet tilbydes og sende det videre. Den samme proces gentager sig når glasset med rødvin sendes rundt til alle tilstedeværende. Det skyldes at Jehovas Vidner tror at den pagt som Jesus (angiveligt) indgik med sine disciple påskenat, udelukkende var med dem som skulle være sammen med ham i himmelen efter opstandelsen. Da Jehovas Vidner tror at kun 144.000 har fået denne særlige kaldelse og at kun ganske få tusind nulevende mennesker er tilbage af denne særligt udvalgte skare af mennesker, så er mindehøjtiden faktisk slet ikke en højtid der er rettet mod alle de andre medlemmer af sekten. De er så at sige blot tilskuere, og da der er så få tilbage af dem der bekender sig til et himmelsk håb at der ikke engang er én i hver menighed, vil der kun uhyre sjældent være nogen til stede der tager del i nadveren (eller “symbolerne” som Jehovas Vidner foretrækker at kalde dem). Denne praksis har rent faktisk givet anledning til skarp kritik fra kristne autoriteter der ligefrem mener at denne skik er blasfemisk fordi den er en symbolsk afvisning af det sonoffer for alle syndere som blev tilvejebragt ved “Kristi udgydte blod”.

Jehovas Vidner opfatter ikke deltagelse i Mindehøjtiden som en betingelse for frelse, men man tilskynder ikke desto mindre stærkt medlemmerne til at gøre alt hvad der står i deres magt for at være til stede ved denne, for Jehovas Vidner, vigtigste højtid i året. Jehovas Vidner mener således ikke at begivenheden er forbundet med et mirakel, men ceremonien er en påmindelse om “den nye pagt” og om “Jesus genløsninsoffer”, og den gennemføres for at adlyde Jesus ord: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« (1. Korintherbrev 11:23-24)

Minusvækst

Minusvækst betyder generelt set negativ vækst på et bestemt område, f.eks. nedgang i økonomisk aktivitet, medlemsudvikling el.lign. I forbindelse med grupperinger som foreninger, klubber, kirker, trossamfund o.lign. betyder minusvækst tilbagegang i medlemstal, hvilket i praksis betyder at antallet der forlader gruppen er større end antallet der tilslutter sig. Her skal man erindre at man i “forlader” ikke skelner mellem personer der aktivt forlader gruppen, eller som følge at død naturligt ophører med at være medlem af gruppen.

Nulvækst er et ord i samme kategori, der dækker over det at forblive på samme niveau på et givent område; I forbindelse med foreninger, kirker, grupperinger, er det udtryk for at grupperingen oplever stagnation – dvs. ikke kan fremvise nogen form for vækst i medlemstal.

Munkeløfte

Se Lydigheds- og Fattigdomsløfte (klik hed for at springe direkte til artikel)

---

N

Nathan Homer Knorr

Nathan Knorr var Vagttårnsselskabets tredje præsident efter Joseph F. Rutherford (s.d.).

Modsat Joseph Rutherford var Nathan Knorr ikke nogen stor taler og han havde ingen evner for at skrive bøger, endsige gøre sig som teologisk tænker. Men hans vicepræsident (Frederick Franz, s.d.) som senere overtog embedet som præsident, skrev i hele Knorrs præsidentperiode – med få undtagelser – stort set alle de bøger som blev udgivet i præsident Knorrs præsidentperiode. Påfaldende nok traf Nathan Knorr beslutning om at fokus fra tiden for hans indsættelse som præsident skulle fjernes fra personen og rettes mod budskabet, hvorfor man ophørte med den hidtidige praksis med at anføre hvem der var forfatter til den pågældende bog. Ingen der kendte lidt til organisationens struktur var dog det mindste i tvivl om at Frederick Franz (s.d.) – der også fungerede som sektens chefideolog og -teolog – var ophavsmanden til de mange bøger.

Nathan Knorr var til gengæld en meget dygtig organisator og satte meget af forkyndelsesarbejdet på skinner, ligesom han iværksatte adskillige initiativer der skulle effektivisere organisationen, herunder en række skoler der skulle gøre medlemmerne dygtigere til at forkynde sektens budskab for hele klodens befolkning. Nathan Knorr er bl.a. ansvarlig for oprettelsen af Bibelskolen Gilead (for medlemmer der udsendes til fremmede lande for at missionere), Den Teokratiske Skole (s.d.) (for alle forkyndere, så de kunne blive bedre talere og bedre til at udbrede budskabet i forkyndelsen) og Rigets Tjeneste Skole som var en skole der skulle dygtiggøre ældste til at varetage deres hverv i deres lokale menigheder.

Nathan Knorr havde ifølge personer i hans nærmeste omgangskreds en temmelig ringe bibelforståelse, og onde tunger vil hævde at ingen nogensinde har set Nathan Knorr banke på en eneste dør for at forkynde sektens budskab.

Ny Verden-Oversættelsen

Ny Verden-Oversættelsen og tidligere Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter er titlerne på en række danske bibeloversættelser udarbejdet af Jehovas Vidner. Der findes udgaver på 193 sprog med et samlet oplagstal på 238 millioner.

Denne bibeloversættelse blev for første gang udgivet i 1974 for Det Nye Testamentes vedkommende, og derefter i 1985 hvor det var den første privatoversættelse af hele Bibelen til dansk i 129 år. Oversættelsen blev lettere revideret i 1993. En revision i 2017 har derimod nærmest karakter af en nyoversættelse, da udgaven fra 1993 holder sig til en næsten ord-for-ord gengivelse, hvor 2017-udgaven lægger meget større vægt på et “nutidigt og letforståeligt sprog”. Den er udkommet i en række forskellige udgaver, bl.a. en lommeudgave, som en studieudgave i stort format med fodnoter, krydshenvisninger, bibelordbog samt en række tillæg med kommentarer til detaljer i oversættelsen. Desuden findes en række elektroniske udgaver som tekst og lydfiler, blandt andet som app og online på internettet.

Oversættelsen er også kendetegnet ved flere steder at afvige på væsentlige detaljer fra de mest udbredte bibeloversættelser, hvilket naturligt har mødt kritik fra andre kirkelige kredse. Jehovas Vidner mener at mange bibeloversættelser på visse punkter er unøjagtige og gennem århundreder er påvirket af kirkernes traditioner og trosbekendelser. De nævner især at man systematisk har skjult Guds navn, samt indflydelse fra en række kirkelige doktriner som Jehovas Vidner betragter som myter og løgne, især: sjælens udødelighed, læren om helvede og læren om treenigheden. Som et resultat af Jehovas Vidners bibelstudium, oversættelsesarbejde og studium af disse kirkelige doktriners oprindelse har de forkastet dem, fordi de mener de er af hedensk oprindelse og ikke finder nogen støtte i en nøjagtigt oversat bibeltekst

Hvis man skal tro oversættelsens titelblad er oversættelsen udarbejdet af en anonym oversættelseskomité. Det er dog en anelse overdrevet at omtale de involverede som en oversættelseskomité, da hele den samlede oversættelse er én mands værk, nemlig manden der senere blev Vagttårnsselskabets fjerde præsident, Frederick Franz (s.d.). Se yderligere dokumentation for dette under opslagsordet Oversættelseskomite (Ny Verden-Oversættelsen) (s.d.) for at se relevant dokumentation for dette.

Til oversættelse af det gamle testamente benyttede Frederick Franz (s.d.) primært manuskripter fra den såkaldte Yahwistiske tradition med manuskripter der kan dateres til omkring år 900-1000 i modsætning til en Elohistiske tradition der har manuskripter der kan dateres tilbage til omkring år 850. Specialister i oversættelse af de Hebraiske Skrifter (populært kaldet “Det Gamle Testamente”, eller “Den Gamle Pagt/Aftale”), favoriserer ikke den ene frem for den anden, hvilket også ses af at senere oversættelser faktisk trækker på manuskripter af begge traditioner og skaber dermed en lang række “hybrid-oversættelser”.

For det Nye Testamentes vedkommende må man sige at bibelen i det store hele er baseret på Westcott og Horts oversættelse, hvilket den oversættelses-kyndige ved første øjekast ville finde besynderligt, da de – i særdeleshed Westcott – var kendt for offentligt at erklære at de ikke troede på Bibelens ufejlbarlighed. Men ved nærmere eftertanke kan man konstatere, at det blot gjorde det lettere for Frederick Franz (s.d.) at korrigere i Westcott og Horts oversættelse, hvor den er i strid med de steder hvor Vagttårnssektens doktriner om Jesus stilling i forhold til Gud accentuerer sig væsentligt fra både Luthersk og Romersk-Katolsk funderet kristentro, som f.eks. i spørgsmålet om Jesu guddommelighed.

I Ny Verden-Oversætttelsen har man i de hebraiske tekster (Det Gamle Testamente) valgt konsekvent at oversætte tetragrammet med hybridnavnet Jehova (på engelsk “Jehovah“) som er en sammensmeltning af konsonanterne i Elohim og Adonai med konsonaterne i det hebraiske tetragram יהוה (eller YHWH) 6979 gange. Det ser man også gjort omend i mindre omfang i andres oversættelser af den Hebraisk/Aramaiske del af Bibelen. Mere kontroversielt er de 237 gange man har taget sig den frihed også at indsætte navnet Jehova i Det Nye Testamente, selvom man intetsteds har fundet manuskripter der retfærdiggør denne metodik. Dette giver en samlet brug af navnet “Jehova” i 7216 gange i den samlede Ny Verden-Oversættelse. (I 1984-udgaven var dettte tal 7210 gange, mens det i 1961-udgaven var på 7199 gange, så man har altså løbende fundet flere og flere steder hvor man har retfærdiggjort indsættelsen af navnet “Jehova”, hvillket viser hvor stor vægt sekten lægger på denne accentuering fra andre kristne sekter).

Argumentationen for at indsætte navnet “Jehova” i det Nye Testamente uden manuskriptlige belæg herfor, er at man hævder at Jesus som en selvfølgelighed har benyttet Guds navn, selv steder hvor man tydeligt i meget tidlige græske manuskripter finder ordet “Kyrios” som slet og ret betyder “Herre”. Men også steder hvor man i græske manuskripter har fundet ordet “Theos” har man blot “gættet” på at der oprindeligt har stået et Tetragram, hvorved man har retfærdiggjort indsættelsen af navnet Jehova (Engelsk: “Jehovah”).

Den danske udgave af Ny Verden-Oversættelsen har ikke trukket på andre manuskripter end den engelske udgave kaldet “New World Translation” og der er således ikke gjort nogen indsats for at sammenholde den danske tekst med Hebraiske, Aramæiske, Græske eller endog gamle Latinske manuskripter. Her har man taget den engelske oversættelse for pålydende. Det samme gælder i øvrigt samtlige oversættelser af Ny Verden-Oversættelsen som er oversat til andre sprog end engelsk.

Oversættelsen har desuden været udsat for en del kritik fra andre hebraisk- og græsk-kyndige som hævder at oversættelsen – i særdeleshed af Det Nye Testamente – er en forudindtaget oversættelse, der favoriserer doktrin i stedet for ærlig oversættelse.

I en årrække hævdede man at den berømte professor i bibelsk græsk, Dr. Julius Mantey, havde lovprist oversættelsen og at han bakkede op om oversættelsens særegne måde at oversætte Johannes Evangeliet 1:1 på. Dette gav dog et voldsomt bagslag for sekten, som måtte lide den tort at Dr. Mantey offentligt i en dokumentarudsendelse bekendtgjorde at han aldrig nogensinde havde rost Ny Verden-Oversættelsen, og for at føje spot til skade omtalte han desuden Ny-Verden Oversættelsen som “en af de mest elendige bibeloversættelser han nogensinde havde set”, og at oversættelsen var uanvendelig fordi den var mere forudindtaget end nogen anden oversættelse han nogensinde havde set, fordi den udelukkende og helt utilsløret var produceret, for at bakke op om specifikke doktriner.” Dr. Mantey siger i samme interview: “Ingen anden oversættelse jeg nogensinde har set, ligger længere fra den originale Hebraiske og Græske originaltekst end disse bøger fra Vagttårnsselskabet.” (Han vil ikke engang bruge ordet “bibel” eller “bibeloversættelse” men kalder dem slet og ret “disse bøger fra Vagttårnsselskabet”. Endelig sender Dr. Julius Mantey et brev direkte til Vagttårnsselskabet hvori han forlanger at de i al fremtid afstår fra at benytte hans navn i en eneste af deres publikationer og han skriver endvidere, at en overtrædelse af dette forbud ville medføre de stærkest tænkelige juridiske konsekvenser for Vagttårnsselskabet.

---

O

Områdetilsynsmand

Områdetilsynsmanden (en funktion der nu er nedlagt i Danmark), står over kredstilsynsmændene (se ”Kredstilsynsmand”) og fører tilsyn med et helt område i landet. Et område omfatter adskillige kredse, og for Danmarks vedkommende var der indtil funktionen blev nedlagt to områder for hhv. Vestdanmark (Jylland og Fyn) og Østdanmark (Sjælland, Bornholm, Færøerne og Grønland). Områdetilsynsmanden er også ansvarlig for afholdelse af de store årlige områdestævner (s.d.). (Se mere om dette under ”Områdestævne”, s.d.)
(Se evt. også “Kredstilsynsmand”)

Områdestævne

Områdestævner er stævner der er væsentligt større end kredsstævner (s.d.) (se mere om disse under ”Kredsstævne”, s.d.) og de afholdes altid om sommeren da de ofte afholdes enten på et lejet stadion. I den årrække hvor Jehovas Vidner forsøgte sig med drift af deres egen udendørs stævneplads i Gødvad Bakker blev områdestævenerne dog afholdt på denne stævneplads, som nu er solgt til Silkeborg Kommune. Ved områdestævner er deltagerantallet alt fra 4000-8000 deltagere. I mange år blev de holdt på Aarhus Stadion inden Jehovas Vidner eablerede deres egen stævneplads i Gødvad bakker. Sidstnævnte lokalitet viste sig dog at være en alt for stor udgiftspost sammenholdt med det faktum at den kun blev brugt 5 uger om sommeren og ellers stod ubenyttet hen resten af året, hvorfor den i 2019 blev afhændet til Sikleborg Kommune (med en salgsklausul der gav Jehovas Vidner lov til at benytte pladsen til stævner de følgende 3 somre). Sjældne gange har man i Danmark holdt landsstævner eller internationale stævner med op til 25.000 deltagere.
Indtil 1975 kaldtes disse stævner for “Sektionssstævner”. Det første stævne i Danmark der kaldtes et “Områdestævne” blev afholdt i 1976 fordelt på i alt seks stævner – et i Esbjerg, et i Randers, to i Roskilde, samt et på Færøerne og et i Grønland.
(Se evt. også ”Områdetilsynsmand”).

Organisation

“Organisation” er et ord der høres og benyttes meget både i tale og på skrift blandt Jehovas Vidner. I flæng kan nævnes udtryk som “Jehovas Organisation”, “Guds Himmelske Organisation”, bogtitler som “Organiseret til at være ordets tjenere” og “Organiseret til at gøre Guds Vilje”, o.m.a. I bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, kan man på side 192 læse følgende:

Til trods for at Bibelen ikke nævner ordet “organisation” en eneste gang, kan man finde ordet hele 16.789 gange ved en søgning i Vagttårnsselskabets eget digitale online bibliotek. Og selvom ordet ingen plads har i hverken Det Gamle eller Det Nye Testamente, finder Vagttårnsselskabet ikke desto mindre “klare beviser” i en mængde bibelvers på at Gud altid har haft en organisation der ledte hans folk op gennem hele menneskehedens historie. Nogle få af de over 16.000 eksempler er:

Men Vagttårnsselskabets påstand om at Gud altid har haft en organisation til at lede sine trofaste tilbedere op gennem hele verdenshistorien, efterlader os unægteligt med spørgsmålet: “Hvis det er tilfældet, hvorfor skulle Charles Taze Russell så selv starte en ny organisation i stedet for blot at tilslutte sig den organisation som Gud allerede havde?“. Måske giver Charles Russell os selv svaret i et af de tidligste numre af bladet Zions Vagttaarn — Forkynder af Kristi Nærværelse, hvor han siger:

---

P

Pascals Væddemål

Pascals væddemål er et filosofisk og apologetisk argument for troen på den kristne Guds eksistens, fremsat af den franske filosof, matematiker og fysiker Blaise Pascal (1623-1662). Han fremstiller spørgsmålet om troen på Gud som et væddemål med kun to satsningsmuligheder: Gud eksisterer, eller Gud eksisterer ikke. Væddemålet er et argument for, at ateisme er en satsning, som ikke er værd at tage. Hvis ateisten har ret, er han bare død, når han er død, og den kristne er også bare død. Hvis ateisten derimod tager fejl, vil han betale med en evig ulyksalighed (helvede), mens den kristne vil modtage en evig lyksalighed (himlen/paradis). Derfor bør man satse på, at Gud eksisterer.

Pascals væddemål kortlagde et nyt territorium af sandsynlighedsteori, og det var var den første formelle anvendelse af beslutningsteori.

I Pascals filosofiske hovedvæk “Tanker” er væddemålet beskrevet således:

Pascal forudsætter i sit argument, at der på spørgsmålet om Guds eksistens kun findes to svarmuligheder:

1. Gud eksisterer
2. Gud eksisterer ikke

En tredje mulighed findes ikke. Hvis man ikke vil satse på, at Gud eksisterer – hvis man lever som om Gud ikke eksisterer – så satser man i virkeligheden på, at Gud ikke eksisterer, siger han.

Derudover forudsætter han, at de to muligheder er lige sandsynlige. Det er således ikke sandsynligheden for et bestemt udfald af væddemålet, der skal afgøre, hvilken mulighed man vælger. Det er gevinst og tab ved de to muligheder, der skal afgøre det.

Med hensyn til gevinst og tab siger han, at hvis man vædder på, at Gud eksisterer, og vinder væddemålet, så vil man få en uendelig gevinst: Man vil opnå en evig lyksalighed i himlen. Baggrunden for denne påstand er den kristne lære om, at man frelses og kommer i himlen, hvis man tror på Gud – nærmere bestemt den kristne Gud.

Hvis man vædder på, at Gud eksisterer, og taber væddemålet, så vil man ikke lide noget tab i form af noget ubehageligt efter døden. Man vil blot blive til intet.

Hvis man vædder på, at Gud ikke eksisterer, og vinder væddemålet, så vil man ikke få nogen gevinst. Efter døden vil man blot opleve den intethed, som man forventer.

Hvis man vædder på, at Gud ikke eksisterer, og taber væddemålet, så vil man lide et uendeligt tab: Man vil få en evig straf i helvede.

På den baggrund skal man selvfølgelig vædde på, at Gud eksisterer, siger Pascal. Man har en interesse i at tro på Gud.

Skematisk kan væddemålet stilles således op:

Udfaldet den dag du dør:	Du væddede på at Gud findes	Du væddede på at Gud ikke findes
Hvis det viser sig at Gud eksisterer	Du vil få en uendelig gevinst i form af evig lyksalighed (i himlen)	Du vil lide et uendeligt tab i form af evig ulyksalighed (i helvede)
Hvis det viser sig at Gud ikke eksisterer	Du vil ikke lide noget tab. Du vil blot blive til intet.	Du vil ikke få nogen gevinst. Du vil blot blive til intet.

I figuren herover ser man at Pascals postulat er at man ganske enkelt har bedre “odds” ved at vælge at tro på Gud end ved at vælge ikke at tro på Gud, da de tre af de fire mulige udfald der kan hænde den dag man dør, vil være til ens fordel, men kun ét vil være til ens ulempe, og dette ene forekommer kun for dem som vælger ikke at tro på eksistensen af en Gud (højre kolonne).

Men det er et argument der har været udsat for megen kritik — alene af den grund at de fleste troende vil afvise at tro er et valg, men en overbevisning der er kommet til dem gennem livserfaring, indfra, fra hjertet, fra sindet, fra helligånden, osv. Så tro er ikke blot en beslutning du tager på samme måde som du tager en beslutning hos bageren om du vil have en hindbærsnitte eller en napoleonskage. Jeg skal uddybe kritikken af Pascals væddemål en smule herunder.

Kritik af ’Pascals væddemål‘

Pascal har dog fået nogen kritik for denne argumentation for det “fornuftige i at tro” på den kristne Gud. Et af argumenterne er at der også er andre religioner der tror på en Gud og som forkynder evig fortabelse såfremt man ikke tror, som Islam f.eks. gør om “de vantro”. Af denne grund kunne en Imam med samme ret bruge Pascals væddemål som argumentation for at tro på Allah og hans profet Muhammed, som en kristen præst kan argumentere for at tro på den kristne Gud, Søn og Helligånden.

Væddemålet er endvidere blevet kritiseret for, at det indebærer en forkert motivation for at tro på Gud, fordi en retfærdig Gud ikke vil anse det for at være en god motivation at handle ud fra en beregnende interesse i at vædde på et resultat, der har den største sandsynlighed for at medføre gevinst. En sådan kølig kalkulerende spekulation i personlig fordel svarer dårligt til den sande tro, som har mere ædle motiver.

Desuden er det blevet fremført, at tro ikke er noget, man kan tvinge sig selv til. Hvis man bliver tilbudt en enorm pengesum for at tro, at himlen er grøn, så kan man ikke af den grund tro oprigtigt på det. Pascals væddemål inspirerer ikke til en ægte tro.

Pascal kritiseres også for at drage nogle forhåndskonklusioner om Guds retfærdighed, som han ikke kan tillade sig at hævde at have uigendrivelige beviser for — endsige argumenter for i Bibelteksterne.

Pascal mener – ud fra sin kristne tro – at det kun er troen eller den manglende tro på Gud, der afgør, om et menneske får en evig lyksalighed eller en evig ulyksalighed. Det er imidlertid en påstand – ikke sikker viden – at det forholder sig sådan.

Faktisk er der flere andre muligheder. Der er blandt andet disse:

1. Der er en Gud, men han belønner ikke
2. Der er en Gud, der belønner, men ikke alene gør det på baggrund af tro på ham
3. Der er en Gud, der belønner på baggrund af gerninger, ikke tro
4. Der er en gud der belønner og straffer på langt mere nuanceret vis. Det samme menneske kan både modtage en løn og en straf – i overensstemmelse med mængden af både dets gode og dets onde gerninger

Det er for eksempel tænkeligt, at Gud belønner kritisk agnosticisme og straffer blind tro. Det er også tænkeligt, at Gud belønner ærlighed i tanken og straffer påtaget tro. Faktisk finder man – såfremt man da tager evangelierne for pålydende – selv hos Jesus den tanke, at det afgørende ikke er, om man bekender sig til Gud, men om man handler efter Guds vilje: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” — Matthæus Evangeliet 7:21

Pascals fremstilling af væddemålet forudsætter, at der er tale om en simpel ja-eller-nej-beslutning, hvorfra alt andet følger. Men inden for kristendommen er der ingen konsensus om de kriterier, ifølge hvilke evig lyksalighed opnås, eller hvordan en tro på Gud skal udtrykke sig for at blive belønnet med evigt liv. Selv pave Frans har udtalt, at ”en person godt kan blive frelst, selv om han ikke har været troende, hvis han blot har været et godt menneske“.

En anden forudsætning for Pascals fremstilling af væddemålet er, at et menneske kun lever ét liv på jorden, hvorefter det dømmes til enten evig lyksalighed og evig ulyksalighed. Men der findes religioner og religionsformer, der har reinkarnation som en del af deres lære, for eksempel hinduismen, jainismen, buddhismen og New age, og som regner med, at hvert menneske lever mange liv (inkarnationer) på jorden.

Patientklagenævnet

Se Styrelsen for Patientklager (klik for at springe direkte til artikel)

Persondataforordning

Også kendt som EU’s Persondataforordning eller GDPR (klik for at springe direkte til artikel)

Pioner

En pioner er en forkynder der af det landsdækkende afdelingskontor (på anbefaling af det lokale ældsteråd) er udnævnt som “pioner”. Det betyder i praksis at man har forpligtet sig til at bruge 70 timer om måneden (eller 840 timer om året) på forkyndelse. Dette er selvsagt så tidskrævende at pionerer sjældent har et fuldtidsjob ved siden af deres “gerning” som pionerer. De vil typisk tage et deltidsarbejde, som for størstedelen af pionerernes vedkommende består i rengøringsarbejde, ofte i de tidlige morgentimer eller sene aftentimer, samt i weekender eller på helligdage.

Dette timekrav forekommer måske nogen urimeligt højt, men det er faktisk det laveste timekrav der nogensinde har været til pionerer. Pionerer – der i sektens tidligste år kaldtes for “kolportører” – skulle indtil 1949 nå 150 timer om måneden, hvorefter dette timekrav i nedsattes til 100 timer om måneden. I 1974 nedsatte man timekravet til 90 timer om måneden (eller 1000 timer om året) og i 1999 reducerede man yderligere timekravet med 20 timer idet man “kun” forventede at pionerer nåede 70 timer om måneden (840 timer om året). Årsagen til disse nedsættelser i timekravet maskeres i hovedreglen som hensyntagen til den enkelte forkynder fordi man udviser forståelse for at vi lever i andre tider hvor det ofte er nødvendigt at have to indtægter for at opretholde et tåleligt livsgrundlag for sig selv og sin familie. Sådan udtrykkes det f.eks. i Rigets Tjeneste for marts 2011, hvor man i artiklen med titlen “Har du engang været pioner?” kan læse flg.:

Andre artikler er mere ærlige om den virkelige årsag til nedsættelsen af timetallet. Årsagen er nemlig den samme som den der fremprovokerer andre ændringer i den organisatoriske struktur i sekten, nemlig manglende interesse og statistikker der udvikler sig i en kedelig retning. Ser man statistikkerne for 1990 og fremefter er det helt åbenbart at antallet af pionerer falder år for år ligesom antallet af hjælpepionerer på årsbasis. Dette er et stigende problem for sekten, for hvis folk ophører som pionerer har de ikke længere forpligtet sig til et bestemt antal timer i forkyndelsen hver måned, og det kunne måske få dem til at nyde måneder hvor de måske “kun” gik ud og forkyndte i 10-20 timer. Så er det trods alt bedre at have medlemmer der stadig har forpligtet sig til at agitere i 70 timer om måneden frem for kun 1 time som er minimumskravet til dem der ønsker at være registrerede som regelmæssige forkyndere. Så hvis man ved at sænke timekravet kan fastholde en masse i et forpligtelsesforhold, så gør man naturligvis gerne det. Det fremgår med al tydelighed af ordlyden i Rigets Tjeneste for 1. januar 1999, hvor man bl.a. kunne læse følgende:

Blev der flere pionerer efter timekravet blev nedsat til 70 timer?

Ja! Det gjorde der — kortvarigt. Hvis begrebet “at tisse i bukserne for at holde varmen” nogensinde har givet mening, har det aldrig givet mere mening end da man forsøgte at øge pionerantallet – eller i hvert fald bevare status quo – ved at prøve at tiltrække flere til denne gerning, eller i hvert fald forhindre at der blev færre og færre pionerer hvert år, sådan som det var gået i det seneste årti. Hvis man ser på nedenstående nøgletal, så gik det støt ned ad bakke med antallet af pionerer fra 1990-1998. I 1999 sænker man timekravet fra 90 til 70 timer om måneden, og reklamerer samtidig aggressivt for denne “tjeneste” i publikationer, i punkter på møderne og på stævnerne. Så mens der i 1998 nu kun var 959 pionerer i Danmark, var der pludselig i 1999 igen 1.166 pionerer — et tal der ikke var overgået siden 1993. Så på den måde genvandt man hvad man havde tabt på 5 år. Men glæden var midlertidig.

År	Pionerer	Timer forkyndt (alle)	Timer pr. forkynder (alle)	Gns. timer (alle)	Timer nået (pionerer)	Timer nået (andre)	Timer pr. år (andre)	Timegennemsnit (andre)
1990	1.378	2.695.882	167,2	13,9	1.371.000	1.324.882	94,4	7,9
1994	1.113	2.382.470	147,1	12,3	1.070.000	1.312.470	73,7	6,8
*1999	1.166	2.127.613	141,2	11,8	1.166.000	961.613	86,2	7,2
2005	638	2.002.733	139,9	11,7	638.000	1.364.733	47,1	3,9

Den midlertidige varme fra vandladningen i bukserne blev – som den slags har det med at gøre – forandret til en grueligt kold fornemmelse i løbet af de næste 5 år og allerede i 2005 var antallet af pionerer faldet med et brag til det rekordlave antal på 638 pionerer. Længere end 6 år kunne man ikke holde begejstringen for pionertjenesten oppe ved at sænke timekravet. Men hvad værre er: Interessen for forkyndelse i det hele taget var også dalet blandt det samlede antal Jehovas Vidner i Danmark, og det timegennemsnit for dem der ikke var pionerer i 1990 var i 2005 faldet til 3,9 timer pr. forkynder. Aldrig havde så mange forkyndere forkyndt så lidt.

Post Hoc Ergo Propter Hoc

Latin som kan oversættes til: “Efter dette – derfor som følge af dette”. Ofte kalder man det også i forkortet form for et “Post Hoc argument”.

Det er én blandt mange såkaldte logiske fejlslutninger hvor menneskehjernen typisk vil lede efter kausalitet (årsagssammenhæng), og når en hændelse sker i umiddelbar forlængelse af en anden begivenhed er det nærliggende at drage den fejlkonklusion at hændelsen var en følge af den forudgående begivenhed. Sagt i videnskabelige termer udtrykkes fejlslutningens således:

Da begivenhed Y fulgte begivenhed X, må begivenhed Y være forårsaget af begivenhed X.

Post hoc ergo propter hoc er ikke den eneste kendte logiske fejlslutning af “Post Hoc”-typen. Den er f.eks. nært beslægtet med en anden fejlslutning der kaldes “Cum hoc ergo propter hoc”, som kan oversættes til: “Sammen med dette derfor årsag til dette.” Forskellen på de to er ikke stor, men i sidstnævnte er kronologien af uvæsentlig eller negligeabel betydning, eller begivenhederne kan endog have indtruffet samtidig. Post hoc er en logisk fejlslutning, hvor en begivenhed siger at være årsagen til en senere begivenhed, fordi den fandt sted tidligere (eller i umiddelbar forbindelse hermed).

Post hoc (eller Cum hoc) er en særligt fristende type af fejlslutninger, fordi korrelation nogle gange synes at antyde kausalitet. Fejlslutningen ligger i en konklusion, der udelukkende er baseret på begivenhedernes rækkefølge, snarere end hensynet til andre faktorer, der potentielt er ansvarlige for resultatet, og som dermed kunne udelukke forbindelsen.

Et simpelt eksempel på en fejlagtig “Post Hoc”–argumentation er: “Hanen galer umiddelbart før solopgang; derfor får hanen solen til at stå op.“

Pædofili

Et emne der heldigvis i den senere tid har fået langt mere fokus end tidligre er Vagttårnssektens store problem med sexovergreb på børn. Antallet af personer med pædofile tilbøjeligheder er formentlig ikke større end i befolkningen generelt, omend der kan argumenteres for at sektens stærkt radikaliserede forhold til sex udenfor ægteskabet kan bidrage til at flere søger afløb for deres seksuelle drifter hos ofre der er nemmere et presse eller true til seksuelle ydelser og efterfølgende få til at hemmeligholde overgrebet.

Den største kritk vedrørende seksuelle overgreb på mindreårige i sekten, er måden hvorpå sektens ledelse håndterer sager om krænkelser af mindreårige. Kritikken går bl.a. på følgende:

1. At sekten gør alt for at inddæmme informationen om overgrebet ved bl.a. så vidt muligt at håndtere sagen internt.
2. At dem der skal tale med et barn der her lidt under overgreb er mænd der ingen uddannelse har i håndtering af de yderst komplekse psykologiske problemstillinger der knytter sig til børn der har været udsatr for seksuelle overgreb.
3. At man først og fremmest behandler en anmeldelse af sexovergreb som en synd og ikke som en forbrydelse, og derfor ikke har en klar retningslinje for overdragelse af samtlige sager der vedrærer sexovergreb på mindreårige til rette myndighed, men tværtimod selv ønsker at indsamle dokumentation fra såvel den krænkede som den formodede krænker, til trods for at eksperter i hobetal har udtalt at en sådan sagsbehandling af ukyndige kan forvolde uoprettelig skade på den krænkede.
4. At Vagttårnssektens ledelse, trods adskillige henstillinger fra myndighederne har nægtet at medvirke til en øget transperans i disse sager, ved at hemmeligholde et kartotek med langt over 20.000 kendte krænkere i sektens rækker.
5. At en krænker der ikke udstødes af menigheden (fordi ældsterådet vurderer at krænkeren udviser tilstrækkelig anger) fortsat kan færdes frit blandt menighedens børn og unge, uden at menighedens forældre er orienteret om at en potentiel børnemisbruger går rundt blandt menighedens børn, fordi man sætter krænkerens ret til fortrolighed højere end sikkerheden for børn der kommer i rigssalen flere gange om ugen.
6. At en krænker der bliver udstødt udelukkende udstødes af menigheden med besked om at “han ikke længere er et af Jehovas Vidner”, men uden besked til hverken menighedens forældre eller offentlige myndigheder om at man har kendskab til en erkendt overgrebsmand (eller -kvinde), og at enver udstødt – uanset grunden – stadig har adgang til menighedens møder.
7. At en person der er udstødt for at have misbrugt bnørn seksuelt, som alle andre udstødte, efter en tid kan søge om genoptagelse, hvorefter den pågældende krænker igen kan færdes frit blandt alle menighedens medlemmer, inklusiv disses børn, uden at menighedens forældre nogensinde orienteres om at den genoptagede var udstødt af menigheden grundet sexovergreb på børn, så forældre kan tage passende forholdsregler.
8. At man – såfremt der ikke forefindes to vidner der kan bekræfte at overgrebet har fundet sted – afstår fra yderligere behandling af sagen, og “overlader den i Jehovas hænder”.

Man har endog udarbejdet et skema for hvordan denne former for sager skal håndteres. Dette skema er naturligvis strengt fortroligt og kun forbeholdt ældste da det er udgivet som et tillæg til den såkaldte “ældstehåndbog” eller “ældstemanual”, som ikke må læses af menige Jehovas Vidner. JVinfo•NU er dog kommet i besiddelse af dette skema der viser arbejdsgangen såfremt et barn eller barnets forældre henvender sig med en anklage om seksuelt overgreb. Af hensyn til alle børn og forældre vælger vi trods denne hemmeligholdelse fra Vagttårnssektens side at offentliggøre dette skema så alle kan se hvordan man – nogen vil mene, på usmagelig vis – har sat hele behandlingen af sager om krænkelser af mindreårige på formel. Dette skema kan ses på linket herunder:

Klik her for at se tillæg til side 109 i “ældstemanualen” om behandling af sexovergreb på børn

---

Q

---

R

Rhesus-Immunisering

Rhesus er en gruppe bestemte antigener (proteiner), som sidder fast på overfladen af de røde blodlegemer. Et sådant antigen, kan føre til, at der dannes andre proteiner (antistoffer), som binder sig til antigenet. Når et antistof binder sig til et antigen, vil det udløse en immunologisk reaktion.

De personer, som har rhesus-antigener på overfladen af de røde blodlegemer, kaldes rhesus positive, mens de, som ikke har dem, kaldes rhesus negative. Det er medfødt, om man er rhesus positiv eller negativ.

En rhesus negativ kvinde, som bærer på et rhesus positivt foster, kan danne antistoffer mod fosterets antigener. Rhesus antistofferne kan frit passere moderkagen og binde sig til antigenerne på fosterets røde blodlegemer. Den immunologiske reaktion fører til, at fosterets røde blodlegemer bliver ødelagt, og fosteret kan få blodmangel.

En rhesus negativ kvinde kan kun danne rhesus-antistoffer, hvis hun udsættes for rhesus positivt blod. Det kan være sket i forbindelse med en abort eller fødsel af et rhesus positivt barn, eller hvis der opstår blødning fra fosteret over i moderens blod under graviditeten. Hele denne proces, som ender med dannelse af rhesus-antistoffer, kaldes rhesus immunisering. Der findes flere rhesus antigener på overfladen af vores røde blodlegemer. Det antigen, der oftest dannes antistoffer imod, er rhesus D.

Læs mere om Rhesus Immunisering her

Rigssale er det navn Jehovas Vidner giver deres tilbedelsessteder. Rigssalen er for Jehovas Vidner hvad en moske er for Muslimer, en synagoge er for Jøder eller en kirke er for protestanter eller katolikker.

Rigssal

Modsat konventionelle kirker der er udsmykket i varierende grad (f.eks. med kors/krucifix, kunst, osv.) samt udstyret med f.eks. ornamenteret prædikestol, alter, døbefond, osv. er Jehovas Vidners Rigssale meget sparsomt eller beskedent udsmykkede, og bortset fra enkelte kendetegn er der ikke noget i lokalet der afslører at man ikke blot befinder sig i et traditionelt udstyret undervisnings- eller konferencelokale.

De få særlige kendetegn ved en Rigssal er at bygningen udenpå er påført et skilt med påskriften “Jehovas Vidners Rigssal” enten på selve bygningen (f.eks. over hovedindgangen) eller på et skilt ved indkørslen til grunden hvor man normalt også finder Rigssalens parkeringsplads.

Af andre særkender er at Rigssalene har en tavle på scenens bagvæg, hvorpå Jehovas Vidners årstekst (s.d.) er anført. På scenen er der midtfor en talerstol til den der holder foredrag eller indlæg på et af møderne, samt en sekundær mikrofon såfremt der er en yderligere deltager i det holdte indlæg eller en person der skal oplæse fra den litteratur der er genstand for en drøftelse. Desuden er der et bord hvor menighedens kvindelige medlemmer må give deres indlæg fra. Da kvinder (kaldet “søstre”) ikke er tilladt at undervise i menigheden, vil man aldrig se en kvinde give en forelæsning eller forestå et indlæg som holdes fra den centrale talerstol. Alle kvinders indlæg skal fremholdes som små iscenesatte rollespil af få minutters varighed hvor den kvinde der har fået tildelt en emneopgave, spiller rollen som en forkynder der fremholder budskabet for en mulig interesseret (der også spilles af en medhjælpende kvinde).

I tidligere tider var de fleste rigssale også udstyret med et klaver, da det ofte var et af menighedens medlemmer der akkompagnerede de sange der blev sunget ved Jehovas Vidners møder (som regel synger man tre gange i løbet af et møde – ved indledningen, midtvejs gennem mødet og som afslutning på mødet). I dag udsendes musikken over Rigssalens lydanlæg og teksten til sangen vises på de storskærme som man også i løbet 2010’erne lod alle Rigssale udstyre med. På disse storskærme vises også regelmæssigt videomateriale udgivet af Vagttårnsselskabet til brug på møderne.

Bemærk at Jehovas Vidner ikke bruger udtrykket “Gudstjeneste” om deres tilbedelse, men slet og ret omtaler deres samvær som “møder”

Russel, Charles Taze

Se Charles Taze Russel (klik her for at springe direkte til artikel)

Rutherford, Joseph Franklin

Se Joseph Franklin Rutherford (klik her for at springe direkte til artikel)

---

A B C D E F G H I J K L M N O
P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å #

---

---

Fodnoter

---