Gæsteskribenter » Om gæsteskribenter

Om gæsteskribenter

Denne side vil forsøge at redegøre for hvad der menes med gæsteskribenter. JVinfo•NU indeholder primært materiale der udarbejdes “in-house” (dvs. i egen redaktion). Det skyldes bl.a. at siden har en række formål som helst skal kunne genkendes i alt hvad der publiceres, og derfor er der en række krav til alt hvad der udgives på siden som skal være overholdt, uanset hvem der skriver det.

Men som det måske også er gået op for nogen har JVinfo•NU undertiden publiceret materiale fra eksterne kilder – såkaldte “gæsteskribenter”.

Hvad er gæsteskribenter?

En gæsteskribent er ikke det samme som en freelance journalist. Det viser sig på flere områder. Som hovedregel må gæsteskribenter affinde sig med udelukkende at få dækket faktiske udgifter og får derfor ikke betaling for deres historier eller indlæg. Hvis udarbejdelse af en beretning som der er truffet aftale om indebærer udgifter til transport, gebyrer for udlevering af researchmaterialer, f.eks. optegnelser indhentet fra offentlige myndigheder, osv. vil disse naturligvis blive refunderet af JVinfo•NU. Men da JVinfo•NU opererer ud fra et princip om absolut økonomisk uafhængighed omfatter dette også personer der bidrager med materiale. Desuden skal det understreges at en følgevirkning af princippet om total økonomisk uafhængighed indebærer at JVinfo•NU ikke kan modtage donationer, eller kan tjene penge på sponsoraftaler, reklamer, eller anden form for betalt promovering. Så der ligger ganske enkelt også et økonomisk retfærdighedsprincip bag beslutningen som er at da indehaver af JVinfo•NU afholder alle udgifter til serverhotel, content database, nødvendigt IT-udstyr, optageudstyr, lydstudie, grafisk software og software og hardware til medieproduktion, så byder redaktionen relevante historier der lever op til en række krav til gæsteskribenter velkommen, men modsat freelance journalister vil gæsteskribenter ikke modtage vederlag ud over refusion af faktiske udgifter i forbindelse med udarbejdelse af materialet.

Hvem kan blive “gæsteskribent”?

JVinfo•NU indgår undertiden samarbejde med andre journalister eller privatpersoner som har udgivet eller ønsker at viderefortælle en historie der lever op til et væsentlighedskriterie i relation til de interesseområder der dækkes af JVinfo•NU. Disse kan være journalistiske artikler, offentliggjorte afhandlinger, personlige erindringer, udsagn fra whistleblowers, interviews foretaget af tredjepart, o.m.a. Materialet er enten opslået i uændret form præcis som det er modtaget mens det i andre tilfælde er bearbejdet mhp. offentliggørelse på JVinfo•NU. I andre tilfælde kan der være tale om beskyttelse af enkeltpersoner eller pårørende ved at præsentere disse i anonymiseret form.

Vær opmærksom på at det ikke er et kriterium for antagelse af materiale fra gæsteskribenter at de deler redaktionens holdning til religiøse spørgsmål. Det eneste kriterium er at indleveret materiale ikke må forkynde eller anbefale nogen form for religion, trosretning, ideologi, politisk observans, o.l. En gæsteskribent kan naturligvis oplyse læseren om sin eget religiøse observans eller kirkelige tilhørsforhold i det omfang denne oplysning har en naturlig relevans for fortællingen og ikke kan tolkes som en anprisning eller anbefaling af den omtalte ideologi, kirke eller trossamfund.

Hvordan bliver jeg gæsteskribent?

Alle kan i princippet blive gæsteskribent. Dog er der nogle logiske krav til personer der ønsker materiale godkendt til optagelse på JVinfo•NU.

Materialet skal først og fremmest beskæftige sig med det stofområde der er afgrænset af hensigtserklæringen for JVinfo•NU. Det betyder at materialet skal have relevans for den målgruppe som JVinfo•NU henvender sig til. I praksis betyder det at materialet i større eller mindre omfang skal kunne interessere:

  • Mennesker der har eller har haft tilknytning til Jehovas Vidner.
  • Mennesker der har familie eller venner der er eller har været medlemmer af Jehovas Vidner.
  • Mennesker der interesserer sig for skadelige dommedagskulter hvad enten det er en personlig interesse eller en interesse der har en faglig oprindelse, som f.eks. en journalist der foretager research i Jehovas Vidner eller andre højkontrolgrupper.
  • Mennesker der stadig er Jehovas Vidner og som føler et behov for at få et mere nuanceret kendskab til den trosretning de er tilknyttet end de umiddelbart føler de kan få ved udelukkende at læse trossamfundets eget informationsmateriale.
  • Andre med interesse i kulter i almindelighed og Jehovas Vidner i særdeleshed.

Skal jeg være dygtig til at skrive?

Det korte svar er: Nej! Det vil naturligvis være en fordel hvis du er i stand til at strukturere dit materiale så det ikke bare foreligger som et puslespil af brudstykker som redaktionen skal bruge lang tid på at samle til en brugbar historie. Men du behøver ikke være en journalist eller på anden måde arbejde som professionel skribent, forfatter, el.lign.

Faktisk får meget få der indsender en historie den publiceret præcist som den er indsendt til JVinfo•NU. JVinfo•NU har høje krav til læsbarhed, sproglig korrekthed både hvad angår stavning, grammatik, lingvistik, syntaks, sproglig højde, osv. Derfor vil meget materiale vi modtager kunne indeholde en interessant historie, men ikke være på litterær højde i forhold til kravene på JVinfo•NU. Det skal man dog ikke lade sig slå ud af. Langt de fleste artikler af gæsteskribenter gennemgår en meget grundig gennemgang for stavefejl, grammatikfejl, sproglige fejl og andre sproglige problemer. Hvis materialet er interessant men kræver sproglig bearbejdelse vil man kunne få udgivet sit materiale i en form der tager hensyn til det ønskede budskab men som er bearbejdet redaktionelt af JVinfo•NU.

Intet materiale fra gæsteskribenter publiceres uden forfatterens utvetydige anerkendelse. En gæsteskribent har altid veto på alt forud for publicering af materialet. Viser det sig at en gæsteskribent ikke kan acceptere de krav som JVinfo•NU har til materialets litterære højde, eller kan gæsteskribenten ikke affinde sig med de rettelsesforslag som JVinfo•NU kommer med efter gentagne forsøg på at nå hinanden, vil JVinfo•NU aldrig offentliggøre materialet i en form der ikke har fuld godkendelse fra den person der har indleveret historien. Dette fører naturligvis til ophør af samarbejdet og JVinfo•NU sletter og destruerer alt indsendt materiale både skriftligt materiale, eller materiale på andre medier som f.eks. billeder eller videoklip. JVinfo•NU respekterer at en potentiel gæsteskribent ikke kan anerkende kravene fra JVinfo•NU uden at føle at han/hun går på kompromis med sine egne ønsker, og i så fald afbrydes samarbejdet i mindelighed.

Er der særlige krav jeg skal opfylde?

Det korte svar er igen: Ja!

Først og fremmest skal du gennemtænke dit eget motiv til at ville offentliggøres på JVinfo•NU. Det vil være en god idé at prøve at læse nogle af artiklerne på JVinfo•NU og gøre dig selv bekendt med tonen i alt hvad der publiceres. Læs eventuelt også siden Om … som du kan tilgå fra menuen på forsiden af JVinfo•NU som fortæller mere om formålet med JVinfo•NU. Dit materiale skal have til hensigt at oplyse og berige læseren med en dybere forståelse for livet i en højkontrolgruppe, opvækst i en kult, brud med en kult, livet efter bruddet med en kult, forholdet til en familie efter bruddet med en kult, hvilken pris du har måttet betale for dit tilhørsforhold til en kult, osv. Men dit materiale må også gerne have et mere specifikt journalistisk fokus, som f.eks. procedurer ved interne religiøse domstole som f.eks. Jehovas Vidners sagsbehandling for lukkede døre, eller Jehovas Vidners problemer i forbindelse med behandling af sager om krænkelser af mindreårige eller f.eks. kvindesynet i Jehovas Vidner.

Der kunne nævnes flere hundrede områder som alle vil være interessante at publicere som en artikel om emnet på JVinfo•NU. Fælles for alle disse områder er det, at de præsenteres på en lødig, sober og saglig måde. Materialet skal præsenteres med journalistisk integritet og leve op til en række etiske krav, ligesom det skal imødekomme et kriterium for væsentlighed.

Krav til gæsteskribenten
  • Gæsteskribenten skal være indforstået med at den indleverede tekst vil blive gennemgået med stærkt kritiske “briller”.
  • Gæsteskribenten skal kunne acceptere at tekster der ikke har tilstrækkelig sproglig kvalitet vil blive tilrettet så det lever op til kravene om sproglig højde på JVinfo•NU.
  • Gæsteskribenten skal være indforstået med at blive udspurgt om specifikke påstande i teksten og blive afkrævet en uddybende forklaring eller undertiden dokumentation for påstande i materialet.
  • Gæsteskribenten skal være motiveret af et ønske om at fortælle en beretning eller præsentere materiale der kan oplyse, undervise, hjælpe eller trøste og ikke primært være drevet af et behov for at udhænge eller udskælde personer, grupper eller organisationer.
Krav til materialet
  • Materialet skal have en sproglig kvalitet der lever op til kravene fra JVinfo•NU. Det betyder at JVinfo•NU kan tilrette og redigere materialet på en måde der ikke ændrer meningen eller forståelse af det skrevne, men som ophøjer teksten til et kvalitativt acceptabelt niveau.
  • Materialet skal enten være biografisk, selvbiografisk eller informativt på en måde der vil være til gavn for mennesker som har interesse i Jehovas Vidner, som har været i en dommedagskult, som har familie der er fanget i en højkontrolgruppe eller mennesker der studerer disse grupperinger.
  • Materialets påstande skal kunne stå for en grundig efterprøvning og argumenter der fremsættes som faktuelle skal kunne dokumenteres. Bedst er det at påstande der fremsættes i materialet ledsages af behørig dokumentation i selve teksten.
  • Materialet skal være fri for politisk eller religiøs slagside. Materialer der præsenteres på JVinfo•NU skal leve op til det redaktionelle krav om at alt indhold er uafhængigt i forhold til religiøse, politiske eller økonomiske interesser.
  • Materialet skal stilles gratis til rådighed for JVinfo•NU. Når publiceringsaftale er indgået (aftale pr. mail eller SMS er tilstrækkeligt), tilhører materialet JVinfo•NU. Det betyder at materialet ikke senere kan kræves nedtaget af forfatteren, med mindre særlig aftale herom foreligger. Materialet må heller ikke offentliggøres på andre medier med mindre der foreligger særlig aftale herom.
Hvilke former for materialer vil ikke blive optaget som artikler af gæsteskribenter?
  • Materiale der har til hensigt at argumentere mod Jehovas Vidners teologi eller eskatologi med udgangspunkt i andre religiøse opfattelser. JVinfo•NU er ikke et teologisk debatforum.
  • Materiale der ønsker at anprise eller anbefale en religiøs gruppe, kirke eller lignende forum.
  • Materiale der har til hensigt at fremme en politisk agenda eller som agiterer for en specifik ideologi.
  • Materiale der anbefaler forskellige exit-strategier for tidligere kult-ofre eller terapeutiske metoder der anbefales til personer der har været ofre for højkontrolgrupper.
  • Materiale der tydeligt er et forsøg på at fornærme en gruppe eller enkeltpersoner i et trossamfund.
  • Materiale der udstiller enkeltpersoner ved at offentliggøre detaljer fra deres privatliv som ikke har relevans for kritikken af trossamfundet. (Der kan dog være gode grunde til at lave et journalistisk graverarbejde i enkeltpersoner der er kendt af trossamfundets medlemmer eller celebre medlemmer af sekten hvis levevis eller økonomiske dispositioner har karakter af hykleri sammenlignet med de moralnormer som trossamfundet ynder at være kendt for.).
  • Alt materiale der omtaler behandlingsformer såvel fysiologiske som terapeutiske, som ikke er omfattet af de af sundhedsministeriet anerkendte behandlingsformer og som ikke til fulde dækkes af Den Offentlige Sygesikring. Ingen tekst der omtaler alternative behandlingsformer på en måde der har den mindste risiko for at blive forstået som en anbefaling vil kunne optages på JVinfo•NU.

Det lyder svært!

Fat mod! Selvom det lyder som om ovenstående kriterier gør adgangen til at få publiceret materiale på JVinfo•NU til et nåleøje, så er det lettere end du tror. Det handler mest af alt om din stolthed og dit ego. Kan du skelne mellem indhold og sproglig kvalitet, så vil du også være i stand til at acceptere at din tekst vurderes med kritiske “briller” og forstå at det ikke betyder at JVinfo•NU ikke finder indholdet interessant.

Hvis JVinfo•NU finder din tekst eller din historie interessant vil du opleve at jeg vil gå meget langt for at hjælpe med at få din historie løftet til et niveau der lever op til kravene til alt der publiceres på JVinfo•NU. For at sætte dette i perspektiv kan jeg afsløre at af alle de tekster der er blevet godtaget fra gæsteskribenter er der kun én eneste der for to år siden er blevet optaget i sin indsendte form. (Og hvis du tror at jeg vil afsløre hvis historie det er, skal du indstille dig på at vente længe).

JVinfo•NU er der altid stor interesse for spændende historier om andres oplevelser med Jehovas Vidner. Selvom mange af vores oplevelser har fællestræk, er historierne lige så individuelle som de mennesker der har oplevet dem. Vi kan altid lære noget nyt, og måske er der nogen derude der endnu ikke har fundet genkendelse i de historier de har læst indtil nu, og måske er det lige netop din historie som vedkommende kan spejle sig i.

Så lad ikke en god historie gå til spilde. Selvom du kun har middelmådige skriveevner, så start med at sende mig et par linjer og fortæl lidt om dit liv. Hvad har du oplevet som medlem af en kult? Har du været udstødt? Har du familie der er udstødt? Har din opvækst i Jehovas Vidner påvirket dit voksenliv? Har du stadig traumer der stammer fra dit liv i Jehovas Vidner? Kender du til hemmeligheder fra inderkredsen af sekten fra et liv på betel eller som betroet medlem af sekten? Har du været missionær? Pioner? Ældste? Har du anekdoter der kan oplyse, berige, forarge, mane til eftertanke, underholde eller andet, så send mig et par linjer på kontaktformularen her på siden.

Og føler du at det er en uoverkommelig opgave at nedskrive din beretning så behøver du måske slet ikke skrive. Det kan være vi i stedet beslutter at lave din historie som et videointerview, eller måske kan vi blot snakke om din historie mens jeg optager den på en lydfil og bagefter omsætter den til en velstruktureret historie som du selvfølgelig får til gennemlæsning. Hvis du har tilretninger eller der er ting jeg har misforstået så vil det naturligvis blive rettet inden publicering.

Så som du kan forstå er der mange muligheder for at få offentliggjort sin historie her på JVinfo•NU. Du skal også vide at det ikke er et krav at du står frem med eget navn, så længe din identitet er redaktionen bekendt. Der kan være helt valide grunde til ikke at ønske sit navn udbredt på nettet, og det kan vi sagtens finde ud af at respektere samtidig med at vi offentliggør din vigtige historie.

Så skriv til mig via kontaktformularen, så hører du fra mig.

De bedste hilsener fra

Beninu Andersen, ansv. red.