HVEM TROR PÅ NOGET SÅ TÅBELIGT?

— Del 12: To tidligere Jehovas Vidner jeg selv kender indgående

— første del

Jeg har kendskab til to Jehovas Vidner – som jeg godt tør hævde at jeg kender bedre end noget andet menneske har kendt dem – min far og mig selv.

Det interessante er at se på hvad der adskilte os som Jehovas Vidner:

Den ene – min far – forbliver fuldstændig trofast til det sidste da han efter længere tids uhelbredelig sygdom dør på et hospice knap 70 år gammel, og indtil få uger før han glider ind i medicinsk koma tilkobler han sig trofast til Jehovas Vidners møder i Rigssalen med sin iPad via det program Jehovas Vidner har udviklet som de kalder for “Telesal”. I de sidste uger af min fars liv må jeg — hans “frafaldne” søn — endda hjælpe ham med at koble sig på Telesal, så min kræftsyge far kan følge med i de møder der betyder så meget for ham — hvilket jeg naturligvis uden tøven gør for min døende far.

Allerede måneder forinden – hvor min far blev opgivet af lægerne på Herlev Sygehus – besluttede jeg at de sidste måneder af en ældre mands liv der er ved at ebbe ud, ikke er tidspunktet at begynde et opgør med sin far om den tro, som – trods alt – er en af de få ting der stadig giver min døende far en smule håb her i livets aftenstund. Ikke mindst håbet om at han skal gense min mor – som var gået bort for mindre end et år siden – i samme øjeblik han lukker øjnene. Min far forbliver også et troende Jehovas Vidne helt til sit sidste åndedrag. (Dog er der små tegn på enkelte sprækker i lakken i de sidste måneder af hans liv, som jeg skal afsløre om lidt.)

Det andet af de to Jehovas Vidner er – som allerede nævnt – undertegnede. Jeg har også været Jehovas Vidne siden min barndom, men har ca. 15 år tidligere – ikke uden en vis grad af drama – opsagt mit eget medlemskab af sekten i en alder af knap 30 år, efter mange års indre kamp mod personlige tvivlstanker. Tvivlstanker som jeg dog ikke har luftet for andre end en meget lille lukket kreds, som jeg havde fuld tillid til, og når jeg luftede min tvivl gjorde jeg det altid i form af “ufarlige” spørgsmål som: “Sig mig, er det mig der har misforstået noget, eller forstod I også på den seneste vagttårnsartikel, at … ?”, eller lignende spørgsmål, så det altid blev formuleret som om det var motiveret af en ”oprigtig interesse“ i at finde fælles fodslag med mine trosfæller.

---

Da min far og jeg stadig var ens

Både min far og jeg er det man kalder “født ind i” Jehovas Vidner. Vores forældre er altså også Jehovas Vidner da vi bliver født, og fra den spæde barndom oplærtes vi, af de mennesker som vi havde den allerstørste grad af tillid til og overfor hvem, ingen skeptiske parader rejstes — vores forældre. Vi oplæres grundigt i det der på det pågældende tidspunkt er sektens aktuelle dogmer om alt mellem himmel og jord. Dette forandres ganske vist mange gange, bare i løbet af de første år af både min fars og min egen barndom og ungdom, men helt fra spæd har vi begge lært, at det er en fuldstændig naturlig ting at Jehova ikke altid fortæller hele sandheden til dem der skal formidle den til de troende – dem som også kaldes “den trofaste og kloge træl” som repræsenteres af en Samling mænd der kaldes ”det styrende råd“. Hverken min far eller jeg studsede som unge drenge over, at ”det styrende råd“ af og til ændrede på det “Guds folk” ellers omtaler som “sandheden”.^[1] Vi lærer begge hurtigt, at de ord som ”det styrende råd“ ytrer, ikke er noget man stiller spørgsmålstegn ved, for ved at misbruge nogle ord fra Ordsprogenes Bog har vi begge fra vores tidligste ungdom fået forklaret, at det blot er Gud der tilvejebringer “nyt lys”.^[2] Så som helt unge drenge finder hverken min far eller jeg det spor underligt at Gud – som vi ellers har lært er “den samme fra evighed og til evighed” (Sl 90:2) – sådan skifter mening med jævne mellemrum, og helt bevidst fortæller de forkerte ting til sine profeter på jorden (sådan omtaler sekten nemlig sig selv i både Vagttårnet og i andre publikationer, som f.eks. Åbenbaringen — det store klimaks er nær). Herunder ses f.eks. indsat et udklip fra en Vagttårnsartikel der ikke udkom på dansk men som blev bragt i 1972. (OBS! Klik her for at springe til oversættelse under billedet)

Artiklens titel var: “De skal kende at en profet har været iblandt dem”.^[3] I de sektioner i ovenstående artikel som er indrammet med rødt står der (oversat til dansk):

Længere fremme svarer artiklen selv:

---

To mænd der udvikler sig i hver sin retning

Da min far var 16 år gammel, begyndte han på Helsingør Gymnasiet og efter endt studentereksamen, flakker han lidt rundt i uddannelsessystemet. Han er voldsomt betaget af to fagområder. Det ene er sejlads, og han viser gode evner for håndtering af sejlbåde, når han er ude at sejle med menighedens præsiderende tilsynsmand som også er mangemillionær og har en stor oceangående LM sejlbåd af den største og mest moderne slags man kan købe for penge på det tidspunkt. Min far får lov til at tage med på lange ferietogter i båden og bliver fuldstændig hjemmevant med såvel håndtering af en sejlbåd, som mange andre maritime færdigheder som navigation, symboler på bøjer, fyrtårnenes farver, trafikregler på havet, o.m.m.

Min far er også opvokset i havnebyen Helsingør og hans egen far er smed på byens berømte skibsværft, så han har helt fra sin barndom haft sin vante gang mellem store nybyggede færger, krydstogtskibe og fragtskibe, og det har givet næring til en drøm om at blive kaptajn på store færger eller fragtskibe. Denne drøm bliver ikke mindre af at min far allerede fra 12 års alderen mens han undersøger hver en afkrog af havnearealerne, bliver venner med kaptajner og styrmænd på færgerne der sejler mellem Helsingør og Helsingborg hvor han (formentlig mod alle reglementer) får lov til at styre færgerne indtil de når havnen hvor kaptajnen eller styrmanden så lægger skibet til kaj.

Så min far starter som ung, nyudklækket student på søfartsskolen. Dette begynder dog efter et stykke tid at kede ham og han bliver i stedet optaget på medicinstudiet på Københavns Universitet. Men så er det at de første computere begynder at blive installeret i flere store danske virksomheder, og min far bliver som ganske ung mand voldsomt interesseret i disse ”datamater” som han kan læse om på biblioteket i bladene Ingeniør- og Bygningsvæsen og Ingeniørens Ugeblad.

Tre år efter får de deres eneste søn. Et ønskebarn, som skulle vise sig også at være kilden til de største rutchebaneture i deres ægteskab, og ikke mindst ophavet til den største sorg de nogensinde vil komme til at opleve — mange år senere.

En utraditionel far — og ældste

Min far bliver efter nogle få år det der dengang hed præsiderende tilsynsmand i den menighed som han tilhører og som også senere bliver den menighed jeg kommer til at tilhøre. Han havde et lidt afslappet syn på de advarsler der blev givet mod at unge mennesker gik på gymnasiet og tog en akademisk uddannelse. Det var lidt af en linedans for min far, for han må på den ene side holde sig så meget til organisationens linje, at han fastholder at det klogeste naturligvis er at tage en uddannelse der har potentiale til at give et job der kan forsørge en evt. kommende familie, mens han på den anden side samtidig ikke lægger skjul på, at man ikke skal forvente at man kan holde til at gå ud af tiende klasse og forblive Pioner og vinduespudser resten af livet, så han anbefaler som minimum en gymnasial grunduddannelse og en videregående uddannelse. Det var også svært for ham at gøre andet, da han selv havde taget en studentereksamen i en tid hvor det er endnu mere ildeset, og selv underviser både på Erhvervsakademiet og som docent på Aarhus Universitet^[4] ligesom han nogle år senere får en stilling som embedsmand i Undervisningsministeriet.^[5]

Mange unge fra hele landet hører om denne menighed med den præsiderende tilsynsmand der ikke har det mindste imod at man tager længerevarende uddannelser og de strømmer til fra hele landet i et par årtier hvor menigheden udklækker adskillige ingeniører, dataloger, arkitekter, fysikere, osv. En enkelt begynder også at læse Jura mens min far stadig er menighedens præsiderende tilsynsmand, men da mine forældre kort efter fraflytter menigheden fordi de indkaldes til afdelingskontoret i Holbæk, og en ny ældste bliver tilkaldt udefra for at overtage posten som præsiderende tilsynsmand, er de søde tider forbi. Denne nye “høvding” får meget hurtigt den førnævnte unge jurastuderende til at “indse tomheden i sin verdslige stræben”, hvorefter han efter 2 års studier dropper ud af jurastudiet, og bliver – ja, du gættede rigtigt – Pioner.

Men inden dette triste tilbageskridt, når jeg også at vokse op i samme menighed som min far og der er kun små, næsten usynlige, tegn på at vi allerede nu var ved at udvikle os til to meget forskellige personer, som årtier senere skulle vise sig at blive hinandens direkte modsætninger.

---

De første forskelle viser sig

Gennem hele min opvækst præges jeg naturligvis af min fars holdning til det fornuftige i at få en god uddannelse, så jeg tager som det naturligste i verden en matematisk-fysisk studentereksamen og uddanner mig siden til bachelor i datalogi. Egentlig ville jeg gerne have taget en kandidatuddannelse og forsket videre, men et af tegnene på at jeg var ved at udvikle mig i anden retning end min far, var at jeg er markant mere begejstret for materiel velstand end min far nogensinde har været, til trods for at min far altid, i den tid jeg har levet, har haft en høj indtægt. Det var blot ikke noget der havde samme store betydning for ham som det siden skulle få for mig, og min far ville nemt kunne omstille sig til trangere kår fordi han ikke var fordringsfuld.

Modsat min far lagde jeg derimod stor vægt på materiel velstand og hurtige penge, så jeg har allerede i løbet af min uddannelse etableret en kursus- og konsulentvirksomhed som giver en udmærket indtægt ved siden af studierne, så da jeg – mest for sjov – reagerede på et jobopslag som programmør hos IBM, kom jeg til jobsamtale og fik på stedet tilbud om ansættelse. Tanken om en god fast indtægt trak for meget i mig til at jeg ville bruge mere tid på at færdiggøre min uddannelse, og kort efter møder jeg i en alder af 21 år en jævnaldrende kvinde i sekten som jeg, (alt for) hurtigt og (alt for) ung, gifter mig med.

Et “dobbeltliv” udvikler sig

Inden da er jeg allerede som 15-årig flyttet hjemmefra, og hvad min far ikke ved er, at jeg allerede i min gymnasietid indgår mange samvittigheds-kompromiser fordi jeg allerede i denne periode med masser af “ryste-sammen” ture og klasseudflugter begynder at leve det der i sekten kaldes “et dobbeltliv”.

Jeg begynder at eksperimenterer med store kvanter af alkohol og bliver ofte temmelig beruset ved gymnasiefester og på ekskursioner til København, der ofte varer 3-4 dage hvor jeg enkelte gange ender i samme køje som en af klassens piger i forbindelse med indkvartering på diverse vandrehjem. Jeg afprøver også – som mange unge i de år – cigaretter og forsøger faktisk så godt som muligt at passe ind i flokken. Det er en meget stor omvæltning fra folkeskolen, hvor jeg faktisk helt til 9. klasse har været helt åben om min tro selvom mine forældre tog det ret afslappet at jeg var med til Juleklip, julehygge, fødselsdage, osv. (Mine forældre var så liberale at jeg stadig kunne være til stede når klassen julehyggede, jeg undlod blot at klippe nisser og holdt mig til “musetrapper”, og guffede i pebernødder og klejner, hvilket mine forældre ikke kunne se noget problem i). Men nu “får piben en anden lyd” og “græsset på den anden side forekommer grønnere”.

I Rigssalen opfører jeg mig stadig fuldstændig som det forventes af mig, og jeg udnævnes da også til menighedstjener i en alder af 17 år og som 22-årig holder jeg mit første foredrag på et kredsstævne. Inden da har jeg allerede i min folkeskoletid flere gange været interviewet på stævner, og har bl.a. til publikums store begejstring fortalt hvordan jeg – allerede som 11-årig – har startet et “bibelstudium” med en klassekammerat over en af de tidlige bøger til børn i sekten — Min Bibelhistoriebog. Alle ser på mig som det store håb om en arvtager til min far, som – da jeg er 19 år gammel – sammen med min mor bliver indkaldt til Jehovas Vidners afdelingskontor – også kaldet betel – hvor mine forældre bliver de næste 20 år af deres liv.

Min indre “rebel” stikker hovedet frem

Da mine forældre nu er flyttet til afdelingskontoret og arbejdskollektivet i Holbæk, er min fars mulighed for at holde et vågent øje med min “teokratiske udvikling” begrænset, og fra dette tidspunkt begynder der ganske langsomt at opstå “små ridser” i mit ellers pletfri renommé, bl.a. fordi mine udtalelser af og til afspejler en lettere udfordrende holdning til nogle af selskabets diktatoriske og kontrollerende dogmer – noget der ikke mindst kommer til udtryk når jeg deltager i fester med andre unge medlemmer af menigheden og pludselig får hele selskabet til at blive tavse så man kan høre en knappenål falde til gulvet, efter at jeg i halvberuset tilstand giver udtryk for at en tro der ikke kan tåle at blive udfordret må være en svag tro, så jeg foreslår at man helt bevidst læser bøger skrevet af tidligere Jehovas Vidner (altså “frafaldne”) for såfremt de virkelig var så forkerte på den som vi altid havde lært, så kunne det jo kun skærpe vores tro yderligere, at se at vi havde ret. Men reaktionerne på dette var stærke. Snakken ved sammenkomsterne forstummer ved flere lejligheder og man kan høre hvordan enkelte hvisker “Nej, nej, nej!” til sidemanden, “Det sagde han bare ikke!”, “Ej, hvor pinligt!”, “Han er jo vildt fuld!” eller “Og han er menighedstjener!”, osv.

Jeg vil meget gerne “danse linedans” mellem normerne iblandt studiekammeraterne og “vennerne” fra menigheden. Et lettere komisk eksempel på dette var at jeg forsøgte at have en hårlængde der på ingen måde undrede i 1980’ernes gymnasium, men som var lige en smule over stregen for en fremadstræbende ung mand “i Jehovas organisation”. Det skulle klippes meget ofte, for jeg gad ganske enkelt ikke have kort trimmet hår som næsten alle andre unge mænd i Rigssalen, der lignede politibetjente eller bankfunktionærer, men jeg måtte også lige akkurat holde mig indenfor de vedtagne acceptable normer, for ikke at vække for megen opsigt, da grænsen for opsigt allerede var ved at være nået ved flere lejligheder når jeg kom til at provokerede med “kætterske” udtalelser i lettere beruset tilstand, når jeg var sammen med andre unge Jehovas Vidner.

En anden årsag til ballade omkring min person er at jeg ved flere lejligheder giver udtryk for at sekten har “en håbløst middelalderlig holdning til omgangen med det modsatte køn”, og at det var fuldstændig latterligt at en mand ikke kunne besøg en kvinde fra menigheden alene, uden at man automatisk måtte konkludere at besøget havde et “utugtigt” formål. Ved en bestemt sammenkomst går jeg over “den usynlige streg” og udtrykker, efter adskillige glas vin, min forargelse over denne fuldstændige mangel på tillid til at to voksne mennesker rent faktisk er i stand til at styre deres lyster og ikke “som dyr der bare må formere sig, kaster sig frådende over hinanden ved først givne lejlighed.” Jeg kunne desværre ikke dy mig for at latterliggøre denne fuldstændig håbløst middelalderlige vejledning, og gennem enkelte nidkære Vidner i selskabet kommer sådanne udtalelser naturligvis også menighedens ældste for øre, da en del af kultens kontrolfunktion består i en dybt indlært angiver-adfærd som har stor lighed med den man kendte i datidens uhyggelige Stasi-regime i DDR.

Men I den officielle vejledning til Jehovas Vidner er der, ikke desto mindre, tale om en meget alvorlig overtrædelse såfremt man har opholdt sig alene i et hjem eller et andet lokale med en person af det modsatte køn – uanset om denne person er medlem af menigheden eller ej. Dette fremgår bl.a. af den officielle vejledning i ‘Ældstemanualen’ Vær Hyrder For Guds Hjord, i kapitel 12 hvor der gives en lang række praktiske eksempler på hvornår der bør nedsættes et Dømmende udvalg. I Dette kapitel gives en lang række detaljerede eksempler på hvad der må betragtes som en handling der – helt uden bevisførelse – alligevel må konkluderes at have været utugtig. Vi vil ikke spilde tid og plads på dem alle, men blot fremhæve to af eksemplerne herunder. Jeg har dykket ned i godteposen og fundet eksepel 7 og 8 frem så alle kan se hvilken detailstyring alle Jehovas Vidner er udsat for:

Jeg prøver da også at skubbe til holdningerne og forsøger at yde indflydelse på menighedens holdning, og det lykkes mig rent faktisk at få anerkendt at “brødre” og “søstre” i hvert fald kan have aftaler sammen i forkyndelsen, og personligt får jeg endda en fast ugentlig aftale med en af de andre unge piger i menigheden om at følges ud i forkyndelsen. Da andre af de unge ser at det rent faktisk lykkes uden at der opstår ballade, spreder dette hidtil ukendte fænomen sig faktisk til flere andre unge, og får lov at stå uimodsagt i en årrække

Min immunitet overfor autoriteterne i menigheden afspejler sig f.eks. ved at jeg fortsat nægter at indordne mig under “takt og tone” for omgangen med de unge kvinder i menigheden. Ikke fordi jeg var på jagt efter kærester, men ganske enkelt fordi jeg betragtede den gældende omgangsform som kunstig og bornert. Jeg er faktisk er allerede selv gift, men finder det fuldstændig skabagtigt, at en gift “bror” ikke kunne gå i biografen sammen men en anden “søster” fra menigheden hvis det f.eks. var en film min hustru ikke gad se. Jeg fandt det også direkte latterligt, at man som ung “broder” ikke kunne køre alene i bil med en af de enlige unge piger fra menigheden. Dette kulminerer i en konfrontation med menighedens præsiderende tilsynsmand, en dag hvor jeg rent faktisk er nødt til at tage alene til møde fordi min daværende kone kort før mødet bliver sløj og må blive hjemme og holde sengen. Men vi har en fast aftale med en jævnaldrende ung pige fra menigheden der bor i en lejlighed lige om hjørnet, om at vi altid samler hende op så hun kan køre med til Rigssalen. Da min daværende kone jo er syg er jeg (naturligvis) alene i bilen den aften da jeg henter den unge pige (som i øvrigt er Pioner i menigheden). Inden mødet starter bliver jeg til min store forbavselse kaldt ind i Rigssalens bibliotek af den nye præsiderende tilsynsmand der var tilflyttet efter at mine forældre var flyttet til betel. Her fik jeg en påtale for at køre alene i bil med en af de unge ugifte søstre fra menigheden (de ca. 6-7 minutters kørsel der var til Rigssalen). Jeg er mildt sagt lamslået over dette idioti, og slår det hen som et udtryk for den præsiderende tilsynsmands personlige holdning, så efter mødet lader jeg – som det mest naturlige i verden – den unge pige køre med mig hjem igen og sætter hende af ud for hendes opgang, præcis som jeg plejer, hvorefter jeg kørte hjem i den tro at denne sag i øvrigt var afsluttet.

Det var den imidlertid langtfra

Ved næste møde sker der indledningsvis ingenting, men efter mødet bliver jeg endnu en gang kaldt til møde i biblioteket og denne gang med en ekstra ældste som vidne. Den præsiderende tilsynsmand giver udtryk for “hvor rystet han var” over at se mig køre alene afsted fra mødet sammen med den unge pige efter sidste møde i rigssalen, når vi netop lige – ja, endda samme aften – havde haft en snak om hvor “utilbørlig en adfærd” det er. Og for at understrege vigtigheden af at denne regel ikke har undtagelser for nogen – ikke engang den præsiderende selv – vælger han endda at bruge sig selv som “det gode eksempel” og fortæller hvordan han selv, når han skal hente “Erna”,^[7] så har han altid sin hustru med sig i bilen, og hvis det ikke kan lade sig gøre, så sikrer han sig at en anden kører sammen med ham, så han aldrig er alene med “Erna” i sin bil for på den måde at sikre, at der på intet tidspunkt kan sås tvivl om hans motiver til at have “Erna” med i sin bil. Her er det vigtigt at bemærke, at “Erna” er 92 år, bor i plejebolig og går med rollator! Den præsiderende tilsynsmand var desuden en “velpolstret” 65 årig mand med en kødfuld dobbelthage, stærkt blodsprængte kinder og gigantisk portvinstud. Efter denne udtalelse fra den præsiderende tilsynsmand der uvægerligt gav billeder af den svært korpulente mand i færd med at forgribe sig på den spinkle, invalide, 92 årige “Erna” på bagsædet af sin lille Fiat, var jeg reelt ved at kaste op i min mund! Men ifølge den præsiderende tilsynsmand så er der ingen undtagelser for denne regel, for, som han understregede – med slet skjult hentydning til ordene i Titus 2:14^[8] – så “kan Jehovas rene folk aldrig være for nidkære for gode gerninger”. Da jeg i forvejen synes at reglen er vanvittig uanset om den kvindelige passager er 20 eller 92 – tror jeg ganske enkelt ikke mine egne ører og for første gang kan jeg ikke længere holde masken men får et egentligt raserianfald og spørger i et skarpt og højrøstet tonefald, om jeg “virkelig hellere skulle have ladet den unge pige spadsere hjem i alt for tyndt tøj på en mørk og kold vinteraften eller – alternativt – bede en fattig pionersøster om at tage en taxa hjem”, nu hvor hun har stået i over en halv time og ventet på at jeg, som en af de sidste, forlader Rigssalen da han både har ansvaret for bogbordet, bidragsoptælling og er den sidste tilbageværende af de tre mandlige medlemmer der havde det fælles ansvar for tilkobling af alarmen og aflåsning af Rigssalen.

Jeg er så rasende at jeg ikke engang venter på deres svar, men blot drejer rundt på hælen og flår døren til biblioteket op og rystende på hovedet forlader dette bizarre møde uden at svare de to ældste yderligere. Jeg er så rasende at jeg dirrer! Til historien hører afslutningsvis, at “min tavse protest” mod hele dette “kævl om ingenting” var, at jeg nægtede at ændre det mindste på arrangementet, og ved andre lejligheder hvor min daværende hustru var syg eller forhindret i at tage med til møde fortsatte jeg aldeles ufortrødent med at give den unge kvinde fra menigheden den sædvanlige, aftalte kørelejlighed. Der kom, i øvrigt, aldrig flere henvendelser fra den pågældende ældste i denne anledning.

Faderen følger “den slagne vej”

Min far, derimod, forholder sig mere ydmygt til “organisationen” men er formentlig også smigret af i en meget ung alder (18 år gl.) at være blevet udnævnt til “ældste”, i den menighed han tilhørte som ung. Og bortset fra enkelte afstikkere af få minutters varighed (som f.eks. da han som ung prøvede at ryge cigaretter da det stadig ikke var udstødelsesgrund), så gjorde han hurtige fremskridt i sekten, og formåede at balancere et stærkt engagement i sekten med udvikling af en glimrende erhvervsmæssig karriere, hvorved han også erhvervede sig kompetencer der senere gjorde ham meget attraktiv i forbindelse med udvikling af flere af sektens IT-systemer, herunder deres oversættelsessoftware og software til udarbejdelse af bibeloversættelser og bibelordbogen, som de udgav på dansk sidst i 1980’erne.

---

Kognitiv dissonans håndteres – først ens – senere forskelligt

Jeg er både som barn og som ung mand tæt knyttet til min far, og vi deler mange interesser, og debatterer ofte emner der ikke normalt interesserer ret mange Jehovas Vidner. En af de gaver jeg fik af min far som teenager – og som jeg desværre siden har mistet under en flytning – var en bog af Johannes Sløk, m.fl. med titlen De Europæiske Idéers Historie, som havde sået det første frø til min spirende interesse i idehistorie, lige fra de gamle grækeres idéer om verden, til marxisme og ungdomsoprør. Jeg havde simpelthen så ofte lånt min fars eksemplar, at han fandt at det var en indlysende gave at forære mig sin egen udgave, som indflytningsgave, da jeg som 15-årig flyttede hjemmefra.

Men besynderligt nok – i hvert fald i retrospekt – er min far også ganske åben for diskussion af nogle af mine betænkeligheder ved de dogmer der (i hvert fald officielt) blev betragtet som ufravigelige sandheder af Jehovas Vidner.^[9] Min far giver mig endog medhold i flere af mine forbehold, men har desværre også den, for Jehovas Vidner, så kendte holdning, at han sagtens kan vente på at “Jehova åbenbarer nye forståelser (eller “nyt lys”) for sit folk”. Selv relativt væsentlige doktriner, som min far anerkender mine problemer med at acceptere uden at udfordre dem, betragter han dog stadig kun som mindre “bagateller”, og som han udtrykker det i sit, sommetider lidt metaforiske, sprog: “Det er kun små skyer på en ellers smuk blå himmel og dem vil jeg ikke lade skygge for min sol.” Min far er i det hele taget – helt i overensstemmelse med sektens oplæring – helt villig til at acceptere at visse forståelser formentlig vil blive korrigeret engang i fremtiden.

Et helt praktisk eksempel på en forståelse som min far, med sin baggrundsviden om biologi, geologi, historie, osv., har en stærk overbevisning om vil blive revideret inden for overskuelig fremtid er at den kendte beretning om Noa der byggede en ark, hvori kun han og hans nærmeste familie overlevede fordi hele jordkloden blev oversvømmet af vand, formentlig snart vil blive forstået som en oversvømmelse der ikke dækkede hele jordkloden men et begrænset geografisk område, da det hebraiske ord for jordklode (E’rets) mange andre steder i bibelen er oversat med “land”, “landområde”, “verdensdel”, “jordgrund”, osv. Samtidig er min far også helt bevidst om de mange problemstillinger en bogstavelig accept af beretningen medfører, herunder den trykforskel en vandbaldakin der kunne dække de højeste bjerge som pludselig forsvandt ville udsætte mennesker og dyr for, ligesom det er umuligt at forklare hvor vandet blev af, ligesom en vandbaldakin af den nødvendige tykkelse til at dække de højeste bjerge på jorden ville hindre alt sollys – og dermed forudsætningen for alt liv – i at trænge igennem,^[10] at der ingen forklaring er på hvordan dyr der kun findes på kontinenter der ligger mange tusinde kilometer fra nærmeste kontinent der er landfast med mellemøsten, fandt hjem igen (som f.eks. hvordan kænguruen og næbdyret fandt tilbage til Australien, osv.), og – ikke mindst de manglende pladsforhold i Arken – som Vagttårnsselskabet forsøger at forklare med at Noa kun behøvede få grundarter af hvert dyr hvorfra de varieteter der findes i dag skulle have udviklet sig, ville kræve en evolution der gik flere tusinde gange hurtigere end den evolutionsteori som samme religion på det kraftigste afviser.^[11] Der var mange andre argumenter, men det viser blot at min far var villig til at lade sådanne indlysende selvmodsigelser fare, fordi han købte sektens misbrug af teksten i Ordsprogenes Bog 4:18 om at “Den retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag”^[12], (som ikke med selv den bedste vilje kan bringes til at handle om konstant skiftende doktriner i en restorationistisk, millenaristisk amerikansk sekt fra 1800-tallet).

Som ganske ung og utrænet i debat, er det som oftest min far der får overbevist mig om rigtigheden af sin argumentation vedr. de mange tvivlsspørgsmål som jeg rejser i stadig større antal, efterhånden som jeg bliver ældre. Min spørgelyst og skepsis bliver bestemt heller ikke mindre, da jeg bliver præget af den tilskyndelse til fritænkning og skepsis som man udsættes for når man går på gymnasiet og studerer på en videregående uddannelse. Noget der i særlig grad giver næring til den side af min personlighed som får mig til at stille spørgsmålstegn ved alt der bliver præsenteret som uomtvistelige sandheder, er den filosofi-studiegruppe som jeg faktisk selv var medstifter af, og som jeg har held til at overtale – ikke blot tre af mine klassekammerater. men tillige – en kemilærer, en biologilærer en religionslærer og en historielærer til at deltage i. Det er en gruppe hvor alle – både lektorer og elever – deltager på frivillig basis i deres fritid, og som mødes hver onsdag kl. 16 efter endt undervisning med det ene formål at fordybe sig i forskellige emner vedr. filosofi. Denne gruppe slukker en stadig stærkere og brændende tørst i mig for at debattere og min træning i at skelne mellem sunde og falske argumenter skærpes markant i denne gruppe og i det hele taget i hele min studietid. (Heri skal man formentlig også finde forklaringen på hvorfor sektledelsen har en så åbenlys angst for at deres unge medlemmer uddanner sig. Som et medlem af det styrende råd udtaler på en udsendelse på sektens egen TV-station Watchtower Broadcasting: “Jo bedre universitet, desto større er faren.”^[13]).

Men hold nu godt fast i det vi har lært og husk på, at menneskehjernen – eller sindet – ikke søger efter sandhed men konsistens — kognitiv konsonans. Og det andet vi har lært er at når der er uoverensstemmelse mellem en persons holdninger og handlinger opstår der en kognitiv dissonans som man kan lindre ved enten at tilpasse sine holdninger eller sine handlinger. I denne historie er den af de to der overkommer ubehaget fra den kognitive dissonans, ved at tilpasse sine holdninger, den person som vælger at fortsætte ufortrødent lige ud af den slagne vej – altså min far. Den af de to der ikke længere kan finde flere forsvar, retfærdiggørelser og rationaliseringer der er i stand til at dulme den kognitive dissonans – altså undertegnede – måtte til sidst opgive kampen og give slip i hele det det netværk af kognitioner (holdninger) i sit sind, som i næsten 30 år havde fungeret som et trygt sikkerhedsnet under min tilværelse og dermed ser jeg mig nødsaget til at ændre radikalt på et mønster af handlinger der er indlært gennem mange års opdragelse i og af Jehovas Vidner.

Jeg har nu været gift i 3-4 år, gør en fremadstormende karriere i Jehovas Vidners sekt, holder offentlige foredrag, er tilsynsmand for den teokratiske skole, holder punkter på kredsstævner, blev bedt om sammen med min hustru at flytte til den engelsksprogede menighed i Aarhus. Alt ser lovende ud — på overfladen. Men en udvikling der har været i gang i et stykke tid er ved at accelerere voldsomt, og jeg mistrives mere end nogensinde. Modsat min far som uden slinger i valsen har gået den slagne vej gennem hele sit liv og har fået tildelt stadig større tillidshverv, og som nu arbejder på 5. år på Jehovas Vidners afdelingskontor i Danmark i det der kaldes Hospitalsinformationstjenesten — en afdeling der måske mere end noget andet kræver at dens medarbejdere kan dæmme op for den indre kognitive dissonans der uvægerligt vil opstå, når man arbejder med noget så fornuftstridigt som at hjælpe forældre til at sikre at deres børn ikke får – hvad der potentielt set kan være – en livreddende Blodtransfusion.

Udadtil ser det ud som om at jeg er nøjagtig lige så målrettet i min stræben efter større og større tillidshverv i sekten, men i virkeligheden er den udvikling som jeg er ved at gennemgå og den udvikling som min far gennemgik for at nå til der hvor han nåede, så forskellige som nat og dag.

Dette vil du kunne læse mere om i del 13 (tryk NÆSTE »)

---

Fodnoter

---