HVEM TROR PÅ NOGET SÅ TÅBELIGT?

— Del 14: To tidligere Jehovas Vidner jeg selv kender indgående

– anden del

Første akt — “Knock out!”

I en alder af 15 år er jeg netop begyndt i gymnasiet. Men efter nogle måneder må jeg pludselig indlægges akut til en række undersøgelser på kommunehospitalet, og i første omgang finder man intet galt, selvom jeg klager over tiltagende smerter i maven og et voldsomt vægttab. Man havde mistænkt tarmkræft, men alle undersøgelser afkræfter heldigvis denne mistanke. Men fakta er, at jeg alligevel får det tiltagende værre. Som ved et usandsynligt held, har kommunehospitalet netop fået godkendt bevillinger til etablering af en særlig lever- og tarmmedicinsk afdeling magen til én man havde haft stor succes med på Rigshospitalet. To professorer fra Rigshospitalet flytter til Aarhus for de næste 5 år at overse opstarten af denne afdeling på kommunehospitalet og jeg bliver en af denne afdelings første patienter. Denne gang finder man en forholdsvis sjælden men smertefuld lidelse hos undertegnede. Fordi der ikke tidligere har været eksperter af disse to professorers kaliber på Århus Kommunehospital, har sygdommen fået et meget længere forløb end nødvendigt var, og resultatet er derfor at man må indse at denne sygdom desværre ikke længere kan holdes stangen med medicinsk behandling, men at der må et kirurgisk indgreb til. Den kirurgiske behandling har man heldigvis langt større erfaring med i Aarhus, og derfor overflyttes jeg fra Kommunehospitalet til Århus Amtssygehus, hvor en meget dygtig professor i organkirurgi opererer mig – for første gang – i en alder af 16 år.

Kognitiv dissonans serveret på et sølvfad

Som allerede nævnt tidligere er jeg i løbet af gymnasietiden (som forløb parallelt med denne indlæggelse), begyndt at udvikle og skærpe min skeptiske sans, men modet til at konfrontere andre Jehovas Vidner – i særdeleshed min far – med min stadig stærkere skepsis kan jeg endnu ikke mønstre på egen hånd. Samtidig opstår der i løbet af de kommende år flere tilbagefald i sygdommen som kræver at jeg må indlægges til flere operationer. Under den tredje indlæggelse er jeg blevet 19 år gammel og er gået i gang med en videregående uddannelse. Under alle disse indlæggelser modtager jeg velmenende besøg af trosfællerne fra den lokale menighed af Jehovas Vidner, men til sidst får jeg det så elendigt at jeg må meddele menighedens ældsteråd at jeg ikke ønsker besøg med den undskyldning at jeg er for afkræftet og for smerteplaget til at kunne overskue besøg. Dette meddeler man menigheden på det førstkommende møde.

Den virkelige sandhed er at det efterhånden er blevet så utåleligt for mig at se mine venner fra menigheden i øjnene, mens jeg samtidig i de lange ensomme stunder på hospitalet for første gang får tid til at ræsonnere mig frem til at Jehovas Vidners teologi er fuldstændig uden hold i realiteter, og i bund og grund er funderet i fantasier udklækket af en konfektionshandlers søn i slutningen af 1800-tallet. Jeg har naturligvis ikke adgang til hverken internet i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, ligesom jeg heller ikke har adgang til bøger der kritiserer Vagttårnsselskabets teologi, men under min tredje indlæggelse i 1990 er jeg nu 19 blevet år gammel, og har gennem min far – som allerede som det naturligste i verden bragte mig de seneste numre af Vagttårnet og Vågn Op! – sikret mig et par bøger som jeg oprindeligt havde til hensigt at have liggende såfremt jeg skulle falde i snak med andre på hospitalet, for på dette tidspunkt har jeg allerede været indlagt et par gange i løbet af de seneste par år, og var klar over at et hospitalsophold der kunne ende med at vare måneder kunne forhindre mig i at forblive regelmæssig forkynder (hvilket dengang krævede et minimum på én times forkyndelse om måneden), og derfor kunne det være praktisk at have lidt basislitteratur liggende, hvilket på det tidspunkt omfattede Ny Verden-Oversættelsen (Vagttårnsselskabets egen bibeloversættelse), bogen “Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne” (fordi der var svar på de fleste spørgsmål til sektens teologi)^[1], og sidst men ikke mindst den netop udkomne brochure: “Hvordan kan blod redde dit liv?” (som i høj grad var mit forsvarsmiddel overfor de læger og sygeplejersker der måtte udfordre mit standpunkt i forhold til brug af blodtransfusioner).

Men selv uden den kritiske litteratur og internettet som er tilgængelig for alle i vore dage, er disse bøger og brochurer tilstrækkeligt til at jeg allerede begynder at finde unøjagtigheder, ligesom jeg foreholder de narkoselæger der skulle deltage ved operationen nogle af oplysningerne i “blodbrochuren”, hvilke de klart og sagligt kunne afvise blankt, enten fordi behandlingsmetoderne var voldsomt forældede, eller ganske enkelt ikke metoder der forefandtes udstyr til på de danske hospitaler. Det havde jeg hidtil – formentlig grundet min unge alder og deraf naturligt følgende umodenhed – ikke skænket den store tanke at efterprøve, men det kommer under denne indlæggelse til at ændre sig markant.

Knock out!

Operationen går godt, og jeg kommer sig forholdsvis hurtigt – i hvert fald fysisk. Men da de første dage efter operationen hvor det eneste man kan koncentrere sig om er de postoperative smerter, begynder de evindeligt tilbagevendende tvivlstanker igen at melde sig. En narkoselæge fra hospitalets særlige smerteteam kommer regelmæssigt forbi for at foretage den løbende justering af morfinpumpen og for at ordinere den mængde morfin som jeg har til rådighed som ekstra injektioner efter behov, såfremt smerterne efter operationen bliver for utålelige til at de kan holdes dækket af den grundbehandling der gives gennem morfinpumpen. Denne læge er specialist i smertebehandling og er ikke den samme narkoselæge som deltog ved operationen, men han er naturligvis bekendt med mit tilfælde så han kan ordinere den korrekte behandling. Denne læge er både utrolig jovial, snakkesalig og yderst sympatisk og han konverserer meget med de patienter han tilser, og stiller mange spørgsmål om såvel livets trivialiteter til langt mindre banale spørgsmål, som f.eks. i mit eget tilfælde, spørgsmål der handlede om min religiøse overbevisning (som allerede i 4-5 år havde hængt i en tynd tråd).

Af ren og skær nysgerrighed stiller denne læge naturligvis også mig alverdens spørgsmål og vel vidende at jeg var medlem af “en slags frikirke” (som lægen omtalte sekten), var det kun naturligt for lægen at bringe dette emne på bane. Ved et sådant besøg er der nemlig særligt ét af lægens mange spørgsmål der bliver ved med at kværne i hovedet på mig, og flere nætter kan jeg ikke falde i søvn fordi jeg konstant tænker over dette udfordrende spørgsmål fra en læge der (som mange narkoselæger har) havde læst Jehovas Vidners berømte “blodbrochure” og derfor meget venligt havde forespurgt: “Men denne brochure er jo meget stor i slaget når den hævder at der i praksis altid findes alternativer til Blodtransfusion, hvoraf brochuren ganske rigtigt opremser nogle der kan anvendes under kontrollerede forhold. Men det forekommer mig at denne brochure – som jeg antager oprindeligt er skrevet i USA – henvender sig til mennesker i den vestlige verden som enten har midler til at blive opereret på et kostbart privathospital eller som bor i lande som Danmark hvor vi har et veludbygget sygehusvæsen som hvert år koster det offentlige milliarder af kroner i vedligeholdelse og drift. De foreskrevne metoder tager – med al respekt – ikke megen højde for mennesker der kommer ind på et feltlazaret i en krigszone hvor de kirurgiske muligheder er uhyre begrænsede, og formentlig kun omfatter forsøg på at standse en blødning i tide, ved hjælp af et meget primitivt operationsområde, samt med remedier der som regel kun omfatter grundlæggende kirurgiske redskaber og forsyninger med donorblod der kan holde den stærkt blødende patients iltbærende kapacitet på et niveau der gør at han ikke dør af hjertestop eller forblødning. Det samme kan siges om læger der arbejder i den uegennyttige organisation MSF^[2], hvor det udstyr de har til rådighed er rudimentært, og ikke omfatter de overtryksiltkamre, cell-savers, udstyr til ANH-behandling^[3], og de mange andre kostbare og avancerede metoder til besparelse og recirkulering af patientens eget blod, som anbefales i brochuren. Hvad skal et Jehovas Vidne gøre, hvis han lever eller befinder sig i sådant et område eller blot i en fattig afrikansk landsby hvor hospitalerne sommetider ikke består af meget mere end et telt med campingbrikse?”

Som alle Jehovas Vidner der får et spørgsmål de ikke umiddelbart kan svare på, skynder jeg mig at følge den faste procedure for denne situation, så jeg replicerer – helt efter bogen – at det er “et meget interessant spørgsmål som jeg vil undersøge nærmere, hvorefter jeg vil vende tilbage med et fyldestgørende svar”.^[4] Men da jeg nogle dage senere er oppe og gå – for at få gang i blodcirkulationen igen efter operationen – går det op for mig, at det spørgsmål jeg få dage forinden blev forelagt af lægen, ikke har noget logisk eller fyldestgørende svar, og jeg får pludselig en følelse af panikangst der starter i maven og som hurtigt breder sig som en elektrisk strøm gennem hele kroppen, samtidig med at det føltes som om jorden snurrede rundt som en karrusel. Til sidst opleves det som om benene ikke længere vil bære og det prikker i hovedbunden som skal jeg besvime, og jeg meddeler den fysioterapeut der forestår genoptræningen at jeg gerne vil hurtigt tilbage til min seng da jeg har fået det dårligt.

Det problem jeg ikke til fulde på dette tidspunkt har erkendt er, at jeg ikke længere tror på Gud. Jeg er ateist. Det ord har jeg endnu ikke turdet tage i min mund. Jeg har ikke engang turdet tænke det. Men i tilbageblik står det helt klart at dette allerede skete kort efter jeg startede i Gymnasiet. Her kom jeg til ofte efter flere uger at opdage, at jeg ikke længere bad til Gud, og når jeg begyndte på at prøve grundet dårlig samvittighed følte jeg mig fjollet, fordi jeg vidste at ingen kunne læse mine uudtalte tanker, som ikke er andet end resultatet af affyring af neuroner i hjernens sprogcenter.

Slået “knock out”!

Jeg lægger mig langsomt tilbage på hovedpuden og kan mærke at jeg har klamme håndflader og at lokalet snurrer rundt for mit blik. Jeg kunne mærke panikken og følelsen af at befinde mig et sted hvor jeg er ved at drukne. For der var ikke noget godt eller ærligt svar på lægens relativt banale – men helt indlysende og rimelige – spørgsmål, og dette alene skulle man mene var tilstrækkeligt til at få en person der stadig er så indoktrineret til at få det dårligt — og det var det så bestemt også. Men der plagede mig mere end noget andet var, at det slog mig at jeg aldrig tidligere selv havde skænket noget der var så indlysende en eneste tanke! Jeg betragtede ikke mig selv som ubegavet, eller uden sund skepsis, og det gjorde omverden da bestemt heller ikke, men mit eget selvbillede krakelerer fuldstændig, da det går op for mig, at det er som om jeg har afbrudt forbindelsen til enhver logisk og analytisk tænkning og tilladt en så åbenlys mangel på sammenhæng i brochurens argumentation at passere uhindret forbi enhver barriere af sund skepsis. Det rammer hårdt, fordi det åbner op for en sand lavine af andre stærkt problematiske – og ikke mindst angstprovokerende – spørgsmål, som jeg heller ikke tidligere har skænket en tanke, men som nu pludselig kommer væltende ned over mig — spørgsmål som:

1. Hvilke andre ulogiske argumentationer har jeg blot ladet passere, helt uden at fundere over rigtigheden i disse?
2. Er der argumentationer i alt det jeg har læst fra Vagttårnsselskabet, der bevidst er udformet så det har til hensigt at føre læserne ud på et vildspor?
3. Hvis en granskning af anden litteratur fra Vagttårnsselskabet afslører samme grad af mangel på konsistens i argumentationen, vil det så betyde enden på hele mit trosmæssige fundament — et fundament der allerede var godt på vej til at smuldre?
4. Men værre end noget andet spørgsmål var dette: Hvem skulle jeg dog snakke med om alle disse urigtige, uærlige og inkonsistente argumentationer, såfremt der viser sig at være endnu flere?

---

Anden akt — Morfin kan lindre Kognitiv dissonans

Kort før det “katastrofale” besøg af den føromtalte spørgelystne narkoselæge, har jeg givet ældsterådet besked om at jeg igen hilser korte hospitalsbesøg fra menighedens medlemmer velkomne. Dette begynder jeg straks at fortryde, for det forekommer mig tiltagende svært at se disse mennesker i øjnene. Men under et af disse besøg opdager jeg en forunderlig egenskab ved den smertestillende medicin man behandler mig med. Tilfældet ville nemlig, at jeg en dag, kort forud for et af disse besøge, har haft et voldsomt smerteanfald, og man har derfor givet mig en indsprøjtning med en massiv dosis morfin.

Kort efter ankommer et ægtepar fra menigheden på visit, og jeg opdager pludselig at den morfin jeg får mod smerter også kan lindre mere end fysiske smerter. Den lindrer også ubehaget ved Kognitiv dissonans — en følelse der særligt melder sig når jeg får besøg af de mennesker som jeg gennem hele min opvækst og ungdom har følt et nært slægtskab med i troen, men som jeg nu pludseligt har så svært ved at se i øjnene. Men morfinen lægger en dæmper på denne ubehagelige følelse der begynder at opstå efterhånden som jeg langsomt opdager at der er flere og flere ting som jeg tidligere tog for givet som ikke længere giver den samme mening som de tidligere syntes at have givet. På det tidspunkt ved jeg endnu ikke at det jeg oplever er det som Leon Festinger allerede i 1954 beskrev som kognitiv dissonans. Men jeg ved nu, at der findes et middel der kan få den ubehagelige følelse i psyken til at fortage sig. Det middel hedder morfin.

Mine postoperative smerter aftager efterhånden og det bliver unødvendigt at behandle mig med mere smertestillende medicin, og jeg udskrives derfor efter at være blevet udtrappet af den smertestillende behandling med morfin, og nu er det meningen af hverdagen skal genoptages. Dog forholder det sig således med min nyerhvervede sygdom, at den er kronisk og tilbagevendende, og derfor vil man også af og til opleve morfinkrævende smerter. Derfor udstyres jeg da også med et lille arsenal af morfintabletter som jeg kan have liggende til de tidspunkter hvor smerterne bliver for voldsomme.

De efterfølgende år gennemgår jeg en række tilfælde af genopblussen i sygdommen og må igen opereres for denne. Og hver gang oplever jeg de samme modstridende følelser når jeg skal se mine venner fra menigheden i øjnene, ligesom jeg mærker hvordan den ubehagelige følelse lindres når jeg får den smertestillende morfin. Men følelsen er også begyndt at opstå fordi jeg så ofte har været stillet overfor spørgsmålet om Blodtransfusion da et af symptomerne på sygdommen er en udtalt blodmangel når sygdommen er i udbrud, og det betyder at jeg gang på gang – forud for de planlagte operationer – skal orientere en narkoselæge om mit “ønske” om at blive opereret uden brug af blod, uanset konsekvenserne af dette standpunkt. Men stadigt mere påtrængende problem er at lige netop det faktum at jeg gennem årene så hyppigt har skullet forholde mig til denne problematik, også har betydet at jeg – formentlig mere end de fleste Jehovas Vidner – har følt mig nødsaget til at granske de medicinske argumenter for denne doktrin med særlig grundighed. Og dette har kun bidraget til en endnu større følelse af mangel på konsistens i min overbevisning om rigtigheden af dette standpunkt. Denne vaklen i min tro på rigtigheden i denne argumentation fra Vagttårnssektens ledelse, skaber også en større og større angst for at stå fast på dette standpunkt i forbindelse med den række af operationer jeg må gennemgå i løbet af den kommende årrække. For hvis nu det viser sig at doktrinen om blodtransfusionen er lige så løst funderet som jeg rent faktisk selv er begyndt at mistænke, samtidig med at jeg inderst inde har forkastet hele forestillingen om en opstandelse – som jeg stilles i udsigt såfremt jeg skulle dø martyrdøden i min trofasthed mod doktrinen om blod – så er der jo ikke nogen ekstra chance i form af en opstandelse, og så er hele idéen om at nægte en Blodtransfusion ikke andet end meningsløs gambling med mit liv. Hele denne tankerække bidrager blot til at jeg stadig forud for hver operation, pligtskyldigt tilkendegiver sit standpunkt, men for hver gang bliver jeg mere og mere rædselsslagen for, at de rent faktisk kommer i en situation under operationen hvor mit standpunkt udfordres og at lægen rent faktisk respekterer det — og resultatet bliver at jeg dør!

---

Tredje akt — Gud ske tak og lov … og dog?

Det er ikke ualmindeligt at patienter med den pågældende sygdom skal gennemgå 1-2 operationer i løbet af sit liv, men uheldigvis har jeg fået en særlig aggressiv variant af denne sygdom og må i løbet af en periode på otte år opereres ikke mindre end seks gange! Efter de fire første gange hvor jeg vågner op efter endt operation takker jeg lægerne for deres dygtige indsats og ikke mindst fordi de respekterede mit standpunkt. Desuden folder jeg troskyldigt hænderne og retter en diskret tak til Gud – Jehova – fordi han har styrket mig og givet mig det nødvendige mod til at stå fast, men også hjulpet mig gennem endnu en udfordring med livet i behold.

Men efter den tredje operation sker der noget bemærkelsesværdigt. Jeg takker stadig lægen der tilser mig på opvågningsstuen for hans dygtige indsats. Men selv længe efter at narkosens tåger letter, falder det mig ikke længere ind at takke sin Gud for nogen som helst andel i resultatet. Jeg kunne ganske enkelt ikke længere overbevise mig selv om det rimelige i at antage at det skulle være Gud der havde ført kirurgens trænede hænder på en måde der skulle sikre at en af Jehovas trofaste tjenere overlevede en kompliceret operation. Faktisk begyndte jeg at finde det direkte fornærmende at anskue indsatsen fra en dygtig kirurg med mange års erfaring, mange publicerede forskningsresultater og årtier lang efteruddannelse, som et resultat af Guds vilje, når der i virkeligheden var tale om at jeg overlevede takket være en professionel indsats på et højt fagligt niveau af et hold specialister der vidste præcis hvad de gjorde. Det havde Gud ikke den ringeste indflydelse på.

Pludselig greb jeg nemlig mig selv i at tænke om en eneste af mine operationer var gået spor anderledes såfremt jeg havde erkendt at jeg var ateist? Og straks den tanke slog mig, startede det en kædereaktion der førte mig tilbage til et minde der lå ca. 5 år tilbage i tiden. På det tidspunkt var jeg 12 år og ved sommerstævnerne som stadig blev afholdt på Aarhus Stadion hjalp jeg til i stævnets presseafdeling, hvis redaktionelle ledelse bestod af en ældste fra Randers og min egen far. Der sad en række andre dygtige skribenter i afdelingen og udfærdigede artikler der averterede stævnet i ugerne forud for stævnets start, og de bragte også interviews med forskellige Jehovas Vidner der havde særligt “spændende” erfaringer fra deres “liv i Jehovas tjeneste”. Ét af disse interviews var med et Jehovas Vidne fra Danmark ved navn Helge Schiøler Link, som havde været missionær i Tanzania. På et tidspunkt får denne missionær et meget voldsomt og livstruende tilfælde af malaria og i det pågældende interview fortæller han at han ved hjælp af midlet Malarone til sidst kommer sig og kan genoptage sin missionærgerning. Jeg overværer samtalen med Helge Schiøler Link, og man beder ham formulere sine svar på skrift, og understreger bl.a. hvor vigtigt det er at han sikrer sig “at hans svar giver Jehova æren for hans velsignelser”. Det står for mig som var det i går. Jeg husker helt tydeligt at jeg på et af bordene finder det originale maskinskrevne dokument fra Helge Schiøler Link, hvori han om sit forløb med malaria selv havde formuleret sit svar således:

Dette var den redaktionelle chef – en ældste fra Randers – imidlertid ikke helt tilfreds med så han tillader sig at rette dette svar, og på det papir jeg læste kunne jeg se at han med rød kuglepen og lineal havde tilrettet svaret således:

Det var påtrængende åbenlyst, at man skulle anstrenge sig for at finde måder hvorpå man kunne tilskrive Gud æren for ting som alle andre ville have oplevet på nøjagtig samme måde, selvom de ikke havde den ringeste tro på Gud.

Denne kobling i mine tanker mellem det jeg havde oplevet 5 år tidligere i mit frivillige arbejde i Jehovas Vidners pressetjeneste og den konstatering jeg for første gang gør på egen hånd om at Jehova jo intet har med min overlevelse på operationsbordet at gøre – snarere tværtimod, da Jehova jo angiveligt hellere så at jeg døde end modtog en livreddende blodtransfusion – er første skridt på vejen til min overgivelse til den realitet der gennem de sidste 3-4 år langsomt men sikkert er blevet mere og mere åbenlys …

---

Fjerde akt — Højt at flyve …

I hele denne periode hvor jeg gennemgår en række operationer er der selvfølgelig perioder med godt helbred og rare tider. Jeg er blevet gift med et Jehovas Vidne fra anden såkaldt “god familie” i sekten, men dette ægteskab har dog en uhyre kortvarig lykke og de 5½ ud af næsten 6 år hvor det – med nød og næppe – lykkes at holde ægteskabet sammen er et veritabelt helvede. Men som i så mange ægteskaber i sekter hvor ægteskaber dels baseres på “sektmæssig indavl”^[5] og på et unaturligt pres for at blive hurtigt gift grundet den seksuelle undertrykkelse der ligger i sektens krav om at kun gifte må have seksuelle relationer. Og jeg viser gode takter i menigheden, men det bliver sværere og sværere, for samtidig med at jeg på et tidspunkt midt i tyverne, allerede har fået tildelt mange ansvarsposter i sekten, og vist så gode takter at jeg endog bliver bedt om at holde foredrag på sektens stævner, mærker jeg en underlig knude der vokser indeni ligesom noget der snører sig sammen i maven. Hver måned er jeg ude for at holde offentligt foredrag som gæstetaler i en anden menighed og er i det daglige tilsynsmand for min hjemme-menigheds teokratiske Skole og jeg mærker i det hele taget hvordan menighedens medlemmer udtrykker deres beundring for mine store fremskridt, trods de mange helbredsmæssige udfordringer, men jeg har det – af grunde der endnu ikke står mig helt klart – ikke godt!

I særdeleshed som mand kan man i en misogyn sekt som Jehovas Vidner nå meget langt hvis man spiller sine kort rigtigt, og hvis man oplever at blive placeret på en piedestal i en meget ung alder kan det være endog særdeles vanskeligt at holde fødderne solidt plantet på jorden. Dette problem løstes dog helt af sig selv for mig selv, eftersom jeg allerede havde mistet min tro, så de bifald og den ros jeg modtager for den måde hvorpå jeg udfører mine mange tillidshverv har en særdeles hul klang, og det giver slet ikke den følelse af tilfredsstillelse som det gjorde engang. Faktisk føltes det fuldstændig modsat!

Tiltagende kognitiv dissonans

Det jeg oplever er den indre konflikt der kaldes kognitiv dissonans, som optræder når der opstår for stor uoverensstemmelse mellem to kognitioner. I dette tilfælde er det den klassiske kognitive dissonans der opstår når der ikke er sammenhæng mellem holdninger og handlinger. Jeg har allerede for længst – i stunder hvor jeg tør være helt ærlig overfor mig selv – konkluderet at jeg er ateist.^[6] Alligevel fortsætter jeg med at undervise andre i noget jeg ikke selv tror på. Ikke blot når jeg går ud og forkynder offentligt, men også når jeg holder foredrag i forskellige menigheder, holder forelæsninger i Rigssalen og når jeg vejleder andre om deres undervisningsteknik som tilsynsmand for den teokratiske skole.

Som tidligere lært vil man kunne lindre ubehaget ved den kognitive dissonans der opstår ved en uoverensstemmelse mellem en persons handlinger og holdninger ved at tilpasse enten handlingerne eller holdningerne. Vi har også lært at det man hyppigst bør tilpasse er handlingerne, men at mennesket i 99% af tilfældene desværre ofrer den rigtige ændring – handlingsændring – til fordel for en ændring af holdningerne. I mit eget tilfælde argumenterer jeg ofte med mig selv, med tanker som: “Alle oplever perioder med tvivl. Jeg vil få troen igen på et tidspunkt, bare jeg bliver ved med at kæmpe og gøre det rette!”, eller “Selvom jeg ikke tror på det jeg siger, så er det jo rigtigt for dem der hører på det, så jeg gør jo ikke nogen virkelig skade.”

Men under mine indlæggelser havde jeg jo fundet et ekstra “vidundermiddel” der, bedre end noget andet, kan lindre ubehaget ved den kognitive dissonans. Et middel jeg i større og større udstrækning gør brug af når jeg skal “undervise” andre i forkyndelsen, i Rigssalen eller ved andre af Jehovas Vidners arrangementer.

Morfin

Eftersom jeg har en kronisk smertefuld lidelse er det ikke unaturligt at jeg også er udstyret med en fast ration af smertestillende medicin, men efterhånden vælger jeg i højere og højere grad, helt bevidst, at udholde de mange smerter når de opstår, så jeg kan gemme mine morfintabletter til de situationer der får mig til at få det så dårligt at jeg ikke kan udholde mig selv, nemlig situationerne hvor jeg skal overbevise andre om noget jeg selv for længst har erkendt er det rene bedrag. Så forud for snart alle disse situationer indtager jeg et stadig større antal morfintabletter, så jeg føler mig i stand til at gennemføre disse udfordringer.

Som med al afhængighedsskabende medicin der ikke bruges efter den foreskrevne hensigt, eller som indtages i større mængder end ordineret, opstår der et afhængighedsforhold som er både fysisk og psykisk, og jeg udvikler hurtigt et forbrug af forskellige morfinpræparater der nu efterhånden indtages dagligt.

---

Fra brug til misbrug — fra forkynder til forbryder

Da mit forbrug af morfinpræparater nu har udviklet sig til et reelt misbrug, rækker lægens ordinationer ikke længere til at dække det der omtales som “craving” — altså det stærke kropslige behov der opstår når der ikke sker en fortsat tilførsel af det præparat som kroppen er blevet afhængig af for at der ikke skal opstå abstinenser.

Det er hensigten at udgive en særskilt artikel med en langt mere detaljeret beskrivelse af denne sidste periode af mit liv i sekten som jeg gennemfører parallelt med en tilværelse som stofmisbruger. Derfor vil denne artikel kun indeholde en afkortet version af denne del af beretningen, som sammenfatter de væsentligste hovedpunkter.

Da det ikke længere er muligt at vedligeholde mit behov for morfinpræparater gennem almindelige legale recepter må jeg – sådan som alle andre der har udviklet et reelt misbrug – bevæge mig langsomt ud ad den glidebane hvor de stoffer der behøves for ikke at udvikle abstinenser må skaffes af tiltagende illegale veje. Dog har jeg ét “es i ærmet” som holder i nogle år, nemlig det faktum at jeg har arbejdet hos en underafdeling af IBM som udvikler det IT-system som benyttes af både praktiserende læger og den særlige version som benyttes af alle landets vagtlægestationer. Med kopier af den originale programkode er det derfor muligt for mig at fremsende falske recepter til apotekerne udskrevet til personer der er alderssvarende med undertegnede, ligesom jeg udskriver dem fra reelt eksisterende læger, hvis ydernumre og CPR-numre jeg også vidste hvordan jeg skulle skaffe.^[7]

Således har jeg nu fuldstændig fri tilgængelighed til al den morfin jeg måtte behøve, da alle de recepter jeg afhenter på apoteker i forskellige navne alle ser ægte ud, da de er udformet præcis som ægte recepter, og de CPR numre på patienter og læger som benyttes alle kan stå for en kontrol. I 3 år forløber denne praksis helt uden problemer for mig, selvom jeg dog et par gange kommer ubehageligt tæt på at blive fanget. Der er nemlig ved at opstå mistanke på flere af apotekerne om at de mange recepter på morfinpræparater fra de misbrugte lægers ydernumre ikke alle er ægte, ligesom jeg et par gange havde været så uheldig at de patienter hvis CPR-numre jeg misbrugte rent faktisk var kronisk syge patienter der hentede anden medicin på netop det apotek som svindelnummeret skulle gå ud over den pågældende dag, hvorfor de opdagede at der var udskrevet medicin til dem selv som de aldrig havde fået før, så nogle apotekere havde herefter følt sig nødsaget til at dele deres mistanke om receptursvindel med politiet.

Denne forsigtighed fra apotekernes side var dog ikke gået hen over hovedet på undertegnede hvborfor jeg ændrede visse skridt i proceduren for at undgå “lovens lange arm”, som bl.a. bestod i at sprede aktiviteterne til et større geografisk område så det også omfattede apoteker på adskillige andre større provinsbyer indenfor en radius af 40-50 km fra Aarhus. Dette gjorde det svært at mobilisere den nødvendige politiindsats til at dæmme op for denne svindel, da man jo ikke kunne have politibetjente stående klar på hvert eneste apotek i Jylland i hele åbningstiden blot for at håbe på at den formodede svindler skulle komme for at afhente sin medicin.

Samtidig var der dog begyndt at ske mystiske ting nogle af de gange jeg ringede til apotekerne for at udgive mig som den patient der skulle hente medicinen. Apotekeren blev kaldt til telefonen, og forklarede at medicinen skam var kommet, men at den først var klar til afhentning fra kl. 13. Det er ikke noget man normalt hører. Enten er medicinen på lager og kan hentes med 5 minutters varsel eller også er medicinen ikke på lager og så kan den som regel hentes den efterfølgende dag. Så når apoteket meddelte at medicinen skulle hentes på et bestemt tidspunkt, skulle der ikke megen fantasi til at regne ud, at det var fordi andre^[8] sikkert også var tilsagt møde på apoteket på samme tidspunkt. Så jeg lod som ingenting og accepterede apotekets forklaring om at medicinen kunne hentes på det pågældende tidspunkt, men i stedet for at møde op på apoteket på det pågældende tidspunkt tog jeg opstilling langt fra apoteket på det aftalte tidspunkt og hold skarpt øje med indgangspartiet. Og ganske som formodet ankom der 5-10 minutter før det aftalte tidspunkt en politibil med to uniformerede betjente som gik ind på apoteket. Efter 40-45 minutter kunne jeg fra min skjulte udsigtspost i behørig afstand se betjentene forlade apoteket igen, da jeg jo ikke var gået i det baghold der var orkestreret af apoteket og politiet.

Men forbrydelse betaler sig som bekendt kun sommetider, så en dag går det alligevel galt. Man har igen oplyst mig om at medicinen først er klar til udlevering på et bestemt tidspunkt, men denne gang har apotekerne ændret taktik. De var klar over at de var afsløret og at jeg ville udeblive hvis de brugte denne usandsynlige forklaring, så de valgte i stedet at sige at medicinen ikke var på lager, men de fik leverancer igen kl. 15 hvor medicinen så kunne udleveres. Dette er – modsat den anden forklaring – slet ikke usædvanligt, men jeg var alligevel temmelig nervøs og af samme grund meget forsigtig, og veg derfor ikke fra min vanlige praksis med at holde øje med apoteket fra afstand. Men da ingen betjent havde vist sig og klokken efterhånden var blevet 15.30 og jeg rent faktisk tillige havde observeret bilen med leverancer lidt før kl. 15, virkede det rent faktisk som om der ikke var noget at frygte, så jeg går ind på apoteket og udfører mit sædvanlige trick med at spørge efter medicin i det opgivne navn — men denne gang går det galt!

Den venlige dame på apoteket var synligt nervøs. Hun rystede på hænderne mens hun betjente computeren, og det var åbenlyst at hun var meget bekymret for at hun skulle begå en fejl. For at tage bestik af situationen forespørger jeg høfligt om der mon er opstået problemer med leverancen eller med computersystemet, men damen forsikrer fortsat at det kun er et spørgsmål om få minutter før medicinen er klar til udlevering. Jeg kan mærke en synkende fornemmelse og er omgående klar over at jeg er gået i en fælde, og beslutter mig derfor – trods tiltagende abstinenser – at meddele apoteket at jeg vil komme tilbage i morgen, men damen ved skranken siger at hun tror medicinen er klar nu, og at hun vil gå ud og hente den. Jeg ved det er løgn og beslutter mig for at stikke af men for sent. I samme øjeblik jeg vender mig om for at spurte afsted, står jeg ansigt til ansigt med en uniformeret betjent, som holder mig fast i et jerngreb. Jeg bliver anholdt, kørt til arresten hvor jeg må overnatte, og fremstilles næste dag i grundlovsforhør hvor jeg erklærer sig skyldig i det forhold jeg er blevet grebet i, men nægter mig skyldig i alle andre forhold der opremses, til trods for at jeg sagtens kan genkende dem alle efterhånden som de opremses, men da der er blevet benyttet andre CPR-numre på såvel læger som patienter i svindelnumrene er der ikke håndfaste beviser for at de øvrige forbrydelser er begået af én og samme person.

Den korte version af historien er at det trick som jeg hidtil har benyttet ikke længere er brugbart da alle amter (som det stadig hed dengang) udsendte advarsler med mit billede til samtlige apoteker om at være særligt opmærksomme på personer der forekommer mistænksomme eller som svarer til udseendet på billedet.

Da jeg på det pågældende tidspunkt er førstegangsovertræder, og der er tale om en tilståelsessag – idømmes jeg “kun” en bøde på kr. 2500,-.^[9]

Herfra går det kun ned ad bakke. Jeg kan ikke længere vedligeholde mit misbrug fra en computer, en mobiltelefon og ved hjælp af avanceret IT-kriminalitet, men da det ikke ændrer ved at mit behov for stoffer stadig er lige så stort som hidtil, må jeg desværre tage langt mere illegale metoder i brug. Disse metoder omfatter metoder som man kender fra almindelig såkaldt “narko-kriminalitet”, og vil i en senere særskilt udgivelse blive beskrevet som en del af en længere personlige skildring om min personlige vej ud af sekten. Den korte forklaring er at jeg bliver mere og mere kendt af politiet efterhånden som jeg oftere og oftere arresteres og sigtes for varierende kriminalitet. Men det lykkes stadig på mirakuløs vis at skjule for menigheden at jeg nu er misbruger af store kvantum narkotika.

For de mange der heldigvis ikke har levet på denne nedværdigende måde, skal det kort forklares at morfin er et syntetiseret stof som er udvundet af opium, som igen er udvundet af den særlige art af valmuer som kaldes opiumsvalmuer. Stoffet tilhører derfor de mange stoffer der alle har sin rod i den molekylære struktur i opiumsvalmuens forarbejdede saft (også kaldet råopium), hvorfra man har syntetiseret de forskellige former for morfin der benyttes i dag. Et af de mest potente stoffer fra denne gruppe er kendt under navnet diacetylmorfin – eller som flere sikker kender det – Heroin!

Det muliges kunst

Det er ofte sagt om politik at det er det muliges kunst.^[10] Det er det også at opretholde en dobbelttilværelse som stiknarkoman og som ambitiøst Jehovas Vidne. Til trods for at de stoffer som jeg nu indtager er mere ulovlige end nogensinde og der er tale om stoffer som det både er ulovligt at fremstille, sælge, købe, besidde eller indtage. Jeg gør mig skyldig i samtlige af disse forbrydelser, men grundet stoffets forunderlige effekt formår jeg samtidig at dulme den åbenlyse kognitive dissonans der opstår mellem et liv som kriminel stiknarkoman og et ungt fremadstormende Jehovas Vidne med flere tillidshverv i sekten.

Det er en udbredt misforståelse at det er stofindtaget eller endog stoffet i sig selv der frembringer de symptomer man så ofte ser hos stofmisbrugere der for vores indre blik tit fremstår som de forhutlede, sammensunkne og magre typer med gusten hud, sorte rander under øjnene, sår og manglende soignering. Det er ingenlunde tilfældet. Dette er f.eks. påvist ved at en af de læger der den dag i dag anses for at være en af de mest fremtrædende og banebrydende kirurger – nemlig Dr. William Stewart Halsted (s.d.), den ene af de fire grundlæggere af det højt estimerede universitetshospital – Johns Hopkins, efter sin død efterlod sig en meget detaljeret journalføring over sit eget forbrug af såvel kokain som morfin. Dr. W. S. Halstead, beskrev hvordan han havde eksperimenteret med doser af såvel heroin, morfin og kokain, der formåede ham til at yde den optimale faglige kvalitet i sine operationer uden at ryste på hænderne når der var særligt svære indgreb der krævede stor præcision. Dr. Halstead beretter at han aldrig indtog under 200mg morfin dagligt (hvilket for de uindviede er en temmelig anselig dosis), og oftest mere. Dette er betydeligt mere end mange af de narkomaner man ofte finder i storbyerne på bestemte pladser hvor disse typisk samles, men hvis man har et forudindtaget billede af hvordan en misbruger af heroin, morfin og kokain ser ud, så skal det anbefales at man betragter nærværende billede af Dr. William Stewart Halstead.

Af nok så væsentlig interesse må det være at ingen af Dr. William Halsteads kolleger i hele Dr. Halsteads levetid havde blot den ringeste anelse om at han kontinuerligt brugte store mængder morfin og kokain hver eneste dag. Dette fandt man først ud af efter Dr. Halsteads død da man gennemgik hans personlige papirer hvori der forelå en journal i hvilken han havde ført nøjagtige fortegnelser over sit indtag af morfin og kokain inkl. tidspunkt for indtagelse, mængde samt noter om den subjektive vurdering af stoffets effekt på Dr. Halstead selv. Denne information er blot medtaget for at understrege, at det som mange tror er årsagen til misbrugerens forhutlede og hensygnende udseende ikke er stofindtaget i sig selv, men de kår under hvilke stofbrugere oftest må leve, og prisen på de stoffer de bruger, som ofte er så høje at man må vælge mellem mad, bolig, og andre grundlæggende livsfornødenheder og det stof som kroppen kræver for at brugeren ikke skal blive voldsomt syg af sine abstinenser. Som man ser af eksemplet med Dr. William Halstead kan en person der har ubegrænset adgang til de stoffer han bruger på daglig basis, sagtens begå sig blandt kollegger uden nogen synlige tegn på fysisk eller mental svækkelse, og siden har man fundet et utal af eksempler på efterladte journaler fra personer der afslører et omfattende brug af morfin, opium eller kokain — noget deres kolleger og nærmeste familie var aldeles uvidende om forud for fundet af de afdødes efterladte notater i disses dagbøger.

På samme måde var det muligt for mig at skjule mit misbrug af morfin som jeg udskrev i form af hætteglas og ampuller til brug ved intravenøs administration (indsprøjtning direkte i en blodåre), og senere var det muligt grundet en meget hensynsfuld chef der tror på min beretning om at sygdom hindrer mig i at arbejde for en længere stund med baggrund kombineret med en månedsløn og den opsparing jeg har gjort over årene, at vedligeholde et misbrug af illegale stoffer som nu ikke længere købes på apoteker men hos en dealer – det man i gamle dage kaldte en “pusher”.

Det lykkes sat opretholde et dobbeltliv som stiknarkoman og medlem af menigheden, og flere gange indtog jeg rent faktisk mine stoffer på Rigssalens toilet eller – når der var stævne i Silkeborg – på stævnehallens toiletter. Sidste gang jeg er påvirket på et møde i officiel sammenhæng i Jehovas Vidners faciliteter er på en stævnedag hvor jeg skal holde et indlæg i form af 2. del af et symposium på stævnet. Forud herfor sætter jeg mig ud på det lille toilet bag scenen ved siden af lydtekniker-rummet, for at klargøre og indtage en sprøjte med heroin lige inden jeg skal på scenen. Efter det er gjort, sætter jeg mig ud på stolene som står langs væggen i begge sider af scenen. Kort hører jeg at forgående taler overdrager ordet til mig, og det er mit tegn til at gå ind og holde mit punkt, Efter punktet intræffer det afgørende øjeblik hvor jeg beslutter at jeg ikke længere kan udholde dobbeltlivet.

Bunden er nået.

Jeg går direkte fra podiet og ned til min plads i salen og pakker min taske med foredragsmanuskript, bibel og sangbog og forlader stævnehallen for hvad der skulle blive den allersidste gang. Det er ikke længere muligt at opretholde den falske iscenesættelse af mig selv. Den kognitive dissonans er så ubærlig at end ikke de stoffer, som jeg nu tager i massive mængder, formår at dulme ubehaget længere. Der findes heller ikke flere rationaliseringer der kan tilpasse mine holdninger så de passer til mine handlinger for på den måde at dulme ubehaget ved den mentale inkonsistens mellem den måde jeg lever mit liv på og den livsførelse jeg anbefaler når jeg “prædiker” for andre fra talerstolen.

Ved de kommende møder melder jegafbud og forklarer dette med opblussen i min sygdom. Igen meddeler jeg ældsterådet at jeg for en stund er sygemeldt og trækker mig fra samtlige poster i menigheden og beder dem om at finde afløsere for samtlige af mine poster og evt. skemalagte punkter på kommende møder.

Enkelte gange banker det på døren, men jeg forholder mig musestille og undlader at åbne. Enkelte andre gange åbner jeg døren på klem men jeg lukker ikke længere nogen indenfor, da det ville afsløre at jeg nu levede en tilværelse som stiknarkoman.

Men en dag går det galt.

Det banker hårdt på døren og først tror jeg det er politiet. Men så hører jeg en stemme jeg kun kender alt for godt udenfor døren. “Beninu! Vi ved du er derinde, og vi vil bare snakke lidt med dig! Vi ved godt at du ikke har det godt, så vi skal nok gøre det kort!”. Det er kredstilsynsmanden. Pludselig skal jeg tænke meget hurtigt: “Det var også sandt. Der er kredstilsynsmandsbesøg i denne uge!” Jeg skynder mig at pakke de brugte kanyler, og tre poser med heroin der ligger på sengebordet ned i en kagedåse som jeg anbringer i sengebordsskuffen, og åbner vinduet og glatter dynen på sengen, alt imens jeg råber: “Et øjeblik – så er jeg der!”.

Jeg går tøvende ud og åbner døren på klem som jeg plejer, men den relativt unge kredstilsynsmand har åbenbart større erfaring med sager af denne slags, da han jo har besøgt mange forskellige menigheder, så han affinder sig ikke med en kort samtale gennem en sprække i døren, men skubber døren hårdt op og maser sig ind i entréen og forbi mig og går direkte ind i soveværelset og sætter sig på sengen. Jeg ser med rædsel til mens kredstilsynsmanden sidder mindre end 30 centimeter fra skuffen med kanyler og stoffer, men inden jeg når at tænke tanken til ende åbner kredstilsynsmanden skuffen og siger sarkastisk: “Ih, kager! Man må vel smage, ikke?”, og så begynder han at åbne dåsen. Desperat flyver jeg gennem lokalet og prøver at vriste dåsen fra kredstilsynsmanden men kredstilsynsmanden holder godt fast og siger bare: “Hvad er det du har i dåsen som jeg ikke må se?”, og kort efter får han svaret på sit eget spørgsmål da låget glider af og dåsens indhold afsløres.

Den anden ældste der er med på besøget, bliver helt hvid i hovedet og ser ud som om han er ved at besvime da han får øje på remedierne i kagedåsen og han sætter sig ned på sengekanten ved siden af kredstilsynsmanden og kan kun fremstamme: “Men … men … det er jo … det er jo …”, og kredstilsynsmanden afbryder ham og siger: “Ja! Det er nemlig lige hvad det er.”

Slaget er tabt og jeg sætter mig ned på en stol ved mit skrivebord og gemmer hovedet i hænderne mens jeg græder. Det tjener til den pågældende kredstilsynsmands ære, at han ikke på dette tidspunkt begynder på noget der tilnærmelsesvist minder om religiøst våseri, og er klar over at det på nuværende tidspunkt hverken er “opbyggelige Vågn Op!-artikler” eller skriftsteder der er brug for, men handling. I stedet lægger han en hånd på min skulder og siger: “Man skal jo være blind hvis ikke man kan se at du har brug for hjælp, og også en hjælp som vi som almindelige menighedsældste ikke er uddannede til at håndtere. Du skal have professionel hjælp fra et misbrugscenter, og det vil jeg orientere de øvrige ældste om. Som du ved er jeg her kun nogle dage endnu, men jeg lover at følge dig helt til dørs, hvis du er interesseret i den nødvendige hjælp.” Han holder en pause, mens jeg kigger op på ham og så spørger kredstilsynsmanden: “Vi du have hjælp?”, og jeg magter kun at nikke og hviske “Ja, tak …”.

---

Den lange beretning om dette forløb er under udarbejdelse, og vil senere kunne ses i sin fulde længde på denne side. For nu er det rigeligt at bemærke at jeg kort efter får tilbudt en plads i misbrugsbehandling som vil vare et helt år, hvoraf halvdelen af tiden foregår på et behandlingshjem ved Arresøhøj nær Helsinge i Nordsjælland. Dette bliver min redning — i meget mere end én forstand.

Men inden vi springer til den endelige forgrening der viser forskellen på min og min fars håndtering af kognitiv dissonans, skal vi se hvordan kognitiv dissonans der ikke længere kan udlignes kan føre til egentlige katastrofer. Vi har allerede set hvordan det skete i mit eget tilfælde ved at jeg valgte at ty til stofmisbrug som en udvej, men denne udvej lå min far uendeligt fjernt, og desuden havde min far slet ikke de samme reservationer som mig, hvad angår den religiøse kult vi begge havde tilhørt fra vores barndom — i hvert fald ikke i en grad som var så kontrastfyldt at de skabte samme grad af uoverensstemmelse mellem min fars religiøse tro og hans indbyggede moralkodeks. Til gengæld oplevede min far måske den ultimative konsekvens af at opretholde et liv i kognitiv dissonans gennem længere tid, uden at finde en lindring enten i korrektion af sin holdning eller handling. Dette havde dog ingen direkte relation til hans religion, men udelukkende til sammenstødet mellem min fars virkelighed og hans virkelighedsopfattelse.

---

Den korte sidste del af beretningen om min far og mig finder du i del 15 (tryk NÆSTE »)

---

Fodnoter

---