HVEM TROR PÅ NOGET SÅ TÅBELIGT?

— Del 19: Hvad gjorde kulten ved artiklens forfatter?

– med udgangspunkt i alt hvad vi nu har lært

Som vi har set er der nogle gennemgående træk ved kulternes virkemidler og taktikker, og derfor er der også nogle gennemgående konsekvenser for de mennesker der har været medlemmer af en kult.

Jeg har nu efter bedste evne forsøgt at forklare hvad det er for en mekanisme der fastholder mennesker i en destruktiv kult – også selvom det er mennesker der tydeligvis er mere end almindeligt begavede. To særligt interessante studier jeg hæfter mig ved som nøglestudier på området er Leon Festingers studie i Kognitiv dissonans og Kristian Molbos speciale i Sociologi om afhængighed af religiøse sekter.

Jeg har allerede beskrevet hvad det er der sker når tilsyneladende godt begavede mennesker forbliver i en kult, med baggrund i en uddybende forklaring af Leon Festingers teori om Kognitiv dissonans. Jeg havde – lige som både Festinger og de psykologer efter ham der byggede eksperimenter baseret på Festingers teori om Kognitiv dissonans, som f.eks. Aronson og Mills, Jesse Bering, m.fl. påviste – placeret mig i en situation hvor jeg havde investeret så meget i mit tilhørsforhold til sekten, at det var nødvendigt for mig at forblive overbevist om at det var sandt, fordi den mangel på harmoni der opstår når man opdager at man er fanget i en løgn er for smertefuld, og som Festinger påviste, så ændrer folk ikke deres adfærd, men de tilpasser deres holdninger. Ikke fordi de er dumme, men fordi det er sådan hjernen virker, uanset om vi gerne vil bilde os ind at vi er overmennesker der fungerer på en anden måde eller ej. (Hvis du gerne vil prøve at overbevise dig selv om at din hjerne fungerer på en anden måde, skal du måske i virkeligheden for alvor overveje om du selv stadig er offer for alvorlig kognitiv dissonans ☺♥).

Jeg har også påvist at jeg til fulde lever op til Festingers 5 forudsætninger (diskuteret i del 6), hvor jeg bl.a. opdagede sandheden om den femte forudsætning at den sociale bekræftelse er en betingelse for fastholdelse af en kognitiv dissonans gennem lang tid, for da jeg pludselig befandt mig i en situation på et behandlingshjem for narkomaner hvor man ikke længere havde adgang til sektens medier, eller medlemmer, så gik der kun kort tid fra vedligeholdelsen ophørte til forblændelsen forsvandt fuldstændig.

Så jeg vil slutte med at hæfte mig lidt ved Kristian Molbos speciale, hvor Kristian Molbo bl.a. gennem et grundigt stykke interviewarbejde udspørger 12 tidligere kultmedlemmer fra tre forskellige kulter hvorved han konstaterer nogle gennemgående kendetegn hos dem der har været udsat for langvarigt ophold i en kult.

Kristian Molbo fortæller bl.a. at en del kortvarigt afprøvede en anden trosform, men at selve afprøvelsen indeholdt det paradoks at den trosform der skulle afprøves skulle være så renset for alle kultiske træk som den overhovedet kunne være. Ingen havde opsøgt sekter med karaktertræk der mindede om det de kom fra, hvilket også var grundlaget for at afvise en afhængighed af en bestemt kultstruktur.

I denne forbindelse er det meget vigtigt for mig at indskyde, at jeg ofte har hørt det påstået, at mennesker der er Jehovas Vidner har et særligt behov for at fralægge sig det personlige ansvar for deres eget liv og lade andre tage styringen for dem. Det er ganske enkelt en gang hjemmestrikket ammestuesnak, som udelukkende er at betragte som en holdningstilkendegivelse baseret på egne idéer. Der foreligger ikke i noget af det fremlagte beviser der skulle underbygge en sådan påstand, så konklusionen er at det ikke er andet end netop det – en påstand. Der er ikke tilstrækkeligt med kød på til at kalde det en hypotese, og da endnu mindre en teori. Jeg vil gå¨så langt som at hævde der er tale om en “fiks idé”, der ikke på nogen måde har sammenhæng med det som hverken jeg selv eller andre har observeret hos hverken nuværende eller tidligere Jehovas Vidner. Idéen kan muligvis fostres fordi resultatet af tilknytningen til en kult som Jehovas Vidner bliver at man bliver mikrostyret ned til mindste detalje og at sekten overtager al tænkning for medlemmet, men den oprindelige tilknytning udspringer ikke af et indledende behov for denne styring. Den er alene konsekvensen af at havne i den cirkel af dissonans som man konstant lindrer ved at skabe en ny rationalisering der kan mindske ubehaget ved uoverensstemmelserne mellem ens holdninger og handlinger. Der er tale om et såkaldt post hoc ergo propter hoc argument, hvilket er et falsum. Man kunne sammenligne det med at postulere, at mennesker der holder meget af at svømme gør det fordi de har et meget stort behov for at blive våde. Det er selvsagt noget sludder, men konsekvensen af at svømme er til gengæld som regel at man bliver våd.

Tværtimod konkluderer Kristian Molbo at det for stort set alle deltagere endte med at engagementet i et trossamfund der havde alle de ikke-kultiske kendetegn nærmest var et paradoks i sig selv, fordi det forekom at “Selv kirker, som ikke i udgangspunktet er fundamentalistiske, og som kan være åbne for andre synspunkter bliver undersøgt for reminiscenser, der måtte vække mindelser om et sektfællesskab, og på dette grundlag bliver de vurderet negativt, hvis der måtte være sådanne” og at det “… lader til, at de nye kirkefællesskaber man indgår i bliver brugt til at identificere, at frafaldet fra sekten er legitimt og til at bekræfte, at sekteriske kendetegn er noget man grundlæggende tager afstand fra.”

Undertegnede genkender dette mønster tydeligt i sin egen adfærd umiddelbart efter frafaldet fra sekten. Fordi jeg havde gået i kulten gennem mange år og været “skabs-ateist”, drog jeg den underlige kobling i mit hovede, at grunden til at jeg var ateist, i virkeligheden ikke var fordi jeg ikke troede på Gud, men fordi jeg havde fået Gud eller Kristendommen præsenteret på en så perverteret måde som den udlægges af Vagttårns-kulten. Derfor valgte jeg at afprøve denne idé ved netop at opsøge hvad jeg ville mene var noget af det mindst sekteriske og mest inkluderende trosfællesskab jeg kunne finde, hvilket var den protestantiske folkekirke. Jeg gik til gudstjeneste i Aarhus Domkirke en række gange, og bortset fra den effekt som det for længst er bevist at religiøse symboler og ritualer har – selv på ateister – igen grundet vores forunderlige hjerne, så var der ikke noget der ræsonnerede med min verdensopfattelse, og jeg måtte efter en relativt kort eksperimenteren konstatere, at jeg ikke fornemmede en særlig grad af åndelighed, styrkelse, spiritualitet, eller vækkelse af et nyt behov for at finde Gud efter at have deltaget i folkekirkens tilbedelsesformer. Jeg havde intet imod oplevelsen. Den var ikke ubehagelig. Jeg har også adskillige gange deltaget i barnedåb, bryllupper og begravelser for venner og bekendte både i folkekirkens kirker og i Den Katolske Kirke i Aarhus. Men, bortset fra selve det højtidelige omkring begivenheden, som giver en følelse af at være tilskuer til en særlig begivenhed, så vakte det ingen religiøse følelser i mig. Jeg var ikke engang et sekund ramt af en følelse af et være nærmere noget guddommeligt eller blot at tage mig selv i at overveje selv en minimal sandsynlighed for en sådan metafysisk eksistens. Jeg er og bliver ateist, men – og det er et stort og vigtigt “men” – med fuld respekt for dem der har en klar fornemmelse af at der er mere end det der kan måles og vejes i universet, og som får noget værdifuldt fra den overbevisning. Jeg gør bare ikke.

Noget andet der var nok så interessant var beretningen om Jan som var en højt begavet mand der alligevel i en lang årrække blev ved med at give sin tid og sine penge på kurser der skulle bringe ham nærmere sit fulde potentiale. Selvom Jehovas Vidner slet ikke opererer med denne form for italesættelse af deres taktikker, er det et genkendeligt mønster og det vi bl.a. lærte om Jan var at han følte at han “voksede og udviklede sig”, men sandheden var at det man havde gjort var at starte med at bringe ham tilbage til børnehave-niveau. Og så er det ikke svært at overbevise selv normalt begavede mennesker om at de “udvikler sig”.

---

Jeg gik heller ikke selv ram forbi. Hele denne proces med at give alle mulighed for fremskridt ved at gøre sektens medlemmer som små børn igen, fik også mig til at tvivle på at jeg havde så store evner som jeg ellers med det blotte øje kunne se dokumenteret i de karakterer jeg fik i skolen og til eksamener. Men allerede på det tidspunkt var kultens processer blevet forfinet gennem ca. 100 år, så de var udført med præcision. Faktisk var sikkerheden omkring min egen begavelse det der tog allerlængst om at vende tilbage og den beretning jeg nu skal fortælle foregik næsten 8 år efter jeg sidst havde sat et ben i en Rigssal!

Prøveaften hos MENSA

Selvom jeg havde det skønt var der en lille stemme i mit baghovede der hele tiden gentog mantraet fra JV-tiden: “Du skal ikke være klog i egne tanker. Du er ikke så klog som du tror. Du er bare hovmodig. Du skal være ydmyg.” Til sidst var jeg ved at blive sindssyg, og som den videnskabelige person jeg er, valgte jeg efter hele 8 år at få tjekket min IQ ved at søge optagelse i MENSA Danmark. Ikke mest for at få glæde af medlemskabet og de mange spændende arrangementer MENSA afholder hver måned, eksklusivt for medlemmerne, men mest for at få afgjort én gang for alle om det blot var en illusion at jeg havde en nogenlunde begavelse. Folk der kender mig i dag er lamslåede over hvor meget en kult kan få et menneske til at tvivle på sig selv, men det var, ikke desto mindre, resultatet for mig.

Også det var et kapitel for sig selv som viser lidt om hvor meget en kult kan fjerne af dit eget selvværd. Jeg har medtaget denne beretning fordi den er et vendepunkt i mit liv som ophørt Jehovas Vidne. Det er nemlig det sidste stykke af det “ondartede væv” der stadig sad tilbage i mit sind som skulle skæres væk med den symbolske skalpel der igen gør mig til et helt og rask menneske. (Dette er ikke det samme som at mit liv i en destruktiv kult ikke altid er en del af min historie og det menneske jeg er, men det der er tilbage nu er den del jeg kan bruge konstruktivt som en personlig læremester, og som en erfaring jeg kan dele med andre og som kan danne grundlag for yderligere research jeg igen kan give videre.)

Da jeg ankommer til Aarhus Universitet hvor MENSA låner lokaler til afholdelse af prøver, viser det sig at psykologen og prøvekontrollanten stadig ikke er kommet. Det er en dejlig mild og lys aften og vi står nogle stykker udenfor og venter. Jeg undrer mig så meget over diversiteten i den lille flok der stod udenfor lokalet hvor testen skulle foregå. Folk stod i grupper og snakkede og alle lignede helt almindelige mennesker fra alle sociale lag og var slet ikke de mange universitetsprofessorer fra det naturvidenskabelige fakultet (måske blandet med et par vidunderbørn), som jeg havde forventet at møde sådan en aften.

Endelig kommer den prøveansvarlige kontrollant, og psykologen, og den prøveansvarlige forklarer nogle meget specifikke regler for prøven, og fortæller hvordan den skal udføres: Man får et hæfte med 40 opgaver med stadigt stigende sværhedsgrad. Den prøveansvarlige giver nogle tip og hun forklarer bl.a. at ingen skal forvente at nå alle opgaverne, og at vi ikke skal dvæle for meget ved en enkelt opgave da det kan koste dyrebar tid da der er mindre end 40 sekunder pr. opgave hvis man skal nå dem alle, hvilket hun gør klart “er nærmest umuligt” — bare så ingen er frustrerede når tiden er gået og man ikke har nået alle opgaverne.

Efter at alle har skrevet CPR-nr og nummeret på den kvittering for betaling af prøvegebyr på hæftet, så tæller den prøveansvarlige ned til starttidspunktet og råber “Sæt igang!” og starter stopuret. Jeg åbner febrilsk hæftet som er lavet så der kun er én opgave på hver side. Opgaverne er såkaldte FRT (Figure Reasoning Tests) som på en ikke-diskriminerende måde tillader alle – uanset læsefærdigheder og farveblindhed – at tage prøven under lige forudsætninger.

Vi går i gang med testen og jeg synes umiddelbart den er betydelig nemmere end jeg har forestillet mig, og jeg bladrer hurtigt gennem hæftet og er jo godt klar over at de sidste opgaver er dem der vil tage tid, så det kommer ikke bag på mig at jeg er færdig med ca. 75% af hæftet efter 15 minutter. Men så sætter kultens påvirkning ind. Jeg skal huske at jeg ikke skal være “klog i egne tanker”, men opføre mig som “et diende barn”. Jeg bliver sikker på at det selvfølgelig ikke kan være så nemt, så når jeg kigger rundt i lokalet og kan se at størstedelen stadig kæmper med opgaver langt tidligere i hæftet er jeg naturligvis sikker på at det må være mig der fuldstændig har misforstået hele præmissen for hvordan opgaven skulle løses. Men der er ikke noget jeg kan gøre. Jeg tænker allerede et halvt år frem hvor jeg kan få den sidste chance (man får to hos Mensa) til at tage næste prøve, så jeg kan studere grundigt inden testen — fordi jeg fuldstændig glemmer at testen er ikke-diskriminerende. Det er ikke en test man kan forberede sig på. Den er uafhængig af skolegang, man skal ikke have særlige matematiske kundskaber og desuden er testen hemmelig og bruges kun én gang. Den næste test er ny og anderledes udformet, men med samme forudsætninger som denne. Alle der kan se kan tage testen og har nøjagtig de samme forudsætninger. Enten kan man eller også kan man ikke den dag man skal tage testen.

Nå men jeg gør mig færdig og da jeg har svaret på sidste opgave og lukker hæftet kan jeg høre højlydt sukken i lokalet og når jeg kigger rundt kan jeg se mænd og kvinder i alderen fra 18 til 70 år der sveder og ser meget bekymrede ud mens de stadig kun er halvvejs i hæftet. Det ekstreme ved situationen er, at jeg stadig er overbevist om at det er dem der har forstået det hele og mig der må have misforstået noget, fordi vi havde fået at vide at det var helt bevidst at testen var udformet så der næsten aldrig var nogen der kunne nå alle opgaverne. Så da jeg er færdig før tid er det selvfølgelig “mig der er noget galt med”.

Tiden er gået og hæfterne samles ind. Jeg har det dårligt. Jeg mærker allerede nederlaget, og jeg skynder mig hurtigt ud af døren uden at kigge nogle af de andre i øjnene, og løber ned til min bil. Jeg har kvalme, er svimmel og har svært ved at fokusere. Jeg føler koldsved under min t-shirt og jeg er i tvivl om at jeg overhovedet kan nå hen til bilen inden jeg besvimer eller om jeg overhovedet er i stand til at føre bil.

Jeg er en fiasko! Nu vil jeg bare gerne hjem til mig selv.

Svaret kommer

Der går tre uger og jeg er ved at have glemt mareridtet i universitetets testlokale, men så kommer der en mappe med afsender anført som Mensa Danmark A/S. Heri ligger et følgebrev og et certificat der ser sådan ud:

Som man kan se viser certifikatet at jeg ikke blot har bestået optagelsesprøven, men jeg har scoret væsentligt mere end man behøver for at blive optaget i Mensa.^[1] Jeg får sammen med certifikatet en invitation til at søge medlemskab af MENSA Danmark og MENSA International. Jeg er stadig sikker på at der må være tale om en fejl, men jeg vælger alligevel at søge medlemskab og er næsten lige så overrasket da jeg modtager mit medlemskort. Først nogle uger senere begynder det at dæmre, at jeg måske rent faktisk måske har et felt hvor jeg er en anelse over det gennemsnitlige.

Det ville alle andre unge mennesker have vidst for længe siden, for hvis man så tilbage på min skolegang så havde jeg allerede i folkeskolen et eksamensbevis hvor den laveste karakter var et enkelt 11-tal (resten var 13-taller) – vi brugte stadig 13-skalaen – og jeg lavede aldrig lektier i hele min skoletid. Lektier lavede jeg i frikvarteret efter timen fordi jeg ikke gad bruge tid på lektier når jeg kom hjem fra skole, og stile der skulle afleveres lavede jeg i spisefrikvarteret samme dag som vi fik dem for. Andre gange fik vi ved årets start udleveret opgavehæfter til tekstbøgerne (ja, sådan var det i gamle dage hvor man stadig brugte papir), som indeholdt alle opgaverne for hele året. Det første jeg gjorde da jeg kom hjem den første skoledag i et nyt år, var at løse alle opgaverne i hele hæftet så jeg slap for at tænke på lektierne resten af året, uanset om det var opgavehæftet til matematikbogen, dansk grammatik, engelsk, tysk, eller andre fag. Min mor undrede sig altid når hun spurgte om jeg ikke havde lektier for og jeg altid svarede “nej”, men hun kunne jo se at jeg klarede mig som jeg skulle i skolen, og de gange hun bad mig vise at jeg rent faktisk havde lavet mine lektier kunne jeg jo fremvise et udfyldt opgavehæfte eller en færdigskrevet stil.

---

Men ikke alt var fryd og gammen. Jeg var urolig i timerne, og mine forældre kunne ikke forstå hvorfor, da jeg normalt var velopdragen. Dengang vidste man ikke særlig meget om understimulerede børn, og siden har jeg selv arbejdet på skoler og erfaret at folkeskolen dengang ikke havde tilbud til elever der følte sig voldsomt understimulerede af manglende udfordringer. Den slags elever har man heldigvis tilbud til i dag. I min skoletid måtte jeg opfinde min egen underholdning for at få tiden til at gå – enten med en roman gemt i bogomslaget fra den bog vi var ved at gennemgå, eller ved at lave små kugler af papir eller viskelæder og knipse dem i hovedet på elever der sad et par borde foran mig selv.

Dengang var det bedste lærerne kunne tilbyde at jeg skulle springe en klasse over, for at give mig lidt mere stimulation, for mens de andre skulle i gang med at lære alfabetet, havde jeg læst bøger og aviser siden jeg var 3 år gammel. Men det ville mine forældre ikke høre tale om. Jeg skulle ikke få for høje tanker om mine egne evner. (I bakspejlet skal det dog siges at jeg faktisk er glad for denne beslutning. Jeg havde skønne klassekammerater og den klasse jeg var kommet i hvis jeg var rykket direkte fra 1. til 3. klasse, fik siden mange problemer med udfordrede børn, masser af mobning, fysisk vold og mange spirende stofmisbrugere, som tog meget af lærerens tid, så det var i virkeligheden mit held.)

Billedet var det samme i gymnasiet. Og i studietiden bestod jeg på samme måde alle moduler med 11 som den dårligste karakter.

De fleste havde på det tidspunkt erfaret at de – i al beskedenhed – havde tilstrækkelige evner til at klare sig hæderligt i livet. Men sekt-kulturen gennemsyrede min familie. Det samme så man da jeg begyndte at modtage eneundervisning i Cello som 5-årig hos en meget dygtig tysk konservatorie-professor, Prof. H. E. Deckert. Mine forældre ville give mig muligheden for at opleve glæden ved musik og det er jeg dem evigt taknemmelig for. At starte så tidligt var forudsætningen for at jeg udviklede mit absolutte gehør som jeg siden har været glad for i perioder hvor jeg selv har komponeret, både i bands i gymnasiet og senere bare for min egen fornøjelses skyld. Men min cello-professor havde flere ambitioner på mine vegne.

---

Cello-lærer vil have mig i specialundervisning

En dag vi forlader undervisningen og vi er på vej ud af hallen, kommer Professor Deckert løbende efter mine forældre, og jeg kan se at han er meget frustreret. Mine forældre giver tegn til at jeg kan vente udenfor, men jeg vil høre hvad det er han siger, for jeg tror jeg skal have skæld ud fordi jeg ikke have øvet mig godt nok. (Jeg var nemlig slem til at springe over hvor gærdet var lavest og havde ikke altid lyst til at øve mig). Men læreren hviskede mens han næsten spruttede. “Vil I ikke nok lade mig prøve? Vær søde! Han bliver til noget stort!”, næsten hvæsede han med sin let tyske dialekt. mine forældre protesterede venligt, men han afbrød dem og sagde: “Jeg vil undervise ham gratis, lige så mange timer som det kræver! Jeg kan se det når jeg endelig møder sådan et barn! Han SKAL have specialundervisning!“. Min cello-professor så slukøret og opgivende ud da mine forældre svarede, at “jeg blot gik til cello-undervisning som en fritidsfornøjelse og at det skulle forblive på et hobby-plan, for det var ikke den slags succes vi målte os på i vores familie.” Mine forældre sagde pænt farvel, og min tyske cello-professor stod og så ud som om han var ved at græde og hans underlæbe dirrede og lige inden mine forældre tog fat i døren til udgangen, råbte han: “Men jeg LOVER det! Han bliver til noget stort!”. Mine forældre smilede tilbage til ham og sagde blot: “Mange tak for de pæne ord. Vi ses i næste uge! God weekend!”.

Cello-professoren var lamslået og jeg har sjældent set en mere opgivende mand. Vi var et lille hold på 7 studenter som professoren personligt havde udvalgt sig blandt alle Aarhus Musikskoles elever, som gik hos professoren hver uge til en times eneundervisning (allerede dengang i 1977 kostede en enkelt time hos professoren 500 kr. og dem fik jeg 4-5 af om måneden), så jeg er ikke i tvivl om at mine forældre ville mig det godt, og at alt hvad de gjorde var gjort med de bedste intentioner. Jeg er ikke i tvivl om at min far tænkte tilbage til sin egen barndom hvor han havde oplevet nøjagtig det samme. Han spillede violin, og på et tidspunkt skulle han til at fokusere mere på “sin teokratiske fremgang”, og det han skulle øve sig nu for at blive rigtig dygtig, var mere end hans forældre syntes der skulle bruges tid på. Hans violin-lærer sagde nøjagtig det samme som min cello-professor: “Hvis det er penge det handler om, så underviser jeg ham gerne gratis!”. Men det ændrede ikke ved mine forældres beslutning, at min far selv havde oplevet samme situation som barn. Den stod fast, og endnu engang blev et ungt Jehovas Vidne “offer for ofre”.

En gang imellem mødtes vi alle 7 cello-studenter sammen med professoren som holdt sommerferieafslutninger, Juleafslutninger og andre arrangementer hjemme hos sig selv på sit smukke landsted ved Nordsminde, og vi var også alle med i Aarhus Junior Symfoniorkester. Jeg var dog kun med indtil mine forældre frygtede at jeg fik for meget “blod på tanden” og blev grebet af tanken om en karriere som professionel musiker, hvilket harmonerer dårligt med et liv som Jehovas Vidne, så til at begynde med var jeg ikke længere med til koncerterne for det krævede for meget øvelse, og da koncerterne var det man så frem til og jeg nu ikke længere mærkede disse kulminationer på et halvt års hårdt slid med at øve det der skulle opføres, så blev det for trist at spille cello, når alle mine venner fra holdet skulle spille koncert men jeg ikke skulle spille med, og så ophørte jeg med at spille Cello i en alder af 17 år. Ofte var problemet at en koncertaften faldt sammen med en mødeaften, og så var der naturligvis ikke tvivl om at det var mødet der skulle prioriteres – også selvom koncertaften kun forekom to gange om året (Senere fandt jeg ud af at 3 ud af de 7 elever som professoren havde gidet at bruge kræfter på, i dag er professionelle koncert-cellister så langt væk som Sidney og Italien og så tæt på som Odense.)

Til sidst ville min tyske cello-professor udelukkende koncentrere sig om dem der havde store ambitioner om at gøre noget virkeligt ved deres karriere som professionelle musikere. Han meddeler derfor pr. brev til mine forældre at han ser sig nødsaget til at opsige samarbejdet på mine forældres nuværende vilkår, men at jeg altid er velkommen, såfremt mine forældre skulle ændre holdning. Prof. Deckert har snakket med en kvindelig cellist fra Aarhus Symfoniorkester, som han selv havde oplært, og som gerne vil tage mig i fortsat undervisning selvom mit ambitionsniveau ikke var at blive professionel koncertcellist. Men jeg er knust. Hun har ingenlunde den verdensanerkendte professors format, og selvom det var af mindre betydning, da mit ambitionsniveau også blev holdt i ave, så var jeg kommet til at holde utrolig meget af min professor. Jeg ligger på min seng og græder en hel dag fordi jeg har mistet min cello-professor — og der var intet jeg kunne gøre ved det. Den kvindelige cellist fra Aarhus Symfoniorkester viser sig dog at være vældig sød og jeg får nogle få år mere hos hende, men det er meget stejlt op ad bakke. Hun er tilhænger af helt andre teknikker end min gamle tyske cello-professor og der går lang tid med blot at lære hendes nye holdninger til bue-teknik og fingervinkler på gribebrættet fordi hun (typisk for krukkede professionelle symfoniske musikere der altid er i indbyrdes strid) vil “vende mig af med nogle af mine gamle uvaner”, som hun kalder dem. Der går et par år før jeg er ved at have hendes idéer om spilleteknik på plads, og i al den tid har jeg ikke udviklet mig som musiker, og jeg er ved at være led og ked af det hele, og midt i min gymnasietid fortæller jeg mine forældre at jeg vil holde op med at spille Cello, hvilket de forstår og accepterer. Men for mig er det et nederlag og endnu en ting jeg må ofre på sektens “alter”.

---

Dengang vidste jeg det selvfølgelig ikke, men alle disse ting jeg må ofre op gennem min barndom og ungdom hører jo med til bunken af kostabare “investeringer” der bidrager til den kognitive dissonans der opstår når man begynder at opdage at det man engang troede på slet ikke er “sandheden”. Det er ikke kun Scientologer der investerer meget i deres religion. Alle der er med i en kult kommer til at investere af deres drømme, deres håb, deres ambitioner, deres midler, deres lyster, deres talenter, deres tid, deres barndom, deres venner, deres selvrespekt, osv. Og selvom et barn ikke ved noget om den slags, så er det med til at give det voksne Jehovas Vidne – også dem med en høj begavelse – en følelse af at have investeret så meget at tanken om at det hele er “varm luft” er så ubærlig (eller den kognitive dissonans er så uudholdelig), at man er nødt til at rationalisere alle de beslutninger man har taget gennem livet hvor man har bragt ofre (eller “investeret i kulten”) så man kan forsvare den kult man tilhører til sidste blodsdråbe.

Og af den grund sker det exit som nogle til sidst vælger, ofte med alt mellem 1 og 20 års forsinkelse, fordi man bare ikke kan udholde tanken om alt hvad man har investeret og mistet, hvis det hele blot er en illusion. Og vi ved at mennesker hellere vil tilpasse deres holdninger end deres handlinger, selvom det altid er sundere at ændre sine handlinger – i dette tilfælde ved at gribe om ondets rod og skynde sig ud af den destruktive kult. Dette er ganske uafhængigt af intellekt. Og for hver gang man udskyder det uafvendelige bliver det kun sværere og sværere at bryde med livet i kulten.

---

Et dygtigt kulttrick, som det jeg omtalte i del 7 hvor jeg omtalte den falske bevisførelse hvor man adskiller udelelige begreber og ender med at stå med “gode venner der i virkeligheden er onde” (se del 7 i afsnittet “Når gode venner bliver onde”), så oplærte man både mig og alle andre børn i at tænke på samme måde, så man nemt kunne føre denne tænkning over i voksenlivet. En dag for nogle år siden besøgte jeg en af Jehovas Vidners “ældste” som stadig har kontakt med mig, og som jeg – uden at jeg vil “angive” ham for tydeligt her i artiklen – godt kan afsløre er akademiker på det naturvidenskabelige felt, gymnasielærer og et af de højest begavede Jehovas Vidner her til lands, ekstremt belæst, med et usædvanligt højt intellekt og begavet med en udpræget kreativ og kunstnerisk sjæl. I virkeligheden tør jeg godt hævde at jeg næppe har mødt mange mennesker med et så alsidigt et intellekt som han, og vi udveksler stadig af og til regelmæssigt lange breve med hinanden. Men da jeg en dag for en del år siden var sammen med ham – omkring 15 år efter jeg havde afskrevet mig selv fra Jehovas Vidner – stillede jeg ham to spørgsmål og da han svarede mig gav det pludselig et sug i maven som om jeg sad i et »tidsparadoks« og hørte hvad der lige så godt kunne have været mig selv der snakkede — blot 25 år tidligere:

Jeg stillede min højt begavede ven to spørgsmål

Spørgsmål 1:

Det første jeg gerne ville snakke med ham om var det paradoks der generede mig – ligesom det generer andre og som danner forudsætningen for hele denne føljeton – nemlig det faktum at han var blevet Jehovas Vidne som en højt begavet voksen mand og ikke var født af Jehovas Vidner.

Så jeg startede med at spørge: “Jeg ved du ikke har været Jehovas Vidne fra din barndom, men blev indfanget af et eller andet der talte til dig. Men hvorfor læste du ikke også en bog som f.eks. »Samvittighedskrise« af Raymond Franz?”

Til det svarede min ven: “Jeg læste faktisk flere kritiske bøger, men ingen af dem havde bedre argumenter end dem jeg fandt i de svar jeg fik enten i Vagttårnsselskabets litteratur eller de Jehovas Vidner jeg snakkede med.”

Jeg fortsatte med at spørge: “Men hvad læste du, da?”

Min ven svarede: “Jeg kan ikke huske hvad de forskellige bøger hed, men jeg læste i hvert fald én enkelt bog der hed »Jehovas Vidners slave i 30 år«^[2] og så læste jeg [jeg husker ikke bogens titel].« Men sigende var det, at den mest interessante bog at læse hvis man vil have indblik i organisationens inderste “maskinrum” jo stadig er »Samvittighedskrise« af Raymond Franz, eftersom han selv sad i det styrende råd. Der er heller ingen tvivl om at det ubetinget er den bog der i tiden siden 1981 har åbnet øjnene på flest Jehovas Vidner, fordi den har virket som “forhænget” der bliver trukket til side i “Troldmanden fra Oz” og det afsløres at der slet ikke findes nogen magisk troldmand, men at det hele blot er en illusion styret af en lille mand der trækker i en masse håndtag og ringer med klokker or trutter i båthorn. Det er det uigendrivelige indblik, som ikke kan gøres uset. Men lige netop denne bog var han sprunget uden om.

Jeg spurgte igen: “Men hvorfor læste du dog ikke »Samvittighedskrise«? Den er jo trods alt ikke skrevet af en ‘Hr. Hvem-Som-Helst’ ligesom dig og mig, men en person der kan fortælle ting som hverken du eller jeg nogensinde ville få en chance for selv at være vidner til.”

Han svarede med to forskellige svar og det var hér jeg kunne høre hvordan Jehovas Vidner sidder uhjælpeligt fast i det “barnestadie” (omtalt i 2. del af »Jans historie« i del 9) man bevidst har placeret dem på, så alt hvad sekten siger lyder “klogt og sandt”, og at han samtidig var offer for lige netop den logiske fejlslutning og uredelige argumentationsform der bestod i at tage noget der er udeleligt og alligevel “tvangs-opdele” det i to dele, nemlig i “sande sandheder” og “usande sandheder”.

Så han svarede: “Lige netop den bog har jeg holdt mig fra, fordi jeg har set hvor mange der har mistet troen på grund af det der står i den. Den er formentlig så velskrevet at den formår at føre troende meget dygtigt bag lyset …”

Jeg afbrød ham: “… men er det ikke lige netop et argument for at det netop er den bog man skal læse, at den indeholder viden som ingen Jehovas Vidner før har haft?“

Men han sagde: “Nej, ikke nødvendigvis! Man kan jo ikke udelukke at der er tale om en dæmonisk tekst, så bogen i virkeligheden får bugt med vidnernes tro fordi de lukker dæmoner ind i deres sind ved at læse bogen.”

Hvis der er én ting, alle der har læst »Samvittighedskrise« af Raymond Franz, ved, så er det at bogen ikke er et ondsindet eller hadefuldt angreb på Jehovas Vidner. Tværtimod! Franz taler med stor affektion om de mennesker han navngiver i bogen som personer han stadig nærer en dyb og inderlig kærlighed til, og i sin bog bebrejder Raymond Franz – mere end nogen anden – sig selv. Bogen forfalder ikke til ubehagelige personangreb og er det mest mesterlige skoleeksempel på hvordan en sober bog om Jehovas Vidners virke skal skrives. Og det er derfor så mange er vågnet af deres komatøse tilstand – ikke fordi det er “en dæmonisk tekst” men – fordi Franz netop ikke lever op til den forudindtagede holdning om at hans opgør med Vagttårnsselskabet var motiveret af had, misundelse, nid eller nag, men af ren og skær kærlighed til næsten, og han var slet ikke som de “sindssyge, dæmonbesatte, galninge”, som ikke længere vil “vente på Jehova, men i stedet vender sig for at slå deres tidligere medtrælle” (sådan som de beskrives af Vagttårnsselskabet, med henvisning til Mattæus 24:48-49^[3]), og derfor kan dem der læser bogen ikke genkende den stereotype fremstilling af frafaldne som man finder i Vagttårnsselskabets beskrivelse af dem.

Men så er det de har et “backup-svar” der i bund og grund fortæller, at hvis alt bogen viser dig tydeligvis er sandt og det endda er dokumenteret ved indkopierede originaldokumenter fra Vagttårnssektens ledelse, så er det ganske enkelt “fordi bogen er inspireret af dæmoner som kan få selv de største løgne til at fremstå som sandheder”. Og på den måde kan man aldrig vinde et argument med et Jehovas Vidne. Det er ligesom den ven (omtalt i del 7), som altid har været “god” men som pludselig bliver “ond” fordi man en dag opdager at han er et frafaldent Jehovas Vidne. Pludselig får al den “godhed” man har observeret, gennem de mange år hvor man ikke vidste han var et “frafaldent” ex-Vidne, pludselig får en ny indpakning som “ond godhed” eller “falsk godhed”, og på samme måde bliver de sandheder der så uomtvisteligt fremføres og dokumenteres med originale dokumenter, som de f.eks. gør i »Samvittighedskrise« stadig til uvederhæftige løgne.

Spørgsmål 2:

Jeg vidste at min vens verdensbillede selvfølgelig først og fremmest var funderet i Vagttårnsselskabets dikterede ideologi, men også i et naturvidenskabeligt verdenssyn, så jeg kunne ikke lade være med at spørge til hans mening om alle de fuldstændig naturstridige oplysninger man finder i beretningen om vandfloden og Noas ark. Men da jeg spurgte ham om alle de logiske ting som …

1. Er du bevidst om det absurde i at insistere på at det hebraiske ord ’Erets’ absolut skulle bruges i betydningen jordkloden når det i Bibelen også anvendes i fem andre betydninger som dækker over afgrænsede geografiske områder?
2. I en artiklen fra Vågn Op! i 1977, citerer man fra et værk hvis argumentation kun giver mening hvis man antager forfatterens kreationistiske fordringer om at jorden kun er 6000 år gammel. Betyder det at Vagttårnsselskabets holdning også er, at jorden kun er lidt over 6000 år gammel? (Det vidste jeg udmærket at Vagttårnsselskabet ikke mener).
3. Er det eneste bevis på at alle planter har overlevet under saltvandet i en sådan vandflod, det citat man har angivet i Vagttårnet for 1966 om at kultiverede oliventræer kan overleve i “en tid” under vand?
4. Er du klar over at Vagttårnets eneste bevisførelse for, at jorden var mere jævn på Noas tid, er den artikel fra Scientific Monthly fra 1949, som man f.eks. har citeret i w68 15/7 og at denne artikel i øvrigt slet ikke handler om jordens beskaffenhed for 5000 år siden men fra 65.000.000 år siden?
5. Er du bevidst om det umulige i forståelsen af “vandene oventil” som værende en massiv vandbaldakin, alene grundet det massive tryk på flere hundrede atmosfære, som en sådan ville øve på den menneskelige fysik?
6. Har du nogensinde tænkt over, at det antal arter der findes i nutiden sammenlignet med det antal som Skabelsesbogen siger Noa var nødt til at have med i arken, ville kræve at der har udviklet sig en ny art for ca. hver 110. dag, mens evolutionsteorien fastslår at der går ca. 5000 år mellem udviklingen af en ny særskilt art, så hvis man fastholder at alle nutidens arter kommer fra de dyr Noa havde med i arken, så skal man også anerkende en en evolution af nye arter der går ca. 16.000 gange hurtigere end det foreslås i den evolutionsteori som Jehovas Vidner nægter at antage.
7. Hvordan kom kænguruer og næbdyr tilbage til Australien, som er det eneste sted de lever, når der nu er mange tusinde kilometers vand til alle sider rundt om Australien?

… havde jeg forventet at han ville prøve at argumentere mod alt dette så godt som han nu kunne, men i stedet overrumplede han mig fuldstændigt!

Min ven svarede: “Jeg har selvfølgelig tænkt over alle disse ting, og jeg er grundlæggende enig med dig i at der er problemer med Vagttårnsselskabets fastholdelse af den bogstavelige tro på Vandfloden og personligt tror jeg, at det er én af de ting vi bliver nødt til at revidere på et tidspunkt.”

Jeg tænkte umiddelbart at det jo var forfærdeligt at man kunne tænke sådan, hvis man samtidig troede at Gud åbenbarede sandheden for de ledere man viste blind tillid. Det var jo det samme som at sige at man sagtens kunne leve på en midlertidig løgn. Og så sagde han de “magiske ord” der igen beviste at Jehovas Vidner er en kult hvor ingen må tænke selvstændigt, for selvom ordvalget var lidt anderledes end min fars da jeg fremholdt nøjagtig de samme spørgsmål for ham og han svarede at det kun var “små skyer på en ellers smuk blå himmel som han ikke ville lade skygge for [sin] sol”, men blot med et lidt andet ordvalg.

Min ven svarede videre: “Men det er kun en lille plet på et kæmpestort og flot maleri af alle de kommende goder jeg har i udsigt, og den lille plet må ikke få lov til at ødelægge mit ellers så smukke maleri.”

Jeg svarede ham ikke yderligere.

---

Jeg vidste at jeg kæmpede mod uviljen til at erkende det rigtige og havde på det tidspunkt nok viden om kognitiv dissonans til at vide, at jeg lige så godt kunne lade være med at svare ham yderligere, så vi lod emnet ligge og snakkede om noget andet.

Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvad min far havde sagt da jeg stillede ham det første spørgsmål om værdien af at læse en bog som »Samvittighedskrise«, og mit argument var at en tro der er funderet i den ultimative sandhed jo må kunne “stå på mål” for hvad som helst, og bære de argumenter der kommer fra kritiske kilder.

Min far svarede: “Det kan den måske også – men det er at give rum for tvivlen. Og tvivlen er som en »brændende ild der kan fortære alt« – også til sidst min tro – og den chance vil jeg ikke tage.”

Og det havde min far fuldstændig ret i. Tvivl er som “en ild” der kan fortære en tro — men kun en tro der ikke kan modstå “varmen fra denne ild”. Ild “renser” også og man bruger netop ilden til at “lutre” metaller for urenheder, så hvis det man tror er godt, sandt og rigtigt, så sker der intet ved at udsætte det for “tvivlens ild”. Så jeg kunne ikke lade være med – i den størst tænkelige kærlighed – nænsomt at udfordre min far.

Jeg svarede min far: “Men hvis troen er holdt i live fordi man pakker den ind i »brandhæmmende isolation«, hvad er det så for en tro? Det er jo en tro der ikke kan bære når det gælder.”

Det næste nøjedes jeg med at tænke, for jeg elskede min far og der var ingen grund til at ødelægge den gode stemning. Jeg kunne se han havde fået nok at tænke over, men jeg tænkte:

---

Konklusionen på ovenstående er, at man – som med alle medlemmer af en kult har sikret fire ting:

1. At den kognitive dissonans konsekvent løses med metoder der altid falder ud til fordel for sekten.
2. At medlemmerne langsomt men sikkert placeres på et “børnehave-niveau”, der giver dem en falsk følelse af at de rent faktisk gør store fremskridt, mens det man i virkeligheden har gjort er at “nulstille” det udmærkede kognitive niveau som de allerede befandt sig på inden de lod sig rekruttere af kulten.
3. At sikre at medlemmet har investeret så meget – uanset om dette er tid, penge eler følelser – i kulten, at smerten ved at skulle erkende at det hele har været spildt på “varm luft” er så stor at din hjerne vil få dig til at foretrække at forblive i den fejlagtige overbevisning.
4. At prisen ved at forlade kulten er så høj og skræmmende, at selv højt begavede mennesker ikke kan overskue så omfattende konsekvenser.

---

Fodnoter

---