HVEM TROR PÅ NOGET SÅ TÅBELIGT?

— Del 15: To tidligere Jehovas Vidner jeg selv kender indgående

– Epilog

Hvis man tror det var svært at skrive om sønnens levevis som stofmisbruger de sidste mange år af hans liv som kultmedlem, er det ingenlunde mindre svært at skrive om hvad dette gjorde ved den nu afdøde far, og alle skal vide at dette er gjort efter lang tids nøje overvejelse. Nærværende afsnit har været slettet fra føljetonen flere gange inden den til sidst blev udgivet, da den afdøde far ikke har haft nogen mulighed for at tilkendegive hvorvidt han ønskede denne del af sit liv offentliggjort. På den anden side efterlader faderen i historien sig ikke andre familiemedlemmer end sønnen som kan træffe denne afgørelse, og sønnen har besluttet at denne del af historien beskriver hvordan kognitiv dissonans i sin aller yderste konsekvens påvirker sindet og hvor farligt det kan være for et menneskes psykiske velvære, såfremt denne kognitive dissonans ikke erkendes og adresseres korrekt.

Vi adresserer alle kognitiv dissonans på større og mindre områder hver eneste dag. Hjernen gennemløber hele tiden processer der retfærdiggør vore valg. Ofte er det slet ikke en bevidst handling, som når vi f.eks. kører 90 km/t på en strækning hvor man kun må køre 80 km/t, hvor vores hjerne helt uden at vi tænker over det har overbevist os om at vores travlhed – fordi vi måske er ved at komme for sent til et vigtigt møde – er tilstrækkelig retfærdiggørelse af at vi udsætter os selv, eventuelle medpassagerer og andre trafikanter for en øget fare. Til bearbejdelse af modsætningsforholdet mellem det amoralske i at udsætte andre for en øget risiko for død og invaliditet, ligger der allerede i vores selvbevidsthed færdiggjorte rationaliseringer der fortæller os, at “vi er rutinerede bilister med bedre kørefærdigheder end gennemsnittet”  1  og at “fartbegrænsningen er anført af hensyn til bilister der er ringere end os selv”, at “det møde vi skal nå er så vigtigt at den øgede risiko er acceptabel”, og et væld af andre mere eller mindre bevidste rationaliseringer.

Det kan også være i mere gennemtænkte eller velovervejede situationer, hvor vi skaber en umiddelbar uoverensstemmelse mellem det vi gør og det vi ved er det rigtige at gøre, som når vi f.eks. retfærdiggør en uberettiget sygemelding til arbejdet med at vi ganske enkelt er “nødt til” at tage en fridag, for ellers så bliver vi syge og så må arbejdet måske undvære os meget længere, så “i virkeligheden gør vi vores chef en tjeneste” ved at tage en sygedag nu, så det ikke bliver nødvendigt at tage langt flere sygedage ved en senere lejlighed, eller andre måder hvorpå vi dulmer den uoverensstemmelse mellem vores normale moral der byder os at tale sandt og være pligtopfyldende og det faktum at vi netop har ringet og fyldt vores chef med løgn.


Det værste eksempel på kognitiv dissonans jeg har set så jeg hos min egen far. Der er næppe mange tilbage der ikke er klar over at faderen og sønnen i del 12-14 af denne føljeton omhandlede undertegnede og min egen far, og selvom jeg senere har erkendt at jeg i mange år var vidne til et utal af Jehovas Vidner der håndterede deres kognitive dissonans ved gentagne gange at tilrette deres holdninger så de harmonerede med deres handlinger, så må jeg sige at det mest uhyggelige eksempel på kognitiv dissonans er et jeg oplevede i min egen familie — og pudsigt nok havde det ikke relation til min fars religion, men det faktum at jeg havde udviklet en narkomani der var så ekstrem at det hver dag var et spørgsmål om jeg overlevede denne afhængighed af stoffer, eftersom jeg allerede flere gange havde været fundet død på et offentligt toilet og genoplivet på skadestuen efter en overdosis af heroin.  2 

Mine forældre var blevet orienteret efter at kredstilsynsmanden – som omtalt i forgående afsnit – fandt mine stoffer og iværksatte at nogle få betroede mænd i menigheden begyndte at sætte en plan for at få mig i misbrugsbehandling på skinner. Desværre var det dengang langt sværere at komme i misbrugsbehandling end det er i dag hvor der er en lov der foreskriver at alle misbrugere skal have tilbud om behandling inden for 14 dage efter de henvender sig. I mit tilfælde var der 4 måneder til jeg overhovedet kunne komme med i overvejelserne om hvem der skulle i behandling,  3  da årets bevillinger var opbrugt (det var i sensommeren 2000). Så indtil da måtte jeg klare mig som jeg bedst kunne, og da misbruget tydeligvis ikke var noget jeg selv kunne få under kontrol var politikken på daværende tidspunkt den skræmmende banale at vedkommende havde overlevet som misbruger indtil nu, så man måtte blot satse på at vedkommende kunne holde sig i live og ude af fængsel indtil en plads blev ledig på det behandlingshjem kommunen samarbejdede med.


Der sker mange ting i denne periode efter man har opdaget mit misbrug af illegale stoffer og denne oplysning er kommet ældsterådet for øre. Blandt disse oplevelser var et bizart hændelsesforløb, hvor jeg bliver udstødt, afgørelsen omstødes af et appeludvalg som jeg ikke selv har bedt om. (Det skete efter indgriben fra afdelingskontoret der betragtede sagen som fejlbehandlet). Alt dette vil også blive beskrevet i den mere deltaljerede og særskilte beretning om den periode i mit liv som fører op til mit ophør som Jehovas Vidne, som vil udkomme senere her på JVinfo•NU.


Det var i denne lange periode at min far oplever det værste eksempel på kognitiv dissonans som jeg nogensinde har været vidne til. Dengang forstod jeg selvfølgelig ikke mekanismerne bag det der skete, men siden har jeg læst og forstået meget mere om disse. I min fars psyke var der så mange sammenstød mellem forskellige kognitioner at hans hjerne ganske enkelt lukkede ned for at beskytte min far mod en varig sindslidelse. Hvordan det skete skal jeg vende tilbage til om lidt, men først skal vi se på de modstridende kognitioner min far måtte kæmpe med:

KognitionStrider imod
Beninu har en god begavelse og ved at stofmisbrug er livsfarligtBeninu tager stoffer
Narkomaner kommer normalt fra dysfunktionelle hjem
hvor de ikke har fået kærlighed
Beninu har fået masser af kærlighed
Jeg har normalt ikke forståelse for mennesker
der elsker og forbliver tro mod en stofmisbruger
Jeg elsker min søn – som er narkoman
– og jeg vil aldrig svigte ham
Jeg opfatter narkomaner som ubegavede mennesker
der ikke kan træffe kloge valg i livet
Beninu er ikke ubegavet
Narkomaner dør som regel i en meget ung alderJeg vil ikke miste min søn

Problemet med disse kognitioner er at de er så modsatrettede at der ikke findes en rationalisering der giver mening og kan lindre den kognitive dissonans, så til sidst “trækker min fars hjerne i nødbremsen” og opfinder en parallelverden hvor det hele er en stor eventyrlig løgn.

Min far fik det man i gamle dage kaldte et nervesammenbrud!  4 

Min mor har næppe været mere bange end den aften min far pludselig kommer ind til hende på badeværelset og smiler stort og fortæller hende at han ”har regnet det hele ud“. Min mor kigger på ham med en blanding af undren og rædsel, mens han fortæller at det pludselig er gået op for ham, at alt hvad de har været vidne til da de hastede til Aarhus og fandt deres søn som en syg afpillet narkoman omgivet af kanyler og stoffer og som gang på gang stak af fra hjemmet og kom stærkt påvirket tilbage og som endte med at smide sine forældre ud efter et kæmpe skænderi, alt sammen ”bare var ét stort genialt skuespil som jeg havde iscenesat for at få en opmærksomhed jeg åbenbart trængte til“. Med et stort smil rækker min far armene frem og omfavner min mor og siger: ”Vores søn er slet ikke narkoman – det er bare noget han foregiver for at få opmærksomhed.“

»Vores søn er slet ikke narkoman — det er bare
noget han foregiver for at få opmærksomhed«

Min far havde håndteret meget stress og masser af ansvarsopgaver i sit liv i Vagttårns-sekten, men denne helt uventede drejning i hele hans verdensbillede, hvor alt er blevet vendt på hovedet, hvor det sidste menneske i verden han kunne forestille sig ville ende i stofmisbrug, rent faktisk er endt lige netop dér – som stiknarkoman – var mere end hans sind kunne tåle, og min far oplevede en kognitiv dissonans så voldsom at sindet ikke kunne finde nogle forklaringer der var acceptable i min fars verdensbillede, så hans hjerne var nødt til at opfinde et “parallelt verdensbillede” – en fantasiverden – som kunne rumme denne grusomme virkelighed han pludselig blev vidne til.

Det var formentlig det eneste tidspunkt i 20 år, hvor jeg var lykkelig for at mine forældre boede på Betel, for 80 af deres nære venner boede mindre end 50 meter væk, og på et øjeblik havde min mor fået fat på en håndfuld af de mænd der kendte min far bedst, og et øjeblik efter kom en ambulance der hjalp ham på psykiatrisk afdeling.

Heldigvis var det min far oplevede, en meget kortvarig psykose, som gik i sig selv efter en enkelt nat på psykiatrisk afdeling og en samtale med en psykolog, og virkeligheden stod igen klar for min far. Men den stedlige psykiater udskriver dog beroligende medicin til min far som han beordrer ham til at tage i små daglige doser i en periode indtil han havde forligt sig med tanken om at jeg var narkoman, og formentlig ville han være nødt til at blive ved med at tage dem indtil jeg var kommet i behandling og min far vidste, at jeg igen var i trygge rammer.

En lussing med 16 års forsinkelse

Jeg ved ikke om min far overholdt ordinationen og fortsatte med at tage de beroligende tabletter i den foreskrevne periode som forløb ca. 4 måneder eller om han inden da havde følt sig tilstrækkelig stærk til at han kunne ophøre med medicinen. Men da jeg skulle tømme mine forældres dødsbo i 2015 fandt jeg et glas beroligende tabletter der var næsten fyldt, og jeg kunne se at det var udskrevet i år 2000 præcis omkring det tidspunkt hvor jeg havde haft et kæmpe skænderi med mine forældre der endte med at jeg smed dem ud. Næste gang jeg havde set dem var 1½ år senere i 2002, da jeg var færdig med at være i behandling.


Historien om faderen og sønnen er slut for nu, for nu skal vi til at se hvordan disse dramatiske begivenheder i sønnens ungdom, får hans liv til at tage så markant en drejning at de to personers liv der indtil for få år siden havde udviklet sig nogenlunde parallelt, nu for alvor begynder at bevæge sig i hver sin retning. Faktisk skal det vise sig at sønnens umiddelbare ulykke – at havne i et livsfarligt stofmisbrug – skal blive vendt til den største gave sønnen nogensinde har fået.

Det ultimative paradoks er, at det at ende som stiknarkoman også blev til den største befrielse sønnen har oplevet i hele sit liv.

Hvis du vil vide hvordan, skal du læse del 16 (tryk NÆSTE »)


1. Det er interessant at en undersøgelse foretaget af FDM viser at praktisk talt alle ud for spørgsmålet om hvorvidt de har kørefærdigheder der er enten ‘under gennemsnittet’, ‘gennemsnitlige’ eller ‘over gennemsnittet’, svarer at deres kørefærdigheder ligger ‘over gennemsnittet’. Der skal ikke meget kendskab til matematik til at vide at dette ikke kan lade sig gøre, da en hvilken som helst repræsentativ gruppe af bilister nødvendigvis vil have en andel der ligger under gennemsnittet for at der overhovedet kan eksistere et gennemsnit.
2. Heroin er – ligesom morfin – et stof i gruppen af opioider, og de er alle karakteriseret ved at give en følelse af rus og velvære og en meget behagelig ligegyldighed overfor alle de problemer der ellers hober sig op omkring én selv. Problemet med at købe Heroin der er fremstillet illegalt er at man ikke altid kender stoffets styrke, og selvom man er tilvænnet kan man pludselig uforvarende komme i besiddelse af stof der er så potent at kroppen slapper så meget af at de muskler der normalt styrer åndedrættet også slapper af, og grundet den manglende vejrtrækning ender misbrugeren med at blive kvalt. Ofte er en bivirkning ved indtag af morfin-lignende stoffer som fx heroin også, at hosterefleksen lammes, og da indtag af heroin ikke sjældent er forbundet med opkastning vil en person der ligger på ryggen i sin rus ikke have den naturlige hosterefleks der vil fjerne det maveindhold der ved opkastning stopper personens luftveje, og misbrugeren vil kort efter dø af kvælning.
3. Overvejelserrne baseres på mange sammenfaldende faktorer, som f.eks. om man har været i behandling mange gange før og regelmæssigt falder tilbage i stofmisbrug, om man vurderes som en ressourcestærk person, om man har et godt netværk blandt ikke-misbrugere, osv.
4. I vore dage ville man kalde et ‘nervesammenbrud’ for en psykose.

Sider: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20

3 kommentarer

  1. Jeg er selv gået i gang med at lave et site, der sammenligner klassisk kristendom med Jehovas vidner.
    Jeg vil meget gerne have kommentarer på det, hvis der noget i analysen i Jehovas vidners teologi I mener jeg skildre forkert
    site: https://vagttårnet.dk

    Christian

    1. Udvikler

      Kære Christian,
      Beklager – der har været en fejl på min server så mails blev omdirrigeret til en forkert adresse, så jeg ikke fik opdateringer hvis der kom kommentarer på artikler.
      Jeg kan se du har skrevet for 10 måneder siden, men du er velkommen til at skrive til mig på admin@jvinfo.nu såfremt du stadig har et ønske om at jeg ser på nogle af de accentueringer der findes mellem JV og konventionel kristendom – og her vil jeg nok føle mig på sikrest grund såfremt vi taler den Luthersk/Protestantiske kristendom, da det er her jeg kender flest kilder der kan hjælpe mig med at verificere min forståelse af konventionel kristendom, såfremt der er spidsfindige detaljer jeg ikke er bevidst om.
      (Som eksempel kan jeg nævne at jeg havde glemt at “gendåb” i konventionel kristendom er en synd, og i et spørgsmål om JV betragter gendåb som en synd, fik jeg sagt at de ikke praktiserer “gendåb” og derfor ikke har udtalt sig om dette, men det er jo faktuelt forkert da de jo døber masser der tidliger har været medlemmer af andre kristne trossamfund, og dermed forbryder sig mod troen om at “gendåb” er en synd set med konventionelle kristne briller).
      Endelig skal jeg understrege at det aldrig vil kunne blive en holdningsdebat for mig, men alene en faktuel da jeg personligt er ateist. Men det ændrer ikke ved min interesse for kirke- og religionshistorie så derfor har jeg visse kvalifikationer til at give faktuelle svar på dine spørgsmål vedr. accentueringer, og jeg ser gerne på din hjemmeside hvis det stadig har interesse.
      Lad mig høre på admin@jvinfo.nu hvis du stadig er interesseret i min kommentar.

      Rigtig glædelig Jul

      Bedste hilsener
      Beninu Andersen, ansv. red.


Skriv et svar