HVEM TROR PÅ NOGET SÅ TÅBELIGT?

— Del 10: falske argumenter

Som nævnt i slutningen af forgående afsnit har manipulerende grupper ofte et helt arsenal af “skræddersyede” rationaliseringer klar, som er så bedragerisk udformet at enhver Kognitiv dissonans hos medlemmerne bliver forløst — til fordel for gruppen. Lad os se på hvordan man gør dette i praksis:

Når man deler begreber der ikke kan deles

Et af disse midler består i at tage noget der er et helt og aldeles ensidigt og udeleligt koncept og opdele det i to koncepter (selvom det ikke er muligt!). I del 7 af denne føljeton, så vi det manifesteret i den tidligere hypotetiske ven der viste sig at tilhøre den onde “Gruppe A”, hvis godhed blev gjort værdiløs ved at redefinere den som en “vildledning”, så ligegyldigt hvor meget godt vennen gjorde var det blot et “bevis på” hvor bedragerisk vennen var. I dette tilfælde blev godhed inddelt i “ægte godhed” og “falsk godhed”, og godheden fra medlemmer i “Gruppe A” var altid “falsk godhed”. Problemet med denne form for argumenter er at “falsk godhed” er et falsk argument fordi der ikke er noget der hedder “falsk godhed”, for “falsk godhed” er ikke “godhed” — det er “ondskab”.

Man kan illustrere det ved at stå ved en fodgængerovergang der er lysreguleret. Vi ved fra vores barnelærdom (uanset om vi altid følger den) at når der er “rødt lys” skal vi vente og når der er “grønt lys” må vi gå. Der er kun de to muligheder, men argumentationsformen ovenfor svarer til at jeg måske følges med en sidemand og som lyset skifter fra rødt til grønt udbryder han: »Så nu siftede det fra “falsk grønt” til “sandt grønt”!« Når man illustrerer det på denne måde står det lysende klart at der ér udelelige koncepter, som ikke har flere end én variant. Det som alle andre kalder “rødt” er jo ikke “falsk grønt“. Der findes ikke begreber som “sandt grønt” og “falsk grønt”. Der findes bare “grønt“.

Det samme ser man f.eks. når Bibelens forfattere vil prøve at opdele et andet udeleligt begreb som “visdom“. Dette opdeler bibelskribenter ofte i “sand (guddommelig) visdom” og “falsk (verdens) visdom”. Den sidstnævnte “form for” visdom omfatter f.eks. filosofi, logiske ræsonnementer, bevisførelse, videnskab, osv., og denne form for “falsk” visdom afvises i flere af bibelens bøger, herunder – som vi allerede har set tidligere – Ordsprogenes Bog og Romerbrevet. Men Første Korintherbrev tager konceptet et skridt videre:

I kapitel 1 får bl.a. følgende lærdom:

Og i kapitel 3 vers 18-19 fortsætter den “betimelige” vejledning:

At disse skriftsteder naturligvis kan have en langt sundere og mere afbalanceret betydning for andre troende (af mindre dogmatisk observans) er selvklart ikke utænkeligt, men det er skriftsteder som disse kult-ledere bruger som en slags “knager” hvorpå de kan hænge sine doktriner og – ikke mindst – trække dem ned over hovedet på alle andre medlemmer.

Men når man benytter argumenter som at “Gud har gjort verdens vise dumme, så de ikke forstår Guds visdom“, så kan man jo argumentere mod alt, for svaret hos dem der ikke forstår de absurde og meningsløse argumenter fra kultens medlemmer vil blot kunne sige: “Det er klart at kritikerne synes min tro er tåbelig, for Jehova har gjort den uforståelig for verdens vise mænd.” Og sådan får man dygtigt placeret en uigennemtrængelig mur mellem absurde overbevisninger og forsøg på logisk argumentation.

Men de maipulerende kulter har flere tricks i ærmet, som f.eks. narrativet om at være forfulgte og undertrykte. Her er tricket det modsatte af det vi lige har set ovenfor hvor man tog et udeleligt begreb og deler det i to. Når man vil påvise at man er udsat for forfølgelse, gør man i stedet det modsatte.

Når man tager to uafhængige begreber og samler dem i ét

Lad os først få helt på det rene hvordan vi definerer ’forfølgelse‘, så vi har et klart billede af konceptet, så vi kan se hvordan kulter misbruger dette koncept når de prøver at fremstille sig selv som udsat for forfølgelse, diskrimination, undertrykkelse, osv.^[1]

Så når man kritiserer en gruppe, hvad enten det er et politisk parti eller en religiøs kult, som en tilkendegivelse af forargelse over deres overtrædelser af sociale, juridiske eller etiske retningslinjer — så er det ikke forfølgelse …

Og når enten kirkers, trossamfunds eller sekters ledere fængsles for at nægte andre mennesker deres grundlæggende menneskerettigheder, eller forældre f.eks. enten fratages forældremyndigheden eller endog fængsles når de forsøger at hindre deres børn i at få vital medicinsk behandling — er der overhovedet ikke tale om at de bliver “forfulgt” for deres religiøse overbevisning …

Men ved at give rimelige protester og passende straffe en ny indpakning og kalde det “forfølgelse”, slipper de manipulerende kulter ikke alene afsted med at udsætte mennesker for de værste grusomheder med en ren samvittighed — de føler sig endda som martyrer mens de gør det!

Og igen finder de passende passager i deres hellige skrifter der kan bruges som “knager” hvorpå de kan hænge deres retfærdiggørelser. Det kunne f.eks. være vers som nedenstående fra Mattæus Evangeliet, som endog indeholder et løfte om stor belønning for at blive “forfulgt”:

Ikke alene kan medlemmer der opfører sig umenneskeligt overfor ikke-troende eller tidligere medlemmer sove godt om natten når de er overbeviste ved hjælp af deres hellige skrifter om at de gør det rette — man sikrer endog at de mange medlemmer forvisses om rigtigheden af den kurs de er slået ind på, ved at give dem det direkte bevis på at de er den eneste sande religion, ved at opstille argumenter der er uimodsigelige. Men som dem der har lært en smule om vederhæftig argumentation, så er et argument der ikke kan modsiges slet ikke et argument — det er en påstand.

Men lad os vende tilbage til den kult vi alle har i tankerne når vi læser dette — Jehovas Vidner.

Lad os skabe et overblik over hvordan alt hvad vi har lært indtil nu virker i et par ægte Jehovas Vidner jeg kender særdeles godt.

Det gør vi i del 11 (tryk NÆSTE »)

---

Fodnoter

---