HVEM TROR PÅ NOGET SÅ TÅBELIGT?

— Del 16: Fra stiknarkoman til skeptiker

Langt om længe havnede jeg i en misbrugsbehandling. Her skulle jeg opholde mig i en afdeling på Nordsjælland i et halvt år efterfulgt af et halvt år i en afdeling i Aarhus. Dette ophold hjalp mig først og fremmest ud af mit liv som narkoman, men af lige så stor vigtighed var en kæmpe sidegevinst, som vi nu skal se nærmere på.

Allerede da jeg bliver sendt afsted til afrusning og terapeutisk behandling for mit stofmisbrug havde jeg ikke været til Jehovas Vidners møder i ca 1½-2 år. Grunden til at tidsrammen er lidt løst sat er at det kan være lidt svært at sætte dato på mit absolut sidste møde i Rigssalen, selvfølgelig ikke mindst grundet det tågeslør som min næsten konstante påvirkning af stoffer lægger hen over denne sidste periode af mit stofmisbrug. Men også fordi mit ophør med at komme til møder skete gradvist. Det startede med undskyldninger om sygdom, så blev sygemeldingerne hyppigere, og til sidst meldte jeg ikke længere afbud, men udeblev blot fra møderne. Problemet var at jeg kæmpede med en indre splittelse fordi jeg inderst inde vidste at jeg var ateist, men der kom stadig “venner” fra menigheden for at besøge mig, fordi man reelt troede på at jeg blot var for syg til at komme til møderne, da jeg jo rent faktisk har en kronisk lidelse som jeg har været opereret for mange gange, og derfor var det velkendt blandt menighedens medlemmer, at jeg har perioder med opblussen i min lidelse.

Det var oftest mine få nære venner der kiggede forbi, men der var også de lidt mere mere “officielle” besøg der altid blev afholdt af to af menighedens ældste. Disse besøg omtaltes altid som aflagt af omsorg eller som en “kærlighedsforanstaltning”, men det paradoksale er at de stort set altid mere føles som et besøg af to “efterretningsagenter” end det føltes som et omsorgsfuldt besøg fra to kærlige “hyrder”. Der var dog ikke tale om egentlige “hyrdebesøg”, da de følger en nøje fastlagt struktur, som jeg kun kender alt for godt da jeg med skam må meddele at jeg selv har deltaget i sådanne “hyrdebesøg”. (Du kan også læse mere om “hyrdebesøg” i sidens Leksikon under opslagsordet Hyrdebesøg eller ved at klikke direkte på dette link).

En vigtig opdagelse

Da jeg endelig kommer i behandling starter denne med en afrusning, hvori der ikke foregår så forfærdelig meget andet end at man skal prøve at få noget ro mens man langsomt trappes ud af sin afhængighed med en medicinsk nedtrapning. Da den første måned er overstået er man udtrappet og man opdager at tankevirksomheden vender tilbage med fuld kraft. Dette er en stærk følelsesmæssig rutchebane, for mange af grundene til at man i sin tid fandt behov for at dulme sig med stoffer er der jo stadigvæk, og for mit vedkommende var følgeskaderne af opvæksten i en dommedagskult selvfølgelig heller ikke forsvundne. Det er dog ikke noget jeg adresserer i samtaler med stedets terapeuter i første omgang, da man starter med at tage fat i en række rudimentære grundproblematikker som er fælles for stort set alle misbrugere, og man lærer at forstå nogle af mekanismerne bag kemisk afhængighed, tilbagefaldstegn (så man kan undgå at falde tilbage i gamle mønstre der fører til stofafhængighed), o.m.a.

Den vigtigste erkendelse jeg gør under hele opholdet er faktisk en erkendelse der kommer til mig som det tætteste en ateist vel kommer på en “åbenbaring”. Det forekommer måske uhyre banalt når man som mangeårigt ex-medlem af en kult læser hvad det var jeg opdagede, men som ny-frafalden, er der stadig mange ting man ikke har opdaget om den kult man har tilhørt siden man var barn. Man har blot lært lige akkurat tilstrækkeligt til at fordelene ved at forlade kulten mere end opvejer fordelene ved at blive i den. Men efterhånden som tiden går og man forbliver frafalden opdager man løbende nye ting om tiden i kulten som man ikke var klar over tidligere. Personligt tror jeg det er en proces der formelig ikke ophører for mennesker der er opvokset eller har brugt årtier i en destruktiv kult, da der er så mange lag i kult-oplevelsen at den formentlig vil blive ved med at give anledning til nye erkendelser resten af livet. Efter tyve år udenfor kulten er de store opdagelsers tid nok forbi, men der forekommer stadig af og til øjeblikke hvor små detaljer falder i hak eller tidligere opfattelser justeres en anelse. Andre gange opdager man at man måske stadig har nogle handlemønstre eller pudsige vaner, der ved nærmere eftertanke viser sig at kunne knyttes til ens opvækst i kulten.

Men da jeg stadig kun havde været stoffri i 3 måneder og min hjerne kørte på højtryk for at bearbejde de mange indtryk der havde stået på pause de seneste mange år, gør jeg pludselig en af de vigtigste opdagelser i hele min helingsproces efter de mange skader man pådrager sig i et årtier langt tilhørsforhold til en kult, og den dag i dag betragter jeg den stadig som en af de væsentligste opdagelser jeg har gjort.

Der var mening med galskaben

Alle såvel nuværende som tidligere Jehovas Vidner har formentlig hele tiden haft en løbende fornemmelse af at de aldrig helt nåede det de skulle — i særdeleshed dem der sideløbende med deres liv i sekten også har måttet leve et sekulært liv med forpligtelser i forhold til uddannelse, arbejde, dagligdagens gøremål og familien. Og det er ikke sært. For udover alle de vanlige gøremål som alle mennesker skal nå i dagligdagen skal Jehovas Vidner også nå alle de gøremål der er direkte relateret til deres tilhørsforhold til sekten. Og når vi ved hvor udbredt et problem stress er blandt mennesker i den vestlige verdens befolkning i almindelighed grundet de mange daglige gøremål der skal nås – gøremål som medlemmer af Jehovas Vidner heller ikke slipper for – så kan det næppe undre at tilværelsen som Jehovas Vidne hvor man skal nå både de almindelige gøremål som alle mennesker skal nå, og samtidig finde tid til alle de aktiviteter der knytter sig til livet som Jehovas Vidne, kan være mere end almindeligt stressende. Det er nok de færreste blandt nuværende eller tidligere Jehovas Vidner der er fuldstændig åbenhjertige, som ærligt kan hævde, at de altid nåede at forberede alt der skulle forstuderes forud for møderne, at læse samtlige numre af Vagttårnet og Vågn Op!, at gennemlæse alle kapitler i det ugentlige bibelpensum (som ofte var adskillige kapitler i Bibelen hver uge), at nå et månedligt timetal der var mindst på timegennemsnittet for menigheden, at forberede sig til bogstudiet, at deltage i alle ugens Samlinger, at læse alle nyudkomne brochurer, at læse alle nye bøger der udkom på stævnerne, at de altid nåede at holde deres teokratiske familieaften (tidl. kaldet familiestudium), være med i alle særlige tjenestedage, være hjælpepionerer i forårskampagnen, osv. osv.

Men den vigtige pointe der gik op for mig var, at det netop var meningen at der skulle være mere planlagt aktivitet end det var muligt for almindelige mennesker at nå. Det kunne udnyttes til så mange forskellige formål. I flæng kan nævnes at give mennesker konstant udsættelse for indoktrinering med sektens doktriner, at give medlemmerne en kronisk skyldfølelse der fastholdt dem i en depressiv tilstand der gav dem en følelse af at de ikke gjorde nok, hvorved man altid havde rigelig med frivillig arbejdskraft der ville melde sig når det blev nødvendigt, o.m.a. Men ét formål overskyggede dem alle — og det formål gik op for mig da jeg pludselig befandt mig et sted hvor det ikke længere var muligt at deltage i sektens møder, at læse dens litteratur, at deltage i forkyndelsen, at gå til stævner, forstudere, osv.

Det hele handlede om at sikre at der aldrig blev tid til at tænke en kritisk tanke til ende så den kunne rodfæste sig. Pointen var at kritiske eller skeptiske øjeblikke opstår hos alle Jehovas Vidner, og det er man naturligvis bevidst om fra sektledelsens side, så det vigtigste våben sektledelsen har imod disse er tidsrøvende elementer som skal sikre at der aldrig bliver tid til at fundere længere tid ad gangen over kritiske tanker. Alle aktiviteterne som man hele tiden var bagud med var nøje designet så de fungerede som tanke-brydende elementer der konstant tog din opmærksomhed væk fra dine skeptiske overvejelser.

---

En “aha-oplevelse” i et omrejsende tivoli

For at gøre et intensivt terapeutisk forløb i stofafvænning tålelig blev de ugentlige programmer for møder, terapi, fysiske aktiviteter, øvelser, konsultation hos læge, sygeplejerske, osv. afbrudt af udflugter der kunne give os lidt fritid til at lade alt hvad vi lærte bundfælde sig, og så tiden på behandlingsstedet ikke kom til at forekomme uoverskueligt lang.

Jeg var heldig at være i behandling i sommerhalvåret i de naturskønne omgivelser omkring Arresø i Nordsjælland. Det ligger ikke mange kilometer fra Tisvildeleje og Tisvilde Strand, og netop her var et omrejsende tivoli på besøg. Og selvom det måske lyder mærkeligt, er det hér jeg pludselig falder i staver over en af de mange morskabsautomater hvor man kan indkaste 2 kr. og spille forskellige spil, som f.eks. at slå en boksebold så hårdt som man kunne, at slå med en hammer på en klods så man fik en klokke til at ringe, o.m.a., men særligt én af disse morskabsmaskiner tog al min opmærksomhed, fordi den pludselig knyttede forbindelse til noget der havde ligget latent i min hjerne som jeg ikke kunne sætte ord på.

Jeg havde nemlig de seneste uger opdaget at min hjerne var begyndt at fyldes med tanker om alverdens uholdbare og inkonsistente doktriner i det trossamfund jeg havde tilhørt i så mange år, som jeg aldrig tidligere havde skænket en tanke og pludselig så gik det op for mig hvad hele formålet var med måden sektledelsen har tilrettelagt de mange kultaktiviteter på! Jeg stod i kø til en særlig morskabsautomat der kaldes “Whack-a-Mole” (som kunne oversættes til “Klask en muldvarp”), som er et ganske simpelt spil, hvor man udstyret med en stor blød foret hammer, skal være hurtig til at klaske mekaniske muldvarpe der stikker hovedet op af fem huller i bordpladen på maskinen foran dig. De kommer i tilfældige mønstre og det handler om at nå at slå dem ned inden de igen forsvinder og nye “muldvarpe” dukker op et andet sted.

Og så var det at det gik op for mig!

“Muldvarpene” var som de skeptiske tanker og “hammeren” var alle de kult-aktiviteter der hele tiden “bankede de skeptiske tanker ned”, uanset om denne “hammer” bestod i et vagttårnsstudium, et foredrag, en opgave på den teokratiske skole der skulle forberedes, forkyndelse, en ny publikation eller de nye numre af Vagttårnet og Vågn Op! der skulle læses,^[1] et ugentligt bibelpensum der skulle læses, et familiestudium der skulle holdes, en Samling man skulle til, forkyndelse der skulle nås, et kredsstævne, et sommerstævne, osv. Uanset hvornår eller hvor en kritisk tanke meldte sig, så var der altid en aktivitet der som en hammer slog tanken ned igen, så man aldrig fik den fornødne tid til at tænke tanken til ende og få den til at give mening.

Herunder kan du se hvordan spillet “Whack-a-Mole” spilles i virkeligheden og få et billede af hvordan det pludselig fik det hele til at stå lysende klart. I filmen har jeg tilføjet min tankerække sådan som jeg husker den opstod den dag jeg stod i kø bag spilleren foran mig:

Da vi kom hjem fra udflugten den aften stod det hele lysende klart for mig. De mange aktiviteter jeg havde deltaget i gennem alle de mange år jeg var en del af kulten, var slet ikke stillet til rådighed for at jeg skulle kunne bevare min “åndelige sundhed” eller fordi “den trofaste og kloge træl sørger for rigelig med åndelig føde i rette tid”. Det hele havde til hensigt at hindre mig i at få tid til nogensinde at tænke selv. Det havde jeg jo selv erfaret de seneste tre måneder hvor flere og flere kritisable ting stod lysende klart for mig, og jeg var målløs over at jeg ikke nu hvor jeg var næsten 30 år gammel ikke havde gennemskuet dette for længst. Men her stod jeg ved en tåbelig morskabsautomat i et omrejsende tivoli og fik et mentalt “gennembrud” der pludselig fik det hele til at stå lysende klart.

For alle os der har været ude af sekten i mange år forekommer ovenstående erkendelse ganske givet uendeligt banal. Men husk på at det var første gang i lang tid, jeg fik chancen for at være klar i hovedet fordi jeg var stoffri, og samtidig i tre måneder ikke havde brugt den mindste tid på at læse et eneste nummer af Vagttårnet, Vågn Op! eller så meget som en pamflet fra Vagttårns-sekten. Det havde jeg formentlig ikke prøvet siden jeg var 5 år gammel, så på dette tidspunkt var det et vendepunkt i mit liv. Havde jeg haft den ringeste tvivl om hvorvidt jeg nogensinde ville vende tilbage til sekten igen efter endt ophold i den ét år lange misbrugsbehandling, så var den i hvert fald forsvundet som dug for solen nu.

Jeg ville aldrig mere tilbage til Jehovas Vidner!

Endnu et svar på det tilbagevendende spørgsmål

Og skal vi trække trådene tilbage til temaet for hele føljetonen, så har man her endnu et svar på det spørgsmål der danner udgangspunkt for hele denne artikel: “Hvordan det kan være at selv relativt godt begavede mennesker fastholdes i noget der udefra er så åbenlyst bedragerisk?”

Det er nemlig utrolig nemt at se hvor åbenlyst bedragerisk det hele er, når man står udenfor og ikke befinder sig midt i det hele som “en hamster i en trædemølle” der halser forpustet afsted for at nå alle de ting sekten forlanger af dig, så du aldrig har to minutter til at tænke en selvstændig tanke, fordi det eneste man har tid til at at deltage i, er aktiviteter der er så strategisk udformet, at de samtidig er med til at slå enhver skeptisk overvejelse ned hver gang den melder sig. På den måde vil selv den mindste kritiske tanke ikke få tid nok til at slå rod i selv det mest begavede menneske, før der kommer “en hammer” i form af endnu en bog, et blad, et møde, et foredrag, et vagttårnsstudium, et Samling, en forårskampagne, et stævne, osv. som “slår den ned” og væk fra din indbyggede sans for logik.

---

Nu hvor jeg samtidig med fortællingen om min mangeårige efterkommelse af Vagttårnssektens bizarre doktriner, hudløst ærligt har udleveret den smertefulde beretning om min tid som stiknarkoman, hvor jeg var afhængig af de hårdeste stoffer der findes – kunne det være interessant at efterprøve om disse to karaktertræk hos undertegnede umiddelbart kunne tænkes at have en sammenhæng, eller i det mindste være analoge.

Dette vil vi se nærmere på i del 17 (tryk NÆSTE »)

---

Fodnoter

---