LEK•SI•KON

Denne side indeholder et leksikon med begreber der ofte høres i forbindelse med Jehovas Vidner, og som de fleste ikke kender betydningen af — i det mindste ikke den præcise betydning — med mindre man selv er eller er nært beslægtet med en der er eller har været medlem af Jehovas Vidner. Desuden indeholder leksikonet en række almindelige begreber som de fleste danskere har et afslappet forhold til, men som hos Jehovas Vidner enten får en anden betydning eller også er det begreber som Jehovas Vidner har en ekstremt konservativ holdning til. Endelig vil du i leksikonet finde ord som i normalt sprog har en anden betydning end den som ordene har fået i sekt-kontekst. Et eksempel kunne være verden som blandt Jehovas Vidner er et underforstået udtryk der dækker over Satans verden (s.d.)
Hvis nogle af begreberne i dette leksikon er behandlet i indlæg, artikler eller andetsteds på siden, vil der også forekomme links til disse under opslagsordet.


Forkortelser anvendt i dette leksikon
(og af Vagttårnsselskabet og dets religiøse front Jehovas Vidner)
Forkortelse Betydning
DSR (el. SR) Det Styrende Råd (s.o. MSR)
KUH Kontaktudvalg til Hospitaler
HIS Hosptal Informations-Service (Engelsk: Hospital Information Services)
JV Jehovas Vidner (Religiøs sekt der i Danmark er under tæt administrativ kontrol af Vagttårnets Bibel- og Traktaktselskab ApS)
MSR Medlem af Det Styrende Råd
NVO Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter
NWT New World Translation of The Holy Scriptures (s.o. NVO)
VO Vågn Op! (Tidsskrift der i Danmark udgives af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab)
VT Vagttårnet (Tidsskrift der i Danmark udgives af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab)
VTBTS Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ApS (s.o. VTS)
VTS Vagttårnsselskabet (Den daglige omtale af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ApS, både blandt aktive og forhenværende medlemmer af sekten) (s.o. VTBTS)
 A   B   C   D   E   F   G   H   I   J   K   L   M   N   O 
 P   Q   R   S   T   U   V   W   X   Y   Z   Æ   Ø   Å   # 

A

Adam og Eva

Som fundamentalist-kristne betragter Jehovas Vidner hvert ord i Bibelen som bogstaveligt (undtagen når der tales i billeder og syner, som f.eks. Daniels bog og Johannes Åbenbaring). Adam er derfor det første menneske der blev skabt, og Eva blev skabt et ukendt antal år senere, da Adam – efter i nogen tid havde betragtet hvordan dyrene havde seksuel omgang – savnede et “modstykke” af sin egen art. Gud lagde derfor Adam i en slags “narkose” og tog et af Adams ribben og brugte det til at “bygge” en kvinde. (Se 1. Mos 2:21-22)

Apostolsk Succession

(Eller: Apostolsk efterfølgelse eller rækkefølge)

Betegner Den Romersk-katolske Kirkes lære om, at de katolske biskopper kan føre deres indvielse ved håndspålæggelse tilbage til apostlene, som har fået overdraget deres fuldmagt af Jesus selv. (jfr. Matthæus 16,16-19 og 18,18)

Arvesynden

En syndighed som mennesket blev påført i Edens Have. Som fundamentalister tror Jehovas Vidner på at beretningen om Adam og Eva i Første Mosebog er en bogstavelig beretning og at Satan var en “oprørsk engel”, som benyttede en slange til at tale til Eva. Dette var angiveligt foranlediget af jalousi fra Satans side og havde til hensigt at forlede den første kvinde til at synde mod Gud ved at spise af det træ i haven som Gud havde forbudt dem at spise af. I bogen Kundskab Der Fører til Evigt Liv, kan man læse: “Satan Djævelen forsøgte snedigt at drage de første mennesker bort fra Gud, og løj for at få dem over på sit parti. Han brugte en slange ligesom en bugtaler bruger en dukke” (kl, 1995, kap. 6, s. 57, §10). Eva gav også sin mand af frugten og således havde de første mennesker syndet mod Gud og de var derfor ikke længere fuldkomne, hvorfor de heller ikke længere kan få fuldkomment afkom, og eftersom de syndede før de fik deres første børn, nåede Adam og Eva ikke at få et fuldkomment barn, så alle deres børn arvede deres syndige tilbøjelighed. Dette er så gået i arv til resten af menneskeheden, og Jehovas Vidner ser nærmest arvesynden som en slags genetisk defekt som går i arv helt fra de første menneskers afkom, og for at forklare dette på en pædagogisk måde har Jehovas Vidner til lejligheden opfundet en illustration med en bageform der har fået en bule. I Vagttårnet fra 1. april 2015, kan man læse følgende forklaring: “Romerbrevet 6:23 [siger]: “Den løn synden betaler er døden, men den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.” Lad os forestille os at du har fået en ny flot bageform til brød. Før du overhovedet når at bruge den, taber du den imidlertid på gulvet, og den får en stor bule. Hvad vil der ske med alle de brød du bager i den form? Mon ikke de vil få en bule alle sammen? Jo, selvfølgelig. Da Adam og Eva valgte at være ulydige mod Gud, fik de på tilsvarende måde en “bule”, eller defekt, på grund af synden og ufuldkommenheden. Og fordi de syndede før de fik børn, ville alle deres børn blive født med den samme defekt. De ville alle blive født som syndere. … [D]engang Adam og Eva syndede, dømte de alle deres fremtidige efterkommere, altså også dig og mig, til et liv i ufuldkommenhed og synd som ville ende med døden.” (VT 1/4 2015, s. 13). Alle de kager man fremover bager i den pågældende form vil have den samme bule som den første form. På samme måde var Adam og Eva som en kageform, der fik en bule da de spiste af træet til kundskab om godt og ondt, og de fik således en bule, som gik i arv til alle de efterfølgende kager (“mennesker”), og det er derfor vi i dag bliver syge og dør.

Ateistisk Eksistensialisme

Ateistisk eksistentialisme, eller ikke-religiøs eksistentialisme, er en filosofisk skole, der udgår fra den eksistentielle filosofi, men som adskiller sig fra kristen eksistentialisme ved at ikke have en skabende gud og derfor hævder, at mennesket ikke har nogen forudgående mening. Jean-Paul Sartre formulerer det sådan, at eksistens går forud for dets essens.

Jean-Paul Sartre (s.d.), som var den ateistiske eksistentialismes grundlægger og mest kendte repræsentant i årene omkring og efter Anden verdenskrig, forklarede forholdet mellem essens og eksistens ved at sammenligne med fabrikationen af en saks. Her går essensen forud for eksistensen, da mennesket har en idé – et formål – med at skabe saksen. I den ateistiske eksistentialisme er der ingen skaber – og derfor intet formål (essens) med mennesket før det eksisterer. Dette standpunkt står i klar kontrast til determinisme, da mennesket ifølge Sartre er “dømt til frihed”, fordi der ikke findes andre forklaringer til menneskets handlen end dets egne valg. Selvom ordet frihed i daglig tale har en særdeles positiv ladning, varierer betydningen langt mere i eksistentialistisk terminologi; friheden er positiv, hvis individet er i stand til at erkende, at det er givet denne frihed med det formål selv at definere sin eksistens, mens den snarere bliver negativ, hvis individet i stedet bruger sin frihed til at undgå valgene og i stedet leve et liv, hvor ydre strukturer og en fornægtelse af det ansvar, der konstant hviler over ens skuldre, bliver determinerende for, hvordan man eksisterer. Fravælger man det eksistentielle ansvar og det, der følger med dette, fravælger man samtidig sig selv – og det at leve.

Automatisk Skrivning

Undertiden kendt som automatskrivning.

Automatisk skrivning (undertiden også kaldet “automatskrivning” eller “autoskrivning”), er et metafysisk fænomen som ikke tillægges nogen troværdighed af den etablerede psykologi (eller anden videnskabelig gren for den sags skyld). Automatisk skrivning dækker over at et menneske – angiveligt ofte i en trancelignende tilstand – nedfælder tekster som kan fylde adskillige sider (enkelte har endda hævdet at de har skrevet hele bøger der udelukkende er blevet til ved automatisk skrivning), og at disse tekster ikke er opstået i deres egen fantasi eller tankevirksomhed, men at de alene har stået til rådighed som et medium der har nedfældet visioner eller beskeder der er blevet transmitteret gennem dem fra alt lige fra afdødes ånder, rumvæsener, dæmoner, engle, Gud, m.fl.

Fænomenet har en ikke ubetydelig skare af tilhængere, men det er endnu ikke lykkedes dem gennem videnskabeligt accepterede metoder at påvise at de nedfældede tekster er resultatet af andet end helt almindelig gengivelse af tanker opstået hos det pågældende individ. Det afvises dog ikke at personer der i udpræget grad lider af skizofreni kan være fuldstændig uden erindring om nedfældelsen af teksten, og derfor sagtens kan lide af den vrangforestilling at en nedfældet tekst som de selv har skrevet er kommet til dem gennem udefrakommende metafysiske fænomener. I kliniske observationer af skizofrene har man endog observeret at personer der hævder at udføre automatisk skrivning har en helt anden håndskrift end den håndskrift personen har når vedkommende er mentalt tilstedeværende som deres primære “jeg”. Dette betragtes af mange overbeviste tilhængere af teorien om automatisk skrivning, som bevis på at der er tale om en anden (metafysisk) entitet udenfor personen selv, der midlertidigt skriver gennem det menneske der udføre den automatiske skrivning, men de mange eksempler på hvordan stærkt skizofrene personer kan have både afvigende stemmer, kendskab til fremmedsprog som de ikke har i “andre personligheder”, o.m.a., viser blot, at det at de alene har en anden håndskrift når de mærker at de “bliver brugt som medium” for automatskrivning, skulle være bevis for at disse mennesker skriver på vegne af usynlige eksistenser.

Automatisk skrivning, må ikke forveksles med den terapiform der undertiden betegnes “skriveterapi”, hvor klienten skriver de umiddelbart forekommende tanker ned på et papir efterhånden som de opstår, men som ikke på nogen måde forbindes med en metafysisk tilstedeværelse i personen.

B

Bering, Jesse Michael

Se Michael Jesse Bering (klik her for at springe direkte til artikel)

Bibelstudenterne

Bibelstudenterne var en bibelstudiegruppe grundlagt af tidligere manufakturhandler Charles Taze Russell (s.d.), efter han i nogle år som agnostiker blev opflammet af et foredrag af Jonas Wendell (en fremtrædende adventist i 1800-tallet). Bibelstudenterne hentede megen inspiration fra Baptisterne (Milleritterne) og evangeliske grene af Adventisterne, særligt George Storrs og Nelson Barbour. Sammen med sidstnævnte grundlagde Russell det blad der i dag er kendt som ‘Vagttårnet’).

Bibelstudenterne har gennemgået mange skismer gennem tiden, og blandt de største skismaer kan nævnes den gruppe der brød ud i 1914 da Russells profeti om at Kristi rige skulle genoprettes og hans hellige kaldes til det himmelske Jerusalem i 1914 ikke fik sin opfyldelse. Allerede kort efter i 1917 kom endnu et skisma efter at Russell var død i slutningen af 1916 og en driftig advokat ved navn Joseph Franklin Rutherford (s.d.) fra Missouri der havde en plads som 4. suppleant i den komité som Russell havde udpeget som sine efterfølgere til driften af Vagttårnet, gennem juridiske spidsfindigheder får tilranet sig magten med et spinkelt flertal bag sig, og samtidig får ændret Vagttårnsselskabets vedtægter så de i stedet for en komité (som det var Russells udtrykkelige ønske til den efterfølgende ledelse) var præsidenten der sad med den uindskrænkede magt. Dette førte til at en gruppe endnu engang brød ud fra Bibelstudenterne og decimerede antallet af medlemmer. Endnu et skisma kom i 1925 hvor Rutherford som nu var enevældig præsident havde forudsagt den nuværende verdens endeligt. Da dette heller ikke fik sin opfyldelse var flere og flere af den opfattelse at han var en storskrydende, drikfældig og grandios charlatan, hvorfor de afbrød forbindelsen til Bibelstudenterne.

Det sidste skisma stod Rutherford selv for, da han ønskede at lægge afstand til alle de andre grupper af Bibelstudenter ved at give sekten et helt nyt navn i 1931, da han omdøbte den til “Jehovas Vidner” (s.d.) (officielt bekendtgjort på et stævne i New York af Vagttårnsselskabets daværende præsident, Joseph F. Rutherford (s.d.), hvis tale senere blev genoptrykt i Vagttårnet (på dansk 1. december 1931). Jehovas Vidner er stadig den største af de grupper der udsprang fra Bibelstudenterne.

Bibelstudium

Et bibelstudium er i virkeligheden et delvist misvisende ord, da det der studeres kun i meget begrænset grad er Bibelen, men i stedet en af Vagttårnsselskabets publikationer som er særligt målrettet nye interesserede med det formål at få dem til at abonnere på sektens ideologi og bibelforståelse. Den bog eller brochure der studeres, indeholder ganske vist enkelte henvisninger til strategisk udvalgte vers fra Bibelen, men kan på ingen måde hævdes at være et studium af Bibelen som et hele. I stedet kan man med god ret hævde at den studerede litteratur er propagandamaterialer hvori man fremfører argumenter for Vagttårnssektens teologi og eskatologi, og med enkelte skriftsteder taget ud af sin bibelske kontekst, opretter man en række “knager” hvorpå man kan “hænge” argumentationen i det stykke propagandalitteratur der studeres.

På Vagttårnsselskabets hjemmeside eller på bagsiden af deres publikationer ser man ofte reklamer for at de tilbyder et gratis hjemmebibelstudium, og gør meget ud af at fortælle hvor “uforpligtende” det er. Der går dog ikke lang tid før man bebyrder den “studerende” med en klar fornemmelse af at have fået en viden der forpligter vedkommende til at tage yderligere skridt. Dette er ikke unikt for Jehovas Vidner, men ses f.eks. også i Scientology. Hos Jehovas Vidner er de næste skridt som man opfordrer den “studerende” til at tage f.eks. at deltage ved møderne – måske først et enkelt møde om ugen men snart vil man blive mødt med en argumentation der er designet til at give dig en skamfølelse eller følelse af utaknemmelighed, hvis du ikke deltager i alle ugens møder. Herefter opfordres man måske til at give kommentarer ved møderne, tilmelde sig “Den Teokratiske skole”, deltage i forkyndelsen (og på den måde deltage i hvervningsarbejdet). Hovedet på sømmet er når den “studerende” får opstillet et ultimatum hvor man gør det klart at vedkommende nu har så indgående kendskab til Guds normer og planer for menneskeheden og jorden, at såfremt man ikke tilslutter sig “Guds organisation”, vil man faktisk være værre stillet når Harmagedon kommer end hvis man aldrig nogen sinde havde hørt budskabet.

Blodkort

Se Forhåndsdirektiv (klik her for at springe direkte til artikel)

Blodtransfusion

Blodtransfusion er overførsel af blod eller dele heraf fra en bloddonor til en modtager af blodet. Donor og recipient kan godt være samme individ, og i så fald kaldes det autotransfusion.
Blodtransfusioner anvendes ofte som led i mange behandlinger og operationer verden over. Under en blodtransfusion kan gives forskellige blodprodukter; almindeligvis tænkes på fuldblod. Alternativt kan blodet behandles inden transfusion, så modtageren kun gives for eksempel blodplasma, eller et koncentrat af blodlegemer som blodplader eller røde blodlegemer, afhængigt af målet for behandlingen.

Jehovas Vidner er kendt for deres konsekvente afvisning af behandling med blod, inklusiv de fire komponenter røde blodlegemer, hvide blodlegemer, blodplader og blodplasma. Det er svært at finde en entydig bibelsk begrundelse for dette påbud, da blodtransfusioner af indlysende årsager ikke var kendt da Bibelen blev skrevet, så de påbud der omhandler blod (der er kun meget få) i Bibelen er altid af dietetisk karakter, eller omhandler brug af blod i forbindelse med ofringer. Jehovas Vidners vigtigste argument finder de i Apostelgerninger 15:28, hvor Paulus giver et dekret til kristne om at “afholde sig fra blod”, hvilket Jehovsa Vidner har konkluderet også omfatter brug af blod til livreddende blodtransfusioner. Det kan estimeres at dette kontroversielle syn på blodtransfusion koster ca. 1000 medlemmer af trossamfundet livet hvert eneste år.

Bogstudiet

Se Menighedsbogstudiet

C

Charles Taze Russell

Charles Taze Russell

Charles Taze Russell (født 16. februar 1852, Alleghany, død 31. oktober 1916, Pampa) var en amerikansk missionær fra Pittsburg i Pennsylvania, der stiftede Bibelstudenterne.
Han blev født i Pennsylvania i USA og gennemgik i sine ungdomsår en religiøs krise. Adventismen fik ham til at genvinde troen på Biblen, men senere skrev han sine egne fortolkninger af Biblen, som han mente var de sande fortolkninger.

Han grundlagde en organiseret Bibelstudie-bevægelse (The International Bible Student Association) og stiftede Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab (Eng

elsk: “Watch Tower Bible and Tract Society”) den 16. februar 1881. I 1884 blev han selskabets første præsident efter det blev registreret officielt.
Fra juli 1879 begyndte han at udgive Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence (dansk: Zions Vagt-Taarn og Forkynder af Kristi Nærværelse), der stadig bliver udgivet som “Vagttårnet – Forkynder af Jehovas Rige”.

D

Dømmende udvalg

Et dømmende udvalg er en gruppe på 3-4 ældste der nedsættes når et medlem af menigheden har begået en synd der kræver at der gennemføres en såkaldt udvalgssag. Det er ældsterådet der tager stilling til om den pågældendes synd er af en karakter der kræver at der nedsættes et dømmende udvalg. Det dømmende udvalg kan altid kun bestå af mænd, da udvalgets medlemmer findes blandt medlemmerne af menighedens ældsteråd i hvilket der altid kun sidder mænd. De ældste i udvalget følger den procedure for udvalgssager der er beskrevet i den interne ældstemanual “Vær Hyrder for Guds Hjord”, som er en hemmelig bog der ikke må læses (eller endog besiddes) af andre end mænd der er udpeget som ældste. (Træder man tilbage som ældste er man pålagt at tilbagelevere sit eget eksemplar af “ældstemanualen” til ældsterådet med henblik på destruktion.)

En udvalgssag består som oftest i en længere samtale med den anklagede, sommetider med fremførelse af vidner som måske har grebet den anklagede i en “syndig handling” og angivet vedkommende til de ældste – hvilket man tilskynder sektmedlemmerne til. Andre gange indledes sagen fordi “synderen” selv er så brødebetynget at han/hun er gået til bekendelse hos en eller flere ældste, hvorefter et udvalg nedsættes for at udspørge vedkommende om detaljer i sagen.

Det dømmende udvalg afgør hvad udfaldet af sagen kan være og baserer i nogen grad deres afgørelse på deres vurdering af hvor oprigtigt overtræderen angrer sin “brøde” eller “synd”. Når et medlem af sekten bliver udelukket (s.d.) – tidl. kendt som udstødt – er det altid resultatet af at deres sag har været behandlet af et dømmende udvalg.

E

Eksistensteologi

Eksistensteologien eller den eksistentielle teologi er en retning inden for den moderne teologi, der lægger vægt på menneskets eksistens i forholdet til Gud. Den eksistentielle teologi kan føres tilbage til den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard (s.d.). Tilgangen lægger vægt på, at mennesket selv må bringe sig selv i overensstemmelse med Gud. Eksistensteologien vandt især frem omkring 2. verdenskrig med et fokus på den personlige eksistens.

I Danmark har Johannes Sløk og P.G. Lindhardt samt Kristoffer Olesen Larsen været vigtige repræsentanter for den eksistentielle teologi. Eksistensteologien har også været en vigtig inspiration for danske bevægelse Tidehverv.

Eksistentialisme

Eksistentialismen inddeles groft i to hovedretninger: Den kristne eksistentialisme (s.d.) og den ateistiske eksistentialisme (s.d.). Derfor henviser denne artikel til disse to artikler ve de ovenfor anførte links.

F

Festinger, Leon

Se Leon Festinger (klik her for at springe direkte til artikel)

Forhåndsdirektiv

Et forhåndsdirektiv er et lovligt dokument, der specificerer patientens forhold omkring hans eller hendes sundhedsmæssige betingelser for terminaltjenester. Der er to former for sådanne. Den ene kaldes den holdbare fuldmagt og den anden er den levende vilje. I tilfælde af sidstnævnte tilfælde specificerer patienten bare, hvad hans ønsker er med hensyn til visse livsopretholdende eller livreddende procedurer (om disse tjenester skal gives eller nægtes i et vist trin i behandlingsplanen).

“Blodkort”

De medicinske tjenester, der henvises til, er sædvanligvis dem, der er relateret til terminalpleje som afslag på at blive installeret med åndedrætsmaskiner eller et sekundært åndedrætsapparat, blive udsat for dialyse og endda afvisning af genoplivning i tilfælde af en kardiorespiratorisk anholdelse. Også kaldet ”patientens ønske”, levende testamenter kan også opsummere, om patienten vil donere sine organer eller ej.

Et særligt forhåndsdirektiv er det der bæres af Jehovas Vidner hvori de tilkendegiver at de – såfremt de (fx ved bevidstløshed) ikke kan tale for sig selv – afviser enhver form for behandling med blodprodukter.

Forkynderrekord

Forkynderrekord er det udtryk som Vagttårnsselskabet benytter for det højest målte antal af regelmæssige forkyndere i det forløbne tjenesteår. Et tjenesteår i Vagttårnsselskabet forløber fra 1. september til 31. august. Det var blot et af de mange tal der udkom sammen med årsrapporten hvert år, sammen med tal for det gennemsnitlige antal forkyndere i løbet af året, antal døbte, antal pionerer, antal bibelstudier, osv.

Frederick William Franz

Frederick William Franz (12. september 1893 – 22. december 1992) var den fjerde præsident af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, som er Jehovas Vidners officielle kirkeorganisation. Franz tjente som vicepræsident mellem 1945 og 1977 under Nathan Homer Knorr, som var selskabets tredje præsident. Han var medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd. Efter Knorrs død, blev Franz valgt som præsident.

Frederick Franz

Franz blev født d. 12. september 1893 i Covington i Kentucky og blev døbt i den Lutherske kirke. Han besøgte dog katolske gudstjenester og senere den presbyterianske kirke.[2] Efter at han fik afgangseksamen fra skolen i 1911, gik han på Cincinnati universitetet, hvor han læste liberal kunst og senere to år Koiné (Bibelsk græsk). Han havde som mål at blive missionær for den Presbyterianske kirke. Han lærte derefter tysk, latin, græsk og senere spansk, portugisisk og fransk. Han havde grundkendskab til hebræiske sprog.

Efter han læste Charles Taze Russells litteratur fra bibelforskere som Jehovas Vidner hed dengang, blev han interesseret. Der er tvivl om hvorfor Frederick Franz blev døbt, da han selv har udtalt to forskellige datoer, så derfor må man konkludere, at han enten blev døbt den 30. november 1913 eller 5. april 1914. Der findes ingen tilbageværende dokumenter der definitivt fastslår datoen for Frederick Franz’ dåb som Jehovas Vidne.

I 1920 flyttede han til hovedkontoret i Brooklyn i New York. I 1926 blev han medlem af skribentkomiteen som bibelforsker og var med i at skrive flere bøger. Franz blev selskabets ledende teolog. Jehovas Vidners Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter blev udgivet af en særlig bibelkomite. Franz regnes for den ledende.

Frederick Franz døde i Brooklyn i New York i 1992 i en alder af 99 år og blev erstattet som president for Vagttårnsselskabet af Milton George Henschel.

G

GDPR

EU’s GDPR

Da Danmark er et EU-land er dansk lovgivning automatisk harmoniseret med den seneste udgave af EUs GDPR. På side 3 er der link til en FlipBook her på JVinfo.NU hvori du kan læse den samlede GDPR (EUs Persondataforordning). Herfra kan du også downloade hele teksten som PDF hvis du skulle ønske det.

Genbesøg

Et “genbesøg” er et af de interne udtryk i Jehovas Vidners trossamfund, som kun giver lidt eller ingen mening for udenforstående. Et genbesøg er et begreb fra Jehovas Vidners forkyndelse, som dækker over det at vende tilbage til en person man har truffet i et tildelt distrikt, hvor man første gang man mødte vedkommende har formået at skabe en så tilpas grad af velvilje at man enten har truffet aftale om at måtte ringe på igen næste gang man er i distriktet, eller man vælger ganske enkelt at se om en person der ved et tidligere besøg har taget imod litteratur, skulle have læst den afsatte litteratur, fundet den interessant eller har spørgsmål til noget af det vedkommende har læst.

Hvis man fulgtes med en anden forkynder var det vigtigt at huske, at kun én af forkynderne der kunne rapportere et genbesøg. Var genbesøget en del af en “bladrute” var det naturligt at den forkynder hvis bladrute man gennemgik, også rapporterede det aflagte genbesøg. Var der tale om to forkyndere der fulgtes til den besøgte både ved første besøg og ved “genbesøget”, var grundreglen at genbesøget rapporteredes af den forkynder der førte ordet ved første besøg.

Hensigten med genbesøg er i teorien at de skal udvikle sig til egentlige bibelstudier (s.d.), men realiteten er at mange fastholder deres bladrute i årevis, også selvom de utallige genbesøg ikke fører til nye bibelstudier (og deraf følgende konvertitter), fordi det er en nem måde at opnå et pænt antal månedelige genbesøg som kan påføres den forkynnderrapport som alle forkyndere skal aflevere ved udgangen af måneden.

H

Henschel, Milton George

Se Milton George Henschel (klik her for at springe direkte til artikel)

Hjemmebibelstudium

Se Bibelstudium (klik her for at springe direkte til artikel)

I

J

Jean-Paul Sartre

Jean-Paul Charles Aymard Sartre (født 21. juni 1905, død 15. april 1980) var en fransk eksistentialist, eksistentiel filosof og forfatter. Sartre er sandsynligvis den bedst kendte eksponent for eksistentialismen (s.d.), men også grundlægger af den eksistentielle fænomenologi sammen med Merleau-Ponty og Heidegger. Han var både filosof og succesfuld forfatter af romaner og skuespil. De eksistentielle temaer blev ofte udforsket i hans fiktionsværker og i værker af Simone de Beauvoir, hans livslange ledsager.

Én af Sartres hovedidéer var, at mennesket er dømt til at være fri. “Dømt fordi han ikke har skabt sig selv – men er ikke desto mindre fri. Fordi han nu engang er hvirvlet ind i verden, er han ansvarlig for alt, hvad han gør“. “Mennesket er den eneste forfatter til sin egen opførsel“. “Mennesket har ikke en given menneskelig natur, men må skabe sin egen. Mennesket er ikke andet, end hvad han skaber sig selv til“.

Jehovas Vidner

Jehovas Vidner er et internationalt millenaristisk og restorationistisk trossamfund, hvis teologi og religiøse praksis på væsentlige punkter afviger fra de traditionelle katolske og protestantiske dogmer.

Officielt Logo for
Jehovas Vidner

Almene kristne kirker anerkender ikke Jehovas Vidner som kristne, bl.a. fordi Jehovas Vidner afviser grundlærdomme i den traditionelle kristendom, som den treenige Gud, nadveren, sjælens udødelighed, m.fl.

Jehovas Vidners medlemstal er på verdensplan 8.686.980 (i 2022) (en lille nedgang på 1.172 medlemmer fra 8.695.808 i 2021) fordelt over 119.297 menigheder (en nedgang på 1.092 menigheder fra 120.387 i 2021).

Jehovas Vidner er den største af de grupper der udsprang fra Bibelstudenterne stiftet af Charles Taze Russell (s.d.), og i 1931 kommer det endelige skisma hvor man – for at vise at man er en selvstændig gruppe der adskiller sig fra de øvrige grupper af Bibelstudenter – antager navnet “Jehovas Vidner” (Officielt bekendtgjort på et stævne i New York af Vagttårnsselskabets daværende præsident, Joseph F Rutherford, hvis tale senere blev genoptrykt i Vagttårnet (på dansk 1. december 1931). Dette skisma afstedkom også en yderligere fastslåelse af en tidligere henstilling til at de der tilhørte “Den Store Skare” skulle deltage i forkyndelsesarbejdet, ligesom det blev understreget at indsamlingen af “Den Lille Skare” var afsluttet. Dette gav anledning til stor opstandelse hos mange der betragtede det som naturligt at alle kristne arvede himmelsk opstandelse i overensstemmelse med den pagt Jesus indgik med alle sine disciple. Nu antydede tonen – i hvert fald i mange medlemmers ører – at der var to klasser af kristne som var en slags første- og andenrangs kristne.

Jesse Michael Bering

Jesse Michael Bering er en amerikansk psykolog, forfatter og videnskabsteoretiker, som i dag som primært forskningsområde har Videnskabelig forskning i Religiøse Kognitioner.

Jesse Bering er ledende professor på institut for Videnskabelig Kommunikation på Otago universitet. Han er en regelmæssig bidragyder til det anerkendte tidsskrift Scientific American. Flere af hans mere kendte studier er også udgivet i populariserede udgaver i New York Magazine, The Guardian og The New Republic, og han har været hyppig gæst på BBC, NBC og flere andre TV- og radiostationer.

Bering begyndte sin karriere som professor på University of Arkansas. Han videreuddannede sig under in mentor Daniel J Povinelli hvor han fik sin Masters Degree. Herefter erhvervede han sig en PhD i Udviklingspsykologi og kort efter stifter han Institute of Cognition and CultureQueens University i Belfast.

Jesse Bering er blevet kendt for dels at formidle videnskabelig forskning på en folkelig måde, men også at være fuldstændig uden berøringsangst over for emner der typisk er kontroversielle og som andre forskere går i en stor bue udenom. Det drejer sig især om forskning i seksualitet og religion. Han har blandt andet udgivet værket “Perv: The Sexual Deviant in All of Us, hvori han argumentere for at seksuelle afvigelser alle bør vurderes objektivt og alene vurderes ud fra den skade de forvolder og ikke andre menneskers moralske mishag eller væmmelse.

Væsentlige bøger af Jesse Bering er bl.a.:

  • The God Instinct: The Psychology og Souls Destiny and the meaning of life (W. W. Norton, 2011)
  • Perv: The Sexual Devian in All of Us (Farrar, Strauss & Giroux, 2013)
  • Suicidal: Why We Kill Ourselves (University of Chicago Press, 2018)

Jesse Bering er desuden partner i projektet “Explaining Religion”, som har hovedsæde på Oxford University.

Joseph Franklin Rutherford

Joesph Franklin Rutherford blev Vagttårnsselskabets anden præsident. Måden hvorpå det foregik er dog omgærdet med en del mystik, og det er almindelig anerkendt at det ikke var hans forgænger – og trossamfundets grundlæger Charles Taze Russells – ønske at Joseph Rutherford skulle efterfølge ham som præsident for Vagttårnsselskabet.

Ser man det religionens grundlægger nedfældede som sin sidste vilje udtrykte han temmelig tydeligt at han udpegede fire mænd som skulle udgøre en bestyrelse der skulle træffe alle afgørelser om lærespørgsmål ved konsensus. Rutherford figurerede ikke engang på denne liste. Under denne liste var en liste af suppleanter som kunne træde til såfremt helbred, dødsfald eller andet hindrede en af de fire førstnævnte personer i at udfylde pladsen som bestyrelsesmedlem. På denne liste over suppleanter forekom J. F. Rutherford helt nede på pladsen som nr. 3 ud af 4 mulige suppleanter. Så det var tydeligt at Rutherford ikke havde samme agtelse hos Russell som han havde selvagtelse.

Men fordi dødsfald jo aldrig er til at forudsige præcist, så kom grundlæggeren Charles Russells dødsfald også uventet, og det betød at den beskrevne bestyrelsesstruktur ganske vist var underskrevet af Russell selv i hans sidste vilje, men det var ikke ratificeret på en stiftende generalforsamling efter den nye struktur. Derfor lykkedes det Rutherford at skynde sig at søge juridisk bistand hvorved han blev klar over at den nye struktur ikke var formelt indstiftet endnu, til trods for at den var nedfældet i Russells testamente. Rutherford skyndte sig derfor at skaffe sig tilstrækkeligt med støtter til et valg der skulle gøre ham til enevældig præsident, hvorefter han indkaldte til en ekstraordinær generalforsamling hvor han gjorde opmærksom på at den nye struktur endnu ikke var godkendt, og at han i stedet stillede op som kandidat til præsidentembedet. Det var ikke mange af Rutherfords modstandere der havde fået invitationen til den ekstraordinære generalforsamling eller også var den udsendt med en sådan hast at de ikke kunne nå at deltage i mødet. Og da Rutherford allerede inden mødet havde sikret sig et flertal blev det en smal sag for ham at blive den konstituerede præsident frem til næste ordinære generalforsamling. Men allerede i hans tid som konstitueret præsident når Rutherford at ændre på selskabets vedtægter hvorved alle afgørelser suverænt træffes af selskabets præsident, hvilket en ny afstemning blandt Rutherfords støtter igen går glat igennem.

Joseph F Rutherford
Joseph F. Rutherford

Joseph Rutherford voksede op som baptist på en lille bondegård. Da han blev 16 år gammel, blev han interesseret i jura. Han lånte penge så han kunne studere. Efter at have fuldført sin akademiske uddannelse modtog han yderligere to års oplæring under dommer E. L. Edwards. For at kunne betale sine studier gik Rutherford fra hus til hus og solgte leksika. Da han var 20 blev han officiel protokolfører i retten for fjortende retskreds i Missouri. Den 5. maj 1892 fik han sin tilladelse til at praktisere i Missouri. Senere arbejdede han i fire år som offentlig anklager i Boonville i Missouri, og derefter virkede han nu og da som dommer i særlige sager i Missouris ottende retskreds. Det var derfor han blev kendt som „dommer Rutherford“.

Fordi Rutherford lavede organisatoriske ændringer og ændrede en lang række lærepunkter, opstod der splittelse i sekten. Nogle dannede nye Bibelstudiegrupper hvoraf de mest kendte er Russelliter. Mange af de organisatoriske ændringer og ændringer i deres lære er stadig i brug af Jehovas Vidner i dag. Det var Rutherfords idé at kaldte organisationen for et teokrati (s.d.) og Rutherford var også ophavsmand til navneændringen fra Bibelstudenterne (s.d.) til Jehovas Vidner (s.d.).

K

Knorr, Nathan Homer

Se Nathan Homer Knorr (klik her for at springe direkte til artikel)

Kognitiv dissonans

Kognitiv dissonans er det mentale ubehag som opleves af et individ, der indtager (eller presses til at indtage) indbyrdes modstridende holdninger. Det kan også være en dissonans mellem individets ideer/værdier og vedkommendes handlinger; at man i givne situationer ikke handler som ens værdier foreskriver.

Begrebet kognitiv dissonans udvikledes som en teori af Leon Festinger (s.d.) og blev i 1960’erne et grundigt undersøgt område inden for socialpsykologien. Kognitiv dissonans indebærer en »modstridende relation mellem kognitive elementer«. Hvad kognitive elementer er, blev ikke tydeligt defineret i teorien, men man kan sige at kognitiv dissonans opstår når forskellige kognitioner (tanker) er i konflikt med hinanden, som for eksempel når man handler på en måde der ikke stemmer overens med de værdier man ellers har, eller når man tvinges til at vælge mellem to lige gode eller dårlige alternativer. Kognitiv dissonans medfører ofte både psykisk og fysisk ubehag.

Kristen Eksistentialisme

Kristen eksistensfilosofi, der også populært kaldes kristen eksistentialisme, er en filosofisk skole som kan spores tilbage til eksistensfilosoffen og teologen Søren Kierkegaard (s.d.) (1813-1855). Den hviler på tre antagelser taget fra Kierkegaards unikke forståelse af kristendom. Den første var, at universet i bund og grund var et paradoks og at det største paradoks af alle var den ophøjede forening af Gud og menneske i personificeringen af Kristus. Den anden var at have et personligt forhold til Gud fortrænger alle moralsæt, sociale strukturer og fælles normer. Den tredje var at det at følge sociale regler dybest inde var et personligt æstetisk valgt gjort af individer.

Derfor mente Kierkegaard (s.d.) at hver person individuelt må træffe de valg som ligger til grund for hans eller hendes eksistens. Ingen pålagte strukturer — selv bibelske bud — kan ændre individers ansvar for at søge at behage Gud på hvilken personlig og paradoksal måde Gud kan behages. Hvert individ lider af ubeslutsomhedens kvaler indtil han eller hun tager “troens spring” og forpligter sig til et bestemt valg. Hver person har ansvaret for sin egen frie vilje og med det faktum, at et valg, selv et forkert valg, skal træffes for at man virkelig kan leve.

Efter Kierkegaard (s.d.) udviklede hans individualisme sig senere ind i den velkendte eksistentielle filosofi hvor bl.a. Nietzsche, Sartre (s.d.) og Camus var store tænkere, som bibeholdte ideen om personligt valg og ansvar, men kasserede den personlige forbindelse til Gud.

Kierkegaard (s.d.) mente også at ethvert menneske eksisterer på et af tre “eksistensens stadier”: det æstetiske, det etiske og det religiøse. De fleste mennesker han lagde mærke til levede et æstetisk liv hvor intet betød noget ud over udseende, fornøjelser og lykke. Det er i overensstemmelse med dette plan at folk følger sociale regler. Kierkegaard (s.d.) betragtede også overtrædelsen af sociale regler af personlige grunde (f.eks. for at søge berømmelse, et ry for oprørskhed) som værende et personligt æstetisk valg. En meget mindre gruppe er de mennesker som lever på det etiske stadie, som gør deres bedste for at gøre det rigtige og se bort fra samfundets flade høfligheder og ideer. Det tredje og højeste stadie er det religiøse stadie. For at være på det religiøse stadie siger Kierkegaard at man skal overgive sin helhed til Gud.

L

Landsretten

Landsretterne er to domstole, der blev oprettet i 1919 til afløsning af de hidtidige landsoverretter. En dommer i en landsret kaldes landsdommer, og landsretten ledes af en præsident. Landsretterne fungerer som appelinstanser for byretterne. Vestre Landsret (s.d.) har sæde i Viborg, mens Østre Landsret (s.d.) har sæde i København.

Leon Festinger

Leon Festinger, der blev født den 8. maj 1919 i New York og døde 11. februar 1989 i samme by, var en banebrydende og kontroversiel amerikansk psykosociolog.

Karriere

Efter 2. verdenskrig gik Festinger ind i Massachusetts Institute of Technology (MIT), hvor Lewin grundlagde Research Center for Group Dynamics. I 1948, efter hans mentors død, blev forskningscentret overført til University of Michigan . Festinger arbejdede ved University of Minnesota fra 1951. Han underviste ved Stanford University fra 1955 til 1968, derefter på New School for Social Research fra 1968 til sin død.

Arbejder

Leon Festinger er især forfatteren af ​​teorien om kognitiv dissonans (A Theory of Cognitive Dissonance, 1957), hvormed han forsøger at forklare, hvordan mennesket styrer de spændinger, der genereres af uforenelige elementer/kognitioner.

Kognitiv dissonans er en fornemmelse, der ser ud til at stamme fra en konflikt mellem idéerne, troen og værdierne af et bestemt emne og deres adfærd. Kognitiv dissonans opstår som følge af uforenelighed af tanker, der skaber en tilstand af betydeligt ubehag hos mennesker.

Ifølge Festinger tvinger denne spænding personen til at skabe nye idéer eller færdigheder til at lindre spændinger. De er ofte komplementære til en persons overbevisningssystem. Denne teori har at gøre med beslutningstagning.

Hver gang vi beslutter at gøre noget, der er i konflikt med vores overbevisning, implementerer vi forskellige strategier, der lindrer den nævnte spænding.

Leon Festinger er også forfatter til The Theory of Social Comparison Processes. I denne artikel præsenterer Festinger en række hypoteser, der skulle komme til at lede forskningen på dette område i årtier.

Der er gået 60 år siden Leons eksperiment, og emnet fortsætter med at rejse spørgsmål og debatter. For eksempel foreslår nogle det som en begrundelse for forsvarsmekanismer, der manifesterer sig i forskellige psykologiske forhold.

Se også Kognitiv dissonans

Livet og Tjenesten som kristne (“Midtugemødet”)

VED det årlige møde for Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania den 3. oktober 2015 bekendtgjorde Anthony Morris fra Det Styrende Råd at Den Teokratiske Skole, Tjenestemødet og Menighedsbogstudiet ville blive erstattet af et nyt møde med navnet Livet og tjenesten som kristne. Anthony Morris oplyste endvidere at det tidligere interne månedsblad Tjenesten for Riget ville blive erstattet af en ny firfarvet, ottesiders månedlig publikation der hedder Livet og tjenesten som kristne – arbejdshæfte, og som indeholder det ugentlige mødeprogram og billedmateriale som vil hjælpe os til at få mere ud af vores personlige bibellæsning.

 Det nye møde er opdelt i tre dele:
  1. Perler fra Guds ord. Det første punkt i denne del er et timinutters foredrag baseret på ugens bibellæsning (som er en sektion fra Bibelen som alle forventes at have gennemlæst forud for mødet) og billedmateriale fra arbejdshæftet. Det andet punkt, “Søg efter åndelige perler”, er en otteminutters spørgsmål og svar-drøftelse af ugens bibellæsning efterfulgt af en fireminutters oplæsning fra Bibelen.
  2. Bliv dygtigere til at forkynde. I denne del vil der som regel være tre såkaldte “elever” (der er medlemmer af menigheden) der demonstrerer hvordan man kan undervise ved første samtale, på et genbesøg og på et bibelstudium.
  3. Vores liv som kristne. Denne skal lære medlemmerne hvordan de “kan bruge Bibelens principper i hverdagen”. Et vigtigt punkt i denne del er Menighedsbibelstudiet, der er en spørgsmål og svar-drøftelse.

M

Menighedsbogstudiet

Menighedsbogstudiet var en mødeform der afskaffedes fra og med 2016. Tidligere havde man på en hverdagsaften i løbet af ugen et kort møde af en times varighed hvor menigheden var delt op i små grupper af 12-15 personer som mødtes i private hjem som forskellige medlemmer af menigheden stillede til rådighed for dette møde. På disse møder studerede man som regel en af Vagttårnsselskabets bøger eller brochurer, og det fremgik af en kalender i publikationen “Rigets Tjeneste” (senere omdøbt til “Tjenesten for Riget”) hvilke paragraffer der skulle drøftes ved hver uges møde.

Menighedsbogstudiet var et af fem møder der blev holdt fordelt på tre ugentlige sammenkomster. Det var det eneste møde der blev holdt i private hjem, og forhenværende Jehovas Vidner og enkelte nuværende medlemmer mistænker at man afskaffede det sidste møde der var tilbage i private hjem, af samme grund som man for år tilbage forbød at flere af menighedens medlemmer studerede vagttårnet sammen som en fælles forberedelse til mødet om søndagen. Man havde nemlig historisk set dårlige erfaringer med møder i små grupper hvor mange ofte blev hængende efter mødet til en hyggelig sludder som af og til kunne handle om spørgsmål til det pensum der var blevet drøftet den pågældende aften. Det havde flere gange resulteret i at grupper af Jehovas Vidner var begyndt at undre sig over uoverensstemmelser og selvmodsigelser i Vagttårnsselskabets lære, hvilket havde ført til frafald fra menigheden.

I dag har man reduceret antallet af sammenkomster til to, hvor den ene er et såkaldt “midtugemøde” (som samlet kaldes for Livet og Tjenesten som Kristne, s.d.) og det andet er en forkortet udgave af det tidligere 2 timer lange “Søndagsmøde”. Det tætteste man kommer på noget der minder om menighedsbogstudiet i vore dage er trejde del af det nye “midtugemøde” som er et underpunkt der har titlen “Vores liv som kristne” der bl.a. indeholder et indslag der kaldes “Menighedsbibelstudiet”, hvor man  har en drøftelse med spørgsmål hvor tilhørerne kan deltage ved håndsoprækning.

Midtugemødet

Se Livet og Tjenesten som Kristne (klik her for at springe direkte til artikel)

Milton George Henschel

Milton George Henschel (9. august 1920 – 22. marts 2003) var medlem af Det Styrende Råd og den femte præsident af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, som er Jehovas Vidners officielle kirkeorganisation. Han fulgte Frederick William Franz (s.d.) som præsident i 1992.

Milton Henschel

Milton Henschel blev født i Pomona, New Jersey. Hans far, Herman George Henschel, var en af stifterne af Vagttårnsselskabets bondegård på Staten Island. Familien flyttede til Brooklyn, New York i 1934. Milton blev i 1934 døbt som Jehovas Vidne og flyttede til Betel i 1939. I 1956 giftede Henschel sig med Lucille Bennett, en af studenterne af den 14. klasse af Watchtower Bible School of Gilead, som havde missioneret i Venezuela.

Milton Henschel var som så mange andre præsidenter for Vagttårnsselskabet indsat i denne post til sin død. Han blev til gengæld den sidste præsident for Vagttårnsselskabet der fungerede under den gamle ordning hvor Vagttårnsselskabets præsident og Ordstyreren for Det Styrende Råd var én og samme person. Efter Milton Henschels præsidentskab ændredes Vagttårnsselskabets vedtægter så inden af medlemmerne af Det Styrende Råd kan være bestyrelsesmedlemmer for sektens juridiske entiteter, dvs. Watchtower Bible and Tract Society of Pennsylvania, Watchtower Bible and Tract Society of New York eller Christian Congregation of Jehovah’s Witnessses. (Det samme gjaldt I.B.S.A. som dog er afviklet).

Henschel døde den 22. marts 2003 i en alder af 82 år.

Minusvækst

Minusvækst betyder generelt set negativ vækst på et bestemt område, f.eks. nedgang i økonomisk aktivitet, medlemsudvikling el.lign. I forbindelse med grupperinger som foreninger, klubber, kirker, trossamfund o.lign. betyder minusvækst tilbagegang i medlemstal, hvilket i praksis betyder at antallet der forlader gruppen er større end antallet der tilslutter sig. Her skal man erindre at man i “forlader” ikke skelner mellem personer der aktivt forlader gruppen, eller som følge at død naturligt ophører med at være medlem af gruppen.

Nulvækst er et ord i samme kategori, der dækker over det at forblive på samme niveau på et givent område; I forbindelse med foreninger, kirker, grupperinger, er det udtryk for at grupperingen oplever stagnation – dvs. ikke kan fremvise nogen form for vækst i medlemstal.

N

Nathan Homer Knorr

Nathan Knorr var Vagttårnsselskabets tredje præsident efter Joseph F. Rutherford (s.d.).

Nathan H. Knorr

Modsat Joseph Rutherford var Nathan Knorr ikke nogen stor taler og han havde ingen evner for at skrive bøger, endsige gøre sig som teologisk tænker. Men hans vicepræsident (Frederick Franz, s.d.) som senere overtog embedet som præsident, skrev i hele Knorrs præsidentperiode – med få undtagelser – stort set alle de bøger som blev udgivet i præsident Knorrs præsidentperiode. Påfaldende nok traf Nathan Knorr beslutning om at fokus fra tiden for hans indsættelse som præsident skulle fjernes fra personen og rettes mod budskabet, hvorfor man ophørte med den hidtidige praksis med at anføre hvem der var forfatter til den pågældende bog. Ingen der kendte lidt til organisationens struktur var dog det mindste i tvivl om at Frederick Franz (s.d.) – der også fungerede som sektens chefideolog og -teolog – var

Nathan Knorr var til gengæld en meget dygtig organisator og satte meget af forkyndelsesarbejdet på skinner, ligesom han iværksatte adskillige initiativer der skulle effektivisere organisationen, herunder en række skoler der skulle gøre medlemmerne dygtigere til at forkynde sektens budskab for hele klodens befolkning. Nathan Knorr er bl.a. ansvarlig for oprettelsen af Bibelskolen Gilead (for medlemmer der udsendes til fremmede lande for at missionere), Den Teokratiske Skole (for alle forkyndere, så de kunne blive bedre talere og bedre til at udbrede budskabet i forkyndelsen) og Rigets Tjeneste Skole som var en skole der skulle dygtiggøre ældste til at varetage deres hverv i deres lokale menigheder.

Nathan Knorr havde ifølge personer i hans nærmeste omgangskreds en temmelig ringe bibelforståelse, og onde tunger vil hævde at ingen nogensinde har set Nathan Knorr banke på en eneste dør for at forkynde sektens budskab.

Ny Verden-Oversættelsen

Ny Verden-Oversættelsen og tidligere Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter er titlerne på en række danske bibeloversættelser udarbejdet af Jehovas Vidner. Der findes udgaver på 193 sprog med et samlet oplagstal på 238 millioner.

Ny Verden-Oversættelsen på flere sprog

Denne bibeloversættelse blev for første gang udgivet i 1974 for Det Nye Testamentes vedkommende, og derefter i 1985 hvor det var den første privatoversættelse af hele Bibelen til dansk i 129 år. Oversættelsen blev lettere revideret i 1993. En revision i 2017 har derimod nærmest karakter af en nyoversættelse, da udgaven fra 1993 holder sig til en næsten ord-for-ord gengivelse, hvor 2017-udgaven lægger meget større vægt på et “nutidigt og letforståeligt sprog”. Den er udkommet i en række forskellige udgaver, bl.a. en lommeudgave, som en studieudgave i stort format med fodnoter, krydshenvisninger, bibelordbog samt en række tillæg med kommentarer til detaljer i oversættelsen. Desuden findes en række elektroniske udgaver som tekst og lydfiler, blandt andet som app og online på internettet.

Oversættelsen er også kendetegnet ved flere steder at afvige på væsentlige detaljer fra de mest udbredte bibeloversættelser, hvilket naturligt har mødt kritik fra andre kirkelige kredse. Jehovas Vidner mener at mange bibeloversættelser på visse punkter er unøjagtige og gennem århundreder er påvirket af kirkernes traditioner og trosbekendelser. De nævner især at man systematisk har skjult Guds navn, samt indflydelse fra en række kirkelige doktriner som Jehovas Vidner betragter som myter og løgne, især: sjælens udødelighed, læren om helvede og læren om treenigheden. Som et resultat af Jehovas Vidners bibelstudium, oversættelsesarbejde og studium af disse kirkelige doktriners oprindelse har de forkastet dem, fordi de mener de er af hedensk oprindelse og ikke finder nogen støtte i en nøjagtigt oversat bibeltekst

Hvis man skal tro oversættelsens titelblad er oversættelsen udarbejdet af en anonym oversættelseskomité. Det er dog en anelse overdrevet at omtale de involverede som en oversættelseskomité, da hele den samlede oversættelse er én mands værk, nemlig manden der senere blev Vagttårnsselskabets fjerde præsident, Frederick Franz (s.d.). Se yderligere dokumentation for dette under opslagsordet Oversættelseskomite (Ny Verden-Oversættelsen) (s.d.) for at se relevant dokumentation for dette.

Til oversættelse af det gamle testamente benyttede Frederick Franz (s.d.) primært manuskripter fra den såkaldte Yahwistiske tradition med manuskripter der kan dateres til omkring år 900-1000 i modsætning til en Elohistiske tradition der har manuskripter der kan dateres tilbage til omkring år 850. Specialister i oversættelse af de Hebraiske Skrifter (populært kaldet “Det Gamle Testamente”, eller “Den Gamle Pagt/Aftale”), favoriserer ikke den ene frem for den anden, hvilket også ses af at senere oversættelser faktisk trækker på manuskripter af begge traditioner og skaber dermed en lang række “hybrid-oversættelser”.

For det Nye Testamentes vedkommende må man sige at bibelen i det store hele er baseret på Westcott og Horts oversættelse, hvilket den oversættelses-kyndige ved første øjekast ville finde besynderligt, da de – i særdeleshed Westcott – var kendt for offentligt at erklære at de ikke troede på Bibelens ufejlbarlighed. Men ved nærmere eftertanke kan man konstatere, at det blot gjorde det lettere for Frederick Franz (s.d.) at korrigere i Westcott og Horts oversættelse, hvor den er i strid med de steder hvor Vagttårnssektens doktriner om Jesus stilling i forhold til Gud accentuerer sig væsentligt fra både Luthersk og Romersk-Katolsk funderet kristentro, som f.eks. i spørgsmålet om Jesu guddommelighed.

I Ny Verden-Oversætttelsen har man i de hebraiske tekster (Det Gamle Testamente) valgt konsekvent at oversætte tetragrammet med hybridnavnet Jehovah (på dansk “Jehova“) som er en sammensmeltning af konsonanterne i Elohim og Adonai med konsonaterne i det hebraiske tetragram יהוה (eller YHWH) 6979 gange. Det ser man også gjort omend i mindre omfang i andres oversættelser af den Hebraisk/Aramaiske del af Bibelen. Mere kontroversielt er de 237 gange man har taget sig den frihed også at indsætte navnet Jehova i Det Nye Testamente, selvom man intetsteds har fundet manuskripter der retfærdiggør denne metodik. Dette giver en samlet brug af navnet “Jehova” i 7216 gange i den samlede Ny Verden-Oversættelse. (I 1984-udgaven var dettte tal 7210 gange, mens det i 1961-udgaven var på 7199 gange, så man har altså løbende fundet flere og flere steder hvor man har retfærdiggjort indsættelsen af navnet “Jehova”, hvillket viser hvor stor vægt sekten lægger på denne accentuering fra andre kristne sekter).

Argumentationen for at indsætte navnet “Jehova” i det Nye Testamente uden manuskriptlige belæg herfor, er at man hævder at Jesus som en selvfølgelighed har benyttet Guds navn, selv steder hvor man tydeligt i meget tidlige græske manuskripter finder ordet “Kyrios” som slet og ret betyder “Herre”. Men også steder hvor man i græske manuskripter har fundet ordet “Theos” har man blot “gættet” på at der oprindeligt har stået et Tetragram, hvorved man har retfærdiggjort indsættelsen af navnet Jehova (Engelsk: “Jehovah”).

Den danske udgave af Ny Verden-Oversættelsen har ikke trukket på andre manuskripter end den engelske udgave kaldet “New World Translation” og der er således ikke gjort nogen indsats for at sammenholde den danske tekst med Hebraiske, Aramæiske, Græske eller endog gamle Latinske manuskripter. Her har man taget den engelske oversættelse for pålydende. Det samme gælder i øvrigt samtlige oversættelser af Ny Verden-Oversættelsen som er oversat til andre sprog end engelsk.

Oversættelsen har desuden været udsat for en del kritik fra andre hebraisk- og græsk-kyndige som hævder at oversættelsen – i særdeleshed af Det Nye Testamente – er en forudindtaget oversættelse, der favoriserer doktrin i stedet for ærlig oversættelse.

I en årrække hævdede man at den berømte professor i bibelsk græsk, Dr. Julius Mantey, havde lovprist oversættelsen og at han bakkede op om oversættelsens særegne måde at oversætte Johannes Evangeliet 1:1 på. Dette gav dog et voldsomt bagslag for sekten, som måtte lide den tort at Dr. Mantey offentligt i en dokumentarudsendelse bekendtgjorde at han aldrig nogensinde havde rost Ny Verden-Oversættelsen, og for at føje spot til skade omtalte han desuden Ny-Verden Oversættelsen som “en af de mest elendige bibeloversættelser han nogensinde havde set”, og at oversættelsen var uanvendelig fordi den var mere forudindtaget end nogen anden oversættelse han nogensinde havde set, fordi den udelukkende og helt utilsløret var produceret, for at bakke op om specifikke doktriner.” Dr. Mantey siger i samme interview: “Ingen anden oversættelse jeg nogensinde har set, ligger længere fra den originale Hebraiske og Græske originaltekst end disse bøger fra Vagttårnsselskabet.” (Han vil ikke engang bruge ordet “bibel” eller “bibeloversættelse” men kalder dem slet og ret “disse bøger fra Vagttårnsselskabet”. Endelig sender Dr. Julius Mantey et brev direkte til Vagttårnsselskabet hvori han forlanger at de i al fremtid afstår fra at benytte hans navn i en eneste af deres publikationer og han skriver endvidere, at en overtrædelse af dette forbud ville medføre de stærkest tænkelige juridiske konsekvenser for Vagttårnsselskabet.

O

P

Pascals Væddemål

Pascals væddemål er et filosofisk og apologetisk argument for troen på den kristne Guds eksistens, fremsat af den franske filosof, matematiker og fysiker Blaise Pascal (1623-1662). Han fremstiller spørgsmålet om troen på Gud som et væddemål med kun to satsningsmuligheder: Gud eksisterer, eller Gud eksisterer ikke. Væddemålet er et argument for, at ateisme er en satsning, som ikke er værd at tage. Hvis ateisten har ret, er han bare død, når han er død, og den kristne er også bare død. Hvis ateisten derimod tager fejl, vil han betale med en evig ulyksalighed (helvede), mens den kristne vil modtage en evig lyksalighed (himlen/paradis). Derfor bør man satse på, at Gud eksisterer.

Pascals væddemål kortlagde et nyt territorium af sandsynlighedsteori, og det var var den første formelle anvendelse af beslutningsteori.

OBS – VIGTIGT!
Det skal understreges, at væddemålet ikke er et argument for Guds eksistens, men for troen på Guds eksistens. Det er et argument for, at det er en bedre satsning at tro på, at Gud eksisterer, end at tro på, at han ikke eksisterer.

I Pascals filosofiske hovedværk “Tanker” er væddemålet beskrevet således:

”Lad os da undersøge dette punkt; vi siger altså: ’Enten er Gud, eller han er ikke.’ Men til hvad side skal vi hælde? Fornuften kan ikke nå til en løsning. Et uendeligt kaos adskiller os [fra Gud]. Ved den yderste ende af denne uendelige afstand spilles der et spil, hvor der enten kommer plat eller krone ud. Hvad skal vi holde på? Ved hjælp af fornuften kan du ikke bekræfte nogen af de to muligheder; ved hjælp af fornuften kan du heller ikke benægte nogen af dem. Beskyld da ikke dem, der har gjort et valg for at have gjort galt; thi det ved du intet om. ’Nej, jeg bebrejder dem heller ikke, at de har valgt sådan eller sådan, men at de overhovedet har valgt; thi vel har den, der har valgt krone, måske ikke gjort galere end den, der har valgt plat, men de har begge gjort galt; det rigtige er nemlig ikke at holde på noget.’ Ja, men holdes må der. Det er ikke en frivillig sag. Din skæbne befinder sig nu engang ude på dybet. Hvad vil du da holde på? Lad os nu engang se. Siden det er nødvendigt at gøre et valg, må man være klar over, hvor der er mindst at risikere. Du har to ting at tabe: det sande og det gode, og to ting at sætte ind i spillet: din fornuft og din vilje, din erkendelse og din lyksalighed; og din natur har to ting, den vil undgå: fejltagelse og elendighed. Din fornuft krænkes ikke mere ved at vælge det ene end ved at vælge det andet, eftersom det er nødvendigheden, der kræver et valg. Hermed er da ét punkt klaret. Men nu din lyksalighed? Lad os veje vinding og tab, hvis du holder på krone: at Gud er. Overslaget ser således ud: Vinder du, vinder du alt; taber du, taber du intet. Hold derfor uden betænkning på, at Gud er.”
“Tanker”, 1670 (posthumt), Blaise Pascal, Matematiker, Fysiker, Filosof

Pascal forudsætter i sit argument, at der på spørgsmålet om Guds eksistens kun findes to svarmuligheder:

  1. Gud eksisterer
  2. Gud eksisterer ikke

En tredje mulighed findes ikke. Hvis man ikke vil satse på, at Gud eksisterer – hvis man lever som om Gud ikke eksisterer – så satser man i virkeligheden på, at Gud ikke eksisterer, siger han.

Derudover forudsætter han, at de to muligheder er lige sandsynlige. Det er således ikke sandsynligheden for et bestemt udfald af væddemålet, der skal afgøre, hvilken mulighed man vælger. Det er gevinst og tab ved de to muligheder, der skal afgøre det.

Med hensyn til gevinst og tab siger han, at hvis man vædder på, at Gud eksisterer, og vinder væddemålet, så vil man få en uendelig gevinst: Man vil opnå en evig lyksalighed i himlen. Baggrunden for denne påstand er den kristne lære om, at man frelses og kommer i himlen, hvis man tror på Gud – nærmere bestemt den kristne Gud.

Hvis man vædder på, at Gud eksisterer, og taber væddemålet, så vil man ikke lide noget tab i form af noget ubehageligt efter døden. Man vil blot blive til intet.

Hvis man vædder på, at Gud ikke eksisterer, og vinder væddemålet, så vil man ikke få nogen gevinst. Efter døden vil man blot opleve den intethed, som man forventer.

Hvis man vædder på, at Gud ikke eksisterer, og taber væddemålet, så vil man lide et uendeligt tab: Man vil få en evig straf i helvede.

På den baggrund skal man selvfølgelig vædde på, at Gud eksisterer, siger Pascal. Man har en interesse i at tro på Gud.

Skematisk kan væddemålet stilles således op:
Du væddede på, at Gud eksistererDu væddede på, Gud ikke eksisterer
Det viser sig, at Gud eksistererDu vil få en uendelig gevinst: Du vil opnå en evig lyksalighed i himlenDu vil lide et uendeligt tab: Du vil få en evig ulyksalighed i helvede
Det viser sig, at Gud ikke eksistererDu vil ikke lide noget tab. Du vil blot blive til intetDu vil ikke få nogen gevinst. Du vil blot blive til intet
“Pascals Væddemål” forklaret skematisk

I figuren herover ser man at Pascals postulat er at der man ganske enkelt har bedre “odds” ved at vælge at tro på Gud end ved at vælge ikke at tro på Gud, da de tre af de fire mulige udfald der kan hænde den dag man dør, vil være til ens fordel, men kun ét vil være til ens ulempe, og dette ene forekommer kun for dem som vælger ikke at tro på eksistensen af en Gud (højre kolonne).

Men det er et argument der har været udsat for megen kritik — alene af den grund at de fleste troende vil afvise at tro er et valg, men en overbevisning der er kommet til dem gennem livserfaring, indfra, fra hjertet, fra sindet, fra helligånden, osv. Så tro er ikke blot en beslutning du tager på samme måde som du tager en beslutning hos bageren om du vil have en hindbærsnitte eller en napoleonskage. Jeg skal uddybe kritikken af Pascals væddemål en smule herunder.

Kritik af ’Pascals væddemål‘

Pascal har dog fået nogen kritik for denne argumentation for det “fornuftige i at tro” på den kristne Gud. Et af argumenterne er at der også er andre religioner der tror på en Gud og som forkynder evig fortabelse såfremt man ikke tror, som Islam f.eks. gør om “de vantro”. Af denne grund kunne en Imam med samme ret bruge Pascals væddemål som argumentation for at tro på Allah og hans profet Muhammed, som en kristen præst kan argumentere for at tro på den kristne Gud, Søn og Helligånden.

Væddemålet er endvidere blevet kritiseret for, at det indebærer en forkert motivation for at tro på Gud. En retfærdig Gud ikke vil anse det for at være en god motivation at handle ud fra en beregnende interesse i vædde på et resultat, der har den største sandsynlighed for at medføre gevinst. En sådan kølig kalkulerende spekulation i personlig fordel svarer dårligt til den sande tro, som har mere ædle motiver.

Richard Dawkins siger: ”man [kan] ikke … beslutte sig for en ægte tro på baggrund af sådanne strategiske overvejelser. Pascals væddemål ikke er et argument for at tro på Gud, men er et argument for at foregive at tro på Gud. Hvis Gud er alvidende, vil han kunne gennemskue dette bedrag, siger Dawkins.
Richard Dawkins, 2008, “The God Delusion”

Desuden er det blevet fremført, at tro ikke er noget, man kan tvinge sig selv til. Hvis man bliver tilbudt en enorm pengesum for at tro, at himlen er grøn, så kan man ikke af den grund tro oprigtigt på det. Pascals væddemål inspirerer ikke til en ægte tro.

Pascal kritiseres også for at drage nogle forhåndskonklusioner om Guds retfærdighed, som han ikke kan tillade sig at hævde at have uigendrivelige beviser for — endsige argumenter for i Bibelteksterne.

Pascal mener – ud fra sin kristne tro – at det kun er troen eller den manglende tro på Gud, der afgør, om et menneske får en evig lyksalighed eller en evig ulyksalighed. Det er imidlertid en påstand – ikke sikker viden – at det forholder sig sådan.

Faktisk er der flere andre muligheder. Der er blandt andet disse:
  1. Der er en Gud, men han belønner ikke
  2. Der er en Gud, der belønner, men ikke alene gør det på baggrund af tro på ham
  3. Der er en Gud, der belønner på baggrund af gerninger, ikke tro
  4. Der er en gud der belønner og straffer på langt mere nuanceret vis. Det samme menneske kan både modtage en løn og en straf – i overensstemmelse med mængden af både dets gode og dets onde gerninger

Det er for eksempel tænkeligt, at Gud belønner kritisk agnosticisme og straffer blind tro. Det er også tænkeligt, at Gud belønner ærlighed i tanken og straffer påtaget tro. Faktisk finder man – såfremt man da tager evangelierne for pålydende – selv hos Jesus den tanke, at det afgørende ikke er, om man bekender sig til Gud, men om man handler efter Guds vilje: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” — Matthæus Evangeliet 7:21

Pascals fremstilling af væddemålet forudsætter, at der er tale om en simpel ja-eller-nej-beslutning, hvorfra alt andet følger. Men inden for kristendommen er der ingen konsensus om de kriterier, ifølge hvilke evig lyksalighed opnås, eller hvordan en tro på Gud skal udtrykke sig for at blive belønnet med evigt liv. Selv pave Frans har udtalt, at ”en person godt kan blive frelst, selv om han ikke har været troende, hvis han blot har været et godt menneske“.

En anden forudsætning for Pascals fremstilling af væddemålet er, at et menneske kun lever ét liv på jorden, hvorefter det dømmes til enten evig lyksalighed og evig ulyksalighed. Men der findes religioner og religionsformer, der har reinkarnation som en del af deres lære, for eksempel hinduismen, jainismen, buddhismen og New age, og som regner med, at hvert menneske lever mange liv (inkarnationer) på jorden.

Patientklagenævnet

Se Styrelsen for Patientklager

Persondataforordning

Også kendt som EU’s Persondataforordning eller GDPR (s.d.)

Pioner

En pioner er en forkynder der af det landsdækkende afdelingskontor (på anbefaling af det lokale ældsteråd) er udnævnt som “pioner”. Det betyder i praksis at man har forpligtet sig til at bruge 70 timer om måneden (eller 840 timer om året) på forkyndelse. Dette er selvsagt så tidskrævende at pionerer sjældent har et fuldtidsjob ved siden af deres “gerning” som pionerer. De vil typisk tage et deltidsarbejde, som for størstedelen af pionerernes vedkommende består i rengøringsarbejde, ofte i de tidlige morgentimer eller sene aftentimer, samt i weekender eller på helligdage.

Dette timekrav forekommer måske nogen urimeligt højt, men det er faktisk det laveste timekrav der nogensinde har været til pionerer. Pionerer – der i sektens tidligste år kaldtes for “kolportører” – skulle indtil 1949 nå 150 timer om måneden, hvorefter dette timekrav i nedsattes til 100 timer om måneden. I 1974 nedsatte man timekravet til 90 timer om måneden (eller 1000 timer om året) og i 1999 reducerede man yderligere timekravet med 20 timer idet man “kun” forventede at pionerer nåede 70 timer om måneden (840 timer om året). Årsagen til disse nedsættelser i timekravet maskeres i hovedreglen som hensyntagen til den enkelte forkynder fordi man udviser forståelse for at vi lever i andre tider hvor det ofte er nødvendigt at have to indtægter for at opretholde et tåleligt livsgrundlag for sig selv og sin familie. Sådan udtrykkes det f.eks. i Rigets Tjeneste for marts 2011, hvor man i artiklen med titlen “Har du engang været pioner?” kan læse flg.:

“… af forskellige årsager har nogle måttet holde op som pionerer. … Måske har du ikke selv været pioner, men en i din familie er holdt op for at tage sig af et familiemedlem, som for eksempel sin gamle far eller mor. … Omstændighederne ændrer sig. Det som gjorde at du måtte afbryde din pionertjeneste, er måske ikke længere nogen hindring. Hvis du for eksempel holdt op fordi du ikke kunne nå 90 timer om måneden, kunne du så begynde igen, nu hvor timekravet er sat ned til 70? En søster der holdt op som pioner af helbredsårsager, var i stand til at begynde igen som 89-årig. Hun havde ikke været på hospitalet i over et år og mente at hendes helbred nu tillod hende at blive pioner igen! Måske vil Jehova med tiden ’åbne en stor dør ind til virksomhed’ for dig, så du igen kan opleve glæden ved at være pioner.”
— Rigets Tjenste, Marts 2011

Andre artikler er mere ærlige om den virkelige årsag til nedsættelsen af timetallet. Årsagen er nemlig den samme som den der fremprovokerer andre ændringer i den organisatoriske struktur i sekten, nemlig manglende interesse og statistikker der udvikler sig i en kedelig retning. Ser man statistikkerne for 1990 og fremefter er det helt åbenbart at antallet af pionerer falder år for år ligesom antallet af hjælpepionerer på årsbasis. Dette er et stigende problem for sekten, for hvis folk ophører som pionerer har de ikke længere forpligtet sig til et bestemt antal timer i forkyndelsen hver måned, og det kunne måske få dem til at nyde måneder hvor de måske “kun” gik ud og forkyndte i 10-20 timer. Så er det trods alt bedre at have medlemmer der stadig har forpligtet sig til at agitere i 70 timer om måneden frem for kun 1 time som er minimumskravet til dem der ønsker at være registrerede som regelmæssige forkyndere. Så hvis man ved at sænke timekravet kan fastholde en masse i et forpligtelsesforhold, så gør man naturligvis gerne det. Det fremgår med al tydelighed af ordlyden i Rigets Tjeneste for 1. januar 1999, hvor man bl.a. kunne læse følgende:

“Fra og med kalenderåret 1999 vil det månedlige timekrav for almindelige pionerer være på 70 timer, eller i alt 840 timer om året. Det månedlige timekrav for hjælpepionerer vil være 50 timer. … Vi håber at denne ændring i timekravet kan hjælpe flere pionerer til at fortsætte i denne særlige tjeneste. Det vil sikkert også gøre det muligt for flere forkyndere at melde sig enten som pioner eller hjælpepioner.”
— Rigets Tjeneste, Januar 1999

Blev der flere pionerer efter timekravet blev nedsat til 70 timer?

Ja! Det gjorde der — kortvarigt. Hvis begrebet “at tisse i bukserne for at holde varmen” nogensinde har givet mening, har det aldrig givet mere mening end da man forsøgte at øge pionerantallet – eller i hvert fald bevare status quo – ved at prøve at tiltrække flere til denne gerning, eller i hvert fald forhindre at der blev færre og færre pionerer hvert år, sådan som det var gået i det seneste årti. Hvis man ser på nedenstående nøgletal, så gik det støt ned ad bakke med antallet af pionerer fra 1990-1998. I 1999 sænker man timekravet fra 90 til 70 timer om måneden, og reklamerer samtidig aggressivt for denne “tjeneste” i publikationer, i punkter på møderne og på stævnerne. Så mens der i 1998 nu kun var 959 pionerer i Danmark, var der pludselig i 1999 igen 1.166 pionerer — et tal der ikke var overgået siden 1993. Så på den måde genvandt man hvad man havde tabt på 5 år. Men glæden var midlertidig.

ÅrPionererTimer forkyndt (alle)Timer pr. forkynder (alle)Gns. timer (alle)Timer nået (pionerer)Timer nået (andre)Timer pr. år (andre)Timegennemsnit (andre)
19901.3782.695.882167,213,91.371.0001.324.88294,47,9
19941.1132.382.470147,112,31.070.0001.312.47073,76,8
*19991.1662.127.613141,211,81.166.000961.61386,27,2
20056382.002.733139,911,7638.0001.364.73347,13,9
*Som man ser af ovenstående steg antallet af pionerer lidt i 1999 da man nedsatte timekravet til 70 timer.
Det havde dog kun minimal indflydelse på det antal timer det blev forkyndt i gennemsnit af alle Jehovas Vidner i Danmark,
og antallet af pionerer var allerede i 2005 igen rekordlavt med kun 638 pionerer i hele landet.

Den midlertidige varme fra vandladningen i bukserne blev – som den slags har det med at gøre – forandret til en grueligt kold fornemmelse i løbet af de næste 5 år og allerede i 2005 var antallet af pionerer faldet med et brag til det rekordlave antal på 638 pionerer. Længere end 6 år kunne man ikke holde begejstringen for pionertjenesten oppe ved at sænke timekravet. Men hvad værre er: Interessen for forkyndelse i det hele taget var også dalet blandt det samlede antal Jehovas Vidner i Danmark, og det timegennemsnit for dem der ikke var pionerer i 1990 var i 2005 faldet til 3,9 timer pr. forkynder. Aldrig havde så mange forkyndere forkyndt så lidt.

Q

R

Raymond Victor Franz

Raymond Franz (født 8. maj 1922, død 2. juni 2010) var medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd fra d. 20. oktober 1971 til 22. maj 1980. Han arbejdede på organisationens hovedkontor i 15 år fra 1965 til 1980. Han anmodede om at måtte fratræde det styrende råd som følge af sin opfattelse af såvel teologiske som menneskelige paradokser i organisationen. Han er det eneste medlem af det styrende råd, som er afhoppet, og som er stået frem og har kritiseret Jehovas Vidners organisation. Hans fratrædelse er blevet sammenlignet med en katolsk kardinal, der fratræder sit embede.

Raymond Franz

Han blev senere udstødt (senere betegnet som “udelukket”), fordi han havde spist sammen med sin udstødte chef (Peter Gregerson), hvilket på “overtrædelsens” tidspunkt ikke blev anset som grundlag for udstødelse. Denne opfattelse blev først bekendtgjort i Vagttårnet efter Raymond Franz havde spist det famøse måltid med en person der allerede var udelukket af menigheden. Desuden er det vigtigt at understrege at det var naturligt at han som Peter Gregersons ansatte kunne holde et møde mens de alligevel spiste frokost sammen.

Raymond Franz var nevø af Vagttårnetselskabets fjerde præsident Frederick William Franz (s.d.)Raymond Franz har skrevet flere bøger. Den mest kendte er “Samvittighedskrise”, som er oversat til dansk i 1991. Bogen er blandt de mest læste om Jehovas Vidner historie og teologi. Bogen fik omfattende konsekvenser for Jehovas Vidner, som blev udstødt (senere betegnet som “udelukket”) for at købe og læse bogen. Blandt andet blev otte medlemmer i Viborg udstødt i 1995. De alvorlige konsekvenser af at læse i Franz’ bøger skyldes, at han afslører alvorlige svigt i Jehovas Vidners ledelse (også omtalt som Det Styrende Råd).

Rhesus-Immunisering

Rhesus er en gruppe bestemte antigener (proteiner), som sidder fast på overfladen af de røde blodlegemer. Et sådant antigen, kan føre til, at der dannes andre proteiner (antistoffer), som binder sig til antigenet. Når et antistof binder sig til et antigen, vil det udløse en immunologisk reaktion.

De personer, som har rhesus-antigener på overfladen af de røde blodlegemer, kaldes rhesus positive, mens de, som ikke har dem, kaldes rhesus negative. Det er medfødt, om man er rhesus positiv eller negativ.

En rhesus negativ kvinde, som bærer på et rhesus positivt foster, kan danne antistoffer mod fosterets antigener. Rhesus antistofferne kan frit passere moderkagen og binde sig til antigenerne på fosterets røde blodlegemer. Den immunologiske reaktion fører til, at fosterets røde blodlegemer bliver ødelagt, og fosteret kan få blodmangel.

En rhesus negativ kvinde kan kun danne rhesus-antistoffer, hvis hun udsættes for rhesus positivt blod. Det kan være sket i forbindelse med en abort eller fødsel af et rhesus positivt barn, eller hvis der opstår blødning fra fosteret over i moderens blod under graviditeten. Hele denne proces, som ender med dannelse af rhesus-antistoffer, kaldes rhesus immunisering. Der findes flere rhesus antigener på overfladen af vores røde blodlegemer. Det antigen, der oftest dannes antistoffer imod, er rhesus D.

Læs mere om Rhesus Immunisering her

Rigssal

Rigssale er det navn Jehovas Vidner giver deres tilbedelsessteder. Rigssalen er for Jehovas Vidner hvad en moske er for Muslimer, en synagoge er for Jøder eller en kirke er for protestanter eller katolikker.

Modsat konventionelle kirker der er udsmykket i varierende grad (f.eks. med kors/krucifix, kunst, osv.) samt udstyret med f.eks. ornamenteret prædikestol, alter, døbefond, osv. er Jehovas Vidners Rigssale meget sparsomt eller beskedent udsmykkede, og bortset fra enkelte kendetegn er der ikke noget i lokalet der afslører at man ikke blot befinder sig i et traditionelt udstyret undervisnings- eller konferencelokale.

De få særlige kendetegn ved en Rigssal er at bygningen udenpå er påført et skilt med påskriften “Jehovas Vidners Rigssal” enten på selve bygningen (f.eks. over hovedindgangen) eller på et skilt ved indkørslen til grunden hvor man normalt også finder Rigssalens parkeringsplads.

Af andre særkender er at Rigssalene har en tavle på scenens bagvæg, hvorpå Jehovas Vidners årstekst (s.d.) er anført. På scenen er der midtfor en talerstol til den der holder foredrag eller indlæg på et af møderne, samt en sekundær mikrofon såfremt der er en yderligere deltager i det holdte indlæg eller en person der skal oplæse fra den litteratur der er genstand for en drøftelse. Desuden er der et bord hvor menighedens kvindelige medlemmer må give deres indlæg fra. Da kvinder (kaldet “søstre”) ikke er tilladt at undervise i menigheden, vil man aldrig se en kvinde give en forelæsning eller forestå et indlæg som holdes fra den centrale talerstol. Alle kvinders indlæg skal fremholdes som små iscenesatte rollespil af få minutters varighed hvor den kvinde der har fået tildelt en emneopgave, spiller rollen som en forkynder der fremholder budskabet for en mulig interesseret (der også spilles af en medhjælpende kvinde).

I tidligere tider var de fleste rigssale også udstyret med et klaver, da det ofte var et af menighedens medlemmer der akkompagnerede de sange der blev sunget ved Jehovas Vidners møder (som regel synger man tre gange i løbet af et møde – ved indledningen, midtvejs gennem mødet og som afslutning på mødet). I dag udsendes musikken over Rigssalens lydanlæg og teksten til sangen vises på de storskærme som man også i løbet 2010’erne lod alle Rigssale udstyre med. På disse storskærme vises også regelmæssigt videomateriale udgivet af Vagttårnsselskabet til brug på møderne.

Bemærk at Jehovas Vidner ikke bruger udtrykket “Gudstjeneste” om deres tilbedelse, men slet og ret omtaler deres samvær som “møder”

Russel, Charles Taze

Se Charles Taze Russel (klik her for at springe direkte til artikel)

Rutherford, Joseph Franklin

Se Joseph Franklin Rutherford (klik her for at springe direkte til artikel)

S

Sartre, Jean-Paul

Se Jean-Paul Sartre (klik her for at springe direkte til artikel)

Socialpsykologi

Socialpsykologi handler om emner som attituder, holdninger, identitet, attribution, grupper og social virkelighed. Man har f.eks. undersøgt attribution/inferens af personlighed, almindelige bias og tendenser ved dette og kulturelle forskelle.

Socialpsykologer har tidligere gennemført dramatiske eksperimenter, hvor man f.eks. har undersøgt gruppepres. I et eksperiment ændrede forsøgspersoner deres perception af længden af to linjer, når de oplevede, at andre “forsøgspersoner” i lokalet, som i virkeligheden deltog som forskningsmedhjælpere, alle gav udtryk for en anden holdning. Dette medførte hos den enkelte tvivl om hvorvidt han var mentalt rask og en følelse af pinlighed ved at fortælle om sine afvigende oplevelser.

Et andet dramatisk eksempel er det klassiske “Stanford Prison Experiment” af Philip G. Zimbardo i 1971, hvor to grupper af forsøgspersoner blev sat op imod hinanden som fangevogtere og fanger i et fængsel med skræmmende resultater. Forsøget demonstrerede, hvordan mennesker lever sig ind i de roller, de forventes at indtage

Sociologi

Sociologi er studiet af samfund, deres strukturer, organisation og betydning for de individer, der indgår i samfundet. Den er en samfundsvidenskab — et begreb som den nogle gange omtales som synonymt med — som bruger forskellige former for empirisk undersøgelse og kritisk analyse til at udvikle og forfine viden omkring menneskers sociale aktivitet, ofte med det mål at benytte denne viden til at opnå social velfærd. Emnerne spænder fra mikroniveau som agens og interaktion til makroniveau som systemer og sociale strukturer.

Sociologi er både emnemæssigt og metodologisk en meget bred disciplin. Det traditionelle fokus har indeholdt social stratifikation, klasse, social mobilitet, religion, sekularisering, jura og afvigelse. På grundlag af tesen om at alle aspekter af menneskers aktivitet er bygget på social struktur og individuel agens, har sociologi gradvis udvidet sin fokus til flere emner, såsom sundhed, militær og fængsel, Internettet og selv den rolle social aktivitet spiller i udviklingen af videnskab.

Stockholmsyndrom

Stockholmsyndromet er en psykisk tilstand, i hvilken fanger eller ofrene for en kidnapning udvikler tilknytning til deres vogtere. Denne solidaritet kan sommetider komplicere tingene, når fangerne ligefrem hjælper deres tilfangetagere med at opnå deres mål eller undslippe politiet.

Syndromet udvikler sig ud af ofrets forsøg på at relatere sig til sin tilfangetager eller få sympati fra kidnapperen.

Syndromet blev navngivet således efter det berømte røveri på Norrmalmstorg imod Kreditbanken i Stockholm, som varede fra 23-28. august 1973. I denne sag blev ofrene ved med at forsvare røverne, selv efter at den seks dage lange tilfangetagelse var overstået. De forholdt sig også forbeholdne i den efterfølgende retssag. Navnet blev første gang anvendt af kriminolog og psykolog Nils Bejerot, der assisterede politiet under røveriet og refererede til syndromet i en nyhedsudsendelse. Mange psykologer over hele verden tog det derefter til sig.

Store Skare, Den

(Også kaldet “De andre får” og “Jonadabskaren”)

Dette udtryk henter Jehovas Vidner fra Bibelens sidste bog Johannes Åbenbaring kap. 7 vers 9, hvor der står:

Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: „Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet.”

Johannes Åbenbaring 7:9

Jehovas Vidner tror der findes to slags kristne: dem som tilhører „den Lille Skare“ (s.d.) og dem der tilhører „den Store Skare“. Den store skare har iflg. Jehovas Vidner ikke Jesus som deres mellemmand, da det kun er et privilegium der tilfalder „den Lille Skare“ (s.d.). Så den pagt Jesus indgik med sine efterfølgere ved den sidste nadver (som Jehovas Vidner foretrækker at kalde „Herrens Aftensmåltid“), var det kun en pagt med dem der skulle med Jesus i himlen når de døde. Dette volder ikke store problemer for konventionelle kristne, da de er af den opfattelse at de hører Kristus til og derfor en frelse der indebærer en naturlig plads ved deres Herres Jesu Kristi side når de går ind til „Herrens hvile“.

Men i Vagttaarnet for december 1923 udlagde man Jesu lignelse om ”Får og Bukke“ således:

„Faarene fremstiller alle Nationernes Folk, som ikke er aandsavlede, men hvis Sind er bøjet i Retning af Retfærdighed, som inderst inde anerkender Jesus Kristus som Herren, og som venter og haaber paa en bedre Tid under hans Regering.“ — jfr. Mattæus 25:31-46

Men i 1931 begynder Jehovas Vidner med første bind af bogen Det Store Opgør af Joseph Rutherford at forholde sig til Ezekiels bog kapitel 9, hvor man forklarer at de ”der får et mærke i panden“ er identiske med fårene i Jesu lignelse som omtalt ovenfor og dermed dem der kan overleve verdens ende. Der var imidlertid ved at ske det at sektens antal var ved at vokse sig så stort at man hurtigt kunne se at dets antal ville overstige 144.000 medlemmer, som var det antal som „den lille skare“ (s.d.) skulle omfatte, og da man tilmed forstod at en stor mængde af kristne fra det 1. århundrede også måtte tilhøre denne ”lille skare“, så ville ”onde tunger“ måske tillade sig at hævde at tiden var ved at være inde til at man fik brug for lidt mere “nyt lys” der kunne forklare at der var flere Bibelstudenter end der var plads til i Guds frelsesplan. Derfor forklarede bind 3 af bogen Det Store Opgør, at den indstilling der kendetegnede den retskafne ikke-israelit Jonadab, som sluttede sig til Israels salvede konge, Jehu, og tog med ham for at se hans nidkærhed med hensyn til at udrydde Ba’alsdyrkerne i Israel, var en forudskildring af det der blev kendt som “Jonadab-skaren” (og senere som ”Den store skare“). I bogen skrev man:

„Jonadab repræsenterede eller var et Billede paa de Mennesker paa Jorden i denne Tid . . . som ikke er i Harmoni med Satans Organisation, men stiller sig paa Retfærdighedens Side, nemlig dem, der vil blive bevaret af Herren, medens Harmagedonslaget finder Sted, idet han vil føre dem igennem denne Trængsel og give dem evigt Liv paa Jorden. Det er dem, der i Lignelsen fremstilles som ’Faar’.“ — J. F. Rutherford, 1933, Det Store Opgør, bd. III

Så her sikrer man sig for første gang at man har et sted at “placere overskuddet” der overstiger de 144.000, nemlig blandt „den store skare” som skulle leve på jorden. Det var dog stadig en slags “2.-rangs kristne”, for de havde stadig ikke det privilegium at kunne blive døbt. Det lavede man dog om på et par år senere hvor man i Vagttaarnet gjorde opmærksom på at: „kristne med det jordiske haab skal indvi sig til Jehova og lade sig døbe.“

Dette er et af de mange lærepunkter (doktriner) hvor Jehovas Vidner accentuerer sig kraftigt fra den gængse kristendom der anerkendes i de store kristne trossamfund som f.eks. protestanter og katolikker, men også af alle andre mindre kristne frikirker og trossamfund. Det er endog overordentlig svært at opdrive et eneste andet trossamfund der bekender sig som kristne der ikke tror på at en opstandelse til livet i det hinsides vil være til et himmelsk liv (hvad det end måtte betyder for den enkelte kristne). Men at der skulle være to adskilte klasser der er omfattet af vidt forskellige håb om frelse er en meget unik doktrin der udelukkende forbindes med Jehovas Vidner.

(OBS! Såfremt nogle har kendskab til andre kristne trossamfund som ikke blot er andre afstikkere fra datidens bibelstudenter, som også tror at der findes to distinkte klasser af kristne må de meget gerne skrive til redaktionen, så dette opslag i leksikonet kan blive tilrettet denne viden).

Styrelsen for Patientklager

(Tidl. Patientklagenævnet)

Styrelsen for Patientklager er en styrelse under Sundheds- og Ældreministeriet. Den er oprettet pr. 1. juli 2018, som et resultat af en opsplitning af Styrelsen for Patientsikkerhed og efter udflytningen af statslige arbejdspladser i 2018. Styrelsen blev etableret i 2018 og beskæftiger ca. 200 fuldtidsansatte. I gamle dage kendte man denne institution som Patientklagenævnet, men det blev i løbet af 2010 indlagt under Styrelsen for Patientsikkerhed, som hørte til under det daværende Sundhedsministerium. Men i 2018 opdeltes Styrelsen for Patientsikkerhed igen i to grupper, og den ene bevarede navnet Styrelsen for Patientsikkerhed, som blev en afdeling under Sundhedsministeriet og er ikke en egentlig klageinstans men en tilsysninstans. Klageinstansen blev således døbe Styrelsen for Patientklager.

Selvom der er både logo-lighed og navne-lighed, er det to helt uafhængige institutioner. Skal man klage over enten en læge eller et behandlingssted sender man i begge tilfælde sin klage til Styrelsen for Patientklager. Men de to typer af klager behandles forskelligt. Klager du over et behandlingssted, vil sagen bliver videresendt til Sundhedsstyrelsens Disciplinærnævn, mens klager over enkelte fagpersoner eller grupper af personale der har været involveret i din eller en pårørendes behandling behandles direkte i Styrelsen for Patientklager.

I enkelte tilfælde kan man dog sende anmeldelser til Styrelsen for Patientsikkerhed, men det er ikke i egentlig klageform, men kan kan indgive en såkaldt ”bekymringshenvendelse“, hvor man kan kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed såfremt man har mistanke om at en sundhedsperson f.eks. har et misbrug eller udgør en risiko for sine patienter grundet sygdom eller faglig inkompetence. Ligeledes kan du indsende en ”bekymringshenvendelse“ til Styrelsen for Patientsikkerhed hvis din mistanke drejer sig om et behandlingssted, hvor du er bekymret for patientsikkerheden eller, en plejeenhed, hvor du er bekymret for den fornødne kvalitet af hjælpen, plejen og omsorgen til de ældre.

Søren Kierkegaard

Søren Aabye Kierkegaard (født 5. maj 1813, død 11. november 1855) var en dansk teolog og filosof. Kierkegaard regnes ofte som den største danske filosof og som grundlægger af eksistentiel filosofi og en af de vigtigste åndelige filosoffer i moderne tid. Han skrev både om teologi, metafysik, etik, psykologi og pædagogik. Han betragtes også som en af den danske guldalders hovedpersoner.

Fotografi efter blyantstegning udført ca. 1840 af N. C. Kierkegaard

Som modsætning til Jean-Paul Sartre (s.d.) og den ateistiske eksistentialisme (s.d.) benævnes Kierkegaard ofte som hovedkilde til eksistensteologien. Eksistensteologien (s.d.) eller den eksistentielle teologi er en retning inden for den moderne teologi, der lægger vægt på menneskets eksistens i forholdet til Gud. Den eksistentielle teologi kan føres tilbage til den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard. Tilgangen lægger vægt på, at mennesket selv må bringe sig selv i overensstemmelse med Gud. Eksistensteologien (s.d.) vandt især frem omkring 2. verdenskrig med et fokus på den personlige eksistens.

I Danmark har Johannes Sløk og P.G. Lindhardt samt Kristoffer Olesen Larsen været vigtige repræsentanter for den eksistentielle teologi. Eksistensteologien (s.d.) har også været en vigtig inspiration for danske bevægelse Tidehverv.

T

Teokrati

Teokrati betyder “gudsstyre” eller “gudsvælde” og kommer af de græske ord theós – Gud og kratia – styre og er en styreform baseret på religion, hvor den politiske magt ligger hos en religiøs klasse, almindeligvis præsteskabet i statsreligionen, som ikke står til ansvar over for folket, men over for religionens gud(er) e.l. Som regel udgår lovgivningen fra religionen og tolkning af de religiøse skrifter er vigtig i retsdannelsen. Hvis der er tale om et sådant præstevælde, kan det også benævnes hierokrati eller ekklesiokrati.

Religiøse bevægelser, som stræber efter teokrati er eksempelvis Islam, Jehovas Vidner, Rastafari og Bahá’í. I Johannes’ Åbenbaring forudsiges Tusindårsriget, hvor Jesus vil styre verden egenhændigt.

I Jehovas Vidner

Jehovas Vidner benytter tillægsformen “teokratisk” i utallige sammenhænge, som f.eks. Den Teokratiske Skole (som var en skole hvor menighedens medlemmer kunne lære at blive bedre talere – især når de forkyndte), Teokratisk/Uteokratisk var modsætninger der betød det samme som acceptabelt eller uacceptabelt (i forhold til sektens ideologi), “Teokratisk familieaften” (en aften som alle familier forventes at afsætte til studium af nogle af Vagttårnets publikationer eller evt. til forberedelse til den kommende uges møder).

U

Uddannelse (Højere/Længevarende)

Jehovas Vidner advares gang på gang mod at tage en videregående uddannelse. På stævner og i litteratur og videoer fremhæver man ofte unge mennesker der er gået ud efter folkeskolen og er begyndt som pionerer (dvs. de er blevet døbt før de er 15 år gamle, da man skal have været døbt i min. 6 mdr. før man kan blive udnævnt som alm. pioner).

Der er gode grunde til at man advarer mod videregående uddannelse. Meget af materialet kommer fra USA og her refererer man bla. til High School, som bedst kan sammenlignes med det vi i Danmark kalder for Gymnasiet, selvom niveauet på Gymnasiet ofte er lidt højere, da man starter tidligere på universitetet i USA. Men i Danmark ville advarslen mod High School i USA være den samme for Gymnasiale uddannelser, som f.eks. Studentereksamen (STX), Højere Teknisk Eksamen (HTX), Højere Handelseksamen (HHX) og HF (som regel sammensat af enkeltfag). Grunden til at man advarer mod gymnasiet har grundlæggende to årsager:

  1. Der er tale om den første uddannelsesinstitution hvor man begynder aktivt at lære elever at tænke, kritisk, selvstændigt og skeptisk.
  2. Gymnasiale uddannelser er ikke skabt til at stå alene. Gymnasiet er det man kalder en uddannelsesforberedende ungdomsuddannelse. Det betyder at gymnasiale uddannelser har til hensigt at være almendannende og give eleverne en forsmag på forskellige fagområder på et højere niveau, så de får en bedre fornemmelse for hvilket studie de vil tage på universitetet, seminariet eller anden akademisk uddannelse efter de har afsluttet deres gymnasiale uddannelse. Og, hvis der er noget Jehovas Vidner advares mod som var det en smitsom sygdom, så er det en universitetsuddannelse. (Flere af filmene her på siden vil dække denne side af sekten i flere detaljer).

Her kan du se en film der viser hvordan man på Vagttårnsselskabets egen TV-kanal JW-broadcasting viser et kort indslag der advarer unge om hvor “farligt” det er at tage en videregående uddannelse:

Tony Morris (MSR) advarer kraftigt mod farerne ved en videregående uddannelse på JW Broadcasting

Udelukkelse

Den praksis der benyttes blandt enkelte fundamentalistiske trossamfund, hvor medlemmer der afviger fra en meget detaljeret og specifik levevis eller som ikke helhjertet kan tilslutte sig trossamfundets lære ekskluderes fra trossamfundet. Hos Jehovas Vidner har man praktiseret denne form for eksklusion siden 1952 og der er utallige grunde til at en person risikerer at blive udelukket. Mange er blevet tilføjet i løbet af de år der er gået siden denne kontroversielle praksis blev indført i midten af det 20. århundrede. Alle grundene er beskrevet detaljeret i den manual der udelukkende må udleveres til menighedens overhoveder, som i sekten kaldes for Ældste (også selvom de jævnligt udnævnes mens de kun er midt i tyverne), og som skal tilbageleveres såfremt den pågældende ‘ældste’ ophører som ældste (hvad enten det er fordi han afskediges eller selv trækker sig fra posten, eller måske helt ophører som medlem af trossamfundet). Denne manual bliver løbende revideret og den seneste version som sidst blev revideret i 2019 er en omfattende bog der hedder “Vær Hyrder for Guds Hjord!”.

Den hyppigste årsag til at personer bliver udelukket af Jehovas Vidner er den grund de omtaler med det græske ord “porneia (πορνεία)”, som dækker over stort set alle former for “utugt” eller “seksuel umoral” (til dette hører i Jehovas Vidners øjne også homoseksualitet og frivillig sex mellem ugifte voksne). Andre “synder” er f.eks. tobaksrygning, vold, drukkenskab, tyveri, drab, osv. Som det ses er der stor forskel på grovheden af de enkelte “synder” og Jehovas Vidner hævder da også i deres officielle svar når nogen spørger til emnet, at man ikke udelukkes for “synden”, men for den attitude man udviser når man bekender sin synd (eller udspørges om denne). Dette standpunkt bestrides dog af utallige der har været igennem en såkaldt “udvalgssag” (som er en slags rettergang bag lukkede døre hvor et udvalg på mindst tre af menighedens ældste udspørger den indklagede om de mest minutiøse detaljer i den syndige “handling”), som kan berette at man på trods af deres dybfølte udtryk for anger og oprigtige bøn om medlidenhed, alligevel fandt sig selv udelukket uden nåde, fordi de tre mænd der skulle dømme dem (i overensstemmelse med det eksempel der blev sat af Jesus Kristus), åbenbart ikke kunne finde nogen som helst formildende omstændighed, der gav rum for at udvise barmhjertighed med en angrende synder.

En særlig form for ‘synd’ der er ved at indtage en plads lige efter “utugt” (“porneia”) er “frafald”. Jehovas Vidner har dog en helt særlig måde at tolke det bibelske begreb frafald på. Bibelen beskriver det i praksis som nogen der (offentligt) benægter kristus som kommet i kødet (også kaldet “antikrist”, se evt. 2. Joh 1:7). Men et slag på tasken vil antyde at 9 ud af 10 der udstødes for “frafald” blot er kommet til at udtrykke tvivl om et enkelt eller to lærepunkter i sektens lære, hvorefter en ofte ukendt angiver har viderebragt det, der forventedes at være udtrykt i en fortrolig samtale med en nær ven, til de ældste. Problemet er at man — selvom ‘tvivl’ i realiteten ikke beskrives i Bibelen som andet end noget der skal behandles med “barmhjertighed” — så tolker man i praktisk talt alle sager om “frafald”, den udtrykte tvivl som benægtelse af “sandheden”, og når man er et trossamfund der tror at det ledende organ — på trods af hundredevis af fejltagelser i sektens 150-årige historie — altid fremsætter den ufejlbarlige sandhed og ikke vil tilbagetrække et sådant udsagn, vil en sådan tvivl blive oversat med “modstand” mod trossamfundets “sandhedsmonopol”.

Alle udelukkelser skal journaliseres på en særlig formular (kaldet ‘S-77’) som skal sendes til afdelingskontoret hver gang nogen udelukkes. På denne formular angiver man hvem der er udstødt, vedkommendes dåbsdato, alder, seneste menighedstilhørsforhold, navnene på udvalgets medlemmer og — ikke mindst — “syndens” karakter. Ofte vil sidstnævnte blot være beskrevet med et enkelt ord, som “frafald”, “porneia”, etc.

Udelukkelse (eller Kirketugt) kendtes også i de middelalderlige kirker blandt de større retninger inden for Kristendommen under ordet ‘Kirketugt’. Det er altså ikke en opfindelse der er gjort af Jehovas Vidner, men Jehovas Vidner er et af de få samfund der sammen med Baha’i, Mormoner, Mennonitter og Scientology stadig vælger at praktisere egentlig ‘kirketugt’ i form af eksklusion af medlemmer. I teorien findes denne form for eksklusion også i den katolske kirke, men det er dog tvivlsomt at man kan finde mange katolikker der har været udsat for “kirketugt” i de seneste 100 år.

Konsekvenserne af en udelukkelse er kolossale for den det går ud over, og ikke mindst for dem af vedkommendes familiemedlemmer som stadig er aktive medlemmer af trossamfundet. Denne holdning har varieret i løbet af den periode hvor denne praksis har været gældende i sektens regi. Mange oplevede en stor opblødning af holdningen til omgang med udstødte familiemedlemmer da Vagttårnsselskabet udgav en artikel i Vagttårnet for 15. november 1974, side 518-524 der var skrevet under overskriften: “Hvordan man bevarer en ligevægtig indstilling over for udstødte”.  1  Denne artikel førte til at masser af familier så hinanden igen efter mange års adskillelse og mange beskriver denne periode på 5-6 år som en slags “glasnost” hvor der var en helt andet behagelig atmosfære i organisationen. (klik her for at læse denne artikel).

Senere kom der dog en voldsom stramning der igen splittede familier ad som for en stund havde følt mildere vinde fra Vagttårnsselskabet. Men efter en stor “udrensning” på hovedkontoret hvor selv prominente medlemmer blev smidt på porten for stilfærdigt at sætte spørgsmålstegn ved enkelte lærepunkter i trossamfundets teologi. Man havde tydeligvis behov for at lægge en dæmper på spørgelysten og fik derfor brug for at sikre en mere hermetisk adskillelse af udstødte og aktive medlemmer, så der ikke flød for megen divergerende information ind i organisationen fra disse dissidenter. Denne hårde linje er kun blevet skærpet yderligere som årene er gået, og i den seneste tid har man på store stævner med titusinder af deltagere givet udtryk for at selv omgang med ikke-troende familie som aldrig har været døbt (og derfor heller ikke udstødt), også er noget der bør begrænses. (kildehenvisning mangler, men vil blive opdateret)

Udstødelse

Det tidligere navn på det trossamfundet i dag kalder for ‘Udelukkelse(s.d.)

V

Vagttårnet

Når man hører ordet Vagttårnet er det vigtigt at være opmærksom på at såvel nuværende som tidligere Jehovas Vidner benytter ordet i to betydninger, og det vil kun være konteksten der afslører hvad de mener. Vagttårnet er først og fremmest magasinet som bliver beskrevet herunder, men er også den korte måde blandt ovenstående grupper at omtale selve det juridiske forlagsselskab der udgiver bladet på.

Bladet
“Vagttårnet”

Vagttårnet er et religiøst månedsmagasin der udgives af Jehovas Vidner i både en intern – såkaldt studieudgave – og en ekstern udgave beregnet på omdeling i sektens offentlige forkyndelsesarbejde. Det offentlige magasin udkommer 4 gange om året mens det interne magasin udkommer hver måned. Ofte bruges udtrykket ‘Vagttårnet’ dog også af både nuværende og tidligere Jehovas Vidner om det selskab der udgiver bladet og som er Jehovas Vidners juridiske organ og som her i Danmark kaldes Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab (eller blot: “Vagttårnsselskabet”).

“Vagttårnet” er også ofte brugt som forkortelse for Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab

Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ApS, er det danske datterselskab der er direkte ansvarlig overfor hovedsædet i Upstate New York (tidl. Brooklyn, New York), som hedder Watchtower Bible and Tract Society of Pennsylvania. Dette selskab er et holdingselskab der har en række nationale underselskaber hvoraf det vigtigste er forlags og trykkerivirksomheden Watchtower Bible and Tract Society of New York. Til håndtering af forretninger udenfor USA har man stiftet Christian Congregation of Jehovah’s Witnesses (i det daglige omtalt som CCJW)

Vestre Landsret

Landsretterne er to domstole, der blev oprettet i 1919 til afløsning af de hidtige landsoverretter. En dommer i en landsret kaldes landsdommer, og landsretten ledes af en præsident.

Landsretterne fungerer som appelinstanser for byretterne. Vestre Landsret har sæde i Viborg, mens Østre Landsret har sæde i København.

Vestre Landsret er den ene af Danmarks to landsretter. Landsretterne er to domstole, der blev oprettet i 1919 til afløsning af de hidtidige landsoverretter. En dommer i en landsret kaldes landsdommer, og landsretten ledes af en præsident. Landsretterne fungerer som appelinstanser for byretterne. Vestre Landsret har sæde i Viborg. Vestre Landsret har jurisdiktion over Jylland.

De to landsretter (Østre og Vestre) beskæftiger ca. 100 landsdommere og er inddelt i afdelinger med tre landsdommere tilknyttet hver afdeling, som både tager sig af straffesager og civile sager. Landsretterne har til straffesagerne knyttet domsmænd og nævninger.

W

Watchtower Online Library

Watchtower Online Library (ofte forkortet til WOL) er en samling af ældre litteratur der vedligeholdes af Vagttårnsselskabet.

WOL logo

Heri kan man finde bøger der ikke længere er en del af det udbudte sortiment, men som undertiden har værdi i forbindelse med research. I øjeblikket indeholder dette katalog litteratur der går tilbage til ca. 1950, men der er grund til at frygte at den ældste litteratur bliver fjernet fra dette katalog, da Vagttårnsselskabet tidligere har beordret destruktion af al litteratur der var ældre end år 2000, med den begrundelse at det ældre litteratur alligevel kan findes på WOL. Men et digitalt bibliotek har desværre en langt mere tilgængelig adgang til revidering af indholdet i de ældre bøger, og da man ved tidligere lejligheder har grebet Vagttårnsselskabet i at indsnige revisioner i senere udgaver af publikationer uden at opdatere udgavenummeret eller orientere læserne om denne opdatering, er dette ikke nogen ubegrundet frygt.

WOL

Se Watchtower Online Library

X

Y

Z

Æ

Ø

Østre Landsret

Landsretterne er to domstole, der blev oprettet i 1919 til afløsning af de hidtige landsoverretter. En dommer i en landsret kaldes landsdommer, og landsretten ledes af en præsident.

Landsretterne fungerer som appelinstanser for byretterne. Vestre Landsret har sæde i Viborg, mens Østre Landsret har sæde i København.

Østre Landsret er den ene af Danmarks to landsretter. Landsretterne er to domstole, der blev oprettet i 1919 til afløsning af de hidtige landsoverretter. En dommer i en landsret kaldes landsdommer, og landsretten ledes af en præsident.

Landsretterne fungerer som appelinstanser for byretterne. Østre Landsret har sæde i København. Østre Landsret har jurisdiktion over øerne, samt Færøerne. De to landsretter (Østre og Vestre) beskæftiger ca. 100 landsdommere og er inddelt i afdelinger med tre landsdommere tilknyttet hver afdeling, som både tager sig af straffesager og civile sager.

Landsretterne har til straffesagerne knyttet domsmænd og nævninger.

Å

Årstekst

Jehovas Vidners Rigssale (s.d.) er som udgangspunkt hold i en meget afdæmpet stil og der vil sjældent være megen udsmykning bortset fra enkelte kummer med planter og måske et maleri i garderoben. Én ting man dog vil finde i alle Rigssale er en tavle hvorpå den såkaldte “årstekst” for det pågældende år står skrevet/trykt.

Om dette kunne man i det interne parolemagasin Rigets Tjeneste for december 1976 læse følgende instruks:

Er det nødvendigt at have et skilt med årsteksten i rigssalen?

I lande hvor det ikke vil volde vanskeligheder, anbefales det at man har et skilt med årsteksten hængende i rigssalen. Den valgte årstekst indeholder altid en betimelig bibelsk tilskyndelse til Jehovas folk, og når nyinteresserede kommer i rigssalen gør det som regel indtryk på dem at se et vers eller to fra Guds ord sat op som en stadig påmindelse. Nu og da kan man ved møderne direkte henvise til årsteksten for at belyse eller underbygge det emne der behandles.

Det er som regel bedst at anbringe årsteksten på endevæggen (ved podiet) eller på en af sidevæggene, så alle nemt kan se den. Hvis der i samme sal holdes møder på et andet sprog, kan man også sætte en årstekst op på dette sprog. Bogstavernes størrelse og skiltets udseende i øvrigt bør vælges med god smag. Man bør naturligvis ikke sætte et skilt op der virker prangende eller ubehjælpsomt, eller som ikke passer til rigssalens øvrige interiør. Når der skal sættes en ny årstekst op er der muligvis en i menigheden som har de fornødne evner og kan give nyttige forslag om udseende og udformning. Hvis møderne holdes i et privathjem eller en lejet sal som også bruges af andre, kan de ældste tage stilling til om det er praktisk at have årsteksten fremme. Det kan måske være nødvendigt at lave skiltet sådan at det nemt kan sættes op før hvert møde og tages ned igen bagefter.

Årsteksten er altid et skriftsted eller et uddrag fra et skriftsted, som skal udgøre grundtemaet for årets møder. Dette er dog mere symbolik end praksis, da møderne sjældent er udformet så den enkelte tilhører finder nogen særlig rød tråd i årets foredrag og indlæg der referer direkte til Årsteksten, bortset fra de ene møde i starten af året hvor den nye Årstekst annonceres.

Det skriftsted der skal bruges som Årstekst, vedtages hvert år af Jehovas Vidners Styrende Råd (s.d.), som bekendtgør hvad næste års Årstekst vil blive på trossamfundets Årsmøde, som altid afholdes i en af Jehovas Vidners store konferencehaller/stævnehaller, hvor et medlem af Det Styrende Råd (s.d.) afslører det kommende års Årstekst, hvilket afføder klapsalver fra de særligt indbudte deltagere på årsmødet.

#

1. Kuriosum: Denne artikel var skrevet af Raymond Franz som 7 år senere blev bedt om at tage sin afsked fra sektens styrende råd, kort efter blev udstødt og to år senere udgav bogen “Samvittighedskrise”