LEK•SI•KON

Denne side indeholder et leksikon med begreber der ofte høres i forbindelse med Jehovas Vidner, og som de fleste ikke kender betydningen af — i det mindste ikke den præcise betydning — med mindre man selv er eller er nært beslægtet med en der er eller har været medlem af Jehovas Vidner. Desuden indeholder leksikonet en række almindelige begreber som de fleste danskere har et afslappet forhold til, men som hos Jehovas Vidner enten får en anden betydning eller også er det begreber som Jehovas Vidner har en ekstremt konservativ holdning til. Endelig vil du i leksikonet finde ord som i normalt sprog har en anden betydning end den som ordene har fået i sekt-kontekst. Et eksempel kunne være verden som blandt Jehovas Vidner er et underforstået udtryk der dækker over Satans verden (s.d.)
Hvis nogle af begreberne i dette leksikon er behandlet i indlæg, artikler eller andetsteds på siden, vil der også forekomme links til disse under opslagsordet.


Forkortelser anvendt i dette leksikon
(og af Vagttårnsselskabet og dets religiøse front Jehovas Vidner)
Forkortelse Betydning
DSR (el. SR) Det Styrende Råd (s.o. MSR)
KUH Kontaktudvalg til Hospitaler
HIS Hosptal Informations-Service (Engelsk: Hospital Information Services)
JV Jehovas Vidner (Religiøs sekt der i Danmark er under tæt administrativ kontrol af Vagttårnets Bibel- og Traktaktselskab ApS)
MSR Medlem af Det Styrende Råd
NVO Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter
NWT New World Translation of The Holy Scriptures (s.o. NVO)
VO Vågn Op! (Tidsskrift der i Danmark udgives af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab)
VT Vagttårnet (Tidsskrift der i Danmark udgives af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab)
VTBTS Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ApS (s.o. VTS)
VTS Vagttårnsselskabet (Den daglige omtale af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ApS, både blandt aktive og forhenværende medlemmer af sekten) (s.o. VTBTS)
 A   B   C   D   E   F   G   H   I   J   K   L   M   N   O 
 P   Q   R   S   T   U   V   W   X   Y   Z   Æ   Ø   Å   # 

Adam og Eva

Som fundamentalist-kristne betragter Jehovas Vidner hvert ord i Bibelen som bogstaveligt (undtagen når der tales i billeder og syner, som f.eks. Daniels bog og Johannes Åbenbaring). Adam er derfor det første menneske der blev skabt, og Eva blev skabt et ukendt antal år senere, da Adam – efter i nogen tid havde betragtet hvordan dyrene havde seksuel omgang – savnede et “modstykke” af sin egen art. Gud lagde derfor Adam i en slags “narkose” og tog et af Adams ribben og brugte det til at “bygge” en kvinde. (Se 1. Mos 2:21-22)

Apostolsk Succession

(Eller: Apostolsk efterfølgelse eller rækkefølge)

Betegner Den Romersk-katolske Kirkes lære om, at de katolske biskopper kan føre deres indvielse ved håndspålæggelse tilbage til apostlene, som har fået overdraget deres fuldmagt af Jesus selv. (jfr. Matthæus 16,16-19 og 18,18)

Arvesynden

En syndighed som mennesket blev påført i Edens Have. Som fundamentalister tror Jehovas Vidner på at beretningen om Adam og Eva i Første Mosebog er en bogstavelig beretning og at Satan var en “oprørsk engel”, som benyttede en slange til at tale til Eva. Dette var angiveligt foranlediget af jalousi fra Satans side og havde til hensigt at forlede den første kvinde til at synde mod Gud ved at spise af det træ i haven som Gud havde forbudt dem at spise af. I bogen Kundskab Der Fører til Evigt Liv, kan man læse: “Satan Djævelen forsøgte snedigt at drage de første mennesker bort fra Gud, og løj for at få dem over på sit parti. Han brugte en slange ligesom en bugtaler bruger en dukke” (kl, 1995, kap. 6, s. 57, §10). Eva gav også sin mand af frugten og således havde de første mennesker syndet mod Gud og de var derfor ikke længere fuldkomne, hvorfor de heller ikke længere kan få fuldkomment afkom, og eftersom de syndede før de fik deres første børn, nåede Adam og Eva ikke at få et fuldkomment barn, så alle deres børn arvede deres syndige tilbøjelighed. Dette er så gået i arv til resten af menneskeheden, og Jehovas Vidner ser nærmest arvesynden som en slags genetisk defekt som går i arv helt fra de første menneskers afkom, og for at forklare dette på en pædagogisk måde har Jehovas Vidner til lejligheden opfundet en illustration med en bageform der har fået en bule. I Vagttårnet fra 1. april 2015, kan man læse følgende forklaring: “Romerbrevet 6:23 [siger]: “Den løn synden betaler er døden, men den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.” Lad os forestille os at du har fået en ny flot bageform til brød. Før du overhovedet når at bruge den, taber du den imidlertid på gulvet, og den får en stor bule. Hvad vil der ske med alle de brød du bager i den form? Mon ikke de vil få en bule alle sammen? Jo, selvfølgelig. Da Adam og Eva valgte at være ulydige mod Gud, fik de på tilsvarende måde en “bule”, eller defekt, på grund af synden og ufuldkommenheden. Og fordi de syndede før de fik børn, ville alle deres børn blive født med den samme defekt. De ville alle blive født som syndere. … [D]engang Adam og Eva syndede, dømte de alle deres fremtidige efterkommere, altså også dig og mig, til et liv i ufuldkommenhed og synd som ville ende med døden.” (VT 1/4 2015, s. 13). Alle de kager man fremover bager i den pågældende form vil have den samme bule som den første form. På samme måde var Adam og Eva som en kageform, der fik en bule da de spiste af træet til kundskab om godt og ondt, og de fik således en bule, som gik i arv til alle de efterfølgende kager (“mennesker”), og det er derfor vi i dag bliver syge og dør.

Ateistisk Eksistensialisme

Ateistisk eksistentialisme, eller ikke-religiøs eksistentialisme, er en filosofisk skole, der udgår fra den eksistentielle filosofi, men som adskiller sig fra kristen eksistentialisme ved at ikke have en skabende gud og derfor hævder, at mennesket ikke har nogen forudgående mening. Jean-Paul Sartre formulerer det sådan, at eksistens går forud for dets essens.

Jean-Paul Sartre (s.d.), som var den ateistiske eksistentialismes grundlægger og mest kendte repræsentant i årene omkring og efter Anden verdenskrig, forklarede forholdet mellem essens og eksistens ved at sammenligne med fabrikationen af en saks. Her går essensen forud for eksistensen, da mennesket har en idé – et formål – med at skabe saksen. I den ateistiske eksistentialisme er der ingen skaber – og derfor intet formål (essens) med mennesket før det eksisterer. Dette standpunkt står i klar kontrast til determinisme, da mennesket ifølge Sartre er “dømt til frihed”, fordi der ikke findes andre forklaringer til menneskets handlen end dets egne valg. Selvom ordet frihed i daglig tale har en særdeles positiv ladning, varierer betydningen langt mere i eksistentialistisk terminologi; friheden er positiv, hvis individet er i stand til at erkende, at det er givet denne frihed med det formål selv at definere sin eksistens, mens den snarere bliver negativ, hvis individet i stedet bruger sin frihed til at undgå valgene og i stedet leve et liv, hvor ydre strukturer og en fornægtelse af det ansvar, der konstant hviler over ens skuldre, bliver determinerende for, hvordan man eksisterer. Fravælger man det eksistentielle ansvar og det, der følger med dette, fravælger man samtidig sig selv – og det at leve.

Automatisk Skrivning

Undertiden kendt som automatskrivning.

Automatisk skrivning (undertiden også kaldet “automatskrivning” eller autoskrivning), er et metafysisk fænomen som ikke tillægges nogen troværdighed af den etablerede psykologi (eller anden videnskabelig gren for den sags skyld). Automatisk skrivning dækker over at et menneske – angiveligt ofte i en trancelignende tilstand – nedfælder tekster som kan fylde adskillige sider (enkelte har endda hævdet at de har skrevet hele bøger der udelukkende er blevet til ved automatisk skrivning), og at disse tekster ikke er opstået i deres egen fantasi eller tankevirksomhed, men at de alene har stået til rådighed som et medium der har nedfældet visioner eller beskeder der er blevet transmitteret gennem dem fra alt lige fra afdødes ånder, rumvæsener, dæmoner, engle, Gud, m.fl.

Fænomenet har en ikke ubetydelig skare af tilhængere, men det er endnu ikke lykkedes dem gennem videnskabeligt accepterede metoder at påvise at de nedfældede tekster er resultatet af andet end helt almindelig gengivelse af tanker opstået hos det pågældende individ. Det afvises dog ikke at personer der i udpræget grad lider af skizofreni kan være fuldstændig uden erindring om nedfældelsen af teksten, og derfor sagtens kan lide af den vrangforestilling at en nedfældet tekst som de selv har skrevet er kommet til dem gennem udefrakommende metafysiske fænomener. I kliniske observationer af skizofrene har man endog observeret at personer der hævder at udføre automatisk skrivning har en helt anden håndskrift end den håndskrift personen har når vedkommende er mentalt tilstedeværende som deres primære “jeg”. Dette betragtes af mange overbeviste tilhængere af teorien om automatisk skrivning, som bevis på at der er tale om en anden (metafysisk) entitet udenfor personen selv, der midlertidigt skriver gennem det menneske der udføre den automatiske skrivning, men de mange eksempler på hvordan stærkt skizofrene personer kan have både afvigende stemmer, kendskab til fremmedsprog som de ikke har i “andre personligheder”, o.m.a., viser blot, at det at de alene har en anden håndskrift når de mærker at de “bliver brugt som medium” for automatskrivning, skulle være bevis for at disse mennesker skriver på vegne af usynlige eksistenser.

Automatisk skrivning, må ikke forveksles med den terapiform der undertiden betegnes “skriveterapi”, hvor klienten skriver de umiddelbart forekommende tanker ned på et papir efterhånden som de opstår, men som ikke på nogen måde forbindes med en metafysisk tilstedeværelse i personen.


B

Bering, Jesse Michael

Se Michael Jesse Bering (klik her for at springe direkte til artikel)

Bibelpensum

Se Ugens Bibelpensum (klik her for at springe direkte til artikel)

Bibelstudenterne

Bibelstudenterne var en bibelstudiegruppe grundlagt af tidligere manufakturhandler Charles Taze Russell (s.d.), efter han i nogle år som agnostiker blev opflammet af et foredrag af Jonas Wendell (en fremtrædende adventist i 1800-tallet). Bibelstudenterne hentede megen inspiration fra Baptisterne (Milleritterne) og evangeliske grene af Adventisterne, særligt George Storrs og Nelson Barbour. Sammen med sidstnævnte grundlagde Russell det blad der i dag er kendt som ‘Vagttårnet’).

Bibelstudenterne har gennemgået mange skismer gennem tiden, og blandt de største skismaer kan nævnes den gruppe der brød ud i 1914 da Russells profeti om at Kristi rige skulle genoprettes og hans hellige kaldes til det himmelske Jerusalem i 1914 ikke fik sin opfyldelse. Allerede kort efter i 1917 kom endnu et skisma efter at Russell var død i slutningen af 1916 og en driftig advokat ved navn Joseph Franklin Rutherford (s.d.) fra Missouri der havde en plads som 4. suppleant i den komité som Russell havde udpeget som sine efterfølgere til driften af Vagttårnet, gennem juridiske spidsfindigheder får tilranet sig magten med et spinkelt flertal bag sig, og samtidig får ændret Vagttårnsselskabets vedtægter så de i stedet for en komité (som det var Russells udtrykkelige ønske til den efterfølgende ledelse) var præsidenten der sad med den uindskrænkede magt. Dette førte til at en gruppe endnu engang brød ud fra Bibelstudenterne og decimerede antallet af medlemmer. Endnu et skisma kom i 1925 hvor Rutherford som nu var enevældig præsident havde forudsagt den nuværende verdens endeligt. Da dette heller ikke fik sin opfyldelse var flere og flere af den opfattelse at han var en storskrydende, drikfældig og grandios charlatan, hvorfor de afbrød forbindelsen til Bibelstudenterne.

Det sidste skisma stod Rutherford selv for, da han ønskede at lægge afstand til alle de andre grupper af Bibelstudenter ved at give sekten et helt nyt navn i 1931, da han omdøbte den til “Jehovas Vidner” (s.d.) (officielt bekendtgjort på et stævne i New York af Vagttårnsselskabets daværende præsident, Joseph F. Rutherford (s.d.), hvis tale senere blev genoptrykt i Vagttårnet (på dansk 1. december 1931). Jehovas Vidner er stadig den største af de grupper der udsprang fra Bibelstudenterne.

Bibelstudium

Et bibelstudium er i virkeligheden et delvist misvisende ord, da det der studeres kun i meget begrænset grad er Bibelen, men i stedet en af Vagttårnsselskabets publikationer som er særligt målrettet nye interesserede med det formål at få dem til at abonnere på sektens ideologi og bibelforståelse. Den bog eller brochure der studeres, indeholder ganske vist enkelte henvisninger til strategisk udvalgte vers fra Bibelen, men kan på ingen måde hævdes at være et studium af Bibelen som et hele. I stedet kan man med god ret hævde at den studerede litteratur er propagandamaterialer hvori man fremfører argumenter for Vagttårnssektens teologi og eskatologi, og med enkelte skriftsteder taget ud af sin bibelske kontekst, opretter man en række “knager” hvorpå man kan “hænge” argumentationen i det stykke propagandalitteratur der studeres.

På Vagttårnsselskabets hjemmeside eller på bagsiden af deres publikationer ser man ofte reklamer for at de tilbyder et gratis hjemmebibelstudium, og gør meget ud af at fortælle hvor “uforpligtende” det er. Der går dog ikke lang tid før man bebyrder den “studerende” med en klar fornemmelse af at have fået en viden der forpligter vedkommende til at tage yderligere skridt. Dette er ikke unikt for Jehovas Vidner, men ses f.eks. også i Scientology. Hos Jehovas Vidner er de næste skridt som man opfordrer den “studerende” til at tage f.eks. at deltage ved møderne – måske først et enkelt møde om ugen men snart vil man blive mødt med en argumentation der er designet til at give dig en skamfølelse eller følelse af utaknemmelighed, hvis du ikke deltager i alle ugens møder. Herefter opfordres man måske til at give kommentarer ved møderne, tilmelde sig “Den Teokratiske skole”, deltage i forkyndelsen (og på den måde deltage i hvervningsarbejdet). Hovedet på sømmet er når den “studerende” får opstillet et ultimatum hvor man gør det klart at vedkommende nu har så indgående kendskab til Guds normer og planer for menneskeheden og jorden, at såfremt man ikke tilslutter sig “Guds organisation”, vil man faktisk være værre stillet når Harmagedon kommer end hvis man aldrig nogen sinde havde hørt budskabet.

Blodkort

Se Forhåndsdirektiv (klik her for at springe direkte til artikel)

Blodtransfusion

Blodtransfusion er overførsel af blod eller dele heraf fra en bloddonor til en modtager af blodet. Donor og recipient kan godt være samme individ, og i så fald kaldes det autotransfusion.
Blodtransfusioner anvendes ofte som led i mange behandlinger og operationer verden over. Under en blodtransfusion kan gives forskellige blodprodukter; almindeligvis tænkes på fuldblod. Alternativt kan blodet behandles inden transfusion, så modtageren kun gives for eksempel blodplasma, eller et koncentrat af blodlegemer som blodplader eller røde blodlegemer, afhængigt af målet for behandlingen.

Jehovas Vidner er kendt for deres konsekvente afvisning af behandling med blod, inklusiv de fire komponenter røde blodlegemer, hvide blodlegemer, blodplader og blodplasma. Det er svært at finde en entydig bibelsk begrundelse for dette påbud, da blodtransfusioner af indlysende årsager ikke var kendt da Bibelen blev skrevet, så de påbud der omhandler blod (der er kun meget få) i Bibelen er altid af dietetisk karakter, eller omhandler brug af blod i forbindelse med ofringer. Jehovas Vidners vigtigste argument finder de i Apostelgerninger 15:28, hvor Paulus giver et dekret til kristne om at “afholde sig fra blod”, hvilket Jehovas Vidner har konkluderet også omfatter brug af blod til livreddende blodtransfusioner. Det kan estimeres at dette kontroversielle syn på blodtransfusion koster ca. 1000 medlemmer af trossamfundet livet hvert eneste år.

Bogstudiet

Se Menighedsbogstudiet (klik her for at springe direkte til artikel)


C

Charles Taze Russell

Charles Taze Russell
Tidligt nummer af bladet
“Zions Watchtower”
som i dag hedder
Vagttårnet (på dansk)

Charles Taze Russell (født 16. februar 1852, Alleghany, død 31. oktober 1916, Pampa) var en amerikansk missionær fra Pittsburg i Pennsylvania, der stiftede Bibelstudenterne.
Han blev født i Pennsylvania i USA og gennemgik i sine ungdomsår en religiøs krise. Adventismen fik ham til at genvinde troen på Biblen, men senere skrev han sine egne fortolkninger af Biblen, som han mente var de sande fortolkninger.

Charles Taze Russell grundlagde en organiseret Bibelstudie-bevægelse (The International Bible Student Association) og stiftede Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab (Engelsk: “Watch Tower Bible and Tract Society”) den 16. februar 1881. I 1884 blev han selskabets første præsident efter at forlagsvirksomheden blev registreret som et officielt selskab med direktion og bestyrelse.

Fra juli 1879 begyndte Charles Taze Russell for egne midler at udgive det semi-månedlige magasin Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence (dansk: Zions Vagt-Taarn og Forkynder af Kristi Nærværelse), der stadig bliver udgivet som “Watchtower – Announcing Jehovah’s Kingdom” (på dansk: “Vagttårnet – Forkynder af Jehovas Rige”). I Danmark udgives bladet i dag af forlagsvirksomheden Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab A/S, som er sektens danske forlagsvirksomhed.


D

Den Store Skare

Se Store Skare, Den

Dømmende udvalg

Et dømmende udvalg er en gruppe på 3-4 ældste der nedsættes når et medlem af menigheden har begået en synd der kræver at der gennemføres en såkaldt udvalgssag. Det er ældsterådet der tager stilling til om den pågældendes synd er af en karakter der kræver at der nedsættes et dømmende udvalg. Det dømmende udvalg kan altid kun bestå af mænd, da udvalgets medlemmer findes blandt medlemmerne af menighedens ældsteråd i hvilket der altid kun sidder mænd. De ældste i udvalget følger den procedure for udvalgssager der er beskrevet i den interne ældstemanual “Vær Hyrder for Guds Hjord”, som er en hemmelig bog der ikke må læses (eller endog besiddes) af andre end mænd der er udpeget som ældste. (Træder man tilbage som ældste er man pålagt at tilbagelevere sit eget eksemplar af “ældstemanualen” til ældsterådet med henblik på destruktion.)

En udvalgssag består som oftest i en længere samtale med den anklagede, sommetider med fremførelse af vidner som måske har grebet den anklagede i en “syndig handling” og angivet vedkommende til de ældste – hvilket man tilskynder sektmedlemmerne til. Andre gange indledes sagen fordi “synderen” selv er så brødebetynget at han/hun er gået til bekendelse hos en eller flere ældste, hvorefter et udvalg nedsættes for at udspørge vedkommende om detaljer i sagen.

Det dømmende udvalg afgør hvad udfaldet af sagen kan være og baserer i nogen grad deres afgørelse på deres vurdering af hvor oprigtigt overtræderen angrer sin “brøde” eller “synd”. Når et medlem af sekten bliver udelukket (s.d.) – tidl. kendt som udstødt – er det altid resultatet af at deres sag har været behandlet af et dømmende udvalg.


E

Eksistensteologi

Eksistensteologien eller den eksistentielle teologi er en retning inden for den moderne teologi, der lægger vægt på menneskets eksistens i forholdet til Gud. Den eksistentielle teologi kan føres tilbage til den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard (s.d.). Tilgangen lægger vægt på, at mennesket selv må bringe sig selv i overensstemmelse med Gud. Eksistensteologien vandt især frem omkring 2. verdenskrig med et fokus på den personlige eksistens.

I Danmark har Johannes Sløk og P.G. Lindhardt samt Kristoffer Olesen Larsen været vigtige repræsentanter for den eksistentielle teologi. Eksistensteologien har også været en vigtig inspiration for danske bevægelse Tidehverv.

Eksistentialisme

Eksistentialismen inddeles groft i to hovedretninger: Den kristne eksistentialisme (s.d.) og den ateistiske eksistentialisme (s.d.). Derfor henviser denne artikel til disse to artikler ved de ovenfor anførte links.


F

Festinger, Leon

Se Leon Festinger (klik her for at springe direkte til artikel)

Forhåndsdirektiv

Et forhåndsdirektiv er et juridisk, lovligt dokument, der specificerer patientens forhold omkring hans eller hendes sundhedsmæssige betingelser for terminaltjenester. Der er to former for sådanne. Den ene kaldes den holdbare fuldmagt og den anden er den levende vilje. I tilfælde af sidstnævnte tilfælde specificerer patienten bare, hvad hans ønsker er med hensyn til visse livsopretholdende eller livreddende procedurer (om disse tjenester skal gives eller nægtes i et vist trin i behandlingsplanen).

“Blodkort”

De medicinske tjenester, der henvises til, er sædvanligvis dem, der er relateret til terminalpleje som afslag på at blive installeret med åndedrætsmaskiner eller et sekundært åndedrætsapparat, blive udsat for dialyse og endda afvisning af genoplivning i tilfælde af en kardiorespiratorisk anholdelse. Også kaldet ”patientens ønske”, levende testamenter kan også opsummere, om patienten vil donere sine organer eller ej.

Et særligt forhåndsdirektiv er det der bæres af Jehovas Vidner hvori de tilkendegiver at de – såfremt de (fx ved bevidstløshed) ikke kan tale for sig selv – afviser enhver form for behandling med blodprodukter.

Forkynderens optegnelseskort

(Sommetider kaldet “Forkynderkort”)

Forkynderens optegnelseskort (ikke at forveksle med den tjenesterapport (s.d.) forkynderne afleverer ved udgangen af hver måned) er et kartotekskort som føres over samtlige medlemmer af menigheden af den ældste der er udnævnt til at holde opsyn med alles regelmæssige deltagelse i forkyndelsen. Et forkynderkort dækker ét kalenderår, og alle forkynderkort opbevares i hele forkynderens levetid så langt tilbage som de har været medlem af Jehovas Vidner og afleveret en månedlig tjenesterapport (s.d.). Tjenesterapporten (s.d.) som alle der deltager regelmæssigt i forkyndelsesarbejdet afleverer hver måned er datagrundlaget for forkynderens optegnelseskort, og den ansvarlige ældste gennemgår samtlige indleverede rapporter efter hver måned og indfører de registrerede tal ud for den pågældende måned på det enkelte medlems forkynderkort for indeværende år. De tal der registreres er dem som forkynderen selv oplyser når de indleverer en rapport ved månedens slutning og omfatter, timer brugt i forkyndelsesarbejdet, antal genbesøg (s.d.), antal blade, bøger og brochurer der er afsat, hvor mange gange man har fået lov til at vise en kort videofilm på sin iPad til de personer der har åbnet døren og endelig antallet af bibelstudier (s.d.).

Forkynderkort

Se Forkynderens Optegnelseskort (klik for at springe direkte til artikel)

Forkynderrapport

Se Tjenesterapport (klik for at springe direkte til artikel)

Forkynderrekord

Forkynderrekord er det udtryk som Vagttårnsselskabet benytter for det højest målte antal af regelmæssige forkyndere i det forløbne tjenesteår. Et tjenesteår i Vagttårnsselskabet forløber fra 1. september til 31. august. Det var blot et af de mange tal der udkom sammen med årsrapporten hvert år, sammen med tal for det gennemsnitlige antal forkyndere i løbet af året, antal døbte, antal pionerer, antal bibelstudier, osv.

Frederick William Franz

Frederick William Franz (12. september 1893 – 22. december 1992) var den fjerde præsident af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, som er Jehovas Vidners officielle kirkeorganisation. Franz tjente som vicepræsident mellem 1945 og 1977 under Nathan Homer Knorr, som var selskabets tredje præsident. Han var medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd (s.d). Efter Knorrs død, blev Franz valgt som præsident.

Frederick Franz

Franz blev født d. 12. september 1893 i Covington i Kentucky og blev døbt i den Lutherske kirke. Han besøgte dog katolske gudstjenester og senere den presbyterianske kirke.[2] Efter at han fik afgangseksamen fra skolen i 1911, gik han på Cincinnati universitetet, hvor han læste liberal kunst og senere to år Koiné (Bibelsk græsk). Han havde som mål at blive missionær for den Presbyterianske kirke. Han lærte derefter tysk, latin, græsk og senere spansk, portugisisk og fransk. Han havde grundkendskab til hebræiske sprog.

Efter han læste Charles Taze Russells litteratur fra bibelforskere som Jehovas Vidner hed dengang, blev han interesseret. Der er tvivl om hvorfor Frederick Franz blev døbt, da han selv har udtalt to forskellige datoer, så derfor må man konkludere, at han enten blev døbt den 30. november 1913 eller 5. april 1914. Der findes ingen tilbageværende dokumenter der definitivt fastslår datoen for Frederick Franz’ dåb som Jehovas Vidne.

I 1920 flyttede han til hovedkontoret i Brooklyn i New York. I 1926 blev han medlem af skribentkomiteen som bibelforsker og var med i at skrive flere bøger. Franz blev selskabets ledende teolog. Jehovas Vidners Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter blev udgivet af en særlig bibelkomite. Franz regnes for den ledende.

Frederick Franz døde i Brooklyn i New York i 1992 i en alder af 99 år og blev erstattet som president for Vagttårnsselskabet af Milton George Henschel.


G

GDPR

EU’s GDPR

Da Danmark er et EU-land er dansk lovgivning automatisk harmoniseret med den seneste udgave af EUs GDPR. Du kan læse en FlipBook her på JVinfo.NU hvori du kan læse den samlede GDPR (EUs Persondataforordning). Herfra kan du også downloade hele teksten som PDF hvis du skulle ønske det.

Skulle du ønske en kortfattet viden om dine rettigheder kan du læse en kort informationspjece om dine rettigheder ved at klikke på dette link. Herfra kan du også downloade hele pjecen som PDF såfremt du skulle ønske at have dit eget eksemplar. I pjecen er der også links til yderligere detaljeret viden om Persondataforordningen.

Genbesøg

Et “genbesøg” er et af de interne udtryk i Jehovas Vidners trossamfund, som kun giver lidt eller ingen mening for udenforstående. Et genbesøg er et begreb fra Jehovas Vidners forkyndelse, som dækker over det at vende tilbage til en person man har truffet i et tildelt distrikt, hvor man første gang man mødte vedkommende har formået at skabe en så tilpas grad af velvilje at man enten har truffet aftale om at måtte ringe på igen næste gang man er i distriktet, eller man vælger ganske enkelt at se om en person der ved et tidligere besøg har taget imod litteratur, skulle have læst den afsatte litteratur, fundet den interessant eller har spørgsmål til noget af det vedkommende har læst.

Hvis man fulgtes med en anden forkynder var det vigtigt at huske, at kun én af forkynderne der kunne rapportere et genbesøg. Var genbesøget en del af en “bladrute” var det naturligt at den forkynder hvis bladrute man gennemgik, også rapporterede det aflagte genbesøg. Var der tale om to forkyndere der fulgtes til den besøgte både ved første besøg og ved “genbesøget”, var grundreglen at genbesøget rapporteredes af den forkynder der førte ordet ved første besøg.

Hensigten med genbesøg er i teorien at de skal udvikle sig til egentlige bibelstudier (s.d.), men realiteten er at mange fastholder deres bladrute i årevis, også selvom de utallige genbesøg ikke fører til nye bibelstudier (og deraf følgende konvertitter), fordi det er en nem måde at opnå et pænt antal månedlige genbesøg som kan påføres den tjenesterapport (s.d.) som alle forkyndere skal aflevere ved udgangen af måneden.

Generation (“Denne generation”)

Når man skal forstå hvad Jehovas Vidner mener når de taler om “denne generation” så taler de om en bestemt tidsperiode som Jesus omtaler i Mattæus kapitel 24, hvor han opremser en række tegn på de såkaldt “sidste dage”. De fleste akademiske bibelforskere er enige om at Jesus omtaler Jerusalems ødelæggelse i år 70, men Jehovas Vidner vælger at tillægge disse tegn en sekundær betydning i vore dage. Gennem sindrig udregning har de kalkuleret sig frem til, at disse sidste dage skulle tage sin begyndelse i 1914 startende med “kristi genkomst” hvor disse tegn igen ville vise verden at enden er nær. (Dette har dog ikke altid været sektens udlægning af hvad der skulle ske i 1914, for indtil 1914 var man af den opfattelse at dette år betød afslutningen på alle jordens eksisterende riger og alle sektmedlemmers bortrykkelse til himlen. Dette har man dog gennem effektiv revisionisme fået til at forsvinde ud i glemslen og kun mennesker der specialiserer sig i research i Jehovas VIdners historie ved at dette engang var tilfældet).

I dag mener man at “denne generation” er vigtig fordi man tolker på ordene i Mattæus 24:32-34 hvor der står:

32 Men lær følgende af billedet med figentræet: Så snart dets unge gren bliver blød og skyder blade, ved I at sommeren er nær. 33 Således ved I også, når I ser alt dette, at han er nær for døren. 34 Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.

Mattæus 24:32-34

Disse ord har Jesus angiveligt udtalt, og Jehovas Vidner mener at den der er “nær for døren” er Jesus. Det mener de stadig, så derfor betyder sidste sætning at der stadig vil være levende personer tilbage fra den “generation” der omtales i Mattæus kapitel 24 den dag denne verdens ende kommer og tusindårsriget indføres med Kristus som konge. På den måde har man – uden at dumme sig som i 1975 – kunne fastholde medlemmerne i forventning om at paradiset stod lige for døren, uden dog helt at sætte årstal på.

Men den sidste sætning i vers 34 har haft adskillige betydninger i løbet af perioden fra 1925 og frem.

Indtil omkring 1990 havde man den opfattelse at “denne generation” var de nulevende mennesker der havde oplevet begivenhederne i 1914. For at kunne tilhøre denne kategori måtte man altså være af en vis modenhed for at forstå begivenhedernes betydning. Nogle steder lagde man denne alder til omkring de 18 år, mens andre publikationer kort efter anslog at 14 år var minimumsalderen for at forstå den profetiske betydning af begivenhederne i 1914.

Men i 1990’erne kunne man godt se at denne teori ville falde til jorden med et brag hvis harmagedon ikke snart indfandt sig for de mennesker der var mellem 14 og 18 år gamle i 1914 var ved at være oppe i 90’erne, så i begyndelsen af 1990’erne ændrede man mening om “unge menneskers modenhed” og fastslog i stedet at man ikke behøvede være mere end 10 år gammel for at forstå betydningen af begivenhederne som indtraf i 1914.

Men, ak! Omkring årtusindskiftet kunne man godt se, at selv dem der havde været 10 år i 1914 igen var ved at være midt i 90’erne så nu valgte man i stedet slet og ret at sige at “denne generation” var de mennesker der var i live i 1914. Dette var et afgørende skift i teologien, for nu behøvede man ikke længere at have oplevet og forstået begivenhederne i 1914. Nu var det nok at være et nyfødt spædbarn.

Som man kan se havde man nu i årtier gentaget øvelsen der også er kendt som “at holde varmen ved at tisse i bukserne”. Men selv den seneste teori havde ikke uendelig udløbsdato. i 2009 var dem der var født i 1914 ved at være 95 år, så endnu engang havde sektens evigt tilbageværende problem indhentet dem.

De “gennemvædede bukser” skiftes ud

Efterhånden havde man tisset i bukserne for at holde varmen så mange gange at stanken efterhånden bredte sig helt ned til de menige Jehovas Vidner, så nu var det i stedet tid at “skifte bukserne helt ud” i stedet for blot at “tisse i dem” endnu engang.

Endelig kommer Det Styrende Råd (s.d.) på en forklaring der i hvert fald kan give dem fred så længe de lever, med teorien om de overlappende generationer. Denne teori kommer frem for første gang på årsmødet i 2009. Her fortæller man at Jehova igen har tilvejebragt “nyt lys” og at man nu har en helt ny forståelse af hvad Jesus mente med “denne generation”.

Overlappende generationer

Et medlem af Det Styrende Råd (s.d.) ved navn John Barr, holdt et foredrag, og han udtalte bl.a. følgende:

»Jesus sagde: „Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker“, så Jesus mente åbenbart at de salvede der så tegnet da det begyndte at vise sig i 1914, for en tid ville leve samtidig med andre salvede som ville opleve begyndelsen af den store trængsel. Vi kender ikke den nøjagtige længde af „denne generation“, men den indbefatter disse to grupper hvis liv overlapper hinanden. Selvom de salvede har forskellig alder, lever de to grupper der udgør generationen, samtidig i en del af de sidste dage. Hvor er det trøstende at vide at de yngre salvede som lever samtidig med de ældre salvede der så tegnet da det begyndte at vise sig i 1914, ikke vil dø før den store trængsel begynder!«

John Barr (MSR), på Årsmødet 2009 (Annual Meeting 2009)

Ja det er meget trøstende. Dem der føler den største trøst er nu nok dem fra Det Styrende Råd (s.d.) der med denne langtidsholdbare “opskrift”, nu kan læne sig tilbage vel vidende at problemet først opstår igen længe efter deres levetid. I den reviderede udgave af bogen Lad Dit Rige Komme kunne man læse følgende forklaring:

16 „Denne generation.“ Tænkte Jesus på ikketroende mennesker? Nej. Husk hvem han talte til. Jesus fremsatte denne profeti for nogle få apostle som ’kom hen til ham da de var for sig selv’. (Matt. 24:3) Ikke længe efter denne begivenhed ville de blive salvet med hellig ånd. Læg også mærke til sammenhængen. Før Jesus omtalte „denne generation“, sagde han: „Lær følgende af billedet med figentræet: Så snart dets unge gren bliver blød og skyder blade, ved I at sommeren er nær. Således ved I også, når I ser alt dette, at han er nær for døren.“ Det var Jesu salvede disciple — ikke folk uden tro — der ville se de ting Jesus havde forudsagt, og være opmærksomme på deres betydning, nemlig at han var „nær for døren“. Da Jesus talte om „denne generation“, var det altså sine salvede disciple han havde i tanke.

17 „Skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ Hvordan skal vi så forstå Jesu udtalelse om „denne generation“? Generationen består af to grupper af salvede hvis levetid overlapper hinanden — først en gruppe som var vidne til at tegnet begyndte at få sin opfyldelse i 1914, og dernæst en gruppe som i en periode levede samtidig med den første gruppe. Nogle af dem der hører til den anden gruppe, vil leve længe nok til at se begyndelsen af den kommende trængsel. Eftersom disse to salvede gruppers levetid overlapper hinanden i en periode, udgør de én generation.

18 Hvordan skal vi så forstå Jesu udtalelse om „denne generation“? Generationen består af to grupper af salvede hvis levetid overlapper hinanden — først en gruppe som var vidne til at tegnet begyndte at få sin opfyldelse i 1914, og dernæst en gruppe som i en periode levede samtidig med den første gruppe. Nogle af dem der hører til den anden  gruppe, vil leve længe nok til at se begyndelsen af den kommende trængsel. Eftersom disse to salvede gruppers levetid overlapper hinanden i en periode, udgør de én generation.

Lad dit rige kommeKapitel 1, §§ 16-18

Man har endda gjort sig umage med at udfærdige en pædagogisk illustration til dem der stadig er i chok over hvordan man med et kunstgreb har garderet sig mod yderligere kritik, med denne fuldstændig bizarre forklaring som er det rene opspind, og som absolut ingen opbakning finder i et eneste bibelvers.

De “overlappende” generationer
“Lad Dit Rige Komme”, Illustration, side 11

Her kan man se de to generationer der overlapper i perioden fra 1914 og til “Babylon den Store ødelægges” (et andet udtryk for at verdens magter vil vende sig mod alle religioner inden de til sidst vender sig mod “Guds sande folk som er – ja, det er korrekt – Jehovas Vidner), som falder sammen med at “Gud udfrier sit folk” og indfører tusindårsriget med Jesus som konge. De to generationer er:

  1. GRUPPE: Salvede som så tegnet begynde at få sin opfyldelse i 1914
  2. GRUPPE: Salvede som har levet samtidig med den første gruppe; nogle af dem vil leve længe nok til at se begyndelsen af den store trængsel

Dette har selvsagt været et af de væsentligste skift i doktriner de seneste årtier og det har fanget interessen både hos aktivt troende og “frafaldne” sekt-medlemmer. Det har heller ikke bundfældet sig uden en vis grad af uro i sektmedlemmerne, men kun et fåtal ser dette som et tegn på at Jehovas Vidner blot er én blandt mange løgnagtige dommedagskulter og ser at dette er er tegnet – ikke på harmagedon – men på at de skal se at skynde sig videre.


H

Henschel, Milton George

Se Milton George Henschel (klik her for at springe direkte til artikel)

Hjemmebibelstudium

Se Bibelstudium (klik her for at springe direkte til artikel)

Hyrdebesøg

Hyrdebesøg er et udtryk fra den interne lingo i Jehovas Vidners organisation. Det er et besøg der aflægges af to ældste (eller en ældste og en menighedstjener), hos medlemmer af menigheden som enten ikke har været til møde i lang tid eller som er enten uregelmæssige (s.d.) eller uvirksomme (s.d.) i deres forkyndelsesrapportering (s.d.). Mødet er officielt forstået på den måde at det ikke er et tilfældigt besøg, men et besøg der er planlagt på et af de seneste ældstemøder og tildelt specifikke ældste og/eller menighedstjenere, og dermed er det også et møde der er journalført. Det vil derfor fremgå af referater fra ældstemøder hvem man har besluttet at aflægge besøg, hvem der skal besøge medlemmet og hos hvem tidligere aftalte “hyrdebesøg” allerede er aflagt. Besøget omtales som et “hyrdebesøg” ud fra den idé at det er nogle af menighedens ældste – altså dem der (med et udtryk lånt fra Johannes 21:16) er “hyrder for” menigheden – der aflægger besøget.

Den officielle forklaring på hensigten med et “hyrdebesøg” er at de gennemføres for at opmuntre det medlem (eller den familie) som er blevet “åndeligt svage/syge”, og styrke dem med tanker fra Guds ord og bede sammen med dem. Alle der har været genstand for et “hyrdebesøg” kan formentlig genkende at hensigten i virkeligheden er indsamling af efterretninger om de medlemmer der er ophørt med at deltage regelmæssigt i møderne og/eller forkyndelsen. Mange der har modtaget disse besøg kan beskrive situationer hvor to ældste er kommet indenfor under påskud af blot at ville kigge forbi for at se hvordan det gik, for derefter at finde sig selv opholdt i samtale med den ene ældste mens den anden går lidt “tilfældigt” rundt i hjemmet på må og få og kigger efter tegn på at det pågældende medlem ikke længere lever efter den foreskrevne parole. Det kunne være bøger på bogreolen der afslører at den besøgte læser litteratur der direkte eller indirekte kritiserer enten Jehovas Vidner eller organiseret religion i almindelighed. Det kunne være under besøg hos enlige hvor man leder efter tegn på at der bor mere end én person i lejligheden (som f.eks. at der er redt op til to personer i soveværelset, at der er toiletartikler til en af det modsatte køn på toilettet, osv.). Mange fortæller samstemmende om at den ene næsten altid på et tidspunkt beder om at låne toilettet mens den anden holder samtalen i gang. Andre fortæller at de mærker en tydeligt påtrængende – nærmest indlært – fremtoning, hvor man med velkendte “autoritetsgestus” signalerer at man vil indenfor. Den der indleder samtalen på dørtrinet, starter ofte ud med at smile stort og give udtryk for hvor glade de er for at se vedkommende, og fortsætter så med udtryk som: “Skal vi ikke hellere gå indenfor så vi kan sidde og snakke i ro og mag?”, alt imens de tørrer fødderne på måtten og begynder at træde ind over dørtrinet. Andre spørger: “Skal vi ikke tage skoene af så vi ikke griser dine gulvtæpper til?” som en indikation af at det er en selvfølge at de bliver budt indenfor.

Endelig tjener “hyrdebesøg” jo det åbenlyse formål at fastholde medlemstallet så højt som muligt, da man udmærket er klar over fra det statistiske materiale som sekten ligger inde med, at uregelmæssig deltagelse i møder og/eller forkyndelse eller en rapportering af færre og færre timer i forkyndelsen eller endda måneder hvor vedkommende slet ikke har været i forkyndelsen, er de første spæde tegn på at nogle er ved at tage skridtet til at melde sig ud – “afskrive” sig selv – eller at de er ved at overgå til en levevis der ikke billiges af sekten og som kunne føre til udstødelse, hvilket jo også vil afspejle sig negativt i medlemstallet. Udover hvervning og biologisk vækst, er fastholdelse af eksisterende medlemmer en vigtig del af en medlemskurve i opadgående retning. Så derfor vil man gå relativt direkte til en person der mod sædvane er begyndt at slække på mødedeltagelsen eller går markant mindre i forkyndelsen tidligere, for at sikre sig at dette har en “legitim” grund (som f.eks. sygdom).

Man vil under alle omstændigheder understrege “hvor sent vi befinder os på tidens strøm”, og hvor vigtigt det er at man holder sig til Jehovas organisation og deltager aktivt i dens aktiviteter i disse sidste dage der er tilbage inden harmagedon, så vi ikke “sætter vores frelse over styr” og går til grunde når “Jehovas vredes dag” kommer. Hvis de ældste fornemmer at ting som stress på uddannelsen eller overarbejde kan være årsagen til et evt. stigende fravær fra møderne vil man kraftigt understrege at det er vigtigt at man “sætter Jehova først” og sikrer sig at man altid prioriterer “sandheden” over alt andet.

I en menighed er det ofte en fast håndfuld medlemmer der er genstand for regelmæssige “hyrdebesøg” fordi de tæller i statistikken over medlemmer, så længe man blot kan få dem til at hænge fast med en “tynd tråd”.

Man understreger ofte at “hyrdebesøg” er en “kærlighedshandling”. Det kan man så lægge i hvad man vil for det samme siger man om udelukkelse/udstødelse (s.d.).


I


J

Jean-Paul Sartre

Jean-Paul Charles Aymard Sartre (født 21. juni 1905, død 15. april 1980) var en fransk eksistentialist, eksistentiel filosof og forfatter. Sartre er sandsynligvis den bedst kendte eksponent for eksistentialismen (s.d.), men også grundlægger af den eksistentielle fænomenologi sammen med Merleau-Ponty og Heidegger. Han var både filosof og succesfuld forfatter af romaner og skuespil. De eksistentielle temaer blev ofte udforsket i hans fiktionsværker og i værker af Simone de Beauvoir, hans livslange ledsager.

Én af Sartres hovedidéer var, at mennesket er dømt til at være fri. “Dømt fordi han ikke har skabt sig selv – men er ikke desto mindre fri. Fordi han nu engang er hvirvlet ind i verden, er han ansvarlig for alt, hvad han gør“. “Mennesket er den eneste forfatter til sin egen opførsel“. “Mennesket har ikke en given menneskelig natur, men må skabe sin egen. Mennesket er ikke andet, end hvad han skaber sig selv til“.

Jehovas Vidner

Jehovas Vidner er et internationalt millenaristisk og restorationistisk trossamfund, hvis teologi og religiøse praksis på væsentlige punkter afviger fra de traditionelle katolske og protestantiske dogmer.

Officielt Logo for
Jehovas Vidner

Almene kristne kirker anerkender ikke Jehovas Vidner som kristne, bl.a. fordi Jehovas Vidner afviser grundlærdomme i den traditionelle kristendom, som den treenige Gud, nadveren, sjælens udødelighed, m.fl.

Jehovas Vidners medlemstal er på verdensplan 8.686.980 (i 2022) (en lille nedgang på 1.172 medlemmer fra 8.695.808 i 2021) fordelt over 119.297 menigheder (en nedgang på 1.092 menigheder fra 120.387 i 2021).

Jehovas Vidner er den største af de grupper der udsprang fra Bibelstudenterne stiftet af Charles Taze Russell (s.d.), og i 1931 kommer det endelige skisma hvor man – for at vise at man er en selvstændig gruppe der adskiller sig fra de øvrige grupper af Bibelstudenter – antager navnet “Jehovas Vidner” (Officielt bekendtgjort på et stævne i New York af Vagttårnsselskabets daværende præsident, Joseph F Rutherford, hvis tale senere blev genoptrykt i Vagttårnet (på dansk 1. december 1931). Dette skisma afstedkom også en yderligere fastslåelse af en tidligere henstilling til at de der tilhørte “Den Store Skare” skulle deltage i forkyndelsesarbejdet, ligesom det blev understreget at indsamlingen af “Den Lille Skare” var afsluttet. Dette gav anledning til stor opstandelse hos mange der betragtede det som naturligt at alle kristne arvede himmelsk opstandelse i overensstemmelse med den pagt Jesus indgik med alle sine disciple. Nu antydede tonen – i hvert fald i mange medlemmers ører – at der var to klasser af kristne som var en slags første- og andenrangs kristne.

Jehovas Vidners Årbog

Jehovas Vidners Årbog er en bog der er udkom årligt i perioden fra 1922 til 1917 (begge inkl.) Det var en af de bøger som mange dedikerede Jehovas Vidner så frem til at modtage, da den udover de tørre fakta om årsrapporter fra alle verdens lande også indeholdt beretninger fra jordens fjerneste egne. Den fungerede sammen med de årlige landsstævner, internationale stævner og kredsstævner, som et af sektens absolut vigtigste midler til at skabe en meget direkte følelse af at tilhøre noget stort og verdensomspændende – en global åndelig familie.

Årbogen fokuserede som regel på nogle få lande hvorfra der blev fortalt beretninger fra forkyndere der havde haft spændende oplevelser i deres forkyndelsesarbejde. Hvert år udså man sig 2-3 lande der i særlig grad fik opmærksomhed. (2 gange har Danmark været genstand for særlig opmærksomhed i Jehovas Vidners Årbog, nemlig i Årbogen for 1957 hvor man rettede fokus på Danmark, Grønland og Færøerne og i 1993 hvor man rettede fokus mod Danmark, Honduras og Malaysia.)

De to andre vigtigste dele af årbogen var en “personlig” hilsen fra Jehovas Vidners Styrende Råd (s.d.) som man oftest fandt forrest i Årbogen udformet som “et brev til alle forkyndere af den gode nyhed”, og som det måske allervigtigste, en komplet rapport over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i det forgangne “tjenesteår” (s.d.), som indeholdt en optælling af mange forskellige tal fra hvert enkelt land, og en sammentælling af alle tallene nederst i rapporten, så alle medlemmer kunne få en klar fornemmelse af den “fremgang” sekten nød på verdensplan. I slutningen af 2010’erne begyndte væksten dog stille at aftage og man kunne ikke holde så gode statistikker som man hidtil havde kunnet brillere med, og “onde tunger” vil hævde at dette bl.a. er en af grundene til at man ikke længere udgiver Jehovas Vidners Årbog, da den henleder opmærksomheden på de ringere og ringere resultater sekten kan fremvise — især i “den vestlige verden”.

Jehovas Vidner fører meget nøje statistikker for deres resultater på en række områder, herunder timer anvendt på forkyndelse, antal afholdte bibelstudier, antal besøgte der bliver besøgt igen (såkaldte “genbesøg”), antal pionerer, antal hjælpepionerer (en slags pionerer der binder sig for kortere perioder og som skal nå lidt færre timer om måneden end pionerer), antal forkyndere, o.m.a. Disse statistikker føres på baggrund af de tjenesterapporter” (s.d.) som alle aktive forkyndere i sekten indleverer hver måned, hvorpå de anfører præcis hvor mange timer de har brugt på at forkynde, hvor mange “genbesøg” (s.d.) de har haft, hvor mange blade, brochurer og bøger de har afsat til personer de har truffet i deres forkyndelse, hvor mange videofilm de har måttet spille fra en iPad for den besøgte, hvor mange forskellige mennesker de har holdt “bibelstudium” (s.d.) med, osv.

Jesse Michael Bering

Jesse Michael Bering er en amerikansk psykolog, forfatter og videnskabsteoretiker, som i dag som primært forskningsområde har Videnskabelig forskning i Religiøse Kognitioner.

Jesse Bering er ledende professor på institut for Videnskabelig Kommunikation på Otago universitet. Han er en regelmæssig bidragyder til det anerkendte tidsskrift Scientific American. Flere af hans mere kendte studier er også udgivet i populariserede udgaver i New York Magazine, The Guardian og The New Republic, og han har været hyppig gæst på BBC, NBC og flere andre TV- og radiostationer.

Bering begyndte sin karriere som professor på University of Arkansas. Han videreuddannede sig under in mentor Daniel J Povinelli hvor han fik sin Masters Degree. Herefter erhvervede han sig en PhD i Udviklingspsykologi og kort efter stifter han Institute of Cognition and CultureQueens University i Belfast.

Jesse Bering er blevet kendt for dels at formidle videnskabelig forskning på en folkelig måde, men også at være fuldstændig uden berøringsangst over for emner der typisk er kontroversielle og som andre forskere går i en stor bue udenom. Det drejer sig især om forskning i seksualitet og religion. Han har blandt andet udgivet værket “Perv: The Sexual Deviant in All of Us, hvori han argumentere for at seksuelle afvigelser alle bør vurderes objektivt og alene vurderes ud fra den skade de forvolder og ikke andre menneskers moralske mishag eller væmmelse.

Væsentlige bøger af Jesse Bering er bl.a.:

  • The God Instinct: The Psychology og Souls Destiny and the meaning of life (W. W. Norton, 2011)
  • Perv: The Sexual Devian in All of Us (Farrar, Strauss & Giroux, 2013)
  • Suicidal: Why We Kill Ourselves (University of Chicago Press, 2018)

Jesse Bering er desuden partner i projektet “Explaining Religion”, som har hovedsæde på Oxford University.

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige tror på den genopståede Jesus Kristus som vist på Kristusstatuen i North Visitors’ Center på Temple Square i Salt Lake City, USA. (Kopi af Bertel Thorvaldsens “Christus”)

Joseph Smith, Jr. (s.d.) sagde, at han så to “personer” i foråret 1820, hvoraf den ene pegede på den anden og sagde, “Dette er min elskede søn. Hør ham!” Kirken lærer, at dette var et besøg af Gud Fader og Jesus i kød og ben.

Døbefont i Salt Lake-templet, cirka 1912, hvor dåb for, og på vegne af, de døde udføres på stedfortrædere. Fonten hviler på ryggen af tolv okser, som repræsenterer Israels tolv stammer

Lande og område hvor mormonerne rapporterer fra.

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (fra engelsk The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints) er almindeligt kendt som Mormonkirken, da den er den største af flere mindre uafhængige trossamfund, som også påstår at være mormonkirker. Kirken har hovedkvarter i Salt Lake City i Utah, USA og har kirker og templer over hele verden med 11 templer i Europa, hvoraf et ligger på Frederiksberg. Kirken har ca. 17 millioner medlemmer (pr. 31. december 2021) over hele verden. Pr. Oktober 2018 er det efter åbenbaring til kirkens profet blevet indskærpet, at kirkens korrekte og officielle navn er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og at kirkens medlemmer bør omtale sig selv som Medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og ikke mormoner. Forkortelser kan være Kristi Kirke, Jesu Kristi Kirke eller den Genoprettede Kirke.

Medlemmer af kirken (mormoner, Sidste Dages Hellige eller SDH) tror, at Jesus Kristus leder deres kirke via åbenbaringer givet til kirkens præsident, som anses for profet. De regner sig selv som kristne, men hverken som en del af katolske, ortodokse eller protestantiske traditioner. I stedet tror de, at kirken er en genoprettelse af det 1. århundredes kristendom. De har i modsætning til traditionelle kristne tre andre kanoniserede skrifter kaldet: Mormons Bog, Lære og Pagter og Den Kostelige Perle. De tror også på Bibelen, for så vidt den er rigtig oversat (Joseph Smith har oversat dele af biblen), hvilket nævnes i deres trosartikler. Ifølge Mormons Bog er vigtige, klare og tydelige ting fjernet fra især Det Nye Testamente (se 1. Nefi 13:20-42). Af disse grunde mener mormoner, at Bibelen ikke altid er helt så pålidelig som deres andre skrifter.

Medlemmerne anser Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige for at være den eneste sande kirke i verden. Inden man bliver medlem af mormonkirken, bør man have et vidnesbyrd. Et vidnesbyrd består i en åndelig tilkendegivelse fra Gud, om at kirken er sand. Det går kort sagt ud på, at man beder til Gud og spørger, om mormonkirken er sand. Dernæst skulle man få en tilkendegivelse fra Helligånden, som skulle være en varm fornemmelse. (Se bl.a. Moroni kapitel 10:4[6] i Mormons Bog.)

Historisk set har kirken adskilt sig fra moderne kristendom ved at praktisere polygami i kirken, ligesom man kan læse om i Det Gamle Testamente) (ulovliggjort efter 1890) og ved andre unikke doktriner og skikke som begavelse, dåb for de døde/stedfortrædende arbejde og dens syn på Guddommen (Gud Faderen, Kristus og Helligånden er ikke én men 3 forskellige personer, der har samme formål, nemlig at bringe Guds børn (alle mennesker) tilbage til Gud). Kirken har det standpunkt, at den er “den eneste sande og levende kirke på hele Jordens overflade”,[7] men den samarbejder med andre religiøse organisationer om humanitære og moralske emner.

Joseph Franklin Rutherford

Joseph Franklin Rutherford blev Vagttårnsselskabets anden præsident. Måden hvorpå det foregik er dog omgærdet med en del mystik, og det er almindelig anerkendt at det ikke var hans forgænger – og trossamfundets grundlæger Charles Taze Russells – ønske at Joseph Rutherford skulle efterfølge ham som præsident for Vagttårnsselskabet.

Ser man det religionens grundlægger nedfældede som sin sidste vilje udtrykte han temmelig tydeligt at han udpegede fire mænd som skulle udgøre en bestyrelse der skulle træffe alle afgørelser om lærespørgsmål ved konsensus. Rutherford figurerede ikke engang på denne liste. Under denne liste var en liste af suppleanter som kunne træde til såfremt helbred, dødsfald eller andet hindrede en af de fire førstnævnte personer i at udfylde pladsen som bestyrelsesmedlem. På denne liste over suppleanter forekom J. F. Rutherford helt nede på pladsen som nr. 3 ud af 4 mulige suppleanter. Så det var tydeligt at Rutherford ikke havde samme agtelse hos Russell som han havde selvagtelse.

Men fordi dødsfald jo aldrig er til at forudsige præcist, så kom grundlæggeren Charles Russells dødsfald også uventet, og det betød at den beskrevne bestyrelsesstruktur ganske vist var underskrevet af Russell selv i hans sidste vilje, men det var ikke ratificeret på en stiftende generalforsamling efter den nye struktur. Derfor lykkedes det Rutherford at skynde sig at søge juridisk bistand hvorved han blev klar over at den nye struktur ikke var formelt indstiftet endnu, til trods for at den var nedfældet i Russells testamente. Rutherford skyndte sig derfor at skaffe sig tilstrækkeligt med støtter til et valg der skulle gøre ham til enevældig præsident, hvorefter han indkaldte til en ekstraordinær generalforsamling hvor han gjorde opmærksom på at den nye struktur endnu ikke var godkendt, og at han i stedet stillede op som kandidat til præsidentembedet. Det var ikke mange af Rutherfords modstandere der havde fået invitationen til den ekstraordinære generalforsamling eller også var den udsendt med en sådan hast at de ikke kunne nå at deltage i mødet. Og da Rutherford allerede inden mødet havde sikret sig et flertal blev det en smal sag for ham at blive den konstituerede præsident frem til næste ordinære generalforsamling. Men allerede i hans tid som konstitueret præsident når Rutherford at ændre på selskabets vedtægter hvorved alle afgørelser suverænt træffes af selskabets præsident, hvilket en ny afstemning blandt Rutherfords støtter igen går glat igennem.

Joseph F Rutherford
Joseph F. Rutherford

Joseph Rutherford voksede op som baptist på en lille bondegård. Da han blev 16 år gammel, blev han interesseret i jura. Han lånte penge så han kunne studere. Efter at have fuldført sin akademiske uddannelse modtog han yderligere to års oplæring under dommer E. L. Edwards. For at kunne betale sine studier gik Rutherford fra hus til hus og solgte leksika. Da han var 20 blev han officiel protokolfører i retten for fjortende retskreds i Missouri. Den 5. maj 1892 fik han sin tilladelse til at praktisere i Missouri. Senere arbejdede han i fire år som offentlig anklager i Boonville i Missouri, og derefter virkede han nu og da som dommer i særlige sager i Missouris ottende retskreds. Det var derfor han blev kendt som „dommer Rutherford“.

Fordi Rutherford lavede organisatoriske ændringer og ændrede en lang række lærepunkter, opstod der splittelse i sekten. Nogle dannede nye Bibelstudiegrupper hvoraf de mest kendte er Russelliter. Mange af de organisatoriske ændringer og ændringer i deres lære er stadig i brug af Jehovas Vidner i dag. Det var Rutherfords idé at kaldte organisationen for et teokrati (s.d.) og Rutherford var også ophavsmand til navneændringen fra Bibelstudenterne (s.d.) til Jehovas Vidner (s.d.).

Joseph Smith, Jr.

Joseph Smith, jr. (født 23. december 1805 i Sharon, Vermont, død 27. juni i Carthage, Illinois 1844) var en religiøs leder, frimurer og grundlægger af mormonismen, hvoraf de største fraktioner er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (s.d.), (ca. 17.000.000 medlemmer), Kristi Samfund (ca. 250.000 medlemmer), Kristi Kirke med Elias’ budskab (ca. 13.000 medlemmer) og Jesu Kristi Kirke (Bickertonitter) (12.000 medlemmer). Alle mormoner anser ham som profet og grundlægger af Guds sande kirke.

Joseph Smith, jr.

Joseph Smith var en væsentlig religiøs inspirator, og har den dag i dag en enorm stor religiøs betydning for alle kirkelige retninger indenfor de mormonske samfund.

Alle kirkesamfund indenfor mormonismen anser deres respektive kirke som værende den sande kirke, som Joseph Smith grundlagde. På grund af Joseph Smiths guddommelige opgave som genopretter af Jesus urkirke, anså Jospeh Smith alle andre kirker som menneskeførte. På grund af ugudelighed og magt internt i kirkerne, var den rene og sande kirke blevet korrumperet, og havde ikke længere forbindelse til Gud og Jesus. Joseph Smith mente at de eksisterende kirker var blevet infiltreret af det onde, og derfor var Djævlens kirke. Joseph Smith blev i mindst et tilfæld dømt for bedrageri i 1826, 4 år før han grundlagde Kristi Kirke. Selvom det var Joseph Smiths efterfølger, Brigham Young, der som leder af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (s.d.), blev kendt for at praktisere polygame ægteskaber, var det allerede under Joseph Smith at denne troslære blev etableret. I dag kan 49 kvinder forbindes til Joseph Smith som ægtefæller. Dog er forståelsen og omfanget af ægteskab i denne sammenhæng noget diffus, idet der ikke var tale om lovformelige ægteskaber i juridisk forstand. Der var snarere tale om ægteskaber som for nogens vedkommende mere var en religiøs relation. Joseph Smith, jr. fik selv efter sin død i 1844 – flere koner viet til sig i templet.

Grundlaget for mormonsamfundende er, at Joseph Smith genoprettede Jesus kirke på Jorden, efter den havde været tabt. Joseph Smith var udvalgt til at genetablere den sande kirke, og var som følge heraf kaldet som Profet, seer og åbenbarer, med fuldmagten til igen at få åbenbaringer. Han fik åbenbaringer og så Johannes Døber og især Englen Moroni, der viste ham stedet, hvor en tidlig amerikansk befolkning havde gemt deres historie, indgraveret på guldplader. Smith mødte profeter i engleskikkelser, for eksempel Moses og Elias.

De to vigtigste religiøse begivenhed indtraf, da han som ung mand først fik en religiøs oplevelse, hvor han så Gud og Jesus, som i et syn fortate ham, at han skulle genoprette den sande kirke på Jorden. Den anden var, da han fik til opgave at oversætte nogle nedgravede guldplader. Oversættelsen af guldpladerne blev til Mormons Bog, som af alle de mormonske kirkesamfund anerkendes som hellig skrift. Det er på grund af navnet Mormons Bog, at Joseph Smith som et øgenavn blev kaldt Mormoner.

Joseph Smith oversatte guldpladerne ved det Joseph Smith selv kalder guddommelig kraft, ved hjælp af to seersten (Urim og Tummim) samt en anden seersten, som han gemte i sin hat.

Ikke-mormoners syn på Joseph Smith

Ifølge langt de fleste videnskabsmænd, historikere og kristne ses Joseph Smith ikke som en profet. De mener ikke, at Mormons Bog er oversat til engelsk fra antikke guldplader og mener heller ikke, at Joseph Smith oversatte korrekt, da han oversatte de gamle papyrusruller. (Det gjorde han før nogen kunne oversætte ægyptiske hieroglyffer). De gamle papyrusruller er det mest fyldestgørende bevis på Joseph Smiths bedrageri: de indeholder intet af det, som findes i Joseph Smiths oversættelse (Den Kostelige Perle). Joseph Smiths forklaringer på hieroglyffer fra papyrussen er også fuldstændig forkerte. Alligevel fortsætter Mormonkirken med at bruge oversættelsen, og den mener ikke, at det betyder noget, at ægyptologer siger, at papyrussen er en gammel begravelsestekst.


K

Knorr, Nathan Homer

Se Nathan Homer Knorr (klik her for at springe direkte til artikel)

Kognitiv dissonans

Kognitiv dissonans er det mentale ubehag som opleves af et individ, der indtager (eller presses til at indtage) indbyrdes modstridende holdninger. Det kan også være en dissonans mellem individets ideer/værdier og vedkommendes handlinger; at man i givne situationer ikke handler som ens værdier foreskriver.

Begrebet kognitiv dissonans udvikledes som en teori af Leon Festinger (s.d.) og blev i 1960’erne et grundigt undersøgt område inden for socialpsykologien. Kognitiv dissonans indebærer en »modstridende relation mellem kognitive elementer«. Hvad kognitive elementer er, blev ikke tydeligt defineret i teorien, men man kan sige at kognitiv dissonans opstår når forskellige kognitioner (tanker) er i konflikt med hinanden, som for eksempel når man handler på en måde der ikke stemmer overens med de værdier man ellers har, eller når man tvinges til at vælge mellem to lige gode eller dårlige alternativer. Kognitiv dissonans medfører ofte både psykisk og fysisk ubehag.

Kristen Eksistentialisme

Kristen eksistensfilosofi, der også populært kaldes kristen eksistentialisme, er en filosofisk skole som kan spores tilbage til eksistensfilosoffen og teologen Søren Kierkegaard (s.d.) (1813-1855). Den hviler på tre antagelser taget fra Kierkegaards unikke forståelse af kristendom. Den første var, at universet i bund og grund var et paradoks og at det største paradoks af alle var den ophøjede forening af Gud og menneske i personificeringen af Kristus. Den anden var at have et personligt forhold til Gud fortrænger alle moralsæt, sociale strukturer og fælles normer. Den tredje var at det at følge sociale regler dybest inde var et personligt æstetisk valgt gjort af individer.

Derfor mente Kierkegaard (s.d.) at hver person individuelt må træffe de valg som ligger til grund for hans eller hendes eksistens. Ingen pålagte strukturer — selv bibelske bud — kan ændre individers ansvar for at søge at behage Gud på hvilken personlig og paradoksal måde Gud kan behages. Hvert individ lider af ubeslutsomhedens kvaler indtil han eller hun tager “troens spring” og forpligter sig til et bestemt valg. Hver person har ansvaret for sin egen frie vilje og med det faktum, at et valg, selv et forkert valg, skal træffes for at man virkelig kan leve.

Efter Kierkegaard (s.d.) udviklede hans individualisme sig senere ind i den velkendte eksistentielle filosofi hvor bl.a. Nietzsche, Sartre (s.d.) og Camus var store tænkere, som bibeholdte ideen om personligt valg og ansvar, men kasserede den personlige forbindelse til Gud.

Kierkegaard (s.d.) mente også at ethvert menneske eksisterer på et af tre “eksistensens stadier”: det æstetiske, det etiske og det religiøse. De fleste mennesker han lagde mærke til levede et æstetisk liv hvor intet betød noget ud over udseende, fornøjelser og lykke. Det er i overensstemmelse med dette plan at folk følger sociale regler. Kierkegaard (s.d.) betragtede også overtrædelsen af sociale regler af personlige grunde (f.eks. for at søge berømmelse, et ry for oprørskhed) som værende et personligt æstetisk valg. En meget mindre gruppe er de mennesker som lever på det etiske stadie, som gør deres bedste for at gøre det rigtige og se bort fra samfundets flade høfligheder og ideer. Det tredje og højeste stadie er det religiøse stadie. For at være på det religiøse stadie siger Kierkegaard at man skal overgive sin helhed til Gud.


L

Landsretten

Landsretterne er to domstole, der blev oprettet i 1919 til afløsning af de hidtidige landsoverretter. En dommer i en landsret kaldes landsdommer, og landsretten ledes af en præsident. Landsretterne fungerer som appelinstanser for byretterne. Vestre Landsret (s.d.) har sæde i Viborg, mens Østre Landsret (s.d.) har sæde i København.

Leon Festinger, Dr.

Dr. Leon Festinger, der blev født den 8. maj 1919 i New York og døde 11. februar 1989 i samme by, var en banebrydende og kontroversiel amerikansk psykosociolog.

Karriere

Efter 2. verdenskrig blev Leon Festinger ansat på Massachusetts Institute of Technology (MIT), hvor han sammen med sin mentor Kurt Lewin (en anden banebrydende forsker i social-psykologi, fra University of Iowa), for sammen at grundlægge Research Center for Group Dynamics. I 1948, efter sin mentors død, blev forskningscentret overført til University of Michigan. Festinger arbejdede herefter en årrække startende i 1951 ved University of Minnesota fra 1951 til 1955, hvor han blev ansat som professor på Stanford University, som også er stedet hvor han udvikler sin banebrydende teori om kognitiv dissonans (s.d.). Han underviste ved Stanford University fra 1955 til 1968, derefter på New School for Social Research fra 1968 til sin død.

Arbejder

Dr. Leon Festinger er især kendt som grundlæggeren af ​​teorien om kognitiv dissonans (som han udgiver i bogform som A Theory of Cognitive Dissonance i 1957), hvormed han forsøger at forklare, hvordan mennesket styrer de spændinger, der genereres af uforenelige elementer/kognitioner.

A Theory of Cognitive Dissonance
Dr. Leon Festinger, 1957

Kognitiv dissonans er en fornemmelse, der ser ud til at stamme fra en konflikt mellem en persons idéer, tro og værdier vedrørende et bestemt emne når samme persons adfærd er i modstrid med dennes indre værdier og normer. Kognitiv dissonans opstår som følge af uforenelighed af tanker, der skaber “en tilstand af betydeligt ubehag” hos mennesker.

Ifølge Festinger tvinger denne spænding personen til at skabe enten nye idéer eller nye færdigheder for at lindre disse spændinger. De er ofte komplementære til en persons tros- eller overbevisningssystem. Denne teori har at gøre med beslutningstagning (Beslutningsteori).

Hver gang vi beslutter at gøre noget, der er i konflikt med vores overbevisning, implementerer vi forskellige strategier, der lindrer den nævnte spænding, som Dr. Leon Festinger døbte “Kognitiv Dissonans“, ligesom den harmoni man ønsker at opnå er “Kognitiv Konsonnans“.

(Udtrykket “dissonans” kender vi også fra musikkens verden når toner har en ubehagelig samklang. Her bruger man både udtrykket “dissonans” eller et “disharmonisk” lydbillede. Når toner eller stemmer klinger godt sammen kalder vi det i stedet et “harmonisk” lydbillede – så hvis det gør det nemmere for nogen at huske begreberne “kognitiv dissonans og “kognitiv konsonans kan man erstatte disse udtryk med “indre disharmoni og “indre harmoni).

Dr. Leon Festinger er også forfatter til The Theory of Social Comparison Processes. I denne artikel præsenterer Festinger en række hypoteser, der skulle komme til at lede forskningen på dette område i årtier.

Der er gået 60 år siden Dr. Festingers eksperimenter, og emnet fortsætter med at rejse spørgsmål og debatter. (Læs mere om to af Dr. Leon Festingers vigtigste eksperimenter i artiklen “Hvordan kan man tro på noget så tåbeligt?” del 6 og 7, her på JVinfo•NU) For eksempel foreslår nogle det som en begrundelse for forsvarsmekanismer, der manifesterer sig i forskellige psykologiske forhold.

Personligt

Dr. Festinger beskrev sig selv med enkle og jordnære termer som en “fritænker” og “ateist”. Efter B. F. Skinner, Jean Plaget, Siegmund Freud og Albert Bandura er Leon Festinger den femte mest citerede psykolog fra det 20. århundrede. Dr. Leon Festinger beskrev det selv som “et tilfælde” at han kom til at beskæftige sig med det social-psykologiske område, da det slet ikke havde hans interesse før han lærte sin mentor Kurt Lewins arbejder at kende.

Dr. Leon Festinger er meget anerkendt for sit grundige feltarbejde og sine stærke ambitioner om at efterprøve sine teorier i praksis. Det mest kendte eksempel på dette var da han sammen med to assistenter infiltrerede en UFO-dommedagskult ved gennem måneder at foregive oprigtig interesse og deltagelse i kulten, hvilket affødte et af de mest interessante feltarbejder i kult-research, og hele forløbet beskrives grundigt i bogen When Prophecy Fails fra 1956. Dette stykke feltarbejde er bl.a. beskrevet her på JVinfo•NU i artikel-føljetonen “Hvordan kan man tro på noget så tåbeligt?” i føljetonens del 6 og 7.

Se også Kognitiv dissonans (klik her for at springe direkte til artikel)

Livet og Tjenesten som kristne (“Midtugemødet”)

Ved det årlige møde for Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania den 3. oktober 2015 bekendtgjorde Anthony Morris fra Det Styrende Råd (s.d.) at Den Teokratiske Skole (s.d.), Tjenestemødet og Menighedsbogstudiet (s.d.) ville blive erstattet af et nyt møde med navnet Livet og tjenesten som kristne. Anthony Morris oplyste endvidere at det tidligere interne månedsblad Tjenesten for Riget ville blive erstattet af en ny firfarvet, ottesiders månedlig publikation der hedder Livet og tjenesten som kristne – arbejdshæfte, og som indeholder det ugentlige mødeprogram og billedmateriale som vil hjælpe os til at få mere ud af vores personlige bibellæsning.

 Det nye møde er opdelt i tre dele:
  1. Perler fra Guds ord. Det første punkt i denne del er et timinutters foredrag baseret på ugens bibellæsning (som er en sektion fra Bibelen som alle forventes at have gennemlæst forud for mødet) og billedmateriale fra arbejdshæftet. Det andet punkt, “Søg efter åndelige perler”, er en otteminutters spørgsmål og svar-drøftelse af ugens bibellæsning efterfulgt af en fireminutters oplæsning fra Bibelen.
  2. Bliv dygtigere til at forkynde. I denne del vil der som regel være tre såkaldte “elever” (der er medlemmer af menigheden) der demonstrerer hvordan man kan undervise ved første samtale, på et genbesøg og på et bibelstudium.
  3. Vores liv som kristne. Denne skal lære medlemmerne hvordan de “kan bruge Bibelens principper i hverdagen”. Et vigtigt punkt i denne del er Menighedsbibelstudiet, der er en spørgsmål og svar-drøftelse.

“Love Bombing”

Love Bombing er et begreb der benyttes blandt psykologer og kultforskere om den taktik (blandt mange rekrutterings-taktikker) der består i at overøse – ja nærmest drukne – en nyinteresseret i (hvad der forekommer at være) en enestående begejstring og nærmest overvældende kærlighed, de første gange dette potentielle nye medlem ankommer til trossamfundets ceremonier, stævner, gudstjenester, messer, møder, seancer eller hvad tilbedelsen nu kaldes i den aktuelle kult.

Denne tilsyneladende begejstring og overvældende kærlighed man overøses med når man er et nyt ansigt i menigheden, er et af de gennemgående karakteristika som man genkender i langt de fleste kulter, og det er da også grunden til at fænomenet har fået sit eget særskilte beskrivelse – “love bombing” – hvilket måske bedst kan oversættes med “kærligheds-bombardement”. Man kunne alternativt kalde det for “kærligheds-drukning”.

Love Bombing sat i system

Man skal ikke tage fejl. Der er selvfølgelig enkelte der af natur er meget udadvendte og som måske også stadig selv er meget nye og så begejstrede at de helt af egen drift føler en spontan indre glæde når de ser at andre også har fundet frem til dette lille mikrosamfund af mennesker som angiveligt skulle have fundet den eneste ægte sandhed om alt mellem himmel og jord, fordi Jesus selv havde udvalgt dem som de eneste “sande kristne”. Men de udgør et fåtal, så for Jehovas Vidners vedkommende har man også regelmæssige tilskyndelser på møderne, hvor man minder alle om vigtigheden af at huske, at være særligt opmærksom på nye ansigter som dukker op i rigssalen.

Men den slags har det med at dø ud fordi man som regel hurtigt samles i de sædvanlige vennegrupper der står og snakker sammen inden mødet går i gang, så ældsterådet har også udpeget 2-3 af menighedens mænd til at fungere som såkaldte “greeters” (“hilsere”) der skal holde sig klar i forhallen eller cirkulere “naturligt” omkring indgangspartiet, så de lynhurtigt spotter nye ansigter der skal udsættes for “love bombing” (kvinder er åbenbart ikke så dygtige til at hilse på nye mennesker).  1  Det er typisk en opgave som man beder unge menighedstjenere om at tage sig af, men andre mænd i menigheden kan også komme på tale, såfremt de ellers har et godt omdømme, fremstår præsentable, og – selvfølgelig – har et smilende, udadvendt og vindende væsen.


M

Menighedsbogstudiet

Menighedsbogstudiet var en mødeform der afskaffedes fra og med 2016. Tidligere havde man på en hverdagsaften i løbet af ugen et kort møde af en times varighed hvor menigheden var delt op i små grupper af 12-15 personer som mødtes i private hjem som forskellige medlemmer af menigheden stillede til rådighed for dette møde. På disse møder studerede man som regel en af Vagttårnsselskabets bøger eller brochurer, og det fremgik af en kalender i publikationen “Rigets Tjeneste” (senere omdøbt til “Tjenesten for Riget”) hvilke paragraffer der skulle drøftes ved hver uges møde.

Menighedsbogstudiet var et af fem møder der blev holdt fordelt på tre ugentlige sammenkomster. Det var det eneste møde der blev holdt i private hjem, og forhenværende Jehovas Vidner og enkelte nuværende medlemmer mistænker at man afskaffede det sidste møde der var tilbage i private hjem, af samme grund som man for år tilbage forbød at flere af menighedens medlemmer studerede vagttårnet sammen som en fælles forberedelse til mødet om søndagen. Man havde nemlig historisk set dårlige erfaringer med møder i små grupper hvor mange ofte blev hængende efter mødet til en hyggelig sludder som af og til kunne handle om spørgsmål til det pensum der var blevet drøftet den pågældende aften. Det havde flere gange resulteret i at grupper af Jehovas Vidner var begyndt at undre sig over uoverensstemmelser og selvmodsigelser i Vagttårnsselskabets lære, hvilket havde ført til frafald fra menigheden.

I dag har man reduceret antallet af sammenkomster til to, hvor den ene er et såkaldt “midtugemøde” (som samlet kaldes for Livet og Tjenesten som Kristne, s.d.) og det andet er en forkortet udgave af det tidligere 2 timer lange “Søndagsmøde”. Det tætteste man kommer på noget der minder om menighedsbogstudiet i vore dage er trejde del af det nye “midtugemøde” som er et underpunkt der har titlen “Vores liv som kristne” der bl.a. indeholder et indslag der kaldes “Menighedsbibelstudiet”, hvor man  har en drøftelse med spørgsmål hvor tilhørerne kan deltage ved håndsoprækning.

Afskaffelsen af Menighedsbogstudiet, må siges at være en historisk milepæl i sektens historie, da det var det sidste møde der var tilbage som kunne spores helt tilbage til den gruppe som Jehovas Vidner hævder at udspringe fra, nemlig Bibelstudenterne som grundlagdes af Charles Taze Russell (s.d.), og de møder som blev afholdt af Bibelstudenterne var netop små grupper af mænd og kvinder der forsamledes i private hjem for at drøfte passager fra Bibelen hvor alle kunne deltage og give deres egne kommentarer til stoffet. Det er så afgjort det møde der i højeste grad afspejlede Charles Taze Russells egen holdning til hvordan Bibelstudenterne skulle organiseres – eller rettere undlade at organiseres. Charles Taze Russell (s.d.) siger ganske interessant selv om etablering af en egentlig organisation at det er helt overflødig og noget man skal være på vagt overfor. (Watchtower, 15. sep 1895, s. 1866)

Se også: Organisation

Midtugemødet

Se Livet og Tjenesten som Kristne (klik her for at springe direkte til artikel)

Milton George Henschel

Milton George Henschel (9. august 1920 – 22. marts 2003) var medlem af Det Styrende Råd (s.d.) og den femte præsident af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, som er Jehovas Vidners officielle kirkeorganisation. Han fulgte Frederick William Franz (s.d.) som præsident i 1992.

Milton Henschel

Milton Henschel blev født i Pomona, New Jersey. Hans far, Herman George Henschel, var en af stifterne af Vagttårnsselskabets bondegård på Staten Island. Familien flyttede til Brooklyn, New York i 1934. Milton blev i 1934 døbt som Jehovas Vidne og flyttede til Betel i 1939. I 1956 giftede Henschel sig med Lucille Bennett, en af studenterne af den 14. klasse af Watchtower Bible School of Gilead, som havde missioneret i Venezuela.

Milton Henschel var som så mange andre præsidenter for Vagttårnsselskabet indsat i denne post til sin død. Han blev til gengæld den sidste præsident for Vagttårnsselskabet der fungerede under den gamle ordning hvor Vagttårnsselskabets præsident og Ordstyreren for Det Styrende Råd (s.d.) var én og samme person. Efter Milton Henschels præsidentskab ændredes Vagttårnsselskabets vedtægter så inden af medlemmerne af Det Styrende Råd (s.d.) kan være bestyrelsesmedlemmer for sektens juridiske entiteter, dvs. Watchtower Bible and Tract Society of Pennsylvania, Watchtower Bible and Tract Society of New York eller Christian Congregation of Jehovah’s Witnessses. (Det samme gjaldt I.B.S.A. som dog er afviklet).

Henschel døde den 22. marts 2003 i en alder af 82 år.

Minusvækst

Minusvækst betyder generelt set negativ vækst på et bestemt område, f.eks. nedgang i økonomisk aktivitet, medlemsudvikling el.lign. I forbindelse med grupperinger som foreninger, klubber, kirker, trossamfund o.lign. betyder minusvækst tilbagegang i medlemstal, hvilket i praksis betyder at antallet der forlader gruppen er større end antallet der tilslutter sig. Her skal man erindre at man i “forlader” ikke skelner mellem personer der aktivt forlader gruppen, eller som følge at død naturligt ophører med at være medlem af gruppen.

Nulvækst er et ord i samme kategori, der dækker over det at forblive på samme niveau på et givent område; I forbindelse med foreninger, kirker, grupperinger, er det udtryk for at grupperingen oplever stagnation – dvs. ikke kan fremvise nogen form for vækst i medlemstal.


N

Nathan Homer Knorr

Nathan Knorr var Vagttårnsselskabets tredje præsident efter Joseph F. Rutherford (s.d.).

Nathan H. Knorr

Modsat Joseph Rutherford var Nathan Knorr ikke nogen stor taler og han havde ingen evner for at skrive bøger, endsige gøre sig som teologisk tænker. Men hans vicepræsident (Frederick Franz, s.d.) som senere overtog embedet som præsident, skrev i hele Knorrs præsidentperiode – med få undtagelser – stort set alle de bøger som blev udgivet i præsident Knorrs præsidentperiode. Påfaldende nok traf Nathan Knorr beslutning om at fokus fra tiden for hans indsættelse som præsident skulle fjernes fra personen og rettes mod budskabet, hvorfor man ophørte med den hidtidige praksis med at anføre hvem der var forfatter til den pågældende bog. Ingen der kendte lidt til organisationens struktur var dog det mindste i tvivl om at Frederick Franz (s.d.) – der også fungerede som sektens chefideolog og -teolog – var ophavsmanden til de mange bøger.

Nathan Knorr var til gengæld en meget dygtig organisator og satte meget af forkyndelsesarbejdet på skinner, ligesom han iværksatte adskillige initiativer der skulle effektivisere organisationen, herunder en række skoler der skulle gøre medlemmerne dygtigere til at forkynde sektens budskab for hele klodens befolkning. Nathan Knorr er bl.a. ansvarlig for oprettelsen af Bibelskolen Gilead (for medlemmer der udsendes til fremmede lande for at missionere), Den Teokratiske Skole (s.d.) (for alle forkyndere, så de kunne blive bedre talere og bedre til at udbrede budskabet i forkyndelsen) og Rigets Tjeneste Skole som var en skole der skulle dygtiggøre ældste til at varetage deres hverv i deres lokale menigheder.

Nathan Knorr havde ifølge personer i hans nærmeste omgangskreds en temmelig ringe bibelforståelse, og onde tunger vil hævde at ingen nogensinde har set Nathan Knorr banke på en eneste dør for at forkynde sektens budskab.

Ny Verden-Oversættelsen

Ny Verden-Oversættelsen og tidligere Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter er titlerne på en række danske bibeloversættelser udarbejdet af Jehovas Vidner. Der findes udgaver på 193 sprog med et samlet oplagstal på 238 millioner.

Ny Verden-Oversættelsen på flere sprog

Denne bibeloversættelse blev for første gang udgivet i 1974 for Det Nye Testamentes vedkommende, og derefter i 1985 hvor det var den første privatoversættelse af hele Bibelen til dansk i 129 år. Oversættelsen blev lettere revideret i 1993. En revision i 2017 har derimod nærmest karakter af en nyoversættelse, da udgaven fra 1993 holder sig til en næsten ord-for-ord gengivelse, hvor 2017-udgaven lægger meget større vægt på et “nutidigt og letforståeligt sprog”. Den er udkommet i en række forskellige udgaver, bl.a. en lommeudgave, som en studieudgave i stort format med fodnoter, krydshenvisninger, bibelordbog samt en række tillæg med kommentarer til detaljer i oversættelsen. Desuden findes en række elektroniske udgaver som tekst og lydfiler, blandt andet som app og online på internettet.

Oversættelsen er også kendetegnet ved flere steder at afvige på væsentlige detaljer fra de mest udbredte bibeloversættelser, hvilket naturligt har mødt kritik fra andre kirkelige kredse. Jehovas Vidner mener at mange bibeloversættelser på visse punkter er unøjagtige og gennem århundreder er påvirket af kirkernes traditioner og trosbekendelser. De nævner især at man systematisk har skjult Guds navn, samt indflydelse fra en række kirkelige doktriner som Jehovas Vidner betragter som myter og løgne, især: sjælens udødelighed, læren om helvede og læren om treenigheden. Som et resultat af Jehovas Vidners bibelstudium, oversættelsesarbejde og studium af disse kirkelige doktriners oprindelse har de forkastet dem, fordi de mener de er af hedensk oprindelse og ikke finder nogen støtte i en nøjagtigt oversat bibeltekst

Hvis man skal tro oversættelsens titelblad er oversættelsen udarbejdet af en anonym oversættelseskomité. Det er dog en anelse overdrevet at omtale de involverede som en oversættelseskomité, da hele den samlede oversættelse er én mands værk, nemlig manden der senere blev Vagttårnsselskabets fjerde præsident, Frederick Franz (s.d.). Se yderligere dokumentation for dette under opslagsordet Oversættelseskomite (Ny Verden-Oversættelsen) (s.d.) for at se relevant dokumentation for dette.

Til oversættelse af det gamle testamente benyttede Frederick Franz (s.d.) primært manuskripter fra den såkaldte Yahwistiske tradition med manuskripter der kan dateres til omkring år 900-1000 i modsætning til en Elohistiske tradition der har manuskripter der kan dateres tilbage til omkring år 850. Specialister i oversættelse af de Hebraiske Skrifter (populært kaldet “Det Gamle Testamente”, eller “Den Gamle Pagt/Aftale”), favoriserer ikke den ene frem for den anden, hvilket også ses af at senere oversættelser faktisk trækker på manuskripter af begge traditioner og skaber dermed en lang række “hybrid-oversættelser”.

For det Nye Testamentes vedkommende må man sige at bibelen i det store hele er baseret på Westcott og Horts oversættelse, hvilket den oversættelses-kyndige ved første øjekast ville finde besynderligt, da de – i særdeleshed Westcott – var kendt for offentligt at erklære at de ikke troede på Bibelens ufejlbarlighed. Men ved nærmere eftertanke kan man konstatere, at det blot gjorde det lettere for Frederick Franz (s.d.) at korrigere i Westcott og Horts oversættelse, hvor den er i strid med de steder hvor Vagttårnssektens doktriner om Jesus stilling i forhold til Gud accentuerer sig væsentligt fra både Luthersk og Romersk-Katolsk funderet kristentro, som f.eks. i spørgsmålet om Jesu guddommelighed.

I Ny Verden-Oversætttelsen har man i de hebraiske tekster (Det Gamle Testamente) valgt konsekvent at oversætte tetragrammet med hybridnavnet Jehova (på engelsk “Jehovah“) som er en sammensmeltning af konsonanterne i Elohim og Adonai med konsonaterne i det hebraiske tetragram יהוה (eller YHWH) 6979 gange. Det ser man også gjort omend i mindre omfang i andres oversættelser af den Hebraisk/Aramaiske del af Bibelen. Mere kontroversielt er de 237 gange man har taget sig den frihed også at indsætte navnet Jehova i Det Nye Testamente, selvom man intetsteds har fundet manuskripter der retfærdiggør denne metodik. Dette giver en samlet brug af navnet “Jehova” i 7216 gange i den samlede Ny Verden-Oversættelse. (I 1984-udgaven var dettte tal 7210 gange, mens det i 1961-udgaven var på 7199 gange, så man har altså løbende fundet flere og flere steder hvor man har retfærdiggjort indsættelsen af navnet “Jehova”, hvillket viser hvor stor vægt sekten lægger på denne accentuering fra andre kristne sekter).

Argumentationen for at indsætte navnet “Jehova” i det Nye Testamente uden manuskriptlige belæg herfor, er at man hævder at Jesus som en selvfølgelighed har benyttet Guds navn, selv steder hvor man tydeligt i meget tidlige græske manuskripter finder ordet “Kyrios” som slet og ret betyder “Herre”. Men også steder hvor man i græske manuskripter har fundet ordet “Theos” har man blot “gættet” på at der oprindeligt har stået et Tetragram, hvorved man har retfærdiggjort indsættelsen af navnet Jehova (Engelsk: “Jehovah”).

Den danske udgave af Ny Verden-Oversættelsen har ikke trukket på andre manuskripter end den engelske udgave kaldet “New World Translation” og der er således ikke gjort nogen indsats for at sammenholde den danske tekst med Hebraiske, Aramæiske, Græske eller endog gamle Latinske manuskripter. Her har man taget den engelske oversættelse for pålydende. Det samme gælder i øvrigt samtlige oversættelser af Ny Verden-Oversættelsen som er oversat til andre sprog end engelsk.

Oversættelsen har desuden været udsat for en del kritik fra andre hebraisk- og græsk-kyndige som hævder at oversættelsen – i særdeleshed af Det Nye Testamente – er en forudindtaget oversættelse, der favoriserer doktrin i stedet for ærlig oversættelse.

I en årrække hævdede man at den berømte professor i bibelsk græsk, Dr. Julius Mantey, havde lovprist oversættelsen og at han bakkede op om oversættelsens særegne måde at oversætte Johannes Evangeliet 1:1 på. Dette gav dog et voldsomt bagslag for sekten, som måtte lide den tort at Dr. Mantey offentligt i en dokumentarudsendelse bekendtgjorde at han aldrig nogensinde havde rost Ny Verden-Oversættelsen, og for at føje spot til skade omtalte han desuden Ny-Verden Oversættelsen som “en af de mest elendige bibeloversættelser han nogensinde havde set”, og at oversættelsen var uanvendelig fordi den var mere forudindtaget end nogen anden oversættelse han nogensinde havde set, fordi den udelukkende og helt utilsløret var produceret, for at bakke op om specifikke doktriner.” Dr. Mantey siger i samme interview: “Ingen anden oversættelse jeg nogensinde har set, ligger længere fra den originale Hebraiske og Græske originaltekst end disse bøger fra Vagttårnsselskabet.” (Han vil ikke engang bruge ordet “bibel” eller “bibeloversættelse” men kalder dem slet og ret “disse bøger fra Vagttårnsselskabet”. Endelig sender Dr. Julius Mantey et brev direkte til Vagttårnsselskabet hvori han forlanger at de i al fremtid afstår fra at benytte hans navn i en eneste af deres publikationer og han skriver endvidere, at en overtrædelse af dette forbud ville medføre de stærkest tænkelige juridiske konsekvenser for Vagttårnsselskabet.


O

Organisation

“Organisation” er et ord der høres og benyttes meget både i tale og på skrift blandt Jehovas Vidner. I flæng kan nævnes udtryk som “Jehovas Organisation”, “Guds Himmelske Organisation”, bogtitler som “Organiseret til at være ordets tjenere” og “Organiseret til at gøre Guds Vilje”, o.m.a. I bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, kan man på side 192 læse følgende:

Guds synlige organisation — i fortiden og i nutiden

Bibelen viser at Jehova altid har ledet sine tjenere på organiseret vis. Troende mænd som Abraham ledte for eksempel deres husstand i tilbedelsen af Jehova. … Og Gud gav ham besked på at lade vejledningen gå videre til andre. Han sagde: „Jeg har jo udvalgt [Abraham], for at han skal pålægge sine børn og sine efterkommere at vogte på [Jehovas] vej.“ (1 Mosebog 18:19) Her var altså truffet en fast ordning hvorved en gruppe mennesker kunne tilbede Jehova på rette måde. … Da israelitterne senere var blevet til et milliontalligt folk, lod Jehova dem ikke hver for sig tilbede ham på sin egen måde, uden orden og organisation. Nej, israelitterne blev organiseret til at udgøre en nation af enige tilbedere. Israels nation blev kaldt „Jehovas menighed“.

Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, s. 192, §§ 4-5

Til trods for at Bibelen ikke nævner ordet “organisation” en eneste gang, kan man finde ordet hele 16.789 gange ved en søgning i Vagttårnsselskabets eget digitale online bibliotek. Og selvom ordet ingen plads har i hverken Det Gamle eller Det Nye Testamente, finder Vagttårnsselskabet ikke desto mindre “klare beviser” i en mængde bibelvers på at Gud altid har haft en organisation der ledte hans folk op gennem hele menneskehedens historie. Nogle få af de over 16.000 eksempler er:

Ligesom disse levitter var organiseret til at prise Gud, sådan er andre også blevet organiseret til at prise ham. Hvis vi kunne se ind i den usynlige verden, ville vi få øje på en storslået organisation — millioner af hellige engle.

Vagttårnet, 1. oktober 1973, s. 440, § 3

Sørger vi for loyalt at følge de anvisninger Jehova giver os? Det er vigtigt at vi ikke bare holder fast ved den måde vi plejer at gøre tingene på. I stedet må vi være hurtige til at følge de nye anvisninger Jehova giver os gennem sin organisation. (Hebr. 13:17).

Vagttårnet, 1. juli 2018, s. 16, § 18

Den jordiske del af Jehovas organisation bevæger sig fremad på flere måder. For eksempel bliver vores forståelse af sandheden fra Bibelen stadig klarere. Det er også hvad vi forventer, for „de retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag“. (Ordsp. 4:18)

Vagttårnet, 15. maj 2014, s. 28, § 10

Kun Jehovas Vidner, den forenede organisation af den salvede rest og ’den store skare’ under den øverste Organisators beskyttelse, har et bibelsk begrundet håb om at komme til at overleve den forestående afslutning på denne dømte tingenes ordning som beherskes af Satan Djævelen.

Vagttårnet, 1. september 1989, s. 19, § 7

I det første århundrede forkastede Jehova det troløse Israel. Men han ville stadig have en organisation af loyale tjenere på jorden. Jehova gav nu sin velsignelse til en dynamisk ny organisation der var centreret om Jesus Kristus og hans lære.

Vagttårnet, 15. maj 2014, s. 24, § 18

Guds organisation overlever og trives på jorden fordi de mennesker der er en del af den, har hans godkendelse. Bibelen forsikrer os: „Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres bøn.“ (1 Pet. 3:12)

Vagttårnet, 15. maj 2014, s. 27, § 6

Gud ønsker at vi bevarer et godt åndeligt helbred ved at holde os til ham og støtte hans organisation i dens forskellige aktiviteter. … Vores liv afhænger af at vi gør Jehovas vilje, elsker ham, adlyder hans røst og holder os til ham.

Vagttårnet, 1. maj 2014, s. 29, § 13

Hvis vi skal have Jehovas gunst og velsignelse, må vi støtte hans organisation og acceptere justeringer i vores forståelse af Bibelen. … Alle der forbliver loyale mod Jehova og hans organisation, vil fortsat blive velsignet af ham. (Rom, 8:16, 17) … De døde vil blive oprejst og få muligheden for at leve evigt. (Es. 25:8; Apg. 24:15) Sikke betagende fremtidsudsigter for millioner der har indviet sig til Jehova! Hvis vi personligt skal opleve at disse bibelske løfter bliver opfyldt, må vi fortsat gøre åndelige fremskridt — bevæge os fremad sammen med Guds organisation, altid holde trit med den.

Vagttårnet, 1. maj 2014, s. 30, §§ 15-16

Men hvad kræver Gud da af dem der ønsker at bo til evig tid på hans paradisiske jord? … [En] betingelse er at vi er tilknyttet Guds kanal, hans organisation. Gud har altid benyttet sig af en organisation. På Noas tid var det for eksempel kun de der var i arken der overlevede Vandfloden, og i det første århundrede var det kun de der kom sammen med den kristne menighed der havde Guds godkendelse. (Apostelgerninger 4:12) På samme måde benytter Jehova i dag kun én organisation som et redskab til at udføre sin vilje. For at opnå evigt liv i det jordiske paradis må vi finde ud af hvilken organisation det drejer sig om, og tjene Gud som en del af den.

Vagttårnet, 1. maj 1983, s. 21

Og nu, hvor disse genløste i endelig forstand er ved at komme til ’det himmelske Jerusalem’, det messianske rige, må der i sandhed råde en ubeskrivelig glæde blandt de titusinder af loyale engle der tilhører „det Jerusalem som er oventil“. „Jerusalem som er oventil“, Guds hustrulignende organisation, jubler over alt det hendes suveræne Herre, Jehova, udretter. — Esajas 62:11; Åbenbaringen 19:7

Vagttårnet, 15. maj 2014, s. 30, §§ 15-16

Endnu en vigtig ting i vor kristne krigsførelse, er at vi har en klar opfattelse af det svælg der adskiller Guds rene organisation fra denne verdens principløse og umoralske organisationer. … Forskellen er klar. Der er ikke noget gråt område mellem Guds organisation og Satans organisation.

Vagttårnet, 1. juni 1983, s. 16, § 12

Guds synlige, jordiske organisation blev til i år 1513 f.v.t., da hebræernes 12 stammer blev grundlagt som en nation og fik et teokratisk styre. Dette styre blev ikke udpeget ved et demokratisk valg. Det blev udpeget af deres Befrier, der havde hentet dem ud af trældommen i det gamle Ægypten. Det blev også indsat af ham. Han var Gud, og han havde selv den øverste magt i dette styre. Derfor blev styret kaldt teokratisk, og Herskeren blev kaldt en Teokrat.

Vagttårnet, 1. juni 1979, s. 8, § 1

Snart vil der ikke være andre organisationer tilbage på jorden end den Jehova leder med sin ånd. Gør derfor alt hvad du kan, for at samarbejde med Jehovas organisation. Så vil du ikke have noget at frygte når Satans verden bliver fjernet. Du vil i stedet kunne føle dig tryg fordi du er en af dem der loyalt støtter Jehovas organisation.

Vagttårnet, 1. oktober 2020, s. 25, § 17

Men Vagttårnsselskabets påstand om at Gud altid har haft en organisation til at lede sine trofaste tilbedere op gennem hele verdenshistorien, efterlader os unægteligt med spørgsmålet: “Hvis det er tilfældet, hvorfor skulle Charles Taze Russell så selv starte en ny organisation i stedet for blot at tilslutte sig den organisation som Gud allerede havde?“. Måske giver Charles Russell os selv svaret i et af de tidligste numre af bladet Zions Vagttaarn — Forkynder af Kristi Nærværelse, hvor han siger:

Vær på vagt over for ”organisation. Det er aldeles unødvendigt. Bibelens forskrifter er de eneste retningslinjer du har brug for. Søg ikke at binde andres samvittighed og tillad heller ikke andre at binde din. Hav tro på Guds ord sådan som du forstår det nu, og fortsæt med at vokse i herlighed, kundskab og kærlighed, dag efter dag.

Charles Taze Russell, Zions Vagttaarn, 15. september 1895, s. 1866

P

Pascals Væddemål

Pascals væddemål er et filosofisk og apologetisk argument for troen på den kristne Guds eksistens, fremsat af den franske filosof, matematiker og fysiker Blaise Pascal (1623-1662). Han fremstiller spørgsmålet om troen på Gud som et væddemål med kun to satsningsmuligheder: Gud eksisterer, eller Gud eksisterer ikke. Væddemålet er et argument for, at ateisme er en satsning, som ikke er værd at tage. Hvis ateisten har ret, er han bare død, når han er død, og den kristne er også bare død. Hvis ateisten derimod tager fejl, vil han betale med en evig ulyksalighed (helvede), mens den kristne vil modtage en evig lyksalighed (himlen/paradis). Derfor bør man satse på, at Gud eksisterer.

Pascals væddemål kortlagde et nyt territorium af sandsynlighedsteori, og det var var den første formelle anvendelse af beslutningsteori.

OBS – VIGTIGT!
Det skal understreges, at væddemålet ikke er et argument for Guds eksistens, men for troen på Guds eksistens. Det er et argument for, at det er en bedre satsning at tro på, at Gud eksisterer, end at tro på, at han ikke eksisterer.

I Pascals filosofiske hovedvæk “Tanker” er væddemålet beskrevet således:

”Lad os da undersøge dette punkt; vi siger altså: ’Enten er Gud, eller han er ikke.’ Men til hvad side skal vi hælde? Fornuften kan ikke nå til en løsning. Et uendeligt kaos adskiller os [fra Gud]. Ved den yderste ende af denne uendelige afstand spilles der et spil, hvor der enten kommer plat eller krone ud. Hvad skal vi holde på? Ved hjælp af fornuften kan du ikke bekræfte nogen af de to muligheder; ved hjælp af fornuften kan du heller ikke benægte nogen af dem. Beskyld da ikke dem, der har gjort et valg for at have gjort galt; thi det ved du intet om. ’Nej, jeg bebrejder dem heller ikke, at de har valgt sådan eller sådan, men at de overhovedet har valgt; thi vel har den, der har valgt krone, måske ikke gjort galere end den, der har valgt plat, men de har begge gjort galt; det rigtige er nemlig ikke at holde på noget.’ Ja, men holdes må der. Det er ikke en frivillig sag. Din skæbne befinder sig nu engang ude på dybet. Hvad vil du da holde på? Lad os nu engang se. Siden det er nødvendigt at gøre et valg, må man være klar over, hvor der er mindst at risikere. Du har to ting at tabe: det sande og det gode, og to ting at sætte ind i spillet: din fornuft og din vilje, din erkendelse og din lyksalighed; og din natur har to ting, den vil undgå: fejltagelse og elendighed. Din fornuft krænkes ikke mere ved at vælge det ene end ved at vælge det andet, eftersom det er nødvendigheden, der kræver et valg. Hermed er da ét punkt klaret. Men nu din lyksalighed? Lad os veje vinding og tab, hvis du holder på krone: at Gud er. Overslaget ser således ud: Vinder du, vinder du alt; taber du, taber du intet. Hold derfor uden betænkning på, at Gud er.”

“Tanker”, 1670 (posthumt), Blaise Pascal, Matematiker, Fysiker, Filosof

Pascal forudsætter i sit argument, at der på spørgsmålet om Guds eksistens kun findes to svarmuligheder:

  1. Gud eksisterer
  2. Gud eksisterer ikke
Blaise Pascal (★1623, ♰1662)

En tredje mulighed findes ikke. Hvis man ikke vil satse på, at Gud eksisterer – hvis man lever som om Gud ikke eksisterer – så satser man i virkeligheden på, at Gud ikke eksisterer, siger han.

Derudover forudsætter han, at de to muligheder er lige sandsynlige. Det er således ikke sandsynligheden for et bestemt udfald af væddemålet, der skal afgøre, hvilken mulighed man vælger. Det er gevinst og tab ved de to muligheder, der skal afgøre det.

Med hensyn til gevinst og tab siger han, at hvis man vædder på, at Gud eksisterer, og vinder væddemålet, så vil man få en uendelig gevinst: Man vil opnå en evig lyksalighed i himlen. Baggrunden for denne påstand er den kristne lære om, at man frelses og kommer i himlen, hvis man tror på Gud – nærmere bestemt den kristne Gud.

Hvis man vædder på, at Gud eksisterer, og taber væddemålet, så vil man ikke lide noget tab i form af noget ubehageligt efter døden. Man vil blot blive til intet.

Hvis man vædder på, at Gud ikke eksisterer, og vinder væddemålet, så vil man ikke få nogen gevinst. Efter døden vil man blot opleve den intethed, som man forventer.

Hvis man vædder på, at Gud ikke eksisterer, og taber væddemålet, så vil man lide et uendeligt tab: Man vil få en evig straf i helvede.

På den baggrund skal man selvfølgelig vædde på, at Gud eksisterer, siger Pascal. Man har en interesse i at tro på Gud.

Skematisk kan væddemålet stilles således op:
Udfaldet den dag du dør:Du væddede på at Gud findesDu væddede på at Gud ikke findes
Hvis det viser sig
at Gud eksisterer
Du vil få en uendelig gevinst
i form af evig lyksalighed (i himlen)
Du vil lide et uendeligt tab
i form af evig ulyksalighed (i helvede)
Hvis det viser sig
at Gud ikke eksisterer
Du vil ikke lide noget tab.
Du vil blot blive til intet.
Du vil ikke få nogen gevinst.
Du vil blot blive til intet.

I figuren herover ser man at Pascals postulat er at man ganske enkelt har bedre “odds” ved at vælge at tro på Gud end ved at vælge ikke at tro på Gud, da de tre af de fire mulige udfald der kan hænde den dag man dør, vil være til ens fordel, men kun ét vil være til ens ulempe, og dette ene forekommer kun for dem som vælger ikke at tro på eksistensen af en Gud (højre kolonne).

Men det er et argument der har været udsat for megen kritik — alene af den grund at de fleste troende vil afvise at tro er et valg, men en overbevisning der er kommet til dem gennem livserfaring, indfra, fra hjertet, fra sindet, fra helligånden, osv. Så tro er ikke blot en beslutning du tager på samme måde som du tager en beslutning hos bageren om du vil have en hindbærsnitte eller en napoleonskage. Jeg skal uddybe kritikken af Pascals væddemål en smule herunder.

Kritik af ’Pascals væddemål‘

Pascal har dog fået nogen kritik for denne argumentation for det “fornuftige i at tro” på den kristne Gud. Et af argumenterne er at der også er andre religioner der tror på en Gud og som forkynder evig fortabelse såfremt man ikke tror, som Islam f.eks. gør om “de vantro”. Af denne grund kunne en Imam med samme ret bruge Pascals væddemål som argumentation for at tro på Allah og hans profet Muhammed, som en kristen præst kan argumentere for at tro på den kristne Gud, Søn og Helligånden.

Væddemålet er endvidere blevet kritiseret for, at det indebærer en forkert motivation for at tro på Gud, fordi en retfærdig Gud ikke vil anse det for at være en god motivation at handle ud fra en beregnende interesse i at vædde på et resultat, der har den største sandsynlighed for at medføre gevinst. En sådan kølig kalkulerende spekulation i personlig fordel svarer dårligt til den sande tro, som har mere ædle motiver.

Richard Dawkins siger: ”man [kan] ikke … beslutte sig for en ægte tro på baggrund af sådanne strategiske overvejelser. Pascals væddemål er ikke et argument for at tro på Gud, men er et argument for at foregive at tro på Gud. Hvis Gud er alvidende, vil han kunne gennemskue dette bedrag, siger Dawkins.

The God Delusion, Richard Dawkins, 2008

Desuden er det blevet fremført, at tro ikke er noget, man kan tvinge sig selv til. Hvis man bliver tilbudt en enorm pengesum for at tro, at himlen er grøn, så kan man ikke af den grund tro oprigtigt på det. Pascals væddemål inspirerer ikke til en ægte tro.

Pascal kritiseres også for at drage nogle forhåndskonklusioner om Guds retfærdighed, som han ikke kan tillade sig at hævde at have uigendrivelige beviser for — endsige argumenter for i Bibelteksterne.

Pascal mener – ud fra sin kristne tro – at det kun er troen eller den manglende tro på Gud, der afgør, om et menneske får en evig lyksalighed eller en evig ulyksalighed. Det er imidlertid en påstand – ikke sikker viden – at det forholder sig sådan.

Faktisk er der flere andre muligheder. Der er blandt andet disse:
  1. Der er en Gud, men han belønner ikke
  2. Der er en Gud, der belønner, men ikke alene gør det på baggrund af tro på ham
  3. Der er en Gud, der belønner på baggrund af gerninger, ikke tro
  4. Der er en gud der belønner og straffer på langt mere nuanceret vis. Det samme menneske kan både modtage en løn og en straf – i overensstemmelse med mængden af både dets gode og dets onde gerninger

Det er for eksempel tænkeligt, at Gud belønner kritisk agnosticisme og straffer blind tro. Det er også tænkeligt, at Gud belønner ærlighed i tanken og straffer påtaget tro. Faktisk finder man – såfremt man da tager evangelierne for pålydende – selv hos Jesus den tanke, at det afgørende ikke er, om man bekender sig til Gud, men om man handler efter Guds vilje: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” — Matthæus Evangeliet 7:21

Pascals fremstilling af væddemålet forudsætter, at der er tale om en simpel ja-eller-nej-beslutning, hvorfra alt andet følger. Men inden for kristendommen er der ingen konsensus om de kriterier, ifølge hvilke evig lyksalighed opnås, eller hvordan en tro på Gud skal udtrykke sig for at blive belønnet med evigt liv. Selv pave Frans har udtalt, at ”en person godt kan blive frelst, selv om han ikke har været troende, hvis han blot har været et godt menneske“.

En anden forudsætning for Pascals fremstilling af væddemålet er, at et menneske kun lever ét liv på jorden, hvorefter det dømmes til enten evig lyksalighed og evig ulyksalighed. Men der findes religioner og religionsformer, der har reinkarnation som en del af deres lære, for eksempel hinduismen, jainismen, buddhismen og New age, og som regner med, at hvert menneske lever mange liv (inkarnationer) på jorden.

Patientklagenævnet

Se Styrelsen for Patientklager (klik for at springe direkte til artikel)

Persondataforordning

Også kendt som EU’s Persondataforordning eller GDPR (klik for at springe direkte til artikel)

Pioner

En pioner er en forkynder der af det landsdækkende afdelingskontor (på anbefaling af det lokale ældsteråd) er udnævnt som “pioner”. Det betyder i praksis at man har forpligtet sig til at bruge 70 timer om måneden (eller 840 timer om året) på forkyndelse. Dette er selvsagt så tidskrævende at pionerer sjældent har et fuldtidsjob ved siden af deres “gerning” som pionerer. De vil typisk tage et deltidsarbejde, som for størstedelen af pionerernes vedkommende består i rengøringsarbejde, ofte i de tidlige morgentimer eller sene aftentimer, samt i weekender eller på helligdage.

Dette timekrav forekommer måske nogen urimeligt højt, men det er faktisk det laveste timekrav der nogensinde har været til pionerer. Pionerer – der i sektens tidligste år kaldtes for “kolportører” – skulle indtil 1949 nå 150 timer om måneden, hvorefter dette timekrav i nedsattes til 100 timer om måneden. I 1974 nedsatte man timekravet til 90 timer om måneden (eller 1000 timer om året) og i 1999 reducerede man yderligere timekravet med 20 timer idet man “kun” forventede at pionerer nåede 70 timer om måneden (840 timer om året). Årsagen til disse nedsættelser i timekravet maskeres i hovedreglen som hensyntagen til den enkelte forkynder fordi man udviser forståelse for at vi lever i andre tider hvor det ofte er nødvendigt at have to indtægter for at opretholde et tåleligt livsgrundlag for sig selv og sin familie. Sådan udtrykkes det f.eks. i Rigets Tjeneste for marts 2011, hvor man i artiklen med titlen “Har du engang været pioner?” kan læse flg.:

“… af forskellige årsager har nogle måttet holde op som pionerer. … Måske har du ikke selv været pioner, men en i din familie er holdt op for at tage sig af et familiemedlem, som for eksempel sin gamle far eller mor. … Omstændighederne ændrer sig. Det som gjorde at du måtte afbryde din pionertjeneste, er måske ikke længere nogen hindring. Hvis du for eksempel holdt op fordi du ikke kunne nå 90 timer om måneden, kunne du så begynde igen, nu hvor timekravet er sat ned til 70? En søster der holdt op som pioner af helbredsårsager, var i stand til at begynde igen som 89-årig. Hun havde ikke været på hospitalet i over et år og mente at hendes helbred nu tillod hende at blive pioner igen! Måske vil Jehova med tiden ’åbne en stor dør ind til virksomhed’ for dig, så du igen kan opleve glæden ved at være pioner.”

Rigets Tjenste, Marts 2011

Andre artikler er mere ærlige om den virkelige årsag til nedsættelsen af timetallet. Årsagen er nemlig den samme som den der fremprovokerer andre ændringer i den organisatoriske struktur i sekten, nemlig manglende interesse og statistikker der udvikler sig i en kedelig retning. Ser man statistikkerne for 1990 og fremefter er det helt åbenbart at antallet af pionerer falder år for år ligesom antallet af hjælpepionerer på årsbasis. Dette er et stigende problem for sekten, for hvis folk ophører som pionerer har de ikke længere forpligtet sig til et bestemt antal timer i forkyndelsen hver måned, og det kunne måske få dem til at nyde måneder hvor de måske “kun” gik ud og forkyndte i 10-20 timer. Så er det trods alt bedre at have medlemmer der stadig har forpligtet sig til at agitere i 70 timer om måneden frem for kun 1 time som er minimumskravet til dem der ønsker at være registrerede som regelmæssige forkyndere. Så hvis man ved at sænke timekravet kan fastholde en masse i et forpligtelsesforhold, så gør man naturligvis gerne det. Det fremgår med al tydelighed af ordlyden i Rigets Tjeneste for 1. januar 1999, hvor man bl.a. kunne læse følgende:

“Fra og med kalenderåret 1999 vil det månedlige timekrav for almindelige pionerer være på 70 timer, eller i alt 840 timer om året. Det månedlige timekrav for hjælpepionerer vil være 50 timer. … Vi håber at denne ændring i timekravet kan hjælpe flere pionerer til at fortsætte i denne særlige tjeneste. Det vil sikkert også gøre det muligt for flere forkyndere at melde sig enten som pioner eller hjælpepioner.”

Rigets Tjeneste, Januar 1999
Blev der flere pionerer efter timekravet blev nedsat til 70 timer?

Ja! Det gjorde der — kortvarigt. Hvis begrebet “at tisse i bukserne for at holde varmen” nogensinde har givet mening, har det aldrig givet mere mening end da man forsøgte at øge pionerantallet – eller i hvert fald bevare status quo – ved at prøve at tiltrække flere til denne gerning, eller i hvert fald forhindre at der blev færre og færre pionerer hvert år, sådan som det var gået i det seneste årti. Hvis man ser på nedenstående nøgletal, så gik det støt ned ad bakke med antallet af pionerer fra 1990-1998. I 1999 sænker man timekravet fra 90 til 70 timer om måneden, og reklamerer samtidig aggressivt for denne “tjeneste” i publikationer, i punkter på møderne og på stævnerne. Så mens der i 1998 nu kun var 959 pionerer i Danmark, var der pludselig i 1999 igen 1.166 pionerer — et tal der ikke var overgået siden 1993. Så på den måde genvandt man hvad man havde tabt på 5 år. Men glæden var midlertidig.

ÅrPionererTimer forkyndt (alle)Timer pr. forkynder (alle)Gns. timer (alle)Timer nået (pionerer)Timer nået (andre)Timer pr. år (andre)Timegennemsnit (andre)
19901.3782.695.882167,213,91.371.0001.324.88294,47,9
19941.1132.382.470147,112,31.070.0001.312.47073,76,8
*19991.1662.127.613141,211,81.166.000961.61386,27,2
20056382.002.733139,911,7638.0001.364.73347,13,9
*Som man ser af ovenstående steg antallet af pionerer lidt i 1999 da man nedsatte timekravet til 70 timer.
Det havde dog kun minimal indflydelse på det antal timer det blev forkyndt i gennemsnit af alle Jehovas Vidner i Danmark,
og antallet af pionerer var allerede i 2005 igen rekordlavt med kun 638 pionerer i hele landet.

Den midlertidige varme fra vandladningen i bukserne blev – som den slags har det med at gøre – forandret til en grueligt kold fornemmelse i løbet af de næste 5 år og allerede i 2005 var antallet af pionerer faldet med et brag til det rekordlave antal på 638 pionerer. Længere end 6 år kunne man ikke holde begejstringen for pionertjenesten oppe ved at sænke timekravet. Men hvad værre er: Interessen for forkyndelse i det hele taget var også dalet blandt det samlede antal Jehovas Vidner i Danmark, og det timegennemsnit for dem der ikke var pionerer i 1990 var i 2005 faldet til 3,9 timer pr. forkynder. Aldrig havde så mange forkyndere forkyndt så lidt.

Post Hoc Ergo Propter Hoc

Latin som kan oversættes til: “Efter dette – derfor som følge af dette”. Ofte kalder man det også i forkortet form for et “Post Hoc argument”.

Det er én blandt mange såkaldte logiske fejlslutninger hvor menneskehjernen typisk vil lede efter kausalitet (årsagssammenhæng), og når en hændelse sker i umiddelbar forlængelse af en anden begivenhed er det nærliggende at drage den fejlkonklusion at hændelsen var en følge af den forudgående begivenhed. Sagt i videnskabelige termer udtrykkes fejlslutningens således:

Da begivenhed Y fulgte begivenhed X, må begivenhed Y være forårsaget af begivenhed X.

Post hoc ergo propter hoc er ikke den eneste kendte logiske fejlslutning af “Post Hoc”-typen. Den er f.eks. nært beslægtet med en anden fejlslutning der kaldes Cum hoc ergo propter hoc, som kan oversættes til: “Sammen med dette derfor årsag til dette.” Forskellen på de to er ikke stor, men i sidstnævnte er kronologien af uvæsentlig eller negligeabel betydning, eller begivenhederne kan endog have indtruffet samtidig. Post hoc er en logisk fejlslutning, hvor en begivenhed siger at være årsagen til en senere begivenhed, fordi den fandt sted tidligere (eller i umiddelbar forbindelse hermed).

Post hoc (eller Cum hoc) er en særligt fristende type af fejlslutninger, fordi korrelation nogle gange synes at antyde kausalitet. Fejlslutningen ligger i en konklusion, der udelukkende er baseret på begivenhedernes rækkefølge, snarere end hensynet til andre faktorer, der potentielt er ansvarlige for resultatet, og som dermed kunne udelukke forbindelsen.

Et simpelt eksempel på en fejlagtig “Post Hoc”argumentation er: Hanen galer umiddelbart før solopgang; derfor får hanen solen til at stå op.


Q


R

Raymond Victor Franz

Raymond Franz (født 8. maj 1922, død 2. juni 2010) var medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd (s.d.) fra d. 20. oktober 1971 til 22. maj 1980. Han arbejdede på organisationens hovedkontor i 15 år fra 1965 til 1980. Han anmodede om at måtte fratræde det styrende råd som følge af sin opfattelse af såvel teologiske som menneskelige paradokser i organisationen. Han er det eneste medlem af det styrende råd, som er afhoppet, og som er stået frem og har kritiseret Jehovas Vidners organisation. Hans fratrædelse er blevet sammenlignet med en katolsk kardinal, der fratræder sit embede.

Raymond Franz

Han blev senere udstødt (senere betegnet som “udelukket”), fordi han havde spist sammen med sin udstødte chef (Peter Gregerson), hvilket på “overtrædelsens” tidspunkt ikke blev anset som grundlag for udstødelse. Denne opfattelse blev først bekendtgjort i Vagttårnet efter Raymond Franz havde spist det famøse måltid med en person der allerede var udelukket af menigheden. Desuden er det vigtigt at understrege at det var naturligt at han som Peter Gregersons ansatte kunne holde et møde mens de alligevel spiste frokost sammen.

Raymond Franz var nevø af Vagttårnetselskabets fjerde præsident Frederick William Franz (s.d.)Raymond Franz har skrevet flere bøger. Den mest kendte er “Samvittighedskrise”, som er oversat til dansk i 1991. Bogen er blandt de mest læste om Jehovas Vidner historie og teologi. Bogen fik omfattende konsekvenser for Jehovas Vidner, som blev udstødt (senere betegnet som “udelukket”) for at købe og læse bogen. Blandt andet blev otte medlemmer i Viborg udstødt i 1995. De alvorlige konsekvenser af at læse i Franz’ bøger skyldes, at han afslører alvorlige svigt i Jehovas Vidners ledelse (også omtalt som Det Styrende Råd (s.d.)) .

Rhesus-Immunisering

Rhesus er en gruppe bestemte antigener (proteiner), som sidder fast på overfladen af de røde blodlegemer. Et sådant antigen, kan føre til, at der dannes andre proteiner (antistoffer), som binder sig til antigenet. Når et antistof binder sig til et antigen, vil det udløse en immunologisk reaktion.

De personer, som har rhesus-antigener på overfladen af de røde blodlegemer, kaldes rhesus positive, mens de, som ikke har dem, kaldes rhesus negative. Det er medfødt, om man er rhesus positiv eller negativ.

En rhesus negativ kvinde, som bærer på et rhesus positivt foster, kan danne antistoffer mod fosterets antigener. Rhesus antistofferne kan frit passere moderkagen og binde sig til antigenerne på fosterets røde blodlegemer. Den immunologiske reaktion fører til, at fosterets røde blodlegemer bliver ødelagt, og fosteret kan få blodmangel.

En rhesus negativ kvinde kan kun danne rhesus-antistoffer, hvis hun udsættes for rhesus positivt blod. Det kan være sket i forbindelse med en abort eller fødsel af et rhesus positivt barn, eller hvis der opstår blødning fra fosteret over i moderens blod under graviditeten. Hele denne proces, som ender med dannelse af rhesus-antistoffer, kaldes rhesus immunisering. Der findes flere rhesus antigener på overfladen af vores røde blodlegemer. Det antigen, der oftest dannes antistoffer imod, er rhesus D.

Læs mere om Rhesus Immunisering her

Rigssal

Rigssale er det navn Jehovas Vidner giver deres tilbedelsessteder. Rigssalen er for Jehovas Vidner hvad en moske er for Muslimer, en synagoge er for Jøder eller en kirke er for protestanter eller katolikker.

Modsat konventionelle kirker der er udsmykket i varierende grad (f.eks. med kors/krucifix, kunst, osv.) samt udstyret med f.eks. ornamenteret prædikestol, alter, døbefond, osv. er Jehovas Vidners Rigssale meget sparsomt eller beskedent udsmykkede, og bortset fra enkelte kendetegn er der ikke noget i lokalet der afslører at man ikke blot befinder sig i et traditionelt udstyret undervisnings- eller konferencelokale.

De få særlige kendetegn ved en Rigssal er at bygningen udenpå er påført et skilt med påskriften “Jehovas Vidners Rigssal” enten på selve bygningen (f.eks. over hovedindgangen) eller på et skilt ved indkørslen til grunden hvor man normalt også finder Rigssalens parkeringsplads.

Af andre særkender er at Rigssalene har en tavle på scenens bagvæg, hvorpå Jehovas Vidners årstekst (s.d.) er anført. På scenen er der midtfor en talerstol til den der holder foredrag eller indlæg på et af møderne, samt en sekundær mikrofon såfremt der er en yderligere deltager i det holdte indlæg eller en person der skal oplæse fra den litteratur der er genstand for en drøftelse. Desuden er der et bord hvor menighedens kvindelige medlemmer må give deres indlæg fra. Da kvinder (kaldet “søstre”) ikke er tilladt at undervise i menigheden, vil man aldrig se en kvinde give en forelæsning eller forestå et indlæg som holdes fra den centrale talerstol. Alle kvinders indlæg skal fremholdes som små iscenesatte rollespil af få minutters varighed hvor den kvinde der har fået tildelt en emneopgave, spiller rollen som en forkynder der fremholder budskabet for en mulig interesseret (der også spilles af en medhjælpende kvinde).

I tidligere tider var de fleste rigssale også udstyret med et klaver, da det ofte var et af menighedens medlemmer der akkompagnerede de sange der blev sunget ved Jehovas Vidners møder (som regel synger man tre gange i løbet af et møde – ved indledningen, midtvejs gennem mødet og som afslutning på mødet). I dag udsendes musikken over Rigssalens lydanlæg og teksten til sangen vises på de storskærme som man også i løbet 2010’erne lod alle Rigssale udstyre med. På disse storskærme vises også regelmæssigt videomateriale udgivet af Vagttårnsselskabet til brug på møderne.

Bemærk at Jehovas Vidner ikke bruger udtrykket “Gudstjeneste” om deres tilbedelse, men slet og ret omtaler deres samvær som “møder”

Russel, Charles Taze

Se Charles Taze Russel (klik her for at springe direkte til artikel)

Rutherford, Joseph Franklin

Se Joseph Franklin Rutherford (klik her for at springe direkte til artikel)


S

Samling

En “Samling” er et kort relativt uformelt møde der holdes forud for planlagte forkyndelsesaktiviteter. Der er som regel 2-3 samlinger i løbet af en uge, og det er ikke et møde der varer mere end omkring 15-20 minutter. Mødet har nogle helt specifikke og praktiske formål. Først og fremmest vil den der leder samlingen (se længere nede hvordan denne leder udvælges), sikre at alle der måtte ønske det har en makker at følges med. I Danmark er det ikke specielt relevant, men man vil i visse dele af verden sikre at distrikter i særligt brutale kvarterer tildeles robuste mænd og f.eks. ikke enlige “søstre” der kunne blive udsat for forulempelse i sådanne kvarterer. Lederen af samlingen har ansvaret for at sikre at der omdeles distrikter til dem der har planer om at gå i det traditionelle “hus-til-hus”-fokyndelsesarbejde, såfremt disse ikke allerede har fået et sådant distrikt udleveret i form af et distriktskort fra menighedens “distriktstjener” (den ældste eller menighedstjener der har ansvaret for alle distrikter der hører til under den pågældende menighed). Samlingerne bruges også sommetider til at lade et par af de tilstedeværende demonstrere (ved et lille “skuespil”) hvordan man kan tilbyde månedens tilbud til dem man træffer ved dørene. Månedens tilbud er som regel én eller to af Vagttårnsselskabets publikationer. En samling afsluttes med en bøn om Jehovas velsignelse over det forestående forkyndelsesarbejde (bønnen vil ofte indeholde anmodninger om at “Gud vil lægge de rette ord i vores mund så de vil tiltrække dem der er ret indstillet til sandheden.”)

Samlingerne er organiseret under de enkelte grupper. En menighed er typisk opdelt i grupper á 15-20 medlemmer. I dag holdes ikke særskilte møder i grupperne længere sådan som man gjorde under det såkaldte Menighedsbogstudium (s.d.), men der har altid været grupperne der er centrum for uddelegering af forkyndelsesarbejdet, og den enkelte gruppeleder er stadig ansvarlig for denne del af gruppens formål. Så selvom grupperne ikke længere mødes for at holde egentlige møder har menigheden stadig en plan over hvem der hører til hvilken gruppe. Grupperne har også et andet historisk formål som de har haft helt fra deres indførelse i sekten siden 1930’erne, nemlig den at de fungerer som den base hvor man søger tilflugt den dag Harmagedon kommer og alle “Vidner” skal samles for at frelses den dag “Den almægtige Jehovas Vredes dag” kommer og tilintetgør resten af “Satans verden”.

Udvælgelse af samlingsleder

Mødet holdes af en ældste eller menighedstjener (såfremt en sådan har mulighed for at være til stede) alternativt af et mandligt medlem af menigheden der har et godt omdømme, og i undtagelsessituationer af en kvinde, såfremt der ingen mænd er til stede. I det tilfælde at en kvinde må forestå samlingen skal hun gøre dette med tildækket hoved, præcis som hvis det på ethvert andet møde var nødvendigt at en kvinde forestod mødet grundet mangel på mandlige fremmødte. (Man skal dog huske på at en 12-årig mandlig fremmødt ville få fortrinsret til afholdelse af et sådant møde frem for en af de tilstedeværende modne og erfarne kvinder.)

Husmodersamlinger — og deres afskaffelse

I tidligere tider var der særlige “husmoder-samlinger” som primært var kendt frem til og med 1970’erne, hvor det stadig var meget mere almindeligt at manden var forsørger mens hustruen gik derhjemme og passede hjem og eventuelle børn. Disse husmodersamlinger var ofte kombineret med en pasningsordning der gik på skift, hvor en enkelt af husmødrene (som regel også stedet hvor samlingen blev holdt) passede alle de øvrige husmødres børn, mens de var ude for at forkynde. Efterfølgende hyggede husmødrene sig med kaffe og kage mens børnene fortsatte deres leg indtil husmødrene skulle hjem og lave mad til deres mænd. Disse “husmoder-samlinger” blev senere afskaffet med den begrundelser at der ikke var nogen alder der var for tidlig at starte med oplæring i forkyndelsen, med henvisning til Timoteus “der var oplært i den hellige skrift fra spæd”. Derfor var det kun naturligt at man to børnene med ud i forkyndelsen i barnevogn (og senere klapvogn), så de så hurtigt som overhovedet muligt lærte at dette var en fast del af “sande kristnes” ugeprogram. (Det var omkring samme tid at vejledningen om at malebøger, dukker og en legetøjsbiler ikke var passende tilbehør til de mindste når de var med i rigssalen. De skulle i stedet øve sig i at sidde stille og lytte de par timer mødet varede).

Sartre, Jean-Paul

Se Jean-Paul Sartre (klik her for at springe direkte til artikel)

Socialpsykologi

Socialpsykologi handler om emner som attituder, holdninger, identitet, attribution, grupper og social virkelighed. Man har f.eks. undersøgt attribution/inferens af personlighed, almindelige bias og tendenser ved dette og kulturelle forskelle.

Socialpsykologer har tidligere gennemført dramatiske eksperimenter, hvor man f.eks. har undersøgt gruppepres. I et eksperiment ændrede forsøgspersoner deres perception af længden af to linjer, når de oplevede, at andre “forsøgspersoner” i lokalet, som i virkeligheden deltog som forskningsmedhjælpere, alle gav udtryk for en anden holdning. Dette medførte hos den enkelte tvivl om hvorvidt han var mentalt rask og en følelse af pinlighed ved at fortælle om sine afvigende oplevelser.

Et andet dramatisk eksempel er det klassiske “Stanford Prison Experiment” af Philip G. Zimbardo i 1971, hvor to grupper af forsøgspersoner blev sat op imod hinanden som fangevogtere og fanger i et fængsel med skræmmende resultater. Forsøget demonstrerede, hvordan mennesker lever sig ind i de roller, de forventes at indtage

Sociologi

Sociologi er studiet af samfund, deres strukturer, organisation og betydning for de individer, der indgår i samfundet. Den er en samfundsvidenskab — et begreb som den nogle gange omtales som synonymt med — som bruger forskellige former for empirisk undersøgelse og kritisk analyse til at udvikle og forfine viden omkring menneskers sociale aktivitet, ofte med det mål at benytte denne viden til at opnå social velfærd. Emnerne spænder fra mikroniveau som agens og interaktion til makroniveau som systemer og sociale strukturer.

Sociologi er både emnemæssigt og metodologisk en meget bred disciplin. Det traditionelle fokus har indeholdt social stratifikation, klasse, social mobilitet, religion, sekularisering, jura og afvigelse. På grundlag af tesen om at alle aspekter af menneskers aktivitet er bygget på social struktur og individuel agens, har sociologi gradvis udvidet sin fokus til flere emner, såsom sundhed, militær og fængsel, Internettet og selv den rolle social aktivitet spiller i udviklingen af videnskab.

Stockholmsyndrom

Stockholmsyndromet er en psykisk tilstand, i hvilken fanger eller ofrene for en kidnapning udvikler tilknytning til deres vogtere. Denne solidaritet kan sommetider komplicere tingene, når fangerne ligefrem hjælper deres tilfangetagere med at opnå deres mål eller undslippe politiet.

Syndromet udvikler sig ud af ofrets forsøg på at relatere sig til sin tilfangetager eller få sympati fra kidnapperen.

Syndromet blev navngivet således efter det berømte røveri på Norrmalmstorg imod Kreditbanken i Stockholm, som varede fra 23-28. august 1973. I denne sag blev ofrene ved med at forsvare røverne, selv efter at den seks dage lange tilfangetagelse var overstået. De forholdt sig også forbeholdne i den efterfølgende retssag. Navnet blev første gang anvendt af kriminolog og psykolog Nils Bejerot, der assisterede politiet under røveriet og refererede til syndromet i en nyhedsudsendelse. Mange psykologer over hele verden tog det derefter til sig.

Store Skare, Den

(Også kaldet “De andre får” og “Jonadabskaren”)

Dette udtryk henter Jehovas Vidner fra Bibelens sidste bog Johannes Åbenbaring kap. 7 vers 9, hvor der står:

Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: „Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet.”

Johannes Åbenbaring 7:9

Jehovas Vidner tror der findes to slags kristne: dem som tilhører „den Lille Skare“ (s.d.) og dem der tilhører „den Store Skare“. Den store skare har iflg. Jehovas Vidner ikke Jesus som deres mellemmand, da det kun er et privilegium der tilfalder „den Lille Skare“ (s.d.). Så den pagt Jesus indgik med sine efterfølgere ved den sidste nadver (som Jehovas Vidner foretrækker at kalde „Herrens Aftensmåltid“), var det kun en pagt med dem der skulle med Jesus i himlen når de døde. Dette volder ikke store problemer for konventionelle kristne, da de er af den opfattelse at de hører Kristus til og derfor en frelse der indebærer en naturlig plads ved deres Herres Jesu Kristi side når de går ind til „Herrens hvile“.

Men i Vagttaarnet for december 1923 udlagde man Jesu lignelse om ”Får og Bukke“ således:

„Faarene fremstiller alle Nationernes Folk, som ikke er aandsavlede, men hvis Sind er bøjet i Retning af Retfærdighed, som inderst inde anerkender Jesus Kristus som Herren, og som venter og haaber paa en bedre Tid under hans Regering.“

jfr. Mattæus 25:31-46

Men i 1931 begynder Jehovas Vidner med første bind af bogen Det Store Opgør af Joseph Rutherford at forholde sig til Ezekiels bog kapitel 9, hvor man forklarer at de ”der får et mærke i panden“ er identiske med fårene i Jesu lignelse som omtalt ovenfor og dermed dem der kan overleve verdens ende. Der var imidlertid ved at ske det at sektens antal var ved at vokse sig så stort at man hurtigt kunne se at dets antal ville overstige 144.000 medlemmer, som var det antal som „den lille skare“ (s.d.) skulle omfatte, og da man tilmed forstod at en stor mængde af kristne fra det 1. århundrede også måtte tilhøre denne ”lille skare“, så ville ”onde tunger“ måske tillade sig at hævde at tiden var ved at være inde til at man fik brug for lidt mere “nyt lys” der kunne forklare at der var flere Bibelstudenter end der var plads til i Guds frelsesplan. Derfor forklarede bind 3 af bogen Det Store Opgør, at den indstilling der kendetegnede den retskafne ikke-israelit Jonadab, som sluttede sig til Israels salvede konge, Jehu, og tog med ham for at se hans nidkærhed med hensyn til at udrydde Ba’alsdyrkerne i Israel, var en forudskildring af det der blev kendt som “Jonadab-skaren” (og senere som ”Den store skare“). I bogen skrev man:

„Jonadab repræsenterede eller var et Billede paa de Mennesker paa Jorden i denne Tid . . . som ikke er i Harmoni med Satans Organisation, men stiller sig paa Retfærdighedens Side, nemlig dem, der vil blive bevaret af Herren, medens Harmagedonslaget finder Sted, idet han vil føre dem igennem denne Trængsel og give dem evigt Liv paa Jorden. Det er dem, der i Lignelsen fremstilles som ’Faar’.“

J. F. Rutherford, 1933, Det Store Opgør, bd. III

Så her sikrer man sig for første gang at man har et sted at “placere overskuddet” der overstiger de 144.000, nemlig blandt „den store skare” som skulle leve på jorden. Det var dog stadig en slags “2.-rangs kristne”, for de havde stadig ikke det privilegium at kunne blive døbt. Det lavede man dog om på et par år senere hvor man i Vagttaarnet gjorde opmærksom på at: „kristne med det jordiske haab skal indvi sig til Jehova og lade sig døbe.“

Dette er et af de mange lærepunkter (doktriner) hvor Jehovas Vidner accentuerer sig kraftigt fra den gængse kristendom der anerkendes i de store kristne trossamfund som f.eks. protestanter og katolikker, men også af alle andre mindre kristne frikirker og trossamfund. Det er endog overordentlig svært at opdrive et eneste andet trossamfund der bekender sig som kristne der ikke tror på at en opstandelse til livet i det hinsides vil være til et himmelsk liv (hvad det end måtte betyder for den enkelte kristne). Men at der skulle være to adskilte klasser der er omfattet af vidt forskellige håb om frelse er en meget unik doktrin der udelukkende forbindes med Jehovas Vidner.

(OBS! Såfremt nogle har kendskab til andre kristne trossamfund som ikke blot er andre afstikkere fra datidens bibelstudenter, som også tror at der findes to distinkte klasser af kristne må de meget gerne skrive til redaktionen, så dette opslag i leksikonet kan blive tilrettet denne viden).

Styrelsen for Patientklager

(Tidl. Patientklagenævnet)

Styrelsen for Patientklager er en styrelse under Sundheds- og Ældreministeriet. Den er oprettet pr. 1. juli 2018, som et resultat af en opsplitning af Styrelsen for Patientsikkerhed og efter udflytningen af statslige arbejdspladser i 2018. Styrelsen blev etableret i 2018 og beskæftiger ca. 200 fuldtidsansatte. I gamle dage kendte man denne institution som Patientklagenævnet, men det blev i løbet af 2010 indlagt under Styrelsen for Patientsikkerhed, som hørte til under det daværende Sundhedsministerium. Men i 2018 opdeltes Styrelsen for Patientsikkerhed igen i to grupper, og den ene bevarede navnet Styrelsen for Patientsikkerhed, som blev en afdeling under Sundhedsministeriet og er ikke en egentlig klageinstans men en tilsysninstans. Klageinstansen blev således døbe Styrelsen for Patientklager.

Selvom der er både logo-lighed og navne-lighed, er det to helt uafhængige institutioner. Skal man klage over enten en læge eller et behandlingssted sender man i begge tilfælde sin klage til Styrelsen for Patientklager. Men de to typer af klager behandles forskelligt. Klager du over et behandlingssted, vil sagen bliver videresendt til Sundhedsstyrelsens Disciplinærnævn, mens klager over enkelte fagpersoner eller grupper af personale der har været involveret i din eller en pårørendes behandling behandles direkte i Styrelsen for Patientklager.

I enkelte tilfælde kan man dog sende anmeldelser til Styrelsen for Patientsikkerhed, men det er ikke i egentlig klageform, men kan kan indgive en såkaldt ”bekymringshenvendelse“, hvor man kan kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed såfremt man har mistanke om at en sundhedsperson f.eks. har et misbrug eller udgør en risiko for sine patienter grundet sygdom eller faglig inkompetence. Ligeledes kan du indsende en ”bekymringshenvendelse“ til Styrelsen for Patientsikkerhed hvis din mistanke drejer sig om et behandlingssted, hvor du er bekymret for patientsikkerheden eller, en plejeenhed, hvor du er bekymret for den fornødne kvalitet af hjælpen, plejen og omsorgen til de ældre.

Styrende Råd, Det

Det Styrende Råd (eller Jehovas Vidners Styrende Råd) er den øverste myndighed i sekten, og som sådan det organ der dikterer sektens samlede teologi og ideologi. Alle doktriner godkendes i Det Styrende Råd, og udsendes herefter gennem breve til de enkelte afdelingskontorer i de lande der har et sådant, og såfremt brevet skal distribueres til alle ældsteråd udsender det lokale afdelingskontor en oversat udgave af brevet på vegne af Det Styrende Råd til de enklte menigheders ældsteråd. Skal hele eller dele af brevet oplæses for menigheden vil en mand (kaldet en “broder”) udpeget af ældsterådet oplæse den del af brevet som de menige medlemmer af sekten må høre. Ofte vil et brev indeholde to sektioner:

  • En sektion der kun må læses af ældsterådet i menigheden
  • En sektion der skal oplæses for alle menige medlemmer i menigheden

Det Styrende Råd er opdelt i en række udvalg, som bl.a. omfatter, Redaktionsudvalget, Tjenesteudvalget, Afdelingskontorets udvalg, m.fl. som alle påtager sig forskellige opgaver. Det mest magtfulde udvalg er helt uden diskussion Tjenesteudvalget hvorunder alle ændringer i sektens doktriner vedtages og forelægges Det Styrende Råd til endelige afgørelse. Den juridiske afdeling er også placeret i Tjenesteudvalget, og her håndterer man alle de kritiske sager som sekten udsættes for i retssale verden over, som f.eks. de mange sager der i de senere år er dukket op om seksuelt misbrug af mindreårige i menigheder i hele verden.

Det Styrende Råd består i øjeblikket (i 2022) af otte mand, som alle hævder at tilhøre den såkaldt “salvede rest” (også kaldet “den lille skare”) som er de eneste Jehovas Vidner der kommer i himlen når de dør. Rådets antal har varieret meget og da det var størst i slutningen af 1970’erne var der 18 medlemmer af Det Styrende Råd.

Da Det Styrende Råd består af mænd der for de flestes vedkommende er relativt højt oppe i årene er der i de seneste år udpeget en række “hjælpere” for Det Styrende Råd, som dog kun har funktion som assistenter, og ikke nogen stemmeret på Det Styrende Råds møder. Nye medlemmer af Det Styrende Råd udpeges af de eksisterende rådsmedlemmer. De der som regel inviteres til at deltage i Det Styrende Råd er normalt mænd der allerede har bestridt meget fremtrædende poster i sekten, som f.eks. landskoordinatorer for et andet land i verden, eller de udpeges blandt nogle af de mest erfarne af Det Styrende Råds “hjælpere”. Man kan dog kun blive optaget i Det Styrende Råd såfremt man bekender sig til den “salvede rest” (den “lille skare”), som mener de selv har et håb om at komme i himlen når de dør (modsat alle andre Jehovas Vidner, som skal leve i et paradis på Jorden efter opstandelsen, hvis de da ikke overlever Harmagedon).

OBS! Artiklen om Det Styrende Råd er ikke færdig og vil blive udbygget med flere detaljer, inklusive historiske begivenheder i rådets historie, tidspunktet for oprettelsen af rådet, og en liste over historiske rådsmedlemmer, skandaler der har ramt Det Styrende Råd, rådsmedlemmer der har gjort sig særligt bemærket (på godt og ondt), ændringer i rådsmedlemmernes beføjelser i de senere år (siden år 2000), o.m.a.

Søren Kierkegaard

Søren Aabye Kierkegaard (født 5. maj 1813, død 11. november 1855) var en dansk teolog og filosof. Kierkegaard regnes ofte som den største danske filosof og som grundlægger af eksistentiel filosofi og en af de vigtigste åndelige filosoffer i moderne tid. Han skrev både om teologi, metafysik, etik, psykologi og pædagogik. Han betragtes også som en af den danske guldalders hovedpersoner.

Fotografi efter blyantstegning udført ca. 1840 af N. C. Kierkegaard

Som modsætning til Jean-Paul Sartre (s.d.) og den ateistiske eksistentialisme (s.d.) benævnes Kierkegaard ofte som hovedkilde til eksistensteologien. Eksistensteologien (s.d.) eller den eksistentielle teologi er en retning inden for den moderne teologi, der lægger vægt på menneskets eksistens i forholdet til Gud. Den eksistentielle teologi kan føres tilbage til den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard. Tilgangen lægger vægt på, at mennesket selv må bringe sig selv i overensstemmelse med Gud. Eksistensteologien (s.d.) vandt især frem omkring 2. verdenskrig med et fokus på den personlige eksistens.

I Danmark har Johannes Sløk og P.G. Lindhardt samt Kristoffer Olesen Larsen været vigtige repræsentanter for den eksistentielle teologi. Eksistensteologien (s.d.) har også været en vigtig inspiration for danske bevægelse Tidehverv.


T

Teokrati

Teokrati betyder “gudsstyre” eller “gudsvælde” og kommer af de græske ord theós – Gud og kratia – styre og er en styreform baseret på religion, hvor den politiske magt ligger hos en religiøs klasse, almindeligvis præsteskabet i statsreligionen, som ikke står til ansvar over for folket, men over for religionens gud(er) e.l. Som regel udgår lovgivningen fra religionen og tolkning af de religiøse skrifter er vigtig i retsdannelsen. Hvis der er tale om et sådant præstevælde, kan det også benævnes hierokrati eller ekklesiokrati.

Religiøse bevægelser, som stræber efter teokrati er eksempelvis Islam, Jehovas Vidner, Rastafari og Bahá’í. I Johannes’ Åbenbaring forudsiges Tusindårsriget, hvor Jesus vil styre verden egenhændigt.

I Jehovas Vidner

Jehovas Vidner benytter tillægsformen “teokratisk” i utallige sammenhænge, som f.eks. Den Teokratiske Skole (s.d.) (som var en skole hvor menighedens medlemmer kunne lære at blive bedre talere – især når de forkyndte), Teokratisk/Uteokratisk var modsætninger der betød det samme som acceptabelt eller uacceptabelt (i forhold til sektens ideologi), “Teokratisk familieaften” (en aften som alle familier forventes at afsætte til studium af nogle af Vagttårnets publikationer eller evt. til forberedelse til den kommende uges møder).

Teokratiske Skole, Den

Den Teokratiske Skole var et fast ugentligt møde for alle Jehovas Vidner der blev holdt på en af ugens hverdage. Mødet varede en time og bestod i en række mindre indlæg holdt af menighedens medlemmer. De to første indlæg bestod i en Forelæsning over et bestemt emne i en af Vagttårnsselskabets bøger der var indrettet til formålet, efterfulgt af en repetition af Ugens Bibelpensum (s.d.). blev altid holdt af mænd der var udnævnt som ældste eller menighedstjenere, men de resterende punkter kunne tildeles alle i menigheden der havde et almindeligt godt rygte.

Opgaverne på Den Teokratiske Skole kaldtes “elevopgaver”. Der var typisk en oplæsningsopgave af fem minutters varighed hvor et mandligt medlem af menigheden (kaldet en “broder”) oplæste nogle udvalgte vers der var et uddrag af Ugens Bibelpensum (s.d.), efterfulgt af to andre opgaver – ligeledes af fem minutters varighed – over et tema der som regel var baseret på et afsnit i en af de mange stykker litteratur udgivet på Vagttårnets Forlag. Disse opgaver kunne både tildeles mandlige og kvindelige medlemmer af menigheden.

Der var dog en markant forskel på om det var en mand eller en kvinde der havde fået tildelt opgaven. Mænd må gerne undervise forsamlingen, mens kvinder derimod skal tie stille, for som Paulus sagde i sit brev til Timoteus:

„Jeg tillader ikke en kvinde at undervise, eller at udøve
myndighed over en mand, men at være stille.“ — 1 Timoteus 2:12.

Så når opgaven var tildelt en mand (denne “mand” kunne sagtens være en 10 år gammel dreng), skulle den holdes fra podiets talerstol som et foredrag. Var den derimod tildelt til en kvinde (kaldet en “søster”), var det vigtigt at opgaven ikke blev fremført som noget der havde den mindste karakter af “undervisning”. Derfor måtte kvinderne ikke blot stå ved talerstolen (ligesom mændene) og fremholde et indlæg over det tildelte tema for resten af menigheden, da dette var at betragte som undervisning. I stedet skulle kvinder vise deres underdanighed ved at opføre et slags “rollespil” sammen med en anden kvinde fra menigheden, der baserede sig på det tildelte tema. (Dette blev dog betragtet som et væsentligt tegn på at Jehovas Vidner, i endnu højere grad end tidligere, anser kvinder for ligeværdige, da det fra Den Teokratiske Skoles opfindelse i 1943 og frem til 1970 slet ikke var tilladt for kvinder at tilmelde sig Den Teokratiske Skole). Temaerne for disse opgaver kunne være alt lige fra specifikke teologiske spørgsmål, til vejledninger omkring dagliglivets udfordringer i familieliv, ægteskab, på arbejdspladsen, stress, børneopdragelse, bekymringer, sygdom, osv.

Den Teokratiske Skole blev opfundet i 1943 af den daværende præsident Nathan Homer Knorr (s.d.), som til trods for hans totale mangel på teologisk begavelse, må siges at være den der har æren for at Vagttårnsselskabet er en så strømlinet organisation som det er i dag. Nathan H Knorr, satte forkyndelsesarbejdet i system, og opfandt en række skoler for Jehovas Vidner, herunder skolerne for missionærer (kaldet Gilead), Skolen for Ældste (kaldet Rigets Tjeneste skole) og altså også Den Teokratiske Skole som skulle operere i hver eneste menighed under ledelse af en såkaldt “skoletilsynsmand”. Skoletilsynsmanden gav efter hver opgave eleverne en offentlig vejledning i hvordan de havde klaret fremholdelsen, og gav dem så karakterer på et lille karakterark, med en kommentar om hvad de skulle arbejde med til næste gang de havde opgave.

Formen på Den Teokratiske Skole har undergået mindre småjusteringer i løbet af årene fra 1943 til 2016 hvor den blev afskaffet, men det har været bagateller som ændring af antallet af elevopgaver fra 5 til 4, ændring af varigheden af forelæsningen fra 20 minutter til et kvarter, og andre mindre detaljer. Bortsert fra disse mindre justeringer har opbygningen af programmet for en aften på Den Teokratiske Skole altid været det samme.

Selvom Den Teokratiske Skole på mange måder bære det gennemgående “kult-DNA” i sig, har den dog afstedkommet én åbenlys positiv ting i mange menneskers liv, og det er at mange Jehovas Vidner der tidligere var voldsomt læseudfordrede, fx. grundet dysleksi (ordblindhed), har fået bugt med denne udfordring fordi Den Teokratiske Skole har hjulpet dem til at blive dygtigere til at læse. Mange fortæller også at de gennem Den Teokratiske Skole har fået færdigheder de kan bruge i “det virkelige liv” fordi det har hjulpet dem af med den angst som mange andre ofte har når de skal tale foran større forsamlinger. Dette udtaler både nuværende og tidligere/frafaldne Jehovas Vidner.

Tjenesterapport

Også sommetider kaldet “Forkynderrapport” (eller blot “månedsrapport”)

Tjenesterapporter er rapporter som alle der har deltaget i arbejdet med at forkynde Jehovas Vidners budskab i mindst én time afleverer i en kasse der er anbragt i rigssalen. (I dag kan Jehovas Vidner også indlevere deres tjenesterapport digitalt via deres login til hjemmesiden JW.org).

Alle medlemmer der deltager i forkyndelsesarbejdet forventes at indlevere en tjenesterapport ved månedens slutning hvor de oplyser forskellige data om deres deltagelse, herunder timer brugt i forkyndelsesarbejdet, antal “genbesøg” (s.d.), antal blade, bøger og brochurer der er afsat, hvor mange gange man har fået lov til at vise en kort videofilm på sin iPad til de personer der har åbnet døren og antallet af bibelstudier (s.d.).

De indleverede tjenesterapporter sammentælles af et mandligt medlem af menigheden der har fået betroet opgave med at optælle disse rapporter fra alle forkyndere, hvorefter menighedens ældsteråd indsender den samlede rapport for menigheden til landets afdelingskontor, som videresender landets resultat til hovedkontoret i New York. Inden tallene videresendes skal det dog bemærkes at alle rapporter indføres på et kartotekskort som menighedens ældsteråd fører over hvert eneste medlem af menigheden — det såkaldte “Forkynderens Optegnelseskort” (s.d.).

De indkomne data der benyttes af organisationen bag sekten til at føre en nøjagtig statistik over deres aktiviteter i hele verden. Hvad der skal anføres på tjenesterapporten har varieret lidt gennem tiderne, men i den seneste udgave af bogen “Organiseret til at gøre Jehovas Vilje” (en slags manual for forkyndere), kan man bl.a. læse følgende:

23 Hvad er det vi skal rapportere? På den Tjenesterapport der er udarbejdet af organisationen, kan du se hvilke oplysninger der skal rapporteres. De følgende overordnede informationer kan også være en hjælp for dig.

24 Ud for “Afsatte publikationer (trykte og elektroniske)” skal du rapportere det samlede antal publikationer – både trykte og elektroniske – som du har givet til personer der ikke er døbte Jehovas Vidner. Ud for “Filmvisninger” skal du rapportere hvor mange gange du har vist en af vores film.

25 Ud for “Genbesøg” skriver du det samlede antal gange du har besøgt personer der ikke er døbte Jehovas Vidner, for at fremme den interesse de tidligere har vist. Et genbesøg kan bestå af et personligt besøg, et brev, en telefonopringning, en sms, en mail eller af at man poster noget litteratur. Hver gang man leder et bibelstudie, tæller det også som et genbesøg. En forælder kan rapportere ét genbesøg for hver uge vedkommende leder familiestudiet mens der er et udøbt barn til stede.

26 Selvom et bibelstudie normalt ledes hver uge, rapporteres det kun som ét bibelstudie hver måned. Forkynderne skal skrive det samlede antal forskellige bibelstudier de har ledt i månedens løb. Man kan rapportere bibelstudier med nogle der ikke er døbte Jehovas Vidner. Man kan også rapportere et bibelstudie med en uvirksom bror eller søster hvis man har fået denne opgave tildelt af tjenesteudvalget, eller med en nydøbt der endnu ikke har gennemført studiet af bogen Et håb om en lys fremtid.

27 Det er vigtigt at antallet af “Timer” rapporteres nøjagtigt. Du kan rapportere den tid du har brugt i hus til hus-forkyndelsen, til at gå på genbesøg, til at lede bibelstudier og til at forkynde på andre måder, enten formelt eller uformelt, for nogle som ikke er døbte Jehovas Vidner. Hvis to forkyndere arbejder sammen, kan de begge rapportere tiden, men det er kun den ene der kan rapportere eventuelle genbesøg eller bibelstudier. Begge forældre der underviser deres børn på Den Teokratiske Familieaften, kan for hver uge rapportere én time. Brødre kan rapportere den tid de bruger på at holde et offentligt foredrag. En der tolker et foredrag, kan også rapportere tiden. Den tid der går med andre nødvendige ting, såsom at gøre sig klar til tjenesten, at overvære samlinger og at tage sig af praktiske ting, tælles ikke med.

(Uddrag fra: “Organiseret til at Gøre Jehovas Vilje”, s. 80-82, §§ 23-27)

Personer der rapporterer regelmæssigt – dvs. hver måned – er det man kalder “regelmæssige forkyndere. Man skal have rapporteret regelmæssigt de sidste 6 måneder i træk for at blive betragtet som regelmæssig forkynder.

Tjenesteåret

Tjenesteåret er den 12-måneders periode som Vagttårnsselskabet bruger til opgørelse af deres aktiviteter i løbet af et år. Man kan sammenligne dette med virksomheders regnskabsår. Hvor langt de fleste virksomheder har et regnskabsår der følger kalenderåret har nogle virksomheder et regnskabsår der starter i en anden måned end Januar. En virksomhed kan f.eks. vælge at lade deres regnskabsår gå fra 1. august til 31. juli, hvorefter de opgør årsregnskabet,, afregner skat osv. ved udgangen af regnskabsåret. Man siger at virksomheder der ikke har et regnskabsår der følger kalenderåret har “forskudt regnskabsår”.

Jehovas Vidners tjenesteår følger heller ikke kalenderåret, men starter 1. september og slutter 31. august. Så man kan sige at på samme måde som nogle virksomheder benytter forskudt regnskabsår, anvender Vagttårnsselskabet “forskudt tjenesteår”. Det gør man for at have tid til at sammentælle alle de indkomne resultater fra de forskellige landes afdelingskontorer, så de er klar til den årsrapport der udgives i Jehovas Vidners Årbog (s.d.) der skal trykkes allerede i efteråret så den er klar til udlevering i menighederne i december måned. (OBS! Årbogen ophørte med at udkomme fra 2017, hvorefter den kun udkommer som digital årsrapport på Vagttårnsselskabets egen hjemmeside, JW.org).


U

Uddannelse (Højere/Længevarende)

Jehovas Vidner advares gang på gang mod at tage en videregående uddannelse. På stævner og i litteratur og videoer fremhæver man ofte unge mennesker der er gået ud efter folkeskolen og er begyndt som pionerer (dvs. de er blevet døbt før de er 15 år gamle, da man skal have været døbt i min. 6 mdr. før man kan blive udnævnt som alm. pioner).

Der er gode grunde til at man advarer mod videregående uddannelse. Meget af materialet kommer fra USA og her refererer man bla. til High School, som bedst kan sammenlignes med det vi i Danmark kalder for Gymnasiet, selvom niveauet på Gymnasiet ofte er lidt højere, da man starter tidligere på universitetet i USA. Men i Danmark ville advarslen mod High School i USA være den samme for Gymnasiale uddannelser, som f.eks. Studentereksamen (STX), Højere Teknisk Eksamen (HTX), Højere Handelseksamen (HHX) og HF (som regel sammensat af enkeltfag). Grunden til at man advarer mod gymnasiet har grundlæggende to årsager:

  1. Der er tale om den første uddannelsesinstitution hvor man begynder aktivt at lære elever at tænke, kritisk, selvstændigt og skeptisk.
  2. Gymnasiale uddannelser er ikke skabt til at stå alene. Gymnasiet er det man kalder en uddannelsesforberedende ungdomsuddannelse. Det betyder at gymnasiale uddannelser har til hensigt at være almendannende og give eleverne en forsmag på forskellige fagområder på et højere niveau, så de får en bedre fornemmelse for hvilket studie de vil tage på universitetet, seminariet eller anden akademisk uddannelse efter de har afsluttet deres gymnasiale uddannelse. Og, hvis der er noget Jehovas Vidner advares mod som var det en smitsom sygdom, så er det en universitetsuddannelse. (Flere af filmene her på siden vil dække denne side af sekten i flere detaljer).

Her kan du se en film der viser hvordan man på Vagttårnsselskabets egen TV-kanal JW-broadcasting viser et kort indslag der advarer unge om hvor “farligt” det er at tage en videregående uddannelse:

Tony Morris (MSR) advarer kraftigt mod farerne ved en videregående uddannelse på JW Broadcasting

Udelukkelse

(Tidligere kendt som “Udstødelse”)

Den praksis der benyttes blandt enkelte fundamentalistiske trossamfund, hvor medlemmer der afviger fra en meget detaljeret og specifik levevis eller som ikke helhjertet kan tilslutte sig trossamfundets lære ekskluderes fra trossamfundet. Hos Jehovas Vidner har man praktiseret denne form for eksklusion siden 1952 og der er utallige grunde til at en person risikerer at blive udelukket. Mange er blevet tilføjet i løbet af de år der er gået siden denne kontroversielle praksis blev indført i midten af det 20. århundrede. Alle grundene er beskrevet detaljeret i den manual der udelukkende må udleveres til menighedens overhoveder, som i sekten kaldes for Ældste (også selvom de jævnligt udnævnes mens de kun er midt i tyverne), og som skal tilbageleveres såfremt den pågældende ‘ældste’ ophører som ældste (hvad enten det er fordi han afskediges eller selv trækker sig fra posten, eller måske helt ophører som medlem af trossamfundet). Denne manual bliver løbende revideret og den seneste version som sidst blev revideret i 2019 er en omfattende bog der hedder “Vær Hyrder for Guds Hjord!”.

Den hyppigste årsag til at personer bliver udelukket af Jehovas Vidner er den grund de omtaler med det græske ord “porneia (πορνεία)”, som dækker over stort set alle former for “utugt” eller “seksuel umoral” (til dette hører i Jehovas Vidners øjne også homoseksualitet og frivillig sex mellem ugifte voksne). Andre “synder” er f.eks. tobaksrygning, vold, drukkenskab, tyveri, drab, osv. Som det ses er der stor forskel på grovheden af de enkelte “synder” og Jehovas Vidner hævder da også i deres officielle svar når nogen spørger til emnet, at man ikke udelukkes for “synden”, men for den attitude man udviser når man bekender sin synd (eller udspørges om denne). Dette standpunkt bestrides dog af utallige der har været igennem en såkaldt “udvalgssag” (som er en slags rettergang bag lukkede døre hvor et udvalg på mindst tre af menighedens ældste udspørger den indklagede om de mest minutiøse detaljer i den syndige “handling”), som kan berette at man på trods af deres dybfølte udtryk for anger og oprigtige bøn om medlidenhed, alligevel fandt sig selv udelukket uden nåde, fordi de tre mænd der skulle dømme dem (i overensstemmelse med det eksempel der blev sat af Jesus Kristus), åbenbart ikke kunne finde nogen som helst formildende omstændighed, der gav rum for at udvise barmhjertighed med en angrende synder.

En særlig form for ‘synd’ der er ved at indtage en plads lige efter “utugt” (“porneia”) er “frafald”. Jehovas Vidner har dog en helt særlig måde at tolke det bibelske begreb frafald på. Bibelen beskriver det i praksis som nogen der (offentligt) benægter kristus som kommet i kødet (også kaldet “antikrist”, se evt. 2. Joh 1:7). Men et slag på tasken vil antyde at 9 ud af 10 der udstødes for “frafald” blot er kommet til at udtrykke tvivl om et enkelt eller to lærepunkter i sektens lære, hvorefter en ofte ukendt angiver har viderebragt det, der forventedes at være udtrykt i en fortrolig samtale med en nær ven, til de ældste. Problemet er at man – selvom ‘tvivl’ i realiteten ikke beskrives i Bibelen som andet end noget der skal behandles med “barmhjertighed” – så tolker man i praktisk talt alle sager om “frafald”, den udtrykte tvivl som benægtelse af “sandheden”, og når man er et trossamfund der tror at det ledende organ – på trods af hundredevis af fejltagelser i sektens 150-årige historie – altid fremsætter den ufejlbarlige sandhed og ikke vil tilbagetrække et sådant udsagn, vil en sådan tvivl blive tolket som “modstand” mod trossamfundets “sandhedsmonopol”.

Alle udelukkelser skal journaliseres på en særlig formular (kaldet ‘S-77’) som skal sendes til afdelingskontoret hver gang nogen udelukkes. På denne formular angiver man hvem der er udstødt, vedkommendes dåbsdato, alder, seneste menighedstilhørsforhold, navnene på udvalgets medlemmer og — ikke mindst — “syndens” karakter. Ofte vil sidstnævnte blot være beskrevet med et enkelt ord, som “frafald”, “porneia”, etc.

Udelukkelse (eller Kirketugt) kendtes også i de middelalderlige kirker blandt de større retninger inden for Kristendommen under ordet ‘Kirketugt’. Det er altså ikke en opfindelse der er gjort af Jehovas Vidner, men Jehovas Vidner er et af de få samfund der sammen med Baha’i, Mormoner, Mennonitter og Scientology stadig vælger at praktisere egentlig ‘kirketugt’ i form af eksklusion af medlemmer. I teorien findes denne form for eksklusion også i den katolske kirke, men det er dog tvivlsomt at man kan finde mange katolikker der har været udsat for “kirketugt” i de seneste 100 år.

Konsekvenserne af en udelukkelse er kolossale for den det går ud over, og ikke mindst for dem af vedkommendes familiemedlemmer som stadig er aktive medlemmer af trossamfundet. Denne holdning har varieret i løbet af den periode hvor denne praksis har været gældende i sektens regi. Mange oplevede en stor opblødning af holdningen til omgang med udstødte familiemedlemmer da Vagttårnsselskabet udgav en artikel i Vagttårnet for 15. november 1974, side 518-524 der var skrevet under overskriften: “Hvordan man bevarer en ligevægtig indstilling over for udstødte”.  2  Denne artikel førte til at masser af familier så hinanden igen efter mange års adskillelse og mange beskriver denne periode på 5-6 år som en slags “glasnost” hvor der var en helt andet behagelig atmosfære i organisationen. (klik her for at læse denne artikel).

Senere kom der dog en voldsom stramning der igen splittede familier ad som for en stund havde følt mildere vinde fra Vagttårnsselskabet. Men efter en stor “udrensning” på hovedkontoret hvor selv prominente medlemmer blev smidt på porten for stilfærdigt at sætte spørgsmålstegn ved enkelte lærepunkter i trossamfundets teologi. Man havde tydeligvis behov for at lægge en dæmper på spørgelysten og fik derfor brug for at sikre en mere hermetisk adskillelse af udstødte og aktive medlemmer, så der ikke flød for megen divergerende information ind i organisationen fra disse dissidenter. Denne hårde linje er kun blevet skærpet yderligere som årene er gået, og i den seneste tid har man på store stævner med titusinder af deltagere givet udtryk for at selv omgang med ikke-troende familie som aldrig har været døbt (og derfor heller ikke udstødt), også er noget der bør begrænses. (kildehenvisning mangler, men vil blive opdateret)

Udstødelse

Det tidligere navn på det trossamfundet i dag kalder for ‘Udelukkelse(s.d.)

Udvalgssag

Sag der føres af et dømmende udvalg (s.d.) nedsat af en menigheds ældsteråd.

Ugens Bibelpensum

Ugens Bibelpensum er et uddrag af kapitler fra Bibelen som alle Jehovas Vidner forventes at læse hver uge. Pensummet består som regel i 3-5 kapitler fra bibelen, og man går frem i bøgernes orden i Bibelen startende med Første Mosebog og sluttende med Johannes Åbenbaring, hvorefter man starter forfra. Dette er en måde at sikre at alle Jehovas Vidner får læst Bibelen regelmæssigt, og som regel tager det ca. 3½ år for en hel gennemgang af Bibelen på denne måde. Der er ingen der bliver hørt i det ugentlige bibelpensum og man kontrollerer ikke at menighedens medlemmer læser pensummet, men det ugentlige bibelpensum danner også samtidig grundlag for det punkt på Den Teokratiske Skole (s.d.) som hedder “Repetition af ugens bibelpensum“. Hvis man skal fremhæve noget ved denne tradition, så er det at ugens bibelpensum formentlig er det tætteste Jehovas Vidner nogensinde kommer på at læse Bibelen selvstændigt, uden brug af “hjælpemidler” (i form af bøger fra Vagttårnsselskabet) til at udlægge skriften for medlemmerne.

Uregelmæssig

Jehovas vidner afleverer en tjenesterapport (s.d.) hver måned, således at en udpeget ældste kan føre regnskab med alle medlemmers andel i forkyndelsesarbejde, herunder hvor mange timer de bruger, hvor mange “genbesøg” (s.d.) de har aflagt, hvor mange blade, bøger og brochurer man har afsat til personer man har mødt, og hvor mange gange man har fået lov til at vise en videofilm fra sin iPad for de personer der har åbnet døren når man ringer på.

At være uregelmæssig forkynder er i den interne lingo i sekten et udtryk for at man ikke har rapporteret i mindst 6 måneder i træk. En regelmæssig forkynder er en person der rapporterer mindst 1 time om måneden i forkyndelsen. Hvis et medlem af menigheden en enkelt måned ikke afleverer en rapport over tid brugt i forkyndelsen, vil denne person overgå fra en status som regelmæssig forkynder til uregelmæssig forkynder. Herefter vil det kræve at medlemmet igen rapporterer i seks sammenhængende måneder før det igen skifter status fra uregelmæssig til regelmæssig forkynder. Det betyder i praksis at man kan have konstant status som uregelmæssig forkynder selvom man går ud og forkynder op til 10 måneder om året. Som eksempel kunne man forestille sig at et medlem ikke afleverer en rapport med timer i forkyndelsen for Januar måned. Så har medlemmet status som uregelmæssig forkynder. Herefter går medlemmet ud og forkynder i de næste fem måneder – Februar, Marts, April, Maj og Juni, men afleverer ikke en rapport i Juli måned. Da der ikke er gået seks sammenhængende måneder med forkyndelse forbliver medlemmet uregelmæssig. Herefter kan medlemmet igen gå ud og forkynde i fem måneder – August, September, Oktober, November og December – men hvis medlemmet ikke også afleverer en rapport for Januar måned opnår medlemmet stadig ikke seks sammenhængende måneder hvor der er aflagt rapport. Derfor kan et medlem i princippet have konstant status som uregelmæssig forkynder så længe er tale om et medlem der ikke har mulighed for at deltage mindst 6 måneder i træk i forkyndelsen.

Et andet aspekt der er væsentligt ved denne registrering af regelmæssighed er at et medlem kan have afleveret rapporter for forkyndelse i 30 år uden at der nogensinde har været en måned hvor vedkommende ikke har været ude for at forkynde, men hvis vedkommende blot i en enkelt måned ikke afleverer en rapport om forkyndelse, vil denne person have status som uregelmæssig forkynder indtil der igen er gået 6 sammenhængende måneder hvor medlemmet, hver måned, har afleveret en rapport med mindst én times registreret forkyndelse.

Et sidste aspekt er at det er en meget underlig statistik der ikke giver noget som helst billede af en persons indsats i forkyndelsesarbejdet. Man kan i princippet forblive i sin status som regelmæssig forkynder så længe man blot afleverer en rapport med mindst én times forkyndelse hver måned. Så med 12 timers forkyndelse om året kan man være regelmæssig. En forkynder der derimod går ud og forkynder 30 timer hver måned, men som ikke har afleveret rapport i f.eks. Juli og December har i dette år kun opnået perioder med 5 måneders forkyndelse i træk, selvom vedkommende i de 10 af årets måneder har været i forkyndelsen og dermed deltaget med 300 timer i det indeværende år. Det betyder at en person med 300 timers årlig forkyndelse kan være en konstant uregelmæssig forkynder mens en forkynder der kun forkynder 12 timer om året men fordeler de 12 timer ligeligt på alle årets 12 måneder vil have en konstant status som regelmæssig forkynder.

Endelig kan der opstå den situation at en person i 6 sammenhængende måneder ikke har rapporteret én eneste af månederne. Herefter vil status overgå fra “uregelmæssig” til “uvirksom” (s.d.).

Uvirksom

Jehovas vidner afleverer en tjenesterapport (s.d.) hver måned, således at en udpeget ældste kan føre regnskab med alle medlemmers andel i forkyndelsesarbejde, herunder hvor mange timer de bruger, hvor mange “genbesøg” (s.d.) de har aflagt, hvor mange blade, bøger og brochurer man har afsat til personer man har mødt, og hvor mange gange man har fået lov til at vise en videofilm fra sin iPad for de personer der har åbnet døren når man ringer på.

Hvis en forkynder i en måned ikke rapporterer minimum 1 times forkyndelse, vil denne person overgå fra status som “regelmæssig” forkynder til “uregelmæssig” (s.d.) indtil vedkommende igen har rapporteret minimum 1 time i forkyndelsen i 6 sammenhængende måneder. Hvis vedkommende der ikke har rapporteret og dermed har fået status som “uregelmæssig” (s.d.), fortsætter med ikke at rapportere de efterfølgende måneder, vil denne person efter 6 måneder uden rapportering af forkyndelse igen skifte status — denne gang fra “uregelmæssig” (s.d.) til “uvirksom”.

Så snart man igen har rapporteret en enkelt måned skifter man igen status fra “uvirksom” til “uregelmæssig” (s.d.) da man skal have rapporteret forkyndelse i mindst en time om måneden i de sidste sammenhængende 6 måneder, før man igen skifter status til “regelmæssig”.


V

Vagttårnet

Når man hører ordet Vagttårnet er det vigtigt at være opmærksom på at såvel nuværende som tidligere Jehovas Vidner benytter ordet i to betydninger, og det vil kun være konteksten der afslører hvad de mener. Vagttårnet er først og fremmest magasinet som bliver beskrevet herunder, men er også den korte måde blandt ovenstående grupper at omtale selve det juridiske forlagsselskab der udgiver bladet på.

Bladet
“Vagttårnet”

Vagttårnet er et religiøst månedsmagasin der udgives af Jehovas Vidner i både en intern – såkaldt studieudgave – og en ekstern udgave beregnet på omdeling i sektens offentlige forkyndelsesarbejde. Det offentlige magasin udkommer 4 gange om året mens det interne magasin udkommer hver måned. Ofte bruges udtrykket ‘Vagttårnet’ dog også af både nuværende og tidligere Jehovas Vidner om det selskab der udgiver bladet og som er Jehovas Vidners juridiske organ og som her i Danmark kaldes Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab (eller blot: “Vagttårnsselskabet”).

“Vagttårnet” er også ofte brugt som forkortelse for Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab

Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ApS, er det danske datterselskab der er direkte ansvarlig overfor hovedsædet i Upstate New York (tidl. Brooklyn, New York), som hedder Watchtower Bible and Tract Society of Pennsylvania. Dette selskab er et holdingselskab der har en række nationale underselskaber hvoraf det vigtigste er forlags og trykkerivirksomheden Watchtower Bible and Tract Society of New York. Til håndtering af forretninger udenfor USA har man stiftet Christian Congregation of Jehovah’s Witnesses (i det daglige omtalt som CCJW)

Vestre Landsret

Landsretterne er to domstole, der blev oprettet i 1919 til afløsning af de hidtige landsoverretter. En dommer i en landsret kaldes landsdommer, og landsretten ledes af en præsident.

Landsretterne fungerer som appelinstanser for byretterne. Vestre Landsret har sæde i Viborg, mens Østre Landsret har sæde i København.

Vestre Landsret er den ene af Danmarks to landsretter. Landsretterne er to domstole, der blev oprettet i 1919 til afløsning af de hidtidige landsoverretter. En dommer i en landsret kaldes landsdommer, og landsretten ledes af en præsident. Landsretterne fungerer som appelinstanser for byretterne. Vestre Landsret har sæde i Viborg. Vestre Landsret har jurisdiktion over Jylland.

De to landsretter (Østre og Vestre) beskæftiger ca. 100 landsdommere og er inddelt i afdelinger med tre landsdommere tilknyttet hver afdeling, som både tager sig af straffesager og civile sager. Landsretterne har til straffesagerne knyttet domsmænd og nævninger.


W

Watchtower Online Library

Watchtower Online Library (ofte forkortet til WOL) er en samling af ældre litteratur der vedligeholdes af Vagttårnsselskabet.

WOL logo

Heri kan man finde bøger der ikke længere er en del af det udbudte sortiment, men som undertiden har værdi i forbindelse med research. I øjeblikket indeholder dette katalog litteratur der går tilbage til ca. 1950, men der er grund til at frygte at den ældste litteratur bliver fjernet fra dette katalog, da Vagttårnsselskabet tidligere har beordret destruktion af al litteratur der var ældre end år 2000, med den begrundelse at det ældre litteratur alligevel kan findes på WOL. Men et digitalt bibliotek har desværre en langt mere tilgængelig adgang til revidering af indholdet i de ældre bøger, og da man ved tidligere lejligheder har grebet Vagttårnsselskabet i at indsnige revisioner i senere udgaver af publikationer uden at opdatere udgavenummeret eller orientere læserne om denne opdatering, er dette ikke nogen ubegrundet frygt.

William Stewart Halsted, Dr.

Dr. William Stewart Halsted
Medgrundlægger af Johns Hopkins Hospital
– og daglig forbruger af store mængder Heroin, Morfin og Kokain

Dr. William Stewart Halstead (☆23-12-1852 ✞7-9-1922) var en amerikansk kirurg, der lagde vægt på streng aseptisk teknik under kirurgiske procedurer, var en tidlig forkæmper for nyopdagede anæstetika og introducerede flere nye operationer, herunder radikal mastektomi for brystkræft. Sammen med William Osler (professor i medicin), Howard Atwood Kelly (professor i gynækologi) og William H. Welch (professor i patologi) var Halsted en af ​​de “fire store” stiftende professorer ved Johns Hopkins Hospital. Hans operationsstue på Johns Hopkins Hospital ligger i afdeling G, og blev beskrevet som et lille rum, hvor medicinske opdagelser og mirakler fandt sted. Ifølge en reservelæge, der engang arbejdede på Halsteds operationsstue, havde Halsted udviklet et væld af unikke teknikker, opererede på patienterne med stor selvtillid og havde ofte perfekte resultater, som imponerede praktikanterne.

Gennem størstedelen af sit professionelle liv var Dr. Halstead afhængig af kokain og senere også af morfin, hvilket ikke var ulovligt i hans tid som praktiserende kirurg. Som det fremgår af Oslers dagbog (en af Dr. Halsteds kolleger), udviklede Halsted en høj grad af tolerance over for morfin. Han var “aldrig i stand til at reducere mængden til mindre end 200 mg dagligt”, noterer Dr. Osler. Halsteds afhængighed var et resultat af eksperimenter med brugen af ​​bl.a. kokain som bedøvelsesmiddel, som han havde udført på sig selv. Han blev af flere kolleger først forsøgt afvænnet gennem en kidnapning hvor man satte ham påo et skib til Europa, hvor han ophørte med sit misbrug af kokain. Dette genoptog han dog straks han vendte tilbage til USA. Herefter lod han sig frivilligt indlægge på et sanatorium for misbrugere af kokain, hvor man mente at have fundet løsningen på dette problem ved at behandle de kokainafhængige med store mængder morfin. Denne behandling blev Dr. Halsted udsat for i syv måneder hvorefter et livslangt afhængighedsforhold til Morfin og Heroin udvikledes og fortsattte frem til hans død i 1922. Mens Kokainmisbruget havde tydeligt afsmittende virkninger på hans kognitive færidgheder, hvilket bl.a. afsløredes i en aldeles usammenhængende artikel han lod udgive i et medicinsk fagblad for kirurger, havde hans forbrug af morfin ingen synlig effekt på hans effektivitet som læge og kirurg, og det forblev faktisk en hemmelighed for størstedelen af Dr. Halsteds kolleger at han havde et dagligt forbrug af morfin. Dette afsløredes først langt senere da man fandt Dr. Halsteds personlige notater hvor han havde gjort detaljerede notater over sit forburg af morfin, herunder hvilken effekt dette præparat havde på hans koncentration, hans evner til at arbejde som kirurg, og det viste sig at nogle af Halsteds største og mest banebrydende teknikker blev til i perioder hvor han havde et stort regelmæssigt forbrug af morfin-præparater.

Dr. William Halsted refereres ofte når man vil afvise den stereotype myte om at det er selve præparatet eller stofindtaget der gør den typiske stofmisbruger så forhutlet og syg i sin fremtoning. Den typiske narkoman som man ser i gadebilledet i større byers slumkvarterer, fremstår ofte syg og i dårlig almentilstand – ikke grundet stoffet eller stofindtagelsen, men – grundet den levevis som stofafhængigheden ofte medfører for stofbrugeren. Stofbrugeren må ofte afstå fra indtag af almindelig sund og nærende mad, fordi alle tilgængelige midler skal omsættes til de kostbare stoffer der typisk koster mellem 50-200 gange så meget på gaden som det rene stof ville koste hvis det var udskrevet på recept, hvorfor der ikke er råd til helt banale fornødenheder som mad, bolig, tøj, medicin, osv.

WOL

Forkortelse for Watchtower Online Library (s.d.)


X


Y


Z


Æ


Ø

Østre Landsret

Landsretterne er to domstole, der blev oprettet i 1919 til afløsning af de hidtige landsoverretter. En dommer i en landsret kaldes landsdommer, og landsretten ledes af en præsident.

Landsretterne fungerer som appelinstanser for byretterne. Vestre Landsret har sæde i Viborg, mens Østre Landsret har sæde i København.

Østre Landsret er den ene af Danmarks to landsretter. Landsretterne er to domstole, der blev oprettet i 1919 til afløsning af de hidtige landsoverretter. En dommer i en landsret kaldes landsdommer, og landsretten ledes af en præsident.

Landsretterne fungerer som appelinstanser for byretterne. Østre Landsret har sæde i København. Østre Landsret har jurisdiktion over øerne, samt Færøerne. De to landsretter (Østre og Vestre) beskæftiger ca. 100 landsdommere og er inddelt i afdelinger med tre landsdommere tilknyttet hver afdeling, som både tager sig af straffesager og civile sager.

Landsretterne har til straffesagerne knyttet domsmænd og nævninger.


Å

Årbogen

Se Jehovas Vidners Årbog

Årstekst

Jehovas Vidners Rigssale (s.d.) er som udgangspunkt hold i en meget afdæmpet stil og der vil sjældent være megen udsmykning bortset fra enkelte kummer med planter og måske et maleri i garderoben. Én ting man dog vil finde i alle Rigssale er en tavle hvorpå den såkaldte “Årstekst” for det pågældende år står skrevet/trykt.

Om dette kunne man i det interne parolemagasin Rigets Tjeneste for december 1976 læse følgende instruks:

Er det nødvendigt at have et skilt med årsteksten i rigssalen?

I lande hvor det ikke vil volde vanskeligheder, anbefales det at man har et skilt med årsteksten hængende i rigssalen. Den valgte årstekst indeholder altid en betimelig bibelsk tilskyndelse til Jehovas folk, og når nyinteresserede kommer i rigssalen gør det som regel indtryk på dem at se et vers eller to fra Guds ord sat op som en stadig påmindelse. Nu og da kan man ved møderne direkte henvise til årsteksten for at belyse eller underbygge det emne der behandles.

Det er som regel bedst at anbringe årsteksten på endevæggen (ved podiet) eller på en af sidevæggene, så alle nemt kan se den. Hvis der i samme sal holdes møder på et andet sprog, kan man også sætte en årstekst op på dette sprog. Bogstavernes størrelse og skiltets udseende i øvrigt bør vælges med god smag. Man bør naturligvis ikke sætte et skilt op der virker prangende eller ubehjælpsomt, eller som ikke passer til rigssalens øvrige interiør. Når der skal sættes en ny årstekst op er der muligvis en i menigheden som har de fornødne evner og kan give nyttige forslag om udseende og udformning. Hvis møderne holdes i et privathjem eller en lejet sal som også bruges af andre, kan de ældste tage stilling til om det er praktisk at have årsteksten fremme. Det kan måske være nødvendigt at lave skiltet sådan at det nemt kan sættes op før hvert møde og tages ned igen bagefter.

Rigets Tjeneste, December 1976

Årsteksten er altid et skriftsted eller et uddrag fra et skriftsted, som skal udgøre grundtemaet for årets møder. Dette er dog mere symbolik end praksis, da møderne sjældent er udformet så den enkelte tilhører finder nogen særlig rød tråd i årets foredrag og indlæg der referer direkte til Årsteksten, bortset fra de ene møde i starten af året hvor den nye Årstekst annonceres.

Det skriftsted der skal bruges som Årstekst, vedtages hvert år af Jehovas Vidners Styrende Råd (s.d.) , som bekendtgør hvad næste års Årstekst vil blive på trossamfundets Årsmøde, som altid afholdes i en af Jehovas Vidners store konferencehaller/stævnehaller, hvor et medlem af Det Styrende Råd (s.d.) afslører det kommende års Årstekst, hvilket afføder klapsalver fra de særligt indbudte deltagere på årsmødet.


#

1975

1975 er et årstal som er mange tidligere Jehovas Vidner bekendt, og alle der har været Jehovas Vidner i perioden omkring og op til dette årstal kender til den store skuffelse i 1975, foranlediget af at man i både litteratur og foredrag udfærdiget på Vagttårnsselskabets hovedkontor og afholdt på utallige stævner verden over siden midten af 1960’erne, opbyggede en stærk forventning til at 1975 ville indvarsle Harmagedon og dermed enden på den “nuværende tingenes ordning” og indførelse af det jordiske paradis som er en væsentlig del af Jehovas Vidners eskatologi.

Sådanne udtalelser kunne man bl.a. finde i bogen Evigt Liv i Guds Børns Frihed (på dansk i 1967), hvori man bl.a. kunne læse flg.:

Evigt liv i Gud børns frihed – side 29
Evigt liv i Gud børns frihed – side 30

Som bekendt både kom og gik 1975 uden nogle nævneværdige begivenheder, men i perioden op til 1975 var der, iflg. Raymond Franz (s.d.), ikke en stor opbakning til at mane til besindelse i massehysteriet blandt skaren af følgere, for hele udsigten til de epokegørende begivenheder i 1975, fik medlemstallet til at stige med raketfart i det første halvår af 1970’erne, og det var der selvklart en stor tilfredshed med i sektledelsen.

Men som Raymond Franz senere skrev i sin bog Samvittighedskrise i 1983, så anså han det personligt som meget hovmodigt af mennesker der kalder sig “sande kristne”, at fortælle Gud hvornår det var ‘passende fra Guds standpunkt’ at handle og gribe ind. Evigt liv i Guds børns frihed der var skrevet af Raymond Franz’ onkel Frederick Franz (s.d.) (som stort set alle andre bøger der udkom indtil Frederick Franz’ døde), gav nye forventninger om det Paradis som sekten nu snart havde ventet på i 100 år. Fred Franz’ nevø – Raymond Franz (s.d.) – var meget betænkelig ved denne oppiskning af en stemning omkring året 1975, og skrev også i sin bog “Samvittighedskrise”, at det var bekymrende at ingen af de ledende medarbejdere gjorde noget for at hindre at menige medlemmer handlede så overilet, men tværtimod bifaldt det som noget prisværdigt, når medlemmer i hobetal i årene op til 1975, opsagde deres gode faste job, solgte deres huse og flyttede i hustrailere, for at leve som pionerer i den korte tid der var tilbage af denne verdensorden. Enkelte Jehovas Vidner flyttede endog i telt, og flere Jehovas Vidner der var landmænd, undlod at tilså deres marker i foråret 1975, fordi de jo vidste at de alligevel ikke fik brug for at høste i efteråret 1975. Alle med kendskab til landbrug ved at en sådan manglende årsindtægt på en gård der baserer sin indtjening på salg af afgrøder kan betyde en konkurs for kornbønder.

Sådanne overilede handlinger blev konstant omtalt rosende ved hver en tænkelig lejlighed i Vagttårnet, Rigets Tjeneste, brochurer, offentlige foredrag, på stævner, osv. Så sent som i Rigets Tjeneste for juni 1974 – kun året før den forventede Nye Verden skulle indtræffe – skrev man følgende uforsigtige opmuntring, som ikke kunne efterlade nogle i tvivl om at der var tale om eksempler man burde efterligne, om overhovedet muligt:

Ved omhyggeligt og under bøn at overveje vore forhold, vil vi måske også finde at vi kan bruge mere tid og flere kræfter i forkyndelsen her i den sidste del af endens tid. Det er netop hvad mange af vore brødre og søstre gør. Det fremgår tydeligt af det hastigt stigende antal pionerer. Ja, der er nu over 500 pionerer og specialpionerer i Danmark, foruden mange midlertidige pionerer hver måned. I De forenede Stater er der 20.394 pionerer og specialpionerer, flere end nogen sinde før. Det er 5190 over tallet for februar 1973 — en 34 procents forøgelse! Varmer det os ikke om hjertet? Vi hører om brødre der sælger deres hus for at kunne tilbringe resten af tiden, under dette gamle system, i pionertjenesten. Det er i sandhed en god måde at tilbringe den korte tid på der er tilbage før den onde verdens ende.

Rigets Tjeneste, Juni 1974, Tillæg side 1

Nogle af de arkiverede medier som Vagttårnsselskabet ville ønske aldrig var blevet arkiveret er de mange stævneforedrag hvori hovedkontorets udsendte medarbejdere holdte foredrag som var skrevet og korrekturlæst på afdelingskontorets undervisningsafdeling, hvorefter de blev holdt verden over af område- og kredstilsynsmænd på gigantiske stævner. Og for Jehovas Vidner er der ikke forskel på sandhedsværdien af det de læser i Vagttårnsselskabets litteratur og det de hører fremført på et stævne for mange tusinde deltagere, for alle Jehovas Vidner ved, at intet bliver sagt på et stævne uden at det først har været godkendt af sektledelsen.

Et af de mest uhyggelige eksempler på dette var da kredstilsynsmanden Charles Sinutko Jr. holdt nedenstående indlæg på et gigantisk stævne i 1967 i New York, hvor han ikke blot antyder, men hævder at årstallet 1975 ikke blot er noget vi skal spekulere på, men at det vil være rigtigt af os at holde øje med dette årstal, for der er nærmest ingen tvivl om at det er her Harmagedon vil indtræffe. Charles Sinutko hævder endda at man er nødt til at slutte sig til Jehovas folk inden 1975, fordi det helt bogstaveligt vil være for sent når vi nærmer os 1975, for døren ind til sikkerheden hos dem af Jehovas tjenere der vil overleve harmagedon, vil være låst allerede længe før 1975!

Hvis man har svært ved at forestille sig at et sådant foredrag er blevet godkendt af Det Styrende Råd (s.d.), så vil jeg anbefale at man afspiller dette lille 5 minutters uddrag af Charles Sinutkos 30 minutter lange foredrag.  3  Uddraget herunder er naturligvis oversat til dansk, så alle uanset engelskkundskaber kan få det fulde udbytte af nedenstående klip.

Kredstilsynsmanden Charles Sinutko advarer om at døren til Jehovas folk vil blive låst – inden 1975
(Dansk bearbejdelse: Beninu Andersen – JVinfo•NU)

I Vagttårnet for 1. december 1968 havde man heller ikke holdt sig tilbage. Her fandt man bl.a. andet artiklen med titlen: “Hvorfor ser du frem til 1975?”, hvori man fandt følgende paragraf:

”Én ting er absolut sikker: Bibelens kronologi viser, støttet af opfyldte bibelprofetier, at de første seks tusind år af menneskets eksistens vil udløbe snart, ja inden for denne generation! (Matt. 24:34) Det er derfor ikke nu tiden til at være ligegyldig og selvtilfreds. Tiden er ikke inde til at omgås letsindigt med Jesu ord om at „den dag og time kender ingen, ikke engang Himlenes engle, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen alene“. Tværtimod er tiden inde til at være lysvågen for at denne tingenes ordning hastigt nærmer sig sit voldsomme endeligt. Tag ikke fejl, det er nok at Faderen selv kender både ’dagen og timen’!

Vagttårnet 1. december 1968, s. 544

Her vælger man ikke alene at hævde at Bibelens kronologi helt uden diskussion viser at 1975 er et særligt år og at man derfor bør være særligt årvågen. Virkelig rystende er det at se, at man nu går i rette med Jesus selv, og hævder at man er “ligegyldig” og “selvtilfreds”, hvis man rent faktisk tager Jesu ord alvorligt!

I Vagttårnet for 15 oktober 1969 fortæller man i en artikel med titlen “Den kommende fred i tusind år”:

”Skal Herren Jesus Kristus være „herre over sabbaten“, må hans tusindårige regering strække sig over den syvende af en række tusindårige perioder. … I seks årtusinder har [Satan] på ondskabsfuld måde udnyttet menneskene som sine trælle, men denne periode ender snart, inden for én generations levetid, den generation som har været vidne til verdensbegivenhederne siden hedningetidernes udløb i 1914, i overensstemmelse med Jesu profetiske ord. … Vil det da ikke passe udmærket at Jehova Gud ved udløbet af seks årtusinder hvori menneskeheden har lidt møje under Satan Djævelens trældom, indfører en tusindårig sabbat for alle sine jordiske skabninger? Jo, det vil det i sandhed! Og hans konge, Jesus Kristus, vil være denne sabbats herre.

Vagttårnet 15. oktober 1969, s. 470
Håbet om en storslået befrielse i 1975

For at selv de helt tungnemme skulle fatte hvad der skulle ske når mennesket havde eksisteret i 6000 år, altså iflg. Jehovas Vidners bibelkronologi i oktober 1975, så havde man lavet en meget pædagogisk tegning til Vågn Op for 22 april 1974, som kunne få de sidste til at indse hvor på tidens strøm mennesket befandt sig:

Ingen gik ram forbi — heller ikke de unge mennesker i sekten. I Vagttårnet for 1 juli 1969, kunne man som ungt medlem af sekten få følgende formaninger i en artikel med titlen “Hvad påvirker de beslutninger du træffer?”:

I mange skoler findes der rådgivere som opfordrer dem til at søge en højere uddannelse, en karriere med en fremtid i denne tingenes ordning. Lad dig ikke påvirke af dem. Lad dem ikke „hjernevaske“ dig med Djævelens propaganda om at „blive til noget“ og komme frem i denne verden. Denne verden har meget kort tid igen! En „fremtid“ i denne verden er ikke nogen fremtid! Lad i stedet Guds ord påvirke dig til at vælge en viis handlemåde som vil bringe dig beskyttelse og velsignelse. Gør pionertjenesten, med muligheden for at komme på Betel eller ud som missionær, til dit mål. Det er en gerning med en evig fremtid!

Vagttårnet 1. juli 1969, s. 299

Da 1976 kom og alle stod slukørede tilbage – i særdeleshed dem der havde ladet sig rive med af massehysteriet og opsagt deres stillinger og solgt alt hvad de havde af værdier inkl. deres hjem – kom der ikke så meget som en undskyldning. Tværtimod tørrede man hele skylden for denne ulykke af på medlemmerne selv ved i Vagttårnet for 15. oktober 1976 bl.a. at komme med følgende udtalelser i artiklerne “Bevar et ligevægtigt syn på tiden” og “Et solidt grundlag for tillid”:

”Nogle som har tjent Gud har måske tilrettelagt deres tilværelse under hensyntagen til en misforstået opfattelse af hvad der skulle ske på et bestemt tidspunkt eller i et bestemt år. Af den grund har de måske udskudt eller forsømt visse ting de ellers ville være gået i gang med. Men de har ikke virkelig forstået Bibelens advarsel om denne tingenes ordnings ende, når de har ment at bibelkronologien angiver et nøjagtigt årstal.“

Vagttårnet 15. oktober 1976, s. 471-472

Og længere fremme læser man følgende formaning:

”Mente Jesus at vi skulle lægge vore økonomiske og verdslige forhold således til rette at vore midler lige kunne strække til et bestemt år, et år som vi regnede med ville markere afslutningen? … Det var ikke sådan Jesus rådede os til at ræsonnere.

Vagttårnet 15. oktober 1976, s. 472

Og endelig irettesætter man dem der har gjort præcist som de er blevet opfordret til både direkte på foredrag og i litteratur og indirekte ved henvisninger til alle dem der havde solgt deres hjem og opsagt deres job for at være pionerer i de få måneder der er tilbage af den nuværende tingenes ordning. De får følgende ‘nakkedrag’ med på vejen:

Hvis nogle er blevet skuffede fordi de ikke har fulgt denne tankegang, bør de nu koncentrere sig om at ændre deres synspunkt og indse at det ikke er Guds ord der er slået fejl eller har narret og skuffet dem, men at deres egen forståelse har bygget på forkerte forudsætninger.“

Vagttårnet 15. oktober 1976, s. 472

Ikke nok med at man fik ‘høvl’ for at have sat sin lid til det der stod i Vagttårnet, og var en anelse slukørede når det nu alligevel ikke gik som “Guds udvalgte kilde til sandheder” havde forudsagt, så var man også temmelig nonchalant over for de mennesker der havde mistet et godt fast arbejde, deres bolig, en uddannelse, osv. og man mente nærmest at de i virkeligheden skulle prise sig lykkelige for den fejltagelse, for det var en sund lektie for dem. I Vagttårnet for 15. oktotber 1976 stod der nemlig på side 472, følgende:

”Lad os sige at du er en af dem der havde regnet sikkert med et bestemt årstal, og at du derfor koncentrerede dig stærkere om tidens alvor og folks behov for at høre om den gode nyhed, hvilket er al ære værd. På nuværende tidspunkt føler du dig måske noget skuffet; men er der egentlig gået noget fra dig? Har du lidt nogen skade ved det? Vi tror at du kan sige at din samvittighedsfulde handlemåde har gavnet og styrket dig. Desuden har du nu en baggrund for at anlægge et virkelig modent og mere fornuftigt syn på tingene.

Vagttårnet 15. oktober 1976, side 472 § 16

Man fristes næsten til at bruge ordet “uforskammet” om ovenstående sjofle tilbagemelding til dem der blot havde fulgt de mange tilskyndelser til at gå fra hus og hjem og fast indtægt, for at leve af den smule de havde tilbage mens de blev pionerer i de få måneder der var til Harmagedon ville indtræffe.

Faktisk skulle man helt frem til 1980 før man i Vaggttårnet for 15 juni 1980, fandt noget der med meget god vilje kunne tolkes som en temmelig halvhjertet undskyldning for al den tragedie den megen profeteren om 1975 havde medført for de mange menige medlemmer der ikke havde gjort andet end det som man kan se af ovenstående at de var blevet tilskyndet til, som f.eks. at sælge deres hjem, give afkald på uddannelse, opsige job, og mange andre ulyksalige beslutninger — alle truffet fordi Det Styrende Råd (s.d.) havde forsikret dem om at det var den kurs man burde følge i de få år der var til 1975. I Vagttårnet for 15. juni 1980 stod der på side 9:

”Hvis vi forbliver trofaste mod Gud, vil han ikke tillade at vi begår fejltagelser der ødelægger alt for os. Men i nogle tilfælde tillader han os alligevel at tage fejl, for at vi kan indse hvor nødvendigt det er at vi altid ser hen til ham og hans ord. Dette styrker vort forhold til ham og vor udholdenhed mens vi venter. Af vore fejltagelser lærer vi at det er nødvendigt at være mere forsigtig i fremtiden. … Vi læser i Andet Tessalonikerbrev 2:1-3: „Men, brødre, med hensyn til vor Herres Jesu Kristi nærværelse og hvordan vi skal samles til ham, anmoder vi jer om ikke hurtigt at blive bragt fra besindelsen eller at blive opskræmte … Lad ingen forføre jer på nogen måde, for først må jo frafaldet komme og lovløshedens menneske, undergangens søn, åbenbares.“
Her i vor tid har en lignende iver, som i sig selv er rosværdig nok, ført til at man har forsøgt at finde tidspunktet for hvornår vi ville opleve den med længsel imødesete befrielse fra de lidelser og trængsler som mennesker på hele jorden er udsat for. Da vi udgav bogen Evigt liv — i Guds børns frihed, som nævnte at det ville forekomme meget passende hvis Kristi tusindårsrige løb parallelt med det syvende årtusind af menneskets eksistens, opstod der store forventninger til året 1975. Ganske vist blev der både dengang og siden fremsat udtalelser om at dette selvfølgelig kun var en mulighed. Men foruden disse opfordringer til forsigtighed er der desværre også blevet fremsat og trykt andre udtalelser, som antydede at det ikke bare var muligt, men sandsynligt, at forhåbningerne ville blive indfriet i 1975. Vi må beklage at disse udtalelser synes at have fået overvægten fremfor opfordringerne til forsigtighed, og har bidraget til at styrke de forventninger der allerede var opstået.“

Vagttårnet 15. juni 1980, side 9

Mere “usynlig” undskyldning har man næppe kunnet finde eksempler på i verdenslitteraturen. Man forsøger endda i den efterfølgende paragraf at forklare de læsere der var forargede over at Vagttårnet fra 15. oktober lægger skylden over på bladets læsere, med følgende ordlyd:

”I sin udgave for 15. oktober 1976 nævnte Vagttårnet hvor uklogt det er at sætte sin lid til et bestemt tidspunkt. I dette nummer stod der blandt andet: „Hvis nogle er blevet skuffede fordi de ikke har fulgt denne tankegang, bør de nu koncentrere sig om at ændre deres synspunkt og indse at det ikke er Guds ord der er slået fejl eller har narret og skuffet dem, men at deres egen forståelse har bygget på forkerte forudsætninger.“ Når Vagttårnet her siger „hvis nogle er blevet skuffede“, så indbefatter dette „nogle“ alle blandt Jehovas vidner som er blevet skuffede, altså også dem der har at gøre med udgivelsen af de oplysninger der har bidraget til at forhåbningerne har samlet sig om et bestemt tidspunkt.“

Vagttårnet 15. oktober 1976, side 472 § 15

Alle der har været Jehovas Vidner i en længere periode var udmærket klar over at den eneste der dikterede den teologiske retning i denne periode var lige siden 1942 og den næste 50 år frem til hans død i 1992, var ingen ringere end vicepræsident (og siden 1972) præsident for Vagttårnsselskabet Frederick Franz (s.d.).

To ting der er værd at hæfte sig ved er:

  1. At praktisk talt alle der har profeteret Jesu genkomst eller Guds riges komme, pudsigt nok altid er kommet frem til et årstal der ligger i en periode som de selv har en rimelig chance for at opleve. Der skal ikke megen psykologisk indsigt til at forstå hvorfor mennesker der er ved at nå deres livs efterår drager sådanne konklusioner. Faktisk fortalte Frederick Franz’ nevø Raymond Franz i et foredrag at hans onkel til det sidste holdt fast i at han havde ret i at der var sket epokegørende ting i 1975, men at det (præcis som man hævdede da skuffelserne over ikke at blive bortrykket til himlen i 1914 meldte sig), var sket usynligt — på det himmelske plan.
  2. Det andet vi bør lægge mærke til er, at Jehovas Vidner for første gang nogensinde siden sektens etablering i 1879, oplevede en markant tilbagegang efter at have oplevet et veritabelt vokseværk i årene op til 1975, som en følge af den oppiskede stemning. Nu var stemningen naturligt nok vendt, og vokseværket var også vendt til et medlemstal i frit fald i årene efter 1975, så man kan med en vis ret mistænke Vagttårnsselskabet – som aldrig nogensinde har bragt et dementi – for måske at frygte at dette medlemstal vil blive ved med at dale med samme fart hvis ikke man gjorde noget drastisk, og for en sekt som Jehovas Vidner, er det endog uhyre drastisk at skrive som man gjorde i 1980, for selvom det er en meget halvhjertet undskyldning, så er det fuldstændig uhørt – såvel før som siden – at Vagttårnsselskabet undskylder noget som helst de enten har udgivet eller viderebragt i officielle foredrag på stævner.

1. Det er en amerikansk religion så der bruges ikke sjældent engelske termer i sekten. Da undertegnede stadig selv frekventerede sektens møder (1971-1999), brugte man i hvert fald betegnelsen “greeters” i den menighed jeg gik til møder i.
2. Kuriosum: Denne artikel var skrevet af Raymond Franz som 7 år senere blev bedt om at tage sin afsked fra sektens styrende råd, kort efter blev udstødt og to år senere udgav bogen “Samvittighedskrise”
3. Skulle nogen få den tanke at lyden er redigeret så man har fået Charles Sinutko til at sige noget han ikke sagde i virkeligheden, må de endelig ikke holde sig tilbage med at skrive til JVinfo.nu på kontaktformularen, hvor man kan udbede sig foredraget i sin fulde længde.