HVEM TROR PÅ NOGET SÅ TÅBELIGT?

— Del 4: Hvem bliver medlemmer af en totalitær kult?

De umiddelbare og indlysende grupper

Som allerede nævnt kan man lave en grov opdeling af de døbte i to kategorier. Den ene gruppe består af de mere end 90% der bliver døbt fordi de praktisk talt ikke har haft noget andet valg i livet, da de er blevet født ind i sekten, måske som 3., 4. eller 5. generation af Jehovas Vidner.

De mere end 90%

Der er heldigvis flere og flere unge kultmedlemmer der vælger at afsværge sig deres forældres tro, men det er desværre stadig et fåtal sammenlignet med det antal der umiddelbart ser det som deres eneste mulighed at gå i sine forældres fodspor. Og dette bør ikke overraske, for det ligger dybt i det menneskelige DNA gennem hundrede tusinder af års evolution, at det dine forældre fortæller dig er sandt. Når du får noget at vide af dine forældre er paraderne helt automatisk nede. Så når dine forældre f.eks. fortæller dig at du brænder hånden hvis du rører ved kogepladen eller strygejernet, så har det fuldstændig samme grad af sandhedsværdi, som når de fortæller dig at Jehova snart laver hele jorden om til et paradis for alle der er Jehovas Vidner, den dag Harmagedon bryder ud. For et lille barn er der ingen gradsforskel på sandhedsværdien af det ene og det andet budskab.

Senere vil dine forældre selvfølgelig – som det sker for alle mennesker – falde ned fra den piedestal du har sat dem på, og du opdager at forældre er lige så fejlbarlige som andre mennesker og i almindelige familier lærer børn efterhånden som de også opbygger en selvstændig tænkeevne, at der ikke kommer en “tandfe” om natten og bytter din rokketand med en femmer, og de indser hvorfor far sjovt nok altid “lige skulle noget” lige inden “Julemanden” kom med gaver, og hvorfor han “ærgerligt nok” altid kom for sent tilbage til at nå at få hilst på Julemanden der “lige havde været der”.

Men ting der er sagt i en langt mere alvorlig kontekst og som næsten dagligt bliver indprentet i et barns hjerne som noget der kan betyde forskellen på liv og død, har en langt stærkere tendens til at blive siddende uhjælpeligt fast i det tankemønster der opbygges i dig under din opvækst — i særdeleshed når det er en “sandhed” der aldrig bliver afmystificeret (ligesom man gør med “Tandfeen” og “Julemanden”) men som tværtimod fortsætter med at blive gentaget langt ind i din ungdom og dit tidlige voksenliv, og ikke mindst når det går op for dig i 10-12 års alderen, at det rent faktisk ikke bare er noget far og mor “leger” for sjov, men noget som de selv tror fuldt og fast på! Herfra er der ikke langt fra den indgroede instinktive tillid til dine forældre som du blev programmeret til at have i din barndom, til det punkt hvor du selv tager dét for gode varer, som dine forældre tydeligvis betragter som et uomtvisteligt faktum. Det ville være – ikke blot en skændsel og en fornærmelse, men også – en direkte fejltagelse at betragte sådanne mennesker som naive, letpåvirkelige eller enfoldige, da der er tale om mennesker der aldrig har kendt andre virkeligheder end den de er blevet fortalt som værende den ultimative sandhed om alt, af de mennesker som de instinktivt og biologisk har næret en betingelsesløs tillid til.

Desuden er der ikke noget usædvanligt i, at børn beholder deres barnetro eller det ideologiske verdensbillede de er opvokset og opdraget i. Da vort lands måske største teolog og filosof, Søren Kierkegaard, blev spurgt hvorfor han var Kristen af observans, havde mange sikkert forventet et dybsindigt og åndrigt svar fra den verdenskendte mand, der i dag af de fleste betragtes som grundlæggeren af den eksistentielle filosofi, men Kirkegaard svarede ganske enkelt: “Jeg tror på Gud fordi min far var har sagt det!”. Dette var absolut ikke en indrømmelse af en viljeløs overtagelse af sine forældres tro, men en erkendelse af det ofte uundgåelige i sindet der opdrages. Søren Kierkegaard delte mange meninger med sin far. Ikke af viljeløshed, men af en erkendt og erklæret enighed.

Søren Kierkegaard har selv i et lille skrift “Om min Forfattervirksomhed” skrevet, at forfatterskabets bevægelse og dermed hans egen bevægelse har været denne: “at nå, at komme til enfoldighed – og at være enfoldig er jo at være samlet om eet: om det ene fornødne”. Hvad dette var, vidste han fra sin far. Det var at tro på Gud og elske næsten. Denne “enfoldige” kristelige besked om det ene fornødne for et menneske havde Michael Pedersen Kierkegaard overgivet sin yngste søn, Søren – ikke blot i sine ord, men også ved sit eksempel – og Søren Kierkegaard vidste godt, at “jeg tror på Gud, fordi min far har sagt det”. Tilværelsen drejede sig da ikke om at få succes. Den drejede sig om at være af sandhed. Dog en ganske anden erkendelsesbaseret sandhed end det som Vagttårnssekten taler om når de bruger ordet “sandheden”.^[1] Når Jehovas Vidner taler om “sandheden” er det en del af en elitær lingo^[2] der kun eksisterer i sekten, og altså ikke en erkendelse af rigtigt og forkert og en internaliseret moralsk værdifastsættelse af sandt og usandt, men en påført virkelighed som man ved hjælp af en omdefineret og værdiladet brug af ordet “sandhed” (eller “sandheden”) har givet medlemmerne et “tolkende øre” som hører noget andet end det alle andre mennesker hører når de hører ordet “sandheden”. (Det samme vil man kunne erfare med ord som “verden”, “kirken”, “politik”, “uafhængighed”, “tjenesten”, “kristendommen”, o.m.a.)

De mindre end 10%

Den anden andel er de mindre end 10% af døbte som rent faktisk er mennesker der er blevet Jehovas Vidner gennem traditionel hvervning. Faktisk burde det ikke være så overraskende at antallet af sidstnævnte persongruppe er så forsvindende lille. Hvorfor skulle man ellers bruge tid på hvert eneste stævne, på at interviewe og fremvise nye voksne konvertitter foran tusindvis af mennesker, som var de “trofæer”? Den slags gør man kun med kostbare sjældenheder — og det må vi sige at voksne konvertitter er i Jehovas Vidners menigheder i den vestlige verden.

Så man bør altså først og fremmest bemærke – som allerede påvist – at Vagttårnssektens resultater i den vestlige verden rent faktisk påviser at begavede mennesker – som gruppe betragtet – rent faktisk ikke “falder for” Vagttårnssektens propaganda. Faktisk peger alt tværtimod på, at et forsvindende lille antal mennesker i den vestlige verden i det hele taget – begavede eller ej – rent faktisk “falder for” det budskab som sektens forkyndere forsøger at hverve nye proselytter med. Der er ganske enkelt ikke noget der tyder på, at sekten på årsbasis har held til at overbevise et nævneværdigt antal mennesker om sandhedsværdien i Vagttårnssektens ideologi, når først man dissekerer årsrapporten for de skjulte tal som Vagttårnsselskabet ikke offentliggør for de menige medlemmer, men som man kun kan regne sig frem til — som vi har gjort ovenfor.

Men der er selvfølgelig ganske få der hvert år lader sig overbevise af de letkøbte argumenter som hvervnings-agenterne (“forkynderne”) fremholder. Grundene til dette kan være mange, men lad os se på nogle få af de væsentligste grunde til at enkelte individer, med det vi normalt betragter som en god dømmekraft, alligevel melder sig under fanerne.

Kulter oplærer dygtige manipulatorer

Først er det vigtigt at slå fast, at en kult ikke nødvendigvis har sit afsæt i det religiøse univers. Der er masser af kulter der henvender sig til ateister, men som har specifikke karaktertræk der gør målgruppen til nemme ofre for den aktuelle kults hvervningsmetoder. Sådanne kulter kan være politiske, og appellere til mennesker med stærke holdninger til kontroversielle emner som indvandring, abort, seksuelle minoriteter, kriminalitet, osv. Kulter kan også startes hvis man finder særligt udsatte persongrupper der befinder sig i en livskrise der har udviklet sig til et misbrugsproblem, hvad enten det er alkoholisme, narkomani, ludomani, sexafhængihed, osv. og fortæller disse mennesker, at de har en “sygdom” og at kun deres specifikke 12-trins fællesskab har fundet måden, at håndtere din “sygdom” på.

Kulter kan vokse sig meget store på meget kort tid ved at appellere til personer der er berørt af specifikke problemer i samtiden som f.eks. fattigdom, kvindeundertrykkelse, arbejdsløshed, osv. Alle ved hvor hurtigt det gik for Hitlers lille gruppe af Nationalsocialister at få appelleret til en stor målgruppe der var blevet ofre for recessionen i 1930’ernes Europa. Først og fremmest lykkes han med at appellere til alle der var arbejdsløse, men også til små håndværksmestre som tidligere havde en helt anden magt over deres ansatte, men som nu bliver ramt af den nye tendens til at organisere sig i fagforeninger, hvilket er en kilde til stor frustration. Andre var stærkt motiverede af Hitlers budskab om den urimelige ydmygelse af det Tyske Rige efter Første Verdenskrig, og appellerede til deres harme over at Tyskland havde forbud mod at have andet end et ubetydeligt forsvar, men ikke en egentlig hær. Andre igen får serveret den nødvendige syndebuk i form af Jøderne der traditionelt havde klaret sig gennem dygtigt købmandskab, højt uddannelsesniveau, kreativitet og lange familiære traditioner. Når alle andre går og sulter er det nemt at se dem der stadig sidder godt i det som dem der har skylden for ens egne problemer. Sommetider kommer den rette manipulator ganske enkelt på scenen på det helt rette tidspunkt. Andre har været dygtige til at læse folkestemningen og gribe chancen. Atter andre er blot én blandt mange der startede bevægelser i en periode hvor disse havde let ved at få fodfæste, sådan som man f.eks. så det ske i Amerika i 1800-tallet hvor den ene forgrening efter den anden af de kristne tilflyttere fra Europa førte til at utallige menigheder opstod under forskellige lægprædikanter og forsvandt igen lige så hurtigt som prædikantens profetier slog fejl eller prædikanten selv døde, mens det lykkedes for andre at få etableret en stærkt sammentømret gruppe der formåede at overleve flere opsplittelser, fejlslagne profetier og grundlæggerens død, sådan som det f.eks. lykkedes for Joseph Smith der i 1820 stiftede Church of Christ der i dag tæller ca. 17 millioner medlemmer^[3] eller for Charles Taze Russell der stiftede Bibelstudenterne i 1870’erne. Dette kan ske i hele befolkningsgrupper, men det kan også ske for enkelte individer, hvilket bringer os til næste punkt.

Overmod får nogen til at tro de er immune

Ingen befinder sig konstant i en livssituation med mentalt og psykisk overskud. Alles liv har sine op og nedture, og selvom vi langt størstedelen af tiden har overskuddet til at håndtere livet på livets betingelser, så sker det at vi kommer ud for så belastende, pressede og sindsoprivende begivenheder i vores liv, at det der ellers var vores sikre fundament smuldrer under fødderne på os.

Indtil for få år siden – altså mange år efter jeg var ophørt som medlem af sekten – havde jeg forsvoret at Jehovas Vidner bevidst læste dødsannoncer i avisen, for at udse sig mennesker i en hårdt presset livssituation. Det benægtede jeg blankt da jeg var Jehovas Vidne — dels fordi det ikke var noget jeg selv kunne drømme om da jeg selv var medlem af sekten, og jeg kunne ikke forestille mig at nogen af dem jeg omgikkes og anså for at være anstændige mennesker, ville gøre noget så usmageligt. Så jeg kendte ikke til nogen der benyttede denne taktik, eller som i hvert fald indrømmede at de gjorde det.

Men for relativt nylig talte jeg med nogle venner der kun har været ude af sekten i meget kortere tid end jeg, og de fortalte at det faktisk er en ret almindeligt brugt taktik, som de både selv havde gjort brug af, men som de også kendte adskillige andre Jehovas Vidner der stadig benyttede sig af. Med alt hvad jeg har lært om sekten de seneste 23 år burde der ikke længere være noget der kunne chokere mig, men jeg må tilstå at den oplysning at nogle Jehovas Vidner rent faktisk læser dødsannoncer og at der ikke blot var tale om en ondsindet vandrehistorie, alligevel kom bag på mig i en grad så selv jeg var overrasket!

»Det kan jo aldrig
skade at prøve, vel?«

Så når man bevidst udvælger sig ofre der befinder sig i en livskrise, som måske har mistet deres barn, deres ægtefælle, deres elskede bror eller søster, og nogen kommer og fortæller dem at de har fundet “uomtvistelige beviser på”, at alle mennesker får en chance for igen at se deres kære, så bliver disse mennesker fanget med paraderne helt nede. Hvor mange som netop har mistet den person de elskede allermest har ikke tænkt, hvor meget de var villige til gøre, give eller ofre for bare at opleve én enkelt dag mere med denne elskede person der er gået bort. Nu står der et velsoigneret, veltalende, smilende og venligt menneske der, med ansigtet i de mest omsorgsfulde folder, fortæller dig, at denne ønskedrøm rent faktisk kan blive til virkelighed, og hvis du bare vil ofre lidt at din tid på at lytte til det de har at fortælle så er denne drøm faktisk indenfor rækkevidde. Hvor mange ville ikke tænke: “Det kan jo aldrig skade at prøve, vel?”.

Det er den samme mekanisme der får mennesker der i en relativt ung alder får at vide at de er uafvendeligt døende og kun har kort tid tilbage at leve i, som – til trods for at de altid har troet fuldt og fast på den påviselige og efterprøvede lægevidenskab – får disse mennesker til velvilligt at kaste deres sidste sparepenge i grams hos en kvaksalver der påstår at han/hun med en pyramideformet hat, den rette diæt og nogle hjemmelavede magnetiske armbånd “har løst kræftens gåde og kureret utallige patienter der ellers var opgivet i det konventionelle system”, fordi disse pressede menneskers ræsonnement – nu hvor de befinder sig i en livskrise – i stedet for det rationelle har ændret sig til: “Det kan jo aldrig skade at prøve, vel?”.

“Kult-effekten” er selvforstærkende

En anden grund til at kulters budskaber kan virke så overbevisende er at de mennesker der kommer og banker på din dør, måske selv stadig er så overvældet af deres egen begejstring for den kult de selv er blevet et offer for, at de ikke engang selv er klar over at de er i gang med også at bedrage dig. Bedre manipulatorer end dem der selv tror på svindlen kan ingen sektledelse få. Deres budskab lyder ægte, fordi deres begejstring rent faktisk er ægte, og på den måde bliver “kult-effekten” selvforstærkende.

Så det er rent faktisk muligt at blive så tryllebundet – måske især hvis man er mand og samtidig har mulighed for at stige op gennem hierarkiet til magtfulde og respekterede poster – at man selv føler sig fuldstændig overbevist om, at man har fundet noget helt unikt i form af den eneste sande religion, som er den udvalgte kanal som Gud bruger til formidling af sit frelsesbudskab til hele den “lidende menneskehed”. Sådanne hvervnings-agenter er enhver sektleders vådeste drøm.

Det er alt sammen gode svar på hvorfor nogle lader sig forføre af Jehovas Vidner der dukker op med svar på livets allersværeste spørgsmål, lige i det øjeblik man selv befinder sig i en livskrise. Men hvem er det man taler om når man spørger sig selv om disse højt begavede mennesker der ikke kan gennemskue manipulationen. Det er i virkeligheden en lille andel fra begge grupper, men den persongruppe som er den man nok oftest hentyder til, når man som udenforstående tilskuer undres over begavede mennesker der fastholder et utopisk, uvidenskabeligt, overtroisk og manipuleret verdensbillede — er de mennesker der allerede er Jehovas Vidner og forbliver i sekten til trods for at de tydeligvis er så højt begavede.

Her kommer de to sidste grunde ind i billedet

1. Andelen af mennesker med en akademisk baggrund er forsvindende lille i Jehovas Vidner. Så alene på dette punkt er der måske et hul i selve spørgsmålets præmis — med mindre man da spørger specifikt til de mindre end 30 om året der bliver døbt som voksne, hvilket inkluderer alle – både højt, normalt og svagt begavede.
2. Udover en dygtig strategi for sikring af den biologiske vækst i sekten, har sektledelsen også et utroligt – ja, uhyggeligt – velfungerende værktøj, til fastholdelse af selv højt begavede mennesker i sektens iskolde og faste greb — nemlig udelukkelse (tidligere kendt som “udstødelse”) – og truslen om denne skæbne kan sagtens skræmme både normalt og højt begavede.

Hvor veloplyste er Jehovas Vidner når det kommer til stykket?

Lad os starte med pkt. 1. Andelen af medlemmer i sekten med en akademisk baggrund: Det er almindeligt kendt at sektledelsen i langt størstedelen af sektens historie kun har haft spot til overs for personer med akademisk baggrund — undtagen når de har brug for dem til at udføre særlige opgaver for Vagttårnsselskabet, som f.eks. læger, advokater, dataloger, osv. Man har heller ikke holdt sig tilbage for at nedtone værdien af en længerevarende uddannelse, og undertiden endog latterliggjort sådanne akademiske præstationer. I andre tilfælde har man fremhævet medlemmer der har opgivet enten et langvarigt studie eller en indbringende karriere, for i stedet at blive pionerer og vinduespudsere.

De sidste rest af unge medlemmer som sådanne “opmuntringer” preller af på, har man så forsøgt at skræmme fra at tage en lang uddannelse, ved at omtale de “tragiske følger” det har haft for dem der har truffet dette “livsfarlige” valg. De er måske begyndt at tænke selv, og har måske endda overvejet om f.eks. evolution kunne være en mulig eller sandsynlig forklaring på livets oprindelse, eller de har udviklet anden selvstændighed, som de naturligvis kommer til at bøde for med tab af “det evige liv”.

Herunder kan du se hvordan sekten gennem deres TV-kanal JW Broadcasting advarer mod “farerne ved at tage en god uddannelse”. Det var oprindelig en udsendelse på ca. en halv time men her får du 3½ minut med et par uddrag, så du kan se hvor vigtigt det er for sekten at ingen lærer at tænke en selvstændig tanke. Som speakeren Anthony Morris fra det styrende råd siger i udsendelsen: “Jo bedre universitet er, jo større er faren”.

Du tror det næppe, så se selv citatet i det lille sammendrag herunder:

Denne taktik har – modsat så mange andre af Vagttårnssektens projekter – rent faktisk haft en voldsom og mærkbar succes, hvilket fremgår af nedenstående grafik, der er en oversigt over andelen af medlemmer med en videregående uddannelse i en række trossamfund. Man bemærker straks at Jehovas Vidner^[4] indtager en kedelig plads i denne statistik, hvilket er et sørgeligt vidnesbyrd om at det er lykkedes for sekten at fordumme medlemmerne til et niveau der ligger langt under den gennemsnitlige befolkning — selvfølgelig fordi man som ledelsen i alle totalitære regimer ved, at den største trussel mod den etablerede magtstruktur er viden.

Som man kan se af ovenstående grafik er der flere tal der ikke overrasker. Det forbavser ikke at se Hinduer og Jøder placeret særdeles højt på listen over veluddannede mennesker. Men en lige så sørgeligt forudsigelig kendsgerning er, at Jehovas Vidner – bortset fra et lille lokalt trossamfund i Tennessee, USA – placerer sig helt i bunden af denne liste over uddannelsesniveauet blandt trossamfund. Ser man på isolerede tal, kan man se at Jehovas Vidner er det trossamfund blandt alle, hvor den største andel af medlemmerne har mindre end High School, hvilket vil sige at de ikke har en uddannelse ud over hvad der i Danmark svarer til 9. klasse.

Der bruges utallige meter af spalteplads i sektens publikationer til at advare mod alle de steder hvor man normalt ville kunne finde kilder til alle de forskellige erfaringer andre mennesker har med deres tilknytning til trossamfundet, hvilket hos mennesker der ikke er opvokset som børn i Jehovas Vidner, ville forekomme som en kæmpestor rød alarmklokke. I flæng kan nævnes advarsler mod længerevarende uddannelser, internettet, TV og andet end absolut nødvendig omgang med “verdslige”^[5] — men Jehovas Vidners “alarmklokke” er kodet til at virke stik modsat alle andre menneskers. Så længe de holder sig på behørig afstand af alt hvad der bare minder om kritik af sekten, eller som bare havde den mindste chance for at udvikle sig til en debat om rigtigheden af visse af sektens lærepunkter, lyser den indre “grønne lampe” der viser at de er i tryghed — i den “sikre havn” som Det Styrende Råd (s.d.) “så kærligt har tilvejebragt”. Men så snart nogen antyder at “den trygge og sikre havn” måske i virkeligheden kunne være et “sminket” fængsel for dine tanker, så lyder “den store røde alarmklokke“.

Det allerfarligste Jehovas Vidner kan komme ud for, er artikler som den du læser nu, og al anden information der er fremstillet af frafaldne — ja det er faktisk så farligt, at Det Styrende Råd (s.d.) har set sig nødsaget til “i kærlighed” at forbyde at man overhovedet er i besiddelse af eller kigger på information der kommer fra frafaldne, i en grad så de kan føle sig nødsaget til – igen “i kærlighed”, naturligvis – at udstøde dig, så de kan beskytte menigheden, men også for “kærligt” at hjælpe dig til at indse hvor “farligt et sted du befinder dig”, så du hurtigt – ligesom den fortabte søn der vender hjem – vil komme tilbage til den eneste organisation der elsker dig “så betingelsesløst” at de endog vil give afkald på at anerkende din eksistens hvis de ser dig komme gående imod dem på gaden. Som Deres undertegnede selv har erfaret efter at have været udstødt i over 23 år så er det ikke “Guds kærlighed” der er det første der falder én ind, når man pludselig ikke længere må kontakte sin nærmeste familie eller når de mennesker du fra en uge siden betragtede som dine kæreste venner, der altid mødte dig med smil, knus og kindkys, nu skynder sig over på modsatte side af gaden når de opdager at du kommer imod dem på fortovet. Ikke desto mindre kunne man på det internationale stævne med den smukke titel “Kærligheden Svigter Aldrig” på Brøndby Stadion i 2019, høre en ung mand der i et interview skulle fortælle hvordan det at blive afskåret fra sin nærmeste familie og alle sine kære venner havde påvirket ham da han havde været udstødt (s.d.) og han kunne med stor begejstring berette, hvordan det at være udstødt virkelig havde lært ham om Guds mest fremtrædende egenskab – kærlighed:

Dette bringer os naturligt til det andet punkt, som er …

2: Det ultimative magtmiddel

Der er næppe nogen der læser denne artikel som ikke er bekendt med hvor uhyggelig effektivt udstødelse er.^[6] Men af hensyn til de få der læser denne artikel, som ikke har været i nærkontakt med Jehovas Vidner, skal det her kort opridses hvad udelukkelse er og hvilke konsekvenser det har for den udelukkede og dennes familie og venner.

Der er grundlæggende to måder hvorpå man kan komme i den unåde som det uhyggelige magtmiddel fører med sig:

1: Udelukkelse

Udelukkelse foretages af et såkaldt Dømmende udvalg bestående af 3-4 mænd fra ældsterådet udpeget af koordinatoren for ældsterådet. Ved et såkaldt udvalgsmøde hvor den indklagede også er indkaldt, vurderer udvalgsmedlemmerne en række faktorer, herunder: syndens karakter, om du blev opdaget eller selv gik til bekendelse, om du tidligere har været retledt for det samme, og – vigtigere end noget andet – om du udviser dyb og oprigtig anger over den skam som din synd har bragt over Jehovas organisation. Det skal her understreges at de tre mænd der skal vurdere din sindstilstand, oprigtigheden af din anger, osv. ikke har nogen som helst formel uddannelse der berettiger dem til at håndtere et nedbrudt menneske der uden tøven skal svare på de mest intime detaljer om deres “skammelige” adfærd (som i 95% af tilfældene har at gøre med en “syndig handling” af seksuel karakter). I ni ud af ti tilfælde vil man komme til at sidde foran tre vinduespudsere – alle sammen mænd – hvis største kvalifikation er et lille spinkelt opslagsværk med titlen “Vær Hyrder for Guds Hjord”, som de – måske eller måske ikke – har læst.

Efter at dette “dømmende udvalg” har udspurgt dig – i hvad der kan tage alt fra en halv time til adskillige timer – vil du blive bedt om at gå udenfor døren mens der voteres. Når denne votering er færdig kaldes du tilbage til lokalet, hvor du endnu engang – hvis du er føjelig – anbringes på pinebænken foran de tre udvalgsmedlemmer, hvor man starter med at give et kort resumé af hvilke punkter fra den tidligere “inkvisition” de i særlig grad har vægtet i forbindelse med deres afgørelse. Herefter vil man underbygge dette med en række skriftsteder som passer til lejligheden, og læse disse vers højt for dig.

Alt dette foregår mens den anklagede, formentlig i virkeligheden kun hører meget lidt af hvad der overhovedet bliver sagt, fordi det eneste der bliver ved med at kværne som en ustoppelig tanke i hovedet på den stakkels person der sidder over for de tre “domsmænd”, er om man er prisgivet eller taget til nåde. Denne afgørelse falder til sidst, og resultatet af afgørelsen kan i princippet opdeles i fire mulige udfald:

1. Frikendelse: Sagen frafaldes fuldstændig, enten fordi det viser sig at den var baseret på løse rygter der intet havde på sig, eller at der ikke var nogle vidner der kunne stadfæste din skyld, såfremt du selv benægter det forhold du er anklaget for. Alternativt kan det i sjældne tilfælde være at du har begået en “mindre synd” og samtidig udviser “oprigtig anger”, hvorved det hænder at man – bortset fra et par formaninger og oplæsning af enkelte bibelvers – også vil vælge at lade sagen falde på det grundlag.
2. Lukket irettesættelse: Såfremt de tre “domsmænd” finder det tilstrækkelig bevist at du har begået en “alvorlig synd”, men at du udviser tilstrækkelig “oprigtig anger”, og der samtidig ikke er andre i menigheden der har kendskab til din “udåd”, vil det hænde at du kan slippe med en “streng irettesættelse” foran rådet, hvorved sagen formelt er afsluttet. Problemet med denne form for irettesættelse bag lukkede døre er, at den sjældent forbliver fortrolig, dels fordi mange ældste ikke kan falde for fristelsen til at fortælle deres hustruer om “den seneste skandale”, hvorefter sladderen hurtigt breder sig i menigheden,^[7] men også af endnu mere åbenlyse grunde. For sammen med en irettesættelse – også selvom den er foregået bag lukkede døre – vil man normalt blive frataget alle “privilegier” man måtte have gjort sig fortjent til. Dette ses særligt tydeligt ved mandlige “overtrædere”, da det på førstkommende møde efter deres irettesættelse annonceres, at de pludselig ikke længere er ældste, menighedstjenere, osv. Men kvindelige “overtrædere” undgår heller ikke altid den “tillægsstraf”, for er de f.eks. pionerer, vil det blive nævnt fra talerstolen at de er ophørt som pionerer. Medlemmer der irettesættes vil også ofte blive “pålagt begrænsninger”, hvilket vil sige at de i en periode af ikke nærmere fastlagt varighed men ofte i 3-6 måneder ikke må kommentere på møderne, læse op fra Bibelen eller holde elevforedrag på Den teokratiske Skole. Dette vil være særlig tydeligt såfremt medlemmet der pålægges disse begrænsninger normalt har været meget aktiv ved møderne.
3. Offentlig irettsættelse: Ved en offentlig irettesættelse forstås i princippet alt hvad der sker ved en “Lukket irettesættelse” (som beskrevet i stk. b herover), men en markant forskel er at denne irettesættelse efterfølgende bekendtgøres for hele menigheden, ved at en ældste under et punktet “Lokale meddelelser” på midtugemødet, giver følgende orientering til hele salen: “Et Dømmende udvalg har måtte retlede Broder/Søster (vedkommendes fulde navn)”. Menigheden får ikke yderligere information om årsagen til denne retledning, men også i disse tilfælde er det, af flere grunde, ofte nemt at regne ud hvad årsagen er, da en offentlig irettesættelse som regel er det middel der tages i brug såfremt nogen fra menigheden allerede har kendskab til overtrædelsen, og da sladderen har gode betingelser i små lukkede grupperinger som sekter, så vil denne overtrædelse formentlig allerede være almindelig viden blandt størstedelen af menighedens medlemmer. Desuden er der en næsten konsekvent tradition for at der inden for 1-2 uger kommer et særligt punkt under “Lokalt Behov” på midtugemødet, som er tilpasset denne ene menighed, som omhandler den type synd som den irettesatte har begået, og fra dét tidspunkt er der i hvert fald ingen der er i tvivl om hvorfor “Et Dømmende udvalg har måttet irettesætte broder/søster (dit eller dat)”.^[8]
4. Udelukkelse: Endelig er der den strengeste straf – udelukkelse (eller “udstødelse” som det hed da mange af os der i dag er ude af sekten stadig tilhørte Jehovas Vidner). Denne straf gives i praksis for præcis de samme overtrædelser som fører til tiltagene i stk. b og c Forskellen er iflg. den officielle forklaring, udelukkende hvorvidt “synderen” udtrykker en “oprigtig anger” over sin forkerte handling. Fakta er dog, at der er overtrædelser der medfører større risiko for udelukkelse end andre. Jeg vil ikke sidde og opremse de mange forskellige “synder” man kan gøre sig skyld i, og som vil medføre at man bliver udstødt, hvis man ikke udviser den tilstrækkelige grad af “anger”. Det der er meget værre er, at de tre mænd der skal høre din sag – og ikke mindst vurdere oprigtigheden af din anger – ingen professionelle kvalifikationer har i forhold til at vurdere hvorvidt en person angrer oprigtigt. Faktisk indrømmes det endda i den interne ældste-manual hvori man bl.a. kan læse følgende:
   “Er han først og fremmest ked af det fordi han har såret Jehova og bragt skam over ham, eller er det fordi han har skuffet familie og venner og bragt skam over sig selv? … Folk er forskellige, og nogle viser lettere deres følelser end andre. Tårer er ikke nødvendigvis et tegn på ægte anger, ligesom det at der ikke vises stærke følelser, heller ikke nødvendigvis er et tegn på manglende anger.“

2: Afskærelse

I ældstemanualen Vær Hyrder for Guds Hjord, kan man i kapitel 18 med titlen “Afskærelse” i paragraf 1 læse følgende:

Grundlæggende set er det både formelt og reelt den korrekte forskel på en udstødelse og en afskærelse. Så ifølge ovenstående er forskellen på udstødelse og afskærelse hvem der tager initiativ til handlingen — næsten da. For dette er – som med så meget andet fra Vagttårns-kulten – en sandhed med væsentlige modifikationer, da man også benytter et særligt begreb der omtales som “afskærelse gennem handlinger”. Det er så vigtigt et begreb, at vi kort skal redegøre for hvad det indebærer inden vi fortsætter med hovedemnet.

Dette begreb blev særligt kendt da Jehovas Vidner i Rumænien blev indklaget for en offentlig domstol for ikke at give sine medlemmer de samme frie rettigheder som alle andre der nyder almindelige menneskerettigheder — herunder retten til valg af lægebehandling. Dette vurderede man fordi det villigt at modtage en Blodtransfusion, indtil da havde været grundlag for udstødelse, og med tanke på konsekvenserne af udstødelse – herunder tab af kontakt til familie, venner, socialt netværk, ensomhed, depression, m.m. – anså de Rumænske myndigheder det ikke som korrekt at hævde at Jehovas Vidner har samme grad af frihed som andre frie mennesker til frit at vælge lægebehandling hvis man efterfølgende ville pådrage sig menighedens mishag og de deraf følgende konsekvenser. Resultatet blev at man rent faktisk fjernede det at modtage en Blodtransfusion fra listen over grunde til udstødelse, men det var ikke andet end “politiske rævekager” så man havde muligheden for at sige at Jehovas Vidner ikke bliver udstødt for at modtage en Blodtransfusion. Men slutresultatet forbliver stadig det samme. En række handlinger er ikke udstødelsesgrunde (fordi det kan bringe sekten på kant med loven eller med de almindelige menneskerettigheder), men for fortsat at have mulighed for at gennemføre samme sanktioner overfor personer der gør sig skyldige i bestemte handlinger har man i stedet placeret dem i et særligt afsnit i kapitel 18 om “Afskærelse” som handler om det “at afskære sig gennem bestemte handlinger”. Det kan man se, hvis man læser i bogen Vær Hyrder for Guds Hjord, kapitel 18, §3, som indledes på følgende måde:

“Følgende handlinger kan være tegn på at en har afskåret sig fra menigheden:“

Her opremses en række punkter som man betragter som et udtryk for at vedkommende “automatisk” ved sine handlinger har “afskåret” sig fra menigheden, herunder “At man klart tilkendegiver at man ikke længere ønsker at blive betragtet som et af Jehovas Vidner”, “At man vælger en kurs som er i strid med den kristne menigheds neutrale holdning”^[9] og “At man tilslutter sig en anden religiøs organisation og tilkendegiver at man er besluttet på at forblive i den.”

Disse punkter uddybes alle, men er ikke relevante for denne artikel så de uddybende forklaringer er udeladt her. Det eneste punkt vi kort vil hæfte os ved er underpkt. 3, da det er det virkelig interessante fordi det viser hvordan man fortsat kan “udstøde” folk der vælger en fuldt ud lovlig lægebehandling som sekten betragter som syndig. I underpunkt 3 læser vi flg.:

Man skal have mere end almindelig god fantasi, hvis man skal kunne finde på en forklaring der tydeliggør hvordan dette adskiller sig fra en helt almindelig udvalgssag som gengivet længere oppe i artiklen og som beskrevet – afhængig af “angerens oprigtighed” – enten fører til fratagelse af forrettigheder i menigheden, en mulig offentlig annoncering af at medlemmet har været udsat for sagsbehandling af et udvalg, eller at vedkommende endda risikerer at blive udstødt af menigheden. At man ender med at kalde en såkaldt udstødelse for en “afskærelse ved handling”, er udelukkende semantik og ordkløveri, der skal gøre det muligt for sektens pressetalsmænd at sige til nærgående journalister, at Jehovas Vidner “selvfølgelig ikke bliver udstødt for at modtage en blodtransfusion”.

Vi vil i en særskilt artikel behandle begreberne udstødelse og afskærelse – herunder den særlige “hybrid” der hedder “afskærelse gennem handlinger” – men nu har vi i rigelig grad berørt hvordan man kan komme i den “unåde” det er at blive udelukket af det gode selskab, og alt hvad det fører med sig.

Frygten for ensomhed

Da Jehovas Vidner i stærke vendinger advares imod at skabe venskabelige bånd med mennesker uden for sekten, har man også skabt en ekstra stærk “ammunition” til “udstødelses-våbenet” som skræmmer folk fra at forlade sekten, selvom de måske endda har gennemskuet bedraget for længst. Så konklusionen på dette er, at når man spørger, hvordan kan det dog være at tilsyneladende højt begavede mennesker ikke gennemskuer det åbenlyse bedrag, så er svaret for en stor del af disse menneskers vedkommende: “Det gør de også — men de har ganske enkelt ikke noget sted at gå hen, og kan se frem til at hensygne i ensomhed og isolation.”

Heldigvis har den moderne teknologi i nogen grad punkteret Vagttårnssektens våben ved at sikre at der er masser af mennesker i samme situation, hvis fællesskaber man kan finde og opsøge på internettet og hvori man kan finde nye venner, og dette bidrager da også helt uden diskussion til, at flere tør tage springet ud af den ellers så omklamrende dommedagskult. Det ses alene i hvor desperat der på stævner, møder og sektens hjemmeside, på det kraftigste advares mod “internettets faldgruber” og risikoen for at støde på “frafalden tale” på nettet.

Men mange familier i sekten er medlemmer måske helt ud i 4. generation, og især i de lidt mere afsides liggende menigheder er det tit 2-3 familier hvis forfædre var med til at starte den lille landsbymenighed, og hvor efterkommerne af disse måske udgør 50-70% af menighedens medlemsskare. Så hvis man i sådan en menighed selv aktivt tager afstand fra sekten, skal man også være klar til at vinke farvel til al tænkelig omgang med sin far og mor, sine børn, søskende, bedsteforældre, oldeforældre, onkler, tanter, mostre, fastre, fætre, kusiner, nevøer, niecer, børnebørn, osv. Og det er endda kun familien. Udover dem har man måske nogle nære venner man har haft helt fra barndommen, som fra det øjeblik man annonceres som udstødt, slukker for deres “betingelsesløse” kærlighed, som man slukker en lampe på en kontakt.

Undertegnede vil i hvert fald ikke være med til at hyle i det kor af ex-medlemmer eller pårørende der ikke har fuld medfølelse og forståelse for dem der – trods deres erkendelse af bedrageriet – frygter de psykiske konsekvenser af at give afkald på dette nære bånd til familien. Mennesker i den situation har brug for tid. For på et tidspunkt vil det være så uudholdeligt at føle sig som en hykler der ikke kan se sig selv i øjnene hver gang man står foran spejlet og tager “rigssalstøjet” på, at det overstiger frygten for hvad det indebærer at fortælle sin familie at man ikke længere har samvittighed til at være en del af Vagttårns-sekten. For langt de fleste af dem som har opdaget at det hele er ét stort svindelnummer, vil vægtskålen på et tidspunkt tippe, og så kommer valget naturligt til den der stadig befinder sig i sekten.

Og når man ser hvor magtfuldt et våben udstødelse er, for mennesker der har fulgt sektens vejledning om ikke at have venner udenfor menigheden, og som samtidig har fulgt de skræmmende opfordringer om at blive døbt hurtigst muligt (så man “måske kan blive skjult på Guds vredes dag”), så bliver det pludselig meget åbenlyst hvorfor en række ellers højt begavede mennesker forbliver Jehovas Vidner — også selvom de for længst har gennemskuet manipulationerne.

Men der er også en lille gruppe der har været fornuftige nok til at fastholde et venskab med kolleger og studiekammerater, og som måske ikke har den store familie i sekten, hvor man umiddelbart ville mene, at det kun ville have begrænsede konsekvenser såfremt de forlod sekten, men som alligevel forbliver i Jehovas Vidner — og det bringer os til det sidste og afgørende svar på spørgsmålet: “Hvordan kan det være at tilsyneladende højt begavede mennesker forbliver i Jehovas Vidner, selvom det er så gennemskueligt et bedrag?”.

Og det er dem vi vil kigge på i del 5 af denne føljeton (tryk NÆSTE »)

---