Det hemmelige Vagttårn frigives

─ og det er som altid gammel vin på nye flasker

2. juli 2024
(Opdateret 14. juli 2024)

En lille forhistorie

For år tilbage opdagede sektledelsen hvordan rebet begyndte at snære om halsen som flere og flere journalister og politikere fik øjnene op for at man pressede medlemmer til at sige nej til en blodtransfusion og at medlemmer der alligevel takkede ja til en blodtransfusion risikerede at blive udstødt/udelukket af menigheden. Derfor ændrede man ordlyden i vejledningen, så man nu ikke længere skriver at medlemmer der modtager en blodtransfusion afstedkommer at man nedsætter et dømmende udvalg der skal tage stilling til om vedkommende skal udstødes. Nu har man behændigt sikret at man i stedet for skriver at de medlemmer der tager imod en blodtransfusion uden at være oprigtigt kede af det, har “afskrevet sig selv ved deres handling”. Det er naturligvis noget der har nøjagtig samme konsekvens, og det er blot mere kynisk når man tænker på at det er et medlem af menigheden der i sin dødsangst har sagt ja til en helt naturlig lægebehandling der nu “med sin handling har afskrevet sig fra menigheden.” Det var normalt noget man forbeholdt personer der havde tilsluttet sig et nyt trossamfund, ladet sig indmelde i et politisk parti eller havde meldt sig til militærtjeneste. Men samme skæbne blev nu tildelt dem der tog imod en blodtransfusion, fordi denne desperate handling blev set som ulydighed.

Det forsinkede Vagttårn udkommer endelig

Sektledelsen er virkelig ved at blive nervøs for den offentlige opfattelse af kulten. Ud over de mange større forandringer af den ellers så radikaliserede dommedagskult som vi har været vidne til i det seneste årti, så udkommer det nu længe forsinkede Vagttårn der blev sprunget over i sidste måned. (Meddelelsen om forsinkelsen kom blot som en kort notits, og man meddelte ikke andet end at det ville komme efter september-nummeret, men mange havde luret at der åbenbart var sprængfarligt stof i bladet som måtte revideres).

Det er nu udkommet og det første vi bemærker er at man nu vil ophøre med at bruge udtrykket “Udelukket” og fremover vil bruge ordet “Fjernet”. (På engelsk erstatter man “Disfellowshipped” med “Removed”). Formentlig fordi mange har kritiseret vagttårnet for det faktum at “Disfellowshipped” ikke er et udtryk der bruges i Bibelen, hvorimod “Remove from the congregation” er en tolkning de læser i Paulus’ 1. brev til Korinterne 5:13. Til gengæld har de nu opdaget at Paulus rent faktisk tilbagetrækker denne opfordring vedrørende det specifikke medlem af menigheden, som han omtaler i 1. Korintherbrev, allerede få måneder senere da han skriver i 2. Korinterbrev (som skulle være sendt omtrentligt 3 måneder efter 1. Korinterbrev) at menigheden i Korinth nu igen skal tage kærligt imod overtræderen som en broder iblandt dem. Ud af dette konkluderer sektledelsen nu også at udstødelse, som det senest har været understreget i opdateret vejledning til den nyeste “ældstehåndbog” normalt skulle vare i minimum 12 måneder (ofte længere), nu godt kan vare ganske kort tid, ja måske ned til uger eller få måneder! Så det næste man bemærker er altså at en udstødelse ikke længere behøver at vare så længe som den i øjeblikket er fastsat til, idet man vejleder ældste om ikke at optage nogen i hast, hvilket i praksis vil sige inden minimum et års udelukkelse. Dette er faktisk ikke en ny praksis, men en tilbagevenden til en hidtidig praksis hvor udstødelser helt op gennem 1990’erne ikke sjældent blev ophævet efter 3-6 måneder. Nu vender man antagelig tilbage til denne praksis.

Om det bliver en realitet i praksis har vi dog til gode at se. Jeg tvivler!

Det tredje der kommer frem i det foreløbig tilbageholdte Vagttårn er, at man ophører med disse frygtelige “mærknings” foredrag, hvor man med navn nævner en person i menigheden som man skal “mærke” sig. Det betyder i praksis at man skal holde op med at socialisere med vedkommende, men vedkommende er dog ikke udstødt. Det er IKKE det samme som det os der ophørte fra længe siden kendte som “offentlig irettesættelse”, for mærkning er meget mere rædselsfuldt. Her er der tale om at man holder et foredrag for hele menigheden om præcis hvad den man skal “mærke” sig har gjort sig skyld i, og det forfærdelige er, at man iflg. “Vær hyrder…”-bogen ikke gør menigheden opmærksom på hvornår man ikke længere skal “mærke” sig personen, da den eneste måde resten af menigheden kan opdage det på er hvis de ældste igen begynder at socialisere med den “mærkede” person. Ved det der kaldes en “offentlig irettesættelse” kan man i det mindste regne ud hvornår den irettesatte igen er i “good standing” fordi vedkommende begynder at kommentere ved møderne og holde indlæg på den teokratiske skole. På den måde vidste alle, at medlemmet ikke længere var “underlagt begrænsninger”. Desuden så var en person der var “underlagt begrænsninger” ikke afskåret fra socialt samvær med resten af menigheden, mens en “mærket” person bliver udelukket fra alt socialt samvær med resten af menigheden for – som vejledningen foreskriver – at “vedkommende skal skamme sig”. Slet ikke ulig den behandling man udsætter udstødte for.

Denne morbide praksis ophører nu – i realiteten. Man vil naturligvis ikke indrømme at den er forkert, så man har i stedet (“med helligåndens mellemkomst og under bøn”) fundet frem til at det at “mærke” sig et medlem af menigheden er noget der er op til den enkelte “kristne”, og man bestemmer selv om man vil mærke sig et andet medlem af menigheden og hvornår man igen vil genoptage den sociale kontakt. Det er en anden måde at sige på at det aldrig længere vil komme til at ske, for vi ved allesammen at ingen Jehovas Vidner vil komme til at afskære kontakten til gode venner og familiemedlemmer hvis ikke de er udstødte eller det på anden måde er pålagt dem af ældsterådet, da denne praksis er så kold, kynisk og umenneskelig at den kun udføres i frygt – aldrig fordi nogen oprigtigt tror at det vil hjælpe nogen at fryse dem ud af fællesskabet.

En sidste ting som vi ikke bemærkede da bladet endnu ikke var udkommet på engelsk og dansk var at man ikke længere vil kalde de udvalg der skal afgøre om et medlem skal udstødes for “dømmende udvalg”. På side 21 skriver man i en fodnote til § 4:

Pointen er altså at udvalget – som vidnerne selv ser det – også har til opgave at vejlede, retlede, at bede for syndere, osv. I en af de andre studieartikler i bladet forklarer man også at det kun er Jehova der dømmer, og derfor er det mere passende at det nedsatte udvalg kaldes for “et udvalg af ældste”.

Det vigtigste at bemærke er dog, at det eneste der i praksis iværksættes er en “leg med ord” og en minimal fornyelse af semantikken, som dog ikke bør give anledning til nogen som helst jubel, da ingen af de nævnte tiltag er en reel ændring af forholdende for medlemmerne af sekten.

Så nu ved vi at det der forsinkede det sidste Vagttårn så man sprang direkte til udgivelsen af septemberudgaven var, at man:

1. nu er holdt op med at holde foredrag der instruerer menigheden i at “mærke sig” andre, da det er en vejledning Paulus åbenbart gav til alle medlemmer af menigheden og ikke kun de ældste?
2. stadig “udstøder” folk fra menigheden og lader som om de er døde, men at man nu ikke længere kalder det for “udelukket” men “fjernet”.
3. har besluttet at udstødelser som i den seneste vejledning helst skulle vare 12 måneder eller længere, nu igen kan være ophævet indenfor få måneder eller uger.
4. nu ikke længere bruger betegnelsen “dømmende udvalg” om de mænd der udpeges til at vurdere om en synders anger er tilstrækkelig oprigtig til at de kan få lov at blive i menigheden uden at skulle udstødes. Man vil nu i stedet blot benytte det generiske udtryk “et udvalg af ældste”.

Det er tydeligt at der intet virkelig nyt er i dette. Man kommer gammel vin på nye flasker, og det er tydeligt for enhver at jorden brænder under Vagttårnsselskabet. Man har brug for at tækkes omverden, da flere og flere sagsanlæg og flere og flere politikeres uønskede opmærksomhed gør det stadig sværere for kultledelsen at manøvrere i demokratiske lande som ikke tolererer at sekter udøver psykisk vold mod sine medlemmer og legitimerer det med henvisning til arbitrære citater fra flere tusind år gamle skrifter som kan fortolkes efter forgodtbefindende.

Så inden vi klapper i hænderne skal vi nok forholde os afventende, for dette er formentlig blot en skinmanøvre der har samme formål som det havde at ændre ordlyden om at man kunne blive udstødt for at modtage en blodtransfusion til at man i stedet “afskærer sig selv med sin handling”, hvis man ikke fortryder at man har modtaget en blodtransfusion. Det havde også kun til hensigt at sikre at man kunne svare rungende “NEJ!” til journalister og politikere der spurgte om Jehovas Vidner bliver udstødt for at modtage en blodtransfusion, mens man med fingrene krydset på ryggen udmærket vidste at resultatet blev nøjagtig det samme.

Om disse justeringer får en positiv afsmitning på livet som Jehovas Vidne er i realiteten tvivlsomt. Faktisk har nogle givet udtryk for at det modsatte rent faktisk kan være tilfældet, for nu hvor spørgsmålet om at “mærke sig” et andet medlem er op til de enkelte, så kan det hurtigt udvikle sig til et redskab til klike-dannelse og voksenmobning. Med kendskabet til hvor stærk sladderen er som den fungerende sociale lim i Jehovas Vidner, så er sandsynligheden for at muligheden for individuelt at “mærke sig” andre og ophøre med social kontakt, nemt kan blive et værktøj til at forskubbe magtbalancen i en menighed. Man kan også forestille sig at mange pinlige situationer vil opstå, når man f.eks. inviterer en flok medlemmer fra menigheden til et privat arrangement, hvorefter det nu bliver praksis at spørge værten hvem der ellers er inviteret for at sikre at der ikke kommer nogen til selskabet som man ikke ønsker omgang med. Og såfremt det er tilfældet og dem der er inviteret så afslår fordi “gæstelisten” indeholder personer som én eller flere af de inviterede har valgt at “mærke sig” (og dermed undgå enhver form for social kontakt med), så vil man hurtigt få en kaotisk tilstand hvor det bliver umuligt at invitere til helt almindelige selskaber og sammenkomster. Helt katastrofalt bliver det når et medlem af menigheden skal giftes og fx. bruden eller gommen inviterer et familiemedlem, som en del af gæsterne har taget beslutning om at “mærke sig”.

Inden for murene er begejstringen utvivlsomt stor

Som altid præsenteres tilbagegang som fremgang, og endnu engang har man foretaget ændringer – ikke så meget for at gavne medlemmerne – men for at polere sektens image overfor magthavere, domstole, journalister og andre fra offentligheden der måtte kradse i sektens tynde fernis.

Men der er ingen tvivl om at sektledelsen på afdelingskontorer over hele verden jubler i disse dage, for nu kan man sige at man ikke længere hverken “udstøder” eller “udelukker” nogen, når domstole, jurister eller andre kritikere borer i denne kritisable praksis.

Hurra for Vagttårnsselskabet. De har endnu engang “sejret ad helvede til”.

Med ønsket om en fortsat god sommer fra