Plejehjemmets “årstekst” var flottere

Når jeg beskriver Vagttårns-sekten beskriver jeg den ofte som et totalitært system — en slags åndeligt Nordkorea. Og det er ikke uden grund. Totalitære systemer har meget til fælles. Et af dem er at de ikke tåler den mindste kritik af noget der kommer fra sektledelsen. At stille spørgsmålstegn ved noget der kommer fra sektens ledelse er “kættersk”, og selv en almindeligt sund og afbalanceret skepsis medfører stærke – ofte følelsesladede – reaktioner hos gruppen af stærkt engagerede medlemmer.

Kontekst

Til trods for sine mange sekulære relationer og aktiviteter – særligt gennem sit arbejde – var min far også stærkt engageret i menighedslivet. Det betød bl.a. at vi altid tog så mange med i bilen som der kunne stuves ind, hvis nogen havde brug for kørelejlighed når vi skulle til møde i Rigssalen. (Dengang gik man ikke i samme grad op i om alle kunne få en sikkerhedssele på).

Et af menighedens medlemmer, Erik, havde oplevet den tragedie at blive lam i hele venstre side af kroppen efter en hjerneblødning, og efter nogen tid med genoptræning stod det klart at han ikke kunne klare sig i egen bolig og måtte derfor flytte på et plejehjem i skovområdet nær Mindeparken i Aarhus, som hed Stefanshjemmet.

En sådan trist skæbne var selvskrevet til at få hjælp til at komme til og fra møde, så hver gang vi skulle til møde og havde kørt den obligatoriske runde hvor vi samlede de andre op som skulle med, var sidste stop Stefanshjemmet, hvor min far gik ind for at hente Erik, og kom tilbage til bilen og løftede Erik ind på forsædet og klappede kørestolen sammen og lagde den i baggagerummet, ligesom min far ved ankomsten til Rigssalen hjalp Erik tilbage i kørestolen og kørte ham ind i mødesalen ad den rampe på siden af bygningen der var bygget til formålet. Når vi skulle hjem fra møde gentog seancen sig – blot i modsat rækkefølge.

Et barns linedans mellem to verdener

Som 3-4 årig havde jeg selvfølgelig opdaget at vores familie tilhørte en samfundsgruppering der må siges at være at betragte som en minoritet med stærkt afvigende normer, værdier og handlemønstre. Men derfor kunne jeg godt stadig sammenblande begreber fra den mystiske parallelverden jeg var blevet født ind i, og begreber fra den rationelt tænkende og normalt fungerende verden udenfor. Et eksempel på dette var at jeg engang jeg som 3-4 årig var med min mor på møntvaskeri og mens vi ventede på at noget af vores tøj skulle blive helt færdigt i tørretumbleren gik hen til en dame som røg en cerut, og bramfrit proklamerede: “Man kommer ikke med i den nye verden, hvis man ryger.”

Damen har selvfølgelig lignet et stort spørgsmålstegn og det eneste jeg husker er at min mor måtte undskylde overfor damen der – som det var normen i 1970’erne – sad stille og roligt og nød sin cerut, en kop kaffe og Familie-Journalen, mens hun ventede på at sidste læs tøj blev færdigt. Men det var et godt eksempel på hvordan det kan være svært for børn at navigere i et univers hvor vi skal lære den mystiske kunst som Jehovas Vidner kalder “at være i verden uden at være en del af verden“. Dette er i virkeligheden en distinktion der er det rene volapyk, og som kun kan forstås af mennesker der har fået de besynderlige kult-linser i brillerne som forvrænger enhver logik og dæmoniserer al kløgtig eftertanke. I samtaler med pædagoger og lærere der er dagligt i berøring med deres barn, skal forældre til JV-børn ikke udtrykke dette bizarre og paranoide tankesæt om verden omkring dem ret mange gange før der ligger et såkaldt “bekymrings-notat” på skolelederens eller dagtilbudslederens bord, da man har en politik om ‘hellere en gang for meget end en gang for lidt’.^[1]

En aften gik det galt

Det var en aften under sådan en hjemtur hvor vi skulle sætte Erik af på Stefanshjemmet efter et møde i Rigssalen, at jeg husker at jeg for første gang mærkede at JV-sekten ikke tåler selv den mindste kritik. Grunden til at jeg kan tidsfæste begivenheden så nøjagtigt er at den tager udgangspunkt i årsteksten for det år. Så jeg har dels været gammel nok til at have forstået at Jehovas Vidner har en årstekst der hang på scenens bagvæg og blev udskiftet en gang om året. Og da det handlede om en specifik årstekst kunne jeg også regne ud hvilken årstekst jeg skulle lede efter i årstekstoversigten her på siden, og så kunne jeg se at det drejede sig om årsteksten for 1975 der lød:

»Jeg vil sige til Jehova: ’Du er min tilflugt og min faste borg.’« — Sl 92:1

Jeg kan huske at jeg en aften kort efter at den nye årstekst var blevet opsat i rigssalen bemærkede at der over indgangen til plejehjemmet hvor den invalide mand som vi kørte til og fra møde boede var et bibelcitat i messingbogstaver, Det var fra Salme 82:12 og på væggen var det gengivet således:

”Gud HERREN er Sol og Skjold“ — Sl 84:12

I mit stadig indskrænkede 4 år gamle univers var det der stod over døren jo plejehjemmets “årstekst”. Og jeg husker tydeligt at jeg tænkte at det mindede lidt om det som var årsteksten samme år (som jeg netop har gengivet lidt længere oppe på siden), og før jeg nåede at tænke mig om igangsatte jeg en veritabel katastrofe.

Fra min spæde barnemund lød de kætterske ord: “Jeg synes Stefanshjemmets årstekst er flottere end vores.” Og så skete det værste et barn kan opleve – det som er langt værre end udskældning eller afstraffelse.

Al samtale i bilen forstummede fuldstændig synkront. Man kunne høre hvis en knappenål faldt til jorden og med deres “larmende tavshed”, opførte alle i bilen sig som om de netop havde bevidnet et bestialsk mord. Man formidlede med tavshed og forskrækkede, forundrede og forargede blikke, en meget tydelig tilkendegivelse af, at jeg var gået langt over stregen, og jeg fornemmelde tydeligt skuffelsen som en tyk luft i bilen der nærmest gjorde det svært at trække vejret.

Jeg havde med min kætterske udtalelse bragt skam over Jehovas navn, over familien og udstillet mine forældres forfejlede opdragelse for alle i bilen. Symptomatisk for hendes behov for et poleret ydre der ikke afslørede de skavanker der lå under overfladen, var min mor den første til at bryde tavsheden. Men det kunne hun lige så godt have ladet være med, for det bedste hun kunne finde ud af at sige i denne akavede situation der føltes som en katastrofe i sindet hos en fireårig dreng der kun lever og ånder for at gøre sine forældre glade, var:

“Hov, hov …”