Nyt filmprojekt fra JVinfo.nu

Væn drengen til den vej han skal følge

Fra Det Tabte Paradis til det Genvundne Paradis

Et større filmprojekt om Vagttårnssektens manglende fokus på børn i de første 100 år og deres pludselige interesse for at rette fokus mod de mindste i sekten, er under tilblivelse. Manuskriptet indeholder 5 kapitler, og det blev hurtigt klart (for min kone) at det ville være alt for langt at inkludere alle 5 kapitler i en lang film på 2 timer. (Den vil muligvis udkomme som en komplet film til dem der måtte ønske at downloade den senere). Foreløbig er der taget beslutning om at udsende filmen som en “føljeton”.

Det unikke ved filmen er at det er optagelser af mig selv da jeg var 2½ år gammel i juleferien 1973 hvor min far underviser mig ved hjælp af bogen Fra det tabte Paradis til det Genvundne Paradis.

Det katastrofale var at denne bog slet ikke var henvendt til børn, men ganske enkelt det mindste blandt utallige “onder” som forældre kunne vælge imellem.

Os der er vokset op gennem 1960’erne og 1970’erne har ganske givet oplevet at blive oplært ved hjælp af denne grusomme bog med de mest skrækindjagende tegninger.

I dette førte kapitel af denne film-føljeton, får du chancen for at få et unikt indblik i hvordan børn blev oplært ved hjælp af “Paradisbogen” (som vi også kaldte den), fordi jeg har fundet et kassettebånd blandt min fars gamle kasser i hans kælderrum, efter jeg skulle rydde op i hans dødsbo.

Dette har vist sig at være lidt af en skattekiste med med uvurderlige historiske artefakter, som det ellers er svært at komme i nærheden af.

Man vil i bogen kunne se at siderne der vises er fra den engelske udgave, da det var den eneste jeg havde kunnet finde på daværende tidspunkt, men den bog vi kigger i var naturligvis den danske udgave. Jeg har siden fundet den danske udgave blandt gemmerne, men da jeg allerede havde skannet 170 sider ind fra den engelske udgave valgte jeg at lade det være, da det også primært er billederne vi taler om, så om teksten er på engelsk eller på dansk er af mindre betydning.

VIGTIGT
Meget af lyden er temmelig dyb og går tabt hvis man blot ser filmen på en tablet (med mindre man bruger et headset/høretelefoner). Ellers anbefales det at du ser filmen på en computer med højttalere eller på dit TV.
OBS! DELE AF DENNE FILM ER IKKE VELEGNET FOR ET MINDREÅRIGT PUBLIKUM!

Jeg håber I vil nyde denne film. Det har været et følelsesladet projekt at gå i gang med, da det indeholder så mange minder om min skønne og kærlige far. Jeg håber at det skinner igennem i filmen og at man ikke opfatter denne film som en veritabel kritik af min far og den måde han opdragede mig på. Derfor har jeg også kaldt første kapitel i føljetonen:

Kapitel 1 – En far der gjorde sit bedste

Kapitel 1 af 5 i føljeton (Se på computer med højttalere eller med høretelefoner for at få den fulde lyd)
Vigtig note vedr. lyd og billeder brugt i denne film
Billederne der bruges i denne film er købt til lejligheden, så det er muligt du genkender dem fra andre scener. Jeg har dog ikke købt lydsiden til optagelserne, så hvis du synes lyden er anderledes end du normalt kender den fra de originale scener er det fordi jeg har købt andre lydbaggrunde som jeg har brugt til scenerne. Det er dog kun meget entusiastiske nørder der vil opdage at lydene er hentet fra en anden udbyder, hvor jeg køber lydene billigere end hos originaludbyderen. Alt er dog anskaffet under den korrekte copyright, og filmen kan ses uden problemer i alle landekoder.
Videoerne kan downloades til eget brug, men må ikke uploades til YouTube, Facebook, andre medietjenester eller egne websider, da de indeholder betalt indhold i form af specialdesignede videoklip, lydeffekter, modelbilleder, baggrundsmusik, osv. købt fra Adobe Stock, Videoblocks, StockVideo, AudioBlocks, ShutterStock, osv. som kun er indkøbt til distribution på JVinfo.nu.
Med venlig hilsen
Beninu Andersen – JVinfo.nu

Skriv et svar