HVEM TROR PÅ NOGET SÅ TÅBELIGT?

— Del 17: Er det et afhængighedsforhold?

Det har ikke undgået undertegnedes opmærksomhed at flere har givet udtryk for at man hos aktive Jehovas Vidner som forbliver i sekten finder en afhængighed ikke ulig misbrugerens afhængighed af stoffet, men hvor stofafhængigheden blot er udskiftet med en afhængighed af styring og kontrol, hvor andre overtager beslutningsprocessen i disse medlemmers tilværelse og hvor det viljeløse medlem er afhængig af en dominerende kultledelse der fortæller dem hvordan de skal leve deres liv — en slags afhængighed der udspringer af manglende selvrespekt og selvværd.

Det er en fristende antagelse da det er en udbredt antagelse blandt psykologer og misbrugsbehandlere, at stofmisbrug ofte starter fordi brugeren mærker at stoffet dulmer en følelse af manglende selvværd. Man skal i den forbindelse skelne stærkt mellem høj grad af selvtillid og højt selvværd. Disse to er helt og aldeles uafhængige af hinanden og ofte ser man personer med meget høj grad af selvtillid, som enten i trygge kredse eller ved senere erkendelser (f.eks. i selvbiografier) erkender at deres store selvtillid i virkeligheden dækkede over et meget lavt selvværd. Man kan altså godt have stor tillid til sine egne evner, og føle sig stærkt kompetent på en række områder samtidig med at man føler et meget lavt selvværd. Hvis det skal beskrives kort så er selvværd af langt mere abstrakt og eksistentiel karakter. Mens høj grad af selvtillid ofte ses i følelsen af sikkerhed i bestemte situationer, som f.eks. sportspræstationer, faglig dygtighed, osv. så er lavt selvværd snarere et udtryk for en generel opfattelse af at man ikke har samme værdi som menneske eller samme eksistensberettigelse som andre og er af ringe betydning for sin omverden. Dette kan naturligvis komme til udtryk i form af en lav selvtillid, men der er intet grundlag for at postulere en ligefrem proportionalitet mellem selvværd og selvtillid, da det lige så ofte – om ikke oftere – ses at personer med lavt selvværd ofte har en meget høj grad af selvtillid, der nærmest forekommer at være en kompensation for deres lave selvværd.

Det var f.eks. hvad jeg selv oplevede både inden mit misbrug begyndte, men også efter jeg var afvænnet fra det fysiske misbrug og blev tvunget til at se på en række af mine egne karaktertræk og handlemønstre der havde tilbøjelighed til at føre mig tilbage i misbrugsadfærden.

F.eks. følte jeg grundlæggende en meget høj grad af selvtillid allerede fra folkeskolealderen, og forventede på forhånd at få topkarakterer i alt hvad jeg skulle eksamineres i, og fik indfriet denne forventning ved de mange eksamener jeg gennemgik i skole-, gymnasie- og studietiden, da det for mig var et nederlag at få 11 (dengang brugte man 13-skalaen), da det var en uvant situation for undertegnede. Men mit selvværd var stadig i bund – ja, nærmest ikke-eksisterende – og jeg havde ikke fundet min egen eksistensberettigelse. I tilbageblik kan jeg ikke undlade at fundere over om hele det kultiske miljø der danner kontekst for min opvækst i høj grad gjorde meget for at understrege hvor uvigtig eksistensen af det enkelte individ er og at den primære mening med hele vores eksistens var at “Jehovas navn skulle ophøjes”, og at du alene skal se dig selv som “et redskab til Guds ære” hvor Gud er en “pottemager” og mennesket er det “ler” som Gud kan forme efter forgodtbefindende, understreget med bibelvers som:

Så på den måde vil jeg gå så langt at jeg vil medgive at den opvækst som man oplever i et kultisk miljø hvor man gør meget ud af at understrege individets lidenhed og ubetydelighed, kan bidrage til at fremme en tilstand af lavt selvværd i et menneske og på den måde afstedkomme at dette individ hvis det – enten intentionelt^[1] eller accidentelt^[2] – finder sig selv i et miljø hvor de får muligheden for at opleve hvordan denne følelse forsvinder ved indtag af rusmidler, hvad enten dette er morfin, sovepiller, cannabis (hash/marijuana), heroin, kokain eller, for den sags skyld, alkohol, kan føle sig draget mod genindtagelse af rusmidlet fordi det giver brugeren en forbigående, men syntetisk forårsaget, følelse af det ellers så uvante selvværd.

Men at hævde at tilhørsforholdet til Jehovas Vidner for medlemmer der enten drages af kultens agiteren eller forbliver i kulten trods bedrevidende, gør det med baggrund i en afhængighed af styring og kontrol som en følge af manglende selvagtelse, selvvilje eller selvværd, vil jeg hævde er en lommepsykologisk og overfladisk betragtning, som i lige så høj grad er motiveret af bitter selvlede over de kostbare år man selv har spildt i sekten (da sådanne udtalelser ofte hidrører fra tidligere medlemmer med lang tids fravær fra sekten), hvilket ikke mindst åbenbares af den sparsomme evidens i den foreliggende empiri. For mit eget vedkommende kan jeg sige at jeg i forbindelse med flere ansættelser hvor jeg skulle søge om en stilling som afdelingsleder eller team-lead i en IT-afdeling, har skullet gennem flere samtaler med paneler på 5-8 mennesker hvor et af de nåleøjer man skal igennem består i vurdering foretaget af eksterne konsulenter^[3], og selvom jeg bildte mig ind at jeg var af en ganske anden karakter, har jeg to gange hos eksternt hyrede rekrutteringsbureauer skullet deltage i længerevarende personlighedstest, hvor resultatet begge gange viste den stedlige ledelse at de karaktertræk hos undertegnede der trak ned i min samlede score var:

• tegn på uvilje til at bakke op om beslutninger der går imod min egen holdning
• at jeg var anti-autoritær og “ledelses-immun”
• karakteristika der afslører et behov for solo-præstationer

Det skal dog understreges at jeg i begge tilfælde hvor jeg måtte aflægge personlighedstest der viste ovenstående karaktertræk alligevel fik jobbet, da disse kun var en lille del af det samlede billede — men de positive sider som fik ledelsen overbevist om at jeg skulle ansættes trods ovenstående negative karaktertræk, forbeholder jeg mig retten til at holde for mig selv, da pointen med ovenstående ikke er at fremhæve mig selv, men alene at påvise at man tilsyneladende kan besidde karaktertræk der er i direkte modstrid med postulatet om at et menneske der – i hvert fald i en periode af sit liv – kan finde sig til rette i en kult som Jehovas Vidner, skulle have et særlig udtalt behov for at underkaste sig andres styring og kontrol.

Men en ting er hvad jeg selv har gjort af erfaringer. De fleste der blot har en grundlæggende viden om psykologi er også klar over, at vores eget selvbillede som regel er den mest virkelighedsfjerne beskrivelse af vores personlighed det overhovedet er muligt at opdrive — hvorfor jeg da også udelukkende henviser til beskrivelser af egen karakter udarbejdet af tredjepart. Der er praktisk talt ingen mennesker der ikke lider af et stærkt forvrænget selvbillede. F.eks. var ovenstående tre eksempler på de negative karaktertræk mine tests havde afsløret, en stor overraskelse for mig selv, da jeg betragtede mig selv som en person der havde respekt for mine overordnede, var særdeles samarbejdsvillig, god til teamwork og meget lidt ærgerrig. Af samme grund har jeg sjældent meget mere end skuldertræk til overs for mennesker der prøver at beskrive deres egne egenskaber, da dette selvbillede som regel – for ikke at sige konsekvent – er forvrænget. Af samme grund har jeg i ansættelsessamtaler bevidst afvist at svare på spørgsmål som: “Hvad er dine tre stærkeste egenskaber?”, “Hvad er dine tre dårligste sider?”, osv. da svarene på disse stort set altid vil blive overtrukket med den “glasur” vi fornemmer vil give os den bedste chance for at komme gennem nåleøjet.

Men er der andre måder hvorpå afhængighed alligevel er et gennemgående karaktertræk hos dem der er tilbøjelige til at tiltrækkes af dogmatiske og destruktive dommedagskulter? Er der områder hvor man kan drage paralleller til rusmiddelafhængighed som alkoholisme og narkomani?

---

Hvad siger sagkundskaben?

Der findes utallige afhandlinger om kultmedlemmer og deres oplevelser båder før, under og efter bruddet med kulten. De vigtigste af disse er dem der beskæftiger sig med et udvalg af kultmedlemmer og gerne personer fra flere forskellige kulter, så det er muligt at se om der er visse gennemgående karaktertræk hos mennesker der tiltrækkes af en kult.

En af de absolut bedste afhandlinger om dette emne som jeg kunne finde var Kristian Molbos speciale i Sociologi fra 2007, hvor hans research bl.a. omfatter en række standardiserede interviews med tidligere medlemmer af tre forskellige sekter. Disse sekter var:

• Scientology
• Jehovas Vidner
• Mormonkirken (Jesu Kristi Kirke af de Sidste Dages Hellige)

Det der i denne sammenhæng er interessant er at se om der er særlige karakteristika der går igen hos et overvejende flertal af dem der i en periode af deres liv har fundet sig til rette i en sekt og om et eller flere af disse karakteristika afslører et afhængighedsforhold der er tilstrækkeligt analogt med det afhængighedsforhold man kender fra stofmisbrugere og deres stoffer til at man med rette kan drage en parallel eller overhovedet kan tillade sig at beskrive forholdet til en sekt som et afhængighedsforhold.

Med baggrund i den viden Kristian Molbo har indsamlet og de konklusioner han må drage på baggrund af det indsamlede materiale, vil vi kaste lys over disse spørgsmål.

Med afsæt i tidligere studier foretaget af Helen Rose Fuchs Ebaugh (“Becoming an EX”, 1988), E Burke Rochford (“Factionalism, group defection, and schism in the Hare Krishna movement”, 1989) og Peter Harry Ballis (“Leaving the adventist ministry: A study of the process of exiting”, 1999) foruden en række af publicerede artikler i Journal for the Scientific Study of Religion af bl.a. Howard M. Bahr (med udgangspunkt i Mormonkirken), Stan L. Albright (med udgangspunkt i Mormonkirken), og flere andre det vil kræve for megen plads at uddybe, foretager Kristian Molbo en af de grundigste publicerede undersøgelser – hvis ikke den grundigste – af emnet man vil kunne finde på dansk ved at klikke på dette eller nedenstående link. Links vil ligeledes være at finde på sidste side i denne føljeton, ligesom det vil kunne findes under menupunktet (klik på den kursiverede del for at åbne specialet i nyt vindue):

          Medier ➔ Research og Dokumentation ➔ Frafald fra Religiøse Sekter, Kristian Molbo, 2007

Da Kristian Molbo selv har en baggrund i Jehovas Vidner var det vigtigt for studiets lødighed og konklusionens troværdighed at tilføje medlemmer fra andre sekter^[4] hvorfor gruppen af interviewede også omfattede tidligere medlemmer af Scientology og Mormonkirken.^[5] Kristian Molbo forklarer selv at dette er nødvendigt for at kompensere for en bias (negativ såvel som positiv) der kunne opstå såfremt han udelukkende lod gruppen af interviewede bestå af tidligere Jehovas Vidner.

Endvidere gør Kristian Molbo klart at de interviewede blev taget fra en særdeles specifik og veldefineret gruppe der i specialet defineres som Definitivt Frafaldne, hvilket vil sige personer der både afviser troen og afviser fællesskabet, og som samtidig engang har levet op til definitionen Engageret Troende.^[6]

Kristian Molbo arbejder med baggrund i en artikel af S. L. Albrecht og H. M. Bahr^[7] med to former for tilknytningsgrader: Den sociale og rent religiøse, illustreret med skemaet herunder:

De to mest interessante personidentiteter i skemaet herover er hhv. en Engageret Troende og en Definitivt Frafalden, da det er disse to der danner grundlag for argumentationen i Kristian Molbos analyse af hypotesen om religiøs afhængighed. Et lille kuriosum er at mange forhenværende Jehovas Vidner opererer med en indforstået lingo der modsvarer de fire yderpunkter (kaldet ‘FIMI’, ‘FIMU’, ‘FUMI’ og ‘FUMU’) fra de ni beskrevne tilhørsforhold i ovenstående skema og sammenhængen er flg:

• FIMI = Fysisk Inde/Mentalt Inde (fra engelsk PIMI: Physically In/Mentally In) = Engageret Troende
• FIMU = Fysisk Inde/Mentalt Ude (fra engelsk: PIMO: Physically In/Mentally Out) = Medløber
• FUMI = Fysisk Ude/Mentalt Inde (fra engelsk: POMI: Physically Out/Mentally In) = Tilbagetrukket troende
• FUMU = Fysisk Ude/Mentalt Ude (fra engelsk: POMO: Physically Out/Mentally Out) = Definitivt Frafalden

Kristian Molbo påviser tidligt i sit speciale, at selv de studier der beskriver frafaldet fra et trossamfund som ledsaget af både psykiske og fysiske reaktioner, og som har fået nogle til at sammenligne den rusmiddelafhængiges tilknytning til rusmidler med den tilknytning et sektmedlem har til sit sektfællesskab, ikke kan tages til indtægt for en sådan analogi. Kristian Molbo stiller selv hypotesen som grundlag for en sociologisk analyse af dette tilhørsforhold, som han bl.a. understreger skal kunne underbygges ved at man kan føre nogle lige linjer mellem de oplevelser som rusmiddelafhængige og sektmedlemmer føler både når de drages mod deres rusmiddel/sekt og de abstinenser de føler når de lægger afstand til deres rusmiddel/sekt:

Hvad er afhængighed?

For overhovedet at kunne drage paralleller mellem den troendes tilhørsforhold til en sekt og den rusmiddelafhængiges forhold til sit rusmiddel, skal man som minimum have en grundlæggende forståelse af hvad afhængighed indebærer.

For de fleste – uanset om de har erfaringer med rusmiddelafhængighed eller ej – er det en udbredt viden at der findes både fysisk og psykisk afhængighed. I sit speciale bruger Kristian Molbo – helt korrekt – en væsentlighed ud af at definere den form for afhængighed hans fortsatte analyse af hypotesen tager afsæt i. Dette er berettiget, men ikke for artiklen, og da forfatteren til nærværende artikel har et indgående kendskab til rusmiddelafhængighed gennem egne erfaringer med denne tilstand, og samtidig kan tilslutte sig den del af Kristian Molbos speciale hvor han citerer WHO’s definition på afhængighed, som lyder:

I specialet redegør Kristian Molbo detaljeret for hvordan man kan skelne mellem en bruger, en risikobruger, en afhængig misbruger og en afhængig bruger^[8]. Hvis man vil vide mere om forskellene på disse definitioner henvises til Kristian Molbos speciale, s. 31 som kan læses her.

Foruden den definition som Kristian Molbo selv trækker på i form af WHOs definition af afhængighed, vil jeg i stor udstrækning trække på mine egne erfaringer da jeg er i den unikke situation at jeg:

1. Selv har været Engageret Troende (K. Molbo 2007, s. 8-9)
2. Selv er Definitivt Frafalden (K. Molbo 2007, s. 8-9)
3. Selv har været stærkt rusmiddelafhængig (K. Molbo 2007, s. 31)
4. Selv har oplevet abstinenserne ved ophør med indtag af det afhængighedsskabende rusmiddel
5. Selv har et indgående personligt kendskab til forskellen på psykiske og fysiske abstinenser
6. Ikke – som det var tilfældet med Kristian Molbos speciale – skal have min artikelføljeton vurderet efter samme strenge krav til videnskabelige undersøgelser, og derfor i højere grad kan tillade mig at læne mig op ad egne erfaringer ☺

Afhængighed er ofte noget der udvikler sig gradvist, og der vil under alle omstændigheder for personer de gennem længere tid udsættes for påvirkning af fysisk vanedannende stoffer også opstå en fysisk afhængighed, som vil medføre fysiske abstinenser når man ophører med stoffet. Det er derfor at personer der i øvrigt ikke føler sig draget mod et stof stadig vil føle stærkt ubehag, hvis de f.eks. grundet længerevarende sygdom har været i behandling med morfin, og man pludselig når sygdommen er kureret seponerer det smertestillende præparat. Derfor vil man altid sikre at patienter der har været gennem et længere forløb med fysisk afhængighedsskabende medicin gennemgår en langsom aftrapning af midlet så de ikke får urimeligt ubærlige abstinenser. Den psykiske afhængighed er til gengæld ikke eksisterende hos mennesker som ikke har haft anden motivation til at indtage medicinen end den rent smertestillende effekt og når de er afvænnet fra deres fysiske afhængighed og ikke længere mærker abstinenser vil de heller ikke længere føle sig draget mod indtag af stoffet. Hos den psykisk afhængige vil dragningen mod stofindtaget kunne vare mange år efter den fysiske afhængighed er væk, og for nogle vil den aldrig forsvinde helt.

En anden vigtig deltalje er at en nyudviklet misbruger der har udviklet rusmiddelafhængighed ikke bliver klar over dette før første gang den afhængige pludselig bliver afskåret fra sit stof. Det kan ske fordi man ikke kan få fat på mere, ikke har penge til mere, man er medicinmisbruger og lægen har “lukket for receptblokken”, man forhindres af fysiske forhold fordi man er blevet arresteret, eller andre omstændigheder. Først når man første gang opdager at man har abstinenser når man mangler stoffet og at disse abstinenser kun forsvinder når man endelig har held til igen at skaffe mere af rusmidlet, opdager man at man har udviklet rusmiddelafhængighed. Så det er abstinenssymptomerne der i virkeligheden er den egentlige “sladderhank” når rusmiddelafhængighed afsløres. Derfor sammenfatter Kristian Molbo da også den overordnede hypotese som skal eksamineres nærmere med disse linjer:

Hypotesen må afvises (i sin absolutte form)

En væsentlig pointe i specialet er bl.a. en udtalt underminering af påstanden om at der er en kommensurabel analogi mellem den afhængighed man finder hos rusmiddelafhængige (som alkoholikere og narkomaner), og den afhængighed af sektfællesskabet som postuleres i hypotesen. Dette gøres bl.a med udgangspunkt i den omfattende interviewundersøgelse af de 12 definitivt frafaldne fra tre forskellige sekter og Kristian Molbo konkluderer bl.a.:

På baggrund af den samlede gruppe af interviewede må Kristian Molbo konstatere, at:

Det skal dog understreges at Kristian Molbo ikke lægger skjul på at flere af de adspurgte – ikke mindst blandt tidligere Jehovas Vidner var enkelte der havde engageret sig i en støttegruppe for tidligere Jehovas Vidner, men at denne støttegruppe ikke rummer et etableret nomos, eller anden form for eksklusivitet eller elitær afstandtagen til omverden, som på nogen måde kunne opfylde en følelses af afsavn (“abstinenser”) sådan som det ses ved konventionel afhængighed, og der er derfor ikke nogen umiddelbar sammenlignelighed der i denne tilknytning skaber evidens for at det der driver Jehovas Vidner er en afhængighed. Kristian Molbo konkluderer tilsvarende om de adspurgte fra øvrige sekter.

Selvom Kristian Molbo – helt i overensstemmelse med kravet til falsificerbarhed til videnskabelige hypoteser – medgiver, at det ikke kan udelukkes at der er dissidenter der reagerer med fysisk ubehag på deres frafald fra sekten, må han samtidig konstatere at det ikke var noget en eneste af de interviewede kunne nikke genkendende til.

Hypotesen må revideres

Hvor den oprindelige hypotese baserer sin afhængighedsanalogi på selve tilhørsforholdet til en sekt, må man med baggrund i Kristian Molbos undersøgelser afvise en sådan direkte sammenhæng. Til gengæld kan man revidere hypotesen så den i højere grad fokuserer på frafaldsprocessen og det den frafaldne efterfølgende retter sin opmærksomhed imod.^[9] Så selvom den oprindelige hypotese falsificeres i Molbos speciale, kan man stadig forsvare at benytte et afhængighedsperspektiv på frafaldsprocessen, uden at der er tale om at de frafaldne hverken som gruppering eller individer er afhængige af et etableret fællesskab. Mange søger umiddelbart efter frafaldet nye fællesskaber, oftest med andre frafaldne, og i denne sammenhæng kan man sige at det fællesskab som den frafaldne tiltrækkes af er styret af både behovet for social kompensation og et behov for identifikation. Men når frafaldne fortsat beskæftiger sig med emner der har rod i det tidligere fælles nomos, påpeger Molbo helt korrekt at dette ikke er styret af en afhængighed af genopnåelse af en eksklusivitet, men fordi det er åbenlyst for mennesker i almindelighed at finde identifikation.

Undertegnede finder at Kristian Molbo formår at samle trådene meget vellykket og specifikt i følgende sammenfatning af de erfaringer som de frafaldne i store træk alle tilslutter sig:

Fordi denne etablering af sociale relationer med tidligere sektfæller har karakter af en form for personlig udvikling (som Molbo beskriver som “en nomisk afvænning”) fordi behovet for at beskæftige sig med det doktrinære – det gamle nomos – er størst umiddelbart efter frafaldet, mens denne trang bliver mindre med tiden. Dog er det vigtigt at bemærke at Molbo også skelner mellem dem for hvem det glider i baggrunden fordi interessen ganske enkelt daler og interessefællesskabet med de andre frafaldne mindskes, er der en mindre gruppe der på frivillig og ulønnet basis skriver artikler og beskæftiger sig med forhold i sekten og dennes udvikling som nyhedsstof, som de publicerer som en service for andre med en mere akademisk interesse i emnet. Undertegnede kunne identificere sig i denne gruppe da jeg selv er erklæret ateist, men har en udpræget interesse i at se hvordan sekten har udviklet sig historisk og hvordan den fortsat udvikler sig ud fra et rent sociologisk perspektiv, og det er ikke mindst interessant at se hvordan sekten konstant redefinerer sig selv på mange områder i åbenlys konflikt med et krampagtigt forsøg på at fastholde en yderst konservativ, statisk, selvopfattelse.

Desuden kan undertegnede – med baggrund i egen erfaring – ikke lade være med også at supplere med den observation, at afhængighedsanalogien brister i det øjeblik man finder medlemmer der netop periodisk finder meningsfuldhed i at beskæftige sig med specifikke aspekter af sekten, uden på den måde at finde sympati for sekten – snarere tværtimod – som når man f.eks. med interesse følger sektens problemer med at flere og flere tæt på toppen agerer som “whistleblowers” og løber ikke ufarlige risici ved f.eks. at optage interne møder på hovedkontoret med mobiltelefoner, eller f.eks. at følge sektens store problem med at erkende dens skråplan i forhold til deres interne behandling af “synder” der også i sekulær forstand er grove lovovertrædelser, for blot at nævne få. Det svarer på ingen måde til afhængighedsanalogien, men kan snarere sammenlignes med det billede man af og til ser hvor tidligere stofafhængige (rusmiddelmisbrugere eller alkoholikere) uddanner sig som specialister i misbrugsbehandling fordi de har et indgående kendskab til målgruppen. Det er jo netop ikke et tegn på at de stadig ønsker at indtage rusmidler — tværtimod. Men de tilegner sig ekspertviden på området, og denne tilegnelse kan sagtens udspringe både af et ønske om at oppebære en høj grad af professionalisme og faglighed i deres arbejde med andre misbrugere, men også fordi emnet grundet deres egen tidligere misbrugskarriere har interesse fordi den tilegnede viden også er selvforklarende. Det samme kan man sige om mennesker der indgående studerer Vagttårns-sektens historie, dens aktuelle juridiske udfordringer, dens fejlslagne doktriner og profetiske udmeldinger, osv. Det er selvklart et interessseområde det ville være meget usandsynligt at man havde fået såfremt man ikke havde en baggrund i den pågældende sekt, men det kan på ingen måde sammenlignes med en manglende evne til løsrivelse fra sekten — igen, tværtimod!

Kristian Molbo reviderer hypotesen om afhængighed i ikke ubetydelig grad, og skriver bl.a. i sin konklusion:

Samtidig medgiver Kristian Molbo dog, at der kan være grundlag for en revideret afhængighedsforståelse som blot ikke er analog med det afhængighedsforhold der foreligger hos rusmiddelafhængige. I stedet for at se på det tilknytningsperioden vil man i højere grad være i stand til at udtrykke et gennemgående træk hos tidligere sektmedlemmer ved at fokusere på både det de umiddelbart efter deres brud med sekten er optagede af og, ikke mindst, i hvilket omfang deres langsigtede verdensbillede er præget af deres historiske tilknytning til sekten. Her skal man være opmærksom på at dette verdensbillede både kan være i harmoni med det verdensbillede som sekten foreskrev, eller det kan være direkte i opposition til dette, men begge kan udtrykkes som konsekvenser af sekttilhørsforholdet. Kristian Molbo skriver:

Man oplever bl.a. at der blandt dem der stadig føler sig tiltrukket til religion, at de enten oplever en kortvarig afprøvning af andre religiøse retninger for derefter at konkludere at de tager afstand fra al organiseret religion, eller at de der ønsker at bevare et religiøst ståsted finder sig bedst til rette i langt mere åbensindede og liberale religiøse fællesskaber der ikke ser sig selv i en eksklusivistisk optik, men mere bredt favnende. Der er ofte blandt de tidligere sektmedlemmer – selv blandt dem der søger et andet religiøst fællesskab efter deres brud med sekten – en stor grad af skepsis der afstedkommer en grundig afsøgning af fællesskabets grundværdier for at sikre at det ikke har nogle af de sekteriske, eksklusivistiske karaktertræk der kendetegnede det sektfællesskab de har forladt. Molbo noterer sig f.eks. følgende observationer hos de tidligere sektmedlemmer:

Særligt interessant er det paradoks som Kristian Molbo også adresserer i sit speciale, nemlig det faktum at nogle af de tidligere sektmedlemmer opsøger andre kirkelige samfund, og en interessant analyse er at behovet for det nye kirkelige fællesskab (som for de flestes vedkommende enten er midlertidigt eller får en meget lille plads i deres liv efter et stykke tid), må anses for paradoksalt når tilgangen til dem er at vurdere dem på deres eventuelle negative kvaliteter. Om dette siger Kristian Molbo meget interessant:

---

Dette er alt hvad der bliver plads til at gå ind i denne teori om tilhørsforholdet til en sekt som en afhængighed. Konkluderende kan man sige – som forfatteren også selv gav udtryk for i en mailudveksling med undertegnede – at man ikke kan karakterisere selve tilknytningsforholdet til en sekt som foranlediget af en særlig afhængighedsforstyrrelse i lighed med den som man finder hos rusmiddelafhængige. At man efterfølgende kan konkludere at sekten – med relativt stor succes – benytter strategier der har til hensigt at gøre dens medlemmer så afhængige af sekten i sig selv, f.eks. ved at isolere medlemmer fra fællesskaber med udenforstående, så deres sociale behov kun kan tilfredsstilles inden for sektens rammer er en helt anden sag.

Jeg kan kun opfordre til at man læser Kristian Molbos speciale i sin fulde længde. Det er uhyre interessant og spændende læsning og Kristian Molbo har vist sig uhyre imødekommende og tilladt at jeg lægger specialet i det kommende research-bibliotek men allerede nu kan du læse hele specialet her på hjemmesiden ved at du under menuen Medier og Research som du finder i toppen af siden.

Det gøres således:

---

---

---

---

---

---

---

Fra denne side kan du også bare klikke direkte på dette link:
➔ Frafald fra Religiøse Sekter, Kristian Molbo, 2007

---

Når man i en hel føljeton tillader sig at beskrive Jehovas Vidner som en sekt og/eller kult – undertegnede benytter oftest betegnelsen kult om Jehovas Vidner – skal man selvfølgelig kunne redegøre for denne definition. Her skiller to som har beskæftiget sig systematisk med sekters/kulters karakteristika sig markant ud fra de mere løse definitioner, og det er hhv. psykolog og kultekspert Steven Hassan og ekspert på samme områder journalist og kultforsker Hugo Stamm.

I det følgende vil vi forsøge at analysere Jehovas Vidner ud fra Steven Hassans “BITE model”.

Se denne spændende analyse i del 18 (tryk NÆSTE »)

---