Jans historie – del 2

Du husker nok Jan som gav formuer til en kult der baserede deres tro på at alle mennesker var besat af “rum-ånder”, som hindrede mennesket i at udvikle sig til sit fulde potentiale. Lad os vende tilbage til Jan og se hvordan han blev rekrutteret.

Jan blev antastet af en kvinde på gaden som præsenterede ham for en personlighedstest. Jan er nysgerrig og går med til at gå med ind i gruppens kontor som ligger lige ved siden af. Her bruger han en halv time på at udfylde personlighedstesten. Da han får sine resultater viser de at han er:

• En smule uligevægtig
• Deprimeret
• Nervøst anlagt
• Overdrevent kritisk

Disse udsagn er i direkte konflikt med Jans eget selvbillede, men den forstående og imødekommende kvinde taler med Jan i yderligere en halv time, hvor de drøfter hans liv – ikke mindst hans frustrationer og skuffelser i tilværelsen – og forbinder disse med resultaterne af Jans personlighedstest. Herefter fortæller hun Jan at den gruppe som kvinden selv tilhører og er begejstret for, afholder kurser der kan hjælpe ham til at blive mere effektiv i sin dagligdag. Jans naturlige skepsis gør at han afstår fra at tilmelde sig et kursus

Han går dog med til at købe en relativt billig bog.

Til stor fordel for gruppen der vil rekruttere ham, oplever Jan nu sin første kognitive dissonans. Han har nu to kognitioner der er i strid med hinanden.

1. Han er ikke interesseret
2. … men han har lige investeret en hel time af sin tid og købt en bog

Denne dissonans får Jan til at tilpasse sin første Kognition, og rationalisere sig frem til at han alligevel er interesseret. Nu går Jan hjem og begynder at bladre i bogen mens han reflekterer yderligere over ideen om at blive “et mere effektivt menneske”.

Samtidig begynder resultaterne af hans tidligere personlighedstest at spille kispus med Jans hjerne. Til trods for Jans selvopfattelse, begynder han at lede efter tegn der bekræfter resultaterne i hans personlighedstest — at han faktisk er uligevægtig, deprimeret, nervøst anlagt og overdrevent kritisk. Disse informationer henter hans hjerne i erindringer der passer på testens resultater. Til sidst ræsonnerer Jan, at han jo ikke har noget at tabe ved at give det et forsøg.

Så han vender tilbage.

Her får man hurtigt overbevist Jan om at han vil have stor gavn af et kursus om kommunikation, som han straks tilmelder sig, og på denne måde er Jan langsomt men sikkert ved at blive fastlåst i et gentagent mønster af selvforpligtelse der hedder:

1. Jo mere tid og jo flere penge jeg investerer – jo vigtigere forekommer gruppen.
2. Jo vigtigere gruppen forekommer – jo mere vil jeg investere

Punkt 1 og 2 kan herefter fortsætte i uendelighed.

Jo mere Jan investerer af sin tid og sine penge jo mere vigtig og værdifuld forekommer gruppen ham, og jo mere værdifuld gruppen forekommer desto villigere bliver Jan til at betale for flere kurser og flere bøger. Det er – på godt gammeldags dansk – “skruen uden ende”.

Kurserne begynder langsomt at blive mere og mere obskure og inkludere besynderlige aktiviteter, som f.eks. at sidde lang tid i stilhed mens man stirrer på et andet medlem. På et andet kursus skal Jan konstant samle samme genstand op for igen at tabe den. Disse meningsløse handlinger gør Jan forvirret, men de er nøje skræddersyede for at inducere en tilstand af trance og hallucinationer, som vil gøre Jan mere modtagelig for instrukser.

Ved slutningen af hvert kursus får Jan til opgave – så detaljeret som muligt – at nedfælde på papir, hvordan kurset har hjulpet ham, hvorefter han skal læse det op for de øvrige deltagere — som selvfølgelig skal gøre præcis det samme. Det tvinger ikke alene Jan til at finde mening i det meningsløse, men til samtidig offentligt at erklære hvor stor mening dísse ligegyldige handlinger har givet ham.

Det at give udtryk for gavnlige effekter som han inderst inde ikke rigtig kan mærke, skaber en ny følelse af Kognitiv dissonans i Jan — en følelse Jan må mildne ved at mindske den kognitive dissonans. I dette tilfælde gør Jan det ved at rationalisere sig frem til (eller overbevise sig selv om) at han rent faktisk føler de gavnlige virkninger af øvelserne.

Gruppen hjælper også Jan med at mindske den kognitive dissonans, for han modtager stor ros for sine oplæste erklæringer – både fra kursuslederen, men også fra de andre deltagere som kursuslederen opildner til at klappe og juble over Jans fremskridt. Dette ikke alene giver Jans meningsløse konklusioner mening, men det styrker også Jans følelse af gruppens accept og sin egen loyalitet overfor gruppen. Desuden bidrager det, at andre medlemmer af gruppen giver udtryk for hvor stor mening de har fundet i de meningsløse øvelser, med yderligere bekræftelse af, at disse vanvidsseancer rent faktisk har en dybere mening.

Der er mange andre øvelser, som f.eks. en øvelse der går ud på at få Jan til ikke at reagere når man provokerer ham. Her skal han stå på mål for en lang tirade af fornærmelser, hån og latterliggørelse fra gruppens øvrige medlemmer, uden at reagere på det. På den måde får Jan lært at undlade at forholde sig til konfrontationer. Jan rationaliserer ideen med dette idioti ved at overbevise sig selv om at dette træner hans evne til at bevare fokus i pressede situationer.

Det skal snart vise sig at denne øvelse er afgørende — for den har et helt andet formål!

Jan får at vide at gruppen lægger stor vægt på menneskehedens bedring, og at det ultimative mål er absolut frihed for alle på jorden. Dette giver en god følelse fordi det ræsonnerer stærkt med Jans egne humanitære værdier.

Men samtidig fortæller man ham at der er mange kritikere af gruppen der ønsker at sabotere dette vigtige arbejde, ved at udbrede løgne om gruppen og latterliggøre medlemmerne. Af samme grund tilskynder man kraftigt Jan til at undgå den almene presse, internet medier og andre kilder til nyhedsstof. Jan har altid været imod censur, men nu har censur pludselig fået en “ny indpakning” — det er blevet redefineret (jfr. Metode 4: Redefinering, som beskrevet i del 7). Nu har man i stedet redefineret censur som “en klog forsigtighed overfor ødelæggende kritik”.

Nu kontrollerer guppen selv al information om gruppen.

Når Jan nu og fremover bliver konfronteret med kritikere – f.eks. fra hans tidligere vennekreds – vil han automatisk støde dem fra sig, præcis som han er blevet oplært (eller dresseret) til at gøre, og på den måde gør han i virkeligheden det værste han kan gøre for sig selv: Jan blokerer lige netop de mennesker der har den bedste forudsætning for at hjælpe ham, og som ønsker ham det bedste.

I sin daglige tilværelse føler Jan sig selv bedre, stærkere, i besiddelse af større selvtillid, mere modstandsdygtig overfor pres, mere effektiv, i kontrol og mentalt skarp — men det er en illusion!

I og med at gruppens “kurser” placerer sig på børnehave-niveau, frem for at placere sig over det niveau Jan allerede havde nået gennem sin egen livserfaring da han møder gruppen, har man faktisk mindsket alle ovenstående karakteristika hos Jan og gjort ham svagere, mere usikker, mindre modstandsdygtig overfor manipulation, uden egenvilje og mentalt bøjelig som et siv i vinden.

Efter at Jan har gennemgået alle grundkurserne fortsætter han straks med de næste niveauer, som består af en række stærkt ritualiserede kurser, som naturligvis også er væsentligt dyrere, da der ligger meget mere arbejde og “forskning” bag udviklingen af disse “videnskabelige” metoder. En af måderne at ritualisere kurserne på er ved at introducere en form for “løgne-detektor”, der angiveligt måler Jans emotionelle respons på gentagne gange at skulle konfronteres med ubehagelige minder. Målet med dette er at fjerne alle reaktioner på tidligere traumer, indtil de ikke længere registreres på det mystiske apparat.

Disse “enkelt-mands sessioner” er ikke alene meget dyre – de er også meget udmattende. Men pudsigt nok forlader Jan disse individuelle terapitimer, med en følelse af lettelse og frigørelse. Disse sessioner tager ham længere og længere tilbage i Jans fortid, indtil han til sidst bliver usikker på om det han husker i virkeligheden slet ikke er ægte erindringer.

Advarsel mod omverden, der ikke forstår

På et tidspunkt besøger Jan sine forældre, og fortæller dem begejstret om gruppen, og alt hvad den gør for ham. Jans far er noget bekymret over alle de penge Jan ødsler væk på gruppens meget kostbare kurser og bøger. Jans far begynder også at undersøge gruppen nærmere på internettet. Det faderen læser om gruppen ryster ham, og han beder derfor Jan om også at kaste et blik på det han har fundet. Men Jan nægter kategorisk at læse noget af den skeptiske information og forklarer at det er “de typiske løgne om gruppen”.

Da Jan senere fortæller gruppen om den måde hans forældre havde reageret på, bliver Jan udsat for et meget langvarigt og udmattende interview af flere af gruppens ledere. Man giver blandt andet udtryk for “stor bekymring” for den måde hvorpå hans forældre kan ødelægge alt det Jan har brugt så lang tid og energi på at opbygge til gavn for ham selv, og ikke mindst hvordan hans forældre kan være en direkte hindring for Jans fortsatte fremskridt på vejen til “frigørelse”. Efter en meget lang og udmattende dialog med lederne “indser” Jan vigtigheden af at indvillige i udelukkende at have den absolut nødvendige kontakt med sine forældre og kun snakke med dem om overfladiske og ligegyldige emner. Straks efter skynder Jan sig at gå i endnu en session med “løgne-detektor”-vejledning, for at gøre sig selv ufølsom overfor sine følelsesmæssige reaktioner på hændelserne i forbindelse med “det nedbrydende samvær” med sine forældre.

Man har endnu engang benyttet en “ny indpakning” af gruppens tidligere definerede målsætning som var: “absolut frihed for alle”. Nu har man redefineret begrebet “absolut frihed” til i stedet at betyde: “absolut frihed til at gøre det som gruppen tillader“ og “… for alle” er blev redefineret til “… for alle som forbliver ukritiske overfor gruppen“. (se evt. Metode 4: Redefinering, som blev drøftet i del 7)

Jans “fremskridt”

Tre år og tusindvis af dollars senere har Jan nu gennemført to trin på gruppens udviklingsskala. Han venter også barn nr. 2 med sin hustru — som også er medlem af gruppen. Det er nu blevet tid til at Jan starter på tredje trin.

Fælden klapper

Jan bliver ført ind i et rum han aldrig har måttet komme i før, og man viser ham nu et elegant dokument der ligner et meget gammelt pergament eller papyrus, hvorpå der bl.a. står følgende:

Med denne information oplever Jan nu hvad der indiskutabelt er den kraftigste kognitive dissonans i sit liv.

Afviser han beretningen om aliens (eller “rum-ånder”) er han med sikkerhed ude af gruppen, og al den tid, energi og de penge som han har investeret i gruppen er fuldstændig spildt.

Gruppens konsekvente regler om at udstøde alle dissidenter betyder også at Jan mister enhver kontakt til alle sine venner, men endnu værre, til sin kone og sine børn.

Men foruden disse rædselsfulde realiteter, besidder Jan en dybt rodfæstet overbevisning, som fastholder ham i gruppens greb og under dens fortsatte indflydelse, hvilket fik ham til i yderligere to år at give gruppen endnu flere penge end han havde givet dem indtil nu. Det var overbevisningen:

“Jeg er ikke en type der kan manipuleres”

I Jans øjne er de eneste der bliver manipulerede og falder for bedrageriske kulter, mennesker som er naive, påvirkelige og svagt begavede — og det var i hvert fald ikke Jan! Og det var det heller ikke. Ikke desto mindre blev han rekrutteret. Ikke som følge af en eller anden personlighedsbrist — men ganske enkelt fordi han er et menneske der har en hjerne, der – præcis som din og min – er udviklet gennem hundredetusinder af år til at stræbe efter konsistens — kognitiv konsonans.

I sin pludselige tilstand af voldsom Kognitiv dissonans, skynder gruppens ledere sig at tage Jan ind til en ny “løgne-detektor”-session, hvor man igen gør ham følelsesløs overfor hans – i øvrigt helt naturlige – emotionelle reaktion.

Og sådan gik der yderligere to år før Jan endelig vågnede af sin tilstand af følelsesløshed og forstod hvordan man havde trænet ham til konstant at bekæmpe den kognitive dissonans der opstår når der er direkte modstrid mellem det han inderst inde godt vidste var sandt, og det som gruppen fortalte ham var “sandheden”.