HVEM TROR PÅ NOGET SÅ TÅBELIGT?
— Del 8: Kognitiv dissonans i Jehovas Vidner
De to fænomener der har udviklet sig særlig mærkbart i Vagttårns-kulten i de seneste årtier er:
- En stadig skrappere kurs overfor ikke-troende, og ikke – som tidligere – blot “udstødte” eller “frafaldne” – men nu omfatter gruppen man skal undgå også familiemedlemmer, som blot ikke har valgt at være Jehovas Vidner.
- Et stadigt voksende pres på yngre og yngre børn af Jehovas Vidner for at få dem til at lade sig døbe så tidligt som muligt, hvorved de sidder i “udstødelses-fælden”, som er kilden til udvikling af den lange løbebane af Kognitiv dissonans der fastholder dig i en gruppe du måske inderst inde har fortrudt at du blev medlem af, men som du nu bliver nødt til at forsvare overfor både dig selv og andre.
Når Jehovas Vidner oplever den kognitive dissonans?
Tidligere så vi på hvordan vi kunne have en overbevisning om at alle mennesker i en bestemt gruppe er onde mennesker. Denne opfattelse har vi måske endda fået fra alle de mennesker vi omgås i vores daglige liv, måske endda de eneste mennesker vi holder os til. Det er et fællestræk som mange der har tilhørt Jehovas Vidners kult kan nikke genkendende til. Jehovas Vidner opdrages til – så vidt det overhovedet er muligt – at undgå ikke-troende, og i ganske særlig grad den helt specielle gruppe af ikke-troende som engang har været en del af Jehovas Vidner. Apostaterne. De “frafaldne”. Hele vores liv har vi ikke lært andet end at personer der ikke er troende eller især dem der er “frafaldne” er syge, vildledte og onde. De har endda fra en ganske ung alder fået overbevist os om, at vi skal opføre os hadefuldt overfor medlemmer af disse udenforstående grupper af mennesker.
1: I forbindelse med den stadigt skrappere kurs over for ikke-troende
Men hvis vi så pludselig en dag – ad den ene eller anden vej – opdager, at personer fra den gruppe mennesker vi altid har lært er onde, slet ikke er onde alligevel? Det kan ske på nogle helt banale måder, som at vi en dag opdager at den nabo der så ofte er så flink at rydde vores indkørsel for sne når han alligevel rydder sin egen tidligt om morgenen, viser sig at være et udstødt Jehovas Vidne. Det kan også være at en person har ydet os livreddende førstehjælp den dag da vi faldt om på gaden med hjertestop. Den dag vi vil opsøge vedkommende med en buket blomster eller en takkekurv, viser vedkommende sig at være et medlem der har afskrevet sig selv som Jehovas Vidne for år tilbage.
Så står vi pludselig overfor nogle meget ubehagelige psykologiske erkendelser. Vi har måske selv behandlet personer der har forladt sekten ubehageligt, som om de var “syge i sindet”, onde af natur, svigefulde, hadefulde, bedrageriske, m.m. og vi har kontant afsværget deres venskab og ladet som om de var luft når vi mødte dem. Det fører først til at vi, helt naturligt, også må erkende at hele vores fællesskab – som vi har knyttet os til gennem et helt liv enten har taget fejl eller – hvad der er merer sandsynligt – har løjet om denne gruppe af mennesker der har valgt ikke længere at tilhøre samme trossamfund som os selv.
Dette vil give nogle frygtelige følelser af manglende tillid, loyalitet og troværdighed i forhold til den gruppe du hele tiden har haft tillid til. Og lige præcis disse følelser er så afgørende for at et menneske føler sig godt tilpas og føler kognitiv konsonans.
Tillid. Loyalitet. Troværdighed.
For det andet skal vi nu til at erkende at vores egen hadefulde opførsel var urimelig, ubegrundet og endda direkte ondskabsfuld. Det kan få meget alvorlig betydning for vores egen selvopfattelse. For nu skal vi til at erkende at vi enten allerede har eller skal til at afvise en person vi ellers betragter eller betragtede som en god ven, kollega, nabo, osv. Det skaber en voldsom konflikt i os selv fordi vi grundlæggende betragter os selv som gode, rare, favnende og venlige mennesker. Men nu er du pludselig et menneske der mishandler andre mennesker. Det skaber en udtalt grad af Kognitiv dissonans i dit sind, fordi dit selvbillede bliver knust som et spejl der før reflekterede dig selv sådan som du troede du “så ud”.
For det tredje risikerer vi nu pludselig selv at blive behandlet som vi behandlede dem vores eget bagland betragter som onde, svigefulde og bagstræberiske, hvis vi f.eks. begynder at forsvare disse mennesker, eller blot give udtryk for et nuanceret syn på denne gruppe, hvilket vil bore direkte i vores frygt for manglende tryghed og sikkerhed. Det er ikke alene skræmmende fordi vi alle har brug for at føle os sikre og trygge, problemet bliver større end som så fordi vi nu står med ny tilføjet viden som ikke bare kan viskes ud.
Alle disse realiteter forekommer ekstremt truende, og det forklarer hvorfor der er så få Jehovas Vidner – begavede, såvel som naive – der har svært ved at tage skridtet ud på den tynde is af erkendelser, som dem jeg har beskrevet ovenfor. Men vi kan få hele den truende følelse til at gå væk, hvis bare vi dog kan finde en måde at overbevise os selv om at vi har ret i at mennesker i den udenforstående gruppe (før kaldet Gruppe A, men som lige så godt kunne hedde “de ikke-troende”, “apostaterne” eller “de frafaldne”), virkelig er onde mennesker. Så til sidst ender vi måske med alligevel at vende ryggen til vores ven og omfavne kulten, blot for at bevare vores fejlagtige overbevisning. Og hver eneste gang vi vælger denne udvej, gør vi det sværere og sværere for os selv at indrømme vores fejltagelse engang i fremtiden. Men 99 ud af 100 vælger denne – udefra sete ulogiske – løsning på vores problem, men vi har også for evigt skadet vores selvbillede en smule, for vi som mennesker, vil også gerne se os selv som modige, og det at vi ikke turde stå op for en ven fordi den gruppe der gav os tryghed fortalte os at vi skulle afvise ham, rykkede ved vores billede af os selv som modige mennesker der er i stand til at træffe den moralsk rigtige beslutning, også selvom omverden prøver at få os til noget andet.
Dette forklarer forhåbentlig også det som så mange udenforstående bare ikke kan forstå, nemlig at det ikke virker at udfordre menneskers overbevisning eller tro med konkrete beviser. Faktisk resulterer det i det der er kendt som “bagslags-effekten” fordi denne metode fremkalder den respons som beskrives ovenfor, og til syvende og sidst er slutresultatet kun at man er med til at forstærke en allerede vanvittig overbevisning.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på den gamle “ældstebroder” i den menighed af Jehovas Vidner jeg tilhørte til sidst og som var patriarken for en familie der var relativt kendt i lokalområdet. Han havde både sønner og børnebørn der også var ældste, og som til syvende og sidst var medlemmer af Vagttårns-kulten som følge af de valg han havde truffet. Han benyttede enhver lejlighed hvor der var “spørgsmål og svar”-drøftelser[1] på mødet til at række hånden op og indflette følgende kommentar i sit svar: “Da jeg blev Jehovas Vidne for over 60 år siden fortalte man mig at Harmagedon var lige om hjørnet. Der var bare ingen der fortalte mig at det var hjørnet af Rundetårn!“. Det var en mand der nu havde passeret de 80, og som 20-årig havde troet at der måske kun var få år eller endda måneder til Harmagedon. Og hver gang han har måttet indse ubehagelige realiteter om sin egen tro, har han valgt trygheden – den løsning der mindskede hans kognitive dissonans – og efter at have gentaget denne procedure gennem 60 år, har han nu gjort det så svært for sig selv at træffe andre valg, fordi bjerget af indrømmelser der nu skal gøres har vokset sig uoverstigeligt stort. Det der er vigtigt ved denne lille beretning er, at der igen er tale om fænomener der opstår i alle mennesker uanset graden af deres intellekt.
2: I forbindelse med tilskyndelsen til, i en stadig yngre alder, at forpligte sig for livet
To ting vi ved med sikkerhed om vores hjerner er:
- Selvom man ofte i forsøget på at forklare hvordan hjernen virker, sammenligner den med en meget avanceret computer, er det ikke et godt billede. Vores hjerner er ikke objektive logiske maskiner der virker ligesom computere der på baggrund af de samme input hver gang giver de samme output. Vores hjerner er snarere som et stort sammensurium af idéer og tanker, og hjernen stræber ikke efter sandhed, men efter intern konsistens eller overensstemmelse. Hvilket bringer os til punkt 2.
- Vores hjerner er mere påvirkelige mens de stadig er under den største grad af udvikling. Derfor er børns hjerner meget lettere at påvirke end hjerner hos voksne der har haft årtier til at danne sig en personlig moral, smag, referenceramme, empati, osv.
Med denne viden in mente er det ikke svært at gennemskue hvorfor barndommen er den klart foretrukne periode at indoktrinere og rekruttere nye medlemmer til en manipulerende, totalitær kult. Dem der har den allerstørste chance for at plante alle tænkelige og utænkelige idéer i et barns hjerne er naturligvis forældrene, som har en helt unik mulighed for – helt fra barnets tidligste stadier – at plante irrationelle idéer og holdninger helt uden hold i virkelighed eller logik i barnets grundlæggende struktur af moral, etik, tanker, verdensanskuelse, menneskeopfattelse — helt uden modstand fra det lille barn der altid vil have paraderne nede over for dem de stoler allermest på. Mor og far.
Jesse Berings eksperimenter
Den amerikanske psykolog Jesse Michael Bering, startede sin karriere som professor i psykologi på Arkansas Universitet, og blev senere leder af Institute of Cognition and Culture på Queens University i Belfast. Han ville eftervise tesen om at børn gennem evolutionen har fået en indbygget tro på usynlige, overnaturlige væsener der betragter dem. For at eftervise denne tese etablerede han et eksperiment hvor han tog to tilfældigt fordelte grupper af børn i alderen 5-7 år, som han satte til at spille et spil som han og en kollega havde udviklet. Til at starte med fulgte de voksne psykologer med i spillets gang, og det var naturligvis en præmis at man ikke måtte snyde. Men på et tidspunkt forlader Bering og hans kollega lokalet, men de skjulte kameraer de havde opsat viste at børnene straks de var alene snød så vandet drev.
Nu gentog Bering og hans kollega forsøget med kontrolgruppen, men denne gang fortalte man at der var et spøgelse i rummet som var et rart og venligt spøgelse der ikke gjorde dem noget ondt, men som hele tiden kunne se dem. Igen startede psykologerne med at overse spillets gang i nogle minutter og da de var sikre på at alle havde forstået spillereglerne forlod de lokalet. Det forundelige som skete var, at næsten alle børnene havde givet udtryk for at de ikke troede på spøgelser, men alligevel var der ingen i kontrolgruppen der snød, men alle spillede fuldstændig efter de foreskrevne regler selvom de voksne havde forladt lokalet.
Forsøget har været gentaget mange gange siden i forskellige opsætninger, og resultatet har altid været det samme, og forskningsresultaterne er entydige. Noget andet der viste sig interessant – og som fik forskerne til at konkludere at denne tilstand stammede fra en evolutionær udvikling i menneskehjernen – var at dette fænomen er helt uden sammenhæng med hvilken kultur eller verdensdel du er opvokset i. I alle kulturer har børn en særlig overbevisning om eksistensen af fantasivæsener, og i vores del af verden har det f.eks. været brugt af voksne til at overbevise børn om eksistensen af Julemanden, Tandfeen, Nisser, osv. Det fine ved denne egenskab er at den rationelle hjerne som oftest vinder over denne medfødte funktion i hjernen, og man bekymres kun såfremt denne overbevisning ikke langsomt forsvinder når barnet når afslutningen af sin præpubertære fase i 10-12 års alderen. Alle med ekspertise på feltet har kunnet konstatere, at evolutionen har præget os, så vi fødes med en overbevisning om at nogen eller noget holder øje med os, og at der findes overnaturlige væsener.
Selvom denne overbevisning for de fleste forsvinder i 10-12 års alderen fordi det også er på det tidspunkt at kvaliteter som skepsis, rationel tænkning og kritisk sans tager form i sindet, så forsvinder den ikke helt. Man har nemlig gentaget Beringers eksperiment med voksne mennesker, men i en lidt anden udformning. Her opdelte man igen mennesker i to lige store grupper, men denne gang bad man deltagerne komme ind i rummet én for én så de var alene under øvelsen. I rummet stod der også en gammel lænestol, og hvorfor det var vigtigt vender vi tilbage til om et øjeblik.
Øvelsen man bad deltagerne gennemføre, bestod i en vanskelig motorisk øvelse hvor de skulle gennemføre en snæver bane, hvor de ikke måtte komme i berøring med nogle af de mange metalgenstande der var opsat, og samtidig registrerede et apparat automatisk når de lavede fejl, og signalerede dette ved at en pære lyste op og der kom en brummetone, hvorefter de skulle starte helt forfra. At de skulle starte forfra hver gang de lavede en fejl – uanset hvor tæt de var på målstregen – var et bevidst indbygget irritationsmoment. Hver gang deltageren lavede en fejl og kom til at berøre en af de opstillede metalforhindringer sluttedes en kontakt og alarmen lød og forsøgslederen trykkede på et tælleapparat der sammentalte antallet af fejl personen lavede og bad vedkommende starte forfra. Men på et tidspunkt undskylder forsøgslederen sig fordi han pludselig bliver “tilkaldt til noget vigtigt”, og beder derfor forsøgspersonen om blot at fortsætte, men selv holde regnskab med antallet af fejl og starte forfra hver gang de lavede en fejl. Til at starte med registrerer deltagerne pligtskyldigt deres fejl, men efterhånden begynder de at snyde og de registrerer kun en mindre andel af deres fejl på tælleapparatet, og i stedet for at starte forfra med øvelsen fortsætter de, så de kan blive færdige. Ingen af deltagerne ved naturligvis at de bliver optaget med skjult kamera.
Herefter gentager man eksperimentet med det andet hold deltagere, som er fuldstændig lige så repræsentativ for den almene befolkning som første gruppe. Men man tilføjer dog en lille men vigtig detalje. Som om det blot er en lille morsom anekdote fortæller forsøgslederen – inden forsøget starter – hver enkelt deltager der kommer ind, at de faktisk også er i gang med et andet sjovt videnskabeligt eksperiment om clairvoyance, og i den forbindelse har de fået fat i en gammel lænestol der har stået i en gammel villa hos en kvinde der var et åndemedium, og der gik en gammel historie om at hun angiveligt stadig sad i stolen og spøgte mens hun kiggede på alle omkring sig. Forsøgslederen gjorde bevidst et nummer ud af at grine lidt af historien, mens han understregede at det selvfølgelig bare var en gammel “røverhistorie” og at der selvfølgelig ikke sad et spøgelse i den lænestol som “tilfældigvis” stod opmagasineret i det lokale hvor forsøget også foregik. Til at starte med gik det præcis som hos de øvrige deltagere, men da forsøgslederen bliver kontaktet og “tilkaldt til noget vigtigt” og beder deltagerne om selv at holde regnskab med deres fejl, sker det forunderlige. Deltagerne forbliver fuldstændig tro mod konceptet, og hver gang de laver fejl registrerer de pligtskyldigt deres fejl og starter forfra.
Bagefter kommer forsøgslederen ind og fortæller at det første hold har fået en markant bedre score med meget færre fejl end den anden kontrolgruppe. Dette finder forsøgspersonerne meget besynderligt, for gruppe 2 kunne ikke forstå at de skulle have så meget dårligere motorik end deltagerne i gruppe 1, indtil forsøgslederen viser optagelserne af hvor “umoralsk” hver enkelt deltager i gruppe 1 har opført sig efter forsøgslederen bad dem om selv at holde regnskab med deres fejl.
Forsøget viste at man stadig kan fremmane et handlemønster – selv i voksne mennesker – hvor dem der har fået at vide at nogen eller noget “holder øje” med dem, er langt mindre tilbøjelige til at gøre noget “ulovligt” eller “uetisk”.
Tidligere har mange troende brugt det faktum, at mellem 90 og 95 procent af verdens befolkning tror på en eller anden form for højerestående metafysisk eksistent, som et “bevis” på at der skulle findes en guddom – uanset om denne kaldes Gud, Allah, Yahweh, Jehova, eller andre navne – for – som de fejlagtigt argumenterer – “hvorfor skulle denne opfattelse ellers være så udbredt?”. Med disse forsøg har forskerne kommet frem til svaret som er, at det rent evolutionsmæssigt betragtet har været en stor fordel for menneskets udvikling, at vi har bildt os ind at nogen altid holder øje med hvad vi foretager os. Det har nemlig betydet at vi ikke bare handlede fuldstændig dyrisk og gjorde nøjagtig hvad vores opportunistiske og begærlige sind fristede os til at gøre, som f.eks. at slå en mand ihjel for at stjæle hans kone, hans mark, hans kreaturer, hans bolig, hans madforråd, osv. I det øjeblik at mennesket har en indbygget overbevisning om at en usynlig og magtfuld eksistens – som kan påvirke deres liv i positiv eller negativ retning – holder øje med dem, lægger det også en naturlig dæmper på uhæmmede umoralske beslutninger, og på den måde har evolutionen bevaret den overvejende del af menneskeracen der i højest mulig grad besidder denne hjernefunktion. Dermed har videnskaben også for længst sprængt det falske “bevis” for Guds eksistens (altså argumentet om at fordi et markant flertal i verden tror på en guddom må dette være bevis på eksistensen af en sådan metafysisk, guddommelig eksistens) i stumper og stykker. Det er et uvidenskabeligt og uredeligt argument. I sandhedens tjeneste skal det dog siges at det eneste videnskaben har gjort er at undergrave argumentet for at andelen af mennesker der tror på guds eksistens alene er et bevis for dette, men det har heller ikke bevist det modsatte (altså at der ikke findes en guddommelig eksistens). Blot at det specifikke argument er et uredeligt falsum. Men til gengæld er det også vigtigt at holde sig for øje, at bevisbyrden ligger hos den der fremkommer med påstanden. Det er ikke videnskabens opgave at påvise, at Gud ikke eksisterer. Det er vigtigt i denne forbindelse vigtigt, at man altid holder sig 2 ting for øje:
- Påstanden om eksistensen af en alvidende, almægtig, allestedsnærværende, guddom, er en meget stor påstand, og store påstande kræver store beviser.
- Enhver påstands bevisbyrde påhviler postulatets ophav.
Når noget bliver implementeret meget tidligt i et menneskes hjerne, har disse idéer en meget høj chance for at blive kerneværdier i dette menneskes samlede verdensbillede, bundet til en række af andre idéer der kan styrke disse grundtanker, herunder stærke følelser af fælles identitet på en række områder som, familie, kultur, nationalitet, politik og religion. Hvis man senere i livet bliver udfordret på én af de grundlæggende værdier som blev implementeret på et meget tidligt tidspunkt i livet, vil det, ligesom et jordskælv, skabe vidtrækkende rystelser i alle disse andre netværk af idéer og overbevisninger som er tilføjet som et kæmpe spind udenpå denne grundidé.
Med voksne som allerede har udviklet et omfattende kognitivt netværk af idéer er det langtfra så nemt. Her vil grupper der prøver at indoktrinere et voksent menneske oftere støde på et fjendtligt og forudindtaget værdisæt i den voksne person. Det er derfor heller ikke noget tilfælde at manipulerende kulter forsøger at opnå dette mål ved at få voksne til at efterligne nogle af barnets karaktertræk for at gøre dem mere viljeløse og mindre modstandsdygtige overfor manipulationen. Det oplevede jeg selv som medlem af en pseudo-kristen kult, hvor man gentagne gange fortalte alle at de skulle være “som børn”, der troede betingelsesløst på Jehova og hans søn Jesus Kristus, hvilket i et scenarie hvor der intet bevis kunne føres for Jehova i virkeligheden betød “at stole på og gøre sig afhængig af de mennesker der hævdede at repræsentere Jehova.” Og man krydrede endda denne opfordring med en lille skjult trussel, som understregede at hvis vi ikke opførte os på denne barnelignende måde, så havde vi intet håb om frelse.
I samme åndedrag tilføjede man skriftsteder som: “Vær ikke vís i dine egne øjne.” (Ord. 3:5) og “Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand.” (Ord. 3:7)
Budskabet i sådanne udsagn kunne praktisk talt ikke være mere klare: Uanset hvor eller hvornår dine idéer er i konflikt med dem som gruppen forkynder, er det dine idéer der må tilpasses. Mennesker der underkaster sig denne idé (eller ideologi), kan nu langt nemmere få ændret omfattende dele af deres kognitive netværk af tanker og normer, uden at gøre den store modstand — præcis som et barn.
Men for Jehovas Vidner som for alle andre af verdens kulter er de voksne rekrutter blot en lille bonus, fordi de er garanteret et løbende tilskud af “ægte” børn, som kan formes og manipuleres til at acceptere gruppens tanker af dem der har accepteret dem i generationer før dem, og det er tydeligt for enhver at det også er en mekanisme som den nuværende ledelse i Vagttårnssekten har opdaget. Det fremgår med al tydelighed at børn er kilden til deres fortsatte vækst, og at de tilskyndes til at blive døbt tidligere og tidligere. (Jfr. min egen oplevelse beskrevet længere oppe.)
Men mens grupper der baserer deres stigende medlemstal på biologisk vækst, må grupper der fortrinsvis henvender sig til voksne med det formål at rekruttere nye disciple, manipulere den kognitive dissonans i individet på mere underfundige måder. Som lovet tidligere ville vi vende tilbage til Jans historie.
Det gør vi i del 9 (tryk NÆSTE »)
Jeg er selv gået i gang med at lave et site, der sammenligner klassisk kristendom med Jehovas vidner.
Jeg vil meget gerne have kommentarer på det, hvis der noget i analysen i Jehovas vidners teologi I mener jeg skildre forkert
site: https://vagttårnet.dk
Christian
Kære Christian,
Beklager – der har været en fejl på min server så mails blev omdirrigeret til en forkert adresse, så jeg ikke fik opdateringer hvis der kom kommentarer på artikler.
Jeg kan se du har skrevet for 10 måneder siden, men du er velkommen til at skrive til mig på admin@jvinfo.nu såfremt du stadig har et ønske om at jeg ser på nogle af de accentueringer der findes mellem JV og konventionel kristendom – og her vil jeg nok føle mig på sikrest grund såfremt vi taler den Luthersk/Protestantiske kristendom, da det er her jeg kender flest kilder der kan hjælpe mig med at verificere min forståelse af konventionel kristendom, såfremt der er spidsfindige detaljer jeg ikke er bevidst om.
(Som eksempel kan jeg nævne at jeg havde glemt at “gendåb” i konventionel kristendom er en synd, og i et spørgsmål om JV betragter gendåb som en synd, fik jeg sagt at de ikke praktiserer “gendåb” og derfor ikke har udtalt sig om dette, men det er jo faktuelt forkert da de jo døber masser der tidliger har været medlemmer af andre kristne trossamfund, og dermed forbryder sig mod troen om at “gendåb” er en synd set med konventionelle kristne briller).
Endelig skal jeg understrege at det aldrig vil kunne blive en holdningsdebat for mig, men alene en faktuel da jeg personligt er ateist. Men det ændrer ikke ved min interesse for kirke- og religionshistorie så derfor har jeg visse kvalifikationer til at give faktuelle svar på dine spørgsmål vedr. accentueringer, og jeg ser gerne på din hjemmeside hvis det stadig har interesse.
Lad mig høre på admin@jvinfo.nu hvis du stadig er interesseret i min kommentar.
Rigtig glædelig Jul
Bedste hilsener
Beninu Andersen, ansv. red.