HVEM TROR PÅ NOGET SÅ TÅBELIGT?

— Del 8: Kognitiv dissonans i Jehovas Vidner

De to fænomener der har udviklet sig særlig mærkbart i Vagttårns-kulten i de seneste årtier er:

1. En stadig skrappere kurs overfor ikke-troende, og ikke – som tidligere – blot “udstødte” eller “frafaldne” – men nu omfatter gruppen man skal undgå også familiemedlemmer, som blot ikke har valgt at være Jehovas Vidner.
2. Et stadigt voksende pres på yngre og yngre børn af Jehovas Vidner for at få dem til at lade sig døbe så tidligt som muligt, hvorved de sidder i “udstødelses-fælden”, som er kilden til udvikling af den lange løbebane af Kognitiv dissonans der fastholder dig i en gruppe du måske inderst inde har fortrudt at du blev medlem af, men som du nu bliver nødt til at forsvare overfor både dig selv og andre.

Når Jehovas Vidner oplever den kognitive dissonans?

Tidligere så vi på hvordan vi kunne have en overbevisning om at alle mennesker i en bestemt gruppe er onde mennesker. Denne opfattelse har vi måske endda fået fra alle de mennesker vi omgås i vores daglige liv, måske endda de eneste mennesker vi holder os til. Det er et fællestræk som mange der har tilhørt Jehovas Vidners kult kan nikke genkendende til. Jehovas Vidner opdrages til – så vidt det overhovedet er muligt – at undgå ikke-troende, og i ganske særlig grad den helt specielle gruppe af ikke-troende som engang har været en del af Jehovas Vidner. Apostaterne. De “frafaldne”. Hele vores liv har vi ikke lært andet end at personer der ikke er troende eller især dem der er “frafaldne” er syge, vildledte og onde. De har endda fra en ganske ung alder fået overbevist os om, at vi skal opføre os hadefuldt overfor medlemmer af disse udenforstående grupper af mennesker.

1: I forbindelse med den stadigt skrappere kurs over for ikke-troende

Men hvis vi så pludselig en dag – ad den ene eller anden vej – opdager, at personer fra den gruppe mennesker vi altid har lært er onde, slet ikke er onde alligevel? Det kan ske på nogle helt banale måder, som at vi en dag opdager at den nabo der så ofte er så flink at rydde vores indkørsel for sne når han alligevel rydder sin egen tidligt om morgenen, viser sig at være et udstødt Jehovas Vidne. Det kan også være at en person har ydet os livreddende førstehjælp den dag da vi faldt om på gaden med hjertestop. Den dag vi vil opsøge vedkommende med en buket blomster eller en takkekurv, viser vedkommende sig at være et medlem der har afskrevet sig selv som Jehovas Vidne for år tilbage.

Så står vi pludselig overfor nogle meget ubehagelige psykologiske erkendelser. Vi har måske selv behandlet personer der har forladt sekten ubehageligt, som om de var “syge i sindet”, onde af natur, svigefulde, hadefulde, bedrageriske, m.m. og vi har kontant afsværget deres venskab og ladet som om de var luft når vi mødte dem. Det fører først til at vi, helt naturligt, også må erkende at hele vores fællesskab – som vi har knyttet os til gennem et helt liv enten har taget fejl eller – hvad der er merer sandsynligt – har løjet om denne gruppe af mennesker der har valgt ikke længere at tilhøre samme trossamfund som os selv.

Dette vil give nogle frygtelige følelser af manglende tillid, loyalitet og troværdighed i forhold til den gruppe du hele tiden har haft tillid til. Og lige præcis disse følelser er så afgørende for at et menneske føler sig godt tilpas og føler kognitiv konsonans.

Tillid. Loyalitet. Troværdighed.

For det andet skal vi nu til at erkende at vores egen hadefulde opførsel var urimelig, ubegrundet og endda direkte ondskabsfuld. Det kan få meget alvorlig betydning for vores egen selvopfattelse. For nu skal vi til at erkende at vi enten allerede har eller skal til at afvise en person vi ellers betragter eller betragtede som en god ven, kollega, nabo, osv. Det skaber en voldsom konflikt i os selv fordi vi grundlæggende betragter os selv som gode, rare, favnende og venlige mennesker. Men nu er du pludselig et menneske der mishandler andre mennesker. Det skaber en udtalt grad af Kognitiv dissonans i dit sind, fordi dit selvbillede bliver knust som et spejl der før reflekterede dig selv sådan som du troede du “så ud”.

For det tredje risikerer vi nu pludselig selv at blive behandlet som vi behandlede dem vores eget bagland betragter som onde, svigefulde og bagstræberiske, hvis vi f.eks. begynder at forsvare disse mennesker, eller blot give udtryk for et nuanceret syn på denne gruppe, hvilket vil bore direkte i vores frygt for manglende tryghed og sikkerhed. Det er ikke alene skræmmende fordi vi alle har brug for at føle os sikre og trygge, problemet bliver større end som så fordi vi nu står med ny tilføjet viden som ikke bare kan viskes ud.

Alle disse realiteter forekommer ekstremt truende, og det forklarer hvorfor der er så få Jehovas Vidner – begavede, såvel som naive – der har svært ved at tage skridtet ud på den tynde is af erkendelser, som dem jeg har beskrevet ovenfor. Men vi kan få hele den truende følelse til at gå væk, hvis bare vi dog kan finde en måde at overbevise os selv om at vi har ret i at mennesker i den udenforstående gruppe (før kaldet Gruppe A, men som lige så godt kunne hedde “de ikke-troende”, “apostaterne” eller “de frafaldne”), virkelig er onde mennesker. Så til sidst ender vi måske med alligevel at vende ryggen til vores ven og omfavne kulten, blot for at bevare vores fejlagtige overbevisning. Og hver eneste gang vi vælger denne udvej, gør vi det sværere og sværere for os selv at indrømme vores fejltagelse engang i fremtiden. Men 99 ud af 100 vælger denne – udefra sete ulogiske – løsning på vores problem, men vi har også for evigt skadet vores selvbillede en smule, for vi som mennesker, vil også gerne se os selv som modige, og det at vi ikke turde stå op for en ven fordi den gruppe der gav os tryghed fortalte os at vi skulle afvise ham, rykkede ved vores billede af os selv som modige mennesker der er i stand til at træffe den moralsk rigtige beslutning, også selvom omverden prøver at få os til noget andet.

Dette forklarer forhåbentlig også det som så mange udenforstående bare ikke kan forstå, nemlig at det ikke virker at udfordre menneskers overbevisning eller tro med konkrete beviser. Faktisk resulterer det i det der er kendt som “bagslags-effekten” fordi denne metode fremkalder den respons som beskrives ovenfor, og til syvende og sidst er slutresultatet kun at man er med til at forstærke en allerede vanvittig overbevisning.

Man kan ikke få overbeviste
kultmedlemmer til at vågne op
ved at præsentere dem for fakta
der beviser at de tager fejl.
Oftest vil resultatet i stedet være at
de rent faktisk bliver styrket i deres
ekstremistiske overbevisninger.

“Bagslags-effekten”

Jeg kan ikke lade være med at tænke på den gamle “ældstebroder” i den menighed af Jehovas Vidner jeg tilhørte til sidst og som var patriarken for en familie der var relativt kendt i lokalområdet. Han havde både sønner og børnebørn der også var ældste, og som til syvende og sidst var medlemmer af Vagttårns-kulten som følge af de valg han havde truffet. Han benyttede enhver lejlighed hvor der var “spørgsmål og svar”-drøftelser^[1] på mødet til at række hånden op og indflette følgende kommentar i sit svar: “Da jeg blev Jehovas Vidne for over 60 år siden fortalte man mig at Harmagedon var lige om hjørnet. Der var bare ingen der fortalte mig at det var hjørnet af Rundetårn!“. Det var en mand der nu havde passeret de 80, og som 20-årig havde troet at der måske kun var få år eller endda måneder til Harmagedon. Og hver gang han har måttet indse ubehagelige realiteter om sin egen tro, har han valgt trygheden – den løsning der mindskede hans kognitive dissonans – og efter at have gentaget denne procedure gennem 60 år, har han nu gjort det så svært for sig selv at træffe andre valg, fordi bjerget af indrømmelser der nu skal gøres har vokset sig uoverstigeligt stort. Det der er vigtigt ved denne lille beretning er, at der igen er tale om fænomener der opstår i alle mennesker uanset graden af deres intellekt.

2: I forbindelse med tilskyndelsen til, i en stadig yngre alder, at forpligte sig for livet

To ting vi ved med sikkerhed om vores hjerner er:

1. Selvom man ofte i forsøget på at forklare hvordan hjernen virker, sammenligner den med en meget avanceret computer, er det ikke et godt billede. Vores hjerner er ikke objektive logiske maskiner der virker ligesom computere der på baggrund af de samme input hver gang giver de samme output. Vores hjerner er snarere som et stort sammensurium af idéer og tanker, og hjernen stræber ikke efter sandhed, men efter intern konsistens eller overensstemmelse. Hvilket bringer os til punkt 2.
2. Vores hjerner er mere påvirkelige mens de stadig er under den største grad af udvikling. Derfor er børns hjerner meget lettere at påvirke end hjerner hos voksne der har haft årtier til at danne sig en personlig moral, smag, referenceramme, empati, osv.

Med denne viden in mente er det ikke svært at gennemskue hvorfor barndommen er den klart foretrukne periode at indoktrinere og rekruttere nye medlemmer til en manipulerende, totalitær kult. Dem der har den allerstørste chance for at plante alle tænkelige og utænkelige idéer i et barns hjerne er naturligvis forældrene, som har en helt unik mulighed for – helt fra barnets tidligste stadier – at plante irrationelle idéer og holdninger helt uden hold i virkelighed eller logik i barnets grundlæggende struktur af moral, etik, tanker, verdensanskuelse, menneskeopfattelse — helt uden modstand fra det lille barn der altid vil have paraderne nede over for dem de stoler allermest på. Mor og far.

---

Når noget bliver implementeret meget tidligt i et menneskes hjerne, har disse idéer en meget høj chance for at blive kerneværdier i dette menneskes samlede verdensbillede, bundet til en række af andre idéer der kan styrke disse grundtanker, herunder stærke følelser af fælles identitet på en række områder som, familie, kultur, nationalitet, politik og religion. Hvis man senere i livet bliver udfordret på én af de grundlæggende værdier som blev implementeret på et meget tidligt tidspunkt i livet, vil det, ligesom et jordskælv, skabe vidtrækkende rystelser i alle disse andre netværk af idéer og overbevisninger som er tilføjet som et kæmpe spind udenpå denne grundidé.

»Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.«

Mattæus 18:3

Med voksne som allerede har udviklet et omfattende kognitivt netværk af idéer er det langtfra så nemt. Her vil grupper der prøver at indoktrinere et voksent menneske oftere støde på et fjendtligt og forudindtaget værdisæt i den voksne person. Det er derfor heller ikke noget tilfælde at manipulerende kulter forsøger at opnå dette mål ved at få voksne til at efterligne nogle af barnets karaktertræk for at gøre dem mere viljeløse og mindre modstandsdygtige overfor manipulationen. Det oplevede jeg selv som medlem af en pseudo-kristen kult, hvor man gentagne gange fortalte alle at de skulle være “som børn”, der troede betingelsesløst på Jehova og hans søn Jesus Kristus, hvilket i et scenarie hvor der intet bevis kunne føres for Jehova i virkeligheden betød “at stole på og gøre sig afhængig af de mennesker der hævdede at repræsentere Jehova.” Og man krydrede endda denne opfordring med en lille skjult trussel, som understregede at hvis vi ikke opførte os på denne barnelignende måde, så havde vi intet håb om frelse.

I samme åndedrag tilføjede man skriftsteder som: “Vær ikke vís i dine egne øjne.” (Ord. 3:5) og “Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand.” (Ord. 3:7)

Budskabet i sådanne udsagn kunne praktisk talt ikke være mere klare: Uanset hvor eller hvornår dine idéer er i konflikt med dem som gruppen forkynder, er det dine idéer der må tilpasses. Mennesker der underkaster sig denne idé (eller ideologi), kan nu langt nemmere få ændret omfattende dele af deres kognitive netværk af tanker og normer, uden at gøre den store modstand — præcis som et barn.

Men for Jehovas Vidner som for alle andre af verdens kulter er de voksne rekrutter blot en lille bonus, fordi de er garanteret et løbende tilskud af “ægte” børn, som kan formes og manipuleres til at acceptere gruppens tanker af dem der har accepteret dem i generationer før dem, og det er tydeligt for enhver at det også er en mekanisme som den nuværende ledelse i Vagttårnssekten har opdaget. Det fremgår med al tydelighed at børn er kilden til deres fortsatte vækst, og at de tilskyndes til at blive døbt tidligere og tidligere. (Jfr. min egen oplevelse beskrevet længere oppe.)

Men mens grupper der baserer deres stigende medlemstal på biologisk vækst, må grupper der fortrinsvis henvender sig til voksne med det formål at rekruttere nye disciple, manipulere den kognitive dissonans i individet på mere underfundige måder. Som lovet tidligere ville vi vende tilbage til Jans historie.

Det gør vi i del 9 (tryk NÆSTE »)

---