HVEM TROR PÅ NOGET SÅ TÅBELIGT?

— Del 7: Teorien om Kognitiv dissonans tager form

Dr. Festingers beskrivelse af Kognitiv dissonans, er unægteligt også en beskrivelse af et af de vigtigste redskaber i enhver manipulerende kults værktøjskasse. Det bruges ikke alene til at fastholde nuværende medlemmer under fortsat påvirkning fra gruppen, men også til aktivt at rekruttere nye medlemmer.

Festingers teori fastslår at mennesker søger at opnå den højest mulige grad af konsistens mellem vores kognitioner,^[1] og når vi oplever en inkonsistens eller uoverensstemmelse mellem vores kognitioner vil vi opleve psykisk ubehag – som endda sommetider manifesterer sig som fysisk utilpashed – som motiverer os til at mindske denne følelse af inkonsistens eller uoverensstemmelse.

Men hvordan ser dissonans ud i praksis?

Det klassiske eksempel der oftest bruges er rygning. Ligesom mange spørger sig selv, hvordan det dog kan være at godt begavede mennesker med en sund portion skepsis og god analytisk sans kan falde for Jehovas Vidners dogmer, er der også mange der spørger sig selv hvordan det kan være at man stadig kan opleve en organkirurg der lige har været igennem en lang, stressende og udmattende operation hvor han har fjernet en kræftramt lunge fra en ryger, hvorefter man ser samme kirurg sætte sig ud på bænken udenfor og tage en cigaret for at stresse af. Hverken læger eller sygeplejersker hører til blandt de mindst rygende faggrupper — hvilket man måske ellers ville være tilbøjelig til at tro. Og svaret finder vi stadig i den kognitive dissonans.

”Når der opstår en konflikt mellem handlinger og holdninger, er det i 99% af tilfældene holdningerne der bliver tilpasset, mens handlingerne forbliver uændrede.“

Leon Festinger

Som vi har lært er den kognitive dissonans det ubehag der opstår i hjernen (eller sindet) når der er en umiddelbar uoverensstemmelse mellem to kognitioner. Det kunne være kognitioner som vores holdninger og vores handlinger. Når vi gør noget vi udmærket er klar over strider mod vores viden eller fornuft, men alligevel fortsætter handlingen opstår der Kognitiv dissonans, og en af de meget vigtige ting som Leon Festinger – og andre forskere efter ham – konstaterede var, at når der var uoverensstemmelse mellem holdninger og handlinger, så er det i 99 ud af 100 tilfælde holdningerne der gives køb på, mens det er handlingerne der får lov til at overleve. Hvis vi skulle omsætte denne observation i praksis kan vi skematisere den ved at forblive i eksemplet med den føromtalte læge, som dagligt er vidne til skadevirkningerne af rygning og ser hvordan mennesker er ved at dø af denne uvane, men alligevel selv fortsætter med at ryge. I forsimplet form ser forløbet omkring lindring af den kognitive dissonans hos lægen sådan sådan ud.

Leon Festinger forklarer at kognitioner kan være både handlinger, holdninger, viden, forståelse, tanker, overbevisninger, idéer, forestillinger, osv., men for at forblive tro mod Festingers citat om at holdninger næsten altid vinder over handlinger når disse er i konflikt, så vælger vi at benytte de samme to ord i illustrationen herover, men i princippet kan du erstatte ordet holdninger med ord som “viden”, “kundskab”, “vished”, “indsigt”, “overbevisning”, “forståelse”, “erfaring”, osv..

Holdningen (eller “den aktuelle viden”) er: “Rygning er skadeligt”. Handlingen er derimod: “Jeg ryger cigaretter”. Dette er en handling og en holdning der er i direkte konflikt med hinanden og derfor opstår der i sindet en kognitiv dissonans. Den kan – som det fremgår af ovenstående – løses på to måder:

Enten ændrer man holdning eller også ændrer man på sin handling. I skemaet er givet et eksempel på tilpasning af handlingen, som kunne være: “Jeg er klar over at rygning er skadeligt” ergo “Jeg stopper med at ryge”. På den måde tilpasser man sin handling så den er i overensstemmelse med ens holdning (altså hvad man allerede er klar over er sundt og rigtigt), og dermed har man lindret den kognitive dissonans ved at skabe overensstemmelse mellem det lægen godt ved er sandt (“holdningen”) og det lægen bør gøre (“handlingen”), som er at stoppe med at ryge.

Men som Festingers studier gang på gang viste ham, var det desværre uhyre sjældent den løsning psyken er tilbøjelig til at vælge, så i stedet for at ændre sin handling, så tilpasser lægen sin holdning, med argumenter som: “Videnskaben har heller ikke svar på alt.”, “Man har ikke definitivt påvist rygningens skadevirkninger.”, “I min familie har vi gode gener. Min far røg cerutter fra han var 12 år, og han blev 90 år gammel”, og på den måde får lægen tilpasset sine holdninger så de ikke længere er i konflikt med sine handlinger, og på denne måde dulmes ubehaget ved den kognitive dissonans også.

Uanset om man bringer holdningerne i overensstemmelse med handlingerne eller omvendt, så er begge løsninger en måde hvorpå vi søger at lindre den kognitive dissonans ved at opnå konsistens i psyken — det man også kalder kognitiv konsonans. Men som vi også kan se, så er der ofte både en sund og en usund måde at lindre den kognitive dissonans på, og desværre er vi som mennesker stadig ikke nået længere i vores udvikling end at vores psyke oftest overbeviser os om at tilpasse vores holdninger i stedet for at tilrette vores handlinger. Men lad os tage denne omsætning af teori til praksis et skridt videre, så vi måske i endnu højere grad vil kunne genkende den kult vi muligvis selv engang var medlem af.

---

Når gode venner bliver “onde”

Vi har fra andre – måske vores forældre – altid fået at vide at personer der tilhører en bestemt gruppe (vi kalder den for nemheds skyld bare “Gruppe A”) er onde mennesker. Men en dag kommer en rigtig god ven, som vi altid har betragtet som et godt menneske og fortæller at han er medlem af Gruppe A. Dette afstedkommer “dissonans” fordi denne nye erfaring er i modsætning til vores indgroede overbevisning om mennesker i Gruppe A.

Festingers teori siger at oplevelse af “kognitiv dissonans” vil få os som mennesker til at tage forskellige metoder i brug som kan reducere denne “dissonans”, for at mindske det psykiske ubehag som den kognitive dissonans medfører.^[2] Det kan vi gøre på flere måder:

Hvis vores overbevisning om at alle mennesker i Gruppe A er onde mennesker, ikke er en overbevisning der fylder voldsomt meget i vores daglige liv og vi måske ikke tillægger den særlig stor relevans, eller i det mindste ikke finder den af lige så stor vigtighed som vores forhold til vores ven, kan vi vælge:

Metode 1: Tilpasning af vores opfattelse. Vi kan f.eks. vælge at ændre vores opfattelse fra “Alle mennesker i Gruppe A er onde mennesker” til “Det er ikke alle mennesker i Gruppe A der er onde.”

Hvis vores overbevisning om at mennesker i Gruppe A alle er onde har lige så stor betydning for os som vores venskab, kan vi i stedet vælge:

Metode 2: Benægtelse. Vi nægter måske at tro på at vores ven er et fuldgyldigt medlem af Gruppe A, for på den måde at give vores ven en undtagelsesstatus, fordi han/hun “ikke er som alle de andre i Gruppe A”.

Hvis vi på den anden side tillægger vores overbevisning om at mennesker i Gruppe A alle er onde, større vigtighed end vores forhold til vores gode ven, kan vi i stedet vælge:

Metode 3: Bekræftelse. I denne metode vil vi bruge vores forudindtagethed til at sortere informationerne og vælge de informationer der bekræfter vores overbevisning og ignorere de informationer der modsiger den. Nu vil alle fejl i vores vens adfærd eller holdninger kunne bruges imod ham eller hende, mens alle de gode sider vi normalt påskønnede hos vores ven ignoreres.

Festinger og hans kolleger opdagede, at mennesker, når vi først vi har oplevet kognitiv dissonans, vil være tilbøjelige til at undgå information eller situationer der kan fremprovokere yderligere dissonans. Hvis f.eks. vi har valgt Metode 2 hvor vi benægter at vores ven er et ægte medlem af Gruppe A, vil vi også være tilbøjelige til at undgå emnet i fremtidige samtaler med vores ven. Eller hvis vi har valgt Metode 3 hvor vi bruger selektiv information til at kategorisere vores (tidligere) ven som et ondt menneske, vil vi ofte skynde os at bryde enhver forbindelse til vores (tidligere) ven så vi undgår at give ham/hende en chance for at forklare sig.

Men undertiden er vores reaktion på kognitiv dissonans så forskruet, at vi bliver fuldstændig “usårlige” overfor yderligere dissonans, hvorved vores behov for at undgå vores ven bliver mindre. Hvis f.eks. vi konstant spejder efter tegn på vores vens ondskab, men ingen tegn kan finde? I stedet bliver vi konstant “konfronteret” med vores vens godhed. Hvordan kan vi så fastholde vores ufravigelige overbevisning om at alle i Gruppe A er onde? Dette åbner op for sindets fjerde løsnings-mulighed:

Metode 4: Redefinering. Sommetider også kaldet “ny indpakning”. Hvis vi fastholder at ingen fra Gruppe A kan være gode mennesker, kan vi give vores oplevelse en “ny indpakning” ved at vælge at se vores vens godhed som noget andet end den giver sig ud for at være. Nu fortæller vi i stedet os selv at vores ven kun foregav at være et godt menneske, og at det hele bare var skuespil — et bedrag! Og er det måske ikke den mest lumske form for ondskab af dem alle? Ondskab der maskerer sig selv som godhed. Og med denne metode har vi nu anbragt vores (tidligere) ven i en umulig situation. Ligegyldigt hvad han/hun gør vil det kunne tolkes som ondskab. Selv vores (tidligere) vens godhed, er nu blevet et direkte bevis på hans/hendes ondskab.

Måske er der allerede nu, nogen der så småt begynder at gennemskue ligheden mellem Festingers arbejde om kognitiv dissonans og disse åbenlyst højt begavede – og dog vedholdende – medlemmer af Jehovas Vidner. Ellers vil det følgende gøre det endnu tydeligere.

---

Aronson & Mills’ optagelsesritualer

Festingers teori om kognitiv dissonans, er så skelsættende at de fleste psykologer nu arbejder videre med Festingers idéer som fundament for deres fortsatte forskning. I 1959 gennemførte to psykologer^[3] – med baggrund i Festingers afhandling om kognitiv dissonans – et eksperiment der skulle vise hvordan kognitiv dissonans kunne udnyttes til at fremkalde positiv respons.

Eksperimentets hensigt var at undersøge proportionaliteten mellem ubehaget ved en optagelsesproces (eller et indvielsesritual) og det efterfølgende forhold til den gruppe man optages i. Måden bestod i at udvælge en gruppe testpersoner hvis antal gav den en diversitet^[4] der gjorde den repræsentativ for den almene befolkning. Man valgte altså ikke mennesker ud fra graden af deres intelligens, sociale status, eller andre kategorier der kunne forvrænge resultatet. Herefter inddelte man testpersonerne i tre hold:

• Hold 1 skulle læse tekster med stærkt pornografisk indhold op for en gruppe af mennesker og bagefter snakke med en tilfældigt udvalgt meddeltager om indholdet i den pornografiske novelle.
• Hold 2 skulle også læse en tekst der omhandlede seksuelle emner, men beskrevet på en ikke-pornografisk måde, men i kliniske termer, der ikke vil genere andre end overdrevent blufærdige mennesker.
• Hold 3 skulle slet ikke læse nogen tekst og slap således helt for et optagelsesritual der kunne opfattes krænkende.

Herefter skulle alle hold lytte til et foredrag om gruppens formål og idéer som var bevidst udformet så det var ekstremt kedsommeligt og ulideligt søvndyssende at høre på. Herefter spurgte man alle personer fra de tre hold, hvad de syntes om gruppens formål og idéer og om det var en gruppe de ville ønske at være en del af.

Og hér kom den spændende overraskelse: De testpersoner der ikke havde været tvunget gennem et ubehageligt optagelsesritual var også dem der fandt gruppen fuldstændig uinteressant og hvor færrest ønskede at høre mere om gruppen endsige blive medlemmer. Det mindst lige så interessante var, at de personer der havde været gennem den absolut mest ubehagelige og krænkende optagelsesproces også var dem der gav udtryk for langt den største interesse for gruppen og som ønskede at blive medlemmer.^[5]

Det som testen påviste var, at dem der følte at de havde måttet investere mest i forbindelse med deres optagelsesritual, også var dem der forsvarede og roste gruppen mest. Konklusionen på eksperimentet var at jo mere man har investeret i sit medlemskab af en gruppe, desto større er graden af viljen til at forsvare denne gruppe for enhver pris.

»Jo mere man har investeret i sit medlemskab af en gruppe
desto større er viljen til at forsvare gruppen for enhver pris.«

Aronson, E., & Mills, J. (1959). The effect of severity of initiation on liking for a group.
The Journal of Abnormal and Social Psychology, 59(2), p. 177–181.

Nu begynder vi at nærme os en forklaring, men vi er langtfra i mål, men vi kan drage en foreløbig konklusion og det er, at jo mere man har investeret jo større er viljen til at skabe kompromiser der kan lindre den kognitive dissonans der opstår når man er medlem af noget der så åbenlyst tydeligt er et falsum.

Men investeringen behøver ikke at være monetær^[6], sådan som den var i tilfældet med Jan, som vi allerede stiftede et indledende bekendtskab med i kapitel 5 (og som vi skal høre mere til i næste kapitel) — en højt begavet mand der havde endt med at lade sig rekruttere af en kult og overladt dem størstedelen af sin opsparing. Det viser det første eksperiment som Dr. Leon Festinger – der fostrede tesen om kognitiv dissonans – selv udførte for at efterprøve sin teori i praksis. Dr. Leon Festinger søsatte et stort eksperiment med 3 kontrolgrupper, som senere slet og ret blev kendt som “Det Kognitive Dissonanseksperiment”.

Det Kognitive Dissonanseksperiment

Efter at Leon Festinger med sine assistenter havde gjort sine observationer af UFO-kulten i 1955 og kommet til en brugbar tese i 1956 var det kun naturligt – med baggrund i dette omfattende feltarbejde – at udforme et videnskabeligt eksperiment som kunne eftervise Festingers postulat. Det blev til det der senere blev kendt som “Det Kognitive Dissonanseksperiment”.

Dr. Festinger allierer sig med en kollega ved navn Dr. Carlsmith. og de udvælger en række studerende som skulle deltage i et forsøg. Forsøget var inddelt i en række trin som bestod af følgende skridt:

• Først skulle en række studerende – én ad gangen – udføre en række afsindigt kedelige opgaver. De var bevidst designet så de indeholdt mange gentagelser og forekom uinteressante. Men formålet med eksperimentet var slet ikke at evaluere disse opgaver, men det var hvad de studerende troede.
• Når en elev forlod testlokalet, bad man denne om at overbevise den næste deltager om at eksperimentet var sjovt og interessant. Det vigtige i denne del var at man kort sagt bad de studerende om at lyve.
• Der var naturligvis en belønning for at lyve, så man tilbød halvdelen af testpersonerne 20 dollars for at overbevise næste deltager om at eksperimentet var sjovt og interessant, mens man kun tilbød den anden halvdel 1 dollar.
• Samtidig fik man en studerende der stod udenfor døren til at fortælle dem der ventede at en af hans venner havde deltaget i eksperimentet i sidste uge, og at det var afsindig kedeligt.
• Men når personerne fra testlokalet kom ud løj de og fortalte at forsøget var både sjovt og interessant. Men det bemærkelsesværdige var at betragte graden af villighed til at fastholde denne løgn, for når dem der stod udenfor sagde at de lige havde fået at vide at det var dødkedeligt, var dem der havde fået 20$ for at lyve langt mere tilbøjelige til at modsige dem med sætninger som: “Nej, nej! Det var et andet eksperiment! Det her er virkelig spændende!” eller “Det passer slet ikke – din ven må bare ikke have forstået det.” Men de personer der kun havde fået 1$ for at lyve var langt mindre overbevisende, og man kunne se at de havde det meget dårligt med at lyve, og de blev endda sommetider tilbøjelige til delvist at give dem ret, der sagde de havde hørt det var kedeligt med sætninger som: “Måske er det ikke det samme for alle.” eller “Så spændende er det måske heller ikke, men det er okay.”

Så forskerne observerede alle testpersonerne, og mens de alle løj for deres medstuderende, var det de kunne konstatere, hvordan testpersonerne gjorde løgn til et berettiget valg. Men det var slet ikke lige nemt for alle, for de havde det vidt forskelligt med at lyve. Det skyldes at der opstod en kognitiv dissonans hos dem der indvilligede i at lyve for kun 1$. De måtte overbevise sig selv om at eksperimentet faktisk var sjovt, for at lindre den interne konflikt det at lyve for deres medstuderende medførte.

Hvorfor? Fordi belønningen ikke var stor nok til, at de havde det godt nok med at lyve. Da de retfærdiggjorde deres handlinger, havde de meget større indre spændinger end gruppen der modtog 20$ for at lyve. Sidstnævnte gruppe var langt mere naturlige og ubekymrede. Løgnekonflikten kunne løses i begge grupper men der var store forskelle af den lindrende effekt. Dem der fik 20$ vidste udmærket at eksperimentet var kedeligt. Men belønningens størrelse gav dem tilstrækkelig retfærdiggørelse til at sige noget andet. Til gengæld var det ikke tilfældet med gruppen der kun fik 1$. I denne gruppe observerede man hvordan forsøgspersonerne prøvede at overbevise sig selv for på den måde at være i stand til at lindre spændingen med en utilstrækkelig belønning. (Her begynder dem af læserne der har været med i en destruktiv kult måske igen at genkende nogle mekanismer, som f.eks. de mekanismer der træder i kraft når forældre skal overbevise sig selv om hvorfor deres barn ikke skal have en livreddende Blodtransfusion.)

Forsøgets sidste fase

Efter at alle havde gennemført testen og bekræftet det forventelige (at selvom alle havde løjet for deres medstuderende så havde dem der blev belønnet med 20$ været langt mere overbevisende end dem der fik 1$), blev de alle inviteret ind til Leon Festinger som spurgte deltagerne om de virkelig syntes at eksperimentet havde været så sjovt som de sagde til deres medstuderende, og her observerer Festinger og hans kollega det mest paradoksale – og således også det mest interessante – ved eksperimentet:

Dem der havde fået 20$ for at lyve sagde helt oprigtigt og ubesværet at de i virkeligheden havde fundet testen afsindigt kedelig og ikke det mindste morsom. Men paradoksalt nok så fastholdt den gruppe der kun havde fået 1$ (altså en belønning der ikke harmonerede med hvad man forlangte af dem), at “testen skam havde været meget interessant og morsom”, og at de ville “være villige til at gøre det igen til hver en tid”.

---

Foreløbig observation — hvad har vi lært?

Vi har nu set forskellige eksempler – både fra det virkelige liv og fra kliniske eksperimenter – som viser at graden af vilje til at forsvare et standpunkt eller den gruppe man tilhører er proportional med størrelsen af den investering vi har måttet ofre for gruppen eller for at overbevise os selv om rigtigheden af en overbevisning.

Som vi så i eksemplet med Jan der på et strategisk tidspunkt – altså, efter han havde investeret store summer penge i deres kurser – blev præsenteret for idéen om klynger af “rum-ånder” der skulle udrenses fra hans sind, kan investeringen der gør det nødvendigt for dig at overbevise dig selv om rigtigheden af det du tror på godt være af monetær^[7] værdi. Men det er langtfra altid nødvendigt. Det viser de andre eksperimenter, og især Leon Festingers løgneforsøg (“Det kognitive dissonanseksperiment”), hvor dem der fik den mindste sum (1$) for at lyve for deres medstuderende, var dem der var mest tilbøjelige til at fastholde en påført overbevisning fordi de i virkeligheden havde investeret mere end dem der havde fået 20$, fordi de havde kompromitteret et af deres grundlæggende moralske pejlemærker – i dette tilfælde at man ikke bør lyve for andre, og slet ikke sine venner – så i virkeligheden havde de måttet investere væsentligt mere (af dem selv), og var af den grund i samme kategori som Jan (der ganske vist havde betalt monetære formuer), der også følte at hans investering var så stor at han måtte fastholde et vanvittigt synspunkt i meget længere tid end hvis han intet havde investeret.

---

Men nu skal det blive interessant at prøve at tage summen af de tre studier og lægge dem sammen til en skabelon, og så ser vi på to taktikker der bliver stadig mere udbredt i Vagttårnsselskabets kult, Jehovas Vidner, og lægger dem oven på skabelonen, så det bliver tydeligere hvordan Vagttårns-kultens metoder og strategier passer med Leon Festingers observationer.

Det gør vi i del 8 (tryk NÆSTE »)

---