HVEM TROR PÅ NOGET SÅ TÅBELIGT?

— Del 5: Hvem forbliver medlemmer af en totalitær kult?

De knap så umiddelbare og indlysende grupper

En lille gruppe af Jehovas Vidner har rent faktisk haft modet til at bevæge sig mod strømmen, og – på trods af advarslerne mod dette – etableret et netværk af venner blandt kolleger, studiekammerater, naboer, m.fl., og er måske endda så heldige at de ikke har familie i sekten. Om dem ville man umiddelbart mene, at det kun ville have begrænsede konsekvenser såfremt de forlod Jehovas Vidner, men alligevel forbliver de i sekten — til trods for at de har gennemskuet manipulationerne og bedraget. Og det er nok dem der giver anledning til den største undren hos dem der aldrig har været medlemmer af en destruktiv kult, så derfor vil vi også ofre netop denne gruppe en særlig opmærksomhed.

Med undersøgelsen af ovennævnte fænomen – mennesker der har gennemskuet bedraget, og som har meget lidt at miste ved at forlade kulten, men alligevel forbliver i den – kommer vi et skridt nærmere den grundlæggende hensigt med denne artikel, som ikke alene et at give læserne et detaljeret indblik i mekanismerne i destruktive højkontrol-kulter som f.eks. Jehovas Vidner, men i lige så høj grad at formulere et opgør med de stereotype opfattelser der ofte ses cirkulere på sociale medier, om de mennesker som lader sig rekruttere af sådanne kulter eller radikaliserede grupper.

De socio-psykologiske årsager

Når nogen vælger at blive i en kult som de har gennemskuet har det ofte de grunde som allerede er nævnt i de foregående kapitler (jfr. del 4), men det har i mindst lige så høj grad relation til det de selv har observeret ske med personer der vælger at trække sig fra “gruppen”, “kirken”, “religionen”, “trosretningen”, “lyset”, “vejen”, “menigheden”, “sandheden” eller hvad sekten nu kalder sig selv. Alene det at betragte de smerter som “frafaldne” skal igennem når de tager skridtet ud af kulten, kan være nok til at afskrække nogen der stadig er medlemmer i så tilstrækkelig grad, at de foretrækker den bekvemme løgn, frem for den ubehagelige sandhed.

Hvad sker der med mennesker der forlader en kult?

Som allerede belyst så er det bemærkelsesværdigt, at antallet af medlemmer der forlader destruktive dommedags-kulter eller pseudo-videnskabelige kulter, trods alt ikke er større. Dette har selvfølgelig at gøre med det som vi allerede har belyst omkring frygten for at blive udstødt, og de umiddelbare følger af denne isolation, men for de mennesker for hvem udstødelse i sig selv ikke kaster dem ud i ensomhed eller tab af familie, stammer frygten også fra den måde hvorpå både kulten og omverden betragter den “frafaldne”.

Tidligere kultmedlemmer – ofte omtalt som “frafaldne” – må ofte kæmpe med vrangbilleder fra to forskellige sider hvoraf det formentlig kun er den første som forekommer umiddelbart indlysende:

Fra kulten som de forlader:

Hvis de prøver så objektivt som muligt at beskrive deres personlige oplevelser med manipulation og bedrag til de medlemmer af deres tidligere kult-gruppe, som de betragter som deres nære venner (og som måske stadig taler med dem fordi de har familiære eller kollegiale relationer, eller fordi de måske endnu ikke officielt er blevet erklæret udstødte), er det som om ordene er blevet kørt gennem en slags “oversættelses-maskine” og det eneste som deres tidligere trosfæller kan høre komme ud af munden på den “frafaldne” er sætninger som fx: “Jeg er rablende vanvittig, sindslidende, dæmonbesat, fortabt, ond, hævngerrig og svag!” — selvom det de tvivlende medlemmer (eller ex-medlemmer) beretter udelukkende er en sober beskrivelse af en række smertefulde oplevelser de selv har haft i kulten.

Men de vrangbilleder de oplever fra anden side kommer mere bag på de fleste, selvom de måske burde være forberedte på det. Men hvis du ikke er, så bliver du det nu, for de skal minsandten også slås med vrangbilleder …

… fra nye venner udenfor kulten:

Men når det tidligere kultmedlem så forsøger at skabe eksterne relationer udenfor kultfællesskabet og på et tidspunkt føler sig tryg nok til at fortælle sine nye venner – der aldrig selv har været i en kult – om sine oplevelser i en diktatorisk, manipulerende, destruktiv og kontrollerende sekt, sker der pudsigt nok nøjagtigt det samme. Det er som om deres fortælling om deres liv i kulten på magisk vis bliver igen bliver “oversat” — denne gang bare til: “Jeg er godtroende og naiv. Jeg ejer ikke kritisk sans og kan ikke tænke en selvstændig tanke! Jeg er enfoldig! Jeg har ingen viljestyrke eller rygrad!”.

Pludselig bliver det meget åbenlyst hvorfor sådanne fanatiske radikaliserede højkontrol-grupper og religiøse dommedagskulter der har perfektioneret kunsten at fordreje virkeligheden, trives så glimrende, når de forkynder et budskab om broderskab og næstekærlighed, samtidig med at de nedgør ikke-medlemmer til en uværdig klasse af undermennesker. Det er de samme kultiske grupper som ofte kendetegnes ved at de:

• Hævder at fremme fred, alt imens de opfører sig barbarisk.
• Fortæller om kærlighed i familien, mens de splitter tusinder af familier ad hvert eneste år.
• Lover frihed og indsigt, mens de påtvinger deres medlemmer kontrol og censur.

Psykologers rolle — positiv og negativ

Utallige psykologer har – med de bedste intentioner – forsket i hvad der gør nogle mennesker særligt modtagelige for rekruttering fra manipulerende kulter. Det har ført til utallige kategoriseringer af mennesker som er “særligt skrøbelige” eller “nemme ofre” der skulle gøre dem lettere at rekruttere. Men denne forståelse af hvad der kan gøre mennesker “særligt modtagelige” for rekruttering indeholder også en skjult fare. Disse forskere peger på at mennesker der let lader sig rekruttere ofte:

• Er ensomme eller kun har svage sociale relationer
• Har dysfunktionelle eller ikke-eksisterende familierelationer
• Gennemlever en personlig krise (som f.eks. dødsfald, skilsmisse, fyring, osv.)
• … og mange andre grunde

Men at psykologer har alle disse “skræddersyede” forklaringer på hvorfor mennesker let lader sig rekruttere, har også en slagside, for det betyder også at mennesker der ikke umiddelbart kan genkende sig selv i de nævnte kategorier, vil føle sig immune overfor rekrutterende kulter – og dét kan blive fatalt! (Det skal vi se belyst om lidt, med en beretning fra virkelighedens verden).

Måske tænker de: “Men jeg har jo stærke familiebånd, og et stærkt socialt netværk, så jeg er immun overfor rekruttering”, men stærke familiebånd og sociale netværk kan også have den stik modsatte effekt. Mange rekrutteres nemlig af familiemedlemmer eller nære venner. Som mange af os der sidder og læser denne artikel, ved vi kun alt for godt at familiebånd kan være de allerfarligste, da det ikke er sjældent at kultmedlemmer er født ind i kulten eller har forældre der blev kult-medlemmer mens de selv var ganske små. Andre har oplevet at de følte en så overvældende kærlig velkomst, første gang de tog med deres ægtefælle til møde i den nye “kirke” som han/hun var begyndt at interessere sig for eller måske endda “studere Bibelen med”.^[1]

Så blot fordi man ikke passer ned i de kasser som psykologer har defineret som de karaktertræk der gør dig særligt modtagelig for rekruttering er det langtfra ensbetydende med at du er immun overfor rekruttering. Det kan man se af en beretning fra det virkelige liv der blev fortalt på en pressekonference om kulter og deres rekrutteringsmetoder:

Mange af os går gennem livet med en overbevisning – eller snarere en illusion – om at vi er i besiddelse af en nærmest klinisk objektivitet, der gør os i stand til at gennemskue bevidste forsøg på at manipulere os, og opfatte virkeligheden præcis som den “virkelig” er, og at vi overvejende træffer rationelle beslutninger.

Men i løbet af de seneste omkring 100 år har sociologer, psykologer og psykiatere for længst sprængt denne illusion i tusinder af stumper og stykker, for er der noget vi som mennesker ikke er, så er det rationelle! Et hav af eksperimenter – nogle mere invasive end andre – har fuldstændig slået benene væk under mennesker der opfattede sig selv som grundlæggende gode, rationelle, fornuftige, empatiske, osv. for pludselig at opdage monsteret i spejlet, som i simulerede miljøer og situationer foretager de mest chokerende og bizarre handlinger og valg, som de aldrig i deres vildeste fantasi havde drømt om at de kunne finde på at tage. Eksperimenterne har overordnet vist, at vi som mennesker besidder en lang række af forudindtagede opfattelser af os selv og verden – inklusiv personerne – omkring os, som forvrænger både vores verdensopfattelse, men vigtigere endnu — vores selvopfattelse.

I 1950’erne tog man et kvantespring i det social-psykologiske felt, da en forsker på området fremkom med en grundidé der kan forklare alle mulige former for paradoksal adfærd hos mennesket. Og med det er vi kommet til det måske vigtigste af alle begreber der forklarer hvad der får tilsyneladende højt begavede mennesker til – ikke blot at blive og forblive Jehovas Vidner – men også forsvare denne kults idégrundlag og ideologier til sidste blodsdråbe. Begrebet kaldes Kognitiv dissonans.

Og lige netop Kognitiv dissonans vil vi se nærmere på i del 6 (tryk NÆSTE »)

---