HVEM TROR PÅ NOGET SÅ TÅBELIGT?

— Del 13: To tidligere Jehovas Vidner jeg selv kender indgående

– intermezzo

Historien om min far og undertegnede som startede i sidste del af føljetonen (del 12), kommer nu til det punkt hvor de to mænds veje skilles. I første omgang trosmæssigt og mentalt — senere i sørgeligste og bogstaveligste forstand.

Min far og jeg håndterer Kognitiv dissonans forskelligt

— med modsatrettede resultater til følge

Som allerede tidligere nævnt ser det udadtil ud som om min far og jeg i vores ungdom begge er som to alen af et stykke. Jeg er blevet opdraget til at tro – og ikke mindst argumentere for min tro – på samme måde som min far, og det er heller ikke nogen hemmelighed at undertegnede ser min fader som mit store forbillede i de første årtier af mit liv, hvor han stod som det ultimative ideal at stræbe efter. Og på mange måder var dette også berettiget, som f.eks. i min fars måde at udfylde sin rolle som en kærlig, generøs og omsorgsfuld far, hvis hengivenhed for mig er helt og aldeles uomtvistelig. (Jeg anbefaler at man efter man har læst denne føljeton ser kortfilmen som JVinfo•NU producerede sidste år, som hedder “Væn drengen til den vej han skal følge”. Den kan ses her på JVinfo•NU i artiklen som kan ses via dette link, og den viser hvordan min far forsøger at gøre sit bedste med baggrund i den opvækst han selv har haft. Her ser man at det tydeligvis er kærlighed til sin søn der motiverer min fars handlinger, men at denne kærlighed udmønter sig i en misforstået indlæring af grufulde kognitioner som siden skulle påføre mig flere store indre konflikter.) Men selvom min far er både kærlig, omsorgsfuld og generøs, er det alt sammen kvaliteter der er adskilt fra de handlinger han – affødt af ovennævnte kvaliteter – undertiden også fandt at det var nødvendigt at gennemføre. Min far finder det f.eks. nødvendigt at lade mig undergå en grundig bibeloplæring fra min spæde barndom med baggrund i tanker som dem der udtrykkes i de utallige skriftsteder som både børn og ikke mindst forældre overdynges med hver gang der viser sig en lejlighed dertil, som ikke forekommer alt for søgt. Det er f.eks. skriftsteder som:

---

Der er altid en særlig vidunderlig følelse af at en kærlig Gud står bag sådanne inspirerede udtalelser når de også indeholder slet skjulte trusler, som f.eks. de skønne og kærlige formaninger i Ordsprogene 23:13, hvor vi læser: “Når du slår ham med Riset, undgår han Døden; du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget“. Det må unægtelig lette lidt på den dårlige samvittighed der ofte mærkes trænge sig på, efter man har ladet sin galde gå ud over et forsvarsløst barn og slået det, hevet det i øret, rykket det i håret, rusket det hårdt, eller måske endda givet det endefuld med en klædebørste eller et bælte — for man kan jo altid trøste sig med at hele hensigten med at man lod sit psykopatiske temperament løbe af med sig i sidste instans var med til at frelse drengen fra “Dødsriget” (el. “Helvede” som er det ord mange bibeloversættelser vælger at bruge).

---

Personligt lægger jeg ikke krop til korporlig afstraffelse, men det er på ingen måde nødvendigt. Jehovas Vidners ledelse havde allerede i 1970’erne hvor denne historie starter for mit vedkommende forfinet deres metoder til at påføre såvel børn som voksne dårlig samvittighed. Med disse metoder får man, med stor dygtighed, forældre til at indse, at deres efterlevelse af disse vers udelukkende er et udtryk for deres uendelige kærlighed til sine børn, hvilket dulmede den kognitive dissonans der så helt indiskutabelt opstod i en del af de forældre der mishandlede deres børn — uanset om dette var fysisk eller psykisk. Og med dette er vi nået til et særligt punkt i føljetonen der skal uddybe hvordan jeg personligt de sidste otte år af mit tilhørsforhold til Vagttårns-kulten, finder en særlig måde at håndtere min kognitive dissonans på, som formentlig ikke er så udbredt blandt gængse Jehovas Vidner. Derfor vil det efterfølgende også være et afsnit der indeholder den første detaljerede gennemgang af hvordan jeg forlader sekten i fire tempi — eller akter om man vil – da det undertiden føles som om jeg deltager i et stykke absurd-teater hvis handling jeg ikke selv er herre over — i hvert fald ikke før fjerde, og sidste, akt.

Gå til næste side for at finde anden del af beretningen om hvordan min far og jeg glider længere og længere væk fra hinanden — ikke mindst grundet de vidt forskellige måder hvorpå vi håndterer den kognitive dissonans, som man unægteligt vil opleve som medlem af en fanatisk dommedagskult.

Denne del af beretningen er “historisk” i den forstand at det er første gang jeg, i detaljer, afslører en række af mine hemmeligheder på et offentligt forum.

Læs mere om min personlige beretning i del 14 (tryk NÆSTE »)