Alle der har været i en af Jehovas Vidners Rigssale har formentlig bemærket at den er uhyre sparsomt udsmykket, og allerhøjst er dekoreret med et par vægmalerier og nogle blomsterkummer på scenen. Men én udsmykning der har gået igen i næsten hundrede år i enhver Rigssal er trossamfundets Årstekst.
Årsteksten er et skriftsted der hænger på scenens bagvæg i enhver Rigssal så alle kan se den fra salen. Det valgte bibelvers bekendtgøres hvert år på årsmødet (som er et møde for særligt indbudte der holdes en gang om året i New York), ved indgangen til det nye år. Herefter er det op til den enkelte rigssals menigheder at sikre at et smagfuldt skilt med det valgte bibelcitat opsættes på scenens bagvæg efter sidste møde i året og inden første møde i det nye år.
Menige Jehovas Vidner får meddelelse om det kommende års årstekst i decemberudgaven af det interne månedlige parolemagasin Tjenesten for Riget (tidl. Rigets Tjeneste), og i løbet af januar måned vil der bliver holdt et kort indlæg på midtugemødet (holdes tirsdag, onsdag eller torsdag), hvor man kort introducerer årets skriftsted og fortæller hvorfor Det Styrende Råd har valgt netop dette skriftsted.
Alle årstekster brugt af Jehovas Vidner i hele sektens historie kan findes andetsted på JVinfo•nu under menupunktet Leksikon under overskriften “Årstekst”.
Årsteksterne har været en fast del af udsmykningen i Rigssal siden 1930, og i JVinfo•NU Leksikon kan du se listen over samtlige årstekster siden 1930.
2024-07-07