(Også kendt som “midtugemødet”)
VED det årlige møde for Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania den 3. oktober 2015 bekendtgjorde Anthony Morris fra Det Styrende Råd at Den teokratiske Skole, Tjenestemødet og Menighedsbogstudiet ville blive erstattet af et nyt møde med navnet Livet og Tjenesten som Kristne. Anthony Morris oplyste endvidere at det tidligere interne månedsblad Tjenesten for Riget ville blive erstattet af en ny firfarvet, ottesiders månedlig publikation der hedder Livet og Tjenesten som Kristne – arbejdshæfte, og som indeholder det ugentlige mødeprogram og billedmateriale “som vil hjælpe os til at få mere ud af vores personlige bibellæsning”.
Det nye møde er opdelt i tre dele:
-
- (1) Perler fra Guds ord. Det første punkt i denne del er et timinutters foredrag baseret på ugens bibellæsning (som er en sektion fra Bibelen som alle forventes at have gennemlæst forud for mødet) og billedmateriale fra arbejdshæftet. Det andet punkt, “Søg efter åndelige perler”, er en otteminutters spørgsmål og svar-drøftelse af ugens bibellæsning efterfulgt af en fireminutters oplæsning fra Bibelen.
- (2) Bliv dygtigere til at forkynde. I denne del vil der som regel være tre såkaldte “elever” (der er medlemmer af menigheden) der demonstrerer hvordan man kan undervise ved første samtale, på et Genbesøg og på et Bibelstudium.
- (3) Vores liv som kristne. Denne skal lære medlemmerne hvordan de “kan bruge Bibelens principper i hverdagen”. Et vigtigt punkt i denne del er Menighedsbibelstudiet, der er en spørgsmål og svar-drøftelse.