Lloyd Evans: Vagttårnsselskabet fik afbudt vores live-sending
Flere har spurgt hvad det helt præcist var der skete for Lloyd Evans, da hans kanal “John Cedars” den 14. marts blev ramt af det YouTube kalder “a Copyright Strike”.
Det har afstedkommet en del spørgsmål som jeg er blevet bedt om at uddybe, som f.eks.: Hvad er “a copyright strike”? Hvilke konsekvenser får det for Lloyd Evans og John Cedars kanalen? Hvordan kan Vagttårnet bestemme at John Cedars skal afbrydes? Hvad fik dem til at gøre det? m.fl. Det skal jeg altsammen redegøre for herunder.
Forhistorien
For at alle kan være med — også dem der ikke vidste at ovennævnte var sket — skal vi lige have forhistorien, og samtidig skal vi, af hensyn til dem der aldrig har været Jehovas Vidner men som udelukkende har interesse fordi de måske er gift med et ex-medlem eller har familie i sekten, have afklaret et par begreber.
Hvad er “Gileadskolen”
Gileadskolen er — sammen med “Den teokratiske Skole” — et af de kendteste tiltag der blev indført af Vagttårnsselskabets 3. præsident, organisatoren Nathan Homer Knorr. I september 1942 forelagde N. H. Knorr forslaget om oprettelse af en særlig uddannelse til oplæring af missionærer for de to bestyrelsesformænd for hhv. Pennsylvania- og New York-selskaberne, og fik deres godkendelse. Nathan Knorr havde først navngivet skolen “Watchtower Bible College of Gilead”, men inden den første klasse startede omdøbte man den til “Watchtower Bible School of Gilead“. (Der er sikkert kun få overlevende tilbage der har eksakt viden om hvorfor Nathan Knorr ombestemte sig med hensyn til Gileadskolens endelige navn, men ordet “college” smager normalt dårligt i munden på sektledelsen, så måske ville man ikke risikere at skolens navn på nogen måde skulle kunne give almindelige medlemmer det indtryk at man havde lempet sit syn på universitets- og college-uddannelser). Albert Schroeder der allerede havde arbejdet som leder af det engelske afdelingskontor fik ansvaret for tilrettelæggelse af pensum og han forblev også lærer på skolen i 17 år. Den første klasse startede i februar 1943.
Dengang kunne alle der havde været i pionerer i mindst et år, ansøge om at komme på Gileadskolen. I dag er skolen forbeholdt fuldtidsforkyndere som allerede er engagerede i en eller anden form for særlig tjeneste, som f.eks. missionærer, betelmedarbejdere , kredstilsynsmænd og deres hustruer, osv. Skolen afholdes to gange om året og varer 5 måneder hvor man lever på Vagttårnsselskabets uddannelsescenter i Patterson hvor skolen er beliggende i dag. Formålet med skolen er at uddanne dem der bliver indbudt til både at blive særligt dygtige til at udbrede sektens lære, men også til at være ekstra forberedt på de udfordringer de vil møde når de efter endt uddannelse på skolen udsendes til deres tildelte distrikt. Man ved ikke før i allersidste øjeblik hvor man vil blive sendt hen, og nogle bliver naturligvis mere begejstrede end andre for deres tildelte opgave. Enkelte oplever at blive sendt tilbage til deres hjemland, hvilket må være en skuffelse, da de fleste der kommer på Gilead selvklart håber på at få en af de eksotiske opgaver med at missionere på en eller anden paradisø i troperne — hvilket der da også er mange der prøver.
Afslutningsfesten
Lige siden den første klasse på Gileadskolen har været afholdt har det store højdepunkt for dem der har deltaget i skolen naturligvis været afslutningsfesten, som er den begivenhed hvor alle får deres uddannelsesbevis, får tildelt deres territorium og holder en afgangsfest, hvor mænd fra Det Styrende Råd holder foredrag for alle der skal sendes afsted. Til disse begivenheder inviterer man ofte en række delegerede så der er flere tusind til stede ved begivenheden, der ofte holdes i store teatre eller stævnehaller, hvor der kan sidde mange tusind deltagere. Som en selvfølge får hver af de nyuddannede også lov til at invitere et par familiemedlemmer til dimissionsfesten. Det hele plejer at være en meget munter begivenhed for både skolens deltagere der ofte opfører sange eller teaterstykker eller andet munter underholdning. Men naturligvis på en beskeden, sømmelig og teokratisk måde — det siger sig selv!
Men i år foregik tingene helt anderledes.
Grundet den verdensomspændende pandemi med Coronavirus (COVID-19) måtte man aflyse alle invitationer, og afgangsceremonien blev holdt uden tilskuere. De eneste der deltog var eleverne fra afgangsklassen, deres lærere og medlemmer fra det styrende råd. Og dog! For i stedet for billetter til arrangementet så havde de særligt indbudte i stedet modtaget et hemmeligt link som man kunne tilgå med en fortrolig adgangskode, så dem der var inviteret stadig kunne følge med på live-video som blev streamet on-line fra begivenheden.
På billedet kan man se hvordan afgangsklassen vinker til kameraet, som
transmitterede begivenheden til alle de ca. 10.000 indbudte, der i stedet
måtte sidde og se med hjemmefra via deres computer eller tablet.
“Lloyd Laver Lløjer”
Lloyd Evans var imidlertid kommet i besiddelse af et af de “allerhelligste” links til ceremoniens livestream, og i samråd med Mark O’Donnell (som på YouTube er kendt som John Redwood), som er kendt som fast gæst på John Cedars kanalen, medredaktør på den betydningsfulde JWSurvey.org (kun på engelsk) og ophavsmand til den enestående og til dato mest informative internetside om Jehovas Vidner og Vagttårnsselskabet, JWFacts.com (kun på engelsk), beslutter Lloyd at bringe en samtidig kommenteret udgave af den livestream som JW.org kun udsender til særligt indbudte, mens de to værter på programmet ville sidde og kommentere på begivenheden. Du brænder naturligvis for at vide hvordan Lloyd var kommet i besiddelse af linket, og den betydning dét skal tillægges (at Lloyd overhovedet er kommet i besiddelse af et link) vender vi tilbage til om lidt. Først skal vi have et kort resumé af hvad der dernæst skete.
Hvad skete der så?
Lloyd og Mark laver en livestream på YouTube hvor de sender live-signalet fra ceremonien (med andre ord “en livestream af en livestream”), mens de selv kommenterer på begivenhederne. Som med en del af Lloyds indhold var der en god del satire i denne livestream, og dette var også et af de kriterier der gjorde at Lloyd og Mark følte sig “på sikker grund“, fordi de mente at kunne benytte den såkaldte “Fair Use”–påstand som er en del af Amerikansk (og til dels international) lovgivning, der gør det muligt at gengive og formidle andres materiale såfremt det har et journalistisk sigte, herunder en kritisk, satirisk eller anden informativ vinkel, som berettiger at man viser hele eller dele af materialet i sin reportage — netop fordi der ikke er tale om en banal kopiering og efterfølgende re-distribution af andres materiale. Sidstnævnte ville nemlig have været et brud på rettighedshaverens — i det aktuelle tilfælde “Vagttårnsselskabets” — Immaterialret (som også sommetider kaldes “intellektuel ejendomsret”).
På transmissionen ser man Vagttårnssektens egen “Walter Matthau” — manden med
gummiansigtet — Stephen Lett, underholde og opmuntre de nyuddannede dimmitender.
Og man kan ikke fortænke Lloyd i at antage at der er tale om “Fair Use”, fordi der i princippet ikke er tale om andet end en hvilken som helst anden udsendelse fra JW Broadcasting, som han jo så ofte har oplagt på John Cedars kanalen, suppleret med Lloyds egne kommentarer. Dem kan man være stensikker på at Vagttårnsselskabet har kæmpet med næb og kløer for at få nedtaget, og der er næppe nogen der forestiller sig at det ikke allerede var sket for længst, hvis det havde været en reel mulighed for Vagttårnsselskabet i New York.
(Læs evt. mere om “fair use”-begrebet på dette link og på YouTube/Googles fortolkning af begrebet her.)
Der er på et tidspunkt omkring 580 seere der kigger med, mens John Cedars kanalen sendte live fra begivenheden — hvilket er et forholdsvist stort tal for en livestream fra John Cedars — alt imens Lloyd og Mark bidrog med deres egne betragtninger, og helt i John Cedars kanalens ånd, havde man naturligvis de kritiske briller på, og man undlod da heller ikke at satirisere over nogle af de komiske absurditeter, som næsten er blevet et varemærke for de fleste transmissioner fra JW Broadcasting — naturligvis ikke et kendetegn den selvhøjtidelige sekt selv er begejstrede for.
Noget andet de skulle vise sig at være meget lidt begejstrede for var, at to “frafaldne” der gang på gang har “trukket bukserne ned” på sektens ledende mænd, nu sad og satiriserede over en begivenhed som de selv tog meget højtideligt. Og dét kom de snart til at føle!
Så brød hel… hmm … “Gehenna” løs!
I hele 90 minutter havde Lloyd og Mark siddet og kommenteret på deres livestream af begivenhederne ved afslutningsceremonien. Men hvad de ikke vidste var at Vagttårnsselskabet helt fra begyndelsen af Lloyd’s livestream, havde arbejdet på højtryk for at få hindret ham i at transmittere videosignalet fra afgangsklassens dimmissionsfest. Og efter halvanden time lykkedes det for Vagttårnsselskabet at få afbrudt transmissionen!
Festen var forbi … for nu!
Alle der sad og så med kunne blot konstatere at de pludselig mistede signalet. Hos Lloyd og Mark gik der lige et halvt minut, men så opdagede de også hvad der var sket, for pludselig var seertallet faldet fra omkring 500 til 0 — på ét sekund! Da dét skete regnede Lloyd hurtigt ud hvad klokken havde slået.
– “Nej, Steve — Frafald!”
Vagttårnsselskabet havde formået YouTube til at standse den livestream som Lloyd havde igangsat, hvor han videresendte transmissionen fra gradueringsfesten — direkte og mens den blev sendt på JW.org — til dem der havde et password. Man kunne ikke bare lukke af for Lloyds adgang til transmissionen, og hvorfor dét er, skal vi også se på om et lidt, for konklusionerne på hele begivenheden er faktisk mere interessante end det der skete. Men først skal vi lige se på hvad det var der skete for Lloyd, og hvilke konsekvenser det har fået for John Cedars kanalen. For bortset fra den allerstørste bekymring — nemlig hvilke konsekvenser dette kan få for Lloyd Evans personligt — er det næste der bekymrer faste seere naturligvis, hvad det betyder for John Cedars kanalen — så dét skal vi lige have afklaret først.
“3 strikes”-politikken på YouTube
På YouTube er alle der har en kanal underlagt en såkaldt “3 strikes og du er ude”-regel. Hvad betyder det i praksis. Strikes er en slags advarsler eller “gule kort”, og modtager man tre strikes inden for en periode på 90 dage vil ens kanal blive lukket. I sin danske vejledning om “Copyright Strikes” kalder YouTube “strikes” for “strafklip” (Det er samme princip som benyttes for “klip” i kørekortet. Hvis man får tre “klip” mister man retten til at føre motorkøretøj, men da Lloyd gentagne gange i sin forklarende video omtaler det som “strikes” og det ikke er en video der er så væsentlig at den vil blive oversat foreløbig — ikke mindst, fordi jeg har lavet denne artikel om forløbet — har jeg også valgt ordene “strike” og “strikes”, i stedet for “strafklip”). Der er dog mulighed for at appellere. Man kan både appellere de enkelte strikes, og man kan appellere selve lukningen af ens kanal. Det er der fastsat en række procedurer for, som jeg ikke vil gå i dybden med her, da det ikke er af væsentlighed for de interessante konklusioner i denne sag. Men hvad er det vigtige — altså sagens kerne?
Det vigtige er, at hver af de såkaldte strikes “kun” varer 90 dage, hvorefter tavlen viskes ren. Så hvis man har “holdt sig på måtten” i 90 dage har man igen nul strikes. På den anden side skal man også være opmærksom på, at hvis man inden der er gået 90 dage får endnu en strike, så hænger man i en tynd tråd, indtil den første strike slettes efter 90 dage, for efter to strikes får man ikke flere chancer! Får man endnu en strike — altså strike nummer tre — inden der er gået 90 dage, lukker YouTube for din kanal! Kort og kontant!
Jeg tør vædde med at Lloyd havde forventet, at han
for længst var ude af i hvert fald dén “risiko-zone” …
Og selvom en enkelt strike “kun” er første advarsel, så følges den alligevel op af supplerende sanktioner. I Lloyds tilfælde har man påført John Cedars kanalen yderligere begrænsninger, der i Lloyds tilfælde indebærer at han ikke må livestreame igen før engang i juni måned! Nu er det heldigvis sådan at Lloyd Evans optager langt størstedelen af de programmer han sender på John Cedars kanalen, men han har enkelte indslag som foregår live fordi der er mulighed for at interagere direkte med seerne, og det er det store magasin Watchtower in Focus, hvor han ofte har 2 eller 3 andre gæster til at deltage i paneldebatten, og i løbet af showet modtager de beskeder på chat og SMS med spørgsmål fra seerne, og de planlagte udsendelser af Watchtower in Focus har måttet suspenderes de kommende 3 måneder.
Vagttårnsselskabet er “med på en lytter”
På sin kanal John Cedars udsender Lloyd Evans en kort opfølgende
video der forklarer hvad det var der skete den dag signalet forsvandt.
En anden virkeligt interessante ting, som jeg tidligere lovede at vende tilbage til, var hvorfor det var interessant at der gik ca. 1½ time fra transmissionen startede til at Lloyds og Marks kommenterede udgave på John Cedars kanalen blev lukket. Hvorfor er det interessant? Det er det fordi det er helt ufattelig kort tid! Et såkaldt “takedown request” tager tid. Man kan ikke bare henvende sig til YouTube og bede dem om at nedtage en hvilken som helst video eller livestream. Man skal tilvejebringe dokumentation for at man har en sag, og at den video eller live stream man ønsker nedtaget rent faktisk overtræder de intellektuelle rettigheder tilhørende dem man repræsenterer. Vagttårnsselskabet får konsekvent deres juridiske afdeling til at gå ind i disse sager, og selvom jeg ikke kender den eksakte proces for den slags sager hos Vagttårnsselskabet (fordi den er hemmelig), så ved jeg i det mindste hvordan de håndterer sådanne anmodninger hos YouTube (fordi deres procedure — modsat Vagttårnets — er offentligt tilgængelig og gennemsigtig). Så vi kan kun gisne om hvad der nøjagtigt er sket i Vagttårnsselskabets ende af “kæden”, men Lloyd laver selv en video to dage efter, hvor han forklarer hvad der skete, så alle der havde siddet og set med kunne se hvad der skete hos Lloyd og Mark efter at signalet forsvandt på alle de mange hundrede skærme rundt omkring i verden hvor John Cedars fans har siddet og set den kommenterede udgave som Lloyd valgte at offentliggøre. Jeg har valgt ikke at oversætte den efterfølgende video fordi der er meget lidt der har virkelig værdi for målgrupperne for denne side. Men jeg citerer til gengæld nogle af Lloyd’s væsentligste konklusioner, så alle ved hvad der er det væsentlige i Lloyds video, hvor han selv redegør for hændelsesforløbet.
De spændende spørgsmål
Herunder kommer de helt korte svar på en række af de spørgsmål som mange måske sidder og brænder inde med. Konklusionerne på svarene vil jeg behandle nedenfor i mine opsummerende kommentarer. Så først de konkrete svar på nogle konkrete spørgsmål:
Hvorfor sendte man overhovedet livestream fra begivenheden?
Det gør man normalt heller ikke, men i dette tilfælde havde man det konkrete problem at verden var blevet ramt af en pandemi, og både WHO’s forskrifter og de nationale påbud fra den amerikanske regering, betød at man slet ikke måtte forsamles i så store menneskemængder, som man havde planlagt ved dimissionsceremonien. Så af den grund måtte man finde på en alternativ måde, hvorpå man kunne vise ceremonien til alle dem der allerede havde fået en invitation — og som ganske givet også glædede sig — til den store begivenhed. Normalt havde man aldrig tilladt at et videosignal fra ceremonien forlod bygningen, da der er tale om et lukket arrangement forbeholdt de delegerede der er blevet inviteret til begivenheden. Men man kan sige at den katastrofe der havde ramt verden gav Lloyd Evans en uventet — og historisk enestående — chance for at opsnappe signalet, fordi han var kommet i besiddelse af adgangskoden til den planlagte livestream fra ceremonien.
Hvor havde Lloyd adgangskoden fra?
Lloyd fortæller selv i den opklarende video der udsendes dagen efter at “nogen” havde sendt både, link og adgangskoden til den planlagte livestream via mail. Lloyd fortæller af gode grunde ikke hvem der havde sendt ham koden og han er også bevidst uklar om hvorvidt denne mail med adgangskoden blev sendt anonymt eller fra en af de mange som Lloyd allerede kender og har kontakt med “inden for murene”. Det siger sig selv at det kunne få uoverstigelige konsekvenser for vedkommende, hvis Lloyd havde oplyst hvorfra han havde modtaget adgangskoden, men Lloyd har gennem hele John Cedars kanalens levetid udvist en meget høj grad af journalistisk integritet, og har aldrig nogensinde afsløret identiteten af de mennesker der af indlysende grunde ønsker at være anonyme, så nogen havde i hvert fald ikke været mere ængstelige end at de turde sende Lloyd et link til ceremonien.
Hvorfor kunne Watchtower ikke bare lukke “Lloyd’s” adgang?
Det kan der være flere grunde til. Den mest sandsynlige grund er at Vagttårnsselskabet i forvejen har lavet en grundig profilering af alle der kunne få adgang til ceremonien, så de havde formentlig så stor tillid til alle de delegerede, at de ikke kunne forestille sig, at nogen af dem ville være så “oprørske”, at de kunne finde på at dele en adgangskode med andre — og da slet ikke en frafalden! Det er jo den sikre vej til undergang i Harmagedon. Denne naive tillid, kombineret med tidsnød har sikkert fået Det Styrende Råd til — i samråd med hovedkontorets IT-afdeling — at konkludere at der ikke var tid til at oprette 10.000 individuelle brugere og sende dem allesammen hver sit individuelle brev (eller mail) med dere egen adgangskode, så man har formentlig besluttet, at det var tilstrækkeligt at udsende ét enslydende brev til alle delegerede med en fælles adgangskode, som alle kunne bruge til at logge ind på den planlagte livestream. Ved den fremgangsmåde ville man ikke kunne vide hvem af de delegerede der havde “lækket” koden til Lloyd, så man kunne nøjes med at lukke for én enkelt bruger.
Og selvom de havde nået at udsende individuelle adgangskoder, ville det ikke have hjulpet dem i den givne situation. Hvorfor? Først og fremmest fordi man i så fald havde ladet det fremgå af brevet, at den fremsendte kode var personlig og ikke måtte videregives, og i det tilfælde havde Lloyd naturligvis — hvilket han formentlig allerede gør — koblet sig på internettet gennem en såkaldt VPN-tunnel. VPN står for “Virtual Private Network” og er en teknik der gør det muligt for enhver internetbruger, at omdirigere sin egen forbindelse til internettet gennem en router i et helt andet land, så det bliver umuligt at gennemskue, hvor i verden den der logger ind i virkeligheden sidder. Så hvis Lloyd har modtaget koden fra en person han allerede kender (eller havde kunnet se af den modtagne mail, at der var tale om en personlig kode f.eks. fra en delegeret i New York eller London), så ville han blot indstille sin VPN til at få hans egen forbindelse til at se ud som om han var opkoblet fra den samme by eller samme område som den delegerede kom fra. Så ville man heller ikke kunne tillade sig at afbryde signalet til en specifik bruger, for man ville ikke vide om det var Lloyd eller en legitim delegeret man lukkede for.
Endelig er det sådan at mange internetfirmaer allerede som standard giver deres kunder mulighed for, at benytte sig af den ekstra sikkerhed det er at koble sig på internettet gennem en VPN forbindelse. Den loginmetode får det se ud som om alle der har den pågældende udbyder logger ind via samme IP adresse. Så selvom man sagtens kan spærre for signalet til én bestemt IP-adresse så ville man med den strategi komme til at afbryde signalet til adskille potentielle legitime delegerede som har samme udbyder og bor i samme område, hvilket ofte vil være tilfældet for personer i en storby. Så dét var heller ikke en mulighed.
Så selvom de allerede vidste at Lloyd sad og så med, så ville de ikke vide hvilken bruger eller IP adresse de skulle lukke for, og det eneste alternativ ville i så fald være at lukke helt for signalet fra ceremonien, og derved afskære samtlige 10.000 delegerede — og dét ville man trods alt ikke.
Var det korrekt af YouTube at følge Vagttårnsselskabets krav?
Det er ufattelig svært at sige noget om, og inden jeg udtaler mig yderligere skal jeg understrege at jeg ikke er advokat, og derfor kun har min viden om den særlige grad af jura der kaldes Immaterialret (også kendt som Intellektuelle rettigheder) fra min tid i forskellige softwaregiganter hvor man udgav software som jeg var medudvikler på, og her var det bl.a. virksomhedens opgave at sikre sig at alle programmer indeholdt en såkaldt EULA (End User License Agreement) som forklarer i detaljer hvilke krav udgiveren af softwaren (rettighedshaveren) havde i forhold til køberen.
Med software er det dog lidt anderledes for her er der det særlige forhold at det man køber ikke er selve softwaren — den forbliver producentens ejendom — men alene brugsretten til softwaren. Så derfor har jeg også foretaget en grundig research af Immaterialret når den omfatter andres produktioner af video, film, musik, TV, osv., og her kommer mine egne betænkninger:
Det korte svar er: Måske!
Det lidt længere svar er: Måske — da det er et område hvor der skal tages hurtige beslutninger fordi der er tale om et meget specielt tilfælde hvor én kanal på YouTube (John Cedars) livestreamede direkte fra en anden web-TV-stations (JW.org) livestream. Så der var altså tale om “en livestream af en livestream”, hvilket i sig selv gør situationen sjælden.
Men der er også andre facetter der gør sagen interessant.
For hvis Vagttårnsselskabet kunne nedtage denne live-udsendelse fra John Cedars kanalen, hvorfor har de så ikke bare kunnet få YouTube til at nedtage alt hvad Lloyd har lavet som indeholder hele, eller dele af, produktioner fra Vagttårnsselskabet? Det er et godt spørgsmål som kræver et godt svar, for det var netop svaret på det spørgsmål der fik Lloyd Evans og Mark O’Donnell til at føle sig på sikker grund. For hvis der er én ting der er fuldstændig lige så sikkert som amen — og søvndyssende foredrag — i Rigssalen, så er det at Vagttårnsselskabet har prøvet at nedtage alt hvad Lloyd har lavet, som på nogen måde kritiserer Vagttårnsselskabet eller som afslører deres interne dokumenter, afspiller hemmelige optagelser fra udvalgssager og — ikke mindst — videoer på John Cedars kanalen som indeholder materiale der er produceret af JW.org under JW Broadcasting, og som udsættes for en lødig men sønderlemmende kritik.
Grunden til at Vagttårnsselskabet normalt ikke har haft held til at spænde ben for Lloyds udsendelser hvor han inkluderer materiale fra JW.org og fra JW Broadcasting, er fordi han påberåber sig “Fair use”-klausulen som er en klausul der gælder “rimelig anvendelse” i det meste af verden, hvor man har lov til at gengive materiale der normalt er beskyttet af ophavsretten, hvis det tjener et journalistisk, satirisk eller på anden måde oplysende formål, der kan hævdes at have almenhedens interesse. “Fair use” er dog ikke en ret, der giver frit lejde til at bruge andres ophavsretligt beskyttede materiale. Det er en såkaldt “juridisk påstand” som man kan påberåbe sig i hver enkelt sag hvor rettighedshaveren kræver, at den video man har lavet med deres indhold, nedtages fra en offentlig platform som f.eks. YouTube. Det er nøjagtig den samme ret som alle andre journalister benytter, når de viser klip fra film, andre TV-stationers udsendelser, osv. Hvis man har set mange af Lloyds videoer vil man lægge mærke til at Lloyd allerede har prøve dette adskillige gange, og da sagerne med påstand om “fair use” skal vurderes individuelt, har Lloyd i de fleste af de film hvor han benytter ophavsretligt beskyttet materiale fra Vagttårnsselskabet, indlagt en “forhåndspåstand” om “fair use” i begyndelse af Videoen, henvendt til de personer fra YouTube der skal sidde og gennemse videoen hver eneste gang Vagttårnsselskabet kræver materialet nedtaget (hvilket de formentlig gør hver eneste gang der kommer en ny video på John Cedars kanalen). På den måde ved YouTubes censorer og advokater allerede, at Lloyd vil påberåbe sig “fair use” hvis man skulle efterkomme Vagttårnsselskabets krav om at nedtage videoen, og så kan de lige så godt tage “fair use-brillerne” på med det samme, for de vil alligevel få en modpåstand om “fair use” fra Lloyd Evans hvis de prøver at nedtage en video på begæring fra Vagttårnsselskabet.
Men hvorfor var det så anderledes denne gang?
Som allerede nævnt var dette noget der foregik live og en særlig variant af live-web-TV, nemlig en livestreaming af en livestreaming. Men udover at det er en meget speciel situation, så er det også en sag hvor der skal træffes en meget hurtig afgørelse. Og man kan ikke fortænke YouTube i at gardere sig bedst muligt mod søgsmål, og i det konkrete tilfælde er det ikke svært at regne ud hvem der har den største pengepung hvis det kommer til en retslig tvist af de to parter — altså Watchtower Bible and Tract Society som er god for omkring 1,6 milliarder dollars, eller Lloyd Evans som lige akkurat kan holde skindet på næsen med sin omfattende videoproduktion til et relativt smalt publikum på ca. 60.000 abonnenter. Så det er forståeligt at YouTube tænker taktisk og vælger at undgå at lægge sig ud med den “internationale koncern” frem for den lille mand. Det er sikkert ikke det moralske valg — men YouTube lever heller ikke af deres gode moral.
Hvorfor følte Lloyd og Mark sig på sikker grund?
Lloyd Evans og Mark O’Donnel er ikke dumme, og Mark O’Donnel har i særdeleshed stor erfaring med den jura der knytter sig til journalistik om Vagttårnsselskabet, så det var ikke en opgave de påtog sig i blind naivitet. De vidste udmærket at der var tale om en udsendelse der var forbeholdt en lukket gruppe og at det adskiller sig markant fra de videoer (og andet materiale) som hele verdens befolkning (måske bortset fra Nordkoreas) ganske gratis kan downloade lige så tosset som de lyster fra JW.org.
Så det der fik Lloyd og Mark til alligevel at tage chancen var to ting. For det første var det et scoop, og det vil ingen der driver journalistik lade gå fra sig, og for det andet havde de lagt sig fast på et format, der netop ikke bare var en banal kopiering af Vagttårnsselskabets udsendelse, men en journalistisk vinkling hvor man løbende kommenterer på begivenhederne i samme stil som når f.eks. DR TV transmitterer fra forskellige royale begivenheder, sportsbegivenheder, osv. Det er en live transmission, men det er ikke bare en videregivelse af signalet til en gruppe der ikke er berettiget til det. Der var tale om en forarbejdning af materialet, live — mens udsendelsen stod på. Og det var af den grund de formodede at YouTube ville vurdere det som “fair use”. Men det gjorde de ikke — formentlig ikke mindst fordi de havde meget kort tid til at tage en beslutning. Det er meget nemmere når det er en færdigproduceret video som ligger på John Cedars kanalen. Så kan de i ro og mag se videoen igennem og konstatere om påstanden om “fair use” holder vand. Det der har skræmt YouTubes jurister er ganske givet at Vagttårnsselskabet har slået hårdt på at der ikke er tale om en udsendelse henvendt til offentligheden men om misbrug af en kode til at skaffe sig adgang til en begivenhed som John Cedars kanalen ikke var blevet inviteret til.
Skal Lloyd bestride kendelsen?
Alle administratorer af YouTube-kanaler har et afgrænset antal uger til at appellere kendelser som følge af en bestemt film, så man har mulighed for at få annulleret den strike man er blevet påført. Så nu hvor Lloyd har fået en strike på sin kanal — og er blevet pålagt den yderligere restriktion at han ikke må lave live stream igen før juni måned — har han altså mulighed for at indsende en såkaldt “Counter Notification” (dvs. en “indsigelse”).
En Counter Notification (“indsigelse”) er i al sin enkelhed en protest mod nedtagelsen, men det er en dobbelt protest, for det er også en protest rettet mod dem der har begæret nedtagelsen af materialet (i dette tilfælde en live stream), som kan få den betydning at de midlertidigt fratages retten til at indgive krav om nedtagelse af materiale, så de ikke blot misbruger denne ret til at chikanere en kanalindehaver på YouTube.
Den risiko der følger i kølvandet på en “Counter Notification” (en “indsigelse”) er at YouTube i første omgang enten giver appellanten medhold og ophæver nedtagelsen, hvorved det udsendte igen bliver tilgængeligt, uanset om det oprindeligt var udsendt som live stream eller som færdigproduceret video. Men det indebærer en meget stor risiko når man lægger sig ud med så stort et juridisk apparat som Vagttårnsselskabet i USA har til sin rådighed. For de vil naturligvis blive orienteret om YouTubes kendelse, og da appelafgørelsen ligger fast, er der kun én vej tilbage for Vagttårnsselskabet at gå, og det er rettens vej, og det vil blive uhyre kostbart hvis man taber.
I denne forbindelse hælder Lloyd til ikke at gøre mere ved det — både af ovennævnte grunde, men også fordi han udmærket ved at det er uprøvet territorium — i hvert fald for ham selv — så det er meget svært at forudsige udfaldet af et eventuelt civilt søgsmål. Havde der derimod været tale om en video der følger samme format som han er vant til i langt det meste af det materiale Lloyd udgiver hvor han opsplitter videomateriale fra Vagttårnsselskabet i brudstykker og foretager en kritisk vurdering af materialet og kommenterer på indholdet, så er det min antagelse at Lloyd næppe havde været i tvivl, for det er en sag der har været afprøvet så mange gange at præcedens alene viser, at man som YouTube journalist gerne må benytte andres materiale, såfremt man ikke bare benytter det til at udgive en ren kopi til andre, men når man kommenterer på materialet, hvad enten man roser eller kritiserer det, eller satiriserer over det, så er man på noget nær “sikker grund”.
Da jeg selv sad og så Lloyds overvejelser, gav han udtryk for at han ville lade det fare — af flere grunde, men den væsentligste årsag til at han hælder til at lade det fare, var at hans eneste ærlige grund til at appellere kendelsen, var de principielle årsager, dels fordi det gjorde ham harm og dels fordi det irriterede ham at han ikke kan sende sit live-program “Watchtower in Focus“ men de næste to gange er nødt til at sende det i en optaget form. Og den foreløbige konklusion fra Lloyd Evans er, at det er for spinkelt et grundlag, som ikke modsvarer den væsentlige risiko en indsigelse kan indebære.
Foruden disse grunde, angiver Lloyd også det tidsforbrug det vil kræve at kaste sig ind i en sag ved domstolene, uanset hvor sikker man så er på at vinde den, og hans vurdering er at de næsten 65.000 abonnenter hellere ser at Lloyd bruger tiden på at producere mere interessant materiale og fortsætter strømmen af kvalitetsudgivelser, i stedet for at lægge kanalen ned i måske flere måneder for at afsætte tid til at kæmpe i en retssag over en relativt banal videonedtagelse, der mere end noget andet, har skadet Lloyds retfærdighedssans.
Eftertanke
Hvad skal man konkludere på hele denne farce? Der er flere interessante konklusioner i kølvandet på denne begivenhed, både positive og negative — og enkelte morsomme. Mange af disse konklusioner omtaler Lloyd også i sin opfølgende video som jeg placerer et link til i slutningen af siden, men da jeg ikke har undertekstet videoen (da den ikke bringer andre konklusioner end dem der kommer i denne artikel) har jeg ikke videoen liggende på denne side, men nøjes med at linke til den i overensstemmelse med hensigtserklæringen om i videst muligt omfang at drive en side med materiale på dansk, for dansktalende. Men et link til Lloyds video med kommentarer kan det dog godt blive til, så dem der vil kan gå ind og se videoen når de har læst artiklen.
Der er langt flere dissidenter i organisationen end Vagttårnsselskabet regner med.
Der er så megen indre uro blandt organisationen blandt de menige Jehovas Vidner, som sektledelsen slet ikke regner med. De har et naivt billede af en homogen forsamling af Jehovas Vidner der — ligesom i 1950’erne og 1960’erne — var enige både i tanke og tale. Nu er der tydeligvis en dyb indre splittelse og en stor mængde af tvivlere der har mistet respekten for Det Styrende Råd, og ikke bare blandt dem vi tidligere kendte som dem man nemt kunne genkende som “det dårlige selskab” eller “dem man skulle mærke sig”.
I dag kan man tydeligvis ikke se på et medlem om der er tale om en der har mistet troen eller om der er tale om et loyalt og hengivent medlem af sekten, for alle der har været Jehovas Vidner ved at alle arrangementer hvor der er mulighed for at blive delegeret, tilrettelægges ved at man indgiver en ansøgning til menighedens egen præsiderende tilsynsmand (ordstyreren for ældsterådet), og så skal det lokale ældsteråd gennemgå ansøgningerne og svare på en række spørgsmål om hver enkelt ansøger før de sender den sorterede bunke videre til Vagttårnsselskabet. Her har ældsterådet bl.a. bekræftet at dem de anbefaler:
- ikke har været anklaget for noget der kunne medføre irettesættelse inden for de seneste 5 år.
- ikke har været genoptaget inden for de seneste 5 år.
- ikke har været irettesat hverken for lukkede døre eller offentligt inden for de sidste 5 år.
- har et ulasteligt omdømme både i menigheden og i offentligheden.
- er et godt eksempel/forbillede for andre.
- har en væsentlig og regelmæssig andel i forkyndelsesarbejdet.
- o.m.a.
Foruden disse mange kriterier som skal være opfyldt før en ansøger overhovedet kan komme på tale, så vil man efter den første grovsortering — hvis der stadig er for mange ansøgere — udvælge de endeligt delegerede blandt dem der f.eks. tjener som pionerer, menighedstjenere eller ældste, tjener på afdelingskontoret (også kaldet betel), eller som på anden måde udmærker sig og viser udelt hengivenhed for “Jehovas jordiske organisation”, og viser både i ord og handling at de “værdsætter den undervisning og vejledning de modtager fra Det Styrende Råd”.
Men selv blandt de medlemmer som Vagttårnsselskabet har vejet på ovennævnte “guldvægt” og fundet værdige til at blive inviteret til en Gilead dimission, er der stadig nogen blandt de delegerede, der åbenbart følger John Cedars kanalen så tæt, at de var mere end villige til at risikere de store problemer de potentielt udsatte sig selv for, ved at sende adgangskoden til Lloyd Evans via hans hjemmeside (JWsurvey.org).
Der er altså m.a.o. personer blandt de medlemmer som Vagttårnsselskabet anser for at tilhøre “den åndelige elite“, som har større tillid til det der kommer fra John Cedars end det der kommer fra Det Styrende Råd. Det må siges at være en gedigen begmand til Det Styrende Råd, at de i så høj grad har begået en eklatant fejlvurdering af medlemmernes loyalitet og tillid.
Hvorfor er ceremonien overhovedet hemmelig?
Det spurgte jeg faktisk mig selv om og i svaret på det spørgsmål ligger formentlig også en del at forklaringen på hvorfor loyaliteten overfor Det Styrende Råd er ved at krakelere blandt medlemmerne. For udover det åbenlyse — at internettet er en af de største udfordringer som sekten har mødt i dens snart 150-årige eksistens — så må man også sige, at det faktum at man hemmeligholder en ceremoni, der for alle Jehovas Vidner burde være en glædelig begivenhed, og som samtidig ikke indeholder noget som helst fortroligt materiale (husk på at kvinder jo også kan blive delegerede, så der kommer så afgjort intet “saftigt” på bordet ved den lejlighed), så man spørger sig selv hvorfor man ikke bare for længst har taget en beslutning om at livestreame begivenheden til alle på JW.org, selv i de tidligere år hvor det normalt har været muligt at afholde begivenheden for en stor gruppe af mennesker.
Og der er ganske enkelt ikke et specielt godt svar på det (bortset fra at Vagttårnet kunne hævde at de frygtede at deres båndbredde ikke rækker, men det er helt sikkert ikke tilfældet, for de udsender også videoer på JW Broadcasting på fastlagte tidspunkter som praktisk talt alle aktive Jehovas Vidner går ind og ser samtidigt, så de har rigelig båndbredde til at forsyne dem der måtte have interesse i at overvære ceremonien via internettet).
Så derfor er den sørgelige konklusion den, at hele det store flertal på over 8 millioner Jehovas Vidner, efterlades med den klare fornemmelse, at der er at åbenlyst A-hold og et B-hold i trossamfundet. Der er tydeligvis eksklusive begivenheder der kun er for de udvalgte få — og vel at mærke ikke begrundet i særlige skriftsteder som skal underbygge det, som når man f.eks. udelukker kvinder fra stort set ethvert interessant privilegium i sekten, men alene fordi — ja — fordi, sådan er det bare. Basta!
Den slags opdeling af medlemmerne i VIP-medlemmer og “den jævne uindviede hob”, skal selvfølgelig før eller siden føre til en stigende grad af utilfredshed med denne åbenlyse uforskammethed overfor alle der ikke er inviteret til de mere eksklusive begivenheder. Det minder i uhyggelig grad om Scientology’s måde at behandle deres medlemmer på ved bl.a. at have et ganske særligt center hvor det kun er kendte og celebre Scientologer der kan komme — nemlig i deres “Celebrity Center”.
Da jeg selv er ateist tillod jeg mig at høre hvilket indtryk denne praksis efterlod i en af mine venner som selv bekender sig som kristen, og som selv sidder i menighedsrådet i sin lokale kirke. Han siger helt uden tøven eller tvivl i stemmen, at de fleste der bekender sig som kristne, ville hævde at dette ikke har ikke meget at gøre med den kristendom som Jehovas Vidner ellers hævder at praktisere.
Synes jeg at Lloyd bør appellere kendelsen?
Det har jeg naturligvis tænkt over efter at have set Lloyds egen opfølgning hvor han giver de grunde jeg nævner tidligere i artiklen inden dette afsluttende afsnit. Og jeg er tilbøjelig til at være helt enig med Lloyd Evans i de betragtninger han gør sig på dette område.
Desuden ser jeg personligt endnu et fornuftigt argument for ikke at gøre det: Der er en reel risiko for at kanalens fortsatte eksistens trues, selv hvis Lloyd endda vandt sagen mod Vagttårnsselskabet. Hvorfor det? Fordi Lloyd driver en af de meget få rene Ex-JV kanaler — hvis ikke den eneste — på YouTube, som professionel fuldtidsbeskæftigelse — altså med Lloyd som fuldtidsarbejdende journalist på kanalen — fordi vi er en lang række Patreons (en slags protektorer eller velgørere, der er organiseret gennem “Patreon” — et koncept hvor man kan forpligte sig til at støtte kanalen med et fast månedligt beløb), som har forpligtet os til at holde Lloyd med løn ved at donere fast til kanalen. Det gør folk naturligvis fordi de mener at John Cedars er en kanal der skiller sig markant ud fra mængden ved at være uhyre produktiv og ved at det materiale der kommer fra Lloyd Evans nærmest uden undtagelse har en meget høj journalistisk kvalitet og oppebæres af en lødig, afbalanceret tilgang til de behandlede emner, som afspejler en sund skepsis, samtidig med at Lloyd ikke benytter kanalen til at viderebringe løse rygter og udokumenterede påstande.
At Lloyd har tid til dette store arbejde skyldes jo i høj grad at en stor række mennesker gennem deres faste månedlige bidrag — store såvel som små — har sikret Lloyd muligheden for helt at hellige sig arbejdet med John Cedars kanalen, og det er en meget sensitiv gensidighed, som meget nemt kan bringes i ubalance, hvis Lloyd lige pludselig ikke har den fornødne tid til at bidrage med lige så meget interessant materiale som han normalt har, fordi han er optaget af en retssag som ikke for alvor rykker ved noget af virkelig principiel betydning.
For der er en hårfin balance i denne form for velgører-støttede kanaler, for på den ene side så kan Lloyd kun lave så meget glimrende materiale som han gør, fordi der er nok der donerer til Lloyd for indsatsen på månedlig basis, til at han ikke også behøver have et andet arbejde ved siden af arbejdet med John Cedars kanalen, for at kunne forsørge sin familie og øvrigt have til livets oprethold.. Men på den anden side så vil de mange Patreons også kun blive ved med at betale Lloyd med deres mange månedlige bidrag (der tilsammen udgør Lloyds indtægtsgrundlag), hvis de bliver ved med at få noget for pengene.
Og af den grund er jeg af den opfattelse at Lloyd skal lade være med at forfølge sagen yderligere. Lloyd har ikke oplevet at en eneste strike mod kanalen er blevet anerkendt af YouTube i mange år, så sandsynligheden for at det får flere konsekvenser for Lloyd eller bringer kanalen i reel risiko for lukning er så diminutiv, at enhver indsats ikke vil være besværet værd. Til gengæld kunne et manglende engagement i kanalen sagtens koste kanalen livet, hvis Lloyd selv er skyld i at en relativt banal konflikt udvikler sig til en tidskrævende retssag, og så vil både Lloyd og alle os der regelmæssigt følger kanalen have sat så meget mere over styr end det den tvivlsomme æresoprejsning efter et uretfærdigt men ubetydeligt “hak i tuden” ville kunne give hverken Lloyd eller hans mange abonnenter.
Den positive konklusion
Ud af alt dette — inklusiv mine egne causerier over hændelsen ovenfor — ender jeg med et destillat i form af to væsentlige konklusioner, som begge er positive. Den ene har jeg allerede berørt tidligere og det er den konklusion som Vagttårnsselskabet — hvis de da stadig har en smule realitetssans — også må komme frem til, nemlig den at der er et stort mørketal af utilfredse medlemmer som tvivler på Det Styrende Råds autoritet, og som er villige til at gå på kompromis med deres loyalitet overfor sektledelsen og dens doktriner, for at hjælpe frafaldne med at producere materiale, der kaster et kritisk blik på den organisation de selv tilhører. Det havde ingen forestillet sig for bare 20 år siden, men nu er situationen den at ingen kan afvise at det er sådan det forholder sig. Især efter denne hændelse.
John Cedars skaber uro helt ind i organisationens midte
Hvis der kun går 1½ time fra Lloyd Evans og Mark O’Donnell begynder at transmittere indtil deres transmission bliver afbrudt, betyder det helt indiskutabelt, at Vagttårnsselskabet har afsat mandetimer til udelukkende — ja nærmest i døgndrift — at holde øje med hvad der udgives på John Cedars kanalen. Hvis ikke de gjorde det, kunne reaktionen ganske enkelt ikke være kommet så prompte, og da slet ikke før udsendelsen var færdig!
Vi ved at Vagttårnsselskabet kontrollerer de videoer som John Cedars kanalen udgiver, men min egen formodning var, at de f.eks. en gang om ugen kiggede kanalen igennem for at se, om der var kommet noget der var så væsentligt, at de mente at de ville kræve en nedtagelse af videoen. Det vi har set med denne livestream — som blev afbrudt allerede efter halvanden time — viser, at de ikke kigger væk i særlig mange minutter. Og lad mig nu illustrere det med nedenstående grafik, for så bliver det helt åbenbart for enhver, hvor hurtigt 1½ time faktisk er:
I venstre side ser du tidslinjen fra Lloyd går i gang med at sende til der er gået 1 time og 30 minutter og udsendelsen bliver afbrudt. I højre side kan du læse den væsentlige konklusion på hvert trin i processen, som den foregik på den skæbnesvangre 14. marts 2020:
Dette er en realitet der bør give anledning til begejstring. For ikke nok med at Lloyd Evans‘ kanal bidrager med vigtig viden til de tvivlende, men Vagttårnsselskabet anser den åbenbart for at være så habil en modstander og så farlig at de vil afsætte mandskab til at overvåge kanalen konstant, for kun ved en kontinuerlig overvågning kan man iværksætte en nedtagelse af en YouTube-livestream indenfor 1½ time.
Det må da siges at være en “fornem” anbefaling af kanalen.
De venligste hilsener fra
Beninu Andersen
ansvarsh. redaktør
JVinfo.nu
Klik på Lloyds video herunder, hvor han forklarer hvad der skete:
Bemærk at denne video ikke er oversat til engelsk da det tager meget længere tid
end at skrive en artikel, og derfor har jeg valgt i stedet at referere fra denne video,
da der er mange andre videoer fra John Cedars kanalen som i højere grad kalder
på en snarlig oversættelse til gavn for en større seerskare.