“Laodikeas Budbringer”

─ sætter ikke sit lys under en skæppe

”Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.”
─ Matthæus 5:15

For Vagttårnsselskabet ─ og deres religiøse front, Jehovas Vidner ─ har det aldrig skortet på selvagtelsen, og dermed heller ikke forståelsen af hvor sekten nøjagtigt passer ind i det profetiske billede af verdenshistorien, som rækker helt frem til “endens tid”.

Russell ─ én af de “vigtige kirkefædre”

Det er ikke et uset fænomen at forskellige kirker der opstod i den store vækkelses-periode i perioden fra 1700-1900 i Amerika, anskuede sig selv og deres ledere som personer der opfyldte forskellige Bibelprofetier. Nogle ser deres ledere som direkte efterkommere eller inkarnationer af fremtrædende bibelske skikkelser, mens andre ser deres overhoveder som personer der har fået det samme hverv som bibelske skikkelser har haft. Et af de kendteste eksempler fra de større kirkesamfund er f.eks. den katolske kirke, der mener at apostlen Peter var den første pave. (Navnet “Peter” eller “Petrus” betyder faktisk klippe, og Den Katolske Kirke funderer da også deres ret til paveembedet på følgende udtalelse af Jesus i Mattæus 16:18 hvor Jesus siger til Peter: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.  Og jeg siger dig, at du er Peter [gr. Pe’trus: “klippen”], og på den klippe vil jeg bygge min kirke«.) Fra denne udtalelse stammer den Romersk-katolske Kirkes lære om, at de katolske biskopper kan føre deres indvielse ved håndspålæggelse helt tilbage i en ubrudt linje til apostlene, som har de på denne måde arvet – eller fået overdraget – deres fuldmagt af Jesus selv. Begrebet kendes som Apostolsk Succession der betyder “efterfølgelse” eller “rækkefølge”.

Men som allerede nævnt er det ikke kun de årtusinder gamle kirker der påberåber sig beføjelser der skulle være dem tildelt af Gud eller Jesus selv. Det ses måske endda i særlig grad i nyreligiøse samfund fra den ny-kristne vækkelses-periode omkring 1700-1900 i Amerika, da disse havde et særligt behov for at manifestere deres berettigelse eller deres sandhedsmonopol.

Det er da bestemt også et fænomen man ser hos Jehovas Vidner (tidligere kaldet Bibelstudenterne). De så en direkte opfyldelse af Åbenbaringen 8:6 til 10:7 hvor der i et af Johannes’ (såkaldte) “syn” (eller visioner) viser sig “syv engle” som skal blæse i “syv trompeter”, og minsandten om ikke Jehovas Vidner uden problemer får disse syv trompetstød til at passe nøjagtig med 7 stævner i perioden 1922 til 1928 hvor de “syv trompetstød” var direkte billeder på syv resolutioner der blev vedtaget ved disse syv historiske stævner. I bogen “Babylon den Store er Faldet” ─ Guds Rige Hersker, som udkom på dansk i 1972, kunne man se en lang tabel med nøjagtige årstal hvor specifikke bibelske profetier fik deres opfyldelse. Tabellen over vigtige historiske begivenheder som var profeteret i Bibelen (særligt i Daniels Bog og Johannes Åbenbaring) var ubeskriveligt lang og uoverskuelig og strakte sig over 11 sider (fra side 227-237), og hertil hørte naturligvis også de ─ for verdenshistorien vigtige ─ resolutioner, som blev oplæst ved de syv internationale stævner afholdt i perioden 1922-1928.

Tabellen fra “Babylon den Store er Faldet”, s. 235 så sådan ud:

Årstal: 1922 e.v.t.
Begivenhed: Det andet internationale stævne afholdes i Cedar Point, Ohio, 5.-12. sept. Den første i en række på syv resolutioner vedtages

Årstal: 1923 e.v.t.
Begivenhed: Stævne afholdes i Los Angeles, Californien, i august; resolution vedtages

Årstal: 1924 e.v.t.
Begivenhed: Internationalt stævne afholdes i Columbus, Ohio, 20.-27. juli; resolution vedtages

Årstal: 1925 e.v.t.
Begivenhed: Stævne afholdes i Indianapolis, Indiana, 24.-31. aug.; resolution vedtages

Årstal: 1926 e.v.t.
Begivenhed: Internationalt stævne i London, 25.-31. maj; resolution vedtages

Årstal: 1927 e.v.t.
Begivenhed: Internationalt stævne Toronto, Canada, 20.-26. juli; resolution vedtages.

Årstal: 1928 e.v.t.
Begivenhed: Internationalt stævne afholdes i Detroit, Michigan, 30. juli-6. aug.; resolution vedtages, den sidste af de syv resolutioner.

Bogen “Babylon den Store er faldet” ─ Guds Rige Hersker er ganske vist fra 1972, men så sent som i 1990’erne var det stadig den gængse opfattelse at “de syv trompetstød” fra Johannes’ Åbenbaring fik sin direkte opfyldelse i form af tilslutningen til disse syv resolutioner oplæst ved Jehovas Vidners stævner, startende ved Det Andet Internationale Stævne ved Cedar Point, Ohio i 1922. Det ser man f.eks. i bogen Åbenbaringen – det store klimaks er nær, fra 1988 hvor man i kapitel 21 behandler betydningen af de 7 trompetstød, hvornår de fandt sted og hvilken betydning de havde for verden. Alt dette kan man selv læse ved at læse kapitel 21 i bogen i Watchtower Online Library. Herunder skal jeg nøjes med at indsætte paragraf 15, der tydeligt opsummerer opfattelsen ─ også i nyere tid ─ af betydningen af “de syv trompetstød” i Åbenbaringen kap 8-10, hvorom man skriver følgende:

Det må trods alt siges at være et storhedsvanvid ud over det sædvanlige, da der i verdenshistorisk sammenhæng næppe kan findes mere ligegyldige begivenheder end Jehovas Vidners stævner, og da slet ikke tilfældige resolutioner forfattet af den tids megalomaniske præsident Joseph Rutherford. Deres væsentlighed er så beskeden at det langt fra er alle – selv blandt Jehovas Vidner – der er bekendt med “vigtigheden” af disse syv resolutioner på stævnerne fra 1922-1928, endsige den antagelse at de skulle være forudsagt i Johannes’ Åbenbaring i kapitlerne 8-10.

“Pastor” Russell var “Laodikeas Budbringer”

Personer der, ligesom jeg, har interesseret sig for historien bag den bizarre sekt der i dag har udviklet sig i mange retninger hvoraf den største er Jehovas Vidner ledet af Watchtower Bible and Tract Society, vil bemærke, at de tidligste medlemmer af sekten der blot kaldte sig Bibelstudenter, omtalte deres grundlægger Charles Russell som “The Laodicean Messenger” (eller Laodikeas budbringer). Endnu et af de mange udtryk fundet i Johannes’ Åbenbaring, og den sidste af syv menigheder, som brevet blev sendt til. Det fremgår af konteksten i teksten i Johannes’ Åbenbaring, at der må være tale om symbolik, og de syv menigheder er således (af forskellige naturlige årsager som vi ikke skal dække her) ikke syv bogstavelige menigheder. Det eneste vi vil hæfte os ved er, at Laodikea ─ såfremt man tager Johannes’ Åbenbaring alvorligt ─ er den sidste af de syv menigheder som Johannes får befaling om at det han nedfælder skal sendes til i en bog eller en bogrulle, da der i Åb. 1:11 står: »Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.«

Men vi ved at Russell blev kaldt “Laodikeas Budbringer” af dem der tjente sammen med ham i Bibelstudenternes kredse, og vi kender også udtrykket fra Russells egen gravsten, hvor man bruger denne betegnelse om Russell. (Jævnfør fotografi af Charles Russells gravsten, hvor der med store typer står “THE LAODICEAN MESSENGER”). Men hvorfor? Hvad gav Bibelstudenterne den idé at kalde Russell “The Laodicean Messenger” eller “Laodikeas budbringer”? Vi får et hint om dette når vi ser på nogle af de utallige skemaer og diagrammer over tider, tidsperioder og steder i Biblen, som Bibelstudenterne var uendeligt optagede af at udlægge og udrede i deres skrifter ─ eller man skulle måske hellere sige som Charles Russell var optaget af at udlægge i sine skrifter.

Russell udgav 6 bind i bogserien Studier i Skriften (tidligere kaldet Millenniets Daggry), men da hans helbred omkring år 1914 var ved at svækkes erkendte han, at det sidste og syvende bind, som han allerede havde indsamlet og nedfældet en del materiale til, måtte færdiggøres af andre end ham selv. (Vi ved idag, at Clayton Woodworth og George Fisher var dem der sammensatte materialet, og at Joseph Rutherford fungerede som den redaktør der gav bogen sin endelige godkendelse). Det syvende bind udkom under titlen “The Finished Mystery” (“Den Fuldbyrdede Hemmelighed”), og giver det endegyldige indblik i hvad man mente med at Charles Taze Russell kunne omtales som “Laodikeas Budbringer”. I bogen finder man nemlig nogle vigtige skitser, der viser hvad det var, der fik Bibelstudenterne til at give ham dette tilnavn.

Jeg har heldigvis selv bogen, så billedets ægthed kan der ikke sås tvivl om, og jeg har benyttet muligheden til at scanne nogle af skitserne fra bogen, og vi vil starte med at betragte en skitse på side 64 fra Studier i Skriften, bind VII hvor man på side 64 finder følgende galleri, der i allerhøjeste grad må siges at placere Russell i meget fint selskab:

Billedet ovenfor har jeg scannet fra side 64 i bogen “Den fuldbyrdede hemmelighed”, og det er bestemt ikke hvem som helst Russell er sat i selskab med. Billedet skulle forestille de syv budbringere som Kristus skulle have betroet at udbringe hans budskab til jorden. Det er dog interessant at denne planche på ingen måde fremstiller den gængse teologiske forestilling om hvem der i traditionel forstand betragtes som kristendommens kirkefædre – snarere tværtimod.

For blot at tage et par enkelte eksempler så er Arius nævnt og hvis nogen er opmærksomme så lægger de mærke til årstallet 325 som også er årstallet for kirkemødet i Nikæa. Det var netop Arius lære (senere kendt som Arianisme), som gav anledning til at man på kirkemødet i Nikæa måtte fastslå visse grundprincipper i kristendommen som ingen blot kunne komme og gøre op med. Den almindelige opfattelse blandt Jehovas Vidner er at læren om treenigheden blev etableret på kirkemødet i Nikæa. Det var imidlertid ingenlunde tilfældet. Læren om den treenige Gud (“Gud Faderen, Gud Sønnen og Gud Helligånden som tre men dog én og samme Gud”), havde allerede vundet pladsen som den mest udbredte gudsopfattelse på dette tidspunkt, så kirkemødet i Nikæa var ikke et møde der blev etableret for at beslutte hvordan sand kristendom skulle fortolkes og dermed et møde hvor man “indsneg” læren om treenigheden i kristendommen, sådan som Jehovas Vidner ynder at berette om kirkemødet i Nikæa og dets formål. Denne forståelse havde allerede slået dybe rødder blandt medlemmerne af den hastigt voksende Kristne kirke. På kirkemødet i Nikæa slog man tværtimod fast, at forståelsen af den treenige Gud allerede var så udbredt og almindeligt anerkendt, at dette allerede var den officielle lære, på hvilket den fortsatte kirkes eksistens skulle forblive grundfæstet. Arianisme (efter Arius), blev således betragtetet som afvigende og kættersk lærdom. Dermed forsvinder selvfølgelig også ethvert spørgsmål om hvorfor Vagttårnsselskabet betragter Arius som en af de helt store helte. Arius er for Vagttårnsselskabet som en martyr der måtte lide den skæbne at blive dømt som kætter fordi han turde stå frem og “forkynde sand kristendom” midt blandt en kirke der allerede var forkætret og under dæmonisk indflydelse fra de hedninger der tilsluttede sig menigheden allerede startende fra år 33 og fremefter.

En anden skikkelse der vises på planchen er Waldo, og som også er en af de helt store favoritter blandt Jehovas Vidner da Waldo rejste til Rom for at opponere mod pavedømmet. Vi kan se på skemaet at denne begivenhed fandt sted i år 1160, hvor pavedømmet allerede havde omkring 700 år bag sig og derfor var fast etableret. Jehovas Vidner er meget begejstrede for Waldo, bl.a. fordi han netop argumenterer imod Apostolsk Succession og hævder at tanken om at Jesus siger at Peter er klippen hvorpå han vil bygge sin kirke, alene gjaldt apostlen Peter og Waldo hævder således, at Peter ikke havde nogen efterfølgere der skulle overtage hans “pavedømme”. Endvidere argumenterer Waldo imod ligeværdigheden mellem Faderen og Sønnen og hævder at de er to adskilte skikkelser hvor sønnen er faderen underdanig, hvormed han også gør op med den ─ i Jehovas Vidners øjne ─ kætterske lære om treenigheden.*

Så at Waldo og tidligere nævnte Arius finder sin plads på en planche som ovenstående begået af Bibelstudenterne kan derfor ingenlunde overraske, da de er mænd der angriber den katolske kirke og paven i Rom, hvilket også har været en af Jehovas Vidners “yndlings-skydeskiver” lige siden etableringen af Bibelstudenterne. Der kan findes ligenende grunde til anbringelsen af de øvrige personer i planchen men disse får række for nu. Planchen er et postulat om hvilke af de “retfærdige” som den “sande kristendom” har passeret ned gennem efter at apostlen Peter, som Jesus sagde var klippen som kirken skulle bygges på, var død. Derfor er de første to mænd i hierarkiet Apostlen Paulus (år 33 til 73 A.D.), og apostlen Johannes (år 73 til 325). Johannes levede naturligvis ikke til år 325, så planchen er en tavle over hvornår de “retfærdige” træder ind på verdensskuepladsen. Herefter følger således: År 325: Arius. År 1160: Waldo. År 1375: Wycliffe. År 1518: Luther. Og endelig år 1874: Charles Taze Russell som den syvende i planchen herover (markeret med en rød firkant).

Således nærmer vi os altså forklaringen på hvorfor Russell var “Laodikeas budbringer”. Vi kan se at Russell er den syvende i denne “betydningsfulde” række af mænd (en rækkefølge der selvfølgelig er grebet ud af den blå luft og som ikke var anerkendt af andre end Bibelstudenterne selv). Men det er naturligvis et taktisk snedigt træk, at placere Russell som nr. 7 i rækken, da Johannes’ Åbenbaring omtaler netop syv menigheder der skal have det nedfældede budskab og Laodikea var den sidste af “de syv menigheder”, som der står i Åbenbaringen kapitel 1 vers 11:

Hvis man bladrer en enkelt side tilbage i samme bog “Den fuldbyrdede hemmelighed”, kan man på side 63 se et meget indviklet kort over de syv menigheder og hvilke tidsperioder i historien de skulle repræsentere, og hvilke kirkelige overhoveder der var knyttet til disse tider. Jeg har scannet billedet fra min egen udgave og planchen så, i uforfalsket udgave, således ud:

Det er selvfølgelig ikke anledning til den store forundring, at den første periode frem til år 33 naturligvis ikke indeholder en “arvtager” til kirken, da Jesus jo stadig var i live. Der nævnes heller ingen menighed over den tomme plads fra inden år 33 (hvorefter Apostlen Paulus indtræder som den første af budbringerne, nemlig Efesus’ budbringer). Det skyldes naturligvis at Jesus’ budskab iflg. den kristne lære, angiveligt først og fremmest var forbeholdt Jøderne, indtil den mirkauløse hændelse med ildtungerne på hovederne af alle tilstedeværende på pinsedagen i år 33 som signal til at det kristne budskab nu skulle forkyndes for resten af den da kendte verden. Men bemærk at rækkefølgen af menigheder i planchen og i Johannes’ Åbenbaring 1:11 stemmer påfalende overens med Bibelstudenternes udregning af at Russell måtte være den syvende budbringer der bragte budskabet til den symbolske syvende “Laodikea-menighed”. Sammenholder man med planchen længere oppe på siden (også scannet fra bogen “Den Fuldbyrdede Hemmelighed”), kan man se, at lige netop Russell var den syvende af “de retfærdige budbringere”, forudgået af så velansete mænd som: Luther, Wycliffe, Waldo, Arius, (apostlen) Johannes og (apostlen) Paulus. Planchen lige herover viser så sammenhængen mellem de (symbolske) syv menigheder fra Johannes Åbenbaring og de syv budbringere til disse menigheder. Hvis man ser godt efter kan man se at der på den vandret gående linje også er indtegnet årstal, så det er altså en tidslinje man kan se på planchen. Man ser følgende sammenhæng:

Herunder kan du se en forstørret udgave af sidste del af planchen hvor man kan se at Luther er nr. 6 og dermed “Filadelfias budbringer” og Russell som nr. 7 bliver “Laodikeas budbringer”:

Herover kan man se at Russell følger i den korte periode der ligger lige før “Tusindårsriget” og samtidig kan man se at der over “RUSSELL” står “LAODICEA” og kunne man have læst årstallene i denne meget kompakte planche kunne man se at de var bragt i harmoni med planchen øverst på siden hvor man viser at de syv vigtige kirkefædre fra Jesus og frem til vor tid var Apostlen Paulus, Apostlen Johannes, Arius, Waldo, Wycliffe, Luther og – naturligvis – Russell i år 1874.

Så hermed har vi altså fundet forklaringen på hvorfor Bibelstudenterne omtalte Russel som “The Laodicean Messenger” (eller på dansk: “Laodikeas budbringer”). Russell var ganske enkelt dén af de syv budbringere der iflg. Johannes’ Åbenbaring skulle bringe Johannes’ nedskrevne vision til den sidste af de symbolske syv menigheder omtalt i Johannes’ Åbenbaring 1:11 (som er citeret i en ramme længere oppe på siden), altså Laodikea. Det er naturligvis en typisk fordrejning af skriften som den er så hyppigt set fra Vagttårnsselskabet, da Johannes’ Åbenbaring ikke omtaler egentlige budbringere, men i stedet nævner 7 engle som skal sørge for at det Johannes nedfælder i bogrullen udbringes til hver af de syv menigheder, og i beretningen er der én engel for hver menighed, og af kapitel 1 og 2 i Johannes’ Åbenbaring fremgår det da også tydeligt at budskaberne til de forskellige menigheder også er vidt forskellige, altså individuelle budskaber til hver enkelt menighed.

Konklusion

Så når man sammenholder kendsgerningerne ─ de bibelmanuskripter med hele eller dele af Johannes’ Åbenbaring der er til rådighed i dag ─ med den måde Vagttårnssekten har valgt at udlægge dem på, må man blot konstatere, at der også med udnævnelsen af Charles Russell som “Laodikeas Budbringer” er tale om endnu et af de utallige forsøg på at “vigtiggøre” sin egen plads i verdenshistorien, og cementere påstanden om at denne sekt (blandt de ca. 20.000 kristne sekter der findes i dag), skulle være lige nøjagtigt den eneste som Jesus ved sin inspektion af alle troende kristne på jordkloden skulle have fundet, var dem med den bedste og skarpeste forståelse af Bibelens budskab. Sandheden er jo snarere den, at såfremt man leger med på den obskure tankeleg, at en såkaldt Jesus virkelig skulle have inspiceret jordens kristne sekter, så ville det han så, når han betragtede datidens Bibelstudenter, have været en sekt der kaldte sig “Bibelstudenterne”, men som i det store hele var baseret på lidt brudstykker af både nulevende og afdøde baptist- og adventistprædikanter som f.eks. William Miller, George Storrs, og ─ ikke mindst ─ Nelson Barbour, hvorfra Russel havde “lånt” langt størstedelen af de idéer der voksede og blev til det sammensurium af tanker Russell nedfældede i bøgerne “Studier i Skriften” ─ tanker der i vor tid ville få normalt begavede mennesker til i bedste fald at ignorere ham som en bizar særling eller i værste fald at foranledige hans tvangsindlæggelse på en afdeling for personer med megalomanisk vanvid, og overdreven opfattelse af sin egen vigtighed.

Alene det faktum at han aldeles ubeskedent tillod, at man titulerede ham “Pastor” Russel, til trods for at manden ikke havde nogen som helst anerkendt teologisk baggrund, men at at alt hvad han havde af færdigheder stammede fra driften af en række tøjforretninger som han havde arvet og solgt som ganske ung, samt de lånte fjer han pyntede sig med ved at finansiere udgivelsen af Nelson Barbours blad Herald of the Morning, mod til gengæld at få sit eget navn på forsiden som medudgiver af bladet, vidner om at denne religion ikke var spor andet end det som man har set i tusindtal i den evangeliske vækkelse i 17-, 18- og 1900-tallets USA ─ en sekt opbygget af en charlatan med talegaver der kunne imponere mennesker for hvem adgang til en videregående uddannelse var et spørgsmål om social klasse, og så nogle ganske få, der så mulighederne i sekten som et sted hvor de selv kunne avancere til magtfulde positioner, hvoraf det mest kendte eksempel nok er Joseph Rutherford ─ den præsident der siden, gennem tvivlsomme metoder, havde held til at erobre præsidentposten og efterfølgende tilføre netop denne post en helt særlig grad af magt, som i praksis gjorde sekten til et enevældigt herredømme helt frem til flere år ind i den tredje præsident, Nathan Knorrs, præsidentperiode ─ 40 år efter Charles Russel for længst var død og hans budskaber stort set alle var blevet ændret ─ ikke nødvendigvis til noget bedre, mindre vanvittigt eller mere troværdigt ─ men blot ændret til en sådan grad af ukendelighed, at personer der fremførte den lære Russell efterlod sig 40 år tidligere ville gøre sig skyldige i kætteri.

OBS! — Angående brug af udtrykket “Vagttårnet”
Vær opmærksom på at nogle undertiden forsøger at afvise validiteten af udsagn i de videoer eller tekster der findes her på siden eller i de linkede YouTube videoer, ved at hævde at der ikke er noget selskab der hedder “Vagttårnet”, men kun et der hedder “Vagttårnets Bibel og Traktatselskab”, og at “Vagttårnet” blot er en publikation fra dette selskab.
For på forhånd at imødegå sådanne desperate forsøg på at underminere validiteten af sidens indhold på et så tyndt grundlag, skal det understreges, at det både blandt nuværende og tidligere Jehovas Vidner er helt almindeligt at man på engelsk bruger udtrykket “Watchtower” som en forkortelse for “Watchtower Bible and Tract Society of Pennsylvania”, og i Danmark er det også helt almindeligt at man bruger udtrykket “Vagttårnet” som forkortelse for den danske forlags- og trykkerivirksomhed “Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab”.
Jehovas Vidner bruger i det hele taget mange forskellige forkortelser for dette selskab. Det er også ofte underforstået at man henviser til ovennævnte selskab når man i JV-kredse blot siger “Vagttårnsselskabet” eller endda bare “Selskabet” (på engelsk “the Society”). Det vil tydeligt fremgå af sammenhængen hvornår udtrykket “Vagttårnet” (“Watchtower”) i denne video/artikel dækker over det religiøse månedsmagasin eller den trykkeri- og forlagsvirksomhed der udgiver bladet Vagttårnet (hvis korrekte danske titel i øvrigt er: Vagttårnet — Forkynder af Jehovas Rige).