Den som glemmer sin historie …

The only thing necessary for the triumph of evil is for good men to do nothing

Som det så ofte er blevet sagt (vistnok oprindeligt af George Santayana): “Dem der ikke husker deres historie er dømt til at gentage den”.

Jeg ser ikke noget negativt i at der er forskellige måder at være X-JV på. Det at være X-JV er jo i bund og grund bare et udtryk for hvad vi ikke er (længere). Der er mange ting jeg ikke er, som jeg engang har været – men det vigtigste jeg ikke er mere er: Et barn. Den vigtige – omend dybt banale – erkendelse er, at mit liv er summen af min historie, og at nogle vælger en tilværelse uden den ringeste interesse for deres egen fortid, er mig personligt ubegribeligt, for der er kun få ting der kan være mere selvudviklende og lærerige.

Jeg ser på min indre nethinde en sekvens af et barn i en barnevogn, som bliver ved med at smide sin sut i sandet. En voksen må rense sutten og lægge den tilbage i barnevognen. Men, inden der er gået 5 minutter er sutten igen smidt ud i sandet. Det er forståeligt – der er tale om et spædbarn, af hvem det kun er en forventelig handling. Men hvis en person der vokser op og når frem til (formodet) større modenhed, stadig går med sut og smider den i sandet hver femte minut, så andre voksne må samle den op, så bør det give anledning til oprigtig bekymring.

Det handler altså om udvikling.

Der er ingen tvivl om at man ved at hænge fast i sin fortid kan blive som en person der sidder i kviksand til halsen. Så processens målsætning er naturligvis frigørelse.

Men frigørelse foregår ikke ved at man tager bind for øjnene og propper vat i ørerne. Sådan udvikler ingen sig. Der er mange der gerne vil feje al snak om Vagttårnssektens fortid af bordet, som om den er ligegyldig og den tanke at de blot har fået nye interesser, er blevet “genfødt i Jesus”, eller hvad end de nu måtte have udfyldt det opståede tomrum med, er dem mere end tilstrækkeligt. Men det er ikke spor anderledes end dem der opdager skimmelsvamp i væggen i deres hjem, og løser problemet ved blot at komme et ekstra lag tapet udenpå. Før eller siden bryder svampen igennem det nye tapet.

Der er gode grunde til at interessere sig for Vagttårnssektens historie, for herigennem får man en selverkendelse på flere planer. Først og fremmest får man en erkendelse af hvilke virkemidler de dygtigt har udviklet til at indfange og fastholde personer i den destruktive sekt. Hvad der er nok så vigtigt, så får man desuden svar på det spørgsmål som ofte er svært at besvare med få ord, men som ikke desto mindre er så væsentligt for ens eget selvbillede, nemlig: “Hvordan kunne jeg være så blind og naiv i så mange år?” – og svaret du finder frem til er, at du hverken var blind eller naiv. I hvert fald ikke anskuet ud fra en evne til Kognition og en kapacitet for logisk og kritisk tænkning. Der var snarere tale om en undertrykkelse af din egen Kognition, som du havde valgt at underkaste dig. Sandheden ligger i det engelske mundheld, som er blevet tilskrevet mange forskellige (herunder Mark Twain, som får skyld for stort set alle engelske mundheld), men oprindelsen er uklar. Det er meningen derimod ikke.

Mundheldet siger:

“There is none so deaf or blind as he,
who will neither hear nor see”

Som frit oversat til dansk betyder:
“Der er ingen så døve og blinde som de, der vælger hverken at høre eller se.”

Og deri opstår både en klarhed og nye spørgsmål. Klarheden er, at der er tale om en bevidst undertrykkelse af evnen til kritisk tænkning, så medlemmer af Jehovas Vidner (eller alle andre destruktive kulter) er ikke som udgangspunkt “dumme”. Fællesnævneren ligger et andet sted – i hvert fald hos dem som fuldstændigt eliminerer enhver tvivl der måtte melde sig og som viljeløst afviser enhver form for selvstændig tænkning. De nye spørgsmål er til gengæld: 1) Hvis det ikke er mangel på intelligens – i betydningen evne til at drage logiske slutninger på baggrund af ekstrapolering af akkumuleret information – hvad er det så der fik mig til at vælge at undertrykke enhver tvivl eller skepsis der måtte melde sig? Og et andet vigtigt spørgsmål er: 2) Hvad er forskellen på de personer der på et tidspunkt bryder med organisationen og dem der for evigt bliver stædigt hængende til det sidste åndedrag?

Jeg havde selv, kort efter mit brud med sekten, et usigeligt behov for at få bekræftet at jeg ikke bare var usandsynligt dum og bare havde været mere end almindeligt heldig til alle mine eksamener i skolen, gymnasiet og videregående uddannelse. Så jeg søgte optagelse i flere af de kendte samfund for højintelligente mennesker (hvoraf det kendteste er Mensa som kræver at man har en IQ der ligger højere end 98% af befolkningen), og disse test bestod jeg (for Mensa-testens vedkommende) med mere end den dobbelte score af hvad der var nødvendigt. Så det medlemskab har jeg bibeholdt bare som en slags lille “medaljon”, der fastslog hvad det var mit ærinde at påvise. I dag besidder jeg udelukkende disse medlemskaber, først og fremmest fordi jeg modtager Mensas interessante medlemsblad Forum Mentum og dernæst fordi de giver mig gratis adgang til en række meget interessante foredrag af lektorer fra universiteter verden over som Mensa Danmark får inviteret til landet og som jeg ikke ville have fået chancen for at høre ad anden vej, da det er et lukket forum der kun afholder meget få arrangementer med gæsteadgang. I denne kontekst er eksemplet kun medtaget for at jeg kan forsikre alle andre om at de ikke forblev Jehovas Vidner i den tid de blev i sekten, fordi de havde en lav intelligenskvotient. Min far var også i besiddelse af en meget høj IQ og havde en stor interesse i at udvikle sin egen hjerne ved at udfordre sig selv med matematiske problemstillinger, hvilket han ofte gjorde. (Det er sikkert også grunden til at vi begge endte som softwareudviklere.) Hverken han eller jeg kunne få nok af den slags intelligens-udfordringer (hvilket er endnu en af mine grunde til at bevare mit Mensa-medlemskab, for her er der grupper der udelukkende interesserer sig for den slags udfordringer og man kan tilmelde sig grupper hvor man udfordrer hinanden med matematiske og logiske problemer som jeg personligt finder spændende. Og jeg er sikker på at der er andre der synes det er omtrentligt lige så spændende som at sidde og kigge på maling der tørrer, men sådan er vi jo heldigvis forskellige.).

Men det spørgsmål der stadig står tilbage er: Hvad er forskellen på de personer der på et tidspunkt bryder med organisationen og de medlemmer der for enhver pris fastholder forholdet til kulten til det sidste? Og heri inkluderer vi naturligvis også dem der rent faktisk er blevet klar over at der ikke er tale om en unik menighed udvalgt af Gud som eneste talerør til menneskeheden. Ja, endog dem der måske ikke engang længere føler sig overbevist om eksistensen af et metafysisk univers, men som ikke desto mindre forbliver trofaste mod sekten til deres død.

Og her nærmer vi os sagens kerne. Sagen er nemlig den at de fleste af os – undtaget mennesker med den sjældne psykiske lidelse psykopati – har en grundlæggende indbygget forståelse for, hvad der etisk, moralsk og menneskeligt, er rigtigt og forkert, og som (på nær nogle små kulturelle accentueringer) går på tværs af landegrænser, kontinenter og befolkningsgrupper. Det er meget svært at finde befolkningsgrupper, ud over dem der er styret af en ekstrem religiøs fanatisme, som f.eks. ikke også har en grundlæggende bevidsthed om at man ikke tager andre menneskers liv, men at man tværtimod hjælper andre til at opretholde livet så godt som man kan. Det er derfor vi som samfund underviser selv børn i grundlæggende livreddende førstehjælp. De fleste ved også godt, at der for størstedelens vedkommende ligger et såkaldt “blodets bånd” der gør, at man føler en særlig stærk binding til sine slægtninge.

Denne indbyggede natur kan man undertrykke og bedøve med en meget veltilrettelagt bombardering med skadelig social påvirkning (“undue influence”). De af os som på et tidspunkt har haft tilknytning til Vagttårnssekten, kender de to sider af denne kult, og de har oplevet den når de f.eks. har set at man kan lære folk at undertrykke deres vilje til at overleve – selv når de ligger på deres yderste – hvis midlet til overlevelse er en livreddende Blodtransfusion.

Endnu værre er det sommetider for forældre der står og ser på deres syge barn i hospitalssengen, omgivet af lægelige eksperter som fortæller dem at kun en Blodtransfusion vil forhindre at deres barn dør inden for få timer. Sektledelsen er godt klar over at det ofte er i disse ekstreme situationer at vores naturlige moralske instinkter sætter ind. Det er derfor man har fundet det formålstjenligt at opbygge et “blodpoliti” som man har maskeret – eller gjort mere “spiseligt” – ved at kalde det en “Informationstjeneste”.

Denne “informationstjeneste” fungerer på to niveauer. Man har en komité bestående af særligt trænede ældste (kun mænd) som har fået undervisning i hvordan de skal argumentere med læger – eller rettere trætte dem – med evindelig argumentation om teoretiske scenarier og undtagelsestilfælde hvor enkelte patienter har overlevet rekordlave blodprocenter. Man kalder denne gruppe for “Kontaktudvalg for Hospitaler” (eller KUH).

Den anden del er hovedet for denne komité af 20-30 udvalgte ældste. Den består for Skandinaviens vedkommende af 2 mænd som sidder på afdelingskontoret i Holbæk som hedder “Hospitalsinformationstjenesten” (eller HIS for “Hospital Information Services”) . Disse to betroede mænd har været sendt på diverse seminarer i hele verden, for at indhente al tænkelig information, som kan bruges som vand på deres egen mølle, så de fra Hospitalsinformationstjenesten (HIS) på Det Skandinaviske Afdelingskontor, kan formidle denne information videre på kurser for det føromtalte “Kontaktudvalg til Hospitaler” (eller KUH) i Danmark. Hospitalsinformationstjenesten på afdelingskontoret kan desuden kontaktes i akutte situationer, som fx i tilfælde hvor kontaktudvalgsmedlemmerne der våger over et indlagt Jehovas Vidne ikke selv har tilstrækkelig viden til at håndtere en specifik aktuel situation eller hvis de måske står på et hospital hos et døende Jehovas Vidne og føler sig udfordret af en særlig dygtig hæmatolog eller anden speciallæge, som rent faktisk forklarer dem, at deres viden er forkert, forældet eller ikke passer i det aktuelle tilfælde. Så ringer man til dette ledende organ (HIS) hvor man fra dette to mand store organ (i DK) kan få den fornødne “specialistassitance”.

(Jeg har et indgående kendskab til disse procedurer, da min egen far igennem en lang årrække var formand for denne komité af udvalgte ældste her i landet, og siden arbejdede han i 24 år på Det Skandinaviske Afdelingskontor i Holbæk i det ledende organ for Skandinaviens “Hospitalsinformation” (HIS), så jeg har gennem min barndom og ungdom haft hele denne viden tæt inde på livet og på første hold set hvor store anstrengelser man gør sig for at finde professionel opbakning til denne unaturlige tilgang til et livreddende medicinsk indgreb. Da min far døde sørgede jeg for at beholde en stor del af alt det materiale han lå inde med så jeg har det som førstehåndsviden).

KUH og HIS – hvorfor?

Men hvad er meningen med hele dette “røgslør” af pseudo-professionalisme udi hæmatologi og anden lægevidenskabelig forskning på området? Hvorfor har Jehovas Vidner et særligt organ der holder sig så grundigt orienteret om hvilke alternativer der er til Blodtransfusion, som f.eks. brug af cell-saver, normovolæmisk hæmodilution, hyperbar oxygenterapeutisk operationskammer, og alle de andre tekniske virkemidler?^[1]

Grunden til dette “røgslør” er, at sektledelsen er klar over at man i ekstreme situationer, hvor man står ved et valg mellem liv og død, aktiverer de centre i hjernen som sekten hidtil har haft held til at bedøve, og nu opstår dét der kaldes “Kognitiv dissonans”. Alle forældre ved f.eks. godt, at det eneste rigtige er at beskytte deres børn – i særdeleshed når deres liv er i fare. Faktisk “ved de det” inden de “er klar over det”, for det ligger så dybt indbygget i vores art (og mange andre pattedyr) at beskyttelsen af vores afkom er dybt funderet i reptilhjernen og derfor opstår der pludselig en voldsom og ubehagelig uoverensstemmelse mellem det som man helt instinktivt er programmeret gennem tusinder af års evolution til at vide er det rigtige at gøre når ens barn er ved at dø, og så den tillærte respons som man har “omprogrammeret” sektmedlemmer til at tro er “den eneste rigtige”. Det kaldes “Kognitiv dissonans” og kan undertiden være så smertelig at den medfører direkte fysisk ubehag.

Det ville være alt for omfattende – og udenfor emnets afgrænsning – at give lektioner i “Kognitiv dissonans” og det kan man desuden få et meget større indblik i ved at læse føljetonen ”Hvem tror på noget så tåbeligt?” her på JVinfo•NU, for alene denne viden vil give så mange svar på hvad der fastholder personer i en destruktiv sekt, der for dem som er kommet ud af den forekommer så åbenlyst tåbelig og amoralsk. (Den dybdegående forklaring på begrebet “kognitiv dissonans” starter i kapitel 5 som man kan springe til ved at klikke på dette link). Men denne viden om “kognitiv dissonans” er også årsagen til at Jehovas Vidner er nødt til at have et “Kontaktudvalg til Hospitaler” (som er “glansbillednavnet” på deres “blodpoliti”), for at sikre at de enkelte vidner reagerer “rigtigt” når den kognitive dissonans bliver for ubehagelig. De er der for at “støtte og hjælpe” – siger de – men sandheden er, at de er der for at “fastholde” sektmedlemmerne på deres beslutning som de tog dengang det var nemt at tage den og de ikke lå for døden – eller værre endnu – havde et barn der lå for døden. Det er langt nemmere at underskrive et “blodkort”, når man står sund og rask i en Rigssal, ja faktisk er det nok næsten sværere at lade være (især når man overvåges af to ældste der skal være vidner der bevidner og berigtiger din underskift på dette Forhåndsdirektiv). Man kommer dette “blodkort” i sin pung og håber på at man aldrig nogensinde bliver fundet bevidstløs i sin forulykkede bil med svære indre blødninger som betyder at døden nærmer sig med en hast hvor hvert sekund tæller. Tanken om at dette skulle ske for ens barn skubber man helt væk, for den er så ubærlig at man hellere vil ignorere den.^[2]

Når katastrofen indtræffer, vågner man vel op?

Men hvad så når et barn alligevel dør? Så må de forældre da vågne op og indse at de har gjort noget frygteligt, eller hvad?

Nej – det gør de ikke, for her er det at “blodpolitiets” sekundære rolle træder i kraft. Når barnet dør fordi det ikke fik en blodtransfusion, så er det meget vigtigt, at man får mindsket ubehaget fra den kognitive dissonans og det er der grundlæggende kun få metoder til. Når der er konflikt mellem vores handlinger og vores holdninger, så opstår den kognitive dissonans, og desværre så er 99% af os indrettet så vi tilpasser vores holdninger fremfor vores handlinger. Og hvis vi ikke selv kan finde ud af det så er “blodpolitiet” der for at “hjælpe os” med det.

Og hvordan gør de det?

Først og fremmest lægger de bevisbyrden over på lægen, som om katastrofemedicin er en eksakt videnskab. Man siger: “Hvem kan garantere at barnet ville have overlevet hvis det havde fået en blodtransfusion?” (Det kan ingen! Men statistikkerne taler for, at det øger chancen i situationer hvor forblødning er tæt på at koste et menneske livet, men når man lige har mistet et barn, er evnen til logisk tænkning begravet dybt under de mange følelser der lige nu vælder op i én).

Det næste man gør er at forsøge at få det til at være lægens skyld: “Lægen nægtede at bruge andre metoder?” eller “Lægen var inkompetent og kendte ikke til brugen af … bla-bla-bla”, osv. osv. Det er formentlig ikke sandt, men hvad så hvis det endda var sandt? Lad os blot gå med på denne ”tankeleg” og “føre den til dørs”.

Lad os forestille os den situation at lægen kun var bekendt med brugen af blodtransfusion som den metode han var bedst trænet i at bruge til opretholdelse af liv, selvom der sikkert findes andre metoder som specialister i Japan eller USA måske ville have kunnet bruge.

Hvad så?

Det ændrer jo ikke ved det faktum, at man fratog den pågældende læge, man havde til sin rådighed på det pågældende, kritiske tidspunkt, muligheden for at benytte de kundskaber han trods alt havde, på en optimal måde – for den måde han kendte til, havde man forbudt ham at bruge! Kan man så med rette hævde, at det tragiske dødsfald er lægens skyld?

I dag er lægevidenskaben kommet langt og der er formentlig flere måder man kan foretage mange forskellige livreddende indgreb på. Men hvis man kommer til en læge der kun kender én af metoderne, er det så lægens skyld at patienten dør, hvis man fratager lægen muligheden for at bruge denne ene metode som han rent faktisk kendte til? Næppe? Hvis en blodtransfusion kunne have reddet patientens liv og lægen på stedet havde kompetencen til at administrere denne behandlingsform, men man forhindrede ham i at benytte denne metode, så er det ikke lægens skyld at barnet ikke modtog den optimale behandling, der var at få på det pågældende hospital på det pågældende tidspunkt.

Det er den misforståelse man indarbejder i alle Jehovas Vidner: “Al ny forskning kan kræves ibrugtaget på samme tid på hele jordkloden.” Men blot fordi en eller anden specialist eller forsker i USA, for få måneder siden har præsenteret en helt ny metode – som i udvalgte tilfælde kan erstatte blodtransfusion – betyder det ikke at lægen på hospitalet er inkompetent fordi denne metode endnu ikke er praksis på det hospital du bliver indlagt på.

Det er faktisk nøjagtig det samme mange misforstår når de klager til Styrelsen for Patientklager (tidl. Patientklagenævnet) over fejlbehandling af slægtninge som er døde under en operation eller anden behandling under indlæggelse på et hospital (her taler jeg ikke specifikt om Jehovas Vidner). Det man med rette kan forvente at få når man bliver indlagt på et hospital er behandling “der er i overensstemmelse med forventelig faglig standard” – ikke behandling der er resultatet af de seneste ugers og måneders publicerede forskningsresultater. “Faglig standard” er et begreb der dækker over hvad man kan forvente at få for en behandling, af den pågældende læge baseret på denne specifikke læges uddannelse, speciale, erfaring, osv. og det vil variere fra hospital til hospital og fra læge til læge. Så når Styrelsen for Patientklager f.eks. udtaler, at man har fået behandling “der svarede til forventelig faglig standard“, så er det altså et udtryk for at du har fået en behandling som man kan forvente af en læge med den erfaring og uddannelse som lægen, der havde mulighed for at behandle dig på det pågældende tidspunkt, har.

Hvad er forskellen på dem der bliver og dem der går?

Nå! Nok snak om blodpolitikken – for det er slet ikke dét dette indlæg handler om. Det handler om spørgsmål nr. 2 som jeg fremførte ovenfor, som burde være interessant for alle der har forladt sekten – men måske især dem som stadig har slægtninge der endnu er fanget i Vagttårnssekten, nemlig: “Hvad er forskellen på dem der bliver i sekten og dem som på et tidspunkt vågner op og forlader den?”

Det er her reaktionen på den ubehagelige kognitive dissonans er vigtig! For som jeg understregede før, så er det sådan at når der opstår uoverensstemmelser mellem ens holdninger og handlinger – eller måske udtrykt lidt bedre – når du ved hvad der er det rigtige at gøre, men gør noget andet fordi du har været programmeret til det (oftest fordi du er født og opvokset som Jehovas Vidne og derfor er blevet påvirket i “det kritiske vindue” mellem 4- og 14-års alderen hvor det er nemmest at “programmere” sindet), så opstår den ubehagelige følelse der hedder “kognitiv dissonans” og ved disse uoverensstemmelser mellem holdninger og handlinger vil det desværre være sådan at 99% tilpasser deres holdninger i stedet for at ændre deres handlinger. Disse 99% undertrykker deres indre bevidsthed om, hvad der er/var det rigtige at gøre i en bestemt situation – ofte hjulpet af dygtigt trænede ældste som kan ”hjælpe” eller ”guide” dit tankemønster i en bestemt retning. Så svaret på hvem det er, der trækker sig fra organisationen (hvis det altså er noget de gør frivilligt og ikke fordi de bliver udstødt og straks efter gør alt for at blive genoptaget) er, at det kun er den resterende ene procent der af en eller anden grund er i stand til at forandre deres handlinger i stedet for blot at tilpasse deres holdninger.

Det er sørgelige tal, for det efterlader os med en forhåndsformodning om at det formentlig kun er ca. 1% af de til enhver tid tilknyttede sektmedlemmer, der formår at løsrive sig fra “sindelagskontrollen” fordi de tilhører denne gruppe der ved kognitiv dissonans formår at tilpasse deres handlinger i stedet for deres holdninger. I det specifikke tilfælde, at handle ved endelig at tage skridtet og sige: “Nej, fandeme nej! Nu er det nok! Jeg skrider! Det her er simpelthen for sindssygt!”.

Startskuddet har lydt … men hvor er målstregen?

Men det er kun det første skridt. Man er selvfølgelig i sin gode ret til at sige: “Det var så dét – nu vil jeg aldrig mere tænke på Jehovas Vidner. Punktum!” Men megen erfaring viser at den isolation og ensomhed som mange træder ud til, gør at de før eller siden er “møre” og søger genoptagelse og går den tunge vej tilbage til sekten med hatten i hånden for at bede om at de ikke nok vil lukke dem ind igen. Jeg har personligt lige set et eksempel på at det er sket for en af mine gamle venner der havde været ude i næsten lige så lang tid som mig (altså i skrivende stund over 20 år!).

Ingen skal føle sig immune!

Personligt tror jeg på at en grundlæggende viden om hvad det var jeg i virkeligheden blev udsat for mens jeg var i sekten, og hvad det er for en ubehagelig historie der ligger bag det der i dag er Jehovas Vidner, vil give mig en langt større forståelse for at der er ting der er værre end midlertidig ensomhed. Samvær med hvem som helst for at undgå ensomhed er ikke vejen frem!

Intelligens og viden er ikke det samme!

Så, nej – lav intelligens er ikke grunden til at du forblev Jehovas Vidne i de år du gjorde – men manglende viden kan sagtens være grunden til at du ikke kan slippe fri af sekten eller vender tilbage til den – selv efter at du måske er blevet udstødt eller har afskrevet dig selv.

Omstændighedsbeviset tilvejebringer sekten selv, så det slet ikke er til at overse – for det ligger nemlig i organisationens egen uophørlige messen om den regn af ulykker der skyller ned over dem der erhverver sig mere end niende klasses afgangsprøve. Sektledelsens ”vise mænd” er helt bevidste om at viden er magt. Det er derfor man ikke kan overvære et eneste stævne uden at der kommer den ene advarsel efter den anden om farerne ved en akademisk uddannelse og karriere. Evnen til selvstændig tænkning og kritisk analyse er nemlig enhver destruktiv kults værste fjende.

For nylig foretog man en undersøgelse om uddannelsesniveauet blandt diverse trosretninger. For mange var det ikke en stor overraskelse at det højeste uddannelsesniveau fandtes i det Jødiske trossamfund. At protestanter/lutheranske kirkesamfund også ligger højt på listen kan heller ikke overraske, da de typisk befinder sig i det velstående Nordeuropa hvor der også ofte er adgang til gratis (eller næsten gratis) universitetsuddannelse. Men hvad der måske vil overraske nogle – i hvert fald Jehovas Vidner (eller deres apologeter) – er, at Jehovas Vidner lå placeret på en absolut sidsteplads!^[3]

Lad lige den synke ind …

Uddannelsesniveauet blandt Jehovas Vidner lå ikke bare i “den nedre halvdel” eller endda “den nedre kvartil” på skalaen. Nej! Jehovas Vidner var de ubetinget dårligst uddannede personer målt på uddannelsesniveau sammenholdt med tilhørsforhold til trossamfund! Selv unge mennesker blandt andre kultiske og isolerede trossamfund som FLDS, Mennonitter eller Amishfolket, havde en bedre sekulær uddannelse end Jehovas Vidner! Man må konstatere at det er en praktisk taget umulig bedrift at finde befolkningsgrupper med ringere uddannelsesniveau end medlemmerne af Jehovas Vidner.

Det fortæller noget om hvor effektive det styrende råds kampagner mod “verdslig” uddannelse har været, og det viser bestemt også at de udmærket er klar over, at evnen til selv at tænke en skeptisk tanke og et selvstændigt ræsonnement, udgør den ubetinget største trussel mod fastholdelsen af medlemmerne. Og det burde få både nuværende og tidligere Jehovas Vidner til at interessere sig mere for den bevægelse som de var medlemmer af og – ikke mindst – dens historie fra den spæde start til den velkørende og velsmurte organisation som den er i dag. For det er bestemt ikke uvæsentligt hvilken bevidst (eller formentlig ubevidst) påvirkning du selv har været udsat for gennem dit liv som Jehovas Vidne, for det vil lære dig lidt om din evne til at træffe fornuftige valg i tilværelsen – også fremover som “opvågnet og fritstillet”.

Egoisme eller altruisme — dit valg!

Endelig vil jeg påpege en sidste grund til at granske historien og psykologien i den sekt man engang underkastede sig betingelsesløst. Hvis du har interesse i dine medmenneskers vel, så afsøger du vel heller ikke kun denne viden for din egen skyld. Forhåbentlig er du også drevet af en vis grad af altruisme – en lyst til at være i stand til at hjælpe personer i kulten, som er kommet i tvivl, føler sig på gyngende grund og forblændede og som i blinde leder hist og her efter klare svar og oplysning, i det mørke de lige nu befinder sig i. Medmennesker i en sådan vildrede kalder forhåbentlig på et minimum af medfølelse hos dem der har muligheden for at hjælpe disse mennesker.

Hvis du bare beslutter dig for at din egen redning er tilstrækkeligt for dig, så har du næppe ændret dig ret meget i forhold til det trossamfund som har det helt fint med at gå rundt i en overbevisning om at “99,9% af jordens befolkning meget snart skal ødelægges på den grusomste måde”. Denne usympatiske og selvtilstrækkelige teologi er der forhåbentlig ikke mange der vil ønske at trække med sig ud som en del af deres post-kultiske menneskesyn.

Så hvis ikke du kan finde nogen grund til at granske Jehovas Vidners historie for din egen skyld – så gør det i det mindste for andres skyld.

… hvis du da selv er glad for at være sluppet fri!

---

---