Sådan håndterer Jehovas Vidner følsomme personoplysninger

GALWAY, IRLAND

»Jeg sendte dem en harddisk med alt hvad jeg havde.«

Vi møder manden i en lille by på Irlands vestkyst. Han hedder Jason Wynne, og dem som han overlod sin harddisk, driver en hjemmeside som bedst kan beskrives som en slags Wikileaks for verdens lukkede sekter. Projektet Faithleaks blev oprindeligt startet af to tidligere medlemmer af Jesu Kristi Kirke af De Sidste Dages Hellige, som bedre er kendt som »Mormonerne«. De startede med at afsløre dokumenter fra deres eget trossamfund. Men så blev de kontaktet af interesserede læsere, som havde deres personlige rødder i andre lukkede religiøse samfund.

Takket være fabriksarbejderen Jason Wynne fra Galway – en kystby på størrelse med Aalborg – kan Jehovas Vidner overalt i verden nu tilgå detaljeret viden om, hvordan den organisation som de er en del af, i virkeligheden bliver styret.

Indholdet i de offentliggjorte oplysninger vil også være af stor interesse for forskere i religionsvidenskab, anklagemyndigheden, Datatilsynet og tilsvarende instanser i andre lande. I omtalte materiale finder vi blandt andet historien om nogle ganske særlige blå kuverter, som bruges internt i Vagttårnsselskabet i sager af særlig følsom karakter.

»Så længe reglerne er hemmeligholdte, er det de ældste alene der sidder med den absolutte magt. Jeg finder det kun rimeligt, at både medlemmer og udenforstående kan gennemskue hvordan en kirke ledes. For mit eget vedkommende har jeg ikke længere noget at tabe,« siger Wynne.

De offentliggjorte dokumenter bringer ny viden frem i lyset, både for nuværende og tidligere medlemmer af Jehovas Vidner som Fædrelandsvennen har været i kontakt med.

Fædrelandsvennen har i forbindelse med de spørgsmål som denne sag naturligt afføder, bedt Jehovas Vidner om et interview, men trossamfundets talsmand forklarer, at man ikke vil diskutere den slags sspørgsmål med pressen.

Advarede menigheden

“Maria” advarede sin egen menighed af Jehovas Vidner i det sydlige Norge, efter at at have fået berettiget mistanke om en mulig pædofil i trossamfundet. Sagen blev undersøgt af en gruppe af ældste, men på intet tidspunkt valgte man at inddrage politiet. De ældstes konklusion på sagen blev fremsendt til afdelingskontoret i Danmark i en blå kuvert, sådan som det kræves i henhold til trossamfundets egne interne regler.

Når Jehovas Vidner behandler sager i et Dømmende udvalg, udfylder menighedens ældste en formular med betegnelsen S-77, som de sender til afdelingskontoret. Overtrædelser som det Dømmende udvalg takserer til en offentlig irettesættelse eller en udelukkelse, føres til protokol og sendes til det skandinaviske afdelingskontor i Holbæk. Kuverten er blå for at markere at den indeholder følsom information, så man sikrer at den kun bliver åbnet af de udvalgte mænd der har tilladelse til at se hvad der står på formularen. Desuden bliver de oplysninger udvalget havde fået af “Maria” arkiveret i menighedens lokale arkiv. Herfra skulle sagen flere år senere vise sig igen at dukke op til overfladen – denne gang for at blive brugt mod hende selv.

»Det handlede godt nok om en helt anden sag uden nogen som helst tilknytning, men alligevel havde nogen været inde i menighedens lokale arkiv for at hente de oplysninger der stadig lå der fra dengang jeg havde advaret menigheden om den mulige pædofile. Heraf fremgik det, at man opfattede min tidligere advarsel som et forsøg på at udbrede ubegrundede rygter. Man forsøgte ganske enkelt at svække min troværdighed ved at fremstille mig som en person der havde for vane at gå og rette grundløse anklager mod andre,« fortæller “Maria”.

For hende er det nærmest ubegribeligt at nogen så ubesværet kunne få adgang til og misbruge følsomme oplysninger om hendes person. »Det svarer jo nærmest til at nogen går ind og læser din sygehusjournal, tager en kopi og videregiver det til andre. De må da være ulovligt?« siger “Maria”.

Hun ved ikke hvilke andre informationer der ligger i arkivet om hende, for hun har aldrig bedt om aktindsigt i sin egen sag. »Jeg aner det ikke, men der er sandsynligvis flere ting, og det er skræmmende at tænke på hvilke informationer de har lagret om mig i deres arkiv.«

Ikke informeret om rettigheder

Meget af informationen fra papirarkiverne digitaliseres og overføres i disse dage til elektroniske arkiver. Men eftersom trossamfund som Jehovas Vidner ikke er undtaget fra EUs regler om personoplysninger, kaldet GDPR, kan de ikke blot lagre oplysninger uden tilladelse fra de personer de omhandler. Derfor har trossamfundets ledelse i løbet af det seneste år udsent et skema til alle medlemmer hvor man skal skrive under på at Vagttårnsselskabet har lov til at lagre en hvilken som helst personoplysning om det enkelte medlem.

Fædrelandsvennen er kommet i besiddelse af en sådan samtykkeerklæring, et skema der har koden S-290-D, og hvor man bl.a. skriver under på følgende:

»Jeg [er] indforstået med at Jehovas Vidners verdensomspændende organisation, deriblandt min menighed, det lokale afdelingskontor og lignende samarbejdende organisationer inden for trossamfundet Jehovas Vidner, gør lovformeligt brug af mine personoplysninger i overensstemmelse med deres legitime religiøse virke. Desuden giver jeg mit samtykke til at mine personoplysninger benyttes i forbindelse med religiøse aktiviteter der har tilknytning til min gudsdyrkelse, samt med det formål at jeg kan modtage åndelig hjælp. Jeg giver desuden mit samtykke til at mine personoplysninger sendes til trossamfundet Jehovas Vidners samarbejdende organisationer, der kan være beliggende i lande med en anden lovmæssig beskyttelse af oplysninger, som ikke altid svarer til den beskyttelse mit nuværende opholdsland tilbyder.«
[Fædrelandsvennen havde den engelske udgave (S-290-E) som de havde oversat til Norsk. I forbindelse med denne oversættelse er det lykkedes for JVinfo.NU at få fat i den tilsvarende danske udgave (S-290-D) hvorfra den citerede tekst er taget. Herunder ses den originale formular på dansk].

Herover ses formularen S-290-D som Jehovas Vidner bliver bedt om at underskrive, hvorved de giver afkald på alle rettigheder vedr. personlige data, som de har som EU-borgere.

I skemaet udbeder man sig samtidig en bekræftelse på at personen har fået »mulighed for at læse “Brug af personoplysninger” på siden “Privatlivspolitik” på JW.org,« men på selve skemaet er der ingen oplysninger om retten til aktindsigt i egen sag, ligesom der heller intet står om retten til, på forlangende, at få oplysningerne slettet.

I henhold til EUs lovgivning vedr. databeskyttelse skal denne information udleveres til personer, inden de skriver under på en sådan samtykkeerklæring.

“Maria” frygter at hun vil blive udstødt, hvis hun ikke med sin underskrift godkender at Jehovas Vidner må lagre oplysninger om hende i deres arkiv. På Jehovas Vidners egen hjemmeside JW.org, gør organisationen det helt klart, at det vil få konsekvenser for de medlemmer der undlader at underskrive samtykkeerklæringen:

»Du kan ikke vælge at være et Jehovas Vidne og samtidig undlade at underskrive denne formular,« siger “Maria”, »Det har jeg fået klar besked om.”

Hun ønsker fortsat at være et Jehovas Vidne, men har svært ved at forholde sig de krav der nu stilles til alle medlemmer.

»Jeg har ikke lyst til at skrive under. Alting lagres jo elektronisk, og man får følelsen af at være overvåget. Men, de siger du er nødt til at stå i arkivet – ellers må du melde dig ud eller bliver udelukket.«

Kilderne

Jason Wynne fra Irland og en kilde fra USA tog selv kontakt efter at Fædrelandsvennen havde bragt en engelsk udgave af dokumentarartiklen “The Elder” (“Den Ældste”, red.). Denne artikel handler om en 87 år gammel ældstebroder fra den norske koloni i Spanien, som netop nu afsoner en dom for seksuelle overgreb mod en 4-årig dreng. Krænkeren var i mange år ældste i Jehovas Vidner og en fremtrædende personlighed her i det sydlige Norge. Artiklen tiltrak sig stor opmærksomhed, både i Norge, men også i en lang række af andre lande, hvilket var med til at starte en kædereaktion af begivenheder.

Wynne samarbejder nu med en række aktive Jehovas Vidner som befinder sig på flere forskellige niveauer i organisationen, og de deler nu løbende vigtige interne dokumenter med ham og andre. En del af materialet er nu offentliggjort på Faithleaks. (Siden denne artikel blev offentliggjort i Fædrelandsvennen er Faithleaks blevet en del af Truth and Transparency Foundation).

Blandt de dokumenter som Fædrelandsvennen har fået adgang til, er bl.a. den norske udgave af “ældstehåndbogen” »Vær hyrder for Guds hjord«, som var det væsentligste bevismateriale i afsløringen af at Jehovas Vidner har et parallelt retssamfund i Norge i form af religiøse domstole (bestående af såkaldt “Dømmende udvalg”). I mange tilfælde behandler disse religiøse domstole sager som i realiteten er straffelovsovertrædelser, men medlemmerne presses til ikke at inddrage politi og domstole eller andre offentlige myndigheder i behandlingen af deres sag.

Det var artiklen “The Elder” som gav anledning til en række henvendelser
fra både nuværende og tidligere medlemmer af Jehovas Vidner

Et andet væsentligt dokument som Fædrelandsvennen har fået overdraget er bogen »Branch Organisation«, som er en løbende opdateret manual hvori man finder detaljerede beskrivelser af alle arbejdsgange på de enkelte afdelingskontorer, inklusiv detaljerede beskrivelser af hvordan informationsstrømmen skal bevæge sig i Jehovas Vidner, som hvor og hvordan de følsomme persondata skal indsamles, opbevares og formidles. Denne information er naturligvis ikke kendt af mennesker uden for trossamfundet men den hemmeligholdes også for alle andre medlemmer af trossamfundet end de ganske få mænd på hvert afdelingskontor, som har fået en særlig godkendelse.

I de lækkede dokumenter som nu kan læses på Faithleaks, findes bl.a. en række breve til “de ældste” i hver menighed. Disse breve indeholder direktiver fra Vagttårnsselskabet, som kun sendes direkte til ældsterådene. Indholdet har indflydelse på driften og udviklingen af de enkelte menigheder, så de udsendte direktiver får direkte konsekvenser for alle medlemmer af menighederne, men i en lang række af tilfælde er brevene markeret som fortrolige, og indholdet må kun ses af den lille håndfuld af mænd, der udgør menighedens ældsteråd, og i så fald bliver indholdet ikke offentliggjort for de mange menige medlemmer.

Retten til indsigt

Den nye norske persondatalovgivning er blevet harmoniseret med EUs GDPR. Disse lovbestemmelser giver alle borgere omfattende rettigheder til at få kendskab til hvilke af deres personlige oplysninger der er registreret om dem, hvor de er lagret og hvordan. Desuden har alle ret til at få de registrerede oplysninger slettet på begæring, og de organisationer eller virksomheder som ikke vil rette sig efter GDPR straffes med store bøder.

“Dina” fra Sydnorge hvis historie Fædrelandsvennen kender, har efter at have forespurgt hos Vagttårnsselskabet fået en vag tilbagemelding i generelle vendinger om hvad der er registreret om hendes person i trossamfundets arkiver.

Fædrelandsvennen har set det svar hun har fået pr. brev. Heraf fremgår det, at alle døbte Jehovas Vidner har et forkynderkort – et skema der også kaldes S-21 – hvorpå man har anført en række detaljer om den forkyndelsesaktivitet de har udført. Skemaet var ikke vedlagt i svaret til “Dina” og det samme gælder for alle de andre som Fædrelandsvennen har været i kontakt med, som har fremsendt tilsvarende forespørgsler til Vagttårnsselskabet.

“Dina” har tillige været for et dømmende udvalg (Jehovas Vidners religiøse domstol), hvor følsomme oplysninger om hendes privatliv er blevet behandlet af udvalget. Alle disse udvalg dokumenterer alle processer på et internt skema som betegnes S-77. Heller ikke dette skema er vedlagt det svar som Jehovas Vidner har givet om hvilken type af personoplysninger man har lagret om “Dina”.

Dømmende udvalg

“Sara” fortæller at hun ved gentagne lejligheder har siddet til doms foran et dømmende udvalg. Hun er ikke udstødt, men har flere gange været tæt på at blive det. Hun har ingen anelse om hvad trossamfundet har opbevaret og videresendt af følsomme oplysninger om hende, fortæller “Sara”.

»Jeg antager at de opbevarer oplysninger om hver eneste gang jeg har været foran et dømmende udvalg, og de dybt private og følsomme oplysninger som det har været svært at sidde og tilstå over for udvalget.«

Hun har hørt at Jehovas Vidner lagrer information om mulige pædofile, uden at disse oplysninger nødvendigvis bliver videresendt til politiet. Hun har også hørt om tilfælde hvor fortrolige oplysninger er havnet i de forkerte hænder for siden at blive brugt mod den de omhandler.

»Det er jo den slags situationer der kan opstå når sådanne interne registre findes, og det er jo fuldstændig katastrofalt,« siger “Sara”.

Foreløbig er “Sara” ikke selv blevet bedt om at underskrive det skema som tillader Jehovas Vidner at alle tænkelige oplysninger om hende, da hun i øjeblikket ikke er aktiv i trossamfundet. Men hun er bekendt med at mange har følt at de ikke har haft noget andet valg end at skrive under.

»Jeg tænker at det det de færreste der overvejer hvad det indebærer at underskrive denne formular, og blot tænker at det vel bare er sådan det er. I Jehovas Vidner stiller man ikke for mange spørgsmål. Gør man det kommer man hurtigt i problemer.«

Hun har heller ikke bedt om at aktindsigt i sin egen sag, med henblik på at slette eller korrigere evt. oplysninger som de måtte have liggende om hende. Hun frygter at det vil blive opfattet som illoyalt og måske endda kan føre til at hun bliver udelukket.

»Men alle burde jo tjekke hvad de har registreret om dem. Man befinder sig jo i en utroligt svækket position når man sidder foran et dømmende udvalg i Jehovas Vidner.«

»Tracking Persons«

Det som “Sara” har hørt om datalagring og informationsindsamling af oplysninger om mulige pædofile i trossamfundet, er ikke bare et løst rygte. Imellem de lækkede dokumenter lå bl.a. et såkaldt “ældstebrev”, fra Vagttårnsselskabet, som blev sendt til ældsteråd i menigheder i hele verden, som er dateret 14. marts 1997. I dette brev til alle ældste understreges det hvor vigtigt det er at holde styr på personer der er mistænkt for at misbruge børn, herunder hvor de opholder sig og varsle eventuelle flytninger internt i trossamfundet så deres bopælsadresse kan blive opdateret i trossamfundets centrale register. Hvis en sådan person flytter »er det af afgørende betydning, at man fremsender et brev til ældsterådet i personens nye menighed og fortæller om dennes baggrund.«, fremgår det blandt andet af brevet til alle verdens ældsteråd.

I den særlige manual »Branch Organization« som kun må læses af udvalgte mænd på afdelingskontorerne, omtales denne praksis med at holde styr på registrerede pædofiles færden som “Tracking Persons” og det omfatter både at man holder tæt øje med udstødtes færden og med medlemmer som er anklaget for kriminelle handlinger, sørger for at holde informationerne i de digitale databaser om disse personer opdaterede og sikrer at informationerne om disse personer udveksles indbyrdes mellem de relevante menigheder og at man holder afdelingskontoret opdateret om eventuelle opdateringer om disses færden. (Branch Organization, January 2015, §62 stk. 3).

Begge dele indebærer lagring og distribution af yderst følsomme personoplysninger uden samtykke fra de involverede. I ældstebrevet fra 1997, som stadig er det gældende direktiv indtil det trækkes tilbage eller opdateres, pålægger man de ældste i menighederne om at udarbejde en rapport om den eller de personer der er mistænkt for at begå seksuelle overgreb på børn.

I brevet fra 14. marts 1997 som man kan se i uddrag i rammen herover, fremgår det tydeligt, at man både skal lagre alle disse følsomme persondata i menighedens lokale arkiv, ligesom man skal fremsende dem til afdelingskontoret i en af de “særlige blå kuverter”.

Nægter at udlevere oplysninger

Dette brev til alle ældsteråd fra 1997 spillede også en central rolle, da en domstol i Californien i december 2018 idømte Vagttårnsselskabet en bod på 4 millioner dollars til en kvinde som blev udsat for seksuelle overgreb. De 3 millioner dollar er selve erstatningen, og 1 million dollar skal dække fremtidige medicinske udgifter som følge af overgrebene, skriver New York Law Journal.

En af de væsentlige præmisser i sagen er at Jehovas Vidner nægter at udlevere de rapporter som organisationen fik tilsendt i de blå kuverter, som svar på det brev de udsendte til alle menigheder i 1997 om registrering af kendte pædofile krænkere som enten var udstødte eller aktive medlemmer af menigheden. Kvindens advokat argumenterede for at organisationen kunne have gjort mere for at standse disse krænkere, hvis man havde overbragt disse oplysninger til politiet.

Den største kendelse om erstatning hidtil, er imidlertid tilkendt i en retssal i Montana i september 2018. Her tilkendte en jury bestående af syv mænd og to kvinder offeret hele 35 millioner dollars i erstatning.

Blandt de mest centrale beviser i sagen var en S-77 formular der viste at et dømmende udvalg allerede i 2004 havde fundet hendes overgrebsmand skyldig i seksuelle overgreb mod en dreng gennem fire år fra han var 8 til 12 år gammel. »Hverken lokalsamfundet eller myndighederne har kendskab til sagen,« fastslår de ældste i brevet.

Politiaktion i Holland

Ikke længe efter at dommen faldt i Californien skete der noget opsigtsvækkende i Holland. Politiet rykkede ind og beslaglagde arkivmateriale fra fire Rigssale i Holland i starten af december måned. De ransagede også flere ledende Jehovas Vidners privatadresser i jagten på arkivmaterialer.

Baggrunden for politiaktionen var at man også i Holland har flere igangværende sager vedrørende tidligere medlemmer af trossamfundet som kræver erstatning efter påståede seksuelle overgreb som fandt sted mens de stadig var børn. I den forbindelse havde organisationen ikke frivilligt udleveret alt det materiale som politiet havde udbedt sig, hvilket var årsagen til at man så sig nødsaget til at foretage en politiaktion for at ransage både Rigssale og privatboliger hos ledende ældste.

Udstødt

»I min omgangskreds regner man mig for at være en utrolig “ordentlig” pige, nærmest lidt sippet. Men ikke i Jehovas vidner,« siger “Anna”, en 30-årig kvinde fra Sydnorge. Også hun har været genstand for en sag af den type som havner i “de blå kuverter”.

For halvandet år siden blev hun udstødt fordi hun havde fået en ny kæreste. Hun var flyttet fra sin mand fordi han gennem mange år havde været voldelig overfor deres barn. Men hos Jehovas Vidner er det ikke gyldigt grundlag for at opnå en skilsmisse.

»Nej, man er ikke bibelsk fri hvis ikke din mand har været dig utro eller er død,« forklarer kvinden.

Manden blev dømt til fængsel for volden og i domfældelsen finder man. bl.a. følgende udtalelse:

»Volden og krænkelserne i denne sag er i rettens øjne en del af en overlagt, gentaget og vedvarende mishandling. ██████ har været udsat for en omfattende straffe- og kontrolforanstaltning fra den tiltalte, omfattende både fysisk og psykisk vold tildelt over en lang tidsperiode.«

Uddrag fra domsafsigelsen i retsprotokollatet

“Anna” affandt sig med volden i mange år indtil nok var nok og hun flygtede med sit barn. Kort herefter besluttede manden sig for at blive et aktivt Jehovas Vidne.

»Alle i menigheden syntes jo at det var helt fantastisk, og jeg blev til gengæld stemplet som hende den lede kælling der forlod ham. I det øjeblik han pludselig var blevet et døbt Jehovas Vidne, fremstod jeg bare som dobbelt så slem.«

Forsøgt voldtaget – og straffet

Til at begynde med trak hun sig selv langsomt væk fra menigheden, da hun ikke orkede at komme i samme Rigssal som manden. Men da der gik rygter i menigheden om at hun havde fundet en ny kæreste, satte Jehovas Vidner omgående gang i en udstødelsessag.

»Jeg fik et brev hvori jeg bliver bedt om at give møde for et dømmende udvalg, hvor tre af menighedens ældste skal høre mit forsvar, hvorefter de træffer beslutning om hvad der derefter skal ske med mig,« forklarer “Anna”, »men efter en hændelse som fandt sted i min ungdom har jeg ingen tillid til dem.«

For dengang “Anna” kun var 17 år gammel, blev hun overfaldet, næsten kvalt og voldaget under en ferietur sydpå. Da hun kom hjem fortalte hun en af de ældste i sin menighed om overfaldet.

»Jeg havde det utrolig dårligt med det der var sket og følte jeg måtte fortælle det til nogen. Den ældste som jeg betroede mig til, udspurgte mig om helt specifikke ting, og han ville vide alt hvad der skete helt ned til de mindste detaljer. Det var utrolig vammelt og det føltes faktisk som et nyt overgreb.«

Ifølge den ældste som afhørte hende var “Anna” selv skyld i overfaldet, fordi hun havde gået alene. Og som den skyldige var det hende der skulle straffes: »Jeg blev straffet med en offentlig irettesættelseOffentlig irettesættelseEn »offentlig irettesættelse« betyder at en ældste går op på podiet og bringer en meddelelse til hele menigheden om at man har været irettesat af et dømmende udvalg. Man fortæller ikke om grunden til at medlemmet er blevet irettesat.. Jeg måtte ikke række hånden op på møderne for at svare på spørgsmålene, eller gå ud og forkynde fra hus til hus.«

Hun følte sig uretfærdigt behandlet og resultatet blev, at hun begyndte at holde problemer inde i sig selv i stedet for at betro sig til menighedens ældste.

»Jeg er så angst for at dø!«

Nogle år senere traf hun manden som skulle blive far til deres barn.

»Han var ikke Jehovas Vidne da jeg mødte ham, og så blev jeg tilmed gravid. De var en kæmpe skandale i menigheden.«

Så hun fik endnu en offentlig irettesættelse. Både denne sag og den tidligere hvor hun fik skylden for et voldtægtsforsøg, ligger nu – i overensstemmelse med forskrifterne – opbevaret i menighedens hemmelige arkiv. Når de ligger dér kan betroede ældstebrødre når som helst de måtte ønske det, gå tilbage og se alle detaljer om hvornår og præcis hvordan hun “har syndet”.

Men den største “synd” af dem alle begik “Anna” da hun flyttede fra sin voldelige ægtefælle for at beskytte sit barn, og siden fandt sig en ny mand. Sager som disse hører også til dem der videresendes til hovedkontoret i Holbæk i en blå kuvert.

Og da “Anna” ikke mødte op til mødet med det dømmende udvalg, sådan som hun havde fået besked på, modtog hun kort efter et brev om at hun var blevet udstødt. Straks efter slettede alle hendes venner fra Jehovas Vidner hende som ven på Facebook, og selv kontakten med familien ophørte fuldtændig.

»De siger de gør det af kærlighed, for at du skal tænke dig om og til sidst komme tilbage når du angrer nok.«

Samtidig med at hun mistede alle venner og hele sin familie, fik hendes mand – selvom han var tiltalt for vold mod barnet – al tænkelig hjælp og støtte i menigheden. Først da domme mod manden blev stadfæstet ved en domstol, blev han også udstødt.

»Jeg ved jo ikke hvor meget de kendte til volden i hjemmet og mod vores barn, men de mennesker som havde slettet mig som ven på Facebook og som ikke ville have noget med mig at gøre, sad ved siden af ham ved møderne i Rigssalen, havde kontakt med ham, og havde ham på besøg i deres private hjem,« fortæller “Anna”.

De præcise detaljer om hvad der opbevares af oplysninger om “Anna” i Vagttårnsselskabets og menighedens arkiver, ved hun ikke. Hun har nemlig aldrig bedt om aktindsigt i sine sager hos Jehovas Vidner.

»Det har vel nok mest at gøre med at jeg ganske enkelt ikke ønsker at snakke med dem. Men samtidig er jeg jo interesseret i at få slettet alle de ting der står skrevet om mig i deres private arkiver. Det der står er jo deres subjektive opfattelse af hændelserne, og ikke nødvendigvis i overensstemmelse med virkeligheden.«

“Anna” har trukket sig fra Jehovas Vidner efter den behandling hun har fået, men samtidig frygter hun stadig for Harmagedon – dommens dag.

»Jeg er frygtelig bange for ikke at tro på nogen ting, for jeg har altid haft noget at tro på. Nu er jeg skrækslagen for at dø. Jeg tænker virkelig meget på det!«

Fik advokater på nakken

Tilbage i Irland fortæller Jason Wynne om den proces han har gennemgået i sin kamp med Jehovas Vidner. Og, han har virkelig været helt derude hvor han ikke kunne bunde.

»Der kom et brev fra Vagttårnsselskabets advokater. De forlangte at jeg skulle fjerne alle originaldokumenter som tilhører Jehovas Vidners organisation fra tre forskellige internetsider, herunder jwsurvey.org og avoidjw.org. Men, jeg administrer kun den ene af de tre sider de bad mig om at fjerne materialerne fra. Inden fristen på ti dage udløb, efterkom jeg dog deres krav på den ene side som jeg selv administrerer,« fortæller han.

Jason Wynne opererer ikke alene. Flere aktive Jehovas Vidner deler information med ham og skrive på internetsider som har til formål at fremme en fri og åben debat – også i dette trossamfund. Men de der stadig er aktive Jehovas Vidner, skriver under pseudonym da de har god grund til at frygte for repressalier.

Jason Wynne er ansat på en fabrik, har to børn og en ægtefælle som han elsker højt, og han gør hvad han kan for at undgå at havne i konflikter.

»Men det føles ikke rigtigt at sidde og se på at det trossamfund som jeg selv har været en del af, styres af regler og procedurer som menige medlemmer slet ikke har hverken indflydelse på eller viden om. VI har udviklet os til et parallelt samfund, der tilbageholder information fra politi og myndigheder. I sådan et system får de ældste en uforholdsmæssig stor magt over de menige medlemmer, som ofte lever i den frygt der opstår når man ikke kender de regler som de ældste regerer efter,« forklarer Wynne.

Vigtigt at nogen står frem

Jason Wynne besluttede sig for at offentliggøre sine dokumenter. På den måde havnede materialerne på Faithleaks som drives fra USA. EN del af det materiale han har sendt er allerede lagt ud på internetsiden faithleaks.org.

Men der findes flere dokumenter. Fædrelandsvennen har fået adgang til mere af det lækkede materiale, efter at Wynne læste de reportager der blev offentliggjort tidligere i år (2018, red).

»Jeg kalder stadig mig selv for et Jehovas Vidne. Hvis du er døbt som et Jehovas Vidne, tilhører du Jehova uanset hvad der end sker i livet. Jeg er udstødt, ja, men det er jo fra organisationen. De bestemmer ikke hvordan jeg skal tro eller tænke.«

Jason blev i sin tid udstødt fordi han havde haft sex med sin forlovede. Nu er de i mellemtiden blevet gift, men hans kone er ikke et døbt Jehovas Vidne. Resultatet blev at familiemedlemmer og vennerne i menigheden fik forbud mod at have kontakt med ham.

»Det er fuldstændig absurd! Vores ret til et normalt familieliv er rent faktisk sikret i Norges Grundlov. Det som i realiteten sker i vores situation er, at en religiøs organisation med med sin dogmatiske tankegang undergraver ægteskabet.«

– Du står nu, for første gang, offentligt frem som den der har lækket de fortrolige dokumenter. Frygter du ikke for konsekvenserne?

»Det er vigtigt at nogen står frem, og jeg har det helt fint med at det er mig der gør det. De ved godt hvem jeg er. Desuden er der masser af aktivister som er virkelig vrede på Jehovas Vidner. Det er jeg ikke. Jeg kommer fortsat til en stor del af møderne for at lytte. Jeg holder stadig af dem, selvom de har udstødt mig.«

Læs videre på næste side

Datatilsynet: Man kan ikke have en parallel domstol i Norge som opererer uafhængigt at politi og anklagemyndighed

Professor i forvaltningsret: Jason Wynne er en moderne Flavius