Korte aktuelle nyheder om Vagttårnsselskabet og Jehovas Vidner – på dansk.

Nyhederne kan læses på denne side i en begrænset periode. De vil dog ikke blive slettet men flyttet i datoorden til arkivet som der vil komme et link til når det tages i brug.

Vagttårnsselskabet sætter igen deres økonomi højere end medlemmernes velbefindende. Grundet risikoen for ansvarspådragelse ved forkert brug af hjertestarter vælger Vagttårnsselskabet nu i stedet helt at forbyde hjertestartere i alle Rigssale.

Hver måned offentliggør Det Styrende Råd Bekendtgørelser og Påmindelser som et månedsbrev til alle ældsteråd. I denne måned understreges det at selvom Jehovas Vidner ganske vist ser på livet som en hellig gave fra Jehova, så har man besluttet at “den træning der er nødvendig for lovligt at bruge en hjertestarter, og den vedligeholdelse de kræver” betyder, at det nu ikke længere er tilladt for de enkelte Rigssale at have en hjertestarter ved hånden for det tilfælde at et medlem af menigheden skulle være i den ulykkelige situation at få et hjertestop under mødet. Alle hjertestartere skal derfor nedtages og destrueres.

I månedsskrivelsen til alle ældsteråd “Bekendtgørelser og Påmindelser” hedder det i pkt. 2 og 3:

2. Om Automatiske Eksterne Defibrillatorer (AED) i Rigssale. Mange ældsteråd har forespurgt om muligheden for at opsætte hjertestarter i Rigssalen. Vi betragter livet som en kostbar gave fra Jehova, men grundet risikoen for ansvarspådragelse samt den træning der er nødvendig for lovligt at bruge disse enheder og den vedligeholdelse de kræver, må der ikke opsættes hjertestartere i Rigssalen. Opstår der akut behov for lægehjælp, er den bedste hjælp hurtig tilkaldelse af ambulance. Mens man venter på redningstjenesten kan enhver af de tilstedeværende der har træning i hjerte-lungeredning påbegynde en sådan hjælp, såfremt der er mistanke om hjertestop.

3. Forefindes der allerede en hjertestarter i Rigssalen, skal vi bede jer om at nedtage den og bortskaffe den i overensstemmelse med de gældende forskrifter, eller i henhold til anvisningerne fra producenten. Ved tvivlsspørgsmål kan den lokale bygge- og vedligeholdelseskomite kontaktes.


Selvom oplæring i brugen anbefales, er hele idéen med de automatiske hjertestartere at de kan bruges af alle uden forudgående undervisning i anvendelse af apparatet. Samtlige hjertestartere til almen brug er designet til at blive brugt af alle. De er nemme at bruge og giver stemmeinstruktioner til brugeren. Hjertestartere giver kun elektrisk impuls såfremt personen har brug for at få en stød for at stimulere hjerterytmen. Men det er væsentligt at påpege at det er direkte usandt at “træning er et krav” i forbindelse med brug af en hjertestarter. (Undertegnede har selv hjertestarter i hjemmet og denne kan bruges alene med assistance fra de instrukser der kommer gennem den indbyggede højttaler).

Man kunne umiddelbart få den tanke at Jehovas Vidner måske baserer deres tro på guddommelig beskyttelse og ser afhængighed af eksterne nødanordninger som uforenelig med deres tro på Gud. Sandheden er nok desværre at det snarere er økonomi der spiller den overordnede rolle i denne beslutning – især risikoen for et muligt søgsmål såfremt en hjertestarter anvendes forkert. Vagttårnsselskabet bruger allerede formuer på søgsmål fra alle verdenshjørner. Det sidste de har brug for lige nu er et søgsmål som følge af at et medlem dør af et hjerteanfald og at retten konkluderer at det skyldtes forkert brug af den hjertestarter der stod til rådighed i Rigssalen. Så foretrækker Vagttårnsselskabet tydeligvis at være uden muligheden for at redde et medlem fra en alt for tidlig død, al den stund det indebærer en risiko for at et sådant livredningsforsøg kan ende med at koste sekten penge.

De samlede omkostninger ved installation af en hjertestarter som er godkendt af sundhedsstyrelsen udgør ca. 15-20.000 kr inkl montering og skiltning. Afhængigt af model og funktioner varierer prisen på selve enheden fra 10.000-20.000 kr.

Jehovas Vidner menes at have over ti milliarder i aktiver og baserer en stor del af deres indtægt på anonyme donationer fra sine medlemmer. Hvad siger det om en organisation, der vælger at lægge fremtidige nødsituationer i Guds hænder, frem for at øge sikkerheden for dens medlemmer, som støtter den økonomisk?

Mystikken breder sig:

I brevet til menigheder som redaktionen bekendt er udsendt i både USA og Australien, fremgår det at man kræver hjertestarterne nedtaget fordi man frygter for ansvarspådragelse (erstatningsansvar), og fordi det kræver træning at bruge dem.

Begge dele er imidlertid baseret på usand information. Alle 50 stater i USA har vedtaget et tillæg til deres “Good Samaritan” love, som sikrer at ingen – uanset fejlagtig håndtering – kan pådrage sig ansvar for at have forsøgt at genoplive en person med en hjertestarter. Tilsvarende amnstilove findes i Australsk lovgivning. Dette betyder at argumentet med faren for ansvarspådragelse er det rene opspind, og at det formentlig er fordi man ikke ønsker at penge går til hjertestartere og man hellere vil have at disse midler kanaliseres til Vagttårnsselskabet.

Hvad angår udsagnet om at man skal have særlig træning for at bruge en hjertestarter er det igen direkte usandt. Godkendte hjertestartere er meget bevidst designet så de ikke kræver nogen forudgående instruks i at bruge dem. Apparatet giver vejledning både på en skærm og i form af hørbar vejledning fra en højttaler, hvorfra en stemme tydeligt forklarer hvad man skal gøre og hvornår. Personer der har et førstehjælpskursus vil desuden have fået fremvist og prøvet en hjertestarter.

Endelig må man undres over formuleringen “Men man venter på ambulancen kan medlemmer til stede som er trænet i hjertelungeredning benytte dette”. Denne formulering antyder en usikkerhed overfor hvorvidt der altid er en trænet førstehjælper til stede ved mødet, hvilket er en stærkt kritisabel mangel på sikkerhed for de fremmødte, som vidner om den arkaiske tilgang til sekulære procedurer der hæmmes af trossamfundets overordnede tro på at hvis noget sker er det fordi Jehova tillader det, og hvis det ikke er meningen at et vidne skal dø, så vil Jehova forhindre det. Det er en uhyre farlig tankegang, som naturligvis kun har sin rod i tåbelig overtro.


Det originale brev fra Det Styrende Råd (engelsk) kan læses herunder:

Ovenstående brev blev offentliggjort første gang på avoidjw.org 1.9.2024 hvor man kan læse ovenstående artikel på engelsk.

VIGTIG SERVICEMEDDELELSE:
Hjertestartere redder liv!

Hvis du vil vide mere om muligheden for at få en hjertestarter til din arbejdsplads eller dit hjem kan du se oversigten over godkendte forhandlere på denne side: