Sådan bruges mennesker også i JV-sekten

Opfølgning på Facebook-debat

---

Hugo Holden skrev forleden et meget relevant spørgsmål til mig om to ting:

1. Dels hvorvidt der blev udvidet/ombygget da man slog de tre nordiske afdelingskontorer sammen til ét Skandinavisk Afdelingskontor der (pudsigt not) skulle ligge i Danmark som er det eneste af de tre lande der favoriserer Jehovas Vidner med skattefritagelse.
2. Det andet spørgsmål gik på hvordan man behandlede betel-medarbejdere der nåede pensionsalderen og om de fik lov til at bo på betel til deres dages ende.

1. Dels hvorvidt der blev udvidet/ombygget da man slog de tre nordiske afdelingskontorer sammen til ét Skandinavisk Afdelingskontor der (pudsigt nok) skulle ligge i Danmark som er det eneste af de tre lande der favoriserer Jehovas Vidner med skattefritagelse.
2. Det andet spørgsmål gik på hvordan man behandlede betel-medarbejdere der nåede pensionsalderen og om de fik lov til at bo på Betel til deres dages ende.

For at svare på det første spørgsmål først, så er svaret at Betel (som jeg husker det) ikke er blevet (væsentligt) ombygget, og det ser heller ikke sådan ud på den udsendelse man kunne se med Anders Agger der får lov til at opholde sig på Betel og går rundt på gangene og besøger flere værelser.

Tværtimod husker jeg tydeligt at man allerede mange år inden sammenlægningen, ombyggede lejlighederne i den ene side af førstesalen så man nedlagde hver 3. lejlighed så lejlighederne på hver side kunne udvides med et ekstra værelse. Disse blev så tilbudt til personer (i særdeleshed ægtepar) med særlig høj anciennitet, så de i stedet for den vanlige store étværelses lejlighed som alle andre fik tilbudt, fik en toværelses lejlighed så de kunne få et særskilt soveværelse.

De nye og større lejligheder som blev skabt ved at nedlægge hver 3. lejlighed i en sektion af boligfløjen, så man faktisk et eksempel på i Anders Aggers udsendelse “Indenfor”, da han besøger det aldrende par Arne og Gudrun Nielsen i deres egen lejlighed. Her kan man kortvarigt – mens fotografen filmer at de går indenfor – se, at der er en dør til højre i stuen som fører ind til det der fungerer som deres soveværelse. Det giver naturligvis mulighed for noget der i nogen højere grad minder om et privatliv og en adskillelse af det private rum og det som man vanligt inviterer andre mennesker indenfor i.

Så grundlæggende blev der altså færre lejligheder og så vidt jeg er orienteret er der ikke siden udbygget med nye lejligheder. Behovet for færre lejligheder opstod bl.a. fordi mange funktioner ikke længere eksisterede på det Danske afdelingskontor. Det store trykkeri og binderi som formentlig beskæftigede 20 af medarbejderne på Betel i tidligere tider blev nedlagt og lavet om til fotostudie, da man centraliserede al trykkerivirksomhed for det meste af Europa i Selters/Taunus i Tyskland.

“Det dystre brev”

Da de tre nordiske afdelingskontorer skulle slås sammen udkom der et brev til en stor del af afdelingskontorets medarbejdere om at de (“under bøn” – naturligvis) skulle overveje om de havde mulighed for at komme ud og “tjene hvor behovet er større” (hvilket på almindeligt dansk betyder: “Du er faktisk en udgiftspost for os, og da vi ikke har brug for din arbejdskraft mere, vil vi gerne have at du skrider.”). Disse breve tog ingen, eller kun få, hensyn til medarbejdernes alder, økonomiske situation, osv.

Dette fører mig til et ret interessant afsnit om mine forældres afsked med Betel efter 20 års tro tjeneste, som jeg er nødt til at indlede med historien om måden de rent faktisk kom til Betel på, da det er yderst relevant for den måde de også fik “sparket” på.

Tilbage til rekrutteringen af mine forældre

Den daværende landskoordinator (som man i en virksomhed ville kalde Direktøren for Vagttårnsselskabet i Danmark) og som også var Afdelingskontorets leder, var – sammen med sin hustru – også personlige venner af familien, og vi har ofte været socialt sammen og jeg holdt grundlæggende meget af dem begge (det er ingen hemmelighed for de fleste at det selvfølgelig var Jørgen Larsen). Jørgen Larsen kunne dele vandene lidt og nogle syntes han var lettere arrogant, mens andre – de fleste, tror jeg – syntes han havde en god humor og overordnet set havde lune.

Jørgen Larsen og hans hustru Anna var altså blevet nære venner af familien og det tiltog især da de begge var med i den oversættelseskomité der både oversatte den første udgave af det nye testamente (den lille grønne bibel) der fik navnet Ny Verden-Oversættelsen af de Kristne Græske Skrifter, men også senere under oversættelsen af den komplette Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter (der indeholdt hele Bibelteksten i deres egen oversættelse/fortolkning). Senere udarbejdede min far også programmer der ved hjælp af en tidlig variant af kunstig intelligens (som min far selv udviklede) blev benyttet til automatiseringen af udarbejdelse af såvel den lille bibelordbog bag i Ny Verden-oversættelsen, samt det der senere blev til Den Store Bibelordbog, med opslag på samtlige ord i hele Bibelen. På billedet til højre ser man min far på pressemødet hvor man frigav Ny Verden-Oversættelsen i 1984. (Billedet er fra Jyllandsposten)

I ovenstående forbindelse fik man i resten af Europa nys om min fars programmer der med kunstig intelligens kunne udvikle ordbøger på baggrund af bibelteksten, hvilket havde betydet at Danmark faktisk var det første land der fik en komplet bibelordbog på et andet sprog end engelsk. Disse programmer ville man gerne gøre brug af, så min far blev som det første sendt til Tyskland og arbejdede hyppigt i perioder med IT-afdelingen i Selters for at implementere hans programmer på deres mainframe anlæg på det tyske afdelingskontor. Dette rygtedes hurtigt og inden der var gået få år havde min far også installeret disse programmer på afdelingskontorene i Spanien og Italien.

Der tegner sig grundlæggende et billede af mine forældre som mennesker der var villige til at sige “ja” til stort set alt hvad sektledelsen med rimelighed kunne forlange af dem. At det senere også udvikledes til at sige “ja” til hvad sektledelsen med “urimelighed” forlangte af dem, skal snart vise sig.

Presset på mine forældre øges løbende

Så vi sås regelmæssigt med Jørgen og Anna Larsen, og en dag hvor jeg er 10 år er de hjemme hos os for at spise, og så siger Jørgen Larsen for 117. gang: “Hvornår kommer I til Betel?”, hvortil min far logisk nok svarer, “Men, vi har jo lige en søn på 10 som gerne skulle flyve fra reden først.” Til dette svarede Jørgen Larsen: “Arh, pjat! Ham køber vi bare med!”. Min far lignede et spørgsmålstegn, da man jo ikke kan have børn på Betel, men Jørgen Larsen havde forklaret at de allerede i Afdelingskontorets Udvalg havde drøftet planerne for mine forældres ankomst og besluttet, at hvis Jørgen Larsen kunne overtale mine forældre, så ville man bygge et hus på grunden hvor Betel også lå, så vi kunne leve for os selv – ganske vist indenfor murene, men – som “en helt almindelig familie”^[1] og så kunne mine forældre møde ind på arbejde på kontoret på Betel om morgenen.

Min far forklarede at jeg jo stadig gik i skole, og Jørgen Larsens svar afslørede tydeligt at han var en evighedsbetelit der ikke selv havde børn, for hans eneste kommentar til det var: “Og hvad så? Der er da også skoler i Holbæk!”, men min far måtte så afslutte dialogen ved at sige: “Men, Beninu er glad for den skole han går på, og er heldig med at være havnet i en rigtig god klasse med nogle gode klassekammerater som han har det godt med. Det kan ikke garanteres at han vil komme i en tilsvarende god klasse hvis han skifter skole til Holbæk. Desuden er det hér han har sine venner og kammerater som han leger med i fritiden. Det vil vi altså udvise det fornødne hensyn til som forældre.” Samtalen sluttede hér — for denne gang. Men den gentog sig mange gange op gennem årene.

Mine forældre giver efter for presset

Næste gang Jørgen Larsen så chancen var da jeg flyttede hjemmefra i den relativt tidlige alder af 15 år. Så han sagde til mine forældre: “Nu hvor Beninu jo er flyttet hjemmefra og klarer sig selv, så er der jo intet til hinder for at at I kommer til Betel.”, hvortil min far forklarede at det nu nok var lige lovlig tidligt, for ganske vist boede jeg for mig selv i en lille toværelses lejlighed en spytklat fra mine forældre, men at sige jeg klarede mig selv ville være en tilsnigelse. Jeg var stadig en forkælet snotunge der kom hjem til mor med mit vasketøj og når jeg kom hjem fra gymnasiet om eftermiddagen kunne jeg hente det hjemme igen hvor det var vasket strøget og hængt på bøjler lige til at hænge tilbage i min gardarobe. Desuden spiste jeg jo ofte mine måltider hjemme hos mine forældre, og om morgenen kom jeg altid forbi for at spise morgenmad med mine forældre (hvis jeg da ikke havde sovet over mig), og da jeg blev 18 var det også for at se om min far skulle bruge bilen eller om jeg kunne tage den til Gymnasiet.

Men da jeg var 19 og begyndte på min videregående uddannelse øgedes presset på mine forældre og til sidst besluttede de sig for at give det en chance.

Jeg var rasende.

Ikke fordi de flyttede længere væk – den del passede mig fint – men fordi jeg syntes det var en idiotisk beslutning. Min far havde det mest perfekte job man kunne forestille sig. Han var docent på universitetet, og hvert halve år kunne han selv tilrettelægge hvor mange forelæsninger han ville lægge i sit skema, og samtidig havde han en stilling i Undervisningsministeriet hvor han havde et kontor, som han måske frekventerede 2 gange om måneden. Resten af tiden arbejdede han hjemmefra efter behov, men til en fyrstelig 7-cifret årlig aflønning. Min far var meget frit stillet og jeg oplevede tit mine forældre tage ud og handle sammen en tilfældig onsdag formiddag for bagefter at tage en frokost i golfklubben, Varnapalæet eller på Rådhuscaféen, og de hyggede sig i det hele taget gevaldigt. Samtidig var min far tjenestemandsansat og som sådan nærmest uopsigelig, og selvom hele stillingen skulle blive nedlagt og han ikke kunne omplaceres, havde han 3 års opsigelse med fuld løn.

Min mor fristede en tilværelse som hjemmegående der sad og nød sin formiddagskaffe og Familiejournalen, når jeg og min far en sjælden gang begge var ude af døren samtidigt, og når hun så havde “formiddagshygget” tog hun ud og handlede ind hos de forskellige små butikker som vi havde fast konto hos (slagteren, bageren, købmanden, den lokale brugs, fiskemanden, osteforretningen, delikatessen, osv.). Mine forældre havde i alt væsentligt en drømmetilværelse som de nu var parate til at opgive!

Beteltilværelsen afprøves

Men min far startede dog med at tage et års orlov fra arbejdet så de kunne se om de begge formåede at affinde sig med livet på Betel. Det tog længere tid for min mor end for min far, men de skulle dog ikke som de fleste der kommer til Betel starte med at arbejde i vaskeriet eller rengøringen (fordi de var blevet indkaldt til særligt arbejde grundet min fars evner). Min mor var 14 dage i vaskeriet hvorefter hun blev overført til korrekturlæsning og senere oversættelsen, og min far arbejdede de første par år i IT afdelingen og siden i Hospitalsinformationstjenesten. Da det første år var gået var mine forældre indstillet på at give det endnu et år for at være fuldstændig sikre på, at det var hvad de ville. Min far ringede til sine respektive chefer og spurgte om han kunne forlænge orlovsperioden, hvilket ikke var det mindste problem.

Mine forældre forblev endnu et år på Betel, hvorefter de skulle tage en beslutning fordi min far nu var klar over at orloven ikke kunne strækkes længere – troede han. For da han ringede til sine forhenværende arbejdsgivere for at indgive sin afskedsbegæring, sagde de at de ikke var klar til at slippe ham endnu, da de savnede ham uendelig meget på arbejdspladsen, og at man derfor blot gav ham endnu et års orlov til at ombestemme sig. Dette gentog sig det 4. år! Så i fire år fik min far lov til at holde orlov fra jobbet, og det var kun fordi min far ikke ville være bekendt at trække flere veksler på deres velvilje, at han selv “brændte alle broer bag sig” ved at opsige sine stillinger både på UNI og i Undervisningsministeriet. Mine forældre havde nu efterhånden vænnet sig fuldstændig til livet på Betel og trivedes med livet.

Nu var kursen sat — ingen vej tilbage

Jeg blev igen dybt frustreret og syntes selv det var en tåbelig beslutning – også selvom jeg stadig var fuldt engageret Jehovas Vidne. Jeg har dog aldrig været typen der var helt så villig til at “lægge det hele i Jehovas hænder”. Men det gik hverken værre eller bedre, og mine forældre blev på Betel de næste mange år. Da de havde været der i 20 år, opstod den famøse situation med sammenlægningen af de nordiske betelhjem til et Skandinavisk Afdelingskontor, hvorved brevene til alle der kunne tænkes at rejse ud for at “tjene hvor behovet er større” skulle overveje dette. Det gik aller hårdest ud over de mange betelmedarbejdere i Norge og Sverie som selvfølgelig vægrede sig ved at flytte fra alle deres venner i hjemlandet for at bo på et helt nyt betelhjem, i en lille flække midt på Sjælland. Men nogle flyttede dog med, og som ny koordinator for det Skandinaviske Afdelingskontor udnævntes ham der tidligere havde været koordinator for det svenske afdelingskontor.

Betel kunne ikke længere se “fidusen”

Mine forældre fik også et sådant brev, og inden jeg fortæller om denne del af historien, minder jeg lige om et par facts:

1. Mine forældre blev gentagne gange “plaget” og “presset” for at få dem til at komme til Betel, og til sidst slap undskyldningerne op og de valgte at acceptere tilskyndelsen til at komme og arbejde på Betel – “Guds Hus”. (De kunne jo heller ikke forestille sig tryggere sted at blive gamle).
2. Mine forældre var faktisk beskedne og ikke særligt materielt interesserede selvom de havde været heldige og havde haft en privilegeret tilværelse inden de kom til Betel, så de havde penge på kistebunden og manglede som sådan ikke noget hvis de blot passede lidt på deres aktier og likvider. Så da tilbuddet til de par der havde lang anciennitet om at få en af de nye og større lejligheder blev en realitet, var mine forældre også et af de par der fik tilbuddet, men de var tilpas beskedne til at afslå, fordi de mente at det var et behov de ikke havde, og at der sikkert var andre der ville blive glade for sådan en dejlig lejlighed.
3. Da mine forældre selv havde “lidt på kistebunden” afslog de konsekvent kørselsgodtgørelse når de havde kørt ud og besøgt menigheder hver måned som en del af det at være “Beteltaler”, hvor man besøger hele landet i en weekend hvor Beteltaleren holder et par foredrag og på samme måde som et mini-kredstilsynsmandsbesøg går i forkyndelsen med nogle af menighedens medlemmer der har skrevet sig på til en aftale med parret fra Betel der kom på besøg. Ved mange andre lejligheder afslog mine forældre de godtgørelser de havde krav på iflg. deres kontrakt med Betel, fordi de så det som en slags “indirekte bidrag” ikke at belaste Vagttårnsselskabet med unødvendige udgifter som de selv havde råd til at afholde.

Dette fortæller jeg udelukkende for at sætte det næste der sker en smule i relief:

Værdien af mennesker gøres op

I de seneste år af deres tid på Betel var min mors helbred blevet gradvist dårligere og dårligere. Hun havde dårligt hjerte, kredsløbsproblemer der medførte stærke smerter og uro i benene, svær astma og søvnapnø, der altsammen bidrog til et dårligt velbefindende og en udtalt kronisk træthed. Det havde Betel taget et “lille hensyn” til ved at fritage hende fra at arbejde om lørdagen så hun kunne “nøjes med” at arbejde mandag til fredag. Desuden fik min mor lov til – efter behov – at lægge sig en halv time midt på dagen – i forlængelse af frokostpausen – inden hun vendte tilbage til arbejdet så hun endte på “kun” at arbejde en 37-timers arbejdsuge i stedet for den normale 45-timers arbejdsuge.

Men min mor var tydeligvis ikke længere helt det samme aktiv for Betel som hun tidligere havde været og var faktisk temmelig syg. Hun levede dog stadig fuldt ud op til sine forpligtelser, men enden på det blev at de i stedet blev bedt om at flytte ud i egen bolig.

Mine forældre skulle – nu hvor de begge nærmede sig de 70 år – til at flytte fra Betel og finde deres egen lejlighed. Den ejerlejlighed de havde i Aarhus før de flyttede til Betel havde de foræret mig som et arveforskud, og siden havde jeg solgt den og var flyttet fra den efter min skilsmisse nogle år senere, så den havde jeg ikke engang mulighed for at give dem tilbage. De skulle dog også helst finde en lejlighed i Holbæk for – som afdelingskontorets ledelse gjorde klart – at selvom de ikke havde plads til at tilbyde dem et værelse på Betel, ville afdelingskontoret nemlig gerne fortsat gøre brug af min fars arbejdskraft og min mors i det omfang det var muligt. Så nu skulle mine forældre der i de sidste 20 år havde været vant til en arbejdsdag hvor man arbejdede på fuld tid, uden løn til gengæld for at nogle kom og rengjorde deres ét-værelses lejlighed og vaskede tøj, og forsynede dem med tre måltider dagligt, til pludselig – meget sent i livet – at skulle starte forfra på en tilværelse hvor de selv skulle håndtere alle disse ting, betale deres egen husleje, og samtidig med at de stadig skulle fortsætte med at komme ind på Betel og arbejde gratis for afdelingskontoret i deres hidtidige opgaver.

Som en “organisationens mand” mødte min far pligtskyldigt op, samtidig med at han i aftentimerne og i weekenderne indrettede og istandsatte en lejlighed til mine forældre, hvor de nu kunne bo de sidste år af deres liv. Til rent held havde min far stadig ret til sin delvise tjenestemandspension, fordi Betel jo frigjorde dem af deres såkaldte “Fattigdomsløfte” som man kan læse mere om i Leksikon på JVinfo•NU. Så nu skulle min mor som var ved at være meget syg selv passe hus og hjem, primært med hjælp fra min far som heller ikke længere var rask efter han havde haft cancer som han i første omgang overvandt, men som i anden omgang fik bugt med ham efter ganske få år udenfor Betel.

Kunne de ikke være blevet på Betel?

Mine forældre kunne muligvis godt have stået stejlt fast på, at de ikke var i stand til at starte forfra i en ny tilværelse udenfor Betel nu hvor de var blevet gamle mennesker, og formentlig have fået lov til at blive boende på Betel resten af deres dage. Men, alle der har været i sekten ved også udmærket hvilket særligt sprogbrug der benyttes overfor sådanne “ubøjelige”, “uvillige”, “utaknemmelige”, osv., og som udelukkende har til hensigt at give medlemmer der ikke gør som der bliver “foreslået”, en ufattelig dårlig samvittighed over at de “misbruger organisationens godhed og midler” i stedet for at “løfte i flok sammen med Jehovas folk”, osv. osv. Så man kan lige så godt tage imod “tilbudet” om at komme ud og tjene “hvor behovet er større” (som oversat betyder: “hvor I ikke koster os en rød reje”) først som sidst, for ikke at blive kendt som de “nasserøve” der ikke ville flytte, da Betel havde mere brug for deres værelse end deres arbejdskraft.

Toppen af “kransekagen”

“Toppen af kransekagen” var så bare netop, at man stadig meget gerne ville have arbejdskraften — nu bare uden at skulle sikre mine forældre kost, logi, kørselsgodtgørelse, tøjpenge, rengøring, tøjvask, gratis tandlæge, frisør, osv. Nu skulle mine forældre i stedet til at betale lige knap 10.000 kr. i husleje hver måned, og måtte selv afholde udgifter til kost, tøjvask, osv. og skulle selv passe hjem.

Umiddelbart lyder det måske som det alle andre mennesker også skal, og det havde jo heller ikke været et problem hvis de ikke i sin tid havde givet efter for presset og – i blind tillid til at sektledelsen altid ville tage kærligt hånd om dem når de blev gamle – brændt samtlige broer bag sig og flyttet til Betel i deres allerbedste år, hvor min far og mor kunne have tilrettelagt deres økonomi og pensionsopsparing i overensstemmelse med min fars gode indtægt, så de måske kunne betale for en smule rengøringshjælp og takeaway, de dage der ikke var kræfter til selv at lave maden. Nu havde de jo i stedet levet af deres likvider og min fars tjenestemandspension var markant mindre end den havde været hvis han f.eks. bare havde arbejdet til han blev 60 og kunne gå på efterløn. Nu var han kun berettiget til ca. 50% af sin normale tjenestemandspension som ganske vist stadig var lidt større end en folkepension, men det var i praksis ligegyldigt, for det min far fik merudbetalt i tjenestemandspension blev fratrukket min mors folkepension, så det kunne være helt lige meget, så længe min far ikke var berettiget til sin fulde tjenestemandspension — sådan som han havde været hvis ikke de havde givet efter for presset og flyttet til Betel da man konstant pressede på for at få dem til at give efter.

En anden ting der adskiller dette fra hvad andre mennesker skal, var at mine forældre nu begge havde passeret pensionsalderen, og det er trods alt sjældent at det forventes af folk der er gået på pension, at de stadig møder ind på deres arbejdsplads og arbejder gratis.

Men min far kom stadig ind mindst 4 dage om ugen og arbejdede i 8 timer om dagen på Betel – foruden alt det arbejde han lavede oveni. Så han var nu bare ekstern betelmedarbejder. Det betyder at han nu – modsat alle andre betelmedarbejdere – stadig skal arbejde på Betel, men samtidig selv skal finde pengene til husleje, mad, og mange andre ting der normalt blev dækket af Betel.

Der var gode kår på Betel. Efter hvert måltid stod de fleste med deres Tupperware-skåle (fra en anden “kult”, ha-ha) og fyldte dem op med hvad der var tilbage i buffeten om aftenen, af både lune retter og det store kolde bord, og på den måde havde man altid rigeligt både til lidt hyggelig natmad derhjemme, og man kunne også nemt invitere gæster da man allerede havde taget den gratis veltilberedte mad med hjem fra cafeteriet, så man ikke selv skulle tænke på hverken at købe ind eller lave mad. Det eneste mine forældre behøvede at skaffe når de skulle have gæster var liidt drikkevarer, så de havde en lille vinreol i deres garderobe, og nogle kasser med øl og sodavand til at byde gæster.

Nu var de stadig “betelitter” i arbejdstiden, men når det var fyraften og andre kunne gå hjem til deres gratis logi, og spise den gratis mad, skulle mine forældre hjem og handle ind og selv tilberede mad og desuden betale en stor husleje i Holbæk fordi man også ønskede at de boede tæt på Betel.

Konklusion

Min holdning til denne situation for mine forældre havde formentlig været en anden hvis de selv havde søgt om at komme til Betel og var blevet accepteret sådan som så mange bliver det. Men mine forældres tur til Betel var resultatet af et årtier langt pres på dem fra afdelingskontorets ledelse om at komme til Betel og arbejde, fordi de havde brug for mennesker med deres særlige kompetencer. Når de mennesker man presser og plager så rent faktisk giver efter for presset og flytter til Betel, på stærk opfordring fra sektledelsen, så finder jeg det personligt usmageligt at man – fordi man pludselig opdager at situationen har ændret sig – skifter mening og beder en stor del af betelmedarbejderne – inklusiv dem man selv har bedt om at komme – om at flytte ud igen! Og grunden til denne disposition der fik indflydelse på mange menneskers liv, var mere end noget andet, at man ikke ønskede at betale skat i Norge og Sverige, så man ville samle alle nordiske betelhjem i et Skandinavisk Afdelingskontor, uden på nogen måde at sikre at der var plads til alle de mange mennesker der havde afgivet løfte om at tjene på Betel, og ikke mindst underskrevet et “Lydigheds- og Fattigdomsløfte” som forhindrede dem i, på nogen måde at tjene penge ved siden af arbejdet på afdelingskontoret — igen fordi det var en skattemæssig gevinst for afdelingskontoret mere end for de mange medarbejdere på afdelingskontoret.

Så “brug-og-smid-væk-mentaliteten” går helt op på “menneske-niveau” i Vagtttårns-kulten.