Sproglige valg på JVinfo•NU
I forbindelse med etablering af en side med kritisk information om Jehovas Vidner og Vagttårnsselskabet, kommer man helt naturligt til også at forholde sig til de sproglige værdier der knytter sig til en lukket kult som Jehovas Vidner.
Lukkede kulter bruger ofte værdiladet sprog, og opfinder andre betydninger af ord end den som er den udbredte i majoritetssamfundet. Fra Jehovas Vidner kender vi det fra ord som “verden”, “sandheden”, osv. som ikke betyder det samme for et Jehovas Vidne som for mennesker i majoritetssamfundet. Af den grund er det også nødvendigt at JVinfo•NU tager aktivt stilling til den redaktionelle holdning til brugen af disse særlige udtryk der kun giver mening for medlemmer af kulten, og som ofte har til hensigt at manipulere såvel brugeren som modtageren af disse sproglige afvigelser.
JVinfo•NU vil ikke bruge kult-sprog
Den redaktionelle stilling hos JVinfo•NU er helt klar. JVinfo•NU vil aktivt afstå fra at benytte udtryk der er indforståede ord, gloser eller vendinger hvad enten det er ord der er helt unikke eller sjældent er set i majoritetssamfundet eller der er tale om almindelige ord eller vendinger der bruges på en anden måde end disse normalt opfattes af mennesker fra majoritetssamfundet.
Det betyder ikke at disse ord og vendinger aldrig kan forekomme i indhold på JVinfo•NU, men når sådanne kult-specifikke ord og vendinger forekommer vil det klart fremgå at ordene er anvendt af hensyn til troværdighed (f.eks. i tilfælde af citater, som naturligvis altid vil blive gengivet loyalt). Andre situationer kunne være når specifikke begreber fra Vagttårnsselskabet bliver uddybet i en artikel eller en video. Men når disse særlige ord og vendinger bliver brugt, vil det altid fremgå tydeligt at der er tale om tilsigtet brug, så det er tydeligt at der er tale om en anvendelse af udtrykket der afviger fra den forståelse majoritetssamfundet har af udtrykket. Det vil f.eks. være altid helt tydeligt når ordene bruges fordi der er tale om et citat, da citater altid vil være tydeligt fremhævede så ingen er i tvivl om hvornår en tekst er et citat og hvornår det er redaktionel tekst. Når der ikke er tale om citater, men kult-specifikke udtryk alligevel anvendes i tekster eller videoer på siden, vil det være åbenlyst at ordet eller vendingen bruges på en måde der ikke er den konventionelle. Der vil enten være en fodnote, en parentes eller også vil ordet eller vendingen være brugt i en fremhævet ramme der tydeligt indikerer for læseren at der er tale om tekst der afviger fra redaktionel praksis.
Dette er både fordi denne side både henvender sig til nuværende Jehovas Vidner, tidligere medlemmer af sekten, mennesker der aldrig har været medlem af Jehovas Vidner og mennesker der har været i berøring med sekten gennem relationer som kolleger, venner, studiekammerater, kærester, familiemedlemmer, osv. Det gør det vigtigt at vi er utvetydige i vores sproglige formidling, og derfor kan JVinfo•NU ikke forvare at bruge ord og vendinger der ikke har den samme betydning for alle de ovennævnte segmenter.
En anden grund er at JVinfo•NU tager aktivt afstand fra de værdiladede udtryk der bruges af Vagttårnsselskabet og Jehovas Vidner på skrift såvel som i tale, da vi ikke kan tilslutte os den betydning man forsøger at tillægge specifikke begreber og i andre tilfælde tager direkte afstand fra bestemte ord og vendinger fra sekten der enten har til hensigt at vildlede omverden eller manipulere medlemmer og interesserede. En sådan afstandtagen tager JVinfo•NU f.eks. fra sektens seneste forsøg på, gennem en række moderniseringer af deres kult-specifikke udtryk, at mindske omverdens forargelse over den praksis der anvendes overfor medlemmer i sekten.
“Udstøde” eller “Fjerne”
For ikke så længe siden ændrede man udtrykket “Udstødelse” til “Udelukkelse”, og nu hvor medierne gennem de seneste årtier er blevet tiltagende opmærksomme på sekten og dens inhumane praksis omkring kirketugt, har det været betimeligt for sekten endnu engang at mindske de ubehagelige associationer der naturligt knytter sig til ord som “udstøde” eller “udelukke”, og derfor erstattet disse udtryk med “fjerne”, fordi det nu er almindeligt kendt at en eksklusion fra Jehovas Vidner ikke blot er fratagelse af et medlemskab, men en aktiv og fortsat psykisk mishandling af det tidligere medlem, gennem krav om at medlemmer af sekten ikke længere må omgås den udstødte eller så meget som anerkende dennes eksistens. Offentligheden er klar over at sektledelsens krav ikke kun omfatter tilfældige medlemmer fra omgangskredsen, men også mennesker med flerstrengede relationer til den udstødte, som f.eks. forældre, børn, søskende, bedsteforældre, osv. som – ligesom alle øvrige medlemmer – også forventes af afskære forbindelsen til den udstødte.
JVinfo•NU nægter kategorisk at bidrage til Vagttårnsselskabets forsøg på at mindske den offentlige forargelse (som er helt berettiget) eller at gøre koncepter og sædvaner i sekten mere “spiselige” for majoritetssamfundet.
Vi har en intention om at være helt klare i mælet, og derfor udgiver vi også en løbende opdateret liste over udtryk som bruges i Vagttårnsselskabet som JVinfo•NU vil afstå fra at bruge, men som hyppigt anvendes af Vagttårnsselskabet i sektens publikationer, foredrag, videoer, forkyndelse, m.m. Listen kan ses herunder og vil blive opdateret løbende, efterhånden som udtryk finder vej til siden.
Herunder ses en tabel over ord som Vattårnsselskabet benytter, deres reelle betydning og det ord som vil blive brugt på JVinfo•NU når begrebet omtales hér på siden. Listen er under fortsat udvikling og stadig langt fra uddybende, og såfremt opmærksomme læsere/seere opdager ord og termer må de meget gerne sende dem enten via kontaktformularen som man finder i menuen øverst på siden eller via mail til redaktion@jvinfo.nu.
Kult-sprog og JVinfo•NU
Forklaring | ||
---|---|---|
brødre søstre | medlemmer | Et af de mange manipulerende greb der benyttes af Jehovas Vidner, såvel som af mange andre kultiske grupper, er at fremstille gruppen, sekten eller grupperingen som en slags åndelig eller spirituel familie. Man sætter ekstra trumf på denne indoktrinering ved at indprente nye medlemmer at menigheden er en del af et “verdensomspændende brodersamfund” eller en “verdensomspændende (åndelig) familie”, som man skal føle et endnu stærkere bånd til end ens egen familie. Man underbygger dette med nogle afskyelige ord der formentlig er fremsat af den person der i det nye testamentes skrifter (som ikke kan betragtes som historisk troværdige) omtales som Jesus, hvor han skulle have sagt: “Enhver der holder mere af far eller mor end af mig, er ikke værdig til at følge mig, og enhver der holder mere af søn eller datter end af mig, er ikke værdig til at følge mig.” (Matt 10:37, NVO Studieudgave) |
fjerne udelukke | udstøde ekskludere | Jehovas Vidner har i mange år på dansk brugt udtrykket “udstøde” om den barbariske praksis der går ud på at isolere et menneske fra resten af menigheden inklusiv dennes familie, under trusler om at disse ellers vil komme til at lide samme skæbne som den udstødte. Denne praksis har pådraget sig såvel mediernes som politikeres opmærksomhed i hele verden, og derfor har man af flere omgange forsøgt at revidere dette udtryk så det vækker mindre opmærksomhed og giver anledning til at projektøren rettes mod andre end sekten. Ved årtusindskiftet (ca. 2001-2002) valgte sekten i Danmark at ændre ordet “udstødt” til “udelukket”, da ordet “udstødt” efterhånden vakte så stærke følelser i mennesker fra majoritetssamfundet at man måtte finde en måde at gøre hele denne frastødende praksis mere spiselig. Senest (2024) har sekten endnu engang ændret ordet i hele verden, og nu kalder man ikke længere den ekskluderedes status for hverken “udstødt” eller “udelukket”, men har erstattet disse ord med “fjernet”. JVinfo•NU nægter at deltage i denne semantiske leg der har til hensigt at gøre sektens kyniske og umenneskelige praksis mere spiselig. Offentligheden kender stadig denne praksis som “udstødelse” og ordet er dækkende for hvad det er man udsætter mennesker for såfremt man beslutter at de ikke lever op til kravene til et fortsat medlemskab af sekten. Af denne grund fastholder JVinfo•NU ordene udstøde, udstødelse og eksklusion som de ord der også fremover vil blive brugt om denne inhumane praksis. |
sandheden | religion (-en) ideologi (-en) teologi (-en) doktrin (-en) | Vagttårnsselskabet og Jehovas Vidner omtaler deres teologi og eskatologi som “sandheden”. Dette værdiladede udtryk indikerer en fiktiv virkelighed som redaktionen på ingen måde kan eller vil anerkende. Man har forblændet sektens medlemmer til at tro at Jehovas Vidner er en særligt privilegeret gruppe der nyder Guds særlige opmærksomhed og som gennem sektledelsen modtager sandheder om Bibelen og fremtiden der udlægges og fremholdes af 8 ansvarshavende mænd i det der kaldes “det styrende råd”. JVinfo•NU tager skarpt afstand fra dette værdiladede og manipulerende ord, både fordi der er tale om et ord der har sit afsæt i eksistensen af en Gud, Helligånden, Jesus, osv. og da ateisme er det redaktionelle verdenssyn kan JVinfo•NU naturligvis ikke tilslutte sig dette udtryk. Selvom der ikke var tale om en religiøs forståelse tager JVinfo•NU også afstand fra hele tanken om en objektiv og ufravigelig sandhed, da det strider mod hele den videnskabelige metode og optik. Sandheden ligger mellem subjekterne, og intet menneske eller gruppe af mennesker vil nogensinde kunne hævdes at have fundet en endegyldig sandhed, og slet ikke om store eksistentielle spørgsmål, som hvad der er meningen med livet, hvad der sker efter døden, eksistensen af et metafysisk univers, osv. |
synd | overtrædelse regelbrud forseelse fejl | JVinfo•NU anerkender slet ikke begrebet synd som andet end en socio-kulturel konstruktion der er opfundet af en række af historiens store kirker, som et middel til at kue, undertrykke og kontrollere masserne med psykologiske virkemidler som skyld, skam, dårlig samvittighed, bod, aflad, o.m.m. Så når man i sekten taler om “synd” eller “en synd” vil der i tekst på JVinfo•NU der ikke er et citat i stedet stå, overtrædelse, fejl eller en (forbudt) handling. (Dette betyder ikke at JVinfo•NU er enig i at handlingen er hverken forkert, forbudt, amoralsk, forkastelig eller anstødelig. I langt størstedelen af tilfældene vil JVinfo•NU formentlig have den opfattelse af de handlinger der omtales som “en synd” i kult-sproget, at der er tale om fuldt ud acceptable handlinger som ingen andre har den mindste ret til at blande sig i.) |
synder(en) | overtræder(en) den anklagede | Når der i vejledningen til ældste (som regel i form af en manual eller breve fra det styrende råd), omtales behandling af sager i menigheder gennem en repræsentation fra ældsterådet (kaldet “et dømmende udvalg”), omtales den anklagede person ofte som “synderen”. Af samme grund som at JVinfo•NU tager eksplicit afstand fra hele synds-begrebet kan vi naturligvis heller ikke anerkende denne betegnelse om et andet menneske, da ingen i redaktionens menneskesyn kan kaldes “syndere”. |
udvalg af ældste | dømmende udvalg | Vagttårnsselskabet har i studieudgaven af Vagttårnet for August 2024 givet en halvkvædet vise som forklaring på hvorfor de udpegede ældste der skal dømme i en sag der potentielt kan medføre udstødelse, ikke længere skal kaldes et “dømmende udvalg”, men blot “et udvalg af ældste”. Forklaringen er angiveligt at dette udvalg også har andre formål, som f.eks. at trøste, opmuntre, bede, osv. Men JVinfo•NU anerkender ikke dette forsøg på at skjule at der grundlæggende er tale om et dømmende udvalg. Det er de færreste der er indkaldt til disse skræmmende møder der har andet i tanke end hvorvidt de beslutter sig for at afsige dom om udstødelse eller ej. Ingen kommer til et møde med et udvalg fordi de blot håber på at de ældste vil tilbyde at bede for dem. JVinfo•NU ser derfor ikke denne sproglige manipulation som andet end et forsøg på at lægge skjul på hele formålet med sådanne udvalgssager og udvalgsmøder: At træffe afgørelse om udstødelse eller ej. Af denne grund fastholder JVinfo•NU formen “dømmende udvalg”. (En udvalgssag kan i praksis have fire udfald: Udstødelse, Offentlig irettesættelse, Lukket irettesættelse eller anklagefrafald). |